De marginaliserede historier sidder med ved nutidens bord i Joseph Andras’ forfatterskab

Af Johannes Sartou

I 2016 gik Frankrigs mest prestigefyldte litterære pris for nye forfattere, Goncourtprisen for debutanter (Prix Goncourt du premier roman), til den dengang relativt ukendte forfatter fra havnebyen Le Havre, Joseph Andras. Samme år havde Andras udgivet den korte roman De nos frères blessés, der bygger på den sande historie om Fernand Iveton – en fransk kommunist engageret i den algeriske uafhængighedskamp, som i 1957 blev henrettet af de franske myndigheder under Algierkrigen.

Kort efter offentliggørelsen af prisen meddelte Andras dog, at han nægtede at modtage den. I et åbent brev forklarede han, at han anså konkurrence og institutionel hæder som fremmede for litteraturen. Mest af alt var hans afvisning dog politisk: Han nægtede at lade bogens narrativ om Ivetons kamp for sine idealer blive institutionaliseret eller approprieret af establishmentet; det litterære parnas i Paris, som han i efterfølgende interviews ikke lagde skjul på, at han ønskede at holde sig på afstand af. Han følte en “dyb trang til at holde sig til teksten, til ordene, til dens iboende idealer, til den skjulte tale fra en arbejder og militant for social og politisk lighed”.

Denne beslutning udløste den såkaldte “Andras-affære”, hvor litteratursektionen i samtlige af landets store aviser diskuterede sagen. Goncourt-komiteen var forargede. Der opstod spekulationer om hans sande identitet og motiver for afvisningen: Var det et publicity-stunt? Er Andras en kendt forfatter, der skriver under pseudonym? Litteraturkritikeren, Pierre Assouline, spekulerede i, at Andras ønskede at forblive anonym på grund af hans forbindelser til den anarkistiske gruppe Den Usynlige Komite.

Ingen ved, hvem Joseph Andras er. Navnet er et pseudonym for en forfatter, der nu har skrevet syv bøger, hvoraf to er oversat til engelsk (af Simon Lesser) og udgivet på forlaget Verso Books. Derudover er han en af de mest markante skribenter på den franske venstrefløj og skriver jævnligt artikler om alt fra folkedrabet i Gaza til den kurdiske sanger Nûdem Durak, der sidder fængslet i Tyrkiet.

Der findes kun ét billede af ham – offentliggjort for at afvise påstandene om, at han skulle være en kendt forfatter under pseudonym. Billedet viser en brilleklædt mand med ryggen til kameraet; hænderne foldet, mens han kigger til siden. Da han i kølvandet på Andras-affæren blev spurgt, hvorfor han skyer offentligheden, svarede han: “En bager bager brød, en blikkenslager renser rør, en forfatter skriver – så enkelt er det. Alt står i bogen; jeg kan virkelig ikke se, hvad jeg ellers skulle tilføje.

Når hverdagen skriver Historien: Om Joseph Andras’ forfatterskab

Jeg faldt over Andras’ to små oversatte romaner i Politikens Boghal, da jeg skulle finde litteratur til sommerferien. Den ene, Tomorrow They Won’t Dare to Murder Us (2021), om Iveton og det koloniale forhold mellem Algeriet og Frankrig; den anden, Faraway the Southern Sky (2024), om Ho Chi Minh og forholdet mellem Frankrig og en anden af landets kolonier: Vietnam.

Fælles for disse er, at Andras fremdrager marginaliserede radikale historier for at “placere dem ved nutidens bord”, som han udtrykker det i et interview fra 2022. Det er Historien – som Andras konsekvent skriver med stort H – der er den røde tråd i hans værk. Han børster historien imod hårene for at se, hvilke perspektiver på vores egen tid der ligger gemt i de små oversete kamre af historien, han graver frem.

I Tomorrow They Won’t Dare to Murder Us skildrer han Fernand Iveton, den eneste europæer, der blev dømt til døden for terrorisme under Algierkrigen. Han blev dømt for at have placeret en bombe i et opbevaringsrum på den fabrik, hvor han arbejdede. Selvom Ivetons plan var at skade ejendom og ikke menneskeliv – for at “rette den franske regerings opmærksomhed på det voksende antal kombattanter, der kæmper for større social glæde i dette land”, som Iveton sagde til dommeren – blev han henrettet i februar 1957.

Det er den mest klassiske roman, Andras har skrevet, drevet af et plot, der bæres af en kontrastering mellem Ivetons anholdelse, fængsling, tortur, rettergang og henrettelse på den ene side og den spirende kærlighed til hans kone, Hélène, en polsk jøde, hvis familie støttede modstandskampen under den tyske besættelse, på den anden. Historiens vold i skærende kontrast til hverdagen. Han forsøger ikke at gøre Iveton til en revolutionær helt, snarere tværtimod. Iveton er én blandt mange.

