Frygtens arkitektur

Af Martin Stub-Holm el-Toukhy
Billede: Hans Grundig, Das Tausendjaehrige Reich, 1936

Der er øjeblikke i historien, hvor små lande træffer store valg. Danmark havde i mange år et ry som humanitær stormagt. Sammen med Norge og Sverige markerede vi os som en lille nation, der gjorde sin skandinaviske stemme stor gennem diplomati, udviklingsbistand og dialog. Vi støttede massivt op om FN-systemet, den regelbaserede verdensorden og insisterede på, at internationalt samarbejde gav bedre resultater end militær oprustning. I dag synes denne profil reduceret til en skygge af sig selv. I stedet ser vi et Danmark, der kanaliserer flere hundrede milliarder til militær oprustning, indkøber angrebsvåben og spiller med musklerne.

Det kan ved første øjekast fremstå modigt og handlekraftigt. Men det er også udtryk for en ny styringsform, hvor frygt bygges ind i den politik, vi indretter vores demokrati og økonomiske prioriteringer efter.

KØB, KØB, KØB

Når statsminister Mette Frederiksen udtaler: “Køb, køb, køb. Der er kun en ting, der tæller nu, og det er hastighed, for virkeligheden er, at vi er bagud. Vi er nødt til at tilsidesætte mange af de procedurer, som nok er skabt i bedste mening, men som hører en anden tid til”,¹ markerer det uden tvivl et paradigmeskifte. Og det rækker langt ud over forsvarspolitikken.

Her afsløres en politisk logik, hvor de almindelige demokratiske spilleregler sættes i parentes. Udbudsregler, kontrolmekanismer, offentlig debat og kritik ses ikke som grundlæggende demokratiske processer, men som forstyrrende levn fra “en anden tid”. Når regeringen selv peger på nødvendigheden af at tilsidesætte regler og omtanke, er vi på uhyggeligt kort tid landet midt i en undtagelsestilstand. Det er den situation, hvor loven og den frie politiske samtale ikke ophæves – men sættes på pause i sikkerhedens navn. Og pausen bliver sjældent kort. Det, der var tænkt som en nødløsning, ender ofte som en ny normaltilstand. Borgerne og oppositionen forventes her at adlyde og afvente – ikke at tænke, udfordre eller kritisere. Mette Frederiksen formulerede tydeligt undtagelsestænkningen i en videotale til nationen: ”Men vi skal altså også bevare roen. Tiden er ikke til hurtige meldinger, politiske overbud eller mistillidserklæringer”.² Roen er måske belejlig for magthaverne, men kalder også på en stiltiende ensretning, der er farlig for selv det stærkeste demokrati.

Vores egen danske politolog, Ole Wæver, har med sin teori om sikkerhedsliggørelse³ netop beskrevet, hvordan politik kan flyttes ud af en almindelig parlamentarisk arena og ind i en frygtbaseret sikkerhedslogik. Når et emne først defineres som et sikkerhedsspørgsmål, iscenesættes det som eksistentielt, og almindelig politisk uenighed omdannes til illoyalitet og naivitet. Præcis sådan fungerer oprustningsdiskursen i dag: Der er ikke tale om et valg, men om en nødvendighedens politik uden tid til de dér langsommelige og besværlige processer, vi kalder demokrati.

Déjà-vu: Irak og Afghanistan

Vi har faktisk prøvet det før. Da Danmark gik i krig i Afghanistan og Irak, blev beslutningen også fremstillet som en ufravigelig nødvendighed. Det handlede om “Krigen mod terror”, og vi fik at vide, at alternativet til krigsdeltagelse var et svigt af det vestlige demokrati og danske værdier. Efter 11. september 2001 blev “muslimerne” og al-Qaeda gjort til fjendebilleder i en uforsonlig konfrontationstænkning. George W. Bush og Tony Blair satte retningen, og Anders Fogh Rasmussen fulgte ivrigt trop. Den danske krigsdeltagelse i både Afghanistan og Irak udsprang først og fremmest af ønsket om at stå last og brast med USA, mens sikkerhedsdiskursen og terrorfrygten leverede fortællingen, der gjorde beslutningen spiselig for befolkningen og moralsk uangribelig for det politiske flertal.

I dag er resultatet klart: hundredtusindvis af mennesker blev dræbt, i forvejen skrøbelige stater blev kastet ud i yderligere kaos. Interventionerne efter 11. september fik dermed flere utilsigtede konsekvenser. De skabte grobund for yderligere radikalisering i form af terrororganisationer som Islamisk Stat, forvandlede Afghanistan til et Taliban-styret område igen og efterlod Danmark med tabte soldater, traumatiserede veteraner og en skadet international troværdighed. Krigen mod terror, der skulle sikre os, endte med at konstruere mere utryghed – både nationalt, regionalt og globalt.

At se tilbage er ikke kun en øvelse i efterrationalisering. Det minder os om, hvad der sker, når frygtens logik og nødvendighedens politik bliver det eneste legitime politiske sprog. Der lukkes for en reel debat, og vi accepterer drastiske beslutninger, som senere viser sig at være uholdbare og destabiliserende på den lange bane. Vi har set skyggesiden af den aktivistiske udenrigspolitik i både Afghanistan, Irak og Libyen, hvor islamistiske terrorbevægelser blev styrket – ikke svækket – af det vestlige krigsengagement.⁴

Der er derfor absolut intet beroligende i, at justitsminister Peter Hummelgaard på endnu et krise-pressemøde taler om “en ny virkelighed” og sammenligner den nuværende ’dronekrise’ og frygten for hybridkrig med tiden efter 11. september.⁵ For hvis den historiske parallel holder, er faren ikke kun, at vi gentager retorikken – men at vi gentager fejltagelserne, hvor frygten former et politisk terræn, der ikke giver plads til dialog og langsigtede løsninger.

Paradoks: Oprustningen som symbolpolitisk realpolitik

Ingen kan benægte, at Rusland med invasionen af Ukraine i 2022 har begået en alvorlig krænkelse af folkeretten – en reel trussel mod ukrainsk suverænitet og freden i Europa.

Men at Danmark derfor må indkøbe langtrækkende angrebsmissiler, bygge ukrainske våbenfabrikker på dansk jord (uden klageadgang for naboer⁶) og etablere en kampklar brigade på 6.000 soldater, er ikke en naturlig konsekvens – det er et politisk valg.⁷

Ligesom det er politiske valg, der i årtier har drevet NATO’s konstante udvidelse mod øst, vestlige regeringers indblanding i ukrainske magtskifter og en systematisk marginalisering af russiske sikkerhedsinteresser. Som selv den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, William Burns, advarede om allerede i 2008: Ukraine var “NATO’s rødeste linje” for Rusland. I det lys var invasionen ikke uprovokeret, men resultatet af en langvarig geopolitisk konfrontation, som Vesten selv har været med til at optrappe.⁸

Den danske oprustning fungerer i høj grad symbolsk. Hvor meget ændrer Danmarks rekordstore 315 milliarder dyre oprustning (2024-2033)⁹ reelt på den regionale og globale magtbalance i et NATO domineret af USA? Bliver atommagten Rusland virkelig “afskrækket” af et par hasteindkøbte danske missiler? Næppe. I værste fald gør det os mere udsatte, end vi var i forvejen. Til gengæld har det indenrigspolitisk en massiv effekt: Det viser, at regeringen handler og ikke tøver.

Her ser vi nødvendighedens politik i sin reneste form. Ethvert tiltag fremstilles som uundgåeligt – tøven og tvivl bliver stemplet som svaghed. Det handler ikke længere om proportioner, men om at signalere handlekraft. I det øjeblik reduceres politiske valg til militære nødvendigheder – og symbolpolitikken overskygger den reelle risikoanalyse. Oprustning rummer altid et klassisk sikkerhedsdilemma, som der i det nuværende danske debatklima gives alt for lidt plads til: Tryk avler modtryk. Vi har brug for en åben, demokratisk samtale om, hvorvidt oprustningen, afskrækkelsesstrategierne og den ubetingede militære støtte til Ukraine reelt øger – eller måske undergraver – sikkerheden i Danmark og Europa.

Oprustningspolitikken rækker dog langt ud over forsvarsområdet. Når milliarder af skattekroner bindes i oprustning, mangler de til de udfordringer, der præger danskernes hverdag og fremtid. Vi lever i et polariseret velfærdssamfund på en klode i klimakrise. Alligevel omtales stigende CO₂-udledning, voksende social ulighed, mentale helbredsproblemer, skolevægring og boligkrise sjældent som eksistentielle – selvom de former Danmarks fremtid langt mere direkte end et højst usandsynligt russisk angreb.

’Køb-køb-køb’-tilgangen er dog tydelig i både den politiske retorik og realpolitikken. Vi har tid til at udskyde klimaambitioner, men ikke til at vente med missiler. Vi kan acceptere skimmelsvamp og mistrivsel på folkeskoler i årevis, men kan på få dage mobilisere uanede ressourcer i håndteringen af tre droner over Kastrup Lufthavn en enkeltstående september aften.

Det er ikke kun et spørgsmål om kroner og øre. Det er et spørgsmål om, hvilke problemer vi definerer som “livsvigtige”.

Hierarkiet af liv

Et af de mest afslørende udtryk for frygtens arkitektur er den måde, vi værdisætter menneskeliv forskelligt.

Når ukrainske civile dræbes, er reaktionen en bølge af sorg, fordømmelse, hjælp og støtte. Ukrainske liv repræsenterer ikke kun mennesker, men demokrati, frihed og et Europa under angreb. De bliver liv, der skal forsvares “for enhver pris”.

Når palæstinensiske civile dræbes i Gaza, omtales de langt oftere som “utilsigtede tab” eller som ofre i en kompleks konflikt mellem vores demokratiske allierede Israel og en modpart, der i den vestlige retorik reduceres til terrorister. Der mobiliseres ikke samme politiske vilje til at sikre deres overlevelse. Palæstinenserne dehumaniseres og bliver til biologiske eksistenser uden betydelig politisk værdi. Liv, der kan ofres uden at ændre på den større fortælling om verden. Døde russere behandles efter en anden, men beslægtet form for dehumaniserende logik: De findes, men kun som statistikker, der fejres snarere end begrædes; ofre, men på den “forkerte” side af kampen mellem godt og ondt.

Dette globale hierarki af liv lader værdien af et menneske afgøres af, hvilken fortælling det tjener.

Det afslører, at sikkerhedsliggørelse ikke kun handler om våben og procedurer. Den former også et racistisk hierarki af liv. Nogle mennesker defineres som værd at beskytte inden for folkeretten, andre som acceptable eller velgørende tab i forsvaret af Vestens eurocentriske forestilling om sig selv som et uovertruffent demokrati.

Det er ikke naturgivne forskelle, men resultatet af brutale politiske valg om liv og død.

Frygt som politisk kapital

Som lille nation vil vi altid være små i militær forstand – uanset hvor mange milliarder vi bruger på oprustning. Spørgsmålet er derfor: Skal vi også opgive den moralske autoritet, der engang gav Danmark en særstilling i verden? Når vi definerer os selv gennem våbenkøb, reduceres vi til endnu et tandhjul i NATO’s maskineri – uden at få reel indflydelse.

Hvad gavner Danmark mest på lang sigt: at have endnu et par missiler på lager – eller at være kendt som den stemme, der insisterer på diplomati og fred?

“Men hvad så, hvis Rusland angriber?” vil nogen spørge. Det er et legitimt spørgsmål. Men vi må huske proportionerne: Danmark er medlem af NATO, verdens stærkeste forsvarsalliance. Artikel 5 – NATO’s musketered – betyder, at et angreb på ét land er et angreb på alle. Risikoen for et isoleret militært angreb på Danmark er derfor minimal. Truslen er faktisk vurderet til ”INGEN” af Forsvarets Efterretningstjeneste.¹⁰

Det fritager os ikke for militært ansvar, men det forpligter os til noget vigtigere: at værne om demokratiet. Når udbudsregler tilsidesættes, beslutninger presses igennem uden debat, og kritikere stemples som naive eller udanske, så er vi i færd med at nedbryde netop de værdier, vi hævder at forsvare.

Danmarks styrke har historisk ikke været i våbnene, men i værdierne. Demokratiet og den åbne dialog er ikke bare idealer – de er selve grundlaget for, at vores stemme kan veje tungere, end vores størrelse tilsiger.

Når staten hele tiden definerer nye trusler, bliver sikkerheden aldrig fuldendt. Der er altid en ny undtagelse, en ny krise, der kræver, at regler tilsidesættes, eller at kritikere udskammes. I går var det corona-smittede mink, i dag fremmede droner i luftrummet, i morgen måske cyberangreb på infrastruktur. Men når krisens og frygtens sprog bliver den dominerende ramme, sætter det sig ikke kun i politikken – det sætter sig i kroppen og i vores kollektive nervesystem. Vi ser allerede i dag, hvordan folkesundheden og især unge præges af mistrivsel og fremtidsangst. Eller som den tyske sociolog, Ulrich Beck skrev om risikosamfundet¹¹: Menneskehedens motto var engang, “Jeg er sulten”. I vores tid er det i stedet, “Jeg er bange”.

Måske er det dér, vi står i dag. Frygten er blevet så indlejret, at vi næsten ikke kan forestille os politisk lederskab uden den.

Frygten er ikke blot en følelse. Den fungerer som cement i et politisk krisehåndværk, der langsomt kvæler debat, demokrati og dømmekraft, hvis vi ikke stopper op og tænker, inden vi handler.

Statsministerens ord – “køb, køb, køb” – er ikke et ansvarligt kampråb, men et udtryk for en politisk strategi, hvor frygten ikke dæmpes, men dyrkes. Når krisestemningen gøres permanent, lammes den frie tanke – og magten slipper for modstand.

Det er ikke Rusland, der kan nedbryde vores demokrati udefra. Det kan vi kun gøre selv indefra – sten for sten, hvis vi forveksler frygtens arkitektur med demokratiets.

Martin Stub-Holm el-Toukhy er lektor i samfundsvidenskab ved Socialrådgiveruddannelsen i Odense

1. DR: ”Statsminister med 50 milliarder kroner til forsvarschef: Køb, køb, køb”, 19. februar 2025. https://www.dr.dk/nyheder/politik/statsminister-med-50-milliarder-kroner-til-forsvarschef-koeb-koeb-koeb
2. Statsministeriet: ”Statsministerens tale om hybride angreb”, 25. september 2025. https://stm.dk/statsministeren/taler/statsministerens-tale-om-hybride-angreb/
3. Danmarks Nationalleksikon: ”Sikkerhedsliggørelse”, https://lex.dk/sikkerhedsligg%C3%B8relse
4. Uffe Kaels Auring: ”Et radikaliseret partnerskab: Vesten og islamismen”, Eftertryk, 29. juni 2017. https://www.eftertrykket.dk/2017/06/29/et-radikaliseret-partnerskab-vesten-og-islamismen/
5. DR: ”’En ny virkelighed’: Regeringen sammenligner dronesituation med tiden efter 11. september”, 29. september 2025. https://www.dr.dk/nyheder/indland/en-ny-virkelighed-regeringen-sammenligner-dronesituation-med-terrorangrebet-11-september
6. DR: ”Om lidt får Troels Lund en vild magt: ‘Man kører borgere over med en kampvogn’”, 13. august. 2025. https://www.dr.dk/nyheder/politik/om-lidt-faar-troels-lund-en-vild-magt-man-koerer-borgere-over-med-en-kampvogn
7. Forsvaret: ”Ny hærplan sikrer bedre militær tilstedeværelse i hele landet”, 23. april 2025. https://www.forsvaret.dk/da/nyheder/2025/ny-harplan-sikrer-bedre-militar-tilstedevarelse-i-hele-landet/
8. Poul Villaume: ”Koldkrigshistoriker Poul Villaume: Ukrainekrigen kunne med stor sandsynlighed være undgået”, Dagbladet Information, 26. september 2024. https://www.information.dk/kultur/2024/09/koldkrigshistoriker-poul-villaume-ukrainekrigen-stor-sandsynlighed-vaere-undgaaet?kupon=eyJpYXQiOjE3Mjc1MDgyNzUsInN1YiI6IjI1ODQ2ODo4MjQwMTYifQ.Y86LrnvJNpnZ8BUkWcUsSA
9. Forsvarsministeriet: ”Økonomi og styring – Den afsatte økonomiske ramme til løft af Forsvaret udgør samlet 315 mia. kr.”, 23. september 2025. https://www.fmn.dk/da/arbejdsomraader/forlig-og-okonomi/okonomi-og-styring/
10. Forsvarets Efterretningstjeneste: ”Vurdering af den hybride trussel mod Danmark”, 3. oktober 2025. https://www.fe-ddis.dk/globalassets/fe/dokumenter/2025/trusselsvurderinger/-vurdering-af-den-hybride-trussel-mod-danmark.pdf
11. Danmarks Nationalleksikon: ”Risikosamfundet”, https://lex.dk/risikosamfund