Kan vi afskrække os til fred?

 

Mette Frederiksen er på Danmarks vegne gået forrest mht. militær oprustning. Trine Rosengren Pejstrup peger på, at det ensidige fokus på militære løsninger både overser vigtige historiske erfaringer og risikerer at blive en forhindring for den fred, der angiveligt er målet.

Af Trine Rosengren Pejstrup

Rationalet for den aktuelle oprustning er fundamentalt problematiskDen danske regering kalder det et paradigmeskifte. Danmark skal for første gang anskaffe angrebsvåben, nærmere bestemt langtrækkende præcisionsvåben, der kan ramme mål langt inde på modstanderens territorium. Beslutningen er en del af en historisk oprustning, der omfatter F-35 kampfly, nye fregatter og nu altså offensive missilsystemer.¹

Det skal gå hurtigt. Med det tiårige forsvarsforlig er der afsat omkring 315 milliarder kroner til at styrke militære kapaciteter, personel og materiel frem mod 2033.²

Men rationalet for den aktuelle oprustning – at afskrækkelse sikrer fred – er fundamentalt problematisk.

At avancerede missilsystemer og nye våbenteknologier skulle kunne sikre fred, stammer fra afskrækkelsesteorien, der var dominerende under Den Kolde Krig. Den tankegang prægede fire årtiers våbenkapløb mellem USA og Sovjetunionen, hvor begge supermagter konkurrerede om at udvikle hurtigere interkontinentale missiler og større atomarsenaler. Men hver ny kapacitet tvang modparten til at opruste yderligere.

Et våbenkapløb vil både øge risikoen for væbnet konflikt og binde enorme økonomiske ressourcer i stadig dyrere oprustningsspiralerSpiralen var svær at stoppe, og freden hang i en tynd tråd. Under Cubakrisen i oktober 1962 opdagede USA, at Sovjetunionen var ved at opstille atommissiler på Cuba. Det udløste en akut konfrontation mellem de to supermagter, hvor militære styrker blev sat i højeste beredskab, og risikoen for atomkrig var overhængende. Krisen blev afværget efter knap to uger gennem politiske forhandlinger, hvor Sovjet trak missilerne tilbage, mens USA lovede ikke at invadere Cuba og i al hemmelighed fjernede egne missiler fra Tyrkiet.

I dag investerer lande som USA, Rusland og Kina massivt i nye missilsystemer, autonome våbenteknologier og kunstig intelligens. En ny oprustningsspiral er i gang.

Globale militærudgifter når historisk højt niveau

De globale militærudgifter steg i 2024 med 9,4 procent til 2,7 billioner dollars svarende til cirka 18.000 millarder danske kroner – den største stigning siden den Kolde Krig.³

I Europa er både NATO og EU drivende kræfter: NATO styrker sin østflanke gennem øget tilstedeværelse og fælles øvelser, mens EU investerer rekordstore beløb i forsvarsindustrien via European Defence Industry Reinforcement through Common Procurement Act (EDIRPA) og European Defence Fund (EDF), som skal øge produktionen og udviklingen af fælles europæiske militære kapaciteter.⁴

Men er vi sikre på, at oprustningen rent faktisk gør os mere sikre?

Oprustning risikerer at forværre både sikkerhedsmæssige og miljømæssige kriserForskningen i nedrustning og våbenkontrol peger på en række risici, som ofte overses i den politiske debat. Når stater øger deres militære kapaciteter, kan det udløse en eskalerende dynamik, hvor naboer og rivaler føler sig tvunget til at investere endnu mere for ikke at sakke bagud. Resultatet kan blive et våbenkapløb, der både øger risikoen for væbnet konflikt og binder enorme økonomiske ressourcer i stadig dyrere oprustningsspiraler.

Samtidig spreder oprustningen sig på tværs af domæner: nye teknologier, autonome systemer og cyberkapaciteter skaber en mere uforudsigelig og diversificeret våbenøkologi, hvor fejlberegninger kan få større konsekvenser end tidligere.

