En demokratisk vej fra kapitalisme til socialisme

Claus Bryld har i en tidligere artikel her på Eftertryk rejst spørgsmålet, om socialisme er en mulighed i en verden præget af klimakollaps, fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj. Efterfølgende har Steen Hildebrandt, Jan Helbak, Emil Samaras Eriksen, Jeanette Søgaard og Finn Hansson deltaget i diskussionen om, hvordan vi når frem til et bæredygtigt samfund. Nu følger Per Bregengaard og Søren Kolstrup op med et bud på en socialistisk vision og en konkretisering af, hvad der kan gøres for at gøre visionerne til virkelighed.

Af Per Bregengaard og Søren Kolstrup

Vi skal ikke blot afhjælpe, men løse kapitalismens kriser − fra klima over pandemier til økonomiske sammenbrud for ikke at tale om krige. Det kræver ændringer, som gør op med ondets rod: den kapitalistiske produktionsmåde.

Emil Samaras Eriksens indlæg betoner med ungdommens radikale optimisme handlekraften i det store fællesskab, som vil realisere den socialistiske vision. Det er et svar på den erfaringstyngede Claus Brylds pessimistiske anslag til en klimapåtvungen stærk statsmagt, der risikerer at havne i et fascistisk tvangsregime.

At vi kan bruge kapitalismens statsafhængighed i udviklingen af en socialistisk reformpolitik, synes at være fælles gods hos dem og for os. Men vi skal også have øjnene åbne for at udvikle socialismen fra neden gennem stærke samarbejdsrelationer og pointere visionen om en visnende stat i takt med udviklingen af et radikalt demokrati.

Socialisme betyder fælleseje med en overordnet demokratisk funderet behovsstyring og en rammestyring, der skelner mellem samfundsnyttige og ikke samfundsnyttige investeringer.Demokratisering er svaret på eksistentielle kriser, magtesløshed, umyndiggørelse og meningsløshed, som følge af accelererende magtkoncentration og social isolation. Rød omfordeling er svaret på voksende økonomisk og social ulighed, svigtende omsorg, stressepidemi og utryghed. Og grøn økologisk bæredygtighed er svaret på klima-, ressource- og biodiversitetskriserne.

Socialisme er fælleseje og således et radikalt demokrati.

Socialisme betyder fælleseje med en overordnet demokratisk funderet behovsstyring og en rammestyring, der skelner mellem samfundsnyttige og ikke samfundsnyttige investeringer.

Demokrati er spredning af magt, mens indflydelse i kraft af besiddelse af kapital og efter kapitalstørrelse indebærer, at kapitalinteressen er det styrende, og magten koncentreres hos de få. Et ideelt demokrati, eller hvad vi kalder et radikalt demokrati, kan forenkles til, at alle har mulighed for at tage initiativ til beslutninger og er med, når der træffes afgørelser.

Det er vigtigt at opbygge flere magtcentre end de parlamentarisk valgte forsamlinger gennem borgerting og forskellige former for rådsorganisering med arbejdsplads og bolig som centrale omdrejningspunkter.Den demokratiske styring under socialismen omfatter alle samfundsanliggender − fra arbejdspladser og lokalområder til landets og i sidste ende klodens samlede produktion, service og investeringer samt bevarelse af naturgrundlaget m.m. Dvs. at det ikke handler om mere private aspekter af vores tilværelse og den måde, vi hver især vælger at leve livet på inden for de demokratisk bestemte rammer.

Der skal træffes beslutninger på mange forskellige niveauer, i virksomheder, institutioner, i de enkelte samfund og helt op til det globale niveau. Her må der eksperimenteres med en kombination af basisdemokratiske fællesskaber, direkte demokrati og repræsentative demokratiske forsamlinger. Det er vigtigt at opbygge flere magtcentre end de parlamentarisk valgte forsamlinger gennem borgerting og forskellige former for rådsorganisering med arbejdsplads og bolig som centrale omdrejningspunkter.

