Planetarisk bevidsthed og Pagten for fremtiden
For hvis ikke vi gør noget ved det,
går det rivende galt – og lader sig
ikke gøre om.
– Kunsthistoriker Mikael Wivel1
Med afsæt i den debat, som Claus Bryld har rejst på Eftertryk, fremlægger Steen Hildebrandt her sin vision for en bæredygtig fremtid. Diagnosen er dyster, men der slås fire håbefulde temaer an: Planetarisk bevidsthed, Verdensmålene, Pagten for fremtiden og Menneskets ansvar i den antropocæne epoke.
Af Steen Hildebrandt
Claus Bryld taler om at administrere kapitalismen. Det er, hvad de fleste danske politiske partier begiver sig af med: En visionsløs og kortsigtet administrering af et kapitalistisk, socialdemokratisk og neoliberalt inficeret system, som fører samfundet længere og længere ud i et ikke-bæredygtigt morads.
Wivel skriver: ”Olafur Eliasson ved, akkurat som Greta Thunberg og andre ansvarsbevidste mennesker, at vi som art er ved at nærme os the tipping point – et af de fatale øjeblikke i klodens historie, hvor alt vil vende og blive til noget andet, og hvor den menneskelige eksistens derfor ikke nødvendigvis vil være den, der har fremtiden for sig”.
Wivel taler om ”den syndflod, vi alle må se i øjnene nu på grund af de dramatiske klimaforandringer, vi selv er stærkt medvirkende til”. Stærke udsagn. Udsagn, der ofte kritiseres for at være unødigt voldsomme og dommedagsagtige, og som mange mennesker hader og nægter at lytte til. Jeg nævner dem alligevel, fordi jeg anser det for en forudsætning for at udvikle og gennemføre en anden politik, at der er klare og realistiske (både negative og positive) beskrivelser til rådighed af den tilstand, verden lige nu befinder sig i.
Mit ståsted − antagelser og påstande
Jeg antager, at mens dette sker, vil flere og flere mennesker, organisationer, virksomheder og lande arbejde ihærdigt for at forberede sig til disse kriser, være med til at vende udviklingen på Jorden i en stedse mere positiv og bæredygtig retning. Men det vil tage tid.
Jeg ser for mig en særlig forvalterrolle, en tilgang til politisk ledelse, der bygger på visioner, målinger, analyser, planlægning, beslutninger, styring og indgreb, der er funderet i helhedstænkning og demokratiske principper. Og som bevidst og tydeligt stræber mod en bæredygtig verden og bygger på, hvad man kunne kalde en planetarisk bevidsthed, forståelse og ansvarlighed.
Ude i horisonten må man have lov til at forestille sig, at menneskeheden udvikler nye indsigter, nye systemer baseret på helhedstænkning, økologi og regenerative principper.Der er allerede mange nye og vigtige tilgange til politisk ledelse og til forståelse og håndtering af de aktuelle samfundskriser, fx Den grønne ungdomsbevægelses bidrag eller teorier og tilgange som økosocialisme, degrowth, kosmopolitisk økologi eller planetarisme, deep ecology, økologisk modernisme, klimademokrati, grøn konservatisme, planetarisk etik, grøn ideologi, økologisme, cirkulær økonomi eller fællesskabsbaseret økonomi.
De klassiske ismer er derimod en del af det gamle paradigme, og man kan sige med Einstein (1879-1955): ”Et problem kan ikke løses med den tænkning og fra det bevidsthedsniveau, hvormed og hvorfra det er skabt”.
Min antagelse er, at de gamle klassiske ismer, kommunisme, socialisme, liberalisme, konservatisme, kapitalisme, georgisme etc. ikke repræsenterer svarene på, hvad menneskeheden kan og skal gøre nu og her for at føre og udvikle planeten Jorden ind i en bæredygtig retning og fremtid. De gamle ismer er tænkt og udviklet under så voldsomt afvigende natur-, samfunds- geopolitiske forhold, at de højst vil kunne give punktvise inspirationer til, hvordan verden skal ledes, udvikles og forvaltes i de kommende årtier.
Det er blandinger af de kendte politiske ismer og systemer, der har hovedansvaret for den tilstand, verden lige nu befinder sig i. I mange lande i verden dominerer en kortsigtet økonomisk konkurrence- og væksttænkning.
Dette neoliberale kapitalistiske grundsyn producerer så mange og så store og dybe skader, dysfunktioner, uhensigtsmæssigheder og ubalancer, at det er ude af stand til at vise vej i en verden, der allerede er syg og truet på mange fronter. M. Wivel siger et sted: Der er ikke ”kun tale om en økologisk katastrofe, men også om en kulturel nedsmeltning”.
Derfor har verden behov for nytænkning og regulering. Kapitalismen, fx den såkaldt frie prisdannelse og konkurrence, skal tæmmes, skal lægges i lænker, så skadevirkningerne begrænses samtidig med, at systemfordelene (fx innovation, forskning etc.) bevares, udnyttes og fremmes. Det er en evig balancegang, som man må forestille sig praktiseret, så længe vi lever med de nuværende blandingssystemer. Ude i horisonten må man have lov til at forestille sig, at menneskeheden udvikler nye indsigter, nye systemer baseret på helhedstænkning, økologi og regenerative principper.
Natur og naturfolk
I den forbindelse er det værd at besinde sig på naturfolkene, der lever i et tæt samspil med deres naturlige omgivelser, og som ofte opretholder livsformer, værdier og kulturelle praksisser, der er udviklet uafhængigt af moderne, industrialiserede samfund.
Det er rigtigt, at Kina forurener og skal gøre en indsats. Det samme kan man sige om Indien, USA, Indonesien, Nigeria, Tyskland, Danmark, Aalborg og Varde.Størstedelen af menneskeheden har med en ufattelig hastighed bevæget sig bort fra naturfolkstilstanden. Vi har på rekordtid gennemført og gennemlevet 3-4 industrielle revolutioner, og hver gang bevæget os længere og længere bort fra naturen. I denne proces har menneskeheden opnået ufattelige fordele og fremskridt, fx alle de sygdomme og gebrækkeligheder, som menneskeheden er blevet fri for takket være medicinsk, kemisk og anden forskning. Men alt i alt har mennesket udnyttet og grebet voldsomt og dybt ind i det, vi kalder naturen og har glemt, at vi selv er en del af den. ”Alperne er hverken urørlige eller uovervindelige. Også oppe i den tynde luft mellem tinderne virker mennesket nedbrydende ind”, siger Wivel.
Mennesket har skilt sig ud fra naturen og er kommet til at opfatte naturen som en ressource og som et leverancesystem, som man kan udnytte efter forgodtbefindende og stille stadig voldsommere krav til. Den form for forvaltningstænkning, jeg taler om, handler i virkeligheden om det modsatte, om en genforening (ikke en tilbagevenden til tidligere tiders tilstande) af natur og menneske, en genforening, der indebærer, at mennesker, dyr og planter igen kan og skal leve sammen på balancerede måder på kloden.
Det antropocæne ansvar
Vi mennesker har hovedansvaret for planeten Jordens udvikling. Forudsætningen for at påtage sig og virkeliggøre dette ansvar er, at menneskeheden hele tiden har klare, videnskabeligt funderede og transparente beskrivelser af Jordens tilstand, og tillige har klare billeder af, hvilke fremtidige tilstande for kloden, vi ønsker at stræbe hen imod.
Hvis de oven for nævnte antagelser er bare delvis rigtige, vil planeten Jorden om nogle få år befinde sig i så alvorlige tilstande, at der vil være tale om globale katastrofer. Intet tyder lige nu på, at verdens lande i væsentligt omfang vil ændre politisk kurs på en sådan måde og i et sådant omfang, at de nuværende udviklingstendenser vil blive afbøjet så kraftigt, at disse katastrofer vil blive afværget. Danmark har klima- og bæredygtighedsmål, men i praksis går den bæredygtige udvikling umådeligt trægt, og på en række områder er der ingen reel fremgang vedrørende bæredygtighed – tvært imod. Den selvskadende adfærd i Danmark – og i mange andre lande − er betydelig.
Mange mennesker har den grundforståelse, at Danmark er så lille et land, at det reelt i den store sammenhæng er ligegyldigt, hvad vi foretager os. Det er de store lande, Kina, Indien og USA, der er de store syndere, og det er derfor disse lande, der skal løse verdens problemer. I hvert fald skal de gå foran. Sådan tænker og udtrykker mange mennesker sig − i Danmark og i mange andre lande, byer, kommuner etc. Det er rigtigt, at Kina forurener. Det er rigtigt, at Kina skal gøre en indsats. Og det samme kan man sige om Indien, USA, Indonesien, Nigeria, Tyskland, Danmark, Aalborg og Varde.
Alt er forbundet. Vi taler om systemisk tænkning. Helhedstænkning. Alt, hvad jeg gør, er af betydning. ”Ingen er for lille til at gøre en forskel” siger Greta Thunberg. Alle gør en forskel. Alle mennesker, alle virksomheder, alle lande. Nogen gør en større forskel end andre. Ja, selvfølgelig, men det ændrer ikke ved, at alle har en betydning og et medansvar for helheden.
Er sådanne betragtninger udtryk for en dyb naivitet, eller er vi kommet til et punkt i menneskehedens og klodens udvikling, hvor de er ikke bare vigtige, men også realistiske – og i hvert fald nødvendige, fordi menneskeheden og planeten Jorden netop befinder sig i en så afgørende fase, at nytænkning og nye udviklingsretninger og -strategier er − ikke bare ønskelige, men nødvendige og uomgængelige?
Jeg tror, at jo flere katastrofer og jo mere mærkbare katastrofer verden oplever, desto mere vil det stå klart, at alle verdens lande er forbundne, befinder sig i et skæbnefællesskab, at katastroferne er globale i deres karakter, og at landene derfor har en mere og mere klar og uafvendelig fælles interesse i at forstå, håndtere og forvalte katastroferne og deres virkninger. Midt i de faretruende katastrofer er dette et vigtigt og klart håb.
Planetarisk bevidsthed
Vi kan definere planetarisk bevidsthed som en erkendelse og forståelse af, at mennesket er en del af et globalt og økologisk fællesskab, hvor handlinger ét sted på Jorden har konsekvenser for hele planeten — både miljømæssigt, socialt, økonomisk og kulturelt. Det indebærer en udvidet identitetsforståelse, hvor man ikke kun tænker i individuelle, lokale eller nationale baner, men anerkender menneskehedens fælles ansvar for klodens tilstand, sundhed og fremtid. Forestillingen om planetarisk bevidsthed har rødder i flere tankestrømme, fx dyb økologi og miljøfilosofi, verdensborgerskab og kosmopolitisme, indfødte folkeslags verdensbilleder, der ser Jorden som levende og hellig, og fremtidsstudier og systemtænkning.
Nogle centrale elementer i planetarisk bevidsthed er: (1) Økologisk forbundethed: En dyb forståelse af, at mennesker, dyr, planter og økosystemer er indbyrdes forbundne og gensidigt afhængige, (2) Globalt ansvar: En vilje til at handle ud fra hensynet til kommende generationer og hele menneskeheden, ikke kun lokale eller nationale interesser, (3) Etisk refleksion på tværs af grænser som har fokus på bæredygtighed og retfærdighed, (4) Kulturel og eksistentiel ydmyghed: En anerkendelse af, at menneskets viden og kontrol er begrænset og (5) Holistisk tænkning: En evne til at se sammenhænge mellem klima, økonomi, sundhed, teknologi og sociale systemer.
FN og verdensmålene
Anden verdenskrig var næppe afsluttet, før verdenssamfundet i oktober måned 1945 etablerede De Forenede Nationer, FN. , og i 1948, vedtog FN Verdenserklæringen om menneskerettigheder. En anden vigtig begivenhed er vedtagelsen i 2015 af resolutionen om de 17 bæredygtigheds- eller verdensmål.
FN er i dag stærkt svækket, men i takt med, at verdens lande indser, at alle de kriser og katastrofer, verden oplever, er forbundne, er fælles, er alles mulighed og ansvar, desto mere udbredt vil erkendelsen blive af behovet for globalt samarbejde, globale samtaler og globalt bæredygtighedsdiplomati. Samtaler og samarbejde om klima, biodiversitet, vand, ulighed, uretfærdighed etc. Det må forventes – og håbes − at FN i den sammenhæng vil og må komme til at spille en stedse større og mere betydningsfuld rolle i fremtiden.
Empati bør også gælde for de mennesker, der endnu ikke er født, men som vil blive stærkt påvirket af de beslutninger, vi træffer eller ikke træffer lige nu.Verdensmålene repræsenterer en vision for en anden verden. De er en del af en løsning på verdens problemer. Der er ikke tale om en præcis vision; det er ikke en samlet operationel definition, men det er billeder af og principper for en anden verden, som ikke bare kan træde i stedet for nogle af de politiske modeller og programerklæringer, som vi oftest taler om i den politiske debat – herunder den socialisme, som Brylds artikel fokuserer på, men som på væsentlige måder og områder kan være med til at præcisere det konkrete indhold af denne anden verden. Verdensmålene er ikke revolution, verdensmålene er ikke en ideel teoretisk konstruktion, men det modsatte: En række værdier, principper og forslag, der trinvist kan realiseres i stort set alle lande og sammenhænge.
De 17 mål, de 169 dertil hørende delmål og de dansk udviklede såkaldte målepunkter repræsenterer en vision og også nogle af vejene hen imod en praktisk realiserbar anden verden og andet samfund end den og det, vi kender. Det er muligt at inddrage målene i en konkret og praktisk demokratisk baseret, men for den sags skyld også i en udemokratisk baseret forvaltningsproces, som kan udmønte sig i praktisk politik, der både kortsigtet og langsigtet har det enkelte lands og verdens bæredygtige udvikling som mål og hovedprincip.
Verdensmålene, og også de ni planetære grænser og teorien om Doughnut-økonomien, er eksempler på programerklæringer, anvisninger og principper, som ret præcist peger frem mod en anden verdensorden end den kapitalistiske vækstøkonomi, som lige nu er den dominerende. Lige nu bevæger vi os mod katastrofer, men samtidig bevæger vi os – langsomt − mod bæredygtighed. ”Håb er ingen strategi”, ynder vi – lidt popsmart − at sige. Sandheden er formentlig: En strategi uden håb bliver aldrig til virkelighed.
Man må forestille sig, at den planetariske bevidsthed på kloden udvikler sig, og at flere og flere individer, virksomheder, organisationer og lande kommer til at agere med en klar tanke for, hvad der tjener helheden bedst. Sådanne bevidstheder findes; overalt på kloden. Ansvar, helhed, håb. Men der er en lang vej at gå, før dette bliver så almindeligt, at det får en afgørende indflydelse på de beslutninger og handlinger, der træffes og gennemføres i verden. Således har ingen dansk regering nogensinde taget verdensmålene alvorligt. Et par ministre og nogle få folketingsmedlemmer. Men så er det også sagt. Ellers er det pæne ord og tomme fraser. Det er en skændsel.
Verdensmålene og fremtiden
For nogle år siden udkom bogen ”Empati. Det, der holder verden sammen”. Den handler om empati mellem nulevende mennesker. Nu udvider jeg betragtningerne til også at gælde empati for de mennesker, der endnu ikke er født, men som vil blive stærkt påvirket af de beslutninger, vi træffer eller ikke træffer lige nu. Det er de endnu ikke fødte generationer.
I Danmarks anden handlingsplan for FN’s verdensmål, som den daværende regering afleverede til FN i 2021, skrev finansminister Nicolai Wammen: ”Vi skal kæmpe for, at vi efterlader et bedre samfund til vores børn, end det vi overtog”. Det er en ofte gentaget sætning, som inviterer til at stille spørgsmålene. Hvordan gør vi det? Og: Hvordan ser et sådant samfund ud?
