Hvorfor jeg ikke er nymaterialist

Det truende klimakollaps, biodiversitetskrisen og andre former for sammenbrud i ‘naturen’ har medført en række overvejelser over ‘vores’ forhold til den. Et markant bud kommer fra den såkaldte nymaterialisme, som har været diskuteret her på Eftertryk af Mads Ejsing, Nikolaj Kornbech og Benjamin Boysen. Boysens konklusion var, at nymaterialismen hverken teoretisk eller praktisk har relevante svar på kriserne, men tværtimod reproducerer og forstærker nyliberalismens greb om både samfund og natur. Det blev imødegået af Rithma Kreie Engelbreth Larsen, der mente, at Boysens fremstilling af nymaterialismen ramte hus forbi. Nu klargør Boysen sit synspunkt.

Af Benjamin Boysen
Illustrationer af Jannik Friberg

Ifølge Rithma Kreie Engelbreth Larsen ser ”den nymaterialistiske analyse” sådan ud:

Der er få, der i dag er i tvivl om, hvor ansvaret skal placeres. Der er mange, der ønsker en mere bæredygtig verden ud fra en erkendelse om, at naturressourcerne er endelige, drivhusgassernes udledning har konsekvenser for klimasystemet, og biodiversiteten tilbyder stor æstetisk og monetær værdi, der med den Sjette Masseuddøen er i frit fald.

Nymaterialisterne er ikke skeptiske overfor marxismen, da de selv er kapitalismekritiske; heller ikke overfor kritik eller oppositionel tænkning, de fokuserer blot på behovet for positive visioner; de er ikke videnskabsskeptiske, men understreger bare videnskabens fejlbarlighed; nymaterialisterne er ikke nostalgiske eller førmoderne bagudskuende, og derfor er de heller ikke kritikere af sekularismen; de nedskalerer ikke den menneskelige frihed og fornuft, men insisterer blot på, at naturen også har handlekraft; og endelig udtrykker nymaterialisterne ikke en civilisationskritik af, hvordan mennesket som sådan bærer ansvaret for klimakrisen, da de er enige med økomarxisterne i, at den skal tilskrives kapitalistklassen og kapitalismen.

Hvis det var rigtigt, ville jeg falde dem om halsen og erklære, ‘mine venner, vi er jo rørende enige!’ Men Larsens karakteristik af nymaterialisterne er ikke retvisende.

Hvad klimakrisen kan lære os om mennesket og vor tid

Klimakrisen i dag viser på skræmmende vis, hvordan menneskets påvirkning af kloden er overvældende. Siden 1992 har FN’s klimapanel løbende udgivet rapporter, der videnskabeligt har påvist og forudset konsekvenserne af den stadige udledning af kuldioxid. Det har de kunnet, fordi naturen adlyder naturlove, der ikke er spontane, lunefulde eller vilkårlige (som mennesker og dyr kan være det), men kausale, lovmæssige og endda mekaniske.

Den allermest radikale tese hos nymaterialisterne er påstanden om tings og objekters handlekraft.At vi overhovedet har kunnet identificere klimaproblemerne og anvise veje til at løse dem, skyldes m.a.o. den moderne naturvidenskab. Det store problem er ikke manglende videnskabelig indsigt eller teknologisk kunnen, men politisk modstand. Vores politiske eliter har konsekvent modarbejdet gennemførelsen af omstillingen. Som økomarxisterne påpeger, er problemet med kapitalismen, at den principielt er grænseløs i sin formel: P-V-P’, penge-vare-penge’, hvor P’ er flere penge end P. En kapitalistisk økonomi er ikke forenelig med grænser for vækst. Ifølge den økonomiske sagkundskab skal en sund og stabil vækst i bruttonationalproduktet være på 2-3% årligt (hvilket jo akkumulativt udgør en eksponentielt voksende vækstrate).

Derudover er et andet stort problem, at investorernes investeringer i fossile industrier vil ende som såkaldt ‘strandede aktiver’, hvis omstillingen til vedvarende energi bliver gennemført.1 Enten kommer kapitalistklassen til at lide store tab for at redde almenvellet, eller også kommer almenvellet til at lide stort for at sikre kapitalistklassens stadige profit.

Det ændrer ikke på, at vi har en unik videnskabeligt funderet viden om naturen, at naturlovene har en af mennesker uafhængig lovmæssighed og kausalitet, og at vi mennesker har et helt unikt ansvar for ikke bare os selv, men også for resten af klodens liv.

