Kapitalistisk kedsomhed

Claus Bryld har rejst spørgsmålet om, hvilken socialisme der er mulig i en verden præget af klimakollaps, fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj. Jeannette Søgaard fremhæver, at ægte forandring kræver, at venstrefløjen er langt mere opmærksom på de negative følelser, der udspringer af det kapitalistiske arbejdslivs krænkelse af ægte menneskelige behov, og som alt for let lokker os over i eskapisme og hedonistisk overforbrug.

Af Jeannette Søgaard
Illustration af Molly Depenau Christensen

Fra min barndom husker jeg kedsomhed som ren tortur. Det krævede en utrolig mængde selvkontrol at holde min krop og især min mund i ro i matematiktimerne om eftermiddagen. På trods af at jeg frygtede min lærers temperament, kunne jeg ikke lade være med at forstyrre undervisningen, fordi spændingen over muligheden for skældud var langt at foretrække over den klaustrofobiske understimulering. Kedsomhed kan altså få os til at gøre ting, vi oprigtigt frygter. Hvor mange farlige og dumme ting er måske ikke blevet gjort ud af kedsomhed?

Det er skamfuldt at kede sig, for så er man jo ikke ”klog” eller ”produktiv”. Fra barnsben lærer vi, at kedsomhed er et indre og individuelt problem, som vi selv kan og skal gøre noget ved. Hvis du keder dig, er der altså noget galt med dig.Skolen lærer os mange ting, men noget af det mest nyttige, vi socialiseres til fra barnsben, er at være i stand til at kontrollere vores kroppe og undertrykke kedsomhed. Vi skal ”lære” at kede os og være i kedsomheden. Jeg udviklede, som så mange andre, med tiden teknikker til at håndtere kedsomheden. Jeg bed i mine blyanter, dagdrømte og tegnede på bordet og lærte altså at være stille og sidde stille. Vi øver os i at vente. Vente på frikvarteret, på fyraften, weekend og ferie, for det er først der, vi er frie til at bruge vores energi på ting, vi finder meningsfulde.

Kedsomhed er en følelse, der ikke tages alvorligt. Mange kender vendingen, som voksne ofte bruger overfor børn: ”kloge mennesker keder sig aldrig”. Det er skamfuldt at kede sig, for så er man jo ikke ”klog” eller ”produktiv”. Fra barnsben lærer vi, at kedsomhed er et indre og individuelt problem, som vi selv kan og skal gøre noget ved. Hvis du keder dig, er der altså noget galt med dig.

Langvarig og intens kedsomhed kan få alvorlige psykiske konsekvenser. Det er bl.a. derfor isolation som straf i fængsler over længere perioder er i strid med både FN’s fængselsstandarder og standarderne fra Europarådets Torturkomité. Kedsomhed kan være en voldsom, negativ følelse, men den kommer ikke kun, når vi er efterladte i vores eget selskab uden adgang til ydre stimuli. Kedsomhed er fx forbundet med hasarderet adfærd og depression, og man kan også kede sig, selv når man har travlt, da kedsomhed kan vise sig som en grundfølelse af meningsløshed ved gentagen, utilstrækkelig stimulering. Det kender man fx fra begrebet “boreout”, som er sammensat af ”boredom” og ”burnout” og er en form for stressrelateret arbejdsskade fra monotont arbejde.

“In every job that must be done there is an element of fun” – Mary Poppins

Meget af vores kedsomhed udspringer uden tvivl af vores hverdag med meget arbejde. Arbejde fylder for rigtig mange den største del af vores vågne tid, fordi vi skal arbejde meget i en økonomi, der skal producere enorme mængder af brugbare og mindre brugbare ting for at skabe konstant profit. Arbejdet er det, der producerer værdien i samfundet, og derfor bliver meningen med vores arbejde ikke at udrette noget godt eller at skabe noget, men er først og fremmest noget, vi gør med henblik på at få en løn og skabe værdi. Kedsomhed hænger sammen med mangel på meningsfuldhed. Selv umiddelbart kedelige gøremål kan blive mindre kedelige, hvis vi ser en mening med dem. Men hvad hvis vi har svært ved at se meningen med de opgaver, vi udfører?

Ifølge en global undersøgelse fra Gallup siger kun 13% af den arbejdende befolkning i Europa, at de er engagerede i deres arbejde, mens hele 73% siger, at de er uengagerede, og 15% siger, at de er ”aktivt uengagerede”.¹ 53% af mennesker på arbejdsmarkedet vurderer derudover, at de ikke trives i deres generelle livssituation, og 38% oplever dagligt stress på deres arbejde.

På trods af dette er den mest stressede gruppe i Danmark mennesker udenfor arbejdsmarkedet, hvor ca. 55% lider af stress.² Dette tal er vigtigt, da glæden, der trods alt ofte er ved at have et fast arbejde, også hænger meget sammen med, at alternativet for de flestes vedkommende er økonomisk udsathed. Der er nemlig ingen tvivl om, at mange kan lide deres job, fordi det holder dem ude af økonomisk stress. Jeg kender mange, der kan lide deres job, fordi de har gode kollegaer, men faktisk ikke finder selve jobbet særligt interessant, og jeg kender mennesker, som elsker deres job og deres kollegaer, men hvor 37 timer om ugen er for meget, hvis man også har børn, venner og andre interesser i sit liv, som er vigtige for ens trivsel. Mange kender fx til ønsket om at have energi til at foretage sig noget i sin fritid, mens man i praksis kun har overskud til at scrolle på sin telefon efter en lang arbejdsdag.

Nogle mennesker er så heldige at have et job, som de finder meningsfuldt, men hvor tidspres og krav om effektivisering gør, at de ikke kan udføre jobbet tilstrækkeligt godt. En sådan jobsituation kan være værre for ens mentale helbred end et job, man finder udmattende, men ligegyldigt. En meget dygtig og passioneret socialrådgiver har fortalt mig, hvordan hun engang brændte for sit arbejde og de mennesker, hun arbejdede med, men at det voldsomme arbejdspres gjorde, at hun slet ikke har den nødvendige tid til at gøre sit arbejde ordentligt. Hun måtte prioritere hurtighed over grundighed, hvilket gjorde, at hun begyndte at føle sig inkompetent og demotiveret, mens den dårlige samvittighed og udmattelsen fulgte hende over i hendes fritid, og hun blev sygemeldt med stress.

At arbejdet bærer lønnen i sig selv, er svært at se, hvis arbejdet i bedste fald ikke bidrager med noget og i værste fald er ødelæggende for vores jord.Antropologen og forfatter af bogen Bullshit Jobs David Graeber viser i sine studier, at 37% af briterne finder deres arbejde totalt meningsløst. Det er den slags job, vi i Danmark kalder ”pseudoarbejde”. I mange år har vi hørt, at det at have et job og ”bidrage til samfundet” skulle være meningsfuldt i sig selv, men den fortælling bliver for mange sværere og sværere at tro på, hvis man i stigende grad ikke kan se nogen nytte med det, man foretager sig, og hvis man er bevidst om, at ens arbejde gør mere skade end gavn.

Idehistoriker Bue Rübner Hansen tager tråden op fra Graeber med begrebet ”Batshit Jobs”, der forstås som vanvittigt arbejde, der direkte er med til at underminere vores livsvilkår ved at skade vores eksistensgrundlag.³ Det kan fx være oil drilling, skovfældning, bundtrawling og fracking. Den slags arbejde gør uden tvivl mere skade end gavn, og at finde ægte mening i denne type arbejdsopgaver kræver i hvert fald en voldsom evne til at distancere sig fra de ødelæggelser, man forårsager. Det samme gælder måske jobs, der på mere indirekte vis er med til at forværre vores livsgrundlag, som det er tilfældet i fx modebranchen, reklamebranchen og i produktionen af billigt plastikbras fra Temu og Amazon. At arbejdet bærer lønnen i sig selv, er svært at se, hvis arbejdet i bedste fald ikke bidrager med noget og i værste fald er ødelæggende for vores jord.

For mange menneskers vedkommende er det således svært, hvis ikke umuligt, at have en hverdag, hvor man føler en ægte tilfredsstillelse gennem sit arbejde uden også at føle overvældende kedsomhed pga. udmattelse. Med kedsomhedens skadelige effekter på vores trivsel in mente giver det mening, at vores måder at håndtere kedsomheden på viser sig som forbrugseskapisme og letfordøjelig underholdningsflugt med hjælp fra industrier, der profiterer på at målrette deres afhængighedsskabende produkter til udmattede mennesker med koncentrationsbesvær.

Karl Marx, Depressive Hedonia og Brain rot

Hedonisk eskapisme er ikke et nyt fænomen. Menneskers behov for rusmidler, sex, hasardspil og andre adrenalin- og dopaminøgende aktiviteter er så gammel som historien selv. Formålet med at dykke ned i eskapismen er ikke at udskamme bestemte behov, men tværtimod at anerkende dem som reelle og legitime behov, der på et strukturelt plan opstår både i overensstemmelse med og på trods af materielle strukturer i samfundet.

Hvis vi kigger på alkoholindtagets historie, er der mange historikere, der mener, at alkoholindtaget blandt danske arbejdere var højest under den industrielle revolution, hvor arbejdspresset var allerstørst. I Danmark blev knap hvert fjerde dødsfald blandt københavnske borgere i 1890 tilskrevet alkohol som hovedårsag, og man antager, at hver arbejder i gennemsnit drak 70 liter brændevin om året,⁴ indtil man gennem ændringer af arbejdstider, love og prisstigninger begyndte at afskaffe druk i arbejdstiden, fordi det blev et problem for produktiviteten. Og i dag anses behovet for dulmende spiritus i arbejdstiden ikke som legitimt.

Dette er et godt eksempel på, hvordan menneskers behov, smag og interesser formes af, hvad der er tilgængeligt for os, men også af det, der ikke er tilgængeligt for os. For arbejderen i 1800-tallet var ro og tid til at restituere ikke et behov, der kunne opfyldes, men hvad der til gengæld var tilgængeligt, var et billigt rusmiddel, der kunne give nervesystemet ro.

Det betyder dog ikke, at vores eskapisme altid er en erstatning for andre behov, eller at folks individuelle behov er et symptom på, at man er undertrykt i et økonomisk system. Behovet for at drikke alkohol kan også skyldes, at det løfter stemningen, når man er på bar med sine venner, og vin kan få mad til at smage bedre. Men hvis alkohol, stoffer, sex, doomscrolling eller rejser er de eneste steder, man føler sig stimuleret og tilpas, så skal vi måske træde et skridt tilbage og se på vores generelle livskvalitet og hverdagstrivsel.

Hvad vi ser som meningsfuld og værdifuld brug af vores tid, afhænger altså både af os selv og vores helt egne partikulære oplevelser, men formes også af vores muligheder, lovgivning, tid og energi, og mennesker finder vej i mulighederne og begrænsningerne både i overensstemmelse med og på trods af materielle vilkår.

For Karl Marx gav det mening, at hedonistiske tendenser når et højdepunkt på det tidspunkt i historien, hvor arbejdspresset har været allerstørst og arbejdsforholdene værst, da arbejdernes liv i højere grad end tidligere var reduceret til monotone, kedelige, hårde og uinspirerende arbejdsaktiviteter i op til 18 timer i døgnet:

“Som resultat heraf føler mennesket (arbejderen) kun sig selv fritvirkende i sine dyriske funktioner — spisen, drikken, avlen børn (…) men i sine menneskelige funktioner føler han sig kun som et dyr. Det dyriske bliver det menneskelige, og det menneskelige bliver det dyriske. Spisen, drikken, avlen osv. er ganske vist også ægte menneskelige funktioner. Men i den abstraktion, som adskiller dem fra alle andre menneskelige aktiviteters område og gør dem til endelige og udelukkende formål i sig selv, er de dyriske funktioner”.⁵

Ifølge Marx kunne man altså ikke fortænke datidens fordrukne arbejdere i at være fordrukne, da det kun er i tilfredsstillelsen af umiddelbare fysiske behov, at arbejderne føler en form for menneskelig frihed, da arbejderen med Marx’ ord behandles som et ”produktionsdyr”. Denne erfaring kalder Marx for “fremmedgørelse”, da man ikke længere oplever sig selv som et helt, tænkende, elskende, kreativt og drømmende menneske, men er reduceret til en arbejdende krop for andres profit.

Marx’ begreb om fremmedgørelse er for det meste kun blevet brugt i forbindelse med dehumaniserende lønarbejde, men den queer-marxistiske sociolog Alan Sears mener, at vi skal tænke fremmedgørelse videre ind i alle aktiviteter, som vi udfører på daglig basis.⁶ Mennesker fødes nemlig ikke bare med et bestemt begærssystem, det er noget, der opstår, når vi interagerer med verden og i et samfund, hvor arbejde og produktivitet fylder ekstremt meget i de fleste menneskers liv. Lønarbejde bliver centralt for den måde, vi interagerer med verden på, og centralt for de behov, vi har for at leve og overleve.

