Tredje Verdenskrig, igen

Efter et halvt århundrede som negligeret værk har sociologen C. Wright Mills’ The Causes of World War Three fra 1958 fået fornyet aktualitet i en verden, der bevæger sig mod afgrunden. Frederik Appel Olsen genbesøger her Mills’ polemiske tænkning og hans udlægning af de mekanismer, der bevæger os mod global, total ødelæggelse – herunder intellektuelle, der ikke er sig deres moralske ansvar bevidst.

Af Frederik Appel Olsen

– Om man vil det eller ej: Enhver, som i dag bruger sit liv på at studere samfundet og offentliggøre resultaterne, handler politisk. Spørgsmålet er, om man indser dette og tager stilling, eller om man skjuler det for dig selv og driver med strømmen moralsk.¹

Denne skarpskydende passage er hentet fra en kortfattet ”kommentar til kritikerne”, signeret således: ”Yours truly, C. Wright Mills, Svanemollevej 64, Copenhagen, Denmark”. Sociologen, samfundskritikeren, polemikeren og efterkrigsårenes akademiske all-round rebel Charles Wright Mills (1916-1962) befandt sig nemlig på et fulbright-forskningsophold ved Københavns Universitet i 1956-1957.

Efter sigende var Mills’ ophold her en blandet fornøjelse: Mills fandt både universitetets positivistiske sociologi og Danmark som sådan halvkedeligt, og de danske professorer var, som fagfællerne i Mills’ hjemland USA, skeptiske over for Mills’ arbejde.² Mange af dem var formentlig ikke bare skeptiske, men rystede. De var hverken de første eller de sidste til at ramle ind i den motorcykelracende to meter høje Mills og forlade interaktionen med en intellektuel hjernerystelse.

Citatet ovenfor viser tydeligt Mills’ kompromisløshed: Enten tager du ansvar som intellektuel, som forsker, som menneske, og handler aktivt for at udfordre status quo, eller også understøtter du den bestående verdensorden ved at lade dig drive som et stykke tømmer ned gennem magtens floddelta.

Essayets centrale tese lyder nogenlunde: Eliterne, i USA såvel som i Sovietblokken, er i færd med at skubbe udviklingen imod en ny verdenskrig og mulig atomar udslettelse. Mills afviser både den fatalistiske idé om, at dette skulle være ”menneskets natur”, og den lige så kyniske idé om, at det skulle være dette udfald, verdens folk ønsker sig. I stedet er militære, økonomiske og politiske magteliter godt i gang med at udnytte den moralske ufølsomhed i det moderne massesamfund (dvs. den radikale adskillelse borgerne og de politiske beslutningstagere) til at etablere en idé om virkeligheden, i hvilken krig bliver set som det nødvendige og uundgåelige udfald.

Lyder det bekendt?

De intellektuelle befinder sig ifølge Mills et i en mellemposition mellem den brede offentlighed og eliten –og har derfor et særligt ansvar. Dette er et af de mest centrale budskaber i 1958-essayet The Causes of World War Three og i Mills’ forfatterskab mere generelt: Denne verden kommer til at æde sig selv, medmindre de kløgtigste også er de modigste. Den fornemmeste pligt for den universitetsansatte er ikke at publicere i de bedste tidsskrifter, at uddanne studerende til at træde ind i erhvervslivet, eller for den sags skyld at opfinde den dybe tallerken, men derimod at sige fra.

Krigen der aldrig kom / krigen der stadig er på vej

Det er måske ikke så sært, at denne bog ikke er blevet oversat til dansk. Tredje verdenskrig kom jo aldrig. Så hvorfor bruge tid på en bog, der til syvende og sidst tog fejl?

Men essayet er relevant. For det første: Nej, Tredje Verdenskrig kom aldrig – eller også er den ikke kommet endnu. Truslen om atomar ødelæggelse findes endnu og er desværre blevet langt mere aktuel i de senere års intensiverede internationale konflikter, hvor atomstormagterne USA og Rusland er intenst krigsførende på flere kontinenter, hvor Israel (også atommagt) bedriver folkemord i Palæstina og i høj hast udvider deres destruktion til resten af Mellemøsten.

Måske kan Mills’ dommedagsessay hjælpe os med at forstå, hvorfor vi igen, eller stadig, arbejder hen imod mod vores egen undergang? Vi er ikke ”færdig” med krig, og krigen kan stadig blive vores fælles endeligt.

