Uffe Gardel og krigsortodoksien

På nysprog var det sjældent muligt at følge en kættersk tanke længere end til den erkendelse, at den var kættersk. Hinsides denne erkendelse fandtes de fornødne ord ikke.
– George Orwell, 1984.

Af Uffe Kaels Auring
Illustration af Molly Christensen

I sit Facebook-opslag ”VENSTREEKSTREMISTISK SVINERI” afdækker Uffe Gardel løgn, fordrejninger, dumhed, manipulation og regulært gak i min artikel ”Vestens oversete diplomatiske sejre” om den vestlige Ukraine-politik. Nogle kunne måske ønske sig, at Gardel havde samlet sine udfald i en samlet diagnose: Er jeg en tosse, der uforvarende vildleder, eller en selvbevidst propagandist, der ikke magter opgaven og derfor ender med at se dum ud?

Gardels tekst giver ikke et entydigt svar på dette spørgsmål. I mine øjne er det heller ikke vigtigt. Man bør i stedet hæfte sig ved, at han til forskel fra andre debattører, der gerne affærdiger anderledestænkende uden at forholde sig til en eneste af deres tanker, faktisk begrunder sine vurderinger af tekstens forskellige dårligdomme. Det maner til respekt, at mærkaterne i flere tilfælde ikke kun er møntet på afsenderen, men også udsagnene.

1.     Uffe Gardels pillearbejde

Problemet er nu, at de ideer og tanker, som Gardel ihærdigt kritiserer, sjældent findes i den tekst, han fælder dom over. Lad os prøve at sammenholde nogle centrale punkter i Gardels udgave af min tekst med dens oprindelige indhold. 

Til en start formulerer Gardel et ”formål” med artiklen, der ikke findes i artiklen selv. Teksten, forstår han, vil fremføre den ”gængse russiske fortælling om at det er Vesten som har indledt krigen”.

Artiklen selv har et andet sigte. I dens begyndelse formuleres formålet: Der loves en vurdering af Vestens diplomatiske engagement op til og under Ruslands invasion i lyset af vestlige eliters proklamerede ambitioner om at svække fjenden og styrke militarismen i de vestlige samfund.

Baggrunden er den udbredte opfattelse blandt vestlige eliter om, at Ukraine-krigen er en investering. Artiklen overtager dette perspektiv. Uddybning og dokumentation findes i artikelseriens introduktionstekst. 

I Gardels version af min artikel får læseren ”et indtryk af at Vesten på snedig vis oprustede Ukraine så langsomt, at det fik otte år til at forberede sig på krig”. Altså skulle jeg tegne et billede af, at Vesten ”på snedig vis” fulgte en skjult plan.

En sådan påstand fremføres ikke af den artikel, Gardel piller fra hinanden.

Den amerikanske stat ville gerne udbrede ideen om, at USA igennem ”otte år” havde hjulpet ukrainerne med ”at forberede sig til denne krig”, hvilket nu ”gav afkast”.Artiklen stiller spørgsmålet, om den vej, Vesten fulgte, førte os et godt sted hen: Var og er vores handlinger med til at etablere og fastholde gode betingelser for at forfølge de militaristiske ambitioner og indløse gevinsterne derved? Den påpeger eksistensen af militaristiske drivkræfter i Vesten, men forsøger ikke at afdække, hvorfor vi fulgte denne vej. 

Som sagt søgte min artikel at vurdere Vestens adfærd ud fra nogle parametre, ikke at forklare den ud fra skjulte formål og planer. I denne sammenhæng gengives adskillige citater, der peger på, at Minsk II-fredsaftalen fra februar 2015 gav ukrainerne god tid – otte år, præciserer flere iagttagere – til at ruste sig til en kommende krig mod fjenden.

Denne idé er ”gak” ifølge Gardel: ”Citatet om de otte år stammer fra en anonym ukrainer, ikke en vestlig iagttager, men det tilslører Auring.”

Gardel har ret i, at et af citaterne kan spores tilbage til en anonym ukrainer. For fuldstændighedens skyld kan jeg oplyse, at det pågældende udsagn kommer fra en amerikansk kommandør, der fortæller, at en af de tusindvis af ukrainere, der i månederne op til krigen modtog amerikansk militærtræning, havde fortalt en anden amerikansk militærinstruktør, at “[r]ussernes største fejltagelse var at give os otte år til at forberede os til denne krig”. Jeg kan videre røbe, at det amerikanske forsvarsministerium i maj 2022 fandt det værd at bringe citatet på sin hjemmeside under overskriften ”Leaders Say Training Ukrainian Forces Is Paying Dividends”. Den amerikanske stat ville altså gerne udbrede ideen om, at USA igennem ”otte år” havde hjulpet ukrainerne med ”at forberede sig til denne krig”, hvilket nu ”gav afkast”.

Det fremgår alt sammen af linket i fodnoten. Teksten kunne have styrket sin pointe ved at fremlægge hele konteksten. Men der er også pladshensyn at tage. Der kan være andre grunde end ”tilsløring” til, at alt ikke udfoldes i brødteksten.

