Kan Eduard Bernsteins klassiske reformisme inspirere os i dag?

Kan vi komme ud over kapitalismen? Det har været diskuteret af Claus Bryld, Steen Hildebrandt, Jan Helbak, Jeanette Søgaard, Emil Samaras Eriksen og Per Bregengaard/Søren Kolstrup. Finn Hansson har redegjort for Marx og Engels’ fokus på demokratiske reformer. Nu gennemgår Claus Bryld Eduard Bernsteins kritik af Marx og den ortodokse marxisme og dens relation til det danske socialdemokratis reformismeopfattelse. Desuden inddrager han Per Bregengaard og Sørens Kolstrups bog Socialistisk reformpolitik og deres nylige artikel herom i Eftertryk. Han efterlyser også reaktioner på den analyse af klimakrisens betydning for socialismeforståelsen, han fremlagde i sin tidligere artikel.

Af Claus Bryld
Illustrationer af Jannik Friberg

Oprindeligt var den socialdemokratiske bevægelse inspireret af Marx og Engels. Til en vis grad også af Lassalle, men i 1898 indledte Eduard Bernstein, der var et ledende medlem af det tyske socialdemokrati, et opgør med marxismen. Det centrale i hans kritik var, at ikke målet, men ’bevægelsen’ var det afgørende.

I Bernsteins terminologi betød ’bevægelsen’ to ting: 1) den sociale bevægelse, som Socialdemokratiet, fagbevægelsen og kooperationen inkarnerede, og 2) en bevægelse henimod målet, det socialistiske samfund. Socialismen var stadig et ’mål’ for Bernstein, men ikke et mål, man kunne satse på at nå gennem et sammenbrud for kapitalismen og heller ikke gennem en voldelig eller uvoldelig revolution.

Bernstein var den eneste ledende socialdemokrat, som på det teoretiske plan forsøgte at revidere Marx – eller snarere det, man kalder den ortodokse marxisme. Men mange var enige med ham i de praktiske følgeslutninger af hans revision, nemlig at man skulle satse mere på reformkrav end på de visionære krav.

Bernstein sammenfattede sin kritik i hovedværket Socialismens forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver, som udkom i marts 1899.

Demokratiet er på samme tid middel og mål. Det er midlet for tilkæmpelsen af socialismen, og det er formen for socialismens virkeliggørelseHer kritiserede han ikke bare Marx og Engels, men også sine tidligere meningsfæller som f.eks. Karl Kautsky og nye stjerner som Rosa Luxemburg og Lenin. Han gjorde op med flere af deres hovedteser, f.eks. det, han kaldte for sammenbruds- eller katastrofeteorien – dvs.  ideen om, at kapitalismen ville bryde sammen mere eller mindre af sig selv. Han kritiserede endvidere den marxistiske kriseteori og forestillingen om middelklassens nedsynken i arbejderklassen, dvs. dens proletarisering. Disse forestillinger var hovedsagelig udviklet efter Marx’ død i 1883 og var blevet et slags ’system’, som man nu kalder for ’den ortodokse marxisme’. Det var præget af en stærk determinisme og gjorde nærmest marxismen til en samling dogmer, man kunne indlære som en verdensanskuelse. Men samtidig rummede løftet om et retfærdigt samfund en profeti, som tiltrak mange arbejdere og småkårsfolk, men også intellektuelle og dele af middelklasserne. I sin funktionsmåde fik det måske præg af en politisk religion.

På det filosofiske plan kritiserede Bernstein den hegelske dialektik for at føre socialismen på afveje. Hegels filosofi med dens opstilling af position – negation og negationens negation betegnede han som en “fælde”, da den havde forladt empirien og dyrkede “begrebets selvudvikling”. Den førte til vilkårlige konstruktioner, som f.eks. når Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest skrev, at det, Tyskland i 1848 stod over for, “kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution”.

Med hensyn til økonomien og kapitalismens periodiske kriser fremførte han, at både arbejdsgivernes organisering oppefra og civilsamfundets dannelse af kooperativer nedefra, kombineret med Socialdemokratiets parlamentariske reformarbejde ville kunne afbøde disse. Det kapitalistiske system ville ikke bryde sammen, ligesom middelklassen heller ikke ville blive proletariseret. Og overgangen til socialisme ville ikke ske ved et brud, men ved en glidende overgang. Altså ikke ved revolution, men ved evolution. Under denne proces burde Socialdemokratiet også arbejde sammen med borgerligt-liberale kræfter, ligesom man kunne kæmpe for politiske reformer sammen med dem.

