Skal lønnen ned ’for Jordens skyld’?

Niels-Simon Larsen: Ned med lønnen for Jordens skyld. Gaia − Danmarks grønne forlag 2025. 188 sider, 199,95 kr.

Anmeldelse. Niels-Simon Larsen har tidligere udgivet Grøn ånd i det bæredygtige samfund og skrevet utallige sange til klimademonstrationer og -arrangementer. Nu har han udgivet en “aktivistroman”. Bogens argumentation og pointer er både inspirerende og kritisable.  

Af Hans Erik Avlund Frandsen
Illustration af Molly Depenau Christensen

Weekendavisen 31. oktober 2025 refererer fra The Lancet, at der hvert år dør flere end tre millioner mennesker som direkte følge af klimaforandringerne. Og det bliver kun værre: ”verdens 100 største producenter af fossile brændstoffer har i år oplyst, at de forventer at øge deres produktion i fremtiden”. Det er den slags viden, der er bagtæppet for romanens hovedpersoner, en aktivistgruppe bestående af tre pensionister, et par midt i 40’erne plus en veninde og deres søn på 13 år. Efter mange diskussioner er de nået frem til, at der må handles.

Det skal foregå i Fælledparken 1. maj, hvor de møder op med sloganet ”Ned med lønnen / for Jordens skyld”. Det er gruppens opfattelse, at det materielle forbrug er årsagen til, at ”børnenes fremtid” er truet. Når fagbevægelsen bliver ved med at kræve højere løn, er den med til at skubbe os endnu nærmere afgrunden.

Den analyse rejser mange spørgsmål. Fx:

• Giver det mening at tale om et ”vi”, der er så rummeligt, at den lavtlønnede sosu-assistent og den toplønnede direktør står som ligestillede overforbrugere?
• Kan man forklare de økologiske ødelæggelser som et resultat af individuelle handlinger? Gruppens ideologiske bannerfører siger ganske vist, at ”vi ved alle, at kapitalisterne ødelægger Jorden” (s. 10), men det er et statement, der ingen betydning får for deres diskussioner og aktioner.

Et forsvar for gruppen kunne være: Alle har et ansvar, og en demonstration foran Dansk Arbejdsgiverforening vil nok ikke flytte meget. Man kan vel heller ikke forestille sig en omstilling uden en eller anden form for handling eller opbakning fra medlemmerne af fagforeningerne? Og hvad skal der til for at ruske op i dem? Gruppen opnår ganske vist først og fremmest at skabe vrede og hovedrysten, men måske skaber provokationen også en lille ridse, hvor en eftertanke eller dårlig samvittighed kunne snige sig ind. Som en af dem siger: ”Det er, når vi kommer tæt på folk, der sker noget” (s. 16).

De ved godt, at hvis det lykkes at få kontakt, ”så skal vi have svarene”, men det har de faktisk ikke – udover det med lønnedgangen og et fondsprojekt, som ikke udfoldes nærmere. Begrænsningen i deres analyse viser sig også, da de bliver spurgt, hvordan de forestiller sig, at man kan betale sin bolig, hvis man skal gå ned i løn. Det kan de ikke svare på, så hvis de fik magt, som de har agt, ville de bidrage til, at det blev endnu mere umuligt for ’almindelige mennesker’ at få en bolig i de store byer.

projektet går ud på at undersøge, hvilken læreproces en gruppe behjertede og anfægtede mennesker skal igennem for at komme ud over passiviteten og selv gøre noget. Det er et eksperiment, der hviler på den præmis, at der ingen vej er uden om en eller anden form for individuelt ansvar.Efter aktionen samles de for at snakke om, hvordan det gik. Nu viser det sig, at de er noget mere usikre, end de gav udtryk for i Fælledparken. De tvivler ikke på, at deres vurdering af situationens alvor er rigtig, men hvad så? De ”kan ikke komme frem til det nye og heller ikke forlade det gamle” (s. 19), og de ved godt, at deres indsats ”er en dråbe i havet, men lad det så være den første” (s. 21).

