Det forestillede rigsfællesskab er fyldt med splid

Som begreb har rigsfællesskabet nemlig en broget historie, der er værd at forstå. Ikke mindst af hensyn til den politiske debat. For begrebet skygger for dybe uligheder mellem ’fællesskabets’ medlemmer – og står muligvis i vejen for et virkeligt fællesskab.

Af Dánial Magnusson Haraldsen
Illustrationer af Edward Fuglø¹

Næppe har det såkaldte rigsfællesskab været så aktuelt i den offentlige debat, som det er blevet i 2025. Amerikanernes interesse i Grønland og den danske regerings krisehåndtering har nærmest vendt rigsfællesskabet på hovedet. For aldrig har vores interesse for Grønland været større – en interesse, der bunder i ønsket om at bevare Grønland i det såkaldte rigsfællesskab, som er blevet standardbetegnelsen for det forhold, der binder Danmark sammen med de nordatlantiske områder, Færøerne og Grønland.

Imidlertid er rigsfællesskabet (måske for nogen lidt overraskende) et relativt nyt begreb. Det står ikke i grundloven og har som sådan ingen juridisk betydning for Færøerne eller Grønland. Ligeledes tillægges det ikke altid samme positive værdi eller politiske legitimitet – hverken i Danmark eller på tværs af rigets dele. Hvad betegnelsen rent faktisk dækker over, står med andre ord til fortolkning.

Så længe betegnelsen ikke henviser til nogen konkret forfatningsretlig størrelse eller aftale (og der ikke er enighed om, hvorvidt sprogbrugen afspejler den egentlige magtfordeling mellem Danmark og kongerigets dele mod nord), vil der være delte meninger om begrebet og en løbende kamp om dets indhold.

En begrebshistorie

En udbredt opfattelse i dag er, at rigsfællesskabet på en eller anden måde betegner den administrative opdeling af de tre rigsdele, der samlet danner det danske rige. Ordet afspejler (særligt for dets fortalere) på sin vis også den historiske udvikling i de to nordatlantiske områders tilknytning til Danmark fra biland og koloni til amt og siden selvstyrende områder med hjemmestyreordninger.

Som ord vandt rigsfællesskabet dog først rigtigt indpas i løbet af 1990’erne.² Tidligere har rigsenheden været den almindelige term i såvel den danske offentlighed som i lovmæssig sammenhæng. Omvendt er rigsfællesskabet aldrig indgået formelt i grundloven eller i hjemme- og selvstyrelovene.

Det er juristen og retsfilosoffen Alf Ross, der er arkitekten bag rigsenhedens udbredelse, som blev det begreb, der anvendtes i den færøske hjemmestyrelov fra 1948. I kølvandet på 2. verdenskrig og den færøske folkeafstemning om uafhængighed i 1946, havde den danske regering bedt statsretseksperten om at give sit besyv med Færøernes forfatningsretlige stilling i riget.³ Ross opfordrede til, at man anvendte rigsenheden frem for rigsfællesskabet. Sidstnævnte anså han for misvisende, fordi et fællesskab indebærer, at dets medlemmer har nogenlunde jævnbyrdig status.⁴

Også da den senere grønlandske hjemmestyrelov trådte i kraft i 1978, blev rigsenheden det ord, der beskrev forholdet mellem Grønland og Danmark, på trods af at hjemmestyrekommissionen faktisk havde opereret med rigsfællesskabet som begreb i det indledende arbejde.⁵ Det er først efter juristen Frederik Harhoffs doktorafhandling Rigsfællesskabet fra 1993, at betegnelsen for alvor fik gennemslagskraft og legitimitet.⁶

De foregående årtiers udvikling i hjemmestyrerne havde tydeliggjort problemer ved rigsenheden som begreb. Harhoff foreslog i stedet, at man burde betragte forholdet som et fællesskab mellem tre rigsdele, som til trods for delvis autonomi og grundlæggende forskelle, hvad angår sprog, kultur og identitet, alligevel havde en fælles historie og forfatning samt ens politiske og økonomiske interesser.⁷ Det kan diskuteres, om dette altid gør sig gældende i dag. F.eks. ser vi modsatrettede handels- og udenrigspolitiske interesser i riget. Tænk blot på den færøske fiskeriaftale med Rusland. Uoverensstemmelser er en uundgåelig konsekvens af Færøernes voksende udenrigspolitiske handlerum.