der er mange former for eskapisme, der ikke på samme måde er anerkendt som problematiske i vores samfund, på trods af at de til forveksling ligner de unges vaner. Jeg tænker bl.a. på shopaholisme og all-inclusive-ferier, der ellers til forveksling kunne ligne en voksenudgave af ”Depressive Hedonia”.Kunstneren Natalia Sliwowska har lavet fotoserien ”Depressive Hedonia”, som er en fotografisk undersøgelse af en ”depressiv hedonistisk” tilstand, der på mange måder kan ses som en form for visualisering af Sears’ fortolkning af Marx’ begreb om fremmedgørelse. ”Depressive Hedonia” er en tilstand, der kendetegnes ved, at man simpelthen ikke er i stand til at søge andet end kortvarig kropslig tilfredsstillelse. Hun fanger øjeblikke, der på overfladen virker sorgløse, men som alligevel har en tung meningsløshed over sig, og hvor unge mennesker virker til at være ufrivilligt fanget i et patologisk loop af hedoniske fornøjelser, hvor man kun mærker sin frihed, når man tilfredsstiller umiddelbare fysiske behov gennem rusmidler og sex. Men det behøver ikke kun at være denne ”rock’n’roll hedonisme”, der er på spil, men kan også være andre dopaminøgende aktiviteter. ”Doom scrolling” og ”brain rot”, er den yngre generations udtryk for en bevidsthed om tvangspræget og destruktivt skærmbrug.

Unge menneskers eskapisme er ofte meget udskældt eller latterliggjort. Ofte kører der historier i medierne om ”rodløse unges” skærmbrug, kønssygdomme, stofbrug og alkoholvaner, men der er mange former for eskapisme, der ikke på samme måde er anerkendt som problematiske i vores samfund, på trods af at de til forveksling ligner de unges vaner. Jeg tænker bl.a. på shopaholisme og all-inclusive-ferier, der ellers til forveksling kunne ligne en voksenudgave af ”Depressive Hedonia”. I ”Depressive Gen X Hedonia” bruger udmattede turister deres penge og sparsomme fritid i lufthavn, fly og bus for komme væk hjemmefra til et sted, hvor man ikke kender nogen eller har noget formål med at besøge. På all-inklusive-hotellet går tiden med, at feriegæster bevæger sig lettere forbrændte mellem baren, poolen, baren, buffeten og baren, mens de soler sig og spiller candycrush på telefonen.

Hvor de unges forbrugsvaner oftere betragtes som selvdestruktive, er der en tendens til at se den ældre generations forbrug som et udtryk for frihed og velvære. Grunden kan være, at for at kunne opretholde en livsstil med all-inclusive-ferier og uhæmmede shoppeture, så skal mennesker være ret produktive i økonomisk forstand, og det dyre forbrug bidrager også til den økonomiske vækst. Der er store økonomiske interesser – fx i den fossile industri − i, at mennesker har et højt forbrug, og måske er der også en kulturel tendens i bestemte segmenter til at forherlige visse former for klimaskadelige og tvangsprægede forbrugsvaner, mens man samtidig rynker på næsen af andre vaner, fordi de betragtes som noget, der står i vejen for eller i modsætning til produktiviteten. Fx har tømmermænd, uarbejdsdygtighed, uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme været reelle og forestillede problemer for arbejdsmarkedet

Der er ingen tvivl om, at klassekampen historisk set også har været en legitim kamp, for at arbejderne kunne få del i de goder, som de selv er med til at producere, gennem adgang til mere forbrug, billigere produkter og en mere underholdende tilværelse, og nu er det den samme klasse, der skal være den første til at opgive sine behov, når klimakrisen kradser. Der er intet at sige til, at det er svært at samle en massebevægelse for en grøn fremtid uden vækst, hvis den fremtid ligner status quo, bare uden de mange forbrugsåndehuller. At udskælde almindeligt overforbrug (dvs. forbrug der ikke kan rummes inden for de planetære grænser, hvis alle i verden gjorde brug af dem) vil derfor ofte være en uproduktiv strategi. I stedet skal vi måske anerkende, at menneskers behov findes af en årsag og prøve at undersøge, om der findes en hedonisme, som kan holdes inden for de planetære grænser, og som ikke har karakter af tvangspræget flugt. Og måske endda også prøve at skabe en vision for, hvordan et samfund ser ud, hvor hverdagen ikke er noget, vi vil væk fra.

”Det er sundt at kede sig!” Fra kedsomhed til erotik

Mange føler ikke, at deres arbejde bidrager med noget meningsfuldt ud over lønnen, som vi så tidligere. Arbejde betyder i vores samfund ”lønarbejde”, men ifølge den amerikanske forfatter Audre Lorde skal vi prøve at tænke arbejdet bredere som en ”livsskabelse”, der overskrider målet om at skabe værdi. Lorde taler om menneskets behov for ”erotik”, og her mener hun ikke erotik i seksuel forstand, men nærmere erotik som en form for kraft eller virkelyst, der kanaliseres over i vores formning af verden. ”Erotik” kommer af det oldgræske ord “eros”, som oprindeligt betød længsel forstået ikke kun seksuelt, men også generelt som drivkraft.

Mennesker har en social sult efter at forme verden og skabe forbindelser til andre, som kan tilfredsstilles gennem meningsfulde aktiviteter, hvor man i fællesskab bygger en verden for hinanden med ting, følelser, sprog, kunst og aktiviteter, som vi skal bruge for at trives. Hvis man fx har prøvet at arbejde med noget, man er passioneret omkring, og hvor man føler, at man gør en positiv forskel for sig selv eller andre, så kan timerne nærmest forsvinde. Erotik står derfor på mange måder i modsætning til kedsomheden, hvor timerne snegler sig afsted. Lorde kalder den kapitalistiske økonomi for ”an anti-erotic economy”,⁷ fordi meningen med vores arbejde netop ikke er livsskabelse eller opfyldelse af behov, men profit. Sand erotisk tilfredsstillelse er ifølge Lorde svært at opnå under de nuværende økonomiske forhold, men kræver en radikal omvæltning.

Måske kan dette radikale ønske udspringe af kedsomheden. Måske er kedsomheden sund, som et gammelt ordsprog lyder, fordi der i kedsomheden kan opstå et rum, hvor kreativiteten og drivkraften kan få plads. Kedsomhed er grundlæggende et signal til os selv om, at vi ønsker at gøre noget andet. Men der findes også kedsomhed, som ikke skal dulmes, men skabes plads til. Det er den form for kedsomhed, der leder over i ægte erotisk kreativitet, hvor vi fx starter relationer og organiserer os omkring aktiviteter, der er større end os selv. Det kræver ro, tid, energi og vilje. Vi er næsten alle udmattede af arbejdet og kan fortrænge vores kedsomhed med millioner af apps, produkter, rejser, underholdning og andre aktiviteter, der kan dække eller udskyde vores behov.

Vores forhold til kapitalismen kan derfor på mange måder minde om et breadcrumming-relationship. Dvs. et parforhold hvor ens følelsesmæssige behov ikke er helt opfyldt, men hvor man er lige præcis tilfredsstillet nok til, at man ikke helt tør forlade forholdet. For at gøre sig uafhængig af sådan et utilfredsstillende forhold skal man ofte enten tvinges ud imod sin vilje, eller også skal man virkelig tro på, at der findes andre og bedre alternativer derude. Måske vil klimakrisen eller endnu en økonomisk krise snart tvinge mennesker til at organisere samfundet anderledes, men indtil da kan venstrefløjens opgave bestå i den klassiske radikale modstand, politiske kampagner, masseorganisering, oplysning og protester og samtidig være som en god veninde, der gør os opmærksom på, at vi faktisk ikke trives med vores kedelige partner. En kammerat, der udfordrer os på de behov, vi har, og får os til at ønske os mere af tilværelsen ved at hjælpe os med at forestille os et liv, hvor vores arbejde ikke skal være på bekostning af vores mentale helbred og klodens fremtid, og hvor vi har bedre muligheder for at reagere mere hensigtsmæssigt, og mindre destruktivt på vores understimulering.

Jeannette Søgaard er kandidat i filosofi og historie, og arbejder som selvstændig system- og normkritisk formidler og eventmanager. Hun er konferencearrangør i Dansk Selskab for Marxistiske Studier og beskæftiger sig i sin formidling med kapitalismens påvirkning af menneskers følelsesmæssige liv og intime relationer.

 

1. state-of-the-global-workplace-2025-download.pdf / https://www.gallup.com/workplace/349484/state-of-the-global-workplace.aspx?thank-you-report-form=1
2. https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Mental-og-digital-sundhed/Mental-sundhed/Stress/Tal-og-fakta
3. Bue Rübner Hansen: ”Batshit Jobs”, https://solidaritet.dk/batshit-jobs/
4. Annette Faye Jakobsen og Anne Løkke: ”Arbejderfamilien i Byerne”, i Familieliv i Danmark 1550- 2000, Systime 1986.
5. Karl Marx: ”Fremmedgjort arbejde”, i Tiden – Verden rundt nr. 2 (1965)
6. https://uncertainmag.com/depressive-hedonia-natalia-sliwowska/
7. Audre Lorde: Uses of the Erotic as Power i Your Silence Will Not Protect You, Silver press, 2017.