Et radikalt demokrati forudsætter, at man har tid til at opnå indsigt og gøre sig gældende samt en herredømmefri debat og ressourcelighed i besiddelsen af økonomisk, social og kulturel kapital. Den sociale kapital handler bl.a. om netværk. Den kulturelle kapital handler om såvel almen og som politisk dannelse.

Forudsætningen for indflydelse og gennemtænkte beslutninger er gennemskuelighed. Beslutningsgrundlaget skal være i orden. Man skal bedst muligt kende konsekvenserne af beslutningerne. Politiske poster skal være forbundet med rotationsordninger og lønninger, der ikke stikker af fra almindelige menneskers indkomstniveau. Det repræsentative demokrati bliver på den måde i højere grad borgere, der skiftes til at være hinandens repræsentanter. Socialismens grundlag er således et radikalt demokrati i top og i bund.

Den kapitalistiske og den socialistiske produktionsmåde

Kapitalismen er kendetegnet ved en vidtgående arbejdsdeling, et udbredt lønarbejde og kapitalbesiddernes udbytning af lønarbejderne via tilegnelsen af merværdien af deres arbejde. Kapitalen er både tvunget til at udbytte og til at akkumulere, til at være en vækstmaskine. Det sørger konkurrencen for.

Frigørelsen fra lønarbejdet handler om frihed gennem herredømmet over sit arbejde i større og mindre fællesskaber og om at anvende arbejdet eller arbejdsresultatet til opfyldelsen af vores anerkendte almene behov. Frigørelsen fra lønarbejdet er derimod ikke ensbetydende med en ultimativ individuel frihed, men en frihed i fællesskab med andre, altså kollektiv selvbestemmelse.

Et er imidlertid at udvikle en socialistisk vision. Noget andet er at gennemføre den.De socialistiske værdier og mål er rundet af et fællesskab og rummer altid en erkendelse af, at intet menneske kan være fri for og uafhængig af andre. Mennesket er altid en del af et samfund, af et miljø, af forskellige former for fællesskaber. Frihedens forudsætning er en gensidig anerkendelse af hinanden på et ligeværdigt grundlag. Frihed indebærer således ikke, at man altid kan få sin vilje. Det kan opleves som en kollektiv tvang fra oven. Selv om man ikke altid kan tale sig til enighed, er det vigtigt at stile efter et samtaledemokrati og ikke stille sig tilfreds med flertalsafgørelser.

En behovsdefineret styring af produktion, service og investeringer i et samfund går under betegnelsen en behovsøkonomi, som vi foretrækker frem for begrebet planøkonomi. En forudsætning for, at behovsøkonomien har et socialistisk perspektiv, er imidlertid, at den er styret efter det økologiske bæredygtighedsprincip og vores anerkendte almene behov. At behovene er anerkendte, betyder, at de formuleres og prioriteres gennem demokratiske processer – og er endeligt vedtaget i en ny tids Folketing, der vel at mærke er funderet i et myndigt hverdagens demokrati frigjort fra økonomiske magtkoncentrationer. Ansattes, brugeres, forbrugeres og borgeres prioriteringer og beslutninger bliver grundlaget for den økonomiske udvikling.

En omfattende demokratisering er ensbetydende med nedbrydning af de politiske og økonomiske magthierarkier og arbejdsdelingen mellem ledere og ledede. Det handler også om afskaffelsen af en stat, der står over og over for borgerne. Et mere og mere omfattende demokrati er identisk med, at staten gradvist visner i sin kendte form.

Vejen til socialisme vil være ujævn, præget af bump, markante spring fremad og smertefulde tilbageslagEt altomfattende radikalt demokrati betyder, at vores relationer til hinanden ikke længere formes af udvekslingen af de varer, vi besidder, herunder den arbejdskraft, lønarbejderen sælger. Varerelationerne fremmedgør os i forhold til vores arbejdsmæssige virke, i forholdet til andre mennesker, der bliver konkurrencebetonet, og til os selv. Talemåden: ”Jeg sætter pris på dig og vores venskab” er afslørende for vores (vareformede) tankegang.

Et er imidlertid at udvikle en socialistisk vision. Noget andet er at gennemføre den. Det kræver optimisme og realisme. Det kræver ændringer i styrkeforholdene i samfundet til fordel for arbejderbevægelsen og stærke græsrodsbevægelser udsprunget af det civile samfund.

En socialistisk reformpolitik er gradbøjning af socialisme

En socialistisk reformpolitik har den socialistiske produktionsmåde og dens værdier som pejlemærke. Den hviler således på, at vi kan gradbøje socialisme såvel som kapitalisme og de med produktionsmåderne forbundne begreber: arbejdsdeling, udbytning, merværdi, lønarbejde, fremmedgørelse, kapitalakkumulationstvang og en visnende stat. Revolutionen, altså samfundsomvæltningen, vil her ikke være én enkeltstående begivenhed, men en perlerække af mere eller mindre skelsættende forandringer.

Vores gradualistiske forståelse af samfundsomvæltningen bryder ikke med forståelsen af, at kapitalismen rummer uforsonlige klassemodsætninger, og at forandringerne afhænger af arbejderklassens styrke. Forandring i graderne af socialisme spænder fra små nyk fremad til fortættede og omfattende forandringer. Og vejen til socialisme vil efter al sandsynlighed være ujævn, præget af bump, markante spring fremad og smertefulde tilbageslag og stærkt præget af globale bevægelsers fremdrift.

Socialisme udvikles gennem kulturelle og sociale forandringer på arbejdspladserne og i civilsamfundet. De politiske forandringer udtrykt i de reformer, en statsmagt kan gennemføre, er imidlertid nok så vigtige, fordi de har afgørende indflydelse som rammer for samfundslivet og for styrkeforholdene mellem klasserne.

Vi har i vores reformpolitik fokus på lønarbejderne og borgernes ejerskab til reformerne. Et forankret ejerskab implicerer ændringer af synlige og ikke mindst usynlige magtforhold i samfundet. Socialismen skal ikke gennemføres fra oven hverken af skrivebordsgeneraler eller en selvudpeget elite, men fra neden.

Etableringen af en profitfri samfundsbank, hvor enhver borger, forening, virksomhed og institution har en konto, er et eksempel på en fortrængningsstrategiMen meningen er selvsagt ikke, at vi skal være uforberedte. Socialistiske reformer skal være gennemtænkte, inden vi står over for en nærtstående eller mere fjerntliggende mulighed for at realisere dem. Socialisters opgave er derfor at formulere, diskutere og udbrede et bud på en demokratisk, rød og grøn systemændrende omstillingspolitik med et socialistisk perspektiv til gunst for arbejderklassen og almenvellet. − Vel at mærke set ud fra dagens påtrængende problemer og behov.

At ødsle og være nærig med begrebet socialisme

Pelle Dragsted ødsler efter vores opfattelse med begrebet socialisme, når han i ”Nordisk Socialisme” kalder den offentlige sektor og alle andelsvirksomheder for socialistiske, fordi de i en eller anden forstand er demokratiske. Man kunne f.eks. nøjes med at kalde dem socialistiske kim – eller potentielle brudflader inden for kapitalismen. Pelle Dragsted burde f.eks. undtage landbrugets store koncerner, da de reelt er blevet en integreret del af det store landbrugs kapitalistiske virksomheder. Det samme gælder andre andelsforetagender med ren profit som eneste mål. Omvendt kan man også blive så nærig med at anvende begrebet socialisme, at det bliver fjerntliggende og uvirkeligt.

Spørgsmålet er derefter: Hvordan fremmer vi socialismen ad reformvejen.

Forskellige typer af reformer til fremme af socialisme

En type af politiske reformer med et socialistisk perspektiv handler om velfærdsstatens bredt anlagte opgaver, der er rettet mod en udvidelse af omsorgen for mennesker, samfundet og naturgrundlaget og opfyldelse af almene menneskelige behov.

