Radikal optimisme er en nødvendighed

Presser klimakrisen socialister til at acceptere et statsligt tvangssamfund? Det spørgsmål har Claus Bryld taget op i en tidligere artikel. Emil Samaras Eriksen diskuterer her faren ved denne pessimisme og argumenterer for en radikal optimisme.

Af Emil Samaras Eriksen

Når kriserne står i kø, hvordan skal vi så handle? Lige nu lægges der beredskabsplaner overalt i kommuner, børnehaver og plejehjem. Borgere pakker toiletpapir og dåsemad, mens bekymringerne vokser. De geopolitiske spændinger stiger, og vi forbereder os på katastroferne. Samtidig nøler regeringen, venstrefløjen bygger kun langsomt muskler, og folks frivillige engagement er faldende. Hvad stiller vi op?

Stemningen af forfald og apati vil forværre kriserne og styrke den fascisme, som hurtigt kan overtage magten i trælse tiderFor mig er svaret, at vi, som ønsker det gode liv og en bedre verden, må opgive alle illusioner om, at det bliver let. Ligeledes må vi modstå fristelsen til at kaste håndklædet i ringen og give op. Min position er den ‘tredje vej’, som jeg kalder den radikale optimisme. Med den indstilling fatter vi mod og går målrettet i gang med arbejdet, uanset hvor sort det ser ud − ellers vil kriserne opsluge os og verdenssituationen blive værre og værre.

Mit indlæg er en kommentar til Claus Bryld, som konkluderer, at vi har behov for en slags ‘krise-socialisme’. Det er en vigtig erkendelse. Men hans blik er for pessimistisk. Et ’tvangssamfund’ kan ikke være en tilstrækkelig kriseløsning.

Fristelsen til at opgive drømmen om en bedre fremtid er skadelig for den nødvendige handlekraft. Stemningen af forfald og apati vil forværre kriserne og styrke den fascisme, som hurtigt kan overtage magten i trælse tider. Selv trækker jeg på feministen og forfatteren Rebecca Solnit. Hun skildrer, hvordan ekstraordinært sammenhold og solidaritet ofte formes, netop som situationen ser sværest ud.

Utopien slås ihjel − og genfødes

Brylds indlæg synes at modsætte sig selve ideen om en utopi. Som om krisernes omfang indbyder til, at drømmen om et bedre samfund må pakkes væk til fordel for en tvungen ‘krigs-socialisme’, hvor vi tvinges til forandring. Ikke ved forbedringer af levestandarder, men via tværnationale, totalitære metoder.

En del af mig tænker, at Brylds præsentation af løsningsmulighederne hverken er realistisk eller konstruktiv. Når han skriver, at katastrofen kun kan løses “ved hjælp af en stærk, for ikke at sige overmægtig, stat, der styrer samfundet, måske gennem en undtagelsestilstand”, kan jeg tænke, at det ikke lyder så anderledes end de fascistiske bevægelser, vi står i opposition til − hvilket netop er Claus Brylds egen bekymring.

Men Brylds konklusion skal måske også forstås som en sorg eller melankoli over, at “utopien er død”: At vi aldrig kan få socialisme, som det blev beskrevet så smukt i vores sange eller i marxisternes tunge teoribøger. For krisen er for stor til, at socialismen overhovedet kan blive en glædelig begivenhed.

Der er imidlertid en indlysende sandhed i Claus Brylds udsagn: Hvis vi skal løse klimakrisen, kræver det stærk statslig og overstatslig handling og med garanti også løsninger, som indebærer “tvang” i traditionel forstand.

Nuvel – hvis utopien er død, så er det vel udmærket? For er de utopiske socialister ikke naive? Har deres glæde ikke altid mindet om de liberale teknokrater, magtpolitikere, der igen og igen forsøger at overbevise dig om, at alting nok skal gå? Snyder man ikke sig selv, hvis blot man dagdrømmer om et ideelt samfund, hvor alle problemer er løst, hvor intriger, konflikt, klassekamp og marked er fuldstændigt afskaffet? Jo − vi bør droppe de naive ideer om utopien. Vi har ikke brug for optimister, som lever i en fantasiverden − vi har brug for venstreorienterede, der tør handle i verden, som den ser ud i dag.

Men hvad hvis virkeligheden er for voldsom? Når optimismen er væk, er der kun pessimismen tilbage, og så er der ingen vej udenom pseudofascismen, for i dette univers er selv ‘den gode løsning’ i virkeligheden dårlig. Den autoritære stat vil sluge os, og socialismen vil ikke komme som opfyldelsen af et håb, men som en pinefuld nødvendighed, top-down. I denne fortælling har kriserne allerede vundet over os, og håbet, og dermed handlekraften, udebliver fuldstændig.

Er utopiske socialister ikke naive? Har deres glæde ikke altid mindet om de magtpolitikere, der forsøger at overbevise dig om, at alting nok skal gå?Det er let at grine af dette og italesætte det som en akademisk frygt. De pædagoger, politibetjente og socialarbejdere, som hver dag beskæftiger sig med samfundets fattigdom og forfald, har ikke overskuddet til eksistentielle overvejelser om håb! Og så alligevel − har mange af dem ikke allerede givet op? Stemmer de ikke højreorienteret, fordi de aktivt har forkastet ikke blot utopien, men selve troen på et bedre samfund? Bør vi så ikke netop skabe et samfund og en bevægelse, der mobiliserer til at forbedre vores liv, netop som tingene ser sortest ud? Håbet bør være for alle! Det er afgørende for os, som er frivillige, at vi spreder budskabet om, at handling og forandring er mulig, hvis vi skal forebygge og håndtere kriserne − og fjerne flere fra de højreorienterede fælder.