Det er påfaldende, at de ikke forholder sig til andre aktivisters erfaringer. Det er, som om de er de eneste i verden, der har indset situationens alvor, og hvem det nu påhviler at redde ’Jorden’ for børnenes skyld.

Forskellen på en debatbog og en roman

Der masser af debat i Niels-Simon Larsens bog. Jeg er allerede faldet i og er begyndt at diskutere med bogens hovedpersoner, men en ordentlig forståelse af bogen forudsætter, at man tager genrebetegnelsen alvorligt. I en roman bestemmer forfatteren suverænt over set-uppet. Og forfatteren ved naturligvis godt, at der findes en klimabevægelse, men har valgt at se bort fra den.

Hvorfor? Formodentlig fordi projektet går ud på at undersøge, hvilken læreproces en gruppe behjertede og anfægtede mennesker skal igennem for at komme ud over passiviteten og selv gøre noget. Det er et eksperiment, der hviler på den præmis, at der ingen vej er uden om en eller anden form for individuelt ansvar.

Det kan forklare, hvorfor der ikke som i en debatbog er tale om skarptslebne argumenter og analyser, men om famlende forsøg på både at finde svar og relevante handlinger i et samfund, hvor gruppen oplever deres medborgere som bevidstløse og ligeglade forbrugere.  Deres usikkerhed viser sig også i, at de ofte optræder fordomsfuldt og fordømmende og åbenbart har brug for at puste deres egen betydning op til noget, der indimellem nærmer sig det megalomane.

Gruppens udvikling

De fortsætter med lignende aktioner mod magtfulde personer som formanden for Dansk Metal og klimaministeren og mod bærende samfundsinstitutioner, som de mener har et afgørende ansvar for, at det er ved at gå helt galt: videnskaben, uddannelsessystemet, forligsinstitutionen og kirken.

Første mål er en ”business school”, hvor deres slogan er: ”Nedlæg skolen / for Jordens skyld!” (s. 27). Også her holder de sig til hårdtslående postulater i stedet for at komme med en analyse og en forklaring, der kunne få de unge mennesker til at tænke sig om. Resultatet er, at ingen gider høre på dem. Det gør metalformanden og klimaministeren heller ikke.

Det er ikke helt forkert, at de for det meste møder ”bortforklaringer” og fornægtelse, men gruppens forståelse for dem, de henvender sig til, indskrænker sig til, at det er hårdt for dem at få ”den usminkede sandhed lige op i fjæset”, men der er ingen vej udenom:  ”De skal have noget andet, og det er der ikke andre end os, der giver dem” (s. 32). Politikerne gør det slet ikke, og for gruppen er det ét fedt, om de hører til på højre- eller venstrefløjen, ”for hvad er forskellen, når begge parter går ind for økonomisk vækst?” (s. 38). En fra Enhedslisten affejes uden videre: ”Jeres samfundsmodel er i praksis med til at ødelægge Jorden” (s. 40).

Gruppens samfundsforståelse er mildest talt ikke særlig præcis, men antydes i overordnede slagordsagtige vendinger som ”Ned med pengene / for Jordens skyld”. Penge er jo ”noget, vi har opfundet og kan afskaffe igen” (s. 121). Så pengene ”ryger også ud” (s. 132). Det er også påfaldende, at de ikke vælger at udfordre Landbrug & Fødevarer eller Dansk Industri.

Når de ikke konfronterer andre og kun er sig selv, er de som regel mindre skråsikre. De ønsker et helt nyt samfund, og hvis nogen reagerer på deres demonstrationer, vil de indkalde til et møde. Selv har de ”ikke direkte noget at tilbyde endnu. Vi vil gerne samle nogen om det ubekvemme faktum, at verden er på røven” (75).