En anden type af politiske reformer er knyttet til udvidelser af det fællesejede i den offentlige sektor og i lovregulerede selvejende virksomheder.

Vi prioriterer her offentlige investeringer i, overtagelse af eller kontrol med kritisk infrastruktur og dækning af sårbare basale behov. Vi skal sikre opfyldelsen af vores behov for en sikker, betalbar forsyning med el, vand, transport, it, betalingsformidling, men også med livsnødvendig medicin m.v. Vi opererer således med et udvidet kritisk infrastrukturbegreb, der altid vil være historisk bestemt.

Etableringen af en profitfri samfundsbank, hvor enhver borger, forening, virksomhed og institution har en konto, er et eksempel på en fortrængningsstrategi Her er tale om en offentlig bank, der har vidtgående samfundsforpligtelser og derfor tilsvarende suveræne rettigheder. Store forpligtelser modsvares af en samfundsprivilegeret position i den kapitalistiske økonomi.

Lad os fastslå dens forpligtelser: Samfundsbanken er gebyrfri. Alle offentlige ind- og udbetalinger foregår over Samfundsbanken. Alle får ret til automatisk overførsel til og fra en konto i en privat bank. Samfundsbanken tilbyder serviceydelser som budgetkonto, en mindre kassekredit og lån med den nødvendige sikkerhed.

Samfundsbanken er attraktiv som bank, fordi den er gebyrfri. Dens ind- og udlånsrente fastsættes ud fra Nationalbankens rentesatser. Systemet er gennemskueligt. Der er intet at forhandle om. Den giver alle en tryg og sikker personlig bankbetjening i alle egne af landet og må ikke spekulere i værdipapirer eller indgå i andre risikable forretninger. Indeståender på mere end 750.000 kr. er garanteret.

En tredje type af reformer med et socialistisk perspektiv handler om at øve indflydelse på produktionen m.m. i den privatejede sektor med udgangspunkt i en behovsstyret økonomi. Det sker gennem offentlige forbud og offentlige tilladelser. Klimabevægelsens krav om stop for fossile investeringer og Folketingets mål for en bæredygtig klimapolitik skal omsættes i praksis − også i finanssektoren. Finanskapitalens uhæmmede investeringer i fortsat fossil energi skal imødegås med stop for nye investeringer og afvikling af de eksisterende. De grønne bevægelsers krav må omsættes i krav om offentlig kontrol med bankers, forsikrings- og pensionsselskabers investeringer. Ulydighed må imødegås med tilbagekaldelse af banklicensen og offentlig overtagelse.

En fjerde type af reformer handler om at skabe de nødvendige betingelser for et certificeret andels- eller kooperativt ejerskab, der lever op til de oprindelige idealer, tilført et internt arbejdspladsdemokrati og kravet om bæredygtighed. Det er muligt at sikre et fremtidens andelseje med ægte deltagerstyre af ansatte og brugere, hvis denne virksomhedsform fremmes gennem skattefrie såkaldte udelelige reserver – dvs. et overskud øremærket krone for krone til nye investeringer, der lever op til tidens vigtigste bæredygtighedskrav. Et første skridt er dog at sikre, at den statsejede Danmarks eksport- og investeringsbank – som i dag er blevet underlagt private erhvervsinteresser – kan sikre de fornødne investeringer.

Almene boliger påtager sig i dag store samfundsforpligtelser, der kan sikre alle borgere sunde boliger og tag over hovedet. Skal denne spekulationsfrie boligtype fremmes, er der imidlertid kun én vej frem for fremtidens boligbevægelse: at almene boliger får en stærkt udvidet kvote til at lægge beslag på spekulationsfrie byggegrunde. Altså et offentligt prærogativ.

En femte reformtype handler om politiske initiativer til fremme af det radikale demokrati, som vi tidligere har beskrevet det. Her tænkes især på ansatteråds og beboerråds erobring af retten til at lede og fordele det daglige arbejde og sikre et optimalt arbejds- og beboermiljø.

