Den aktuelle atomkraftdebat overser et alvorligt problem: militær anvendelse

Efter lang tid i kulden vejrer atomkraftens fortalere morgenluft. Det skyldes, at atomindustrien, takket være en lang række nyere teknologiske innovationer, i en nær fremtid lover at kunne levere masser af sikker og pålidelig grøn energi. Desværre negligerer fortalerne for atomkraft vanskeligheden i at adskille civile og militære anvendelser af atomteknologi. Men disse problemer må og skal adresseres, hvis atomenergien skal blive til gavn for menneskeheden på både kort og lang sigt.

Af Henry Nielsen og Casper Andersen

Efter mange års stagnation eller direkte tilbagegang for atomenergiens bidrag til verdens energiforsyning efter de alvorlige ulykker, der ramte det sovjetiske Chernobyl-atomkraftværk i 1986 og det japanske Fukushima-værk i 2011, er optimismen vendt tilbage i atomkraftindustrien. For femte år i træk kommer The International Atomic Energy Agency (IAEA) med positive fremskrivninger af ny, grøn atomenergikapacitet i verden frem mod 2050.1 Mens den installerede kapacitet i 2024 beløb sig til 377 Gigawatt elektrisk effekt (GWe)2, fordelt på 417 reaktorer, lyder IAEA’s fremskrivning på 992 GWe i det mest optimistiske og på 561 GWe i det mest pessimistiske scenarie. Den store forskel på de to scenarier skyldes især usikkerhed omkring den rolle, som små modulære reaktorer (SMR) vil komme til at spille.3 I det høje scenarie antages 24 pct. af væksten at komme fra SMR, mens de kun vurderes at bidrage med 5 pct. i det laveste.4

Små reaktorer og store forhåbninger

SMR har i snart mange år været det store håb for atomenergientusiaster, fordi lange forsinkelser og enorme budgetoverskridelser på nyere atomkraftværker i GWe-størrelsen har været meget almindelige. Det gælder i hvert fald i Vesteuropa og Nordamerika, hvor kravene til reaktorsikkerhed og miljøbeskyttelse er meget høje, og hvor der blandt andet som følge heraf kun er bygget få nye atomkraftværker i de sidste 30-40 år, hvilket har ført til et enormt tab af reaktorekspertise i samme periode.5 Et eksempel på konsekvenserne heraf er den finske 3. generationsreaktor, Olkiluoto 3 på 1,6 GWe, der blev forsinket 13 år. Forsinkelsen medførte en prisstigning i anlægsfasen på omkring 22 mia. kr., inden anlægget endelig kunne kobles til det finske elnet i 2022.6

Dette og lignende eksempler fra Frankrig (Flamanville 3), Storbritannien (Sizewell C) og USA (Vogtle Electric Generating Plant, Georgia) har kraftigt medvirket til at sætte fokus på 4.-generationsreaktorer, ikke mindst SMR, hvoraf flere end 100 forskellige varianter er under udvikling i USA, Rusland, Kina og Indien, men også i en række mindre lande, heriblandt Danmark.7 Særlig kendt fra det store udland er det amerikanske startup firma Oklo Inc., der er ved at udvikle en såkaldt hurtig-neutron-reaktor (Aurora) med en effekt på 75 MWe. Firmaet blev introduceret på The New York Stock Exchange i 2024, og i spidsen står Sam Altman, CEO for firmaet OpenAI, der lancerede Chat GPT to år forinden. Udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens kræver adgang til enorm computerkraft og tilsvarende stor elektrisk effekt, hvilket Altman og Co. vil sikre ved hjælp af et fleksibelt antal nyudviklede små modulære reaktorer fra Oklo inc.8 Analogt hertil har to andre techgiganter, Google og Amazon, indgået kontrakter med hhv. Kairos Power og X-Energy om udvikling af serier af små termiske-neutron-reaktorer, der er udset til at forsyne geografisk spredte datacentre med elektricitet 24/7, 365 dage om året.9