”Vi skal gøre os til en cafebevægelse hver søndag eftermiddag”, ”på den måde besætter vi byerne”Men gradvist krystalliserer der sig alligevel en vision: uddannelsessystemet og indstillingen til arbejdet skal laves om. I skolen skal man lære at blive ”bedre til at leve” (s. 118), og arbejdet ”skal ikke have noget med løn at gøre. Det skal dreje sig om at udføre det, der er til det fælles bedste”. Reklamerne og den dårlige indflydelse fra konkurrencesamfundet skal ud, og ind skal ”immateriel vækst” (s. 126) og et nyt folketing plus ”en masse borgerting” (s. 134).

Opgaven er at udbrede dette syn og at få så mange som muligt til at deltage i diskussionen om, hvordan man kan konkretisere de mange ideer. Det fører til et nyt forslag: ”Vi skal gøre os til en cafebevægelse hver søndag eftermiddag”, ”på den måde besætter vi byerne” (s. 131). ”Caféer og beboerhuse er vores nye samlingssteder”, hvor der kan dannes alle mulige grupper: Man kan så diskutere grøn energi, lokal produktion, grøn politik osv. ”Kunsten er at finde noget andet, der varmer. Det skal være sjovere at skåne Jorden end at brænde den af” (s. 135), og derfor lægger de vægt på et socialt og inddragende ’vi-skal-være-gode-venner-koncept’. De vil danne ”en ny samtalekultur”. Man skal ikke skændes, og bliver man uenige uden at kunne komme videre, stopper man bare (s. 143).

Gruppen udarbejder en folder om deres analyse og vision. Den skal ligge på de forskellige caféborde, hvor de optræder, og parolen er nu: ”vær aktiv for Jordens / fortsatte beståen!” (s. 141). Det viser sig, at de her har fundet en aktionsform, der fungerer. Antallet af grupper vokser, og det breder sig til højskoler og universiteter.

Folk er altså ikke bare ligeglade og har andet i hovedet end mere og mere forbrug. De diskuterer, hvordan man kan støtte et regenerativt landbrug, hvordan penge, der er sparet ved løntilbageholdenhed, kunne omsættes til opkøb af andelsgårde eller oprettelse af ”små andelsforetagender, der reparerer tøj og syr om”. Man kan også bruge pengene til ”fremstilling af lokal energi”, så man kommer væk fra ”store, centrale værker”. En vil have mere ”social forsorg og omsorg” (s. 157). Pointen er: En levende debat blandt så mange som muligt er forudsætningen for, at udviklingen kan vendes – fra en sikker kurs mod ødelæggelsen til oprettelsen af et bæredygtigt samfund.

Romanen er komponeret sådan, at de første 26 kapitler viser, at det er muligt: Mennesker kan udvikle sig personligt, og det kan lade sig gøre at skabe en bevægelse, der vokser, og som principielt har et potentiale til at brede sig til store dele af samfundet. Gruppen bliver efterhånden langt mindre kategorisk, og den fordømmende holdning overfor stort set alle andre afløses af en større åbenhed over for og tillid til deres medmennesker. De bliver advokater for venlighed og varme og bilder sig ikke længere ind, at det kun er deres lille gruppe, der kan redde verden, det er ”befolkningen, borgerne, folket”, der skal skabe ”den nye meningsfuldhed” (s. 125), og ”vi må gå ud fra, at det store flertal har lyst til livet, at de er sociale og vil se gode ting vokse” (s. 145).

Romanens handlingsforløb er således en opfordring til læserne: lav jeres egne grupper. Alle kan noget – og du får selv et mere meningsfuldt og socialt liv, når du dropper overforbruget og engagerer dig sammen med andre.

Kristendommen og kirken

Bogen har imidlertid et afsluttende kapitel, som problematiserer denne positive læsning. Indtil da har fortælleren været en neutral iagttager, der ikke bevægede sig ud over personernes indsigt og horisont, men som var alvidende i den traditionelle forstand, at han havde kendskab til karakterernes tanker og fortid. I det sidste kapitel filosoferer fortælleren selv over, hvordan man skal forstå det absurde fænomen, at menneskeheden er godt i gang med at ødelægge sine egne livsbetingelser. Her er er der tale om meninger og holdninger, der fremføres som autoritative sandheder, og som derfor kalder på læserens stillingtagen. Den kommer jeg med i det følgende, hvor jeg dog også trækker på formuleringer fra de tidligere kapitler.