Gardel giver på sin side indtryk af, at der ikke bringes andre citater om de ”otte års” krigsforberedelser. Ikke desto mindre rummer min tekst et lignende citat fra en knap så anonym ukrainer, nemlig den forhenværende præsident Petro Poroshenko. I et forsvar for sin beslutning om at presse på for at få Minsk II i stand forklarede Poroshenko, at fredsaftalen gav Ukraine “otte år til at opbygge sin hær, opbygge sin økonomi og opbygge en global proukrainsk, anti-Putin-koalition”.

Aftalen blev forhandlet på plads af Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig. Den daværende franske præsident og tyske kansler har offentligt forsvaret Minsk II ud fra de samme rationaler som Poroshenko.

At jeg bringer adskillige citater fra den vestlige lejr om, at Minsk-aftalen skaffede Ukraine tid til krigsforberedelser, skyldes, at disse udsagn er af oplagt relevans, når vi betragter forløbet ud fra det førnævnte investeringsperspektiv. Citaterne kunne også indgå i en samlet formålsforklaring af de vestlige beslutningstageres dispositioner, men her er deres kildeværdi langt mere usikker – bl.a. af grunde, der nævnes i min tekst.

Min behandling af Minsk-aftalerne er ”sindsygt groft i sin manipulation”. F.eks. ”fordrejes” Merkel-citatet om Minsk ”på vanlig Moskva-manér”.

Efter Gardels standard vil en person, der bruger betegnelsen ”Den syriske borgerkrig”, have benægtet udenlandske aktørers afgørende indflydelse – og altså udsagt en løgn.Teksten selv rummer to mulige udlægninger af Merkels udtalelser om Minsk: 1. Merkel vurderede i 2015, at fredsaftalen ville give Ukraine og NATO tid til at ruste sig til en krig mod Rusland, 2. Merkel vurderede i 2022-23, at hendes beslutning om at indgå Minsk II bedst kunne forsvares ved at hævde, at den tilsyneladende overenskomst med fjenden i virkeligheden var et kløgtigt skridt i kampen mod ham.

Teksten vurderer ikke, hvilken af udlægningerne der har mest på sig (det vil være ret svært at afgøre). Den gennemgår i stedet de to udlægningers respektive implikationer for artiklens centrale spørgsmål om tjenligheden af Vestens handlinger målt på parametrene om Ruslands-bekrigelse og vestlig militarisering. 

Omsider er vi kommet til et punkt, hvor der er et enkelt ords sammenklang mellem min tekst og Gardels version: Han siger, at teksten bruger betegnelsen ”borgerkrig”, og det gør den faktisk.

Det er en idiotisk ”løgn”, forklarer han så, eftersom ”det først var indsættelsen af russiske soldater, som bragte Ukraine i defensiven” i den tidlige fase af konflikten i Østukraine.

Gardels vurdering rejser to spørgsmål. Det første er: Lyver man, hvis man kalder den voldelige konflikt, som udspillede sig på ukrainsk grund fra 2014-2022, for en ”borgerkrig” – også uanset hvilket afsnit af konflikten, der tales om?

Svaret afhænger selvfølgelig af, hvilken standard vi anlægger. Efter Gardels standard vil en person, der bruger betegnelsen ”Den syriske borgerkrig”, have benægtet diverse udenlandske aktørers afgørende indvirkning på konfliktudviklingen – og altså udsagt en løgn.

Konflikten havde rod i interne splittelser, og det store flertal af de kæmpende var ukrainere. Efter almindelig sprogbrug kunne situationen – blandt andet – beskrives som en borgerkrig.Gardel har imidlertid autoritativ dækning for sin dom. I Ukraine er det i dag strafbart at påstå, at landet befandt sig i en borgerkrig eller ”intern konflikt” i 2014-2022,¹ mens EU’s organ for statscertificeret sandhed, EUvsDisiNFO, deklarerer ideen om, at ”der var en borgerkrig i Donbas”, som disinformation. Pointen fra den vestlige lejr er, at konflikten ene og alene skyldtes ”russisk aggression”.²

Fjenden har en anden udlægning. Fra Kremls side fortiede man længe brugen af russiske frivillige og siden indsættelsen af regulære russiske styrker. Pointen var, at konflikten alene skyldtes, at et vestligt installeret, nynazistisk regime i Kyiv overfaldt landets russisk-sindede befolkning, som derfor, helt uden bistand og organisering udefra, satte sig til modværge.

Begge versioner er ensidige. Begge versioner bruges til propagandaformål. Begge versioner har elementer af sandhed i sig.

Det er alment kendt, at konflikten havde rod i interne splittelser,³ og at det store flertal af de kæmpende var ukrainere, også på østsiden. Efter almindelig sprogbrug kunne situationen – blandt andet⁴ – beskrives som en borgerkrig.

Det er også alment kendt, skønt længe benægtet af Kreml, at russerne involverede sig mere og mere militært fra 2014-2015, og at indsættelsen af regulære russiske soldater i august 2014 var med til at tvinge Kyivs styrker og de højreekstreme militser på tilbagetog.

Siden min løgn om en borgerkrig kan afsløres med henvisning til, at ”det først var indsættelsen af russiske soldater, som bragte Ukraine i defensiven”, var konflikten så en borgerkrig før? Så konflikten overgik fra borgerkrig til absolut-ikke-borgerkrig med indsættelsen af russiske soldater?

Jeg nævnte, at Gardels påstand om tekstens borgerkrigsløgn rejste to spørgsmål. Her er det andet: Hviler Gardels dom på en korrekt opfattelse af, hvad betegnelsen bruges om?

I artiklen optræder ordet i en gengivelse af en vurdering fra den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva William Burns’ 2008-memorandum ”Nyet Means Nyet”. Her er den relevante passus ubeskåret:

Eksperter fortæller os, at Rusland er særligt bekymret for, at de stærke uenigheder i Ukraine over NATO-medlemskab, hvor en stor del af det etnisk-russiske samfund er imod medlemskab, kan føre til en større splittelse, der involverer vold eller i værste fald borgerkrig. I så fald ville Rusland være nødt til at afgøre, hvorvidt det skulle intervenere; en afgørelse, som Rusland ikke ønsker at skulle stå over for.

Fokus i artiklen er konfliktdynamikken, dvs. sammenhængen mellem 1. NATO-Ukraine-integration, 2. muligheden af en voldelig konflikttilstand (f.eks. i form af en borgerkrig) i Ukraine og 3. muligheden af russisk intervention. Min tekst lader forstå, at Burns’ advarsel i det store hele gik i opfyldelse.

Faktisk ville det kun have understreget tekstens argument at fremhæve det markante russiske militærengagement fra i hvert fald august 2014 og frem. 

Afvigende opfattelser må være gjort af det samme betændte stof, som fjenden brygger sine løgne på. Hvis du ikke er med os, er du med fjenden.Gardel har ret i, at artiklen ikke på dette sted nævner russiske styrkers deltagelse i de slag, der gik forud for Minsk II. Det skyldes ikke fortielse af et almindeligt kendt faktum. Kort forinden er Merkel citeret for, at slaget ved Debaltseve i begyndelsen af 2015 viste, at ”Putin nemt [kunne] have løbet [Ukraine] over ende”.

Ligeledes forudsættes denne viden i artiklens gengivelse af Merkel-rådgiveren Christoph Heusgens beretning om, at Poroshenko umiddelbart inden underskrivelsen af Minsk II indskærpede over for Merkel, at ”russerne kunne gå hele vejen til Kiev”, fordi ”Kyivs styrker var besejrede”.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at Merkel, Heusgen eller Poroshenko løj. Sidstnævnte kunne bestemt have haft en interesse i at overdrive alvoren. Men som mine referencer viser – f.eks. til Tim Judahs artikel i The New York Review – så situationen rigtig skidt ud for Kyiv.

2.     Hvorfor læser Uffe Gardel teksten på denne måde?

Da Gardels fremstilling af artiklens udsagn passer dårligt med dens udsagn, kan hans afsløringer ligne blotte fejllæsninger. Det mener jeg ikke, at de er.

Gardel får i en vis forstand frembragt den sande tekst. Vi skal bare se sagen under den rette synsvinkel: Den herskende, ortodokse synsvinkel. Så indser vi, at hans tilgang er den eneste korrekte og meningsfulde. Lad os derfor samle os om ortodoksiens forudsætninger.

Den herskende krigstænkning

Ortodoksien går ud fra, at der er to lejre. Den vigtigste lejr er fjendens. Han er ondsindet, aggressiv, forbryderisk, magtbegærlig og så fuld af løgn, at man almindeligvis kan regne med, at det modsatte af, hvad han siger, er tilfældet. Kilden til disse dårligdomme ligger udelukkende i fjenden selv.

Da tanken optræder i ’prorussisk’ propaganda, og afvigelser fra ortodoksien betyder tilnærmelser til fjenden, må vi konkludere, at ideen om skjulte krigsplaner alligevel findes i min tekst. Den skal bare afsløres på ortodoks maner.Forholdene i vores lejr er lidt mere komplicerede. Det sikreste, der kan siges, er, at vi har en komplet erkendelse af fjendens natur, og at vi er ikkefjenden. Men det betyder ikke, at vi uden videre er gode og retfærdige. Vi har derimod til opgave at blive det, og vi bliver det, i det omfang vi gør modstand mod fjendeobjektet. At være antifjenden er vores kald.

Den empiriske erkendelse og enhver faktuel opfattelsesdannelse er underordnet denne moralske mission. Sande virkelighedsopfattelser vil begrunde troen på fjendebilledet, selvbilledet og modstandskampens nødvendighed og nytte; anskuelser, der undergraver denne tro, må derimod være forkerte.

Ja, ikke bare forkerte; afvigende opfattelser må være gjort af det samme betændte stof, som fjenden brygger sine løgne på. Hvis du ikke er med os, er du med fjenden.

Det ortodokse fortolkningsarbejde

I kapitlet om principperne for nysprog fra 1984 bemærkede George Orwell, at der ikke findes andre ord for det kætterske, end at det er kættersk, når det anskues under ortodoksiens synsvinkel.

Denne strenghed i erkendelsen gælder tilsyneladende ikke helt her. For Gardel afslører ikke alene den afvigende tekst som kættersk og fjendetro. Han føjer også til, at den er sjofel, løgnagtig og befinder sig under tærsklen for idioti.

Omvendt er det åndssvage og forrykte givetvis indeholdt i ortodoksiens ide om det fjendtlige. Tekstens uredelighed og Kreml-karakter er to sider af den samme mønt.