Men med Harhoffs stærke forsvar for rigsfællesskabet indvarsledes et nyt paradigme i måden, hvorpå Danmark som rige er blevet omtalt fra 1990’erne og frem. Det var udviklingen og i øvrigt også selvstændighedskravene i de nordatlantiske hjemmestyrer, der var med til at fremtvinge en nødvendig omend nølende dansk interesse for at holde sammen på riget. Rigsfællesskabet som gængs betegnelse og udbredt politisk idé blev således født. Og i dag synes ordet at leve i bedste velgående i den offentlige debat.

Mere rigsfællesskab på skoleskemaet

Som et led i den danske regerings forsøg på at løsne den kile, som amerikanerne (set fra dansk perspektiv) har formået at presse endnu dybere ind mellem Grønland og Danmark, annoncerede regeringen i januar 2025 tolv nye initiativer til bekæmpelsen af diskrimination mod grønlændere i Danmark. Formålet synes tydeligt. Regeringen vil prøve at imødegå den lede, grønlændere føler ved Danmark. En lede, som kun er taget til i styrke, i takt med at betændte sager er dukket op, herunder den såkaldte spiralsag.

Et af initiativerne er ganske sigende ”obligatorisk undervisning i rigsfællesskabet”.⁸ Den vage formulering er i tråd med, hvordan politikere og meningsdannere taler om rigsfællesskabet i kølvandet på USA’s aggressive retorik. Rigsfællesskabet fremstilles nu i positive vendinger som noget, der må bevares. Og parolen lyder, at for at værne om det, vi har, må vi udbrede viden om rigsfællesskabet i den danske befolkning. Men ingen har umiddelbart forholdt sig til, hvad ”undervisning i rigsfællesskabet” i realiteten indebærer. Hvad er det konkret, der skal undervises i?

Vi ved kun, at rigsfællesskabet skal på skoleskemaet. For en grønlænder eller færing kan det imidlertid fremstå en smule komisk, at der pludselig nu skal undervises mere i rigsfællesskabet på de danske skoler. Men timingen er ikke tilfældig. Der er tale om blød magt.

Mens grønlandske og færøske elever ikke har kunnet undgå at lære dansk og forholde sig til dansk historie og kultur i løbet af deres skolegang, har det set helt anderledes ud på danske skoler. Danske skolebørn har ikke haft grund til at orientere sig mod rigets to dele mod nord, endsige lære om grønlandsk og færøsk sprog eller samfundsforhold.

Det signalpolitiske budskab er, at kendskabet til rigsfællesskabet (det vil, for at være kynisk, hovesagligt sige Grønland) fremadrettet skal styrkes, fordi ”vi” simpelthen ikke ved nok om det. Og fordi ”vi” har opdaget, at vi nødigt vil miste det.

Bevidstheden om (og det kommercielle potentiale i) udbredelsen af mere viden om rigsfællesskabet har også spredt sig til andre institutioner såsom museer, der har opdaget værdien i Grønland, nu hvor trekantsdramaet mellem USA, Grønland og Danmark har fyldt sendeflader og avisspalter i danske nyhedsmedier i løbet af 2025.

Nationalmuseet så f.eks. sit snit til at udnytte konflikten med en særudstilling om Grønland for børn.⁹ På museumsplakaten var portrætteret en lyshåret dansk dreng iført traditionelle grønlandske snebriller. Nu kunne danske børn komme ind i vinterferien og gå på opdagelse, hoppe på isflager og ro i kajak i stereotype fremmede egne i Arktis, hvor menneskene tilsyneladende går rundt med snebriller. Men er det virkelig rigsfællesskabet, børnene anno 2025 tager en smuttur til?