Når man fokuserer på det individuelle ansvar, fører det logisk til en diskussion om menneskesynet. Hvis ikke vægten lægges på de samfundsmæssige og økonomiske strukturer, bliver det altafgørende, om mennesket som sådant er i stand til at begrænse sig selv. Eller er ’egoismen’ for stærk en kraft? Det tages op i det næstsidste kapitel, hvor en ny gruppe demonstrerer foran en svinefarm. Gør man det ’bare’, fordi man selv er generet, eller fordi man føler et ansvar for hele ’Jorden’? Er det i virkeligheden sådan, at ”klimabevægelsen, miljøbevægelsen og hvad det ellers hedder, i alt for høj grad er baseret på egoisme” (s. 163)?

Vi forstår, at det er et nyt menneske, der er brug for. Eller: der skal ”findes en styrke inden i os, som vi endnu ikke har opdaget” (s. 164). Det bliver så afsættet til oprettelsen af ”en grøn sekulær menighed” (s. 166). Denne religiøse reference står ikke alene. Det er et sekulært omvendelsesprojekt, gruppen har gang i: ”hvor to eller tre er forsamlet om at skabe det bæredygtige samfund, vil der opstå en særlig ånd, og så udvikler det sig derfra” (s. 170). Det er en direkte reference til Jesus’ ord i Math. 18,20, og det er i det hele taget påfaldende, hvor stor en rolle religionen og kirken spiller i bogen. En af aktionerne finder ligefrem sted foran en kirke under parolen: ”Ned med kirken / for Jordens skyld” (s. 45).

Men er kirken virkelig en vigtig modstander i kampen for et bæredygtigt samfund? I gruppen argumenterer de med, at der var mange i den ældre generation, der var opflasket med en forestilling om, at Gud tager sig godt af det hele, og de mener, at ”i dag tror de fleste på en god gud”. Derfor står de overfor en kæmpeopgave: ”at menneskeheden nu skulle kunne frasige sig troen på guder, når denne tro har været fremherskende i tusindvis af år, er ikke særlig sandsynligt, men det er nødvendigt for vores overlevelse”. Vi er nødt til at ”rive ansvaret ud af gudernes hænder” (s. 187).

Her mangler der både empirisk og filosofisk belæg for, at en sådan tro i sig selv skulle stå i vejen for en omsorgsfuld tilgang til ’Jorden’. Hvor er logikken i, at troen på en god gud skulle få nogen til at gøre noget åbenlyst forkert, som de ikke ville have gjort, hvis de havde forkastet troen? Tager vi fx situationen her i Danmark, kan jeg ikke udelukke, at der kan opspores et par troende, der vil afvise klimaaktivisterne med henvisning til, at de roligt kan gå hjem, for Gud har styr på det. Men findes de, er de helt marginale.

Tværtimod er der fuld gang i diverse aktiviteter omkring en ”grøn kirke”, og hvad man end kan mene om de forskellige teologiske spidsfindigheder, så er det en kendsgerning, at skabelsesteologien og diverse former for ’klimateologi’ spiller en væsentlig rolle i den aktuelle debat om den kristne dogmatik.¹

Man kunne også spørge, hvad troen på en ’god’ gud er udtryk for. Ifølge fortælleren er det en flugt fra virkeligheden, men kunne det ikke lige så godt være et forsøg på at holde fast i, at ’det gode’, den fællesskabsfølelse og solidaritet, aktivisterne efterlyser, i sidste ende er en større kraft i vores liv end den snævre jeg-er-mig-selv-nok-holdning?