Noget lignende gælder de to danske startup-virksomheder, Copenhagen Atomics og Saltfoss Energy, tidligere Seaborg Technologies. Begge satser på SMR, men mens Copenhagen Atomics koncentrerer sig om udvikling af reaktorer, hvori brændslet er thorium, bruger Saltfoss uran, som hidtil har været langt det mest benyttede brændsel i atomreaktorer. Hver enkelt SMR vil have en kapacitet af størrelsesordenen 100 MWe, men det er tanken, at et fleksibelt antal af disse fx kan installeres på seriefremstillede, fladbundede både (’power barges’), som kan sejles ind i havneanlæg overalt på kloden og der levere elektricitet med en effekt på 100 til 800 MWe.10

Hvordan alle disse planer vil materialisere sig i den virkelige verden, følges naturligvis med stor interesse af både atomkraftentusiaster og atomkraftmodstandere.

Holdningsændringer til atomkraft

Blandt andet som følge af positive medieomtaler af de mange nye SMR-projekter, der er under udvikling rundt om i verden, er der i løbet af de seneste 5-10 år sket en markant ændring i danskernes holdning til atomkraft. Efter at Folketinget i 1985 vedtog, at man i Danmark fremover skulle se bort fra atomkraft i dansk energiplanlægning, viste opinionsundersøgelser gennem resten af det 20. århundrede og de første år af det 21. århundrede, at langt over 50 pct. af den danske befolkning bakkede op om denne beslutning. Men nye opinionsundersøgelser indikerer, at der nu er et flertal (55 pct.), der går ind for, at atomkraft fremover bør være en vigtig – måske endda den vigtigste – komponent i den igangværende grønne omstilling af dansk energiforsyning.11

Man kan naturligvis ikke forvente, at fortalerne for atomkraft er helt enige om, hvorfor denne energikilde bør fremmes, og det er da heller ikke tilfældet. I artiklen ”Atomkraftens fortalere i Danmark. En samtidshistorisk analyse” har de to historikere, Niklas Olsen og Casper Sylvest, foretaget en analyse af de argumenter, som fortalerne fremfører for deres positive stillingtagen til atomkraft.12 Olsen og Sylvest har identificeret væsensforskellige typer af begrundelser, som de sammenfatter i fire idealtyper, som vi dog ikke vil forsøge at gøre nærmere rede for her. Det er nemlig vigtigt at slå fast, at (næsten) ingen atomkrafttilhængere vil benægte, at der er risici forbundet med atomkraft. For eksempel at der er en (lille) risiko for ulykker som dem, der skete på Chernobylværket i Ukraine i 1986 og på Fukushimaværket i Japan i 2011. Men de argumenterer typisk for, at sådanne ulykker ikke er særligt alvorlige sammenlignet med konsekvenserne af den globale opvarmning, og at de i øvrigt helt vil kunne undgås i fremtidige reaktorer, specielt SMR-reaktorer. Det radioaktive affald med lang halveringstid, der tidligere nok blev anset for at være atomkraftens største problem, mener de heller ikke er særlig alvorligt. Det skyldes, dels at dette affald ikke fylder ret meget, dels at det ifølge dem bør kunne opbevares sikkert i dybe skakter i stabile granitformationer. Og endelig vil en stor del af dette affald kunne udnyttes eller konverteres til ufarligt materiale i fremtidige, avancerede reaktorer, hvis man skulle ønske det.

De fleste atomkraftmodstandere er uenige med fortalerne i den lethed, hvormed disse problemer bliver fejet af bordet, men i denne artikel har vi ikke til hensigt at tage dette emne op til nærmere diskussion. Vi vil derimod fremhæve et problem, som fortalerne for atomkraft næsten helt negligerer, selvom det efter vores opfattelse er det alvorligste ved energiformen, når man anlægger en global målestok. Problemet er, som vi har redegjort for i vores bog Minutter i midnat. En global historie om kernevåben, at det i praksis ikke er muligt at holde ´fredelig´ og ´ufredelig´ atomenergi totalt adskilt.13