For det andet er der også andre former for global ødelæggelse, der presser sig på. Her tænker jeg først og fremmest på klimanødssituationen. Denne katastrofe indtræffer ikke ved trykket på en knap, der sender missiler fra det ene verdenshjørne til det andet, men ødelæggelsens rækkevidde er lige så stor.

Ødelæggelsen sættes i værk af få mennesker i samfundets absolutte top: olie- og gasselskabernes CEO’er, der strategisk har benægtet menneskeskabt global opvarmning samt forhalet indsatsen for en global grøn omstilling – for ikke at tale om den politiske klasse og dens finansielt muskuløse kammerater i de store udledernationer, der sidder på hænderne, mens drivhusgasserne akkumulerer i atmosfæren. Samtidig udnytter disse eliter videnskabens gode ry til at køre mirakuløse teknologier i stilling, der gør det unødvendigt at reducere udledninger.

The Causes of World War Three er ikke en klimabog, men dens indsigter om storpolitik, magt, teknologi, videnskab og frem for alt samfundsansvar er yderst relevante i den såkaldte Antropocæne epoke, hvor mennesket former de klima- og økosystemer, som det selv er afhængigt af. Både krig og klima fordrer således et genbesøg med en af de mest indignerede og indflydelsesrige essays forud for 1960’ernes modkulturer og de sociale bevægelsers opblomstring.

At genlæse Mills er en påmindelse om, at vi, der ønsker at undgå atomar og økologisk tilintetgørelse, skal tage ejerskab over krisefortællingerne. Ellers bliver refrænet om, at “vi skal løse krisen”, de globale eliters måde at forberede krigen på:

For the first time in American history, men in authority talk about an ‘emergency’ without a foreseeable end. For the first time in world history, men find themselves preparing for a war which, they admit among themselves, none of the combatants could win. … Yet men of power, even as they talk about peace, practice for war.³

”Taking it big”

Mills voksede op i et middelklassehjem i det hastigt industrialiserende Waco, Texas, i mellemkrigsårene. Forældrene opfordrede ham til at blive ingeniør for at blive en del af denne udvikling, men Mills droppede ud af denne uddannelse efter et år på Texas A&M University og søgte i stedet ind på University of Texas i Austin for at studere samfundsvidenskab og så sig ikke tilbage derefter. Han fik sin ph.d. fra University of Wisconsin-Madison i 1942 – dog uden godkendelse fra bedømmelseskommitteen, eftersom Mills stædigt nægtede at revidere så meget som ét ord i afhandlingen. Som senere ansat på University of Maryland (et universitet han ikke brød sig om) og efterfølgende Columbia University i New York (et universitet han afskyede langt mindre), hvor han var ansat resten af sin forskerkarriere.

Hovedværket Den Sociologiske Fantasi (1959) inkarnerer Mills’ afstandstagen fra den farveløse tænkning og instrumentelle rationalitet i hans eget fagfelt: et meningsfuldt program for sociologien må fokusere på at forbinde det personlige problem og samfundets udfordringer i stedet for på systembevarelse. Dette fordrede en mere aktiv positionering fra den enkelte forsker: Tag ansvar, deltag i verden, eller hold dig væk fra at forsøge at studere den!

Samfundskritikken er stor, den angår hele verdens tilstand, og den bør stå ved det: Mills’ famøse motto var ”taking it big”. Årsagerne til tredje verdenskrig er måske det tydeligste eksempel på disse store armbevægelser i Mills’ samfundsdiagnostik, som han bedrev i rasende tempo indtil sin alt for tidlige død af et hjertestop i 1962.

Militærmetafysik og skør realisme

I Årsagerne til Tredje Verdenskrig reflekterer Mills indledningsvist over, hvad der driver historien fremad. Er vi mennesker ansvarlige for verdenshistorien, eller skrider den blot fremad mod den totale krig på sin egen forudbestemte facon?

Mills argumenterer for, at mulighederne for at ændre historiens forløb afhænger af, hvor i historien vi befinder os. Netop på tærsklen til 1960’erne fik konflikten mellem Øst og Vest atomkaosset til at virke uundgåeligt. Men netop fordi magten var blevet samlet på så ekstremt få hænder, og fordi tidens teknologiske landvindinger forsynede disse hænder med så ufatteligt omfattende handlemuligheder, fandtes potentialet for at ændre historiens dommedagsgang. Hvor det enkelte individ i fortidens præindustrielle samfund, bonde eller konge, ikke kunne gøre noget for at påvirke den globale udvikling, kunne koldkrigsmaskineriets generaler, politiske overhoveder og rigmænd rent faktisk tage beslutninger til hele verdens bedste. Eller værste.