Undervisningsmateriale om Grønland bærer ofte præg af klassisk dansk historiebrug. Selvom der kan være plads til en historisk fremstilling af, hvordan inuit har levet i Arktis, ledsages den af en overdøvende dansk historiefortælling, hvor det er Danmarks rolle i Grønland, der primært betones. Snarere end at handle om Grønland i sin egen ret anskues historien fra et dansk perspektiv på danske præmisser, hvad enten det så er selvransagende kolonihistorie eller selvforherligende fortællinger om Hans Egedes genopdagelse og Danmarks gradvise kolonisering af en stor ø mod nord. Gerne krydret med det danske nationalikon, Knud Rasmussen. Begge narrativer er i øvrigt lige politisk motiverede.

Men det er svært at få øje på rigsfællesskabet, hvad end der så menes med ordet i undervisningssammenhæng og i den aktuelle offentlige debat, selvom intentionen om større kendskab om et sådant fællesskab kan være forståelig nok, når lokummet i den dansk-grønlandske relation brænder.

Forestillede fællesskaber

Troen på et rigsfællesskab, der binder dets enkeltdele sammen i ét rige, har lighedstræk med nationen, selvom de færreste vil betragte rigsfællesskabet som noget nationalt. Tværtimod vil de fleste nok fastholde dets tværnationale karakter i en anerkendelse af grønlænderes og færingers ret til at være sit eget folk som noget forskelligt fra det danske.

Alligevel har mange i Danmark den idé, at rigsfællesskabet betyder, at man på trods af store forskelligheder faktisk har noget til fælles på tværs af riget. Fabriksarbejderen på Nakskov Sukkerfabrik og fangeren i Qaanaaq i det nordvestligste Grønland begriber måske ikke til fulde hinandens livsverdener. Men føler de alligevel ikke en eller anden grad af samhørighed?

Nationalismeforskeren Benedict Anderson har i det kendte værk Imagined Communities fra 1983 om nationalismens udvikling lidt provokerende fremført, at nationen nødvendigvis må være et forestillet fællesskab. Fællesskabet er forestillet, fordi medlemmerne af selv den mindste nation umuligt kan nå at kende alle sine medborgere.¹⁰ De har alligevel en følelse af, at de hører sammen. Nationen er ikke nogen naturgiven størrelse bundet sammen af et folks blod og slægtskab eller af en skæbnebestemt historie. Den er snarere et moderne fænomen. En nutidig forestilling. Men selvom nationen er forestillet, er den dog stadig virkelig. For folk tror på den.

Ville den danske nation imidlertid være et integreret omend forestillet fællesskab, hvis det kun var sjællændere, der abonnerede herpå, mens fynboer og jyder ikke kunne se sig selv i samme nationale fællesskab? Sat på spidsen kan man på samme måde sætte spørgsmålstegn ved rigsfællesskabets berettigelse som begreb, hvis troen på, at vi har noget til fælles, promoveres envejs fra dansk side.

Godt nok findes der tilhængere af rigsfællesskabet på Færøerne og i Grønland. Men kan vi tale om et fællesskab, hvis majoriteten af færinger og grønlændere ikke deler overbevisningen om, at begrebet afspejler den politiske, kulturelle, historiske, sproglige og nationale virkelighed, som Færøerne og Grønland befinder sig i inden for kongeriget? Hvis ikke, bliver mange færinger og grønlændere i så fald taget som gidsler i en ofte ureflekteret sprogbrug og en forceret positiv fremstilling af et rigsfællesskab, angiveligt forenet gennem fælles historie, kultur, sprog og familiebånd.

Mange, hvis ikke de fleste, tager i dag fællesskabet for givet. Og forestillingen om fællesskabet er virkelig nok. Det, der oftest i bund og grund refereres til, når ordet anvendes, er også virkeligt: Grønland, Færøerne og Danmark er forbundet i samme stat og i samme kongerige via grundloven og via kontinuerligt omend til tider mangelfuldt politisk samarbejde mellem landene. Et faktum, som løsrivelsessindede i Grønland og på Færøerne netop ikke kan komme uden om. Det er dog selve ordet og de konnotationer, det vækker, som giver anledning til kontrovers og følelsesladede holdninger.

