En demokratisk vej til grøn økonomi

Vi har her på Eftertryk bragt en række artikler, der har diskuteret mulighederne for at begrænse eller bryde med kapitalismen. Her fører Frank Aaen diskussionen videre med afsæt i to nyere udgivelser om bæredygtig økonomi.

Af Frank Aaen
Illustrationer af Matthis Grøntved

Timothée Parriques Afvækst eller undergang (2025) og Joachim Peter Tilsteds For sent, for lidt, for hvem? (2025) tager begge udgangspunkt i, at verden er på vej mod en økologisk katastrofe, hvis ikke der sker noget. Begge bøger peger på nødvendigheden af omfattende samfundsforandringer. Der skal gøres op med, at jagten på profit styrer vores økonomi. Timothée Parriques bog er et stort angreb på vækst og taler for afvækst frem mod et samfund uden vækst – en overgang til en postvækst-økonomi, en stationær økonomi, der er i harmoni med naturen, hvor beslutninger træffes i fællesskab, og hvor rigdommene bliver fordelt ligeligt for at skabe velstand uden vækst.

Derfor kritiseres også den måde, der i den nuværende økonomi hele tiden tales om bruttonationalproduktet, BNP, som et ønskværdigt mål for et samfund med succes. Stigende BNP betyder bare, at vi hele tiden forbruger mere, end naturen kan bære. Og at et mindretal bliver rigere og rigere. ”Væksten bidrager ganske enkelt ikke blot til nedbrydelse af alt levende, men også til at forstærke uligheden og en udbredt mistrivsel” (186). Eller som han skriver et andet sted: Et stigende BNP er ikke det samme som stigende livskvalitet. For at redde os fra undergang skal vi have negativ vækst, afvækst, for at nå til et samfund, der kan betegnes som en grøn kommunisme.

Parrique er franskmand og skriver ind i en fransk debat. Det er ikke det samme som, at den ikke er relevant i vores sammenhæng, om end bogens diskussion for en dansker i lange stræk forekommer lidt fjern fra vores diskussion og politiske virkelighed.

Kravet om afvækst betyder ikke, at samfundet ikke må udvikle sig, det skal bare ikke medføre et stigende forbrug af klodens ressourcer. Det skal udvikle sig i retning af en holdbar balance. Et centralt synspunkt er, at innovation skal føre til mere fritid frem for mere forbrug. Det er en vigtig pointe i en tid, hvor kunstig intelligens opfattes som en trussel mod mange arbejdspladser.

Bogens sidste kapitel hedder ”At forlade kapitalismen”. Parrique har mange gode eksempler på, hvordan en sådan økonomi kan styres, og hans argumentation peger meget i retning af et af mine idealer lånt fra Marx: Yd efter evne, nyd efter behov. Der, hvor bogen efter min mening halter, er mht. hvordan vi kommer dertil. Hvordan får vi brudt den økonomiske magt, som de store virksomheder har, og som Parrique gentagne gange kritiserer for at styre vores økonomi? At have gode idealer er desværre ikke nok til at få den nødvendige samfundsforandring.

I Danmark er vi vant til, at energistrukturen er i fælleseje, men nu kommer afgørende elementer på private hænderJoachim Peter Tilsteds bog fremhæver også, at der skal gøres noget, og det skal gøres hurtigt. Den bygger grundlæggende på samme analyse som Parrique. Det handler om absolut snarere end relativ bæredygtighed. Vi skal have et godt liv for enhver inden for alle relevante grænser for miljø- og klimabelastning. Men Tilsteds bog bliver hurtigere eksplicit politisk. Grønne aktører, der kæmper for grøn omstilling, kan ikke være upolitiske. Tilsted kritiserer fra starten hockeystaven, den strategi, der har domineret dansk miljøpolitik de seneste år: Vi skal stole på og afvente, at der kommer teknologiske løsninger på de klima- og miljøproblemer, de færreste vil benægte.

Private investorer lokkes til grønne projekter ved at sikre dem pæne overskud gennem tilskud eller skattelettelser. Tilsted peger som eksempel på USA, hvor tidligere præsident Joe Biden i 2023 gennemførte en Inflation Reduction Act med store skattefordele til private virksomheder, der investerer i såkaldt cleantech-relateret produktion. Det fik Tesla til at forvente 2 milliarder dollars i gevinst, mens den amerikanske befolkning led under store prisstigninger. Tilsted skriver, at Bidens økonomiske politik skabte et investeringsdrevet opsving, men gevinsterne blev ikke fordelt retfærdigt.