Egoismen og det onde livssystem

Fortælleren vil af med kristendom og religion i det hele taget, men i den nye sekulære menighed er man – det gælder i hvert fald fortælleren – ikke sluppet af med den kristne syndstanke. Dette at dén paradisiske tilstand, der var Guds mening med både mennesker og natur, blev ødelagt af menneskets syndighed, således at ”hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu”, som Paulus skriver (s. Rom. 8,22). Fortælleren afviser ganske vist den paradisiske urtilstand, men kun for at eviggøre syndstilstanden. Han stiller i det sidste kapitel et urovækkende spørgsmål: er udslettelsen indbygget i selve livssystemet? Svaret er ja: ”det jordiske livssystem er ikke godt i sig selv (…). Livssystemet har altid været egodrevet” og grundskaden ”ligger i selve lysten til livsudfoldelse uden stop”.

Allerede her går det galt, for forudsætningen for en sådan påstand er jo, at der findes en synsvinkel eller en målestok, der ikke selv er inficeret af denne grundskade. Det er også en voldsom forsimpling, når fortælleren taler om et ”vi”, der inkluderer alt fra ”de første primitive encellede livsformer” til os nulevende mennesker.

Det er åbenlyst rigtigt, at naturen ikke er en idyllisk legeplads, og at der er kamp om pladsen og ressourcerne. Dyr spiser nådesløst hinanden, og planter fortrænger konkurrenterne, hvor det er muligt. Men vil man overføre det til det menneskelige samfundsliv generelt, skylder man i det mindste en meget grundig argumentation, hvor man ikke springer over alle mellemregningerne – som her, hvor der kobles direkte fra de tidligste livsformers elementære livsdrift til nutidens kurs mod ”kollektivt selvmord”: ”Vi kan åbenbart ikke lade være”.

Nødtvungent indrømmer fortælleren, ”at der også sker gode ting” og vil ikke udelukke, at ”der måske også (var) et fællesperspektiv” indbygget i de encellede former for liv. Men hvordan det ”har sneget sig ind i det onde system, er et mysterium”, og det kan ikke rokke ved fortællerens grundopfattelse, som ”er pessimistisk, sagt lige ud: Livet var noget lort. Det var en rigtig dårlig opfindelse” (s. 179ff).

Den livstolkning kendetegner det, han kalder ”en usynlig gruppe”, som består af enkeltpersoner rundt omkring i ”de grønne, sekulære menigheder”. Det er en svær erkendelse at leve med, og de går stille med deres ”sorte syn”, fordi de ikke vil bidrage til ødelæggelsen, og ”det er trods alt bedre at have noget dårligt end intet”. Men drømmen er at komme ud af ”det livssystem, der havde været indtil nu”, og som er styret af ”en egennytte, som var gået frem frem frem….” (gentages 63 gange!) (s. 181f).

For det første mangler der en forklaring på, hvorfor det i tidens løb er blevet værre og værre. For det andet antyder denne en bloc-mistænkeliggørelse af selv livssystemet, at også et andet kristeligt element har sneget sig med ombord: længslen efter udfrielse eller frelse over i en helt anden virkelighed, hvor ”grundskaden” er overvundet.

Den logiske indvending mod den negative livstolkning fremgår af bogen selv, hvor stort set alle aktivisternes handlinger og også fortællerens egen kritik af og afstandtagen fra egennytten viser, at det ikke er livssystemet som sådant, der er styret af egoisme. Drømmen om et globalt fællesperspektiv er kun mulig, fordi den drømmende på den ene eller den anden måde har oplevet et fællesskab. Hvor skulle drømmen ellers komme fra? Det er psykologisk velkendt, at skuffet og afvist kærlighed let slår om i en negativ vurdering af det, der var kærlighedens genstand. Det er bare ikke nok til at være et holdbart filosofisk argument.

Hvis man godtager præmissen om, at vi mennesker i tidens løb er blevet mere og mere selvcentrerede, er det derfor rimeligt at spørge, om ikke der er andre vigtige faktorer på spil.