Det springende punkt her ligger i ordet kunne. Mills er ikke optimistisk omkring mulighederne for at afbøje verdenshistoriens katastrofegang. Ét menneskeligt fejltrin, ét fejlsignal sendt på det forkerte tidspunkt, og atommissilerne flyver på tværs af verdenshavene. Ansvaret for at have skabt denne skrøbelighed ligger ikke hos befolkningerne, hverken i USA eller Sovjet. Magten er opbygget af og ligger hos et militær-industrielt hierarki, med en elite på toppen.

Den umiddelbare årsag til Tredje Verdenskrig er, ifølge Mills, selve forberedelsen af Tredje Verdenskrig. Denne cirkulære dynamik holdes i live af denne elites ”militærmetafysik”: kun ved at akkumulere ødelæggelsesværktøjer kan vi holde ødelæggelse for døren.

De institutionelle og socialpsykologiske forhold i denne situation navngiver Mills skør realisme (crackpot realism). I den skøre realismes greb bliver al politisk handling fokuseret på ”det næste skridt” i en nær- og snæversynet pragmatisme, som dog oftest sælges med høje gloser om krig, fred, nationen, osv. Denne form for tankeløs pseudorealisme er som skræddersyet til massesamfundet, der ifølge Mills skaber en magtesløs og moralsk tonedøv befolkning.

Opgaven bliver derfor at kæmpe imod militærmetafysikken og den skøre realisme med mere fornuftige idealer. Som han skriver: ”Hvad det magtfulde kalder utopisk, er nu reelt betingelsen for menneskelig overlevelse.” Denne bemærkning faldt vel at mærke et årti før 68’er-parolen vær realistisk – forlang det umulige.

Kampen for fred – en meningsfuld fred, ikke den ”fred”, som supermagterne lover, at deres oprustning vil resultere i – må være en politisk kamp om at løsne magtens greb i den globale status quo. Sammenblandingen af militære og økonomiske interesser hæmmer demokratiet, og en reel fredskamp må søge at etablere demokratisk kontrol med magten.

Tag dig sammen, akademiker!

Mills retter også en opsang til videnskabsfolk og andre ”cultural workmen”. Disse kulturelle autoriteter bør gøre sig bevidste om deres mellemposition mellem en bred befolkning og den magtfulde eliteminoritet.

Men i stedet, revser Mills, kører de intellektuelle efter den samme kulturelle autopilot som alle andre. De bør bruge den stemme, som de nu engang har i offentligheden, på trods af dens begrænsninger. At være intellektuel betyder for Mills at være politisk. Frem for alt betyder det at sige NEJ til militærmetafysikken og dens håndhævere.

Særligt videnskabsfolks rolle ligger Mills på sinde. Hvis ikke videnskabsfolk tager ansvar for at udsige det store nej, forbliver de en del af det, Mills kalder Videnskabsmaskinen (the Science Machine), “a corporate organization and rationalization of the process of technological development and to some extent … of scientific discovery itself”.⁴ Frem for at være tænkere og opdagere bliver videnskabsfolk af denne maskinen ombygget til teknikere, der skal konstruere ødelæggelsens teknologier:

Scientists become subordinated parts of the Science Machines of overdeveloped nations; these machines have become essential parts of the apparatus of war; that apparatus is now among the prime causes of war; without scientists it could not be developed and maintained. Thus do scientists become helpful and indispensable technicians of the thrust toward war.⁵

Videnskabsfolk har til opgave at gribe tilbage til det, Mills forstår som videnskabens klassiske, kreative etos. Og det kan kun ske ved at trække sig fra og kæmpe for opløsningen af Videnskabsmaskinen: “What scientist can claim to be part of the legacy of science and yet remain a hired technician of the military machine?”⁶

Problemet er selvfølgelig, at forskere risikerer noget ved at sige fra, for eksempel deres levebrød. Der er en pris, og den er potentielt høj. Men ifølge Mills bør man være parat til at betale den, netop fordi man som forsker nok ikke er en del af eliten, men trods alt har en mere privilegeret position at handle ud fra: “Risks are inherent in political life, and scholars are often in a position to take them”⁷.

Fossile brændsler og Bomben

I min egen forskning beskæftiger jeg mig med de forskere, der trodser denne risiko i klimakrisen. Disse videnskabsaktivister er både med til at presse magthaverne og til at genforhandle videnskabens rolle i samfundet. Men de er stadig et fåtal. Samtidig står forskeraktivister over for nye udfordringer i den intensive militarisering, der foregår disse år, hvor universitetet ikke kun er drevet af nyliberal markedsgørelse, men også isolationistisk nationalstatsorientering.⁸

I december 2025 havde jeg en samtale med aktivist og forsker Fernando Racimo til lanceringen af hans bog Science in Resistance: The Scientist Rebellion for Climate Justice.⁹ I bogen bemærker Racimo, at udvindingen af fossile brændsler muliggøres af videnskab og teknologi, nøjagtigt ligesom udviklingen af atombomben.¹⁰ Jeg spurgte ham, om han så en parallel til de forskere, der protesterede imod militær oprustning og eskalation i 1960’erne og 70’erne¹¹ – netop i forbindelse med den bølge af modstandskultur, som Mills var med til at sætte i gang. Kunne den nuværende militarisme og geopolitiske konflikter, koblet med økologisk ødelæggelse, være med til at kickstarte den politiske bevidsthed hos forskere?

Det kan det, mente Racimo. Men hvor Mills igen og igen understreger forskerens ansvar pga. sin privilegerede position – den, der besidder viden; den, der har værktøjerne til at tænke kritisk og dermed kritisere – understregede Racimo, at videnskaben skal indtage en ydmyg position. Mennesker uden for akademia, for eksempel i de radikale klimabevægelser, har viden, som vi inden for elfenbenstårnet ikke har. Den viden kan bruges til at kritisere videnskaben i samme bevægelse, som man kritiserer magten:

[P]olitical elites are driving us toward an abyss, there’s also an internal process where the scientists sort of deconstruct themselves: What are the structures that propel me to be here at the top, or at least at the top of the academic institution, to have such a loud voice, and why is that the case? I think we need to be critical of science in the sense that, as you say, just as it has been complicit in the making of the nuclear bomb, it has also been complicit in climate breakdown.

Mills var i 1958 nostalgisk efter en klassisk videnskabelig etos, som han mente, forskerstanden i koldkrigsårene havde forladt. Men ifølge Racimo og andre nutidige videnskabsaktivister er det et bagudskuende perspektiv. Videnskab har været en del af problemet, så vi har brug for en ny, ikke en gammel.

Den etiske fordring bevarer dog sin styrke. Måske kan man sige, at den modstandskultur, som Mills’ var et led i at danne, netop har skabt en viden uden for akademia, som så peger tilbage og udfordrer Mills’ idé om forskeren som særligt epistemisk, og derfor politisk, ansvarlig.

Frederik Appel Olsen er postdoc ved Center for Applied Ecological Thinking, Københavns Universitet.

1. C. Wright Mills: “Comment on Criticism.” s. 235 i C. Wright Mills and the Power Elite, red. G. William Domhoff og Hoyt B. Ballard, Boston: Beacon Press, 1968. Min oversættelse.
2. Michael Hviid Jacobsens forord til den danske oversættelse af C. Wright Mills’ Den sociologiske fantasi, 2020, s. 17.
3. C. Wright Mills. The Causes of World War Three, Simon and Schuster, 1958, s. 11
4. Causes, s. 161
5. Causes, s. 130-131
6. Causes, s. 131
7. Causes, s. 221
8. Frederik Appel Olsen. ”Fra nyliberalt til nationalstatsligt universitet”, Forskerbevægelsen, 11. marts 2026: https://www.forskerbevaegelsen.dk/essay6.
9. Fernando Racimo. Science in Resistance: The Scientist Rebellion for Climate Justice. California University Press, 2025. Samtalen mellem mig og Fernando til boglancieringen kan læses i en redigeret udgave her.
10. Science in Resistance, s. 64.
11. For videre indføring i denne periodes videnskabsaktivisme, primært i amerikansk kontekst, se March 4: Scientists, Students, and Society, redigeret af Jonathan Allen, MIT Press, 2019, samt Kelly Moores Disrupting Science: Social Movements, American Scientists, and the Politics of the Military, 1945-1975, Princeton University Press, 2008.