Hvad Frederik Stjernfelt lærte mig

Af Michael Agerbo Mørch
Illustrationer af We Are Popular / Christian Ramsø¹

I november sidste år gjorde jeg noget, der er helt utraditionelt i Danmark. Jeg udgav en kæmpestor bog om en nulevende og aktiv dansk humanistisk forsker. For mens man kan finde mange hyldemeter af intellektuelle biografier om internationale tænkere, må man spejde så godt som forgæves efter originale værker om danske forskere på vores boghandleres hylder. Det er ærgerligt, dels fordi vi har eminente forskere, der kan bære et fuldtonet bogportræt, dels fordi det er befordrende for talentudviklingen, at de kan finde ledestjerner i deres liv.

Ideen til bogen opstod pludseligt og pudsigt for flere end ti år siden, da jeg sad på Bo-Bi Bar i Indre By i København og hang over en øl med kunstmaleren Kenn André Stilling. Stilling argumenterede for, at folk burde have blomsterkasser oven på deres personbiler, og mente, at det generelt er afgørende at hylde folk, mens de lever. Det slog mig intuitivt at være rigtigt, for det er både sjovere for den person, man peger på, og for en selv, at den portrætterede stadig er i live. Det ved de skribenter, der skriver bøger om kendte og kongelige vel alt om, og lige her er der ingen grund til at gøre akademikere til en særlig race.

Spontant slog det mig, at det var Frederik Stjernfelt, jeg måtte hylde. Men ikke på nogen fad og panegyrisk måde, besvares. Det skulle nødvendigvis være kongenialt med materialet, ergo en kritisk, grundig og oplysende bog, der tog hele paletten i brug. Med bogen Professor, polemiker, polyhistor (udgivet på forlaget Semper) ville jeg ikke blot anprise bogens genstand, Frederik Stjernfelt, men også kritisk undersøge hans bidrag til dansk kulturliv.

Stjernfelt er en feteret forsker, placeret i toppen af dansk kulturliv, ja, blandt de flere end tyve kilder, jeg interviewede til bogen, sagde flere, at han er sin generations vigtigste offentlige intellektuelle. Han er professor med en lang portefølje, kendt som kritiker fra Weekendavisen og har bestyret vigtige poster i flere tunge organer i dansk kulturliv. Men han deler også vandene med sin ytringsfrihedsfundamentalisme, sit kamplystne instinkt og sit tilsyneladende behov for at nære sine åndsevners motor med polemikkens kværulerende benzin.

Så bogen handler om Stjernfelt, fordi han med sine styrker og svagheder er en bog værd. Den er et eksempel på den type af intellektuel biografi, jeg efterspørger flere af på det danske bogmarked. Samtidig har arbejdet med bogen lært mig nogle generelle pointer, der kan destilleres ud fra hans karrieres lagringsfad, og som bør falbydes i en bredere sammenhæng. Jeg vil pege på fire.

Igennem sin offentlige polemik er Stjernfelt blevet kendt som en, der sætter principper over forbindelser. Han har slået hårdt i boksekampene, selv når det var bekendte eller venners slægtninge, der stod i modsatte ringhjørne. Om man finder det sympatisk eller ej, er en smagssag, men hele tilgangen hviler på den vigtige pointe, at en meningsstrid har et erkendelsespotentiale.

I vores samfund spreder sig en frygt for polarisering, som har medført en tilbageholdenhed for holdninger og ytringer, når vi er i samme rum som andre. Problemet er åbenlyst, for det er dannelsens grundpointe, at vi kun kan vokse som mennesker, når vores synspunkter bliver modsagt. Modvind hærder.

Desuden er strid en kontaktsport, hvor vi bliver nødt til at begrunde vores holdninger – eller må indse, at de ikke holder vand. Polemik er en fremkaldervæske for gode argumenter, men inviterer samtidig også foreløbigt dårlige argumenter til at blive opkvalificeret.

Aktuelt betyder det, at når regeringen taler om en “åndelig oprustning”, så må det først og fremmest betyde demokratisk dannelse. Og et vigtigt aspekt af demokratisk dannelse er at modarbejde ensretning. For mennesker har forskellige interesser og behov, og derfor vil der altid være strid om prioriteringer og kulturens retning. Pluralisme er en uundgåelig konsekvens, men også en besværlig styrke ved et demokrati. Det er netop derfor, åndsfrihed er så afgørende for vores samfund, og åndsfrihed bliver trænet i polemikkens arena. Strid, uenighed og heftig diskussion er vigtige redskaber for samfundets trivsel, men de bliver ikke hevet frem af det mentale haveskur uden beslutning.

Viljen til at strides for at opnå erkendelse kræver naturligvis også, at man mener, at fakta er vigtigt. Hvis man mener, at viden og videns rolle i offentligheden er en kritisk demokratisk instans, og at det derfor er demokratisk problematisk, når viden bliver antastet i den offentlige debat, så må man bidrage til at kvalificere samtalen.