Har ting også handlekraft?

Den allermest radikale tese hos nymaterialisterne er påstanden om tings og objekters handlekraft. Den velsagtens mest toneangivende nymaterialist, Jane Bennett, introducerer således begrebet om thing-power som “den mærkelige evne hos livløse ting til at animere, til at handle, til at frembringe dramatiske og subtile effekter”.2 Ting er ikke sjælløse, men rummer “kræfter med deres egne retninger, tilbøjeligheder eller tendenser”.3

Barnet indtager en privilegeret plads i det nymaterialistiske hierarki, eftersom barnet er umiddelbart og ikke skelner skarpt mellem den ydre og indre verdenProminente posthumanister og nymaterialister som Rick Dolphijn, Iris van der Tuin og DeLanda erklærer, at denne nye bevægelse er “fyldt med en visionær kraft” så “revolutionær og radikal”, at vi simpelthen må “omdefinere hele den akademiske verden”.4 Det radikale består i, at de udstrækker handlekraften til ting og objekter. Dyr har tydeligvis intentioner og handlekraft, og planter har også en form for agens (de stræber efter lys, er i stand til at finde næring). Men også ting og objekter? Her forlader vi den moderne videnskab og træder ind i et magisk, førmoderne univers.

Nymaterialisternes magiske materialisme skuer tilbage mod tiden før modernitetens sekulære, humanistiske syndefald til en tid, hvor verden endnu var fortryllet. Bennett forklarer: “Den vitale materialisme har som doktrin træk til fælles med adskillige ikke-moderne (og ofte miskrediterede) tænkemåder, herunder animisme, den romantiske søgen efter naturen og vitalisme”.5

Det er ikke tilfældigt, at middelalderspecialister har peget på, at der ikke er noget nyt ved de nye materialismer: deres tolkning af verden var jo god latin i middelalderen, hvor ting, objekter (fx relikvier) og steder (fx kirkegårde) også var selvstændige agenter og udviste og udøvede menneskelige egenskaber – ja, thing-power.6

En anden central pointe er, at barnet, modsat den voksne, indtager en privilegeret plads i det nymaterialistiske hierarki, eftersom barnet er umiddelbart og ikke skelner skarpt mellem den ydre og indre verden og yderligere har en psykisk tendens til antropomorft at projicere sig selv ud i den (for den voksne) ellers livløse verden. Bennett fremhæver, hvorledes den nymaterialistiske vision “allerede fandt udtryk i barndommens oplevelser af en verden befolket af levende ting snarere end passive objekter”.7 Tilsvarende modstiller Graham Harman den moderne filosofis og poststrukturalismens understregning af, at alt er medieret, med barnets tilsyneladende umiddelbare og besjælende nydelse ved “plastikdinosaurers kamp i en sandkasse”.8 Timothy Morton udtrykker præcist  denne barnenostalgi i et videointerview fra 2017, hvor han præsenterer sit projekt med sin nymaterialistiske eller objekt-orienterede tænkning med disse bemærkelsesværdige ord:

Den funktionelle definition af et barn i moderne kultur er en person, der stadig er i stand til at tale med ikke kun levende ikke-mennesker, men også tøjdyr, som om de var levende. Og hvem [af de voksne] har lov til at gøre det uden at blive set på som mærkelig eller skør på en eller anden måde? På et tidspunkt skal man ikke gøre det mere, det kaldes at blive voksen […]. Det har altid virket lidt trist for mig. Jeg har altid ønsket at holde fast i mit tøjdyr, og mit projekt handler lidt om, hvordan kan jeg få det til at fungere, så vi som voksne kan holde fast i vores tøjdyr.9

Problemet med autonomi og universalisme

Den nymaterialistiske betagethed af barneuniverset taler endvidere direkte ind i nymaterialisternes kritik af modernitetens eller oplysningstidens begreb om autonomi, som finder de moralske og politiske principper i individets egen fornuft og frie tænkning.