Hvis vi går til Danmark, er problemet kendt fra sagen om at bygge vindmøller til havs. Den første udbudsrunde, staten gennemførte, førte ikke til flere vindmøller. Virksomhederne mente ikke, de var sikret en høj nok fortjeneste. Først nu, alt for sent, er der udsigt til, at der bygges flere vindmøller på havet, fordi private investorer nu er garanteret et stort afkast. Staten eller rettere skatteyderne står til en stor milliardregning. Den form for grøn udvikling fører if. Tilsted til privatisering af offentlig infrastruktur. I Danmark er vi vant til, at energistrukturen er i fælleseje, men nu kommer afgørende elementer på private hænder.

Den store grønne stat

Som modsvar på denne udvikling har Tilsted et spændende afsnit om ”den store grønne stat”. Den kan kombinere finanspolitisk kapacitet og omfangsrige offentlige investeringer med høj disciplin og kontrol af, hvilke produktionsformer der bliver finansieret, og hvilke der bliver udfaset. Med den store grønne stat kan det i modsætning til de aktiviteter, der er markedsbaserede, være ”grøn økonomisk planlægning snarere end privat profit, som dikterer, hvor investeringerne skal falde” (141). Tilsted henviser i den forbindelse til de grønne resultater, der er opnået i Kina. Kina har på afgørende områder med femårsplaner taget førertrøjen, når det kommer til at udvikle og indføre vigtige grønne teknologier som solceller, batteriteknologi og elbiler. Kina er på trods af manglen på demokrati efter min mening værd at lære af på det grønne område. Det er lykkedes for verdens største udleder af CO₂ at knække kurven og være verdensførende på en række grønne teknologier.

Tilsted nævner også EU som et eksempel. Centralbanken er begyndt at vurdere virksomhedernes drivhusgasudledninger og deres planer for at leve op til Parisaftalen, hvis Centralbanken skal finansiere ved at købe virksomhedsobligationer. Et fremskridt, men man må nok tilføje, at EU’s grønne politik lader meget at ønske.

Kan der i Danmark sikres flertal for at gennemføre en revolutionær grøn omstilling med en stor grøn stat? Det tror jeg bestemt, der kanTilsted afslutter bogen ved at skrive, at det er ”afgørende at se mod handling, der åbner for og kan indgå i en større samfundsmæssig transformation.” (170). For en revolutionær som mig er der i disse to bøger en spændende inspiration i retning af at gøre den nødvendige grønne udvikling til en vej til mere demokrati og en revolutionær omformning af samfundet. Måske skal venstrefløjen gøre den ”store grønne stat” til en mærkesag. Og selv om SVM-regeringen har tømt det såkaldte økonomiske råderum, har en af landets førende økonomer, Peter Birch Sørensen i Børsen, den 10. marts 2026 skrevet, at den danske stat er så rig, at den uden besvær kan investere for milliarder i de kommende år. Lad os komme i gang med den grønne stat.

Man kan så spørge, om der i Danmark kan sikres flertal for at gennemføre en revolutionær grøn omstilling f.eks. med en stor grøn stat som en del af udviklingen. Det tror jeg bestemt, der kan. Der er et stort flertal i Danmark for at sætte klimaet højt på dagsordenen. Omstillingen skal bare være socialt retfærdig for ikke at møde modstand. Hvor det tidligere var ”sultens slavehær”, der skulle sikre revolutionen, har vi i dag et meget bedre og bredere udgangspunkt, som jeg bl.a. skriver om i min bog ”Rødt valg”.

Demokratiets potentiale

Der er masser af demokratiske bastioner i samfundet, og vi har en stor stat, der ud over at sikre velfærdssamfundet er den største økonomiske aktør i samfundet. Den basis kan udnyttes meget stærkere til at udvide den demokratiske styring af udviklingen. Staten kan bruge tilskud og skattepolitik meget mere aktivt til at styrke den grønne udvikling og demokratiet, end den gør i dag.

Folketinget har enorme muligheder for at sikre, at energiforsyningen i Danmark bliver styret demokratiskDet tidligere nævnte eksempel med vindmøllerne til havs er vigtigt. Hvor magten over energiforsyningen tidligere var baseret på olie og gas, er det afgørende nu at kunne forsyne samfundet med grøn el. Det gælder ikke bare vores varme, elbiler og den private elforsyning. Produktionen bygger mere og mere på el og ikke bare den fysiske produktion. Hele den teknologiske udvikling afhænger af el. De store techgiganter kan ikke virke uden el til deres store datacentre. Nye virksomheder bygger typisk på elforsyning.

Med magt over elproduktionen og elnettet kan der stilles krav til de virksomheder, der vil forsynes. Der skal være orden i miljøet, klimaet og arbejdsforholdene, hvis der skal indgås en kontrakt om elforsyning. Magten over elforsyningen kan bruges, hvis staten tør og vil. Det er op til Folketinget.