Rigsfællesskabet set fra Nordatlanten

Til en lancering af bogen Heimsins Nalvi, udgivet på det færøske universitetsforlag i foråret, om de sidste 25 års færøsk udenrigspolitik, korsede den tidligere udenrigsminister og mangeårige leder af løsrivelsespartiet Tjóðveldi, Høgni Hoydal, sig over, at flere af de i alt 17 bidragsydere stadig kunne finde på at ”bruge det her forbandede ord, rigsfællesskabet.”¹¹

Det er svært at komme udenom, at ordet er kontroversielt på Færøerne. Ordets modstandere hævder hårdnakket, at det har en uheldig tendens til at antyde, at der skulle eksistere et ligeværdigt fællesskab mellem rigets parter. Det mener de ikke afspejler den politiske virkelighed.

Ikke overraskende skrev selvsamme Hoydal bogen Myten om rigsfællesskabet omkring årtusindskiftet, da han og den færøske regering tog til København for at forhandle om selvstændighed med Pouls Nyrups regering.¹² Heri fremlagde han, hvorfor Færøerne måtte danne egen stat. Pointen var klar: Hjemmestyreloven var en spændetrøje. I den gældende ordning kunne Færøerne aldrig blive Danmarks jævnbyrdige. Dette er stadig Hoydals og hans ligesindede færøske lagtingskollegers overbevisning. Også selvom Mette Frederiksen har foretaget et kursskifte i, hvordan en dansk regering anskuer rigsfællesskabet. I en folketingstale i oktober 2023 italesatte hun det nemlig som ”et samarbejde mellem tre ligeværdige lande, tre folk, tre regeringer.”¹³ Dette er i sig selv et nybrud fra officiel dansk side.

Der findes imidlertid fortalere for rigsfællesskabet på Færøerne. Historisk har især samhørighedsfolkene i Sambandsflokkurin slået på tromme for fordelene. Dette er indkodet i partiets navn og DNA. Men selv hos Sambandsflokkurin er der kommet andre boller på suppen. Med lanceringen af en ny politisk linje med sloganet Nýtt Samband har partiet erkendt, at det måtte opdatere sit syn på Færøernes plads i riget for at bevare sin relevans i færøsk politik.¹⁴

Sambandsflokkurin har om nogen skubbet til debatten om Færøernes fremtidige konstitutionelle forhold til Danmark (hvad de ikke har for vane at blive krediteret for), mens de traditionelle selvstændighedspartier, Fólkaflokkurin og Tjóðveldi, har forholdt sig overraskende passivt. Sambandsflokkurin anfægter ikke ordet, men de vil ændre ordningen, så indholdet i relationen mellem Færøerne og Danmark rent faktisk retfærdiggør brugen af betegnelsen og afspejler et egentligt politisk fællesskab. Ønsket er et reformeret rigsfællesskab 2.0, hvis Færøerne også i fremtiden skal forblive en del af riget.

Begivenhederne i de øvrige dele af riget i 2025, foranlediget af den amerikanske charmeoffensiv overfor Grønland, er på sin vis kommet på et belejligt tidspunkt i den færøske rigsfællesskabsdebat. Det har ledt til, at Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, i løbet af foråret har taget de første skridt til en historisk bred aftale mellem de færøske partier om, hvilken vej Færøerne ønsker at gå fremadrettet. Signalet er klart: Status quo går under ingen omstændigheder an. Færingerne vil have større mulighed for egen repræsentation i international sammenhæng og at indgå flere handelsaftaler.