Politisk set ville Socialdemokratiets indflydelse være meget større, end den er i dag, hvis Socialdemokratiet fandt modet til at gøre sig fri af en fraseologi, som faktisk er forældet, og ville fremtræde som det, det i virkeligheden er: et demokratisk-socialistisk reformparti.¹

Socialdemokratiet skulle kæmpe for en stadig udstrækning af demokratiet: ”Demokratiet er på samme tid middel og mål. Det er midlet for tilkæmpelsen af socialismen, og det er formen for socialismens virkeliggørelse,” lyder et andet af bogens udsagn.² Demokratiet er en værdifuld ”skole i kompromiser”, hvor partierne lærer at bøje sig mod hinanden, og valgretten giver den enkelte borger større og større delagtighed i fællesskabet. ”Proletariatets diktatur” er derimod et tilbagelagt stadium i udviklingen. Det peger mere tilbage på rædselsherredømmet under den franske revolution, end det peger fremad.³

Når Socialdemokratiet havde tilkæmpet sig det fulde politiske demokrati, og SPD havde overtaget magten, kunne man gradvis indføre et socialistisk system, hvor både fagbevægelsen og kooperationen stadig skulle spille en stor rolle. Det skulle ikke være stat det hele. Og alle tanker om, at magten kunne vindes ved et kup, afviste Bernstein på det skarpeste. På samme måde så han på Lenin og oktoberrevolutionen i Rusland. I stedet for at vente på, at kapitalismen modnedes, og arbejderklassen blev organiseret, så den kunne gøre krav på magten, havde Lenin og hans fæller udført et kup og senere afskaffet enhver ansats til demokrati.

Samtidig med at det danske parti bekendte sig til en moderat reformpolitik og en alliance med borgerligt-liberale grupper, fordømte det Bernsteins revisionisme på idéplanetBernsteins tanker vakte i første omgang stor modstand. Det var uhørt at forsøge at ’revidere’ Marx og Engels’ tanker, og han blev stemplet som ’revisionist’. F.eks fremhævede SPD’s leder, August Bebel, at kernen i modsætningsforholdet mellem marxister og revisionister ikke var kampen for reformer. Den kamp tog partiet allerede og havde altid gjort, og det arbejdede også sammen med liberale kræfter, når det gav mening. Men i spørgsmålet om bevarelse af den overordnede idé, som oplyste vejen til socialisme, måtte SPD ikke opgive sit store mål, sin historiske mission. Det var den, der gav partiet retning og værdighed. Deri lå den store forskel til alle andre partier, og netop fordi partiet bar fremtiden i sit skød, flokkedes stadig større masser om det. Hvorfor skulle det så, som Bernstein øjensynligt mente, opgive sine rødder og forlade den vej, der førte fremad? Også fremover skulle Socialdemokratiet føre en uforsonlig klassekamp mod den bestående orden: ”Så længe jeg kan ånde og skrive og tale, skal det ikke blive anderledes. Jeg vil forblive dødsfjende af dette borgerlige samfund og denne statsorden.”⁴

Trods sin position på højrefløjen indtog Bernstein imidlertid i nogle spørgsmål, f.eks. spørgsmålet om at gennemføre en generalstrejke for at opnå lige og almindelig valgret i Preussen, en mere radikal holdning end de fleste højresocialdemokrater, da han støttede dette radikale skridt, der dog aldrig blev gennemført før verdenskrigen.

Bernstein og det danske socialdemokrati

Det var ikke kun i Tyskland, der blev taget afstand fra Bernsteins ideer. Det skete også i andre landes arbejderbevægelser, herunder i den danske, og det på trods af, at der allerede i mange år havde bestået en reformalliance mellem de progressive dele af Venstre og Socialdemokratiet. Netop det, der manglede i Tyskland.

I det liberale tidsskrift Tilskueren skrev historikeren, dr. phil. Gustav Bang, der var ortodoks marxist og medlem af Socialdemokratiet (i 1901 blev han medlem af hovedbestyrelsen) en længere teoretisk tilbagevisning af Bernstein, og i partiavisen Social-Demokraten kommenterede Frederik Borgbjerg, der var grundtvigiansk inspireret socialdemokrat og medlem af Folketinget, Gustav Bangs artikel og konkluderede i modsætning til Bernsteins opfattelse af, at der ville ske en stykkevis indvoksen i socialismen, at

langt snarere stiler alt med raskere og raskere fart henimod katastrofen. Det gælder om, at arbejderklassen organiserer sig, udvikles og opdrages til at løfte arven, når det gamle samfund styrter sammen (…) Bang stempler Bernsteins skrift som ’en mislykket bog’, der dog gør den nytte at holde selvkritikken i Socialdemokratiet levende, thi er der noget, som Marx’ disciple må undgå, er det selvfølgelig at forbruske i dogmatisme.⁵

Det danske socialdemokratis to mest teoretisk skolede medlemmer af den yngre generation tog altså afstand fra revisionismen, da den dukkede op som teoretisk retning. Bindingen til SPD og den ortodokse marxisme var stadig for stærk, og visionen eller fremtidshåbet om et socialistisk samfund uden uretfærdighed og ulighed var intakt. Men holdningen var paradoksal. For samtidig med at det danske parti bekendte sig til en moderat reformpolitik og en alliance med borgerligt-liberale grupper, fordømte det Bernsteins revisionisme på idéplanet. Både Bang og Borgbjerg så udelukkende revisionismen som et angreb på Marx og Engels’ ideer, mens den i virkeligheden netop var en anvisning på den form for moderat strategi, som det danske parti benyttede og forsvarede ind- og udadtil.

Hvis Bernsteins socialisme skal sammenlignes med en nutidig udgave af socialistisk tænkning, kan det meningsfuldt være med de ideer, Pelle Dragsted udvikler i bogen Nordisk socialisme.I 1920’erne begyndte den socialdemokratiske presse at forholde sig mere bevidst til forskellen mellem marxismen og den specifikke socialistiske ideologi, som Socialdemokratiet i Danmark i realiteten stod for. Selv i mellemkrigstiden betød det dog ikke, at de danske socialdemokrater eksplicit tog Bernstein til sig. Først i 1945 udgav de et skrift af ham med titlen Det blivende i marxismen,⁶ og så sent som i 2014 omfavnede socialdemokraten Anders Dybdal ham i bogen Socialdemokratiske tænkere.⁷ ­

Da var der imidlertid løbet så meget vand i stranden, og det danske socialdemokrati blevet så forvandlet i socialliberal retning, at Bernstein i forhold hertil måtte virke som en radikal socialist. Han opgav nemlig ikke socialismen som program og opfattede indtil sin død stadig sig selv som marxist – bare én, som havde korrigeret og suppleret de to kirkefædres teorier.

Perspektivering

Spørgsmålet er imidlertid, om der findes en ideologi, man kan kalde socialdemokratisme? Måske kan man fra 1920’erne til 1990’erne tale om en ideologi, der var inspireret af Bernstein, selvom det ikke var eksplicit erkendt før 1945. Indtil 2. verdenskrig blev Marx i partiets taler og skrifter oftere nævnt som urfader. Men det gælder næppe i dag. For trods sine ’provokerende’ ytringer om marxismen fastholdt Bernstein som nævnt socialismen som mål, forstået som fælleseje af produktionsmidlerne. Midlerne skulle blot baseres på det politiske demokrati, være moderate, delvis selvorganiserede og gerne inkludere socialliberale kræfter. Man skulle så at sige vokse ind i socialismen.

Bernsteins forståelse af og afstandtagen fra marxismen-leninismen, som den udviklede sig i årene efter oktoberrevolutionen, har derudover bevaret sin sandhedsværdi. Alt i alt er der mange lighedspunkter mellem Bernsteins og de europæiske socialdemokratiers ideologi og taktiske holdninger, før disse partier opgav socialismen som mål og stillede sig tilfredse med at sætte politiske rammer for de kapitalistiske samfund og føre en større eller mindre social fordelingspolitik.

Hvis Bernsteins socialisme skal sammenlignes med en nutidig udgave af socialistisk tænkning, kan det meningsfuldt være med de ideer, Pelle Dragsted udvikler i bogen Nordisk socialisme. På vej mod en demokratisk økonomi fra 2021. Den søger at vise, hvordan venstrefløjen – formentlig inklusive Socialdemokratiet, det fremstår ikke helt klart i bogen – kan udforme en bæredygtig socialisme, der bygger på økonomisk demokrati og såkaldt demokratisk ejerskab. Dragsteds fokus på kooperationen og økonomisk selvorganisering ligner i høj grad Bernsteins – på 122 års afstand! Ligesom Bernstein forestiller han sig en lineær udvikling, altså en evolutionær vej til socialisme, måske med mindre forstyrrelser, men i det lange løb ‘opad’.

Ligesom opgøret med bolsjevismen må man også i dag anerkende Bernsteins påstand om, at marxismen, forstået som et system, ikke var eller er nogen videnskab. Han påstod ikke, at Marx og delvis Engels ikke havde arbejdet videnskabeligt, men sondrede mellem deres videnskabelighed og deres politiske profetier, som ukritisk blev overtaget af deres elever og sammenfattet som et system eller en verdensanskuelse. Videreudviklingen og udformningen af ’den marxistiske lære’, som han skrev, måtte begynde med en kritik af den. ”Deri og ikke i den evige gentagelse af mestrenes ord ligger deres elevers opgave.”⁸

I det hele taget er det svært i dag at tage afstand fra Bernsteins forsøg på seriøst at diskutere grundlaget for marxismen, både filosofisk, økonomisk og politisk, også selvom hans forsøg på flere måder var for overfladisk og springende til at virke helt overbevisende. Han identificerede nærmest videnskab med empirisk forskning og var altså inspireret af positivismen; det afspejler sig også i hans sprog, hvor han hele tiden taler om ’kendsgerninger’ uden nærmere at reflektere over deres ophavssituation og tidsbetingethed, og som om de i sig selv trumfer den ’golde’ teori.

Hvis man betragter problemerne på meget langt sigt – ind i vores århundrede – er det også spørgsmålet, om udviklingen ikke har dementeret Bernsteins teser og bekræftet Marx’, med undtagelse af dennes alt for utålmodige politiske tidsperspektiv. Det gælder f.eks. spørgsmålet om koncentrationen og centraliseringen af kapitalen, uligheden mellem klasserne eller landbrugets udvikling. Og det gælder udpiningen af jordens ressourcer, ligesom det gælder det enorme svælg mellem den fattige og den rige del af verden – samt den stigende ulighed også i den rige verden. Et spørgsmål som klimaforværringen kunne Marx dog af gode grunde ikke forudse, hvorfor hans og Engels’ fremtidsperspektiv om den proletariske revolutions sejr i dag må tages med et betydeligt gram salt. Det vender jeg tilbage til.

Den stærke tro på socialismens uundgåelige sejr som følge af kapitalismens objektive udvikling, der herskede, før revisionismen og den formulerede reformisme vandt overhånd i de europæiske socialdemokratier, minder på mange måder om en politisk religion. Som sådan rummede den en overvældende motivationskraft. Troen på bevægelsens historiske mission vakte entusiasme og handlingsparathed. Med denne tros udtørren som følge af krig og borgerkrig, men også af revisionisme og overdreven opportunisme, forsvandt en metafysisk, men ikke desto mindre afgørende, dimension fra arbejderbevægelsens bevidsthed og politiske arsenal.

Klimaaspektet må altså ind i socialismedebatten. Indtil nu er det, som om det er blevet holdt uden for denne debatMed socialdemokratiernes højredrejning, som for alvor begyndte under den kolde krig, blev diskussionen om reform og/eller revolution reserveret til socialister til venstre for disse partier. Dels til kommunisterne med deres ortodokse marxisme-leninisme, som udspillede sin rolle omkring 1989, og dels til ikke-ortodokse socialister som for eksempel i SF, VS og EL i Danmark. Her var Gert Petersens bog Om socialismens nødvendighed, som jeg tidligere har skrevet om på Eftertryk, et stærkt bud. Senere kom Pelle Dragsteds bog. Som nævnt i indledningen har der i de sidste måneder også været fem indlæg i socialismedebatten på Eftertryk, og for nylig udkom Per Bregengaard og Søren Kolstrups Socialistisk reformpolitik, som de har skrevet om i nærværende magasin.⁹

Ingen af de førnævnte indlæg har taget stilling til min hypotese om, at staten snarere vil blive styrket end svækket på grund af klimaudfordringen. Dette hænger sammen med den mangelfulde bekæmpelse af miljø- og klimakrisen i vores tid. Hvis dette politiske svigt varer ved – og det gør det nok, da det hænger sammen med beskyttelsen af kapitalismen – vil klimaforværringen blive det alt overskyggende problem om 50-100 år, ja måske før. Og problemet vil kun kunne bekæmpes gennem en stærk stat, en slags ’krigssocialisme’ eller ’krigskommunisme’, som vi så det i Tyskland under 1. verdenskrig og i Rusland efter 1917-revolutionen.