Det er slående, at det har været nødvendigt at argumentere imod fællesskaber og sociale hensyn og argumentere for, at vi kun skal have egen vinding i hovedet. Det har kapitalismens bannerførere prædiket siden Adam Smith i 1700-talletMennesker har altid både søgt deres eget og været sociale. At ville opretholde livet er en elementær livsdrift, men det giver ikke mening at kalde det egoisme, før der er tale om en adfærd, der bevidst rager til sig, uden hensyn til om det ødelægger andres liv. Diskussionen om egoisme bliver meningsløs, hvis selve det at være i live skal betegnes som egoisme. Fortælleren ser væk fra historiens mangfoldighed, når han taler om, at ”det er de 3,8 milliarder års egoudbredelse”, vi nu skal skabe et alternativ til (s. 185).

Der er imidlertid meget, der tyder på, at der i førkapitalistiske samfund var tale om en mindre grad af egocentrisme. Det er slående, at det har været nødvendigt at argumentere imod fællesskaber og sociale hensyn og argumentere for, at vi kun skal have egen vinding i hovedet. Det har kapitalismens bannerførere prædiket siden Adam Smith i 1700-tallet. Som neoliberalismens hofideolog Fr. Hayek formulerer det:

”Social retfærdighed” er et meningsløst begreb i det moderne samfund. Når så mange alligevel mener, det er vigtigt at stræbe efter, skyldes det, at de har nogle ”instinkter, der ikke passer til vor nutidige civilisation”. De stammer fra primitive samfund, hvor ”den fælles stræben efter konkrete formål (…) var en betingelse for gruppens fortsatte eksistens”, og hvor der følgelig blev udviklet sådanne kollektive moralske følelser. I en moderne tidssvarende moral skal man kun handle efter, hvad der er økonomisk rentabelt og ikke tage hensyn til sympatier eller tåbelige forestillinger om ”social retfærdighed”.²

Angrebet på den sociale fællesskabsfølelse er blevet intensiveret af globaliseringens mange politisk bestemte dereguleringer og af den mere og mere magtfulde reklameindustri. Alene i Danmark har reklamebranchen i dag en omsætning på 16 mia. kr. pr. år. Globalt taler vi om 1.000 mia. dollars. Disse enorme beløb giver ingen mening, hvis den menneskelige natur er besat af en uimodståelig forbrugslyst.³

Det nye er, at vores økonomiske system, kapitalismen, står og falder med en kontinuerlig vækst og et stadigt voksende forbrug, som reklamebranchens topuddannede psykologer og adfærdsingeniører systematisk arbejder på at gøre til et ’naturligt’ behov.Påstanden om, at ”egennytten” er blevet mere og mere dominerende, står så overfor det, der er nyt: at vi i dag ved, at hvis ikke vi kan ændre os, så har vi kurs direkte mod et klimakollaps.

Men holder den analyse? Har der ikke ’altid’ været (natur)katastrofer, der har kaldt på noget helt andet end det asociale ego? Det er ikke nyt, at mennesker tilsidesætter egne umiddelbare behov for andres og kommende generationer skyld. Det har man gjort, fordi den snævre egoisme er i konflikt med en dybere menneskelig interesse. Når vi skal tage vare på Jorden, er det for vores egen og vores børnebørns skyld. Jorden som sådan skal nok klare sig, det er menneskers og dyrs levevilkår, der allerede nu ødelægges og vil blive det i en uhyggelig skala fremover, hvis det ikke lykkes at bremse CO2-udledningerne og overforbruget af ressourcer.

Det kræver ganske rigtigt, at en række umiddelbare behov må sættes i anden række, men det vil ikke være noget nyt i det menneskelige samfunds historie. Det nye er, at vores økonomiske system, kapitalismen, står og falder med en kontinuerlig vækst og et stadigt voksende forbrug, som reklamebranchens topuddannede psykologer og adfærdsingeniører systematisk arbejder på at gøre til et ’naturligt’ behov.

Det er hér vi har ondets rod, og det indebærer, at vi alle på mange forskellige måder er afhængige af et system, der fører os mod afgrunden.

Det er i sig selv en gigantisk udfordring, men den løses ikke ved, at vi pisker os selv for at være for ’egoistiske’. Og det dur slet ikke at se hen over den ’varmestrøm’ (Ernst Bloch), der løber gennem historien, alle eksemplerne på fællesskab og solidaritet, som bogens aktivister også selv viser sig at være bærere af.

Omvendt: man kan ikke bare slippe uden om problemet med ’det onde ego’ ved at henvise til alt det, mennesker også er. Den tyske dramatiker Bertolt Brecht skrev engang, at kapitalen har navn og adresse: Det er konkrete, individuelle mennesker, der hver dag vælger at holde systemet i gang. Måske tænker man ikke over, hvad man har gang i, og der er enorme forskelle mht. magt og indflydelse, men det ændrer ikke ved, at vi alle har et valg og et ansvar. Det kan være ubekvemt, og det er svært at finde ud af, hvad man skal og kan gøre, men den overvejelse og den afgørelse er vi nødt til at tage. Det handler bogen også om.

Afslutning

Fortællerens problem i det sidste kapitel er eksistentielt. De rædselsvækkende realiteter har sat sig fast i ham samtidig med, at han i en fortvivlet heroisme pålægger sig selv at kæmpe imod.Jeg vender tilbage til de særlige fortolkningsproblemer, der rejser sig, når vi har med en roman at gøre. Et vigtigt element i en litterær analyse er at finde den betydning, der ligger i kompositionen, i romanens forløb. Det spørgsmål, man må stille sig her, er: Hvorfor slutter romanen ikke før det sidste kapitel, hvor aktivisterne er blevet både klogere og mere sociale og har fået en trods alt betydelig gennemslagskraft? Hvorfor skal vi i sidste kapitel konfronteres med en pessimisme, der er så stor, at fortælleren tilsyneladende ikke har vovet at dele den med sine medaktivister? Det må hver enkelt læser afgøre med sig selv.

Én tolkning kunne være, at romanen nok vil appellere til, at vi alle bliver aktivister, men vi skal ikke indrulleres i en overfladisk optimisme. Vi skal ikke fornægte de følelser af fortvivlelse og håbløshed, der er uundgåelige følgesvende, hvis man konfronterer sig med de stærkt udbredte fortrængninger og bortforklaringer og ser i øjnene, hvor stærk en magt den fossile industri og kapitalismen er.

Fortællerens problem i det sidste kapitel er eksistentielt. De rædselsvækkende realiteter har sat sig fast i ham samtidig med, at han i en fortvivlet heroisme pålægger sig selv at kæmpe imod. Måske ligger der her den særlige pointe, at netop dette kapitel kalder på læserens modstand: Det nærmest tvinger os til at følge budskabet i bogens sidste sætning: ”Man kan altid begynde med at råbe sig selv op”.

For dilemmaet er reelt. Og ligger der ikke her en indirekte opfordring til læseren om at øve sig i at balancere mellem viljen til at se virkeligheden i øjnene, erkendelsen af at vi ikke kan leve uden en vis selvbeskyttelse og en nøgtern accept af de grænser, der er for, hvad vi hver især magter?

1. Margrethe Kamille Birkler og Anders-Christian Jacobsen: ”Frygt ikke! Indføring i kristen dogmatik 1-2”. Eksistensen 2025, Christine Svinth-Værge Pöder og Elizabeth Li (red.): “Klodens teologi”. Eksistensen 2025, Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul, Elisabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen (s. red.): ”Klima, tro, håb og handling”. Eksistensen 2023.
2. ”Fr. Hayek om ’social retfærdighed’”, i Mogens Blegvad (red.): ”Samfundstænkning i 100 år”, s. 302-304, DR 1984)
3. Esther Michelsen Kjeldahl og Ariel Storm Lokzinsky: ”Reklamemagt”. Forlaget Økotopia 2025. Se evt. en anmeldelse her: https://www.eftertrykket.dk/2025/08/06/den-fossile-produktion-truer-menneskers-liv-og-sundhed/