Radikal optimisme − potentialet for reel solidaritet

Min radikale optimisme er en ‘tredje vej’: Den kombinerer aspekter af pessimisternes dystre realitetssans og optimisternes håb om at skabe et rum for forandring. Hvis vi kan blive enige om, at begge strategier spiller fallit på deres egen måde, kan vi også begynde at tale om handling. Så hvad gør vi?

Katastrofen betyder givetvis et niveau af ‘tvang’ både fra staten og fællesskabet − men udelukker det, at vi kan skabe rum for reel solidaritet?Det gode er, at videnskaben er klar. Vi ved, at blot en lille del af befolkningen skal mobiliseres for at skabe stor forandring. Vi kender også til det handlerum, der opstår i ‘revolutionære tider’, hvor potentialet for store forandringer vokser med stor hast. Vi ved også, at katastrofen skaber fællesskab. I filmene ser vi altid den enlige Tom Cruise-helt, som alene passer på familien og udrydder konkurrenter. Sandheden er modsat: I krisetider bliver vi kollektivister, for fællesskabet vejer tungest, solidariteten bygges på tværs af baggrunde, og de individuelle gør-det-selv-mænd finder deres værd i kollektivet. Det lyder måske mindre sexet, men rent biologisk og socialt bliver det fællesskab vitalt for vores overlevelse i svære tider.

Det er den solidaritet, som Rebecca Solnit beskriver i Paradise Built in Hell, der gør mig mere optimistisk end Bryld. Folk hjælper hinanden på tværs af baggrund, når krisen rammer. Katastrofen betyder givetvis et niveau af ‘tvang’ både fra staten og fællesskabet − men udelukker det, at vi kan skabe rum for reel solidaritet? Det mener jeg ikke: Så længe potentialet for positiv forandring findes, har vi en moralsk og principiel forpligtelse til at forfølge det ideal. Det er afgørende, at vi allerede nu opbygger reelle magtstrukturer og tillidsfulde fællesskaber, så vi er i stand til at handle, når først kriserne for alvor brænder på.

Coronakrisen som dansk krisesocialisme

Sprang solidariteten ikke netop op under coronakrisen? Smeltede den danske stat ikke sammen med en folkestemning om fællesskab før individets fuldstændige frihed? Blev vi ikke begrænset i at tage til fester, selve fællesskabet blev indskrænket − paradoksalt nok for fællesskabets skyld? Reducerede det ikke smittekæderne, mindskede dødsfald i familien og styrkede vores samfund? I min optik var denne krise et klokkeklart eksempel på radikal optimisme i praksis: Vi håndterede det, rustede os og handlede på krisen − ikke blot top-down via statsmagt, men også via fællesskabets magt. Præcis som Solnit beskriver det.

Jeg ønsker ikke at romantisere den slags kriser. Covid medførte dødsfald, statens og befolkningens håndtering øgede mistrivslen og ensomheden og skabte store problemer for det personale, der stod på krisens frontlinje. Min pointe er, at hvis vi forebygger, forbereder os og mentalt beslutter os for at handle kollektivt, så står staten ikke blot som en neoliberal konkurrencestat, men også som et handlekraftigt rum for fælles forandring.

Jeg er ikke ‘accelerationist’ – jeg ønsker ikke at fremskynde en krise. Når vi er heldige og privilegerede nok til at have fredstid i Danmark, kan vi nyde, planlægge, glædes − og forberede os på at forebygge krisen. Det er aldrig for sent, men der er ingen tvivl om, at et land med en stærk velfærdsstat bedre er rustet til en krise end et kapitalistisk helvede, hvor de fattige betaler prisen. Her kommer Pelle Dragsteds nordiske socialisme i spil, for her tales der om hverdagens demokrati, om fælleseje og velfærd, der tryghedssikrer vores samfund. Den slags lokale, små kampe, kan blive grundstenen for mere ambitiøs handlekraft, når tingene brænder på.

Partier som Enhedslisten bør derfor ramme balancen mellem radikal handlingsorientering og benhård pragmatisme: Vi skal bygge magt lokalt, eksempelvis til det kommende kommunalvalg, ikke på trods af kriserne, men på grund af, at den magt, vi bygger, kan blive afgørende for sejr, når katastroferne skaber pludselige og skarpe kløfter. Sure socialister vil (selv)sikkert sidde i hjørnet, afkoblet den reelle forandringsproces. Men vi, som tror på radikal forandring, er nødt til at bygge al den magt, vi kan, nu − og konstant skue efter den næste horisont, lægge planer for at gøre mere, mobilisere flere, sætte nye og større mål, vi hver dag prøver at realisere.

Håbet er klarest i krisetider

Claus Bryld frygter med rette, at den socialisme, vi kan se frem til, vil være ”en tvangstilstand, fremkaldt af forholdene”. Det er dog en forestilling, som kan risikere at fratage agens fra os, der har til opgave at handle for at skabe den. Solidaritet, tillidsposter, radikale mål, politiske sejre, organiseret magt − intet af det skabes af sig selv, og hvis vi indstiller os på, at historien er skrevet, så tager vi fejl og misforstår den rolle, vi har at spille.

Venstrefløjen skal bygge en hel anden fortælling om håb, fællesskab og handlekraft. Vi skal være aktive medspillere, der former og forandrer verden med et håbefuldt, demokratisk blik. I den situation er nysgerrighed og erkendelse af uvisheden ofte bedre end en stålfast sikkerhed på ‘den korrekte løsning’. Venstrefløjen vil i stigende grad stå med svære valg, der vil teste vores principper og vores vilje til at handle. Mit håb er, at vi vil være i stand til at respektere og lære af hinandens forskellige vurderinger, mens vi samtidig sætter klar kurs mod de store sejre.

Emil Samaras Eriksen er ledelsesmedlem af Rød-Grøn Ungdom og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg