Klimatanker ved en kantsten

Vi er nødt til at prioritere livets goder og de økonomiske aktiviteter anderledes. Ebbe Sønderriis ridser her klimapolitikkens historie op og diskuterer de muligheder, Danmark og Europa har.

Af Ebbe Sønderriis
Foto af Bjørn Tving Stauning¹

Klimapåmindelsen opstod i efteråret 2018 som ugentlige demonstrationer med krav om en klimalov. Efter at loven blev gennemført, fortsatte en standhaftig skare, også under corona-epidemien, med ugentlige gademøder for at foreholde politikerne deres ansvar. Klimapåmindelsen samles om torsdagen på fortovet i Rigsdagsgården ved Christiansborg, over for trappen til Folketinget. Deltagerne synger klimasange og lytter til taler ved vejsiden.

Bogen Klimapåmindelser er et bearbejdet udvalg af 40 af disse fortaler for en mere vidtgående klimapolitik. Bogen spænder vidt. Forfatterne er unge og gamle med viden og erfaring på mange forskellige områder. De taler om mål og midler, magt og afmagt, angst og sorg, aktivisme og alternative fællesskaber. Deres fælles budskab er, at der sker for lidt. Der skal større forandringer til, og det haster.

De fleste af bogens tekster er præget af dyb bekymring for fremtiden. En del af dem er også præget af frustration på grænsen til fortvivlelse. Hvorfor er det så forholdsvis let at sige, hvad der bør gøres – og så svært at få det gjort?

De mange indlæg er gode at lære af og tænke over. De efterlyser stærkere målsætninger og gennemgribende forandringer af samfundsøkonomi, landbrug, biltrafik, flytrafik, produktion, investeringer og uddannelser, men også udvikling af nye forbrugsmønstre, boformer, livsværdier og alternative fællesskaber.

Mange peger på, at tekniske løsninger og afgifter ikke er nok, fordi markedskræfterne og livsstilen i det kapitalistiske samfund hele tiden trækker i den modsatte retning: Effekten af vindkraft, solceller, elektrificering og mere effektiv udnyttelse af energi og råstoffer bliver modvirket af bestandigt voksende produktion, trafik og forbrug.

USA har dømt sig selv ude

Globalt er det regel- og aftalebaserede internationale samarbejde i chok, også på klimaområdet. For flere end 33 år siden nåede verdenssamfundet til fælles forståelse og vedtog FN’s rammekonvention om klimaforandringer. Det klare mål var at »opnå en stabilisering af koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, der kan hindre farlig menneskeskabt forstyrrelse af klimasystemet.«²

Verden står ved en skillevej. Muligheden for en lempelig omstilling er forpasset. Vi er nødt til at vende den globale udvikling hastigt og brat.Stemningen var høj, og ordene store: Den amerikanske præsident, George H. W. Bush, der var konservativ republikaner, underskrev klimakonventionen på verdenstopmødet om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i juni 1992. Bagefter sagde han til verdenspressen:  »USA har fuldt ud til hensigt at være verdens førende leder i beskyttelsen af det globale miljø.«³ USA var det første land, der ratificerede konventionen. Bush lovede amerikanske handleplaner og støtte til udviklingslandene.

Nu, en menneskealder senere, er USA’s præsident en reaktionær republikaner, der kalder alt det med klimaforandringer svindel og bedrag. Han er i fuld gang med at afvikle hele USA’s klimapolitik og klimaforskning. Han modarbejder vedvarende energi og fremmer fossil energi så meget, han kan. Han lader hånt om aftaler og traktater. Han fører utilregnelig stormagtspolitik. Han afpresser andre lande for at fremme salget af amerikansk flydende naturgas.

Konventionen var tvetydig

Hovedtanken i klimakonventionen var, at alle lande har fælles ansvar, men at de udviklede industrilande (som jo historisk er årsag til problemet) både skulle reducere deres egne udledninger, kompensere sårbare lande og overføre finansiering og teknologi til udviklingslandene, så disse kunne værge sig mod følgerne af klimaforandringer og med tiden begrænse deres egne udledninger. Det kaldtes det fælles, men differentierede ansvar.

Det var aldrig på tale at bekæmpe klimaforandring på bekostning af nødhjælp eller bekæmpelse af sygdom og fattigdom. Konventionen slog fast, at klimabistand skal finansieres med nye og ekstra midler i forhold til udviklingsbistand.

Men konventionen sagde også, at »hvert land har suveræn ret til at udnytte sine egne ressourcer i henhold til sin egen politik«, og at »lande, der fremstiller og eksporterer fossilt brændsel, har særlige vanskeligheder«.

Vi vidste godt, at fortællingen var delvis falsk. De stærkeste gjorde en undtagelse for sig selv, når det passede dem.Bæredygtighed var dengang et nyt begreb i international politik. Tanken var at sikre en udvikling mod en bedre fælles fremtid både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Men begrebet ”bæredygtig økonomisk vækst” blev brugt som undskyldning for at udskyde handling på klimaområdet: Først skal vi have vækst i vores egen økonomi. Så kan vi få råd til at beskytte miljøet. Dernæst kan miljøbeskyttelsen gøre væksten bæredygtig i det lange løb.

Rammen blev ikke fyldt ud

Klimakonventionen er en rammekonvention. Rammen blev ikke udfyldt. Virkeliggørelsen blev forhalet og modarbejdet. Rige lande sagde nej til bindende forpligtelser. Fattige lande fik ikke den kompensation og støtte, de havde krav på. Statsstøtte til fossil energi blev ikke afviklet. Der blev ikke grebet ind over for den stigende produktion af kul, olie og gas. Der blev ikke engang sat en stopper for afbrænding af gas til ingen verdens nytte over oliefelter. International skibsfart og flytrafik blev ikke reguleret.

Det internationale samarbejde virkede ikke. I hvert fald ikke nok. Udledningerne blev begrænset i Europa og stabiliseret i Nordamerika, men voksede mere i resten af verden (se figur 1).⁴ År for år er koncentrationen af drivhusgasser i Jordens atmosfære steget – mere end året før. Man skal være blind, døv eller fakta-resistent for at påstå, at niveauet for ”farlig menneskeskabt forstyrrelse af klimasystemet” ikke er overskredet.

De største udledninger finder nu sted i Kina, men stiger hastigt i store lande som Indien og Indonesien. Målt i forhold til antallet af indbyggere er udledningerne stadig størst i de gamle industrilande og de fleste olielande. De lande, der er præget af fattigdom i store befolkninger, udleder stadig kun lidt sammenlignet med de rige lande (se figur 2).⁵

Verden står ved en skillevej. Muligheden for en lempelig omstilling er forpasset. Vi er nødt til at vende den globale udvikling hastigt og brat. Ellers bliver det usandsynligt, at vi kan undgå de vendepunkter, hvor selvforstærkende og ustoppelige klimaforandringer går i gang og tager fart (afsmeltning af indlandsis i Grønland, iskapper ved Antarktis og gletsjere i de høje bjerge, udtørring af regnskov, optøning af permafrost, ændring af de store havstrømme). Figur 3 viser, hvor lidt verden kan tillade sig at udlede, før målsætningen i klimaaftalen fra Paris, 2015, bliver overskredet: At begrænse den globale temperaturstigning til et godt stykke under 2 grader og stræbe efter 1,5 grad.⁶

Hvad er vejen frem?

De mellemstore lande har nydt godt af den regelbaserede internationale orden, sagde Canadas premierminister, Mark Carney, ved World Economic Forum i Davos i januar.⁷ »Vi vidste godt, at fortællingen var delvis falsk. De stærkeste gjorde en undtagelse for sig selv, når det passede dem.« Men fiktionen var nyttig, så vi undlod i vid udstrækning at påpege kløfterne mellem ord og virkelighed, sagde han.

Vi europæere har meget af den viden og kunnen, der skal til for at fremme en global grøn omstilling.Nu er det slut med at lade som ingenting, fortsatte han. De mellemstore lande må samarbejde med hinanden, styrke sig i fællesskab og danne alliancer af villige samarbejdspartnere på kryds og tværs, fra sag til sag, pragmatisk, men med respekt for bindende aftaler, også med parter, man ellers ikke er på linje med.

Carneys ord passer på det internationale klimasamarbejde. Fortællingen om det fælles, men differentierede ansvar var også delvis falsk. Så hvad nu? Hvordan får vi så hurtigt som muligt så mange som muligt med på løsninger, der kan holde så godt som muligt?