Betonjura og grundloven

Af deres politiske modstandere er Sambandsflokkurin blevet skudt i skoene, at de er endnu gladere for grundloven end de såkaldte betonjurister i justitsministeriet, der gang på gang klandres for at forsøge at fastholde status quo og stå i vejen for udvidelser af færøske beføjelser med henvisning til de begrænsninger, grundloven angiveligt sætter for Færøerne.

Havde embedsværkets jurister til gengæld altid haft medhold i deres opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre i henhold til grundloven, ville Færøerne, som det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale har indvendt, være ét stort lovbrud.¹⁵ Færøernes udfoldelse har for længst sprunget grundlovens rammer. Det er politisk vilje snarere end jura, der har banet vejen for den grad af politisk selvstændighed, Grønland og Færøerne løbende har opnået.

Men har man endelig stødt panden mod en definitiv mur nu? Det er konklusionen hos den færøske lagmand, som ved seneste rigsmøde i juni i Thorshavn meddelte den danske regering, at man fra færøsk side ønsker at indgå i drøftelser om en ny union mellem Færøerne og Danmark, der giver færingerne de nødvendige udenrigspolitiske beføjelser, de tilkendegiver, de har brug for.

Som situationen er nu, bunder de uddelegerede kompetencer til Nordatlanten i politisk velvilje fra Danmark snarere end nogen lovfæstet ret inden for en konstitutionel ramme. Altså hviler de politiske systemer på Færøerne og i Grønland i sidste ende stadig på dansk nåde og barmhjertighed.

Dette er også et argument, der historisk er fremført fra færøsk side mod brugen af rigsfællesskabet som begreb: Der kan ikke være et ligeværdigt rigsfællesskab, hvis ikke samarbejdet imellem landende beror på en form for uigenkaldelsesprincip, hvor den danske stat ikke kan trække hjemtagne områder tilbage uden færøsk og grønlandsk tilladelse hertil.¹⁶ Men det er svært at forestille sig nogen dansk regering give indrømmelse til et sådant princip inden for en anskuelig fremtid. I hvert fald ikke uden kamp.

Det ville i det mindste kræve en gennemgribende nytænkning af ordningen mellem rigets dele. Det er netop, hvad der nu lægges op til fra Færøerne. Udfaldet kan efter formodentlige forestående forhandlinger med den danske regering blive etableringen af en selvstændig færøsk stat i union med Danmark. Altså en slags islandsk model, der gjaldt fra 1918 til 1944. Hvis den færøske regering vel at mærke møder mere velforberedte op, end den mislykkede løsrivelsesregering gjorde på Christiansborg for 25 år siden.

Og her finder vi ind til sagens kerne i forhold til, hvorfor rigsfællesskabets modstandere ikke kan lide ordet, når der med ”rigsfællesskabet” menes et ligeværdigt fællesskab mellem tre lande. Færøerne og Grønland kan i overført forstand ikke overtage ejendomsretten over egne græsgange, uden at det, som Lars Løkke gentagne gange har advaret imod, ville betyde en udmeldelse af det bestående rigsfællesskab, som det ser ud lige nu.¹⁷ Brugsretten er kun til låns fra den danske stat. Færingerne erkender nu, at man må blive herre i eget hus for at tage de næste skridt.

Tre offentlige sfærer i samme rige

En medvirkende årsag til begrebets ambivalens er, at det anvendes og fortolkes i tre separate offentlige sfærer med hvert sit sprog, hver sine politiske dagsordener, hver sine nationale interesser og hver sine kulturelle forudsætninger. Den politiske samtale i de tre lande tager nemlig afsæt i forskellige historiske udgangspunkter, der giver sig udslag i forskellige diskurser og politiske kulturer med forskellige betingelser for, hvordan rigsfællesskabet opfattes. Ved man ikke, hvad der fylder i de respektive rigsdeles offentlige debatter, får man ringe dialog og forståelse på tværs af landende – og en forringet oplevelse af et fællesskab.