Det er vigtigt at anerkende, at moderniteten historisk set er blevet misbrugt til at frakende visse mennesker fornuft som påskud for at retfærdiggøre deres udelukkelse fra politik og samfundI forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det at afvise ideen om menneskelig særegenhed ved at minimere forskellen mellem subjekter og objekter kan lede til ubehagelige etiske og politiske konsekvenser, svarer Bennett, at “det kantianske imperativ om altid at behandle menneskeheden som et mål i sig selv og aldrig blot som et middel har ikke haft super succes med at forhindre menneskelig lidelse eller fremme menneskelig velvære”.10 Faktisk er denne ide ikke bare falsk, den er også skadelig, fordi den giver os en vildledende opfattelse af os selv som selvstændige individer med selvstændige menneskelige egenskaber, der kvalitativt adskiller os fra ting eller objekter. Derfor er det “vanskeligt overhovedet at give mening til forestillingen om begrebet om et enkeltstående mål-i-sig-selv”.11

Problemet er ikke, at de moderne forestillinger om frihed og fornuft i sig selv udelukker og udgrænser fattige mennesker, kvinder og ikke-hvide. Problemet er, at argumentet om, at specifikke grupper af menneskeheden ikke er udstyret med fornuft og frihed og evnen til at bruge dem, er usandtDerudover argumenterer Bennett for, at det ville være forløsende for undertrykte mennesker over hele verden at slippe af med det moderne frihedsbegreb: “Vital materialisme ville således oprette en slags sikkerhedsnet for de mennesker, der nu, i en verden hvor kantiansk moral er standarden, rutinemæssigt lider, fordi de ikke overholder en bestemt (euroamerikansk, borgerlig, teocentrisk eller anden) model for personlighed.”12 Autonomibegrebet – der dikterer, at hvert enkelt menneske universelt er udstyret med evnen til selvbestemmelse som et frit fornuftsvæsen uanset køn, etnicitet, seksualitet, kultur, race, klasse, historie osv. – fører angiveligt til undertrykkelse af lokalt placerede stemmer, der ønsker at etablere mere naturlige, hierarkiske, spirituelle, religiøse, stammeorienterede og etnocentriske fortællinger.

Det er vigtigt at anerkende, at moderniteten historisk set er blevet misbrugt til at frakende visse mennesker (f.eks. fattige, kvinder, ikke-hvide og oprindelige folk) fornuft som påskud for at retfærdiggøre deres udelukkelse fra politik og samfund. Men det, at flere fortalere for moderniteten havde en begrænset vision om universalismens udbredelse, taler ikke imod de moderne begreber og principper, men snarere imod den chauvinistiske og snæversynede indsnævring og knægtelse af dem. I stedet for at afvise oplysningstidens begreber om menneskelig fornuft og frihed bør man kritisere denne partikularistiske tendens til at afgrænse og holde moderniteten tilbage ved at udvide den og omvendt insistere på, at universelle begreber om fornuft og frihed består i, at det, der er fælles for alle, betegner det, der ikke er specifikt for nogen (hverken for rige mennesker, mænd, hvide mennesker osv.).

Som det hedder hos en af de mest resolutte fortalere for det moderne universelle projekt, Slavoj Žižek:

Disse to aspekter – påtvingelsen af vestlige værdier som universelle menneskerettigheder og respekten for forskellige kulturer uafhængigt af de rædsler, der kan være en del af disse kulturer – er de to sider af den samme ideologiske mystifikation. Der er skrevet meget om, hvordan universaliteten af universelle menneskerettigheder er fordrejet, hvordan de i hemmelighed giver præference til vestlige kulturelle værdier og normer (individets prioritet over sit samfund osv.). Men til denne indsigt bør vi også tilføje, at det multikulturalistiske antikolonialistiske forsvar af mangfoldigheden af ‘livsstile’ også er falsk: det tilslører antagonismerne inden for hver af disse særlige livsformer og retfærdiggør brutalitet, sexisme og racisme som udtryk for en bestemt kultur, som vi ikke har ret til at dømme ud fra fremmede ‘vestlige værdier’.13

Det historiske problem i dag er ikke, at de moderne forestillinger om frihed og fornuft (som fx nedfældet i begreber om demokrati og lige rettigheder) i sig selv udelukker og udgrænser fattige mennesker, kvinder og ikke-hvide. Problemet er, at argumentet om, at specifikke grupper af menneskeheden ikke er udstyret med fornuft og frihed og evnen til at bruge dem, er usandt (således fremstår Bennetts eksotisme netop nedladende og potentielt racistisk).

Bennett, nymaterialisterne (og højrepopulisterne) har desuden totalt uret i, at autonomi – dvs. at mennesket underlægger sig love, det selv har udformet − har domineret og gennemsyret vores nyere historie. Tværtimod er den kapitalistiske virkelighed, at ikke kun naturen, men også menneskers liv er domineret af dén stumme tvang, der ligger i kapitalens umættelige akkumulationsbehov. Et system, der nødvendigvis forudsætter og yderligere afføder ulighed, forskelsbehandling og uretfærdighed (herunder kolonialisme), som er uforenelige med modernitetens endnu uindfriede tanke om menneskets universelle frihed og lighed.