Hans opvækst, som en af få europæere i et arabisk kvarter uden for Algier, formede hans politik; hans drøm om morgendagens Algeriet, hvor alle dem, der er født der, kan leve i lighed. Det er dét, Andras vil vise; dét, han beundrer ved Iveton – en mand, der forstår sig selv i flertal, både som deltager i en kollektiv kamp for frihed, men også som en mand, der identificerede sig som algerier, men vedholdte en indædt kærlighed til Frankrig: ”Jeg elsker Frankrig enormt højt, men jeg nærer ingen kærlighed for kolonialister.”

Netop denne nedtoning af det heroiske er kernen i Andras’ forfatterskab. Historien er ikke noget, der lever i monumenterne, i de store mænds navne eller i nationens selvforståelse, men i de anonyme liv, der blev knust, glemt eller overset. Ved at lade Iveton træde frem som både et individ og et produkt af sin tid, viser Andras, hvordan Historien altid er tættere på hverdagen, end vi forestiller os – og hvordan kampen for retfærdighed sjældent er glorværdig, men båret af almindelige mennesker, der gør det, de føler, de må.

Hvor Tomorrow They Won’t Dare to Murder Us kredser om Algierkrigens koloniale vold, vender Faraway the Southern Sky blikket mod forholdet til en anden fransk koloni – Vietnam – og en skikkelse, der oftest reduceres til enten helt eller skurk afhængigt af øjnene der ser; et ansigt på en revolutionær T-shirt: Ho Chi Minh, leder af Nordvietnam fra 1945 til 1969.

Men Andras afmytologiserer ham. Romanen er ikke et storladent portræt af en revolutionær leder, men en stille skildring af et menneske i eksil i Paris i 1920’erne, længe før befrielseskampen(ene), der skulle blive Ho Chi Minhs eftermæle, mens han arbejder på fabrikker og lever i små kollektiver. Det er Nguyen Ai Quoc, navnet, Ho brugte i sine år i Paris, ikke Ho Chi Minh, Andras er interesseret i.

Igen er det kontrasten, der driver teksten: mellem det historiske eftermæles tyngde og den beskedne, næsten usynlige tilværelse, han havde dengang. Andras skriver ikke for at rehabilitere Ho som person – ej heller for minutiøst at følge hans seks år i Paris, hvor han går fra at være en eksileret skyggeeksistens til lederen af den vietnamesiske befrielsesbevægelse og en af stifterne af det Franske Kommunistparti – men for at vise, hvordan historien består af kroppe i bevægelse, af levet liv, som senere opsluges af ideologi og ikonografi. Det, der binder Iveton og Nguyen sammen, er deres utrættelige kollektive kamp, ”svedende i håbet om, at vi alle endelig kan blive lige, intet mindre”.

I Faraway the Southern Sky har Andras givet afkald på de klassiske romantræk fra Tomorrow They Won’t Dare to Murder Us. Historien om Nguyen er snarere essayistisk, drevet ikke af plot, men af en dobbeltbevægelse mellem fortid og nutid: fortælleren vandrer gennem Paris’ gader i dag, opsøger steder, hvor Nguyen boede, arbejdede og skjulte sig, og spejler den unge revolutionæres kamp i byens lag af migration, fattigdom og politiske opgør. Det er 1920’ernes Paris og De Gule Vestes Paris på én og samme tid.

Andras viser – på baggrund af et så sparsomt kildemateriale, at det nogle gange føles som en jagt på et spøgelse – hvordan en verdenshistorisk figur formes gennem konkrete, materielle erfaringer: kulden i et uopvarmet værelse; ydmygelsen i at få overvåget sine mindste bevægelser (bogen trækker på franske efterretninger om Nguyens færden); bøgerne, han læser; artiklerne, han skriver; skuffelsen over at se Versailles-konferencen ignorere Indokinas krav om selvbestemmelse.

Her er det afgørende greb den gennemgående brug af anden person: ”Du”. Det gør teksten til mere end en biografisk skitse. ”Du” opløser skellet mellem Nguyen, Andras og læseren. “Du” bevæger dig igennem Paris’ gader i Nguyens fodspor, stopper ved Charonne Stationen og bemærker, at det var her, ni demonstranter blev dræbt af politiet i 1962 for at kræve fred i Algeriet, og lidt længere henne af vejen, ved nr. 92, blev dobbelt så mange dræbt på cafeen La Belle Equipe i terrorangrebet i 2015, mens der ved nr. 80 dukker et minde op om, at her rejste kommunarderne en barrikade imod Republikkens soldater i 1871. Og så binder Andras det tilbage til hverdagen ved at skrive, at længere fremme sidder kunderne på en café og drikker danskvand med sugerør. Historien og hverdagen.