Sådanne råd har to ansigter. Under de nuværende forhold vil der være tale om et forsvar for erhvervede rettigheder. I en opbrudssituation vil det være til gunst for en behovsstyret økonomi med fuld respekt for de planetære grænser. Der vil bl.a. være tale om at etablere samarbejdsrelationer til nonprofit-banker og f.eks. fødevareproducenter m.v. i certificeret andelseje.

Socialisme fra neden gennem stærke samarbejdsrelationer

At gennemføre en socialistisk reformpolitik gennem statsmagtens lovgivning og rammer kan umiddelbart ses som socialisme fra oven, men vil altid være et resultat af bevægelser fra neden, af stridigheder og demokratiske processer i samfundet. Reformer kommer ikke til verden i et politisk tomrum. Når dette er sagt, skal vi også have øjnene åbne for at udvikle socialismen fra neden gennem stærke samarbejdsrelationer, der kan udspringe af menneskenes ageren i fællesskaber og af erfaringer med næstekærlighed og global solidaritet.

Samarbejdsrelationer skabes, når der er behov for dem, når der er noget, der ikke fungerer tilfredsstillende. Det kan være i krisesituationer, hvor forsyningskæder og serviceinstitutioner bryder sammen, og hvor overgreb sætter ind, men samarbejdsrelationer kan også være et overskudsagtigt fænomen, hvor mennesker vil udfolde sig og påtager sig opgaver til fælles bedste. Inspirationen kan være fra internationale bevægelser eller hjemmegroet.

Begrebet samarbejdsrelation spænder vidt. Man sørger for og hjælper hinanden inden for familiens og andre relationers rammer. I nogle relationer og situationer er der knyttet forventninger til hinanden i solidaritetens navn. Samarbejdsrelationer kan være uudtalte eller aftalte, nogle gange i en formaliseret form. Det kan være et værdigrundlag eller en kontrakt. Samarbejdsrelationer er alternativet til konkurrencen mellem kolleger på en arbejdsplads og med kolleger på andre arbejdspladser. De underminerer og indskrænker arbejdsgiverens ledelsesret. Disse og andre samarbejdsrelationer tæmmer markederne og de kræfter, der her gør sig gældende i markedsrelationerne.

Begrebet samarbejdsrelationer bygger på, at man kan tilvælge og fravælge. De adskiller sig på den måde fra demokratiske beslutninger, herunder behovsøkonomiske beslutninger, hvis udfald man er underlagt. Der er forskel på en lov, alle er underlagt, og en aftale, som en af parterne eller interessenterne kan sige sig fri for.

Konkurrencen på arbejdsmarkedet bliver begrænset gennem stærke fagforeninger og ansatteråds aftaler om arbejdsnormer, der for nogles vedkommende efterfølgende lovfæstes, således som vi i dag ser det med ferieloven. Arbejdsmiljølovgivning og lovgivning om demokratiske rettigheder kan stille de ansatte og deres organisering stærkere i kollegers indbyrdes samarbejdsrelationer såvel som i forhold til ledelsen.

Indbydes aftaler om afsætning og erhvervelse af produkter og service og forskellige former for aktiviteter kan tage form af samarbejdsrelationer. Aftaleparterne kan være civilsamfundets organiseringer (storkollektiver, boligforeninger, indkøbsforeninger), kommuner, regioner, stat og certificerede demokratiske, rød-grønne andelsvirksomheder, − der i lighed med den økologiske ø-mærkning fungerer efter lovfæstede fastlagte standarder. Samarbejdsrelationer mellem sådanne parter kan ligeledes begrænse og tæmme konkurrencen på forskellige markeder.

Per Bregengaard og Søren Kolstrup er medlemmer af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og forfattere til Socialistisk reformpolitik – bryd med kapitalismen gennem en demokratisk, rød og grøn omstilling (Solidaritet 2026).