Alt for Jordens skyld!
Svar på Hans Erik Avlund Frandsens anmeldelse af min bog: Ned med lønnen for Jordens skyld!
Først vil jeg takke for din anmeldelse, som jeg synes går grundigt ind i bogen. Dernæst kan jeg lige oplyse for læserne, at både HEAF og jeg mødes til den samme demonstration hver torsdag morgen til Klimapåmindelsen foran trappen til Folketinget, og det betyder, at vi er enige om en masse ting.
Vi er dog forskellige i vores udtryksmåde. Hvor HEAF går akademisk til værks, udtrykker jeg mig aktivistisk – og poetisk, som i min første bog med en del sange.
Det skal dog ikke afholde mig fra at forholde mig til HEAF’s kritiske analyse, men min måde at svare på bliver stadig aktivistisk, og så må det være op til læserne, om de får noget ud af det. Måske er vi begge som i historien om ræven og storken, der lavede en forsoningsmiddag for hinanden: Ræven serverede suppe på en flad tallerken, og storken lagde en velduftende frø på bunden af en smalhalset krukke.
Jeg vil nu skrive mit svar, så den, der ikke har læst bogen, alligevel kan få noget ud af det.
Jeg har skrevet om alle de problemer, jeg synes står i vejen for en fortsættelse af livet her på Jorden. Det er svært at få noget til at lykkes for os klimaaktivister; der sker for lidt. Derfor har jeg opfundet en gruppe mennesker, hvor det lykkes – de er gode venner og får gjort noget, og det noterer du også klart i anmeldelsen. Vi skal lære at føre den samtale, der fører til det bæredygtige samfund, og vi skal blive opmærksomme på den ånd (i mangel af et mere præcis ord), der dannes mellem os. Dernæst er der selve problemet med overforbrug, og det er jeg selv en del af.
Du stiller i overskriften spørgsmålet, om lønnen skal ned for klimaets skyld. Jeg vil svare, at alt, hvad der står i vejen for vores overlevelse, skal ned eller væk. Som du påpeger, er der en arbejder, der spørger, hvordan han så skal få penge til huslejen. Det er et typespørgsmål, vi aktivister kender så godt; hvad så med ditten og datten? Drengen i bogen stillede spørgsmålet: Hvad med min fremtid under forhøjede varmegrader? Det er der ingen af arbejderne, der vil svare på, og det, synes jeg, er meget symptomatisk.
Jeg mener også at skimte en anden kritik i dit spørgsmål: Du synes nemlig, at det er en helt forkert vej at gå; det er kapitalismen, der ødelægger Jorden, så det er den, vi skal tage fat på. Ja, det kan godt være, du har ret der, men tiden er gået siden 1848, hvor Det kommunistiske manifest udkom, og gennemsnitsarbejderen er siden bare blevet rigere og rigere, og det var vist ikke meningen. Her skal der skrives en ny bog af nogen, og den glæder jeg mig til at læse. Endnu har jeg dog ikke læst andet end: Tag fra de rige! Jeg er enig, men så gør det dog. I mellemtiden brænder vi Jorden af, og det er det, jeg ikke kan holde ud at tænke på.
Så vil jeg springe hen til det sidste kapitel og sige noget om den pessimisme, du finder i min bog, og som selvfølgelig kommer fra mig. Jeg fatter ikke, at vi nu står ved afgrundens rand, når der findes så mange gode ideer. Kristendommen og kommunismen er to af de største skuffelser. Jeg lader nogle af personerne komme ind på dem. 1. Hvordan kan man stadig tale om personlig frelse, når selve skaberværker står på vippen? 2. Hvorfor gled vi ud i autoritær kommunisme, når vi bare kunne have lavet et fællesskabssamfund? Bagved ligger også forholdet til Kierkegaard og Grundtvig. Var vi fortsat i Kierkegaards personlige redelighedsspor og Grundtvigs samfundsforandrende spor, havde vi været et bedre sted, end vi er nu. Det tales der ikke direkte om i bogen, men det står mellem linjerne, og det håber jeg, nogen lægger mærke til.
Jeg ved godt, at det ikke er din måde at diskutere på, og du ville nok aldrig stille det op, som jeg gør. Det samme gør sig gældende, når jeg taler om den egoisme, der forhindrer os i at redde os selv. Det skulle måske bare hedde ego og ikke egoisme. Jeg mener godt, at man kan være pessimist og stadig gøre noget godt. Pessimisme er et lukket, personligt anliggende, men vælger man at leve, bliver man nødt til at optræde som optimist. Altså, leve som om der var et håb. Er det ikke det, mange af os gør, heriblandt dig selv? Da jeg fik børnebørn, låste jeg min pessimisme ind i et skab, legede med dem, tegnede, sang, læste og lavede sjov med dem. Forældrene tålte ikke noget, men når børnene bliver voksne, har de en farfar, der kan tale med dem om de trusler, de står over for.
Skuffelsen over kristendommen og kommunismen ligger tungt på mig. Af og til bliver det til vrede. Kristendommens krav: Indse din afstand til idealet, og kommunismens krav: Skab et fællesskabssamfund, synes jeg ligger lige til højrebenet. Jeg har selv arbejdet meget med det, læst meget om det og diskuteret det meget. Alligevel smutter det væk; også for andre, ser jeg. Nu samles mange af os om klimakampen – som kampen mod overforbruget kaldes. Her går meget af energien med at få andre (regeringen, erhvervslivet) til at opføre sig anderledes. Enkelte, især unge, har held med at skabe en ny livsform. Men at få den sande kristendom og kommunisme indlejret i klimakampen ville jeg gerne se, men det kan jeg ikke få øje på. Klimakampen bliver derfor mest til kamp mod enkeltsager. Jeg er tit med i demonstrationer, men har det ikke helt godt med det; hvorfor trækker vi ikke ’samfundskortet’ i stedet for? Det gør min aktivistgruppe, og det burde klimagrupperne også kunne overkomme.
Vi kender begge en, der igennem årene har råbt: Ned med lønnen! Vi kom ikke igennem med vores diskussioner om det. Derfor gav jeg mig til at opfinde nogle figurer, der kunne slå tilbage fra forskellige hjørner af samfundet. Hvis det ikke er lykkedes, kan jeg kun forsvare mig med, at så vil jeg gerne se, hvem der kan, for hverken fagbossen, klimaministeren eller videnskabsmanden kunne jeg få mine personer til at vinde over. Jeg venter på, at nogen kan. I mellemtiden betyder det, at vi fortsætter nedturen; den, vi læser om i avisen hver dag.
Der skal gøres noget, men der er for megen opgivelse og roden rundt i den grønne småtingsafdeling. Jeg vil have noget mere tænkning. Derfor diskussionerne i bogen. Hvor er samfundsomstyrterne henne? Nu har vi en masse grønne eksperter, men de har næsen nede i – ikke mere plovfuren – men computeren. Jeg mangler nogle flere at diskutere med her nede på bunden, men over mig er der denne grønne ekspertklasse, der er inde i lønræset. Det var ikke meningen, at vi grønne græsrødder skulle sænkes ned i en sandkasse, men det er vi blevet. Det skyldes, at forureningen ikke blev stoppet. Regeringerne fandt på alle mulige dumme krumspring (fx CO2-fangst), så forureningen med overforbruget kunne fortsætte. Befolkningen bliver snydt og bedraget. Den knibtang søger min aktivistgruppe ud af.
Tak igen for at give respons fra dit ringhjørne. Kan du som marxist ikke finde en kristen og så sætte tingene på plads? Det sker nok ikke, da du ikke synes, det skal prioriteres, og her har hele venstrefløjen med. Det, synes jeg, er kedeligt, for klimabevægelsen skal konfrontere sig med Kierkegaard og Grundtvig for at komme videre. Vi klimakæmpere skal have vores overlevelse helt op under loftet med de allerstørste livsspørgsmål på tapetet – og det hver dag.
Og så lige til sidst: Min pessimisme i det sidste kapitel går mest på, at jeg ikke kan forstå, at vores vandring gennem milliarder af år kan ende med atomkrig eller økologisk ragnarok. Er der indbygget en logik, der fører til det? Det eneste svar må vel være, at det vil man ikke acceptere.