Konsekvenser af adskillelsens umulighed

Problemet kan vise sig på flere måder. Den første og enkleste har vi allerede set udspille sig i mindre målestok under den russiske angrebskrig i Ukraine. Under kamphandlingerne har både det ulykkesramte Chernobyl atomkraftværk nord for Kiev og Zaporizjzja-atomkraftværket tæt ved frontlinjen i det sydøstlige Ukraine været inddraget i krigshandlingerne på måder, der har fået FN’s atomagentur, IAEA, til at advare om uhyggelige konsekvenser, hvis reaktorernes nødkøleanlæg bliver ødelagt. Russerne har besat sidstnævnte værk samt indsat betydelige troppestyrker i omegnen, hvor de flere gange er blevet angrebet af ukrainske droner og artillerigranater. Hvis de generatorer, der driver nødkøleanlægget, bliver sat ud af spillet, vil indholdet i værkets store reaktorer blive overophedet og eksplodere på samme måde, som den ene af Chernobylværkets fire reaktorer gjorde i 1986, og derved frigive enorme mængder radioaktivt materiale til omgivelserne. Ikke bare til de nærmeste omgivelser, men – afhængigt af vindretningen – også til egne flere hundrede kilometer væk, hvor de potentielt kan forårsage død og ødelæggelse i stort omfang.14 

Det er alvorligt nok, men tænk så på en fremtid med tusindvis af små modulære reaktorer rundt om i mange lande, hvoraf nogle oplever alvorlige konflikter og ustabilitet af den ene eller anden art. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at ekstremistiske aktører – statslige eller ikke-statslige – vil forsøge at sabotere sådanne værker og sprede radioaktivt materiale i nærområdet med henblik på at skabe kaos for de siddende magthavere.15

Problemet kan også vise sig på en anden måde. En civil atomreaktor med uran som brændsel producerer plutonium, der kan anvendes som brændsel i andre reaktorer, men det kan også anvendes som central komponent i en atom- eller brintbombe. Og det er ikke bare en hypotetisk mulighed. Det er for eksempel veldokumenteret, at den metode blev anvendt af Israel og Indien, da de to lande i sin tid skaffede sig atomvåben. Lad os kort se nærmere på dem.

Indiens og Israels civile vej til atombomben

I oktober-november 1956 gik Israel således sammen med Storbritannien og Frankrig i den såkaldte Suezkrig, hvori de to gamle kolonimagter med hjælp fra Israel forsøgte at genvinde kontrollen over Suezkanalzonen, som tidligere på året var blevet nationaliseret af den egyptiske præsident, Gamal Abdel Nasser. Men Israels deltagelse i krigen havde ikke været gratis, for som betingelse for at gå ind i krigen havde den israelske regering i fortrolige forhandlinger med dens franske modpart forlangt, at Frankrig efter krigen i al hemmelighed skulle bygge et efter datidens forhold stort fransk atomkraftværk ved Dimona i den israelske Negevørken. Og det kom faktisk til at ske i årene 1958-1964. Franske teknikere opførte et værk af næsten samme type (Marcoule G1), som Frankrig selv rådede over, og som kunne levere elektricitet til elnettet. Det sidste var et godt argument at have i baghånden, da det i 1960 blev afsløret, at det var et fransk atomkraftværk, der var ved at blive bygget ude i ørkenen, men det var dog ikke værkets primære formål. Hensigten var først og fremmest at udskille plutonium fra reaktorens brugte brændsel, og at anvende dette spaltelige materiale som den centrale komponent i israelske atomvåben. Frankrig blev selv en atommagt i 1960, og man regner med, at Israel fulgte trop sidst i 1960’erne. Israel har ganske vist aldrig officielt indrømmet, at det besidder atomvåben, men i 1986 kunne The Sunday Times bringe en Dimona-teknikers beretning, som i tekst og billeder dokumenterede, at der under det kendte værk i ørkenen fandtes et oparbejdningsanlæg og en regulær atombombefabrik. Verden var blevet ført bag lyset i næsten 20 år.16