Dette greb illustrerer Andras’ geologiske historieforståelse: Historien består af overlappende lag, hvor fortid og nutid indgår i en konstant dialog med hinanden. Det 19. og 20. århundredes kolonialisme stikker sit grimme ansigt frem igen i det 21. århundrede, men også modstandskampen fortsætter. Den italienske filosof Antonio Gramsci skrev i sine fængselsoptegnelser fra 1920’erne og 30’erne, at ”historie altid er nutidig historie, det vil sige politik”. Det er en passende betegnelse for Andras’ værk, hvor historien aldrig er apolitisk.

I både Tomorrow They Won’t Dare to Murder Us og Faraway the Southern Sky bliver det tydeligt, at enhver fortælling om fortiden også er en fortælling om samtiden, som når én gade bliver et arkæologisk snit af politisk vold i ét uafbrudt narrativ fra 1871 til 2015, eller når Hélene forsvarer sin støtte til den algeriske befrielseskamp ved at sige: “Da franskmændende fik nok af den tyske besættelse tyede de til maquis (fransk guerillabevægelse under 2. Verdenskrig).”

Historien som nutidens spejl

Andras forsøger gennem sit værk at forhindre, at historien slår sig ned i fortiden. Han fortæller ikke de outrere historier om Iveton og Ho Chi Minh, for at læserne skal beundre deres udholdenhed, heltemod eller retskaffenhed, men i stedet for at provokere læserens forestillingsevne til at tænke over kontinuiteten fra Ho Chi Minhs Paris til De Gule Vestes Paris; fra Ivetons terrordom for intentionen om ødelæggelse af ejendom i 1957 til terrormærkatet på Palestine Action for hærværk imod ejendom i 2025. Om hans seneste bog om den Franske Revolution siger han i et interview, at “jeg ønsker at sige: se, hvad “Republik” engang betød. En brutal kamp for social retfærdighed. Imod magthaverne. Det betød ikke at kontrollere muslimske kvinders påklædning under skoleture eller på stranden.”

Andras tror ikke på parolen ”aldrig igen”, ej heller på historiens læresætninger; hans værker er et forsøg på at udfolde fortidens lange røde tråd og forhindre, at nogen klipper den over eller skjuler den. At bevare en følelse af kontinuitet – alt sammen for at lade muligheden for andre fremtider stå på klem. Eller som han skriver i Faraway the Southern Sky: “‘Her ligger’ hæmmer fantasien, ‘Her levede’ stimulerer den.” Det første fæstner historien i fortiden. Det andet åbner den for fremtiden.

En brist i Andras’ forfatterskab, som han selv erkender og undskylder for i Faraway the Southern Sky, er, at han ønsker at forskyde historiens fokus fra toppen til bunden, men ender alligevel med at lade sine fortællinger kredse om enkeltindivider; en mere outreret heltefortælling end den han søger at gøre op med. Han skriver, at “tale om jeget, mens samfundet alene tror på det, fortjener i det mindste en undskyldning; når det singulære hersker, må litteraturen indtage oppositionen – ved at bøje de hoveder, der rager op. Dit eneste forsvar, for nu: Nguyen Ai Quoc, første person i flertal.”

Det kunne være befriende, hvis Andras gik linen ud og i højere grad lod individet træde i baggrunden af historien, for som han selv skriver: “du giver sociologen ret i, at historien om en enkelt eksistens – selv en, der rummer de betydningsfulde begivenheder og forbindelser, som er nødvendige for enhver biografisk fremstilling – er lige så meningsløs som historien om en togrejse skrevet uden kendskab til hele jernbanenettet.” At Andras alligevel fastholder individet som omdrejningspunkt, omend i pluralis, viser både grænsen for hans projekt og rejser det uafklarede spørgsmål, om det overhovedet er muligt at skrive historien uden helte.

Det, der er dragende ved Andras’ værker, er deres konstante insisteren på det ubemærkede og det tilsyneladende ligegyldige. I stedet for at hæve de store, heroiske figurer frem, vender han blikket mod det, der ellers forsvinder i historiens periferi, og lader det træde frem som det bærende. Det er ikke et gennemført system, han opstiller, snarere en vedholdende gestus: en stille forskydning af, hvad der tillægges værdi i vores historieskrivning – fra det monumentale til det beskedne; fra toppen til bunden.

Andras nægter at blive kaldt romanforfatter, og at hans bøger ses som romaner; de – og han – er noget andet. De implicerer læseren i historien, viser, at fortiden aldrig bare er fortid; det er noget, der kontinuerligt skabes af os alle. I en tid, hvor vores egen delagtighed i historien tydeliggøres gennem vores stillingtagen til Israels forbrydelser i Gaza, og hvor Lars Løkke taler om risikoen for at blive dømt af historien, kan man kun håbe, at danske forlæggere får øjnene op for Andras og bringer ham til et dansk publikum.