Integrationen af kunstig intelligens i militære beslutningsprocesser kan på den ene side muliggøre hurtigere reaktioner i konfliktsituationer. Men teknologien risikerer også at indsnævre det tidsrum, hvor menneskelig vurdering og tvivl kan komme i spil. I et scenarie, hvor beslutningstagere i et kommando- og kontrolrum skal afgøre, om et angreb er undervejs, kan AI-baserede vurderinger ikke blot ændre beslutningens tempo, men også øge risikoen for fejltolkninger og forhastede reaktioner, der i sig selv kan bidrage til eskalation.⁵

Oven i det kommer et massivt klimaaftryk. Moderne militære strukturer, produktion af avancerede våbensystemer og den stigende operative aktivitet er blandt de mere energi- og emissionsintensive sektorer, hvilket betyder, at en klimatung oprustning risikerer at forværre både sikkerhedsmæssige og miljømæssige kriser samtidig.

Professor Jannick Schmidt fra Aalborg Universitet vurderer, at Danmarks planlagte oprustning vil resultere i mindst 3,3 mio. ton CO₂e årligt – og sandsynligvis mere. Det svarer til at flyve 1,1 million danskere til Washington tur-retur hvert år.⁶

Trusler mod vores nationale sikkerhed skal tages alvorligt. Og Danmark skal kunne forsvare sig selv. Men at løsningen på et skærpet globalt og regionalt trusselsbillede alene er flere og mere offensive våben, kan ende med at gøre os mindre, ikke mere, sikre.

Erfaringen viser, at fredsskabelse kræver mere end våben. Det kræver diplomatiske løsninger, nedrustningsaftaler og tillidsopbygning, som koster tid, tålmodighed og investeringer i diplomatiet.

Nedrustningsdiplomatiet under pres

Allerede ved FN’s oprettelse i 1945 var nedrustning en grundpille.

Som den første handling i 1946 vedtog FN’s Generalforsamling at oprette en kommission med det mål at tackle atomvåben og atomenergi og søge at eliminere atomvåben fra nationale arsenaler. Det var et tidligt udtryk for organisationens fokus på nedrustning og sikkerhed efter Anden Verdenskrig.

Tanken var lige så enkel som ambitiøs: Hvis stater indgik bindende aftaler om gensidig nedrustning, kombineret med inspektioner og verificering, kunne man både forebygge eskalation og opbygge tillid mellem tidligere fjender. Denne logik kom senere til at præge en bred vifte af internationale aftaler – ikke kun om atomvåben, men også om biologiske og kemiske våben, om kontrol med våbenhandel, forbud mod landminer og klyngebomber, samt regler for militær aktivitet i ydre rum.

Man troede på, at gennemsigtighed, kontrol og gensidige forpligtelser kunne skabe sikkerhed med færre våben, ikke flere.

Gennem Den Kolde Krig dominerede afskrækkelseslogikken og doktrinen om mutually assured destruction (MAD). Verden balancerede på kanten af udslettelse, drevet af massiv oprustning og dyb mistillid mellem supermagterne. Men da Berlinmuren faldt, skiftede tankegangen fundamentalt. Francis Fukuyama erklærede historiens ende – den liberale verdensorden havde sejret.⁷

I den stemning af sejrssikkerhed og optimisme voksede også troen på, at fred kunne sikres gennem nedrustning snarere end med flere våben. Optimismen bredte sig over kontinenter. Fra Ottawa til Oslo blev våbenkategorier forbudt. Kemiske våbenlagre hos konventionsstater blev systematisk destrueret, og i 2023 kunne Organisation for Prohibition of Chemical Weapons (OPCW) bekræfte, at alle deklarerede lagre var irreversibelt ødelagt.⁸

Men det momentum er brudt. I dag dominerer afskrækkelse og militær styrke igen som den foretrukne vej til sikkerhed. Krigen i Ukraine har ikke blot intensiveret militær oprustning, men også udstillet sårbarheder i den europæiske sikkerhedsarkitektur og genåbnet spørgsmål om NATO’s politiske og strategiske bæreevne, yderligere forstærket af øget usikkerhed om USA’s fremtidige sikkerhedspolitiske engagement i Europa, hvilket samlet har forskudt sikkerhedstænkningen i retning af militær styrke og afskrækkelse.