Indien opnåede sin atommagtsstatus på en lidt anden måde. Landet var blevet en selvstændig nation 15. august 1947, og allerede 15. april 1948 vedtog det indiske parlament på premierminister Jawarharlal Nehrus anmodning en lov om oprettelse af en indisk atomenergikommission med det formål at føre det kæmpestore, men tilbagestående og fattige land ind i den nye strålende tidsalder: atomalderen. I de følgende mange år brugte Indien rigtig mange penge på udvikling af en indisk atomreaktor (Apsara) og på konstruktion af en canadisk reaktortype (CIRUS), der kørte på naturligt uran og anvendte tungt vand som moderator og kølemiddel. CIRUS skulle naturligvis levere elektricitet til det energihungrende indiske elnet, men da CIRUS var ved at være færdigbygget og skulle forsynes med uranbrændsel – noget, Canada forventede at skulle levere – erklærede den indiske atomenergikommission, at det kunne der ikke blive tale om. Et stort og stolt land som Indien, der rådede over uranforekomster, kunne sagtens selv levere de nødvendige brændselselementer, var argumentet. Og sådan blev det, for der fandtes ingen klare aftaler på det punkt. Men ikke nok med det: de indiske atomteknikere, der styrede reaktoren, sørgede for i al hemmelighed at udtage det brugte brændsel, længe før det var udbrændt. Så kunne andre indiske specialister i et særligt anlæg udskille det plutonium, der var skabt under reaktorens drift, gemme det og senere indsætte det i en indisk atombombe. Det første indiske atombombeforsøg, ”Smilende Buddha”, fandt sted den 18. maj 1974. Det blev af den indiske premierminister, Indira Gandhi, kaldt ”a peaceful nuclear explosion”, for den indiske atombombe skulle ikke bruges i krig, men kun ved anlæg af havne, kanaler og så videre. Herved håbede hun (forgæves) at undgå kritik, for Indien havde altid stået som fortaler for fred og atomnedrustning, men nu havde det selv skaffet sig atomvåben, stik imod hensigten med den ikke-spredningstraktat (NPT), der i 1970 var trådt i kraft i FN-regi.17

Problemerne er ikke løst med de nye reaktorteknologier

Israels og Indiens vej til atomvåben er to historiske eksempler på, hvor svært det reelt er at adskille civil og militær anvendelse af atomteknologi. Beslægtede historiske eksempler findes både ved de atommagter, som siden er kommet til, Pakistan og Nordkorea, og ved en række andre lande, som har været tæt på at blive atommagter, herunder Libyen, Taiwan og (måske mest velkendt) Iran. De eksempler kan vi ikke gennemgå her, men de er – som i tilfældet Israel og Indien – veldokumenterede eksempler på adskillelsens vanskelighed.

Som modsvar kan fortalere for mere atomkraft anføre, at der nu findes (eller i hvert fald er ved at blive udviklet) andre typer atomreaktorer end dem med let beriget uran eller naturligt uran som brændsel, der blev anvendt af Israel og Indien, da de skaffede sig atomvåben. Brændslet i nogle af de små modulære reaktorer, der er under udvikling i fx USA, Kina, Indien og Danmark (hos Copenhagen Atomics), er ikke grundstoffet uran men derimod grundstoffet thorium. Disse reaktorer producerer mindre mængder radioaktivt affald og næsten intet plutonium. Men til gengæld producerer de store mængder af den spaltelige uranisotop U-233, som – omend med noget besvær – kan ekstraheres og bruges som eksplosivt materiale i et kernevåben. Teknologisk er det noget nær umuligt at undgå, at restmateriale vil kunne bruges til militære formål. Men måske endnu vigtigere: Selv hvis det er teknologisk muligt, tør vi så antage, at stater vil vælge de teknologier, som ikke har militært potentiale? Historien fortæller os, at stater ofte gør præcist det modsatte og søger teknologier, der har både civile og militære anvendelsesmuligheder.