Man må ikke håbe, at en sådan stat vil blive fascistisk, sådan som Bregengaard og Kolstrup mener, det kan gå, den behøver for eksempel ikke at være racistisk. Men den vil være nødt til at gribe ind mod forskellige former for landbrug og industri samt mod både individuelt og kollektivt overforbrug. Klimaforandringernes hårde nødvendighed må føre til, at den private ejendomsret bliver kraftigt indskrænket. Og det kan give sådan en stat klare autoritære træk og få den til at fremtræde som statssocialistisk. Kina kan måske blive en model, selv om landet lige nu er mere statskapitalistisk end statssocialistisk.

Socialister skal kæmpe for både små og store reformer og imod kapitalens udbytning, men et fremtidssamfund som et ”radikalt demokrati” uden en stat må i dag anses for ren og skær utopi.Min påstand, og foreløbig er det jo ikke andet, er altså, at debatten om reform og/eller revolution dermed antager en helt anden karakter end den klassiske, og som den i forlængelse heraf også optræder hos Bregengaard og Kolstrup. Hele (klasse)kampen vil blive mere orienteret mod at afværge noget – det vil sige mere defensiv – end offensiv. Og formen for socialisme vil altså også blive anderledes, end Marx og Engels med flere forestillede sig. Hegel og Lassalle med deres statsdyrkelse vil måske vise sig at være mere realistiske profeter.

Klimaaspektet må altså ind i socialismedebatten. Indtil nu er det, som om det er blevet holdt uden for denne debat. Men prognoserne for klimaets udvikling bygger jo på klimavidenskaben, som er svær at fortrænge. Det er netop det, jeg synes, Bregengaard og Kolstrup gør. Som socialister må vi derimod tage videnskaben alvorligt. De fleste af os er ikke naturvidenskabsfolk, men vi må respektere, hvad disse forskere med stor vished har analyseret sig frem til, og hvad de forudsiger. Det kan den socialismedebat, som foreløbig er blevet ført her i Eftertryk, ikke leve op til.

Naturligvis er det også det letteste bare at se bort fra prognoserne om de katastrofer, som forskerne forudsiger – tipping points med videre – men giver bare diskussionen et både forældet og naivt-utopisk præg.

Venstrefløjen må vågne op og tage klimakrisen alvorligt, også for at kunne præge den (defensive) kamp, som allerede er i gang, men som efter alt at dømme vil blive stadigt mere presserende. Bernstein, Bregengaard og Kolstrup kan nok lære os noget om det, der har været, og de kan også med fuld føje stille et ideal op for nutid og fremtid. Men så længe de ikke tager den største trussel imod civilisationen – sammen med atomkrigstruslen – alvorligt (og disse udfordringer kunne Bernstein naturligvis ikke kende), er de selv svære at tage alvorligt.

Konklusion

Den klassiske diskussion om reform og revolution er historie. Det betyder naturligvis ikke, at socialister ikke skal kæmpe for både små og store reformer og imod kapitalens udbytning, men et fremtidssamfund som et ”radikalt demokrati” uden en stat må i dag anses for ren og skær utopi. Som gammel marxist er det smertefuldt at erkende, men som Engels betonede, er kendsgerninger ”nogle hårde krabater”. Vi må ikke se bort fra dem. Det er den eneste måde, vi kan takle dem på. Og derfor må kampen imod klimaforværringen og imod truslen om atomkrig i dag være den vigtigste kamp for venstrefløjen – og burde også være det for de liberale. Andre reformer er vigtige, men trods alt sekundære i forhold hertil.

1. Eduard Bernstein: ”Socialismens forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver”, oversat af Claus Bryld med en udførlig indledning og realkommentarer, forlaget Samfundslitteratur, Kbh. 2022, s. 233. Bernsteins fremhævelser.
2. Ibid., s.194.
3. Ibid., s. 197.
4. Franz Osterroth og Dieter Schuster: ”Chronik der deutschen Sozialdemokratie. Bis zum Ende des ersten Weltkrieges”, I, Dietz Verlag, Berlin-Bad Godesberg, 1975, s. 111.
5. Social-Demokraten, 5.5. 1899.
6. Eduard Bernstein: ”Det blivende i marxismen. Indledning ved Ib Kolbjørn. Forlaget Fremad, Kbh. 1945.
7. Anders Dybdal: “Eduard Bernstein. Politikkens forrang og klassesamarbejde”, Anders Dybdal, ed.: ”Socialdemokratiske tænkere”, Informations forlag, Kbh. 2014.
8. Bernstein: Op. cit., 1945, s. 46.
9. Per Bregengaard og Søren Kolstrup: ”Socialistisk reformpolitik – bryd med kapitalismen igennem en demokratisk, rød og grøn omstilling”, Forlaget Solidaritet, Kbh. 2026.