• Forhandlinger i FN er fortsat uomgængeligt nødvendige – men også uafviseligt utilstrækkelige.
• Bindende aftaler med USA er ikke mulige. Selv hvis Trump taber et valg, vil den reaktionære MAGA- og America First-bevægelse stadig eksistere. Aftaler med USA kan fjernes med et knips, hvis vælgernes flertal skifter i en amerikansk svingstat.
• Aftaler med Kina er nødvendige. Om man kan lide det eller ej, er det i dag Kina, der har den afgørende indflydelse. Kina er gået i gang med en brat grøn omstilling. Og Kina er verdens førende leverandør af billig grøn teknologi.
• EU (i samarbejde med det øvrige Europa med undtagelse af Rusland) kan spille en afgørende rolle. Vi europæere har meget af den viden og kunnen, der skal til for at fremme en global grøn omstilling. Vi var først med vindkraft og energibesparelser og alternative energiplaner. Vi er stadig godt med, når det gælder know-how.

Europa har forudsætningerne

EU har gode forudsætninger for at genoplive et regelbaseret internationalt klimasamarbejde. EU blev jo til for at skabe fred, fremgang og forandring gennem regelbaseret samarbejde og åbne grænser mellem lande, der før var hinandens fjender.

Indbyrdes har de europæiske lande haft succes i vores egen verdensdel med lige præcis de ting, USA’s udenrigsminister Marco Rubio på sikkerhedskonferencen i München den 14. februar beskrev som ”vildfarelser” og ”tåbelige ideer”:⁸

• Opgivelse af nationale særinteresser til fordel for et fælles marked med fri handel, fri bevægelighed, åbne grænser og fælles standarder.
• Afgivelse af en vis grad af suverænitet til fordel for institutioner med fælles mål og regler.
• Et nogenlunde ligeværdigt samarbejde mellem små og store lande.
• Nogenlunde respekt for fælles konventioner og retslige afgørelser.

Europæisk samhandel stimuleres af fælles standarder og reguleres af omfattende lovgivning. Strukturfondene kanaliserer investeringer i infrastruktur, egnsudvikling, uddannelse og sociale sikkerhedsnet til de mindst udviklede områder. Resultaterne af energi-, klima- og miljøpolitikken er ikke prangende, men bedre end i andre dele af verden.

Den økonomiske vækst er mindre end i USA, men også mindre uciviliseret: I USA har de voksende overskud og det stærkt stigende private forbrug først og fremmest gavnet de i forvejen rigeste selskaber og personer. I EU er det generelle privatforbrug også steget, men den økonomiske ulighed er langt mindre end i USA, levealderen er højere, arbejdstiden er mindre, og den sociale og sundhedsmæssige tryghed er større.⁹

Har Europa handlekraft?

Hvis EU viser handlekraft, kan en del af disse erfaringer bruges i et samarbejde med lande, der har stærkt stigende energibehov. Det kunne udvikle sig til et slagkraftigt modtræk til USA’s forsøg på at destruere den internationale klimapolitik.

Ligesom Danmark troede på vindkraften og hjalp den økonomisk på vej, indtil den blev billigst, har Europa (minus Rusland) en interesse i at støtte og medfinansiere fossilfri energiforsyning i de lande, vi nu skal samarbejde mere med, så den bliver et godt og billigt alternativ til kulkraft, gas og olie. Nye handelsaftaler kunne favorisere grøn omstilling og handel med klimavenlige produkter. Fælles fonde med inspiration fra EU’s strukturfonde kunne kanalisere større investeringer i vedvarende energi, energieffektivisering og grøn omstilling.

Det kræver så bare lige, at EU faktisk vil det, har fremdrift i sin egen klimaindsats og har opbakning i sine egne befolkninger.

Hold op

Det bringer os tilbage til kantstenen ved Folketinget. En hovedopgave for Klimapåmindelsen – som for alle andre klimaaktivister – må være at pege på fremkommelige veje til at opnå hurtig begrænsning af udledningerne uden at sætte opbakning fra et flertal af befolkningen over styr, uden social slagside og uden at skade bekæmpelsen af fattigdom, sygdom og sårbarhed i fattige og udsatte lande.

Der tales mest om alt det nye, der skal laves, og de mange milliarder, der skal investeres i vindmølleparker, solcellemarker, elektrificering, varmepumper, elnet, brint, e-fuel, CO₂-lagring og snart i endnu mere vedvarende energi, fordi behovet synes umætteligt.

Men hvor svært kan det være at holde op? Holde op med at bo færre og færre mennesker i større og større boliger. Holde op med at køre mere og mere i større og større biler og beholde dieselbilen, selvom familiens nye bil er en elbil. Holde op med at bygge flere og flere motorveje. Holde op med at købe flere og flere flybilletter. Holde op med at overspise og især med at spise så meget kød. Holde op med at købe så meget nyt tøj, før det gamle er slidt. Nøjes med nok.

Mange af bogens 40 talere og skribenter peger med rette i den retning. At de ”tekniske fix” ikke er nok. At effekten af mere vedvarende energi og grøn omstilling i stort omfang bliver slugt af den økonomiske vækst. At en livsførelse med mindre klimaskadeligt forbrug er mere sund og i det hele taget kan give bedre livskvalitet.

Europa skal ikke gå foran af ædel godhed og offervilje. Vi skal gøre det, fordi det er det rigtige at gøre.Det koster ikke noget at holde op. Eller jo: Det er gratis for dem, der gør det, men dyrt for dem, der ikke kan få solgt deres produkter. I et kapitalistisk samfund, hvor konkurrencen mellem virksomhederne er skarp, og bankerne har lånt penge ud til alt, hvad der kan betale sig, er der grund til at frygte en krise, hvis det går ned ad bakke med den generelle økonomiske vækst.

Javist. Det er nødvendigt at komme to slags frygt i møde. Frygten for at miste arbejde, indkomst og tryghed. Og den mere langsigtede frygt for konsekvenserne af klimaforandringer.

Skrue uden ende

Velmenende politikere, der selv er frygtsomme, forsøger at løsne den gordiske knude uden at genere nogen. De vil både blive ved og holde op. Holde op med udledningerne, men blive ved med blind vækst: Flere biler, men elbiler. Flere motorveje, men også flere tog og busser. Mere animalsk produktion, men også mere skov og mindre udledning fra landbruget. Flere billige flybilletter, men også udvikling af e-fuel til fly. Større import af forbrugsvarer, men også mere bæredygtige containerskibe. Større boliger, men også bedre isolering og forsyning med fjernvarme og varmepumper…

Det er ambitiøst på sin egen bagvendte måde, men det er en skrue uden ende. Eller i hvert fald en skrue med en meget lang ende. Mere vil have mere. Hvis alle skal have mere af alt muligt, tager det alt for lang tid at nå frem til et samfund uden udledninger. Eller også bliver det ekstra dyrt. Eller begge dele.

At styrke vækst i grønne teknologier er hverken særlig socialistisk eller liberalt. Det er bare nødvendigt.Klimaminister Lars Aagaard vil skære ned på ambitionerne. Stillet over for fejlslagne FN-forhandlinger og USA’s pression siger han, at Europa ikke skal lade sig presse til at bære finansielle byrder, som ingen andre i verden skal påtage sig. Han har mistet sit håb om, at resten af verden vil følge efter, hvis Europa går foran. »Det har været en ideologi og en drøm,« siger han. Han mener, at Europas politikere gør ret i at sætte tempoet ned for at vise, at de »kerer sig om europæerne«.¹⁰

Men Europa skal ikke gå foran af ædel godhed og offervilje. Vi skal gøre det, fordi det er det rigtige at gøre. Det er faktisk en egenskab, vi mennesker har: At stå sammen om at gøre det, der skal til, når det virkelig gælder. Også selvom man må undvære noget for at gøre det. Vi skal ikke gå forrest for at vise os, men for at vise, at det virker.

Vi kan nå det endnu

At afskaffe selve kravet om økonomisk vækst i kapitalistiske lande er ikke et projekt, der kan gennemføres på den tid, vi har til rådighed. Men vi kan nå at ændre vækstens retning. Det har selv de mest ærkekapitalistiske samfund før vist sig i stand til, når de stod over for dybe kriser og krig. Vi kan vælge at skære konsekvent ned på forbrug og produktion, der skader klimaet, og samtidig holde den økonomiske vækst i gang ved at skrue brat op for den produktion og de omlægninger, der skal til for at afskaffe udledningerne. Og vi kan vælge at finansiere en større overførsel af grøn teknologi til de lande, der behøver den mest, som skrevet står i Klimakonventionen. Det vil hæmme væksten i en del af det europæiske erhvervsliv, men styrke vækst og konkurrenceevne i de mange andre virksomheder, der har fremragende know-how og er leveringsdygtige i grønne teknologier.¹¹ Det er hverken særlig socialistisk eller liberalt. Det er bare nødvendigt.

Europa er en lille del af verden med 5-6 procent af dens befolkning. Vi kan ikke løse den globale klimakrise alene. Vores mulighed er at vise resten af verden, hvad der skal til – og hvordan det kan gøres. Hvis det lykkes, kan det fungere som et modtræk til det åbenlyse amerikanske forsøg på at gennemtvinge den stik modsatte udvikling.

Det kræver opbakning, også fra tvivlrådige politikere og skeptiske dele af befolkningen. Om midlerne til at overbevise dem, er de 40 forfattere til bogen ikke enige. De peger i mange retninger. Rabiate aktioner, stærke følelser, saglig viden, oplysning, appel til moralsk ansvarlighed, krav om stærkere mål, realistiske handlingsplaner, forbilledlige alternative fællesskaber, beretninger om sund og klimavenlig livsstil… Det ene behøver ikke udelukke det andet, men hvad virker mest overbevisende? Hvad skal der til for at få også politikere som Lars Aagaard og hans europæiske meningsfæller til at fatte nyt mod? Og måske endda føle sig stolte over for alvor at kere sig om europæerne. Det kunne man ønske sig nogle flere tænksomme taler om – ved kantstenen.

Ebbe Sønderriis er miljø- og klimajournalist. Dagbladet Information 1987-2006. Freelance siden 2006, bl.a. for Teknologirådet/Democracy X og Dansk Miljøteknologi. 

1. Fra bogen Klimapåmindelserfarvereduceret af Eftertryk. www.klimapåmindelsen.dk/pressefotos-bogen-klimapaamindelser/
2. Klimakonventionen på dansk: https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/1994/89. På engelsk: https://unfccc.int/files/essential_background/background_publications_htmlpdf/application/pdf/conveng.pdf.
3. Pressemøde i Rio de Janeiro 13. juni 1992: https://www.presidency.ucsb.edu/documents/the-presidents-news-conference-rio-de-janeiro
4. Kilde: https://globalcarbonbudget.org/gcb-2025/
5. Kilde: https://globalcarbonbudget.org/ og https://ourworldindata.org/grapher/co-emissions-per-capita 
6. Parisaftalen: https://unfccc.int/sites/default/files/english_paris_agreement.pdf Data: https://globalcarbonbudget.org/
7. https://www.weforum.org/stories/2026/01/davos-2026-special-address-by-mark-carney-prime-minister-of-canada/
8. https://www.state.gov/releases/office-of-the-spokesperson/2026/02/secretary-of-state-marco-rubio-at-the-munich-security-conference/#nav__primary-nav
9. https://thinkeuropa.dk/debatindlaeg/2025-10-derfor-er-den-ensidige-fortaelling-om-europas-oekonomiske-tilbagegang-forkert
10. Information den 15. januar 2026: https://www.information.dk/indland/2026/01/lars-aagaard-svarer-paa-kritikken-klimapessimisme-siger-bare-sandheden
11. Konsulentfirmaet McKinsey, der næppe kan beskyldes for anti-kapitalistisk ideologi og drømmeri, udgav rapporten Net-Zero Europe i november 2020. Den beskriver en ”omkostnings-optimal” vej til et Europa med netto nul udledninger i 2050 (New Green Deal, som EU-kommissionen havde foreslået året før). En fjerdedel af EU’s investeringer (700-800 milliarder Euro) skal omdirigeres til vedvarende energi og grønne teknologier især indenfor transport, byggeri og infrastruktur. Desuden skal der investeres ca. 180 milliarder euro ekstra i gennemsnit pr. år. Cirka halvdelen af investeringerne i grøn omstilling vil kræve politisk støtte, f.eks. i form af tilskud, incitamenter eller lovkrav. Men efterhånden som den grønne omstilling gennemføres, sparer man flere og flere penge, fordi grønne teknologier er billigere i drift end de gamle teknologier – som man kender det fra vindmøller, solceller, elbiler og velisolerede boliger. Disse besparelser tjener de ekstra investeringer ind med 6 års forsinkelse. Derefter giver den grønne omstilling overskud. Beskæftigelsen i EU vokser med 2,2 millioner arbejdspladser i 2030 og 4,9 millioner i 2050, fordi der skabes flere nye job ved at etablere de grønne teknologier end der forsvinder ved at afskaffe de sorte. I gennemsnit vil levestandarden ikke blive påvirket ret meget. Udgifterne til varme i boliger og el til biler og apparater vil falde. Udgifterne til fly, ferier og visse fødevarer vil stige. McKinsey medregner ikke adfærdsændringer – men nævner dog, at de er det allermest effektive virkemiddel. https://www.mckinsey.com/~/media/mckinsey/business%20functions/sustainability/our%20insights/how%20the%20european%20union%20could%20achieve%20net%20zero%20emissions%20at%20net%20zero%20cost/net-zero-europe-vf.pdf