Det er derfor, det har været nødvendigt at oprette internationale kontrolsystemer i regi af FN, der skal forhindre den militære spredning af atomteknologien. De kontrolsystemer er i dag i dyb krise. I juni 2025 i forbindelse med det israelsk-amerikanske angreb på det iranske atomprogram advarede lederen af FN’s atomagentur om, at hele det internationale ikke-spredningssystem opbygget siden 1945 er i fare for at kollapse.18 I februar 2026 udløb New Start-aftalen, den sidste af de tilbageværende nedrustningsaftaler mellem Rusland og USA, der indtil for nyligt lagde begrænsninger på de to atomsupermagters arsenal af strategiske kernevåben. Det er en del af en bredere negativ udvikling; Kina opruster således kraftigt på kernevåben i disse år, under Trump taler USA åbent om at genoptage landets atomprøvesprængninger, mens en række ikke-atommagter i blandt andet Europa, Sydøstasien og Latin Amerika overvejer at udvikle deres egen atomafskrækkelse, fordi de ikke stoler på hverken formelle eller uformelle aftaler med Washington, Beijing og Moskva. I den geopolitiske situation, vi befinder os i, er det langt mere realistisk at antage, at sikkerhedsforanstaltninger kan og vil blive omgået, og at mere atomkraft i verden derfor også vil medføre øget risiko for spredning af atomvåben til lande uden for de nuværende ni atommagter. Hvis lande (eller firmaer for den sags skyld) trods viden om disse farer alligevel ønsker at gå videre ad atomvejen, fordi farerne forbundet med øget global opvarmning forekommer endnu mere truende, må de være forpligtet til at gøre alt for at begrænse de ovenfor nævnte farer så meget som overhovedet muligt.

Problemerne må indgå i debatten

Fremtidens energiløsninger rummer svære dilemmaer og afvejninger. Vi bilder os ikke ind, at vi har svarene. Men vi må konstatere, at atomkraftens fortalere indtil nu har valgt slet ikke at indvie offentligheden i den klynge af problemstillinger, som knytter sig til forbindelserne mellem fredelig og ufredelig brug af kerneenergiens potentialer – problemstillinger, der ellers er både velkendte og velbeskrevne af eksperter med specialviden på området.19 Den fraværende opmærksomhed genfinder vi senest hos Kernekraftalliancen, der ellers har som erklæret formål at føre en teknologineutral og faktabaseret dialog om indførelse af kernekraft i det danske energisystem. På alliancens hjemmeside kan man læse om fem udbredte såkaldte ’myter’ om kernekraft, men forbindelserne mellem fredelig og ufredelig brug bliver end ikke nævnt som noget, det overhovedet er relevant at forholde sig til.20 Det er utilstrækkeligt og skadeligt for den faktabaserede dialog om kernekraft, som vi alle ønsker. I debatten om kernekraftens mulige fremtid globalt og i Danmark må vi se i øjnene, at kernekraft også er geopolitik, ikke en simpel vej til at undslippe den. Et nødvendigt udgangspunkt for debatten om kernekraft er viden og bevidsthed om, at fredelig og ufredelig brug af atomteknologi nu i mere end firs år har været tæt forbundet og efter al sandsynlighed også vil være det de kommende årtier.

Henry Nielsen er lektor emeritus ved Center for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet og har gennem en lang karriere især forsket i atomteknologiens historie og samfundsmæssige betydning. Casper Andersen er professor i idé- og videnskabshistorie ved Aarhus Universitet og leder af Science Diplomacy Theme Group på Aarhus Insitute for Advanced Studies. Casper forsker i videnskabens globale idéhistorie i det 20. århundrede. Sammen har de skrevet bogen Minutter i Midnat: En global historie om kernevåben, der udkom i 2022 på Aarhus Universitetsforlag og i opdateret engelsk udgave i 2025 under titlen Seconds to Midnight: A History of Nuclear Weapons.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Ifølge IAEA er atomenergi grøn, fordi atomkraftværker, i modsætning til kul-, olie- og gasfyrede kraftværker, ikke udleder drivhusgassen CO2.
  2. 1 Gigawatt (GW) = 1000 Megawatt (MW) = 1000.000.000 W.
  3. En SMR er en såkaldt 4. generations reaktor med en elektrisk effekt, der ligger mellem 30 og 300 megawatt (MWe).   Endnu mindre reaktorer kaldes ofte mikroreaktorer.
  4. IAEA (2025), Energy, Electricity and Nuclear Power Estimates for the Period up to 2050. See also Alex Hunt, ”IAEA increases nuclear growth projections”, World Nuclear News, 15. September 2025.
  5. Se fx Mikkel Østrup-Jeppesens interview (juni 2025) med Bent Lauritzen, centerleder ved DTU’s Nuclear Energy Technology: https://klimamonitor.dk/nyheder/energi/article18247918.ecs
  6. Mikkel Bjerg Petersen, ”Forsinkelsesplaget atomreaktor er nu koblet på det finske elnet”, Ing.dk (14. marts 2022). Se også Thellufsen et al- (2023), Fakta om Atomkraft i Danmark – Version 2, https://vbn.aau.dk/da/publications/6bc7cb9a-b5a5-4449-91e5-c3878fc8c1f7?
  7. https://world-nuclear.org/information-library/nuclear-power-reactors/small-modular-reactors/small-modular-reactors
  8. Miles A. Pomper and Yanliang Pan, “Nuclear Energy could power the AI boom – but only if proliferation risks are minimized”, Bulletin of the Atomic Scientists, Newsletter July 1, 2024.
  9. Robert Rosner, “Whence nuclear power in the 21st century?”, Bulletin of the Atomic Scientists, Newsletter December 10, 2025.
  10. Compact Molten Salt Reactor (CMSR), se https://saltfoss.com
  11. Danskerne siger ja tak til atomkraft, viser måling (https://nyheder.tv2.dk>live>politik, 26.april 2025).
  12. Niclas Olsen og Casper Sylvest, ”Atomkraftens fortalere i Danmark. En samtidshistorisk analyse”, Historisk tidsskrift, 122 (2) (https:// tidsskrift.dk/historisk tidsskrift/article/view/135566)
    Se også deres artikel om emnet i Eftertryk Magasin: Atomkraft: En ophedet debat fyldt med politisk energi
  13. Casper Andersen og Henry Nielsen, Minutter i midnat. En global historie om kernevåben, Aarhus Universitetsforlag 2022. Bogen er senest udkommet i en opdateret udgave på engelsk i efteråret 2025. Titlen er her Seconds to Midnight: A History of Nuclear Weapons.
  14. Problemet med, at civile atomare anlæg kan blive mål eller påvirket af krigshandlinger, er også højaktuelt i den verserende krig i Mellemøsten mellem Iran og Israel/USA. IAEA’s General-Direktør, Raphael Grossi, advarede den 2. marts 2026 i en officiel erklæring om den alvorlige nukleare sikkerhedssituation omkring regionens civile atomanlæg og atomfaciliteter, der blandt andet findes i De Forenede Arabiske Emirater, Syrien og Jordan. Han opfordrede de kæmpende parter til at udvise den største forsigtighed og henviste til FN’s resolutioner, som understreger, at krigshandlinger aldrig må finde sted omkring atomanlæg på grund af de ødelæggende konsekvenser, det kan have både inden for og på tværs af statsgrænser. For den fulde udtalelse, se: https://www.iaea.org/newscenter/statements/iaea-director-generals-introductory-statement-to-the-special-session-of-the-board-of-governors. Siden har krigen, som Trump-administrationen gennemfører under overskriften Epic Fury, fortsat med uformindsket styrke.
  15. Ray Hughes, “Nuclear Power: future energy solution or potential war target?”, Bulletin of the Atomic Scientists, Newsletter September 16, 2024. Se også Frank N. von Hippel (2025), Ending the Nuclear Arms Race. A Physicists Quest, Lynne Rienne Publishers, 220-229.
  16. Casper Andersen and Henry Nielsen (2025), Seconds to Midnight: A History of Nuclear Weapons (Aarhus University Press), Chapter 6 og referencer heri, specielt Avner Cohen (1998), Israel and the Bomb, Columbia University Press.
  17. Casper Andersen and Henry Nielsen (2025), Seconds to Midnight: A History of Nuclear Weapons, Aarhus University Press, Chapter 6. See also George Perkovich (1999), India’s Nuclear Bomb: The Impact on Global Proliferation, University of California Press.
  18. Casper Andersen og Henry Nielsen, Det atomare ikke-spredningssystem er i akut dødsfare https://politiken.dk/debat/kroniken/art10461174/Det-atomare-ikkespredningssystem-er-i-akut-dødsfare
  19. Se fx Frank N. von Hippel (2025), Ending the Nuclear Arms Race. A Physicists Quest, Lynne Rienne Publishers; Avner Cohen (1998), Israel and the Bomb, Columbia University Press; George Perkovich (1999), India’s Nuclear Bomb: The Impact on Global Proliferation, University of California Press.
  20. Se https://kernekraftalliancen.dk/#myter