Trumps nye globale sundhedsprogram satser på “biomedicinsk ekstraktivisme”

USA har det seneste års tid lavet en række bilaterale aftaler med afrikanske lande, der risikerer at underminere globale aftaler og give USA kontrol over vital sundhedsdata i de 22 afrikanske lande, der har skrevet under.

Af Mads Thunestvedt

Efter et år, hvor den globale sundhedsdebat var præget af USA’s nedskæringer i USAID, viser en række bilaterale aftaler konturerne af Donald Trumps nye globale sundhedsstrategi. For i de seneste måneders tid har hele 22 afrikanske lande indgået aftaler med USA til en samlet værdi på omkring 20 milliarder dollars som en del af Trumps America First Global Health Strategy. Men selvom investeringer i afrikanske landes sundhedssektorer er nødvendige, har kritikere kaldt USA’s nye enegang på området for “biomedicinsk ekstraktivisme”, hvor USA får adgang til vital sundhedsdata til deres medicinalindustri. For alle aftaler indeholder deling af sundhedsdata i op til 25 år. Som den nigerianske læge og tidligere præsident i Nigerian Academy of Science Oyewale Tomori advarer om i The Conversation:

“Afrikanske lande må ikke give afkald på deres sundhedsdata eller ødselt frigive deres dyrebare patogener i en byttehandel for mere donorfinansiering.”

Det er også den kritik, som den sydafrikanske politiske kommentator på Al-Jazeera Tafi Mhaka kommer med. For ham repræsenterer aftalerne en fortsættelse af en kolonial praksis, hvor vestlige lande tjener penge gennem brugen af afrikanske kroppe.

“USA forsøger at bruge patogener og biologisk data i politiske aftaler, der risikerer at reproducere den samme magtubalance fra tidligere koloniale vindinger i en ny videnskabelig form,” som han skriver i Al-Jazeera.

Sundhedsdilemmaet, der vækker minder om COVID-19

For de 22 afrikanske lande repræsenterer de amerikanske sundhedsaftaler et reelt dilemma, da statslig finansiering af sundhedssektoren er bekostelig i en situation, hvor over halvdelen af afrikanske lande allerede betaler mere i renter på deres gæld end på sundhed. Derfor har flere lande set sig nødsaget til at opsøge amerikansk finansiering for at udvikle egne sundhedssektorer på trods af de umiddelbare konsekvenser af deling af sundhedsdata. For Thafi Mhaka bringer det minder om, hvordan afrikanske lande blev behandlet under COVID-19. Her var forskere og laboratorier verden over afhængige af deling af vidensprøver og gendata for at spore virussen og udvikle en vaccine. Men som Thafi Mhaka skriver, kom vidensdelingen dengang ikke afrikanske lande til gode, hvilket sagtens kunne ske igen, såfremt de bilaterale aftaler med USA kommer endeligt på plads.

“Da vacciner blev tilgængelige, befandt mange afrikanske lande sig bagerst i køen, mens rigere lande hamstrede forsyninger,” mener Thafi Mhaka.

“Ved at forhandle direkte med individuelle lande kan magtfulde stater som USA sikre sig privilegeret adgang til information om patogener uden at være bundet af bredere mekanismer, der er designet til at sikre retfærdige fordele.”

Underminering af pandemiaftalen

En af de globale aftaler, som USA risikerer at underminere, er WHO’s Pandemic Agreement, som 194 lande verden over har forhandlet om siden 2021, hvor COVID-19 stadig var på et højdepunkt. Centralt i de forhandlinger er netop spørgsmålet om deling af sundhedsdata og de efterfølgende vacciner, som produceres på bagkant af dataen. En forhandling, som professor i global sundhed fra Columbia University, Nina Schwalbe, for et par år siden i Mandag Morgen kaldte et slag mellem det globale nord og det globale syd.

“Det store slag handler om adgang til vacciner og medicin, og der har det globale syd andre holdninger end EU og USA til, hvordan det sker.”

Netop det aspekt får Oyewale Tomori til at advare mod de langsigtede konsekvenser af USA’s nye globale sundhedsstrategi.

“De bilaterale aftaler synes at være udformet til at underminere WHO’s aftaler, der er indført for at sikre retfærdighed i enhver fremtidig respons på pandemier.”

I USA’s aftaler er der nemlig en ensidig opsigelsesklausul, hvis ikke de er i en klar overensstemmelse med den amerikanske regerings interesser. Det vil ifølge Oyewale Tomori igen “efterlade afrikanske lande som tiggernationer”.

Kenya i højesteret, mens Zambia har sat aftalen på pause

Selvom Trumps America First sundhedsstrategi i de første måneder af 2026 har haft vind i sejlene, så har kritikken fået flere lande til at genoverveje, hvorvidt det er i deres interesse eller ej. I Kenya har højesteretten suspenderet aftalen, fordi den netop overskrider landets lovgivninger om deling af data, herunder også sundhedsdata. Og i februar trak Zimbabwe sig ud med begrundelsen, at landet blev reduceret til at levere “råmaterialer til videnskabelig udvikling”, mens det ingen garantier fik for at gøre brug af den udvikling. I Zambia har man sat aftalen på pause, fordi der var bekymringer om et økonomisk overlap mellem forhandlinger om rettigheder til landets mineressourcer i sundhedsaftalen. Ifølge Africa Briefing er det endnu et tegn på, at “udviklingsbistand til afrikanske lande i stigende grad er knyttet til økonomiske interesser, især adgang til kritiske mineraler, der er afgørende for globale energi- og teknologiforsyningskæder.”

Som journalisten og analytikeren Jonathan Offei Ansah udtrykker det, så viser konflikterne i USA’s America First sundhedsstrategi, at sundhed og suverænitet risikerer at blive store stridsspørgsmål i fremtiden.

“Sagerne tyder på, at global sundhedsdiplomati er på vej ind i en mere transaktionel æra, hvor suverænitetshensyn vejer lige så tungt som finansieringsbehov.”

Fra udviklingshjælp til udenrigspolitik

I det billede ligner USA’s nye globale sundhedsstrategi mere benhård udenrigspolitik end den blødere – men også åbenlyst strategiske – udviklingshjælp, som har kendetegnet USAID’s virke siden præsident John F. Kennedy indførte den i starten af 1960’erne for at imødegå sovjetisk indflydelse på det afrikanske kontinent. Som forsker i global sundhedspolitik fra London School of Economics Zil Audi-Poguillon skriver, er sundhed for USA blevet en måde, hvorpå man både kan inddæmme potentielle virus, åbne markeder op for biomedicinske innovationer og opbygge mere overvågning i partnerlande. Som hun skriver:

“Set igennem den linse, så ligner America First Global Health Strategy mindre en sundhedsplan og mere et instrument for den amerikanske stat.”