Det leder til den anden generelle pointe. Når man som jeg har læst hundredvis af Stjernfelts debatindlæg, anmeldelser og artikler, så opdager man et mønster, som er påfaldende enestående i nutidens mediebillede. Selvom Stjernfelt ofte har kastet sig ud i intense fejder om ømfindtlige emner, er hans indlæg aldrig rene meningstilkendegivelser. Der er ofte hårde hook, ætsende piskeslag og sarkastiske stød i anslaget, for man skriver jo så herligt godt på syre. Men så godt som aldrig forfalder han til skældsordenes ørkesløshed. I brydekampe med forfatteren Klaus Rifbjerg, politikeren og præsten Søren Krarup, filosoffen Peter Tudvad og Balkanforskeren Per Jacobsen finder man mængder af interessant viden, som hæver refleksionsniveauet for den almindelige læser. Som Stjernfelt selv engang sagde det i et interview i Kristeligt Dagblad om at deltage i en intellektuel fejde: “Man bombarderes med flere krænkende beskyldninger, man bruger oceaner af tid på informationssøgning til grundige, men stressede svarindlæg inden avisernes deadline, fordi det ikke er nok at skrive ‘du kan selv være en dum skid’”. Kloge ord.

Særligt den uredigerede offentlige debat på sociale medier er kendetegnet ved at være meningstilkendegivelser. Men som “Dirty” Harry Callahan siger i The Dead Pool fra 1988, “Opinions are like assholes, everybody has one”. En demokratisk offentlighed må tilstræbe, at videnssamfund og ytringsfrihed smelter sammen. At informationsstrømmene flyder frit, at en mangfoldighed af stemmer høres, og at tilkendegivelserne af holdninger er så velbegrundede som muligt. Særligt for intellektuelle er det vigtigt, at deres samfundsbidrag er karakteriseret ved lødighed og højt informationsniveau. I den samlede arbejdsmasse har samfundet allokeret betydelige summer for denne tjeneste, og det er afgørende at tage det seriøst.

Det leder til den tredje pointe, at humanistiske forskere må forstå, at offentlig formidling og folkeoplysning er en basal del af deres fags eksistensberettigelse.

For nyligt døde filosofihistorikeren Carl Henrik Koch, og i sin nekrolog på LinkedIn skrev Stjernfelt, at Koch skrev bøger til det almene marked, som er “afgørende for humanioras legitimitet”. Begrundelsen må være, at netop fordi samfundet har samlet en stor del af sin intelligensreserve blandt universitetsansatte, har de en forpligtelse til at levere viden tilbage til offentligheden i en tilgængelig form. Forskningsbaseret formidling er ikke en let vare at handle med, men humanioras aktuelle krise har én af sine rødder i et gennemført svigt på dette punkt.

Stjernfelt har selv været i konstant formidling til offentligheden, ikke blot i avisspalterne, men også i form af bøger og interviews. Der findes ingen podcast så obskur, at Stjernfelt takker nej til at bidrage med oplysning og perspektiver. Og ved siden af fagligt smalle forskningsartikler på engelsk har Stjernfelt skrevet bøger om 80’ernes vilde malere, krigene i Serbien og Bosnien, logik og argumentationsteori, Klaus Høecks poesi, ytringsfrihedens og trykkefrihedens historie og ganske meget mere. Bemærkelsesværdigt ofte er bøgerne skrevet med andre – rygtet løber sågar, at Stjernfelts gamle princip om, at man skal have skrevet en bog med ham for at få adgang til hans sagnomspundne julefrokost, er vokset ham over hovedet. Der er ganske enkelt ikke længere plads til flere i den store lejlighed ved søerne i København.

Aktuelt afventer vi det seneste formidlingsbidrag til offentligheden i form af det kæmpemæssige idéhistoriske værk Danmark dannes, som er under udarbejdelse på forlaget Gad og skal komme i fem store bind, forfattet af over hundrede forskere. En gedigen formidlingspræstation, der vil stå som et monument i årtier.

Man kan godt hævde, at bogmarkedet er i krise, og at forfremmelsesstrukturen på universiteterne kun giver incitament til smalsporet produktion. Men det er tvivlsomme begrundelser for at holde sig tilbage. Min egen erfaring er, at folk er nysgerrige. Almindelige mennesker har stor videbegærlighed, og folk af alle typer og aldre vil gerne oplyses. Men det er klart, at formidling er en kunst, som må trænes. Og at det vigtigste ikke er at blive centerleder som 42-årig eller professor på nul komma fem. Vi bør derfor på den ene side investere meget mere i grundforskning, og vi bør hælde større summer i humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. Men det må på den anden side flettes med et øget institutionelt fokus på, at breddeformidling er en del af jobbet, som man må meriteres efter. Også selvom man forsker i prekære emner eller emner, man paradoksalt nok ikke selv forsøger at fremme.

Det leder hen til den fjerde og sidste pointe fra Stjernfelts arbejdsliv, nemlig at interesse for et bestemt emne ikke er lig med tilslutning. Efter udgivelsen af Professor, polemiker, polyhistor har flere spurgt mig, hvorfor jeg, der ikke bare er teolog, men endda går i kirke, interesserer mig for en Luther-kritiker som Stjernfelt. Præmissen for spørgsmålet hviler på den alt for udbredte, men forkerte antagelse, at det kun er værd at beskæftige sig med, hvad man i forvejen abonnerer på. Og hvis man endelig skal gøre sig besværet med at sætte sig ind i aversioner, er det for at finde svaghederne. Genuin interesse for det fremmede vil man ikke vide af.

I en lang parentes bør det bemærkes, at Stjernfelts Luther-kritik – og generelle religionskritik – ofte overgøres. Så vidt jeg kan se, er Stjernfelt skeptisk over for religion, når den får politiske aspirationer. Den sene Luther forfaldt til magtens hårde brug for at udbrede sin fortolkning af kristendommen, og det er denne politiske konsekvens, der får høvl. Det betyder også, at Stjernfelt andre steder overrasker ved at have sympati med religiøse, marginaliserede positioner, som han egentlig personligt afskyr – fordi han forfægter deres ret til at ytre sig, som de vil. Men griber de ud efter politisk magt i vores sekulære stat, findes forhammeren frem.

Tilbage til pointen om, at interesse ikke er lig med tilslutning. Der er et sjovt eksempel på det fra Stjernfelts unge dage, hvor han skrev tunge artikler om smalle emner. Blandt andet en lang analyse af den svenske mystiker Emmanuel Swedenborg (1688-1772). Artiklen tog Swedenborg seriøst og undersøgte hans aparte metafysik for dens rationalitet. Det førte til, at Stjernfelt i begyndelsen af 1990’erne blev indbudt til at holde foredrag ved Folkeuniversitetet i Sønderborg. Den lange rejse fra København til Sønderjylland gjorde, at Stjernfelt måtte overnatte i byen, og gæstfrit blev han inviteret hjem til arrangøren, hvor det dog blev åbenbaret, at kurset blot var et skalkeskjul for vrøvleri. Det var en lille kreds af mystikinteresserede, der havde arrangeret kurset, og de havde kun inviteret Stjernfelt, fordi de troede, at han var tilhænger af den svenske mystiker. Reelt var Stjernfelts Swedenborg-tekst en kritik af den rationalisme på frihjul, som den svenske mystiker stod for, og som i samtiden blev en begrundelse for Immanuel Kants afklaring af rationalitetens egne grænser.

Swedenborg-eksemplet illustrerer den generelle pointe, at det er frugtbart at interessere sig for emner, man ikke tilslutter sig. Sanserne og tænkningen skærpes. Arbejdet styrker sensibiliteten for andres præferencer og hæver empatien for deres verdensbillede, også selvom man tager afstand fra det. Derfor er lektien, at man ikke blot skal besøge det stenbrud, hvorfra man normalt henter sine sten. Det er godt at være på hugst i nye terræner for at holde sig alert for nye indsigter, alene fordi ny viden er animerende. Verden bliver større af at beskæftige sig nysgerrigt og kritisk med det, der ikke er ens eget.

Summen af det hele er: Principper står over forbindelser, intellektuelle må hæve sig over rene meningstilkendegivelser, offentlig forskningsformidling er vigtigt, og interesse er ikke lig med tilslutning. Det er simple, men ikke banale pointer. De kræver integritet, grundighed, arbejdsomhed og nøgternhed at udleve. Det er dyder, som Frederik Stjernfelt i den største del af sit offentlige virke har inkarneret forbilledligt. Det er dyder, det er værd at stræbe efter, men som meget i os slet ikke attrår, og netop derfor er de afgørende at løfte frem til fælles overvejelse.

Michael Agerbo Mørch er lektor i etik og religionsfilosofi på Menighedsfakultetet i Aarhus og kritiker ved Kristeligt Dagblad

Noget af det første, vi bragte på Eftertryk Magasin, var en debat mellem teologen Peter Tudvad og Frederik Stjernfelt. Teksterne findes her:
Peter Tudvad: Martin Luther: reformator, rebel og reaktionær, 3. maj 2017
Frederik Stjernfelt: Luthers antisemitisme blev genopdaget længe før nazisterne (replik), 2. juni 2017
Peter Tudvad: Stjernfelts Luther (duplik), 12. juni 2017

1. Bearbejdede illustrationer efter foto af Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix  og www.carlsbergfondet.dk/viden/maanedens-forsker-3-2021-frederik-stjernfelt/