I stedet for at give tilskud og skattefordele for at lokke private selskaber til at bygge og tjene profit på møllerne, skal staten stå som ejer og operatør. På den måde kan man sikre, at kontrollen over elforsyningen er under kollektiv kontrol, ejet af staten, kommunerne eller andelsejet, akkurat som det har været historisk i Danmark. Der er store muligheder for at gå den vej med de vigtige mølleparker. Energiøen ved Bornholm er aftalt, men endnu ikke privatiseret. Det udbud, der er på vej, skal ændres, så staten selv står som operatør og ansvarlig for opførslen. Det kan f.eks. ske i samarbejde med Ørsted, som staten er majoritetsejer af. Og på trods af de Trump-skabte kriser, Ørsted er truet af, er selskabet stadig verdens førende, når det gælder vindmøller til havs. Og der skal bygges endnu flere mølleparker til havs for at sikre den grønne elforsyning.

Folketinget har enorme muligheder for at sikre, at energiforsyningen i Danmark bliver styret demokratisk, og denne magt kan og skal bruges til at styrke den grønne udvikling og demokratiet.

Ud over vindmøllerne er udbygningen af solceller på land afgørende. Her bør lovgivningen sikre, at de kommer i demokratisk eje – statsligt, kommunalt eller ved at opbygge andelseje. Under alle omstændigheder skal det ikke være private selskaber, der styrer opsætningen ud fra profitinteresser og – som det ofte sker – i modsætning til lokalsamfundet. Kommunerne skal sætte solceller op på alle deres tage og frigøres for de krav om markedsstyring af elproduktionen, der i dag bremser denne udvikling.

Markedsstyringen af elforsyningen skal ikke foregå via private spekulationsforretninger, der tjener milliarder, som vi så det helt ekstremt under coronakrisen, og der skal ikke gives offentlige tilskud til grønne projekter, uden at der er krav om en eller anden form for demokratisk styring, f.eks. i form af offentligt medeje, eller at de ansatte eller lokalsamfundet får medeje.

Når det gælder udvikling af nye grønne private virksomheder, har staten allerede et godt alternativ til kapitalfonde og udenlandske interesser, der går efter profit. EIFO, statens Eksport- og Finansieringsfond kan som medejer yde de nødvendige kapitalindskud og det på en måde, som der står i fondens grundlag, der fremmer den grønne udvikling. EIFO’s indsats kan styrkes meget mere og præge udviklingen i den private sektor.

Ud over selve elforsyningen kan kontrollen give indflydelse og kontrol over den industri, der er under udvikling under navnet power to X, der bl.a. satser på at producere brint og ikke-fossile flydende brændstoffer til skibe, flytrafik og andre aktiviteter, der i dag bruger fossile flydende brændstoffer.

Staten har, som det er nævnt, store finansielle muligheder for at investere de nødvendige midler i den grønne udvikling. Skulle der være brug for yderligere statslig finansiering, måske til drift af grønne initiativer, kan der indføres en CO₂-afgift på store virksomheder, der i dag ikke betaler afgift af den CO₂-udledning, de har ansvaret for, jævnfør deres egne opgørelser. Det gælder f.eks. Danske Bank, der har ansvaret for en CO₂-udledning på 41 millioner tons CO₂ og dermed er på samme som Danmarks samlede CO₂-udledning. Bankens udledninger stammer primært fra finansieringen af fossile projekter, der stort set ikke indgår i de danske udledningstal.

Tøjselskabet Bestseller udleder næsten lige så meget CO₂ som cementfabrikken Aalborg Portland, men betaler ikke CO₂-afgift, fordi deres produktion er i udlandet. Mærsk og andre rederier kan tilsvarende pålægges en CO₂-afgift. Det kan give en finansiering af den grønne omstilling og få disse selskaber til at være med til at fremme omstillingen.

Elforsyningen bliver helt afgørende for at øge den demokratiske styring i samfundet, og det kan meget simpelt vedtages i Folketinget, hvis der er et rødt-grønt flertal.

Vi har store danske private koncerner, der givet vil prøve at bremse eller stoppe en sådan udvikling, der har en grøn stat som motor. Jeg tror, deres muligheder er begrænsede, de er også afhængige af grøn el. De kan true med at flytte til udlandet, som nogle af dem har gjort under debatten om en formueskat, men de er alle afhængig af dansk veluddannet arbejdskraft, dansk forskning og i det hele taget det danske samfund. Ellers var de nok flyttet for længst. Dertil kommer, at de største virksomheder typisk er fondsejede med store skattefordele. Et politisk flertal kan derfor med skattepolitik presse dem. Fondene bør styres mere demokratisk end i dag, hvor selvsupplerende bestyrelser gør, som de vil. Det har vi senest set i fonden, der ejer Novo Nordisk. Vi skal ikke blive bange, når de store og deres lobbyister råber op.

Demokratiet har et stort potentiale, det skal bare udnyttes. Krav om at gennemføre den grønne omstilling – for klimaet, søerne, et hav uden fedtemøg, rent drikkevand og sikring af anstændige vilkår for grisene – kan føre til store forandringer.

Frank Aaen er økonom og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten.