Vejen til socialisme: vold eller demokratisk reform?

Er socialismen en realistisk mulighed, og hvilke midler skal man i givet gribe til? Det har Claus Bryld tidligere skrevet om her på Eftertryk, og efterfølgende er diskussionen ført videre af Steen Hildebrandt, Jan Helbak, Jeanette Søgaard og Emil Samaras Eriksen.

En del af denne diskussion handler om, hvorvidt kampen skal kæmpes på demokratiske præmisser, eller om det kan være nødvendigt at bruge vold. Her gennemgår Finn Hansson Marx og Engels’ opfattelse.

Af Finn Hansson
Illustration af Molly Christensen

Der er næppe nogen, der som Marx og Engels har analyseret den moderne kapitalisme og påvist dens ødelæggelse af levevilkår for mennesker og natur og samtidig været udsat for et omfattende misbrug af deres navne til legitimering af vold som en revolutionær metode. Den russiske revolution er nok det mest illustrative eksempel.

Sagen er imidlertid, at det er et gennemgående træk i alle deres politiske skrifter, at de forestillede sig, at overgangen fra det nye kapitalistiske samfunds udbytning til et nyt samfund kun kan ske ved en fredelig revolution, gennem politiske reformer i et valgt parlament.

Den følgende dokumentation bygger fortrinsvis på Engels, hvis betydning for Marx’ arbejde hidtil har været underbetonet.¹ Efter Marx’ død blev han den centrale teoretiske vejleder for de nye socialistiske bevægelser i Europa, først og fremmest det nye tyske socialdemokrati (SPD). Her diskuterede man især, hvilke metoder, der kunne føre til politiske forandringer. Var revolutionær vold eller politiske reformer vejen frem?

Marx og Engels’ modstand mod vold som middel var i høj grad baseret på analyser af de fejlslagne revolutioner i Europa i 1800-tallet. Det var ikke kun en strategisk overvejelse, men i høj grad også en moralsk afstandtagen fra vold som politisk middel.

På det tidspunkt stod de ret alene med dette standpunkt, almindelig valgret var kun gennemført i få lande, og i en række lande var socialistiske organisationer forbudt.

Ikke desto mindre fastholdt de, at den demokratiske vej til en revolution var den bedste mulighed. Efter lange diskussioner fik de overbevist det tyske socialdemokrati, SPD.

En tidshistorisk analyse er ikke en generel teori. Det var vigtigt for dem at fastholde, at en materialistisk analyse altid har historisk betingede begrænsninger.Engels forsøgte efter Marx’ død i en omfattende korrespondance med nøglepersoner i de forskellige socialistiske grupper at argumentere for dette standpunkt. Det fremgår meget klart i en kritik af et udkast til det tyske socialdemokratis program i 1891, ”at vores parti og arbejderklassen kun kan komme til magten indenfor den demokratiske republiks rammer”²

Han underbyggede det med det argument, at man kun kunne forklare et stykke samtidshistorie ved hjælp af en materialistisk forståelse af eksisterende økonomiske forhold. Det handler om ”at påvise den indre årsagssammenhæng i en udvikling, der varede i flere år, og som var både kritisk og typisk for hele Europa, altså om (…) at føre de politiske begivenheder tilbage til virkninger af i sidste instans økonomiske årsager”. Det var ikke ligetil, da ”det klare overblik over en given periodes økonomiske historie aldrig kan opnås samtidig med begivenhederne, men først senere efter at stoffet er samlet og sigtet”³. For dem var det indlysende, at den ”materialistiske metode” må være begrænset til tidshistoriske analyser.

En tidshistorisk analyse er ikke en generel teori. Det var vigtigt for dem at fastholde, at en materialistisk analyse altid har historisk betingede begrænsninger. Det er især en vigtig pointe overfor de mange, der senere har ophøjet den historisk materialismes metode til en generel teori. Det modsatte var udgangspunktet, og Engels arbejdede efter sin mangeårige vens død videre med at undersøge de historiske vilkår eller måske nærmere de begrænsninger, der eksisterede for en revolution på det tidspunkt.

Erfaringerne fra de tidlige revolutioner

Som de radikale demokrater og kommunister de var, havde de tidens revolutioner i hovedet. De var inspireret af disse bevægelser og havde forventet ganske andre forløb af de europæiske revolutioner end det, som begyndte med februarrevolutionen 1848 i Paris. Engels så i 1895 tilbage på deres optimisme i midten af 1800-tallet:

Det er vigtigt at forstå, påpegede han, ”hvorfor vi dengang var berettiget til at tro på en forestående og endelig proletariatets sejr, hvorfor det ikke skete, og i hvilket omfang begivenhederne dengang har bidraget til, at vi nu ser tingene på en anden måde”.⁴

Det var afgørende for Engels, at massepartierne lærte at bruge denne valgret både i de nationale parlamenter, i lokalsamfundet og på fabrikkerne.I foråret 1850 havde de forstået, at den revolutionære periode var overstået, men forventede en fortsættelse, en ny revolutionsbølge efter samme mønster som tidligere, udløst af en ny ”økonomisk verdenskrise”. Marx´ erfaringer med bekæmpelsen af de revolutionære opstande i Europa i 1848 og Pariserkommunens korte levetid i 1871 beviste for dem endnu engang, hvor umuligt det på det tidspunkt var for arbejderklassen at erobre magten i Europa. For Engels var disse erfaringer afgørende, han skriver flere steder ”at kampformerne fra 1848 er i dag i enhver henseende forældet”, Man kan ikke længere gennemføre kampe på samme måde, altså ved ”gadekampe med barrikader som indtil 1848 overalt gav den endelige afgørelse”.⁵ Man kan ikke længere fastlægge den politiske strategi efter oprør som i Tyskland 1848 og 1850, oprør som både Marx og Engels havde egne erfaringer med. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at Engels havde en omfattende viden om datidens militære forhold.

Den nye strategi

På den baggrund udvikler Engels nu den strategi, som vi i dag efter Gramsci kalder ”stillingskrig”, en strategi baseret på en langsom magtovertagelse, stykke for stykke, fra stilling til stilling, med lange mellemrum.

Denne strategi blev både mulig og nødvendig, fordi der var afgørende nye vilkår for forandringer: Fremkomsten af de socialistiske massepartier og indførelse af almindelig valgret (dog kun for mænd) i forskellige europæiske lande. Det var afgørende for Engels, at massepartierne lærte at bruge denne valgret både i de nationale parlamenter, i lokalsamfundet og på fabrikkerne. Det betød også, at arbejderbevægelsen skulle lære at føre valgkampe, der kunne stå op mod og udfordre borgerskabet.  Arbejderbevægelsen var nu nødt til at få oprettet egne presseorganer, det var den eneste mulighed for at vise deres politik i den politiske offentlighed. Det handlede om, at deres valgte repræsentanter skulle føre den politiske kamp ind i parlamenterne og benytte parlamentet til at påvirke lovgivning og forfatning.

Engels havde tillid til, at de store arbejderpartier kunne videreudvikle denne strategi. Dette langvarige arbejde er en forudsætning, fordi den socialistiske revolution ikke kunne lykkes som en overrumpling, en magtovertagelse gennemført af en lille minoritet ”i spidsen for de bevidstløse masser”. Det var en forudsætning, at ”masserne” (dvs. i første række arbejderklassen) selv havde en forståelse af, hvad en revolution handler om, nemlig ”en fuldstændig omvæltning af samfundsorganisationen”.⁶

Engels tog altså meget tydeligt afstand fra den opfattelse, at en magtovertagelse kunne gennemføres via en opstand eller et kup. For ham handlede det om etiske og moralske argumenter imod en taktik, der kun opfattede massen af arbejdere som revolutionens fodfolk og kanonføde. Han advarede alle socialistiske partier mod at lade sig lokke eller provokere til en generalstrejke, som kunne ende i et blodigt nederlag som i Paris 1871. Det ville sætte arbejderbevægelsen årtier tilbage. Arbejderbevægelsen og de socialistiske masseorganisationer vil klare sig bedst, når de handler indenfor legale rammer og klogt benytter deres positioner i stat og samfund til langsomt at udbygge samfundet i retning af et socialistisk samfund.

Engels lader det stå åbent, hvad der vil ske, når den socialistiske arbejderbevægelse engang er vokset til den største i magt i staten. Han slutter med en historisk analogi og henviser til kristendommens udvikling i det romerske rige fra sekt til statsreligion. Denne analogi finder vi i flere af hans tekster, og den er bemærkelsesværdig, da den tydeligt viser, at Engels forestillede sig socialdemokratiets kamp som en langvarig kamp om herredømme i stat og samfund. Til slut ville arbejderbevægelsen sejre, fordi deres tanker og værdier bliver de herskende.

Det var en argumentation, der gik stik imod den opfattelse, som mange dengang havde, og som også findes i dag, nemlig at Engels og Marx var farlige revolutionære og tilhængere af en voldelig revolution. Som jeg har vist, fremhæver Engels gang på gang, at begge anså den fredelige og legale taktik for at være fornuftig i bestemte lande og under bestemte betingelser.

Det er imidlertid indlysende, at det kun gælder der, hvor der er en almindelig valgret, og hvor de demokratiske spilleregler accepteres af de herskende klasser. Engels var overbevist om, at det ikke altid ville være tilfældet. Strategien med stillingskrig og taktikken med legale og fredelige aktioner efter demokratiske spilleregler ophører, når den herskende klasse griber til vold, længe før de socialistiske partier opnår flertal og dermed legalt kan blive regerende:

”Vil det sige, at gadekampen ikke vil spille nogen rolle i fremtiden? Absolut ikke.” Men betingelserne har forandret sig: den militære teknologi er udviklet, så en sejr i gadekampen ikke er mulig. Eller i hvert fald: ”En fremtidig gadekamp kan kun blive sejrrig, hvis denne ugunstige stilling opvejes af andre momenter. Den vil derfor sjældnere forekomme i begyndelsen af en stor revolution end under dens videre forløb, og den må foretages med større styrker”.⁷ Og Engels fortsætter. ”Verdenshistoriens ironi stiller alting på hovedet. Vi, de ’revolutionære’, ’omstyrterne’, trives langt bedre ved legale midler end ved de illegale og ved omvæltningen”.⁸

Marx og Engels fremhæver adskillige steder, at fremgangen i de demokratiske valg vil føre til, at arbejderklassen får et demokratisk flertal, og det kan føre til en revolution.

Engels kritiserer fremtrædende personer i socialdemokratiet for at have forvrænget hans indledning til ”Klassekampene i Frankrig 1848/50”, så han alene står som ”tilbeder af lovligheden for enhver pris”.⁹

Han peger i den sammenhæng på, at man skal undgå at fremprovokere en voldelig modreaktion, selv hvis staten griber ind mod det demokratiske valg.

De nye fremvoksende sociale bevægelser udenfor de socialdemokratiske organisationer står i dag med den udfordring, at ikke blot skal den vildtvoksende kapitalismes destruktion af samfund og natur stoppes: de voldsomme ødelæggelser kræver også en ny organisering af samfundetMarx og Engels var overbeviste om, at den demokratiske stat er det borgerlige samfunds højeste og sidste form, hvor den moderne klassekamp vil kunne udkæmpes til en endelig afgørelse. Engels sagde i 1891 i et interview i Le Figaro, at vores parti og arbejderklassen kun kan komme til magten indenfor den demokratiske republiks rammer og fremhæver de enorme fremskridt, som den socialdemokratiske bevægelse har kunnet opnå, selv under de begrænsede betingelser i det daværende Tyske Rige. Hvilke fremskridt vil de da ikke kunne opnå under en demokratisk republiks betingelser?

Marx havde allerede i 1872 i Amsterdam sagt præcis det samme: I enkelte lande som USA, Storbritannien, måske også Holland er det muligt, at ”arbejderne kan nå deres mål på fredelig vis”, det afhænger af ”institutionerne, vanerne og traditionerne i de forskellige lande”.¹⁰ Og 20 år før havde Marx skrevet, at gennemførelse af den almene valgret i England rummede muligheder for arbejderklassens politiske herredømme.

Den senere udvikling og de aktuelle muligheder

Marx og Engels’ optimisme holdt dog ikke. Det tyske socialdemokratiske parti blev voldsomt svækket af en konflikt, der endte med at partiet i slutningen af 1. Verdenskrig blev delt. Én fraktion trådte ud og oprettede et kommunistisk parti, som med vold ville kæmpe for et nyt socialistisk samfund. Den tilbageværende del ville fortsætte den demokratiske kamp, men splittelsen betød en klar svækkelse af bevægelsens oprindelige styrke.

Socialdemokratiets kamp rettede sig efterhånden mere og mere mod at beskytte arbejderklassen mod kapitalismens værste ødelæggelser af livsvilkårene. Det er den politiske situation, vi står i nu.

Socialdemokraterne har vist sig at være yderst effektive til at administrere og effektivisere vores omfattende neoliberale stat. Samtidig har partiet opgivet at regulere den moderne vildtvoksende internationale finanskapitalisme, som har voldsomme og ødelæggende konsekvenser for levevilkår og natur i hele verden. Produktionens afhængighed af naturen, af jord, råstoffer mm. er dog nu så åbenlyse, at også de socialdemokratiske partier er nødt til at forholde sig til den, da den også truer arbejderklassens velfærd.

I lyset af denne udvikling er det imidlertid ikke længere muligt at se, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse har et mål om at nå frem til et retfærdigt socialistisk samfund. Kan vi i den situation have samme optimisme for kampen for et socialistisk samfund som Marx og Engels? Næppe – i betragtning af, hvordan vilkårene har ændret sig:

Der er en særlig styrke ved denne kombination af en udadvendt kamp og en intern solidaritet.De nye fremvoksende sociale bevægelser udenfor de socialdemokratiske organisationer står i dag med den udfordring, at ikke blot skal den vildtvoksende kapitalismes destruktion af samfund og natur stoppes: de voldsomme ødelæggelser kræver også en ny organisering af samfundet, en organisering eller rettere reorganisering af holdninger og bevidsthed, som kan genopbygge en ny form for et socialistisk samfund. Som et indskud er det værd at bemærke, at allerede Marx var inde på, at kapitalismens tvang til konstant profitmaksimering betød en stadigt voksende kamp om naturressourcerne. I det 3. bind af Kapitalen fik han dog aldrig udviklet denne analyse.¹¹

Claus Bryld diskuterer i en artikel i Eftertryk, hvilke muligheder der i den nuværende situation er for at kæmpe for et nyt samfund, der ikke blot bevarer de vigtige elementer i velfærdsstaten – det reformistiske socialdemokratis sejr – men også kan bekæmpe den globale kapitalismes destruktion af natur og mennesker.

Han peger på, at de mobiliseringer, vi kan se mod kapitalismens destruktive kræfter, ikke mindst mht. klimaet, er positive og nødvendige, men tilføjer også, at som situationen er i dag, er det ”svært at forestille sig”, at et fremtidigt socialistisk samfund er en realistisk mulighed.

Jeg er, desværre, enig, men kan dog se nogle muligheder. Dengang de tidlige fagforeninger etablerede sig og kæmpede for løn og arbejdsvilkår, var kampen tæt knyttet til den måde, fagforeningerne organiserede sig på: man støttede arbejdsløse medlemmer og enker, hvilket var vigtigt for at styrke organisationen. Min pointe er, at der er en særlig styrke ved denne kombination af en udadvendt kamp og en intern solidaritet. Dette understøttede også muligheder for samarbejde mellem de forskellige faggrupper.

Edward Thompson har i sin bog om arbejderklassens opståen¹² med en mere sociologisk end en politisk tilgang gennemført omfattende undersøgelser af de vilkår, der dengang var for at opbygge fagforeninger i England. Han fremhæver, at styrken i den fremvoksende arbejderklasses organisation på det tidspunkt i høj grad var baseret på, at medlemmerne oplevede, hvordan den fremvoksende kapitalisme ødelagde deres livsvilkår, deres kultur, historie og vaner. Således erfarede arbejderne, at den eneste mulighed var at forsøge at stå sammen for at kæmpe imod.

Hvis man i de sociale bevægelser, der mobiliseres i kampen mod klimaødelæggelsen og andre af kapitalismens ødelæggelser af samfundet forsøger at tage dette perspektiv op, dvs. kombinerer kampen mod kapitalismen med samarbejde (måske også med kritiske dele af fagforeningerne) og en stærk intern organisering, er der måske muligheder for at opbygge en effektiv modstand.

Det vil kræve, at den politiske og sociale kamp kobles sammen med hele livssituationen og den enkeltes oplevelse af, hvordan ødelæggelser af miljø og arbejdsvilkår griber ind i egne levevilkår. Det stiller store krav til de i dag løst organiserede bevægelser, der kæmper for et nyt, retfærdigt samfund. I nutidens velfærdssamfund kan det ganske vist være svært at opfylde disse krav. Men det er måske alligevel ad den vej, der kan opstå en ny og effektiv modstand mod kapitalismen.

Det er allerede på vej i nye kollektiver, i den interne organisering i Den Grønne Ungdomsbevægelse og i nye økologiske landbrug. Det er eksempler, der også viser, at kampen mod kapitalismens ødelæggelser kan kombineres med sammenhold og en større livsglæde.

Disse bevægelser er ikke bare ’initiativer’ eller ’aktioner’. De er også læreprocesser, politiske dannelsesprocesser, hvor man forsøger at tage ansvar for det, som Negt kalder fællesvæsenet.¹³

Finn Hansson er lektor emeritus, Copenhagen Business School, aktivist i studenteroprøret på Københavns Universitet og medlem af redaktionen af det marxistiske tidsskrift Kurasje. Han har senest udgivet en bog om studenteroprørets betydning for nye undervisningsformer.

1. Engels har længe været anset som sparringspartner til Marx, men uden afgørende deltagelse i analyserne.  To bøger fra de seneste år har imidlertid kritiseret denne vurdering af Engels og dokumenteret hans betydning for den kapitalismekritik, som primært er forbundet med Marx’ navn:

   Elmar Altvater: ”Engels Neu Entdecken”, 2015. VSA Hamborg og Michael Krätke (Hrsg.):” Friedrich Engels oder wie ein ”Cotton-Lord” den Marxismus erfand”. 2020. Dietz Berlin.

2. Friederich Engels: ”Zur kritik der Sozialdemokratischen Programmentwurfs. MEW bd. 22, 235 (min oversættelse, FH)
3. Friederich Engels: ”Indledning til Karl Marx´ Klassekampene i Frankrig 1848/1850.  Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte værker, bd. 1, s.112f, 1952.
4. Friederich Engels: “Friederich Engels: ”Brief an Paul Lafargue von 26. Februar 1895”. MEW bd. 39, 1968, s. 412 (min oversættelse, FH). Engels kritiserer i brevet Lafargue for en fejlagtig læsning af Engels’ forord til Marx: ”Klassekampene i Frankrig”.
5. Frederich Engels: ”Indledning til Karl Marx´ Klassekampene i Frankrig 1848/1850”. MEUS bd.1, s.117 og 124.
6. Friedrich Engels, ibid, s. 127.
7. ibid, s. 127.
8. ibid s.129.
9. MEUS bd. 1, side 112. Engels kritiserer i et brev til Kautsky i 1895, at han har ”barberet” teksten i indledningen.
10. Karl Marx: ”Rede über den Haager Kongress”. MEW 1976, bd. 18, s.160 (min oversættelse, FH).
11. Karl Marx: ”Kapitalen” 3. bind, afsnit 3. Rhodos 1972
12. Edward Thompson: ”The Making of the English Working Class”, Victor Gollancz, Vintage Books
    London 1963. Michael Vester undersøger samme problemstilling i artiklen “Solidarisering som historisk mulighed” Kurasje nr.9, København 1974.
13. Oscar Negt: ”Dannelse og Demokrati”, Frydenlund 2019, s.157