Når Gretha Thunberg korrekt insisterer på, at kampen for klimaet ikke adskiller sig fra kampen for palæstinensernes rettigheder, udtrykker det netop en universalistisk solidaritet: Alverdens kampe (såsom kvindekampen, klimakampen, klassekampen eller kampen mod kolonialisme) udgør ikke bare kampe for særrettigheder for disse grupper, men kampe mod overgreb på menneskets universelle lighed, frihed og værdighed. Kvindekampen udtrykker ikke en kamp mod undertrykkelse af kvinder, fordi de er kvinder, men fordi kvinder er mennesker på lige ret med alle andre. Ligeledes med palæstinenserne eller alle andre mennesker, der er genstand for uretfærdighed. Uden den abstrakte ide om mennesket står det hen i det uvisse, hvad der er galt med racisme, kolonialisme etc.

Hvad med ansvar og demokrati?

Hvad betyder det egentlig, at handlekraft er distribueret og spredt fælles ud over ting og objekter? Det kan vi fx se i Bennetts kendte analyse af en enorm strømafbrydelse i Nordamerika i 2003 (der påvirkede 50 millioner amerikanere): “Selvom det ville glæde mig at hævde, at deregulering og virksomheders grådighed er de virkelige syndere”, var den sande årsag snarere at finde i, at et elnet er en “samling bestående af gennemkrydsende og resonerende elementer”.14

Nymaterialisterne har også et problem med moderne, sekulær videnskab, da den ikke tilskriver ting og objekter menneskelignende handlekraftSåledes muliggjorde en friktion mellem og blandt elementerne i elnettet i sidste ende et kollaps af det. Strømafbrydelsen var kort sagt selve nettet, der talte. For elnettet må rettelig forstås som et sammensurium af aktanter, og ikke som et energisystem, som mennesker har produceret under kapitalistiske vilkår. Det er “en omskiftelig blanding af kul, sved, elektromagnetiske felter, computerprogrammer, elektronstrømme, profitmotiver, varme, livsstile, nukleart brændsel, plastik, fantasier om bemestring, statisk elektricitet, lovgivning, vand, økonomisk teori, ståltråd og træ” – for blot at nævne nogle få af elnettets mange medaktører.15

Denne beskrivelse, forklarer Bennett, hjælper os med at undgå “the blame game”.16 Som forurenende industri eller frimarkedspolitiker kunne man dårligt ønske sig en bedre forsvarsadvokat. For som Bruno Latour bemærker om klimakrisen: “Ansigt til ansigt med den gamle natur – der selv er blevet omformet – er der bogstavelig talt ingen, man vil kunne betegne som ansvarlig.”17

På sin sædvanlige provokerende og mørkt humoristiske måde indfanger Žižek den moralske konsekvens af den nye materialisme: “Vi kan tænke på Auschwitz som en assemblage – hvor agenterne ikke kun var de nazistiske bødler, men også jøderne, det komplekse netværk af tog, gasovnene, logistikken med at fodre fangerne, adskille og distribuere tøj, udtrække guldtænderne, indsamle hår og aske og så videre”.18

Udviskningen af ​​sondringen mellem intentionalitet og kausalitet har tydeligvis ret brutale konsekvenser, hvad angår moralsk og politisk ansvar. For hvis alle og alt er ansvarlige, synes individuel skyld at forsvinde i den blå luft.

Demokrati hviler på den antagelse, at lovens modtager også er lovens skaber. Loven finder sin demokratiske legitimitet i den konsensus, der dannes gennem folkets åbne dialog og frie diskussion. Demokratisk legitimitet kræver muligheden for en fri og fornuftig dialog og drøftelse og forhandling af borgernes love, hvilket igen kræver en minimal norm eller kompetence ift. fornuft og fri, refleksiv bevidsthed. Ikke alle kan meningsfuldt få adgang til denne dialog og diskussion. Det gælder fx nyfødte babyer, sten, levende materie, ånder og guder. A parliament of things, som det hedder hos Latour og co., giver derfor ingen mening.