I Grønland og på Færøerne har man i et vist omfang aldrig kunnet undgå at forholde sig til den offentlige debat i Danmark. Omvendt er det problematisk, når man i Danmark ikke er orienteret om, hvad der bliver talt om på Færøerne og i Grønland, hvor debatter om, hvordan et fremtidigt rigsfællesskab kan se ud, har fundet sted i årevis med konstruktive løsningsforslag. Den manglende danske indsigt i og interesse for de politiske diskussioner på Færøerne og i Grønland understreger, ud over sprogbarrieren, at man i Danmark groft sagt har været ligeglad. Og hvorfor skulle det forholde sig anderledes, når det ikke har haft større betydning for den enkelte danskers hverdag?

Mens den færøske public service-kanal KVF, da krisen om Grønland var på sit højeste i januar 2025, sendte en partilederdebat om rigsfællesskabets fremtid med visioner om ændringer, var den samtidige sensationalistiske dækning hos DR og TV2 med gule Breaking News-bjælker udelukkende optaget af ”Kampen om Grønland” (som var den faste tabloide temaoverskrift på TV2). Hensigten synes at have været en hysterisk dyrkelse af en frygt i den danske befolkning om en snarlig amerikansk annektering af dansk territorium, alt imens grønlænderne blev degraderet til passive statister i de danske nyhedsmediers storpolitiske teaterforestilling. Aldrig har så mange danske udlandskorrespondenter befundet sig i Nuuk på én gang. Vanskeligt var det imidlertid at spore et rigsfællesskab i deres dækning.

Et kontroversielt ord – også i Danmark

Det er ikke kun i Nordatlanten, at begrebet har en broget historie. På den danske højrefløj har man heller ikke altid brudt sig om at omtale Danmarks forhold til de oversøiske territorier som et rigsfællesskab. I 2025 er dette kommet frem takket være den tilspidsede situation i riget på grund af det ydre pres fra amerikanerne og det indre pres i form af grønlændernes vedvarende ønske om selvstændighed.

Rasmus Jarlov fra de Konservative er en af dem, der har givet sin mening til kende om Grønlands stilling i det danske rige. Hans standpunkt står i kontrast til den retorik, vi finder hos Mette Frederiksen, hvor rigsfællesskabet siden 2023 er blevet formuleret som et samarbejde mellem ligeværdige lande. I et opslag på det sociale medie X fra d. 15. marts 2025, insisterer Jarlov nemlig på, at vi har ”formået at forvirre os selv om forholdet mellem Danmark og Grønland.” For Grønland er Danmark:

”Vi har nu i årtier brugt et besynderligt sprog. Vi taler om, at Grønland er en del af Kongeriget Danmark, som om det er noget andet end at være en del af Danmark. Vi kalder det et ”Rigsfællesskab” og omtaler konsekvent Grønland som et land […] De fleste mennesker tror efterhånden, at Grønland og Danmark er to forskellige lande. Det giver problemer, fordi folk så finder den måde, som tingene foregår på, urimelig.”¹⁸

Sprogbrugen er ifølge Jarlov særligt problematisk i forhold til USA: ”Amerikanerne forstår ikke, hvorfor Danmark ikke bare kan afgive Grønland, fordi de ikke forstår, at det er en del af vores land.” Sådan som Jarlov udlægger teksten, er selve begrebet rigsfællesskab en del af problemet, for ”alle brikker falder på plads, hvis man bare forstår den ene ting, at Grønland er en del af Danmark i stedet for at kalde det alt muligt andet.”

Paradoksalt nok er Jarlov og hans ligesindede nationalkonservative enige med selvstændighedsfløjen på Færøerne på ét punkt. De deler samme pessimistiske analyse: Det, der findes, er en enhedsstat og ikke et rigsfællesskab. Men de deler den af modsatrettede årsager og med forskellige hensigter til følge. For Jarlov handler det om at håndhæve dansk suverænitet og holde statens territoriale integritet intakt, og for de færøske nationalister handler det omvendt om at påvise, hvor uretfærdig og uholdbar situationen er for Færøerne inden for det danske rige.

Men selvom de to modpoler kan være enige om, at der ikke findes et rigsfællesskab, så er der en væsentlig forskel mellem dem. Fra færingernes perspektiv er Færøerne lykkedes med at opnå en høj grad af politisk og økonomisk selvstændighed på trods af enhedsstatens rammevilkår, mens det for de danske nationalkonservative snarere er på grund af enhedsstaten og de begrænsninger, grundloven sætter, at Færøerne og Grønland ikke kan, eller bør, opnå (mere) selvstændighed.

Sprogbrugen forvirrer

Det er påfaldende, at Jarlov på den ene side med stor imødekommenhed har tilkendegivet i DR2’s Debatten, at også han vil arbejde for rigsfællesskabets udvikling, for Grønlands såvel som Danmarks skyld, mens han på den anden side i realiteten slet ikke anerkender eksistensen af et rigsfællesskab.¹⁹

Han kan dog have ret i én ting. Sprogbrugen ”forvirrer”. Rigsfællesskabet bliver i almindelighed brugt i flæng, når det, der egentlig refereres til, oftest blot er det eksisterende forhold mellem Danmark og Grønland, foruden Færøerne.

Det er meget muligt, at ordet er nemt og belejligt at bruge i den politiske debat som kortform for, hvad der er en sammensat størrelse (nemlig Grønlands og Færøernes delvise selvstyre trods deres forfatningsretlige stilling til Danmark). Det skal heller ikke undervurderes, at der fra dansk side ligger en stor signalpolitisk værdi i brugen af netop dette begreb.

En mere nøjagtig sprogbrug kunne ikke desto mindre gavne debatten. Lidt firkantet er Færøerne f.eks. sagen uvedkommende, når danske politikere som reaktion på amerikanernes intention om at ville overtage Grønland ytrer, at det åbenbart er rigsfællesskabet (og altså ikke rigets territoriale grænser og Grønlands tilknytning til Danmark), der må bevares.

Når vi ser på den aktuelle debat om forholdet mellem Danmark og Grønland, må pointen stå klar. Der er ikke enighed om, hvad rigsfællesskabet som begreb overhovedet indebærer. Dette afspejler ikke mindst de forskellige nationale og politiske interesser, der er på spil på tværs af riget.

***

Rigsfællesskabets indholdsløshed som begreb er både dets styrke og svaghed. Når begrebet på den ene side ikke har nogen klokkeklar definition, giver det en bred fortolkningsramme, inden for hvilken det kan bruges efter forgodtbefindende i overensstemmelse med forskellige aktørers politiske dagsordener. På den anden side er begrebets fleksibilitet samtidig dets hæmsko. For facaden begynder at krakelere, når det udstilles, hvor indholdsløst begrebet egentlig er, og idéen om et fællesskab i sin nuværende udformning bliver udfordret. Da bliver ordet en kilde til konflikt og splid –frem for sammenhold om det, man potentielt kunne enes om at være fælles om.

Dánial Magnusson Haraldsen er kandidatstuderende i historie på Københavns Universitet.

1. Illustrationerne i artiklen udgøres af værket C’monwealth I-IV  (farvelitografi, 56 x 76 cm) udført 2022-23 af den færøske kunstner Edward Fuglø (1965).
   Med sin selvstændige og åbne vinkling giver kunstneren i de fire litografier en kærlig-kritisk behandling af rigsfællesskabet. Den overordnede titel spiller på navnet til det britiske statssamfund, ”Commonwealth”, men er her forandret til en sammentrækning af ”Come on Wealth” (Gider du lige, almenvel). For en nærmere præsentation af værket, se: Nils Ohrt: “Rigsfællesskabet i Fugløperspektiv”, Edward Fuglø: Glimt fra Nordatlanten. Nordatlantisk Hus, Odense 2023, s.  24-31 /billedred.
   Titlen på forsidebilledet er C’monwealth I Environment.
2. Inge Adriansen, Nationale symboler i det Danske Rige, 1830-2000 (København: Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2003), s. 435.
3. Ulrik Pram Gad, “Greenland, the Faroe Islands, and Denmark: Unity or Community?”, i The Oxford Handbook of Danish Politics, red. Peter Munk Christiansen, Jørgen Elklit, og Peter Nedergaard (Oxford University Press, 2020), s. 29.
4. Ulrik Pram Gad m.fl., “Rigsfællesskabet og den danske stat”, i Trap Grønland, red. Niels Ellers Koch, 6. udg., Trap Danmark (Trap Danmark, 2022), s. 231.
5. Inge Adriansen, Nationale symboler i det Danske Rige, 1830-2000, s. 435.
6. Inge Adriansen, Nationale symboler i det Danske Rige, 1830-2000, s. 435.
7. Frederik Harhoff, Rigsfællesskabet (Århus: Klim, 1993), s. 31.
8. Regeringen, ”Regeringen vil bekæmpe racisme og diskrimination mod grønlændere i Danmark med 12 nye initiativer,” (27.01.2025) https://regeringen.dk/nyheder/2024/regeringen-vil-bekaempe-racisme-og-diskrimination-mod-groenlaendere-i-danmark-med-12-nye-initiativer/.
9. Ritzau, ”Vinterferie på grønlandsk,” (30.01.2025) https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14243475/vinterferie-pa%20gronlandsk?publisherId=13560498&lang=da.
10. Benedict Anderson, Imagined Communities: Reflections On the Origin and Spread of Nationalism, Revised edition (1983; repr., London New York: Verso, 2016), s. 1-7.
11. Citeret af den færøske universitetslektor Heini í Skorini i podcastserien Rigsrådet, produceret af Rakkerpark, i afsnittet ”Såkaldt rigsfællesskab” (09.04.2025) ca. 23 minutter inde i udsendelsen, https://podcasts.apple.com/dk/podcast/s%C3%A5kaldt-rigsf%C3%A6llesskab/id1792409690?i=1000702863739&l=da.
12. Høgni Hoydal, Myten om rigsfællesskabet: Vejen til en selvstændig færøsk stat (København: Lindhardt og Ringhof, 2000).
13. Statsministeriet, ”Statsministerens tale ved Folketingets åbning den 3. oktober 2023,” (03.10.2023) https://stm.dk/statsministeren/taler/statsministerens-tale-ved-folketingets-aabning-den-3-oktober-2023/.
14. Se for eksempel Sambandsflokkurin, ”Sambandsflokkurin bjóðar Nýtt Samband,” (09.01.2025) http://www.samband.fo/Default.aspx?Id=18086.
15. Se for eksempel Sjúrður Skaale, ”Vi kan ikke både have grundloven og et stærkt rigsfællesskab,” Politiken, (31.08.2012) https://politiken.dk/debat/art5404094/Vi-kan-ikke-b%C3%A5de-have-grundloven-og-et-st%C3%A6rkt-rigsf%C3%A6llesskab, og Folketingstidende (Tillæg F), ”69. møde onsdag d. 31. maj 2023,” s. 131f. https://www.folketingstidende.dk/samling/20222/salen/M69/20222_M69_referat.pdf.
16. Se for eksempel Kristian Joensen og Bárður Larsen, ”Ríkisfelagsskapurin (sokallaði) 2.0,” Setur.fo, (22.04.2024) https://www.setur.fo/fo/setrid/tidindi/rikisfelagsskapurin-sokalladi-20.
17. Se for eksempel Andreas Krog, ”Løkke: Grundloven gælder, så længe man er medlem af rigsfællesskabet,” Altinget.dk, (12.12.2018) https://www.altinget.dk/artikel/loekke-grundloven-gaelder-saa-laenge-man-er-medlem-af-rigsfaellesskabet.
18. Rasmus Jarlov, x.com, (15.03.2025) https://x.com/RasmusJarlov/status/1900875740066840897.
19. DR, ”Debatten: Har Rigsfællesskabet en fremtid?”, (09.01.2025) https://www.dr.dk/drtv/episode/debatten_-har-rigsfaellesskabet-en-fremtid_498866.