Vi skal indse og mærke, at vi traf forkerte beslutninger, hvoraf mange ikke kan gøres om.Det er det, kunstneren Cecilie Wagner Falkenstrøm kalder det umuliges mulighed. Det er en forståelse og en accept af, at vi lader mennesker, der endnu ikke er født, få en stemme i den dagsaktuelle debat og beslutningsproces – i verden, i det enkelte land, i kommunen og byen. Hvordan sker det? Hvordan gør man det? Det er jo umuligt. Vi ved det ikke. Der er ingen formel. Der er ingen rigtig løsning. Der er erfaringer; der er forsøg. Der er vurderinger og holdninger, og dem skal vi studere og lytte til, men uden at blive fanget i en fælde, hvor vi bliver blinde for andre mulige veje og løsningsmuligheder end dem, vi kender.
Hvis vi i et tilbageblik kunne overbevise os selv og hinanden om, at vi historisk har truffet gode og langsigtede beslutninger, og at vi derfor var og er på en bæredygtig vej, kunne vi undlade disse overvejelser, der jo ved en umiddelbar betragtning forekommer luftige, naive og umulige. Men sandheden er, at vi blot ved overfladiske tilbageblik får øje på striber af uhensigtsmæssige, forkerte eller direkte skadelige beslutninger, som vi aldrig skulle have truffet, og som vi for manges vedkommende kunne se var skadelige og forkerte, allerede da vi traf dem for år tilbage. Vi skal indse og mærke, at vi traf forkerte beslutninger, hvoraf mange ikke kan gøres om. Det kræver, at vi ikke bare træffer nye beslutninger, men træffer nye beslutninger på nye måder.
Et yndigt land
FN’s 17 verdensmål er i virkeligheden en fortælling om en bedre verden. Det er ikke et paradis, der tegnes; det er et billede af en bedre, men ufuldkommen verden, som det ikke er umuligt at forestille sig, at man kan nærme sig i praksis. Vi synger: Der er et yndigt land. Sangen er skrevet i en tid med en voksende national og folkelig bevidsthed i kølvandet på krigsnederlagene i begyndelsen af 1800-tallet. Adam Oehlenschläger priser dansk natur, historie og fædreland, og derved skiller sangen sig ud fra andre samtidige fædrelandssange: Den priser landets egne kvaliteter uden at nedgøre andre.
Verdensmålene blev vedtaget og udfoldet i en anden geopolitisk verden; der var optimisme og en tro på, at noget nyt var både muligt og ønskeligt − med både nye alliancer og nye konfrontationer og modsætninger, men også med andre former for samarbejde, samhandel og udveksling, end man overhovedet kunne forestille sig på Oehlenschlägers tid. Jeg glæder mig til at læse nye kunstneres digte om et yndigt land, digte, der måske bidrager med illustrationer af, hvordan et yndigt land kan se ud om 25 år eller i år 2100, og beretter om, hvordan man mærker, at alle, der fødes på vejen, har en stemme, der høres undervejs.
Vi kan udmærket tale om det gamle udtryk, et yndigt land, og bringe det sammen med finansministerens forsigtige udtryk, en bedre verden, og ud fra det, med baggrund i verdensmålene, tale mere konkret om, hvordan et bedre, et yndigt eller et bæredygtige land er og ser ud. Og det er det, vi skal.
Fremtidens generationer
Verdensmålene er både konkrete anvisninger og et moralsk kompas, som vi kan orientere os ud fra med ret høj præcision − hvis vi vil. Hvis vi ikke vil, kan vi let kritisere målene: De er indbyrdes selvmodsigende, de er upræcise, de er umulige at fortolke osv., og så bliver målene nærmest gjort til en karikatur, som man kan more sig over. Og så er vi tilbage ved ledelse og politik as usual. Det er dér, vi på nogle måder fortsat befinder os.
Bevæger verden sig ikke frem mod planetarisk bevidsthed og ansvarlighed, vil kloden bevæge sig mod et gigantisk ragnarok.I en del andre lande har man imidlertid taget disse problemstillinger alvorligt og er kommet videre. Det gælder fx Wales. Her vedtog man tilbage i 2015 The Well-being of Future Generations Act, der resulterede i udpegningen af en slags forsvarsadvokat for fremtidens generationer. I Ungarn taler man om en ombudsman. Man har i Wales også etableret et folkevalgt ungdomsparlament. Andre lande, der enten har etableret tilsvarende institutioner eller er på vej, omfatter bl.a. Finland, Canada, Gibraltar, Singapore, New Zealand. Det skal også fremhæves, at FN’s generalforsamling i september 2024 vedtog den såkaldte UN Declaration for Future Generations. Man taler i den forbindelse om en Pact for the Future. Det er måske den vigtigste vedtagelse i verden, siden verdensmålene blev vedtaget i 2015. Denne deklaration for fremtidige generationer bør få betydning for den måde, verdens lande, byer og virksomheder træffer beslutninger på i fremtiden. Vigtigheden af det kan ikke overvurderes.
En personlig afrunding
Kloden er på vej mod globale katastrofer. Millioner af mennesker vil dø. Voldsomme naturbegivenheder og -ødelæggelser vil finde sted. Vi er på vej. Striber af prognoser og undersøgelser peger i disse retninger. En del af dette er en aldrig før set militær oprustning og krige flere steder i verden. Samtidig arbejder flere og flere mennesker verden over med grøn omstilling, klimaindsatser, bæredygtighed, regenerativt landbrug, fredsinitiativer, cirkulær økonomi − og meget andet vigtigt. På et tidspunkt vil pendulet vende, og udviklingen vil gå mod mere og mere global bæredygtighed. Det vil tage tid. De positive tiltag og temaer, jeg har fremhævet, vil blive mere og mere tydelige, udbredte og gennemgribende i verden. På et tidspunkt vil de blive så dominerende, at de vil være med til at vende udviklingen i verden mod mere global ansvarlighed og bæredygtighed. Verden vil bevæge sig væk fra ensidig og kortsigtet, materiel og hensynsløs økonomisk vækst og grådighed frem mod planetarisk bevidsthed og ansvarlighed. Sker dette ikke − og i dag lyder det dybt naivt og umuligt − vil kloden bevæge sig mod et gigantisk ragnarok. De nuværende politiske ismer, programmer og systemer har bevist deres manglende evne til at bidrage til en langsigtet bæredygtig politik og udvikling. Derfor forsøger jeg at erstatte dem med andre former for forvaltning, der i en periode vil bygge på Verdensmålene og Pagten for fremtiden, og som gradvist vil blive udbygget og udviklet til mere klar langsigtet politisk forvaltning. Min personlige tro og mit håb er, at pendulet vil vende, og at mange mennesker vil arbejde for bæredygtighed og et nyt tankesæt, et globalt og holistisk tankesæt, en planetarisk bevidsthed og tænkning, der gradvist vil resultere i en stedse mere bæredygtig og fredelig verden.
Det er ikke vestenvind, der fejer ind over
landet, men syreregn og anden luftbåren dårligdom.
Det er heller ikke kun forurening, der får fiskenes
antal til at svinde drastisk ind, men også
kvotekongernes grådighed og umættelige trang
til at hobe penge op i skattely.
– Mikael Wivel
Steen Hildebrandt, født 1944, Ph.D., professor emeritus, Aarhus Universitet og adjungeret professor ved Aalborg Universitet og CBS, Handelshøjskolen i København. Forfatter til en lang række bøger, kronikker og artikler om ledelse, organisation, samfundsforhold, bæredygtighed og verdensmål. Medstifter af og i en periode formand for Folketingets 2030-Panel. Har modtaget Statens Kunstfonds Faglitterære Pris (2018).
Fotografier hentet fra Rags Media Collectives arkiv og Sigrid Nygaards serie fra det aktivistiske gårdkollektiv Muld, bragt i Information 30. januar 2025.