Det var og er russernes foretrukne sprogbrug. Derfor en løgn. Og en tekst, der gentager løgnen, må tilslutte sig den fulde ’prorussiske’ propagandafortælling.Altså bringer Gardel os ikke meget længere end til afsløringen af det fjendtliges iboende elendighed. Den kan så gentages og uddybes, hvilket sker efter følgende model: 1. Pil bidder, der fremstår betændte og fjendtlige, når de indsættes i ortodoksiens meningsunivers, ud af deres oprindelige, uforståelige sammenhæng. 2. Indsæt dem i ortodoksiens meningsunivers, så sandheden kommer frem. 3. Tydeliggør via harmdirrende udbrud det fremvistes underlødige karakter og fordærvede, fjendetro hensigter.

Nogle eksempler:

• Teksten fremfører ikke den ”gængse russiske fortælling om at det er Vesten som har indledt krigen”. Og dog. Teksten har afvigende tendenser, hvorfor det er ”indlysende”, at den har til ”formål” at fremføre fjendens sag. Derefter er kun tilbage at vise, hvorledes artiklen i sine enkeltheder peger frem mod denne virkelige hensigt.
• Teksten påstår ikke, at Vesten havde skjulte krigsplaner i de otte år inden den russiske invasion i 2022. Men den citerer noget, der kunne ligne. Det er godt nok taget fra vores lejr. Men da tanken også optræder i ’prorussisk’ propaganda, og afvigelser fra ortodoksien betyder tilnærmelser til fjenden, må vi konkludere, at ideen om skjulte krigsplaner alligevel findes i min tekst. Den skal bare afsløres på ortodoks maner.
• Teksten forlader sig ikke på en enkelt, anonym ukrainer i omtalen af de ’otte års krigsforberedelser’. Og dog. Eftersom det er indlysende, at min artikel er uvederhæftig og Moskva-tro, er det ikke nødvendigt at sætte sig nøjere ind i, hvad der står i den. Når man har at gøre med afvigende materiale, skal der bare hugges til, lige så snart man har spottet et blødt punkt.
• Teksten lægger sig ikke fast på en bestemt udlægning af Merkels udsagn om Minsk. Og dog. Vi har at gøre med en tekst, der diskuterer en udlægning, der optræder i ’prorussisk’ propaganda og derfor er forkert. Denne tekst er i det hele taget afvigende og derfor Moskva-tro. Ergo må teksten abonnere på den pågældende ’prorussiske’ opfattelse samt hele den propagandafortælling, der mobiliserer den i en retfærdiggørelse af Ruslands krigspolitik.
• Teksten benægter ikke indsættelsen af russiske soldater i Ukraine-konflikten i 2014. Men den taler om en ”borgerkrig” – ligesom russerne! Det har konsekvenser. For vi må huske, at opfattelser, der indgår i den russiske propaganda, på en bagvendt måde er en kilde til sandhed: Hvis de siger X, må X være forkert. Og vi må i samme åndedrag glemme, at vi næsten ikke ville kunne sige noget om konflikten, hvis en tilsvarende regel gjaldt for opfattelser, der cirkulerer i den vestlige propaganda. Og endelig må vi se bort fra, at det engang var almindeligt at bruge den forbudte term i vestlige lande.⁵ For det var og er russernes foretrukne sprogbrug. Derfor en løgn. Og en tekst, der gentager løgnen, må tilslutte sig den fulde ’prorussiske’ propagandafortælling.

Nu vi har forskrevet artiklen til fjendens lejr, kan vi se den manipulatoriske mening med galskaben. Før Gardel fik afsløret sandheden om løgnene, fremstod min artikel nok afvigende og derfor stærkt suspekt, men på en aparte, lidt fordækt og diffus måde. Ortodoksien skaber klarhed og giver mening.

Ortodoksiens militaristiske iver

Gardels Facebook-opslag bringer endnu en afsløring, som det er værd at bruge nogen plads på, da den tydeliggør ortodoksiens militarisme.

I hele konfliktforløbet ser min tekst derimod en umiskendelig historie om, at tryk avler modtryk.Man forstår på Gardels bemærkninger om Minsk II, at han ikke er glad for ideen om, at Kyivs styrker i 2015 blev reddet af en freds- og våbenhvileaftale, der ifølge de involverede vestlige parter lagde låg på en konflikt, der tegnede rigtigt skidt for Kyiv. Gardel er tilsyneladende af den opfattelse, at sagen skulle have været ordnet med et større militært pres.

Dette synspunkt hviler formentlig på ortodoksiens præmis om, at det eneste moralsk rigtige og praktisk nyttige er at gøre modstand mod fjenden. Gerne hård, militær modstand. Hvis tingene går skævt, findes fejlen typisk i vores lejr: Vi har været for slappe, godtroende, viljesvage og eftergivende.

I hele konfliktforløbet ser min tekst derimod en umiskendelig historie om, at tryk avler modtryk. F.eks. pointerer teksten, at den gradvise oprustning af Ukraine i årene op til 2022-invasionen 1. bidrog til at overbevise Rusland om, at det var nødvendigt at reagere militært, og 2. hævede den pris, Rusland ville skulle betale for en sådan reaktion.

Målt på eliteparametrene om Ruslands-svækkelse og øget militarisme vurderer teksten, at Vestens politik i 2014-2022 virkede passende provokerende.⁶ Den folkelige ortodoksi besidder ikke ideen om sådanne fortrin. Her er Ruslands militære fremfærd et onde, som vi har tilladt via manglende afskrækkelse. Derfor må min fremstilling af Vestens oprustning af Ukraine være forkert. Hvorledes?

Gardel stiller skarpt på tekstens bemærkninger om Vestens våbenleverancer i årene op til krigen. I min tekst indgår den dokumenterbart stigende våbenbistand⁷ i en oprustningskurs; Gardel indvender, at de vestlige lande ikke sendte noget af betydning.

Det er rigtigt, at Tyskland og Frankrig ikke leverede noget af betydning. Selv USA var tilbageholdende.

Der er grænser for indsatsen og vovemodet, uanset hvem der sidder ved roret i Washington. Ukraine er ikke og bliver næppe en topprioritet for de vestlige stormagters eliter.Rationalerne bag forsigtigheden er velkendte. I Washington ønskede man ikke at fremkalde et storstilet russisk angreb på Ukraine, da man vurderede, at ukrainerne var for svage til at yde effektiv modstand.⁸ I 2015 forklarede daværende viceudenrigsminister Antony Blinken, at en satsning på at takle russerne med massiv militærstøtte sandsynligvis ville blive ”matchet og så fordoblet og tredoblet og firdoblet af Rusland. Landet har evnen til at gøre dette. Det ville være meget svært for os at gøre. Og så ender vi let i en eskalationscyklus, som er svær at kontrollere og svær at forudsige.”⁹

Da USA i 2017 begyndte at forsyne Ukraine med antitankmissilsystemet Javelin, bemærkede Associated Press: “Både Obama-regeringen og Trump-regeringen har tidligere udtrykt bekymring for, at det var usandsynligt, at flere våben ville løse konflikten, især i betragtning af at Rusland er godt rustet til at svare på enhver ukrainsk eskalering med en endnu stærkere eskalering.”¹⁰

Betragtningen om, hvad der ”ville være meget svært” for USA at gøre, vedrører ikke kun ressourcer, men også vilje. Ifølge et 2016-interview med Barack Obama opererede Det Hvide Hus med den antagelse, at “Ukraine er en kerneinteresse for Rusland, men ikke for USA, så Rusland vil altid være i stand til at opretholde eskalationsdominans der”.¹¹

Vores eliter har demonstreret, at vi kan påføre fjenden stor skade uden gengældelse og selv høste massive gevinster, alt imens omkostningerne afholdes af en uvigtig tredje part: ukrainerne.Den senere udvikling har kun understreget denne fundamentale forskel mellem de involverede stormagters strategiske interesse for Ukraine. Der er tydeligvis grænser for indsatsen og vovemodet, uanset hvem der sidder ved roret i Washington. Ukraine er ikke og bliver næppe en topprioritet for de vestlige stormagters eliter.¹²

Siden krigsudbruddet i februar 2022 har vi samtidigt set, at der findes et stort spillerum for offensiv magtpolitik, inden vi når op i ”kerninteressernes” alvorligere luftlag, hvor de virkeligt risikable og omkostningstunge tiltag kommer på tale. Vi har set, at dette spillerum er blevet udnyttet af Vesten, i begyndelsen anført af USA. Vesten har taget mange skridt op ad eskalationsstigen uden for alvor at rokke ved fjendens overtag i krigen eller true hans regionale dominansposition. Vi har dermed undgået en direkte, strategisk konflikt med verdens største atomvåbenstat (selvom vi nu og da har syntes at balancere på grænsen).

Ukraine er nemlig ikke det værd.

Der er her igen sket det, at Gardel blotlægger tekstens dumhed ved at pille et enkelt aspekt ved et enkelt element ud af sin sammenhæng og derpå stille det til latterligt skue i ortodoksiens verdensbillede.Udviklingen fra forsigtighed mod et stadigt større vestligt engagement har flere facetter. Centralt står den gradvise, glædelige og indtil videre korrekte opfattelse blandt vestlige eliter af, at ukrainerne betaler prisen, mens vi ikke løber den store risiko. Det er nemlig heller ikke i russisk interesse at bringe konflikten op på et niveau, der involverer USA’s kerneinteresser, hvorfor Kreml har truet med meget, men også tålt en del. Således har vores eliter inden for rammen af ubestridt russisk dominans demonstreret, at vi kan påføre fjenden stor skade uden gengældelse og selv høste massive gevinster, alt imens omkostningerne afholdes af en uvigtig tredje part: ukrainerne. Det var tiden ikke moden til i konfliktens tidlige år. Som min tekst påpeger, var der gode grunde til, at de vestlige lande undgik ”demonstrative skridt” i tiden efter 2014.

Tilbage til Gardels kritik. Han bemærker, at det er tosset at påstå, at USA’s leverance af Javeliner bragte Ukraine ”i en situation, hvor landet blev bedst muligt rustet til at påføre Rusland maksimal skade”. Jeg er enig. Påstanden findes i Gardels afsløring, ikke i artiklen selv.

Der er her igen sket det, at Gardel blotlægger tekstens dumhed ved at pille et enkelt aspekt ved et enkelt element ud af sin sammenhæng og derpå stille det til latterligt skue i ortodoksiens verdensbillede.

Nærmere bestemt forstår Gardel ”maksimal skade” som den destruktion, heftige våben kan udrette. Måske fordi tekstens udsagn så bliver tilpas dumt. Måske pga. ortodoksiens dyrkelse af militær styrke. Uanset hvad er det helt sikkert en åndssvag tanke, at ødelæggelseskraften i de våben, Vesten leverede inden 2022, satte Ukraine i stand til at skade Rusland maksimalt. Så vidt har ortodoksien igen udsagt en sandhed.

En indrømmelse: ”Oprustning” er ikke en dækkende betegnelse for den vestlige indsats. Der skal stærkere termer til at beskrive NATO’s og USA’s penetration af den ukrainske sikkerhedsstat.I tekstens egen sammenhæng betegner ”maksimal skade” det mest omkostningstunge konfliktscenarie for russerne, givet de eksisterende muligheder. Det svarer ikke under enhver omstændighed til store forsendelser af slagkraftige våben. Hvis man f.eks. forestillede sig, at USA i 2015 havde leveret og (som i dag) medvirket i anvendelsen af langtrækkende missilsystemer, ville Ukraine formentlig hurtigt være bukket under for det forventelige russiske modsvar. I så fald havde man næppe bragt Ukraine ”i en situation, hvor landet blev bedst muligt rustet til at påføre Rusland maksimal skade”, jf. de ovenfor nævnte betænkeligheder fra Obama- og Trump-regeringen.

Desuden nævner min tekst stigende våbenleverancer som ét element i en langsom, men accelererende oprustningskurs, hvis betydning for konfliktudviklingen må vurderes inden for den bredere politiske og strategiske ramme.¹³ Et andet og vigtigere tiltag, der behandles i teksten og er skåret fra i den ortodokse udgave, er træningen af ukrainske soldater og omstruktureringen af det ukrainske militær og sikkerhedsapparat mhp. NATO-integration og ”interoperabilitet”.

Hvilket aftvinger en indrømmelse. ”Oprustning” er ikke en dækkende betegnelse for den vestlige indsats. Der skal stærkere termer til at beskrive NATO’s og USA’s penetration af den ukrainske sikkerhedsstat i tiden efter den ’provestlige’ magtovertagelse i Kyiv i februar 2014.¹⁴

Der står en del om disse sager i artiklen og endnu mere i dens referencer. Jeg kan her supplere med oplysninger fra Wall Street Journals ”The Secret of Ukraine’s Military Success: Years of NATO Training” fra april 2022, som jeg gjort brug i andre sammenhænge. Denne artikel taler om

en lidet omtalt indsats fra NATO-lande, der forvandlede Ukraines militær på alle niveauer, fra fodsoldater til forsvarsministeriet til tilsynsførende i parlamentet. Dette er en vigtig grund til, at Ukraines fleksible kampstyrke har overrasket verden ved at modstå en meget større og bedre udstyret invaderende hær, siger ukrainerne og deres vestlige rådgivere.

Gennem undervisning, øvelser og træningsaktiviteter med deltagelse af mindst 10.000 soldater om året i over otte år har NATO og dens medlemslande hjulpet det krigsramte land med at overgå fra stive kommandostrukturer i sovjetisk stil til vestlige standarder, hvor soldater lærer at tænke og handle selvstændigt.

Om deres evne til at forvirre de russiske angribere i dag siger [den ukrainske] løjtnant Kulish, at hans våbenbrødre ’helt sikkert bruger procedurer, de lærte under træningen med NATO.’¹⁵

Denne ”lidet omtalte”, men ganske effektive NATO-indsats har formentlig været mere befordrende for udviklingen af ”en situation, hvor [Ukraine] blev bedst muligt rustet til at påføre Rusland maksimal skade”, end nogen utidig levering af opsigtsvækkende våbensystemer ville have været.

Det tilbageværende, smadrede Ukraine, denne løftestang for vestlig oprustning og europæisk underdanighed over for sin amerikanske far, byder stadig på gevinster fremadrettet.Af sådanne grunde er den viden, der fremlægges i min artikel, vanskelig at forlige med Gardels vurdering af, at ”Vesten ikke ville gøre en pind for Ukraine” under det mangeårige forspil til Ruslands invasion, der i øvrigt også bød på etablering af CIA-baser til brug for Ruslands-skadelige operationer og NATO-Ukraine-militærøvelser rettet mod Rusland m.m.

Det betyder ikke, at Gardel tager fejl. Er vi lidt modtagelige for militaristisk moraltænkning, vil vi indse, at Gardels fremstilling sætter nok så mange ophobede fakta til vægs: Siden alt det, Vesten gjorde inden 2022, beløber sig til ”ikke en pind”, må vi nødvendigvis slutte, at situationen forlangte ekstremt offensive, og derfor højst moralske, tiltag. Hvilket også er en lektie for nutiden og fremtiden.

Desuden: Rusland invaderede, ikke sandt? Gjorde vi så noget af betydning? Hvor dumt er det så at tale om oprustning?

Eller lad mig være mere direkte. Gardel har en pointe. Vesten har ikke vist villighed til at ofre sig for Ukraine, for landet findes som nævnt ikke på listen over amerikanske ”kerneinteresser”. Men USA og Vesten har stadig Ukraine-interesser af en lavere orden og har under disse forudsætninger strakt sig langt for sin stedfortræder.

Vesten vil f.eks. gerne ofre ukrainerne for vestlige interesser. Det tilbageværende, smadrede Ukraine, denne løftestang for vestlig oprustning og europæisk underdanighed over for sin amerikanske far, byder stadig på gevinster fremadrettet.

Jeg tror, Gardel har fundet den mening i og med teksten, som faktisk findes – i den krigsortodokse verdensanskuelse.Vi har derfor fortsat brug for røster, der forbander, at vi gør for lidt, og hele tiden skubber på for mere. Ukraine-politikkens militaristiske kritikere får næppe alle de drastiske tiltag, de efterspørger. De får ganske givet ikke den sejr, de vil have. Men de gør en brav indsats for at give eliterne de gevinster, de er ude efter.

Så længe Kyiv skal ofre liv og land for den vestlige militarismes skyld, har vi brug for alarmismen. Som minimum må vi ikke give efter.

3.     Ortodoksiens fortrin og begrænsninger

For et fjendtligt blik, der opfanger ondsindede intentioner i enhver modstridende tænkning, vil Gardels opslag sikkert fremstå som en omgang vildledende stråmandsargumentation. Det gør den ikke for mit blik. Jeg tror, Gardel har fundet den mening i og med teksten, som faktisk findes – i den krigsortodokse verdensanskuelse. Jeg vil af samme grund tro, at tanken om, at min artikel kunne have en anden mening – såsom den mening, der fremgår af teksten selv – må være noget nær ubegribelig for de fleste intellektuelle med respekt for sig selv og det miljø, de er rundet af.

Ortodoksiens meningsunivers kan for så vidt fremstå komplet, selvberoende og uigennemtrængeligt for fjendtlig indflydelse. Enhver forstyrrelse kan afvises, ethvert tilfælde af fjendtlig tænkning kan afsløres, ethvert praktisk og moralsk spørgsmål kan entydigt besvares.

Der er blot én ting, som ortodoksien ikke kan stille noget op med. Nemlig de interesser og ambitioner, som de ledende kræfter i vores lejr handler ud fra.¹⁶

Det nedslåede blik kan være et tegn på sømmelig servilitet, men man kan også få indtryk af, at de tjenende ånder skammer sig over deres ledere.Lad os et øjeblik holde fast i nældens rod. Hvad var det egentlig, der udløste Gardels harme? Jo, en tekst, der vurderer vestlig adfærd ud fra vestlige mål formuleret af vestlige eliter baseret på vestlige kilder. Altså den slags, folk, der bedriver ”VENSTREEKSTREMISTISK SVINERI”, typisk er ude i.

Og så er vurderingen af den vestlige adfærd endda yderst positiv. Ukraine-investeringen giver os virkelig ”bang for the buck”, som det hedder i en artikel fra den indflydelsesrige tænketank American Enterprise Institute.¹⁷

Men ortodoksien kan ikke vedkende sig eliternes drivkræfter åbent. I stedet tjener den dem ved at bortlede blikket. Og mens det nedslåede blik ganske vist kan være et tegn på sømmelig servilitet, kan man også få indtryk af, at de tjenende ånder skammer sig over deres ledere. Og derfor slår hårdt ned på stemmer, der henleder deres opmærksomhed på, hvad autoriteterne er ude på?

Fjendestemplet

Sådan behøvede det nu ikke være. Propagandaen kan i teorien bruges til andre ting.

Fjendens propaganda er ethvert propagandasystems stærkeste aktiv.F.eks. ligger det ligefor at påpege sammenfald mellem de målsætninger, der proklameres af vestlige eliter, og hovedpunkter i den ”gængse russiske fortælling”. Og så køre eliterne igennem standardprocedurerne for detektion af fjendesympatier og Moskva-manerer. Og endelig afklæde og udskælde disse afvigere, så alle kan se deres forræderi. Og således bringe forvirring i alle sunde fjendekategorier.

Men sande propagandister går kun efter den designerede fjende, ikke den etablerede magt selv. De bruger fjendestemplet til at beskytte os mod indblik i de herskende interesser i vores egen lejr.

Det åbner faktisk op for en anden mulighed.

Vi kan begynde med konstateringen: Fjendens propaganda er ethvert propagandasystems stærkeste aktiv. Hvor finder man ellers hurtig, nem og definitiv dækning for at fornægte uvelkommen viden, som man ikke kan få bugt med på saglig vis? Begge lejre har oplagt gavn af at kunne sige ”fjenden lyver” og henvise afvigere til hans favn. På den måde bidrager fjenderne til hinandens interne husholdning. For de har også en fælles fjende: de utilpassede fjendskabsfornægtere derhjemme.

Mit forslag er derfor, at propagandister på hver side af jerntæppet åbent priser deres dybe venskab – forenet, som de er, i fjendskab.

1. Freedom House: “Ukraine – Overview 2022”. www:  https://freedomhouse.org/country/ukraine/freedom-net/2022
2. EUvsDisiNFO: “DISINFO: Only Ukraine is responsible for civil war in Donbas”, 2. juni 2021. www: https://euvsdisinfo.eu/report/only-ukraine-is-responsible-for-civil-war-in-donbas/
3. Nogle af de interne faktorer er behandlet her: Serhiy Kudelia: ”Domestic Sources of the Donbas Insurgency”, PONARS Eurasia, Policy Memo No. 351, september 2014. www: https://www.ponarseurasia.org/wp-content/uploads/attachments/Pepm351_Kudelia_Sept2014.pdf

   Hermed ikke benægtet, at disse splittelser havde internationale forgreninger. Mange nævnes i teksten.

4. En meningsmåling fra 2015 viser, at 32 pct. af ukrainerne opfattede konflikten som et separatistisk oprør støttet af Rusland; 28 pct. som en krig mellem Rusland og Ukraine; 16 pct. som en borgerkrig; 8 pct. som en krig mellem Rusland og USA; 7 pct. som Lugansks og Donetsks uafhængighedskamp. Disse opfattelser indfanger forskellige lag i konflikten.

   Se: ”Почти треть украинцев считают, что на востоке страны происходит война между Украиной и Россией – опрос”, Interfax-Ukraine, 1. december 2015. www: https://interfax.com.ua/news/political/308022.html  Meningsmålingen inkluderer ikke befolkningen i Luhansk og Donetsk.

5. Institute of World Policy: “What Do EU Citizens Think about Ukraine?”, 2015. www: https://www.dropbox.com/scl/fi/ki7jrsp3h9a15ke2waqlv/EC_Ukr_8-coun_inet_eng.pdf?rlkey=au3c6nudkv3tstg79n6r7imcw&e=1&dl=0
6. For Gardels og ligesindedes skyld skal det understreges, at ”passende” her forstås inden for den etablerede analyseramme. Det betyder ikke nødvendigvis overlagt.
7. Vurderet ud fra, hvad Vesten har leveret efter invasionen, var forsyningerne af krigsmateriel før krigen rigtignok ikke værd at tale om. Vurderet ud fra niveauet, før krisen brød ud i 2014, ser vi et markant løft. I 2020 var USA’s sikkerhedsbistand til Ukraine over 8 gange så stor som i 2013. Se: Elias Yousif: “U.S. Military Assistance to Ukraine“, Stimson Center, 26. januar 2022. www: https://www.stimson.org/2022/u-s-military-assistance-to-ukraine/
8. Peter Baker: “Obama Said to Resist Growing Pressure From All Sides to Arm Ukraine”, The New York Times, 10. marts 2015. www: https://www.nytimes.com/2015/03/11/us/politics/obama-said-to-resist-growing-pressure-from-all-sides-to-arm-ukraine.html
9. Antony Blinken: ” Remarks on Transatlantic Cooperation and the Crisis in Ukraine”, U.S. Department of State, 5. marts 2015. www: https://2009-2017.state.gov/s/d/2015/238644.htm
10. Josh Lederman: “US agrees to send lethal weapons to Ukraine, angering Russia”, Associated Press, 23. december 2017. www: https://apnews.com/article/71fd3f8ee74f488fb788accf1e7978e4
11. Jeffrey Goldberg: “The Obama Doctrine”, The Atlantic, april 2016. www: https://www.theatlantic.com/magazine/archive/2016/04/the-obama-doctrine/471525/
12. Jeg taler her om landet Ukraine. Nogle af de bredere spørgsmål, som Ukraine er indvævet i, er af meget stor betydning for vestlige eliter. Det gælder f.eks. oprustning og de transatlantiske bånd.
13. Teksten fremhæver især politikken om at holde døren åben for et ukrainsk NATO-medlemskab uden at lukke ukrainerne ind.
14. Greg Miller & Isabelle Khurshudyan: “Ukrainian spies with deep ties to CIA wage shadow war against Russia,” The Washington Post, 23. oktober 2023. www: https://www.washingtonpost.com/world/2023/10/23/ukraine-cia-shadow-war-russia/

    Adam Entous & Michael Schwirtz: “The Spy War: How the C.I.A. Secretly Helps Ukraine Fight Putin”, The New York Times, 25. februar 2025. www: https://www.nytimes.com/2024/02/25/world/europe/cia-ukraine-intelligence-russia-war.html

    Adam Entous: “The Partnership: The Secret History of the War in Ukraine”, The New York Times, 29. marts 2025. www: https://www.nytimes.com/interactive/2025/03/29/world/europe/us-ukraine-military-war-wiesbaden.html

15. Daniel Michaels: “The Secret of Ukraine’s Military Success: Years of NATO Training”, The Wall Street Journal, 13. april 2022. www: https://www.wsj.com/articles/ukraine-military-success-years-of-nato-training-11649861339
16. Se artikelseriens introduktionstekst: Uffe Kaels Auring: ”Ukraine-krigen er bedre end sit rygte”, Eftertryk Magasin, 13. april 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/04/13/ukraine-krigen-er-bedre-end-sit-rygte/
17. Elaine McCusker: “Supporting Ukraine Is a Good Deal for America”, American Enterprise Institute, 20. oktober 2023. www: https://www.aei.org/op-eds/supporting-ukraine-is-a-good-deal-for-america/