I 1982 samledes omkring en million mennesker i New Yorks Central Park for at kræve atomnedrustning, og året efter deltog millioner af mennesker verden over i massive demonstrationer mod atomvåbenOg nedrustningsdiplomatiet har lidt under dette skifte: I 2019 trak USA sig ud af INF-traktaten, der siden 1987 havde fjernet en hel kategori af mellemdistanceraketter fra Europa.⁹ Samme år trak Trump-administrationen den amerikanske underskrift tilbage fra FN’s Våbenhandelstraktat og signalerede, at USA ikke ville tiltræde aftalen.¹⁰ Kort efter indledte USA sin tilbagetrækning fra Open Skies-traktaten, der tillod gensidige observationsflyvninger over militært territorium; udmeldelsen trådte i kraft i november 2020.

Siden da er nedrustningsdiplomatiets sammenbrud accelereret.

I 2023 suspenderede Rusland sin deltagelse i New START – den sidste tilbageværende aftale om kontrol med strategiske atomvåben.¹¹ Resultatet er en sikkerhedsorden, hvor oprustning igen er blevet den dominerende logik.

Civilsamfundets aktive rolle for nedrustning

Det er værd at huske, at både INF-traktaten og landminekonventionen ikke kom i stand gennem regeringers egen vilje alene. Civile protester spillede en afgørende rolle.

I dag udviskes de røde linjer, der i årtier begrænsede våbenudvikling og militære doktriner.I 1980’erne, på et tidspunkt hvor atomvåbenarsenalerne var store, og spændingerne mellem USA og Sovjetunionen stadig dominerede det internationale klima, virkede ideen om reel nedrustning næsten utopisk. Alligevel voksede en kraftfuld international fredsbevægelse, som politikerne ikke kunne ignorere. I 1982 samledes omkring en million mennesker i New Yorks Central Park for at kræve atomnedrustning, og året efter deltog millioner af mennesker verden over i massive demonstrationer mod atomvåben – nogle af de største folkelige protester mod våbenoprustning i efterkrigstidens europæiske og globale historie.¹² Det folkelige pres bidrog til at fremme forhandlingerne mellem Washington og Moskva, og i 1987 blev den banebrydende INF-traktat underskrevet, som medførte destruktionen af et helt felt af mellemdistance-atomvåben.

Ti år senere var det igen civilsamfundet, der tvang politikerne til handling. International Campaign to Ban Landmines – grundlagt i 1992 – voksede ud af den humanitære katastrofe, som millioner af landminer efterlod i kølvandet på krige i blandt andet Cambodja, Angola og Afghanistan. Landminerne dræbte og lemlæstede primært civile, ofte længe efter konflikterne var ophørt, og skabte hele landskaber, hvor børn ikke kunne gå i skole, og landmænd ikke kunne dyrke deres marker. Denne humanitære krise mobiliserede et globalt netværk, der på få år voksede til omkring 1.000 organisationer fra over 60 lande. Presset fra kampagnen tvang stater til forhandlingsbordet og resulterede i Ottawa-konventionen i 1997 – det første internationale totalforbud mod et konventionelt våben i udbredt militær brug. Samme år modtog kampagnen og dens koordinator, Jody Williams, Nobels fredspris for indsatsen.

I dag udviskes de røde linjer, der i årtier begrænsede våbenudvikling og militære doktriner. De baltiske lande og Finland er på vej ud af landminekonventionen (Ottawa), og Litauen har desuden forladt Oslo-konventionen om klyngebomber. Også i Danmark er de tidligere røde linjer for oprustning og krigsførelse til diskussion. I december 2025 fremsatte Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Konservative beslutningsforslag B24, der kræver, at Danmark udtræder af både Ottawa-konventionen om personelminer og Oslo-konventionen om klyngeammunition samt foretager en militærfaglig vurdering af behovet for indkøb af disse våben.¹³

Selv i perioder domineret af oprustning og afskrækkelse har civilsamfundets pres kunnet bane vej for nedrustningsaftaler, der supplerede militær kapacitet med diplomatiske sikkerhedsgelændere. Spørgsmålet er, om vi i dag helt opgiver dette modspil. Når europæiske regeringer forlader de humanitære våbenkonventioner, og Danmark overvejer det samme, så intensiveres det spørgsmål, denne artikel indledte med: Kan vi afskrække os til fred? Eller er der – som 1980’ernes fredsbevægelse og 1990’ernes minekampagne viste – stadig brug for det pres og den modvægt, der holder fast i, at sikkerhed ikke kun bygges gennem våben, men også gennem de aftaler og normer, der begrænser deres brug?

Trine Rosengren Pejstrup (f. 1995) er ph.d.-studerende hos Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hun forsker i freds- og sikkerhedsforståelser med særligt fokus på oprustning og nedrustning. Hun har en kandidatgrad fra CBS i politisk kommunikation og har bl.a. tidligere arbejdet hos FN’s Kontor for Nedrustning og Våbenkontrol.

1. Regeringen: “Regeringen melder klart ud: Danmark skal i fremtiden råde over længere­rækkende præcisionsvåben”, 2025. www: https://regeringen.dk/nyheder/2025/regeringen-melder-klart-ud-danmark-skal-i-fremtiden-raade-over-laengereraekkende-praecisionsvaaben/
2. Forsvarsministeriet: “Forsvarsforlig”, 2. maj 2025. www: https://www.fmn.dk/da/arbejdsomraader/forlig-og-okonomi/forsvarsforlig/
3. Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI): “Trends in World Military Expenditure 2024”, 2025. www: https://www.sipri.org/publications/2025/sipri-fact-sheets/trends-world-military-expenditure-2024
4. European Commission: “The Future of European Defence”. www: https://commission.europa.eu/topics/defence/future-european-defence_en
5. Favaro, M., Renic, N. & Kühn, U. (2022), “Negative Multiplicity: Forecasting the Future Impact of Emerging Technologies on International Stability and Human Security”, Institute for Peace Research and Security Policy, September. www: https://ifsh.de/file/publication/Research_Report/010/Research_Report_010.pdf
6. Anders Lindqvist: “Forsvar eller klima? Danmarks kæmpe oprustning sprænger CO₂-budgettet”, Berlingske, 2. august 2025. www: https://www.berlingske.dk/indland/forsvar-eller-klima-danmarks-kaempe-oprustning-spraenger-co-budgettet
7. Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man, Free Press, 1992.
8. Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons (OPCW): “OPCW confirms all declared chemical weapons stockpiles verified”, 2023. www: https://www.opcw.org/media-centre/news/2023/07/opcw-confirms-all-declared-chemical-weapons-stockpiles-verified
9. U.S. Department of Defense: “U.S. withdraws from Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty”, 2019. www: https://www.war.gov/News/News-Stories/Article/Article/1924779/us-withdraws-from-intermediate-range-nuclear-forces-treaty/
10. Forum on the Arms Trade: “U.S. Unsigns ATT”. www: https://www.forumarmstrade.org/resource-page—us-unsigns-att.html
11. Shannon Bugos: “Russia suspends New START”, Arms Control Association, marts 2023. www: https://www.armscontrol.org/act/2023-03/news/russia-suspends-new-start
12. Joyce Wadler & Merrill Brown: “New York rally draws half million”, The Washington Post, 13. juni 1982. www: https://www.washingtonpost.com/archive/politics/1982/06/13/new-york-rally-draws-half-million/2a1258be-a17f-4e41-bf12-9368766b32cf/
13. Folketingstidende: “Beslutningsforslag B24”, 2025. www: https://www.folketingstidende.dk/samling/20251/beslutningsforslag/B24/index.htm