Problemet med videnskaben

Nymaterialisterne har også et problem med moderne, sekulær videnskab, da den ikke tilskriver ting og objekter menneskelignende handlekraft. Den opererer i stedet med mekanisk kausalitet (som fx i klimavidenskaben), og det er jo netop ikke foreneligt med Bennetts bemærkning om, at “alt på en måde er levende”.19 Hun tager ærligt konsekvensen heraf, når hun anfører, at de nye materialister derfor “har en fælles fjende i mekanisk eller deterministisk materialisme”.20

Påstanden om, at nymaterialisterne har et anstrengt forhold til moderne videnskab, er jeg ikke ene om. I mit tidligere essay i Eftertryk citerede jeg posthumanisten og antropologen Anna Tsing (der adskiller sig fra nymaterialisterne ved ikke at tilskrive handlekraft til abiotisk materie, men alene til dyre- og planteriget) for hendes ramsaltede parodi på nymaterialisterne: “Det er videnskaben – vi stoler ikke på den, vi kan ikke lide den, og vi ønsker ikke at slutte os til den […]. Videnskab, tror vi, er en version af Man, og vi forestiller os, at hvis vi vender den ryggen, træder vi ind i en ny verden uden Hans indblanding.”21 Her bruger Tsing begrebet ‘Man’ som en betegnelse for en vestlig universalisme, der historisk er blevet misbrugt til at legitimere racisme, kolonialisme samt klasse- og kvindeundertrykkelse.

Kort sagt kritiserer Tsing nymaterialisterne for at være uvidenskabelige og videnskabsfjendtlige. Hun præciserer, at discipliner som politisk økologi, indigenous studies samt social- og kulturvidenskaber synes at udvise en “frygt for at blive smittet af videnskaben”, idet de afviser den som “en gren af staten og kapitalismen” og som et “varemærke for Vesten og Man”.

Forbeholdet over for sekulær videnskab – hvis begrebslighed og universalisme opfattes som historiske alibier for racisme, patriarkatet, kolonialisme og chauvinisme – medfører, i Tsings vurdering, at “vi trods nymaterialismens løfter” paradoksalt nok ikke hører meget om hele den materielle verden uden for det menneskelige og humanistiske fokus: “Vi hører meget om filosofier og politikker, men meget lidt om det eksisterende selv.” Nymaterialisterne snakker ganske vist meget om den materielle verden, men reelt har de pga. deres udbredte mistillid til videnskaben meget lidt at sige om den: “Idet de vender ryggen til Man, glemmer analytikerne at tage notits af verden.”22

Tsing, der ofte nævnes i samme sætning som nymaterialisterne, har en vigtig pointe, når hun kritiserer nymaterialismen for at have et alvorligt problem med sekulær, moderne videnskab. Derudover kolliderer dens kausale og mekaniske verdensbillede med forestillingen om, at ting og objekter besidder en form for handlekraft og en form for menneskelige egenskaber. Deres ‘materialisme’ hviler ikke på et videnskabeligt grundlag, men er snarere i modstrid med videnskaben; og deres interesse for ting og objekter er i praksis et slet skjult alibi for en tåget new age spiritualisme.

Antropocæn eller kapitalocæn?

Den nuværende klimakrise har på mange måder indgydt mange en foruroligende moralsk forlegenhed over at være menneske, og længslen efter at undslippe det menneskelige har ført til en nyorientering mod den materielle og objektive verden for at finde steder, hvor man kan modstå den fatale følelse af at være menneske. Der er givetvis ofte tale om et ægte behov for at føle enhed med og være mere ‘til stede’ i verden og føle sig mere forbundet med dyr, planter og den uorganiske verden. Sådan kan man f.eks. læse Latour, når han skriver, at “der ikke er et eneste tilfælde, hvor det er nyttigt at skelne mellem, hvad der er ‘naturligt’, og hvad der ‘ikke er naturligt’”.23 Men udover, at det videnskabeligt er usandt, får det også fatale konsekvenser ift. at kunne forklare, hvordan samfundsstrukturer er opstået, og hvordan man skal forholde sig til dem.

Engelbreth Larsen har ret i, at der gives toneangivende nymaterialister som Rosi Braidotti og Donna Haraway, der ser kapitalismen som en drivkraft bag klimakrisen. Men de fleste nymaterialister − folk som Jane Bennett, Bruno Latour, Timothy Morton, Diana Coole, Samantha Frost og Dipesh Chakrabarty (ikke en egentlig nymaterialist, men identificerer sig stærkt med dem) – har en tendens til at fokusere på klimakrisen som et resultat af en abstrakt humanistisk idé om menneskeheden. Klimakrisen analyseres primært som det ideologiske resultat af en antropocentrisk opfattelse, der er forbundet med moderniteten, der har gjort os arrogante og uansvarlige. Problemet synes mere at være det moderne natursyn end de materielle, økonomiske rammer.

Den marxistiske tænker Søren Mau har således fuldstændig ret, når han fremhæver, hvordan der i dag er

en tendens til en flad idealistisk opfattelse af historie og politik, der lokaliserer årsagen til politiske forandringer i måden, vi tænker på: klimaforandringer er et resultat af modernitetens dualistiske forståelse af forholdet mellem mennesket og naturen, og den politiske løsning består i at udvikle ‘alternative narrativer’, der kan imødegå ‘neoliberal væksttænkning’ og lære mennesket at respektere den natur, det selv er en del af. Manglen på analyse omsætter sig således i en utilstrækkelig politisk strategi, og destruktionen af livets betingelser får lov at fortsætte.24

Afslutning og konklusion

Som vi har set, er de nye materialismer meget radikale og vidtgående i deres udsagn. Generelt er der tale om en udbredt skepsis overfor marxismen og kapitalismekritikken og overfor kritik eller oppositionel tænkning i det hele taget.

Kritik ses som irrelevant og endda vildledende, og i denne henseende er Karen Barads vurdering ikke usædvanlig: “Jeg er ikke interesseret i kritik. Efter min mening er kritik overvurderet, overbetonet og overanvendt”.25 De nye materialister har en tendens til at tage parti for Bruno Latour i hans skepsis over for kritikken som noget, der skaber falske forskelle og dikotomier, og som forudsætter en antropocentrisme i form af ideen om et suverænt, verdensløst subjekt. Frem for kritik må vi have fokus på, hvordan verden er sammensat af menneskelige og ikke-menneskelige sfærer, der ikke er kvalitativt forskellige fra hinanden, idet mennesket altid er indlejrede i materien. Analyserne må være deltagende og bekræftende anerkende materiens egen agens og vores gensidige forhold.

I deres post-kritik bruger de nye materialismer progressive talemåder, men arbejder i realiteten for en naturliggørelse af neoliberalismen i deres afvisning af materielle antagonismer og modsætningsforhold. Det viser sig ikke mindst i afvisningen af Marx’ kapitalismekritik. Bennett mener, at Marx’ kritik af varefetichisme er alt for antropocentrisk, fordi “afmystificering har tendens til at skjule materiens vitalitet og reducere politisk agens til menneskelig agens”.26 Timothy Morton advarer os mod, at kritikken af den fossile kapitalisme (ift. den globale opvarmning) risikerer at få os til at overse, hvordan olien selv er “en vidt distribueret agent med sine egne dystre planer”.27

Ved at fremstille økonomien som uforståelig og uforudsigelig, uden for menneskelig kontrol eller beregning, og som utilgængelig for fornuft, bestyrker de nye materialister effektivt kapitalistklassens interesserHvad angår det “økonomiske kredsløb”, distancerer Diana Coole og Samantha Frost sig tillige fra Marx, når de understreger, at “ingen brugbar version af marxismen kan fremme et historisk metanarrativ eller forvente at kunne identificere bestemmende økonomiske love”.28 I stedet fremhæver de, at for den nye materialist “forstås det kapitalistiske system ikke på nogen snæver økonomisk måde, men behandles snarere som en detotaliseret totalitet, der omfatter en lang række indbyrdes forbundne fænomener og processer, der opretholder dets uforudsigelige spredning og uventede kriser, såvel som dets produktivitet og reproduktion”.29 Det kapitalistiske system modsætter sig teoretisering eller totalisering, da det “overgår de enkelte aktørers forståelse eller intentioner”.30

En anden prominent skikkelse indenfor nymaterialismen, Manuel DeLanda, forklarer, at posthumanismens mål består i at “frigøre venstrefløjen fra den spændetrøje, som Marx’ tanker har holdt den i de sidste 150 år”, som han formulerer det i et interview fra 2005.31 Og således kan det næppe overraske, at Bruno Latour, en anden stærk anti-marxistisk stemme, affærdiger, hvad han kalder “de sociale teoretikeres forkærlighed for befrielsespolitik”.32 Befrielseskampe for at omorganisere den kapitalistiske økonomi kan trygt aflyses, idet “kapitalismen ikke eksisterer”, som Latour erklærede allerede i 1988. Den “er marginal, selv i dag. Snart vil folk indse, at den kun er universel i forestillingen hos dens modstandere og fortalere”.33

Klassekamp findes kun i hovederne på dem, der favoriserer kapitalismen eller kritiserer ideen om kapitalisme. Som Thatcher, der erklærede, at samfundet ikke eksisterer, kan Latour med en lignende anti-universalistisk gestus erklære, at kapitalisme heller ikke eksisterer, hvilket er grunden til, at han i 2007 selvsikkert formaner os til at tage det roligt: “Du skal ikke fokusere på kapitalismen”.34 I modsætning til “disse modernister par excellence, marxisterne” er det nu afgørende at afblæse klassekamp og højre/venstre tænkning som utilstrækkelige til at forstå den økologiske krise.35

Margaret Thatcher udråbte i et interview i nullerne New Labour og Tony Blair som sin største politiske bedrift. På samme måde må det markedsgjorte universitets største politiske bedrift siges at være nymaterialismen og posthumanismen. Det nymaterialistiske og posthumanistiske løfte om at tilbyde “en befriende anti-humanisme” kan koges ned til at forskydning af kampen for frigørelse væk fra den menneskelige sfære til den ikke-menneskelige sfære,36 hvor den åbenlyst vil efterlade kapitalistiske interesser eller strukturer uden for fare.

Ved at fremstille økonomien som uforståelig og uforudsigelig, uden for menneskelig kontrol eller beregning, og som utilgængelig for fornuft, bestyrker de nye materialister effektivt kapitalistklassens interesser. Irrationelt at hævde, at økonomi er utilgængelig for videnskabelig eller rationel undersøgelse, indebærer en konsolidering af neoliberal status quo, for som Thomas Piketty skriver: “De, der har mange penge, glemmer aldrig at forsvare deres interesser. At nægte at tælle er sjældent til de fattigstes fordel”.37

Derfor er det afgørende punkt for punkt at afvise nymaterilismens mystik og punkt for punkt at gå den modsatte vej. En vej, Søren Mau har skitseret så fint i sin kritik:

Hvis vi skal gøre os noget håb om at stoppe den ‘biosfæriske nedsmeltning’, der er ved at underminere betingelserne for menneskeligt liv på jordkloden, kræver det en konkret analyse, der kan lokalisere årsagerne til denne nedsmeltning og dermed udgøre udgangspunktet for en politisk strategi. Et oprør med ødelæggelsen af biosfæren kan kun tage form at et direkte angreb på de processer og institutioner, der opretholder kapitalens dominans: staten, pengene, markedet, lønarbejdet, klasserne. Der er ikke brug for at universalisere og individualisere skylden, og der er ikke brug for at udviske klassemodsætninger i et abstrakt ‘vi’ – der er brug for akkurat det modsatte: at lokalisere årsagerne, blotlægge dominansforholdene og radikalisere og eskalere kampen mod den elite, der er ved at ofre jordkloden på kapitalakkumulationens alter.38

 

Print Friendly, PDF & Email
  1. For spørgsmålet om ‘strandede aktiver’ som konsekvens af klimaomstillingen, se fx Andreas Malm og Wim Carton: Overshoot: How the World Surrendered to Climate Breakdown (New York, NY: Verso, 2024).
  2. Jane Bennett, Vibrant Matter: A Political Ecology of Things (Durham, NC: Duke University Press, 2010), 6.
  3. Bennett, Vibrant Matter, viiii.
  4. Rick Dolphijn og Iris van der Tuin: “Introduction: What May I Hope For?”, i New Materialism: Interviews and Cartographies, red. Rick Dolphijn og Iris van der Tuin, 13-6 (Ann Arbor, MI: Open Humanities Press, 2012), 15, Manuel DeLanda, A New Philosophy of Society: Assemblage Theory and Social Complexity (London: Continuum, 2006), 13 og Manuel DeLanda, “Interview with Manuel DeLanda”, i New Materialism: Interviews and Cartographies, 40.
  5. Bennett, Vibrant Matter, xviii.
  6. Jf. Kellie Robertson, “Medieval Materialism: A Manifesto,” Exemplaria 22, no. 2 (2010): 99-118, Shannon Gayk og Robyn Malo, “The Sacred Object,” Journal of Medieval and Early Modern Studies 44 (2014): 457-67 og Anne E. Lester og Katherine C. Little, “Introduction: Medieval Materiality,” English Language Notes 53, no. 2 (2015): 1-8.
  7. Bennett, Vibrant Matter, vii.
  8. Graham Harman, Tool-Being: Heidegger and the Metaphysics of Objects (Chicago, IL: Open Court, 2002), 238.
  9. Timothy Morton, “Timothy Morton in Conversation with Verso”, 00:23:00 – 00:24:07; min fremhævelse, YouTube, uploaded af Verso Books (27.9.2017), tilgængelig på https://www.youtube.com/watch?v=1AEy2KmHwh0.
  10. Bennett, Vibrant Matter 12.
  11. Ibid.
  12. Bennett, Vibrant Matter, 13.
  13. Slavoj Žižek, Against the Double Blackmail: Refugees, Terror and Other Troubles with the Neighbours (London: Allen Lane, 2016), 66.
  14. Bennett, Vibrant Matter, 36.
  15. Bennett, Vibrant Matter, 25.
  16. Bennett, Vibrant Matter, 37.
  17. Bruno Latour, Facing Gaia: Eight Lectures on the New Climatic Regime, overs. Catherine Porter (Cambridge: Polity Press, 2017), 121.
  18. Slavoj Žižek, Absolute Recoil: Towards a New Foundation of Dialectic Materialism (London: Verso, 2015),  8n8.
  19. Bennett, Vibrant Matter, 117.
  20. Jane Bennett, “A Vitalist Stopover on the Way to a New Materialism”, i New Materialisms: Ontology, Agency, and Politics, red Diana Coole og Samantha Frost, 47-69 (Durham, NC: Duke University Press, 2010), 48.
  21. Anna Tsing, “A Feminist Approach to the Anthropocene: Earth Stalked by Man,” YouTube, uploadet af Barnard Center for Research on Women, 19. december 2015, https://www.youtube.com/watch?v=ps8J6a7g_BA, 00:44:36 – 00:44:53.
  22. Tsing, “A Feminist Approach to the Anthropocene”, 00:44:52 – 00:45:50.
  23. Bruno Latour, “Fifty Shades of Green”, Environmental Humanities 7, no. 1 (2015): 219-225, 211.
  24. Søren Mau, “Kapitalens stratigrafiske signaturer”, Eftertryk Magasin (1.5.2017), tilgængelig på https://www.eftertrykket.dk/2017/05/01/kapitalens-stratigrafiske-signaturer/.
  25. Karen Barad, “Interview with Karen Barad”, i New Materialism: Interviews and Cartographies, red. Rick Dolphijn og Iris van der Tuin, 48-70 (Ann Arbor, MI: Open Humanities Press, 2012), 49.
  26. Bennett, Vibrant Matter, xv.
  27. Timothy Morton, Hyperobjects: Philosophy and Ecology after the End of the World (Minneapolis, MN: University of Minnesota Press, 2013), 53.
  28. Diana Coole og Samantha Frost, “Introducing the New Materialisms”, i New Materialisms: Ontology, Agency, and Politics, red. Diana Coole og Samantha Frost, 1-43 (Durham, NC: Duke University Press, 2010), 30.
  29. Coole og Frost, “Introducing the New Materialisms”, 29.
  30. Coole og Frost, “Introducing the New Materialisms”, 30.
  31. Manuel DeLanda, John Protevi og Thorkild Thanem, “Deleuzian Interrogations: A Conversation with Manuel DeLanda and John Protevi”, Tamara: Journal of Critical Postmodern Organization Science 3, no. 4 (2005): 65-88, 68.
  32. Bruno Latour, Reassembling the Social: An Introduction to Actor-Network-Theory (Oxford: Oxford University Press, 2005), 52.
  33. Bruno Latour, The Pasteurization of France, overs. Catherine Porter (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1988), 179.
  34. Latour, Reassembling the Social, 179.
  35. Bruno Latour, We Have Never Been Modern, overs. Cathy Porter (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1993), 126.
  36. Claire Colebrook, “On Not Becoming Man: The Materialist Politics of Unactualized Potential,” i Material Feminisms, red. Stacy Alaimo og Susan Hekman, 52-84 (Bloomington, IN: Indiana University Press, 2008), 74.
  37. Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede overs. Lars Bonnevie, Peer F. Bundgaard, Nils Voisin Schultz og Line V. Frederiksen (København: Gyldendal, 2014), 592.
  38. Mau, “Kapitalens stratigrafiske signaturer”. Se note 23.