Planetarisk Omsorg

– en anmeldelse og diskussion af Alyssa Battistonis Free Gifts: Capitalism and the Politics of Nature (2025)

Anmeldelse samt illustrationer af: Jannik Friberg.

I den klassiske politiske økonomi beskrives naturens kræfter ofte som en slags bidragsyder til produktionen: vinden driver sejlskibenes rejser, handlen og imperiet, og den frugtbare jord fremmer væksten af afgrøder. Men alle disse ”naturlige” kræfter er afhængige af en lang række andre ting. Vinden ville ikke blæse på samme måde uden de atmosfæriske temperaturmønstre, der knytter sig til den globale klimaregulering, ligesom jorden hele tiden skal ”produceres” af orme, svampe, mider og andre insekter, som nedbryder organisk materiale og transporterer næringsstoffer mellem planterne. Disse naturlige agenter indgår ikke direkte i vareproduktionen, selvom de evindeligt fornyer de systemer, der gør. Kulstofkredsløbet, vandrensning, jordfrugtbarhed, og mange andre processer er fundamentale for, at planeten, vi bebor, overhovedet – indtil videre – er beboelig.

Problemet er bare, at de biologiske og økologiske systemer og kredsløb, der opretholder livet selv, i dag er under hastig afvikling. Det står i dag klart, at kapitalismen ødelægger planeten hurtigere, end den genopretter sig. Vores måde at producere og udveksle på efterlader skadelige spor på jordens overflade, i vandet og den luft, vi indånder. Skovområder fældes til tømmer på en hidtil uset skala. Sletter og vådområder er systematisk blevet omdannet til monokulturplantager, mens en million arter i øjeblikket er i risiko for at uddø¹. De globale temperaturer er desuden allerede øget med anslået 1,1°C relativt til førindustrielle forhold, og fremskrivninger peger på en stigning på mindst 2,5°C inden udgangen af dette århundrede². Kapitalismens aftryk på jordens skorpe er til at føle på – og omkomme i.

Ved dette såkaldte ontologiske skifte, hvor krisens fatale konsekvenser, tvinger os til at udfordre vores politiske kategorier³, opfordrer den feministiske marxist, Alyssa Battistoni i sin nye bog Free Gifts: Capitalism and the Politics of Nature (2025) os til at gentænke forholdet mellem kapitalismen og naturen – men også vores forståelser af værdi, frihed og ansvar. Vi er vant til at tænke på kapitalismen som en bestemt måde at organisere økonomisk produktion og udveksling på, endda som en slags samfundsorden. Men kapitalismen omformer også, mener Battistoni – ofte utilsigtet – vores relationer, ikke bare på arbejdspladsen eller i markedets rammer, men også i vores forhold til den ikkemenneskelige verden, naturen. Hvis vi vil forstå naturens politiske vilkår, insisterer Battistoni, må vi derfor forstå, hvordan kapitalismen både repræsenterer naturen og udnytter den materielt.

Det store problem er for Battistoni, at kapitalismen ikke blot ødelægger naturen og fordeler overskuddet uretfærdigt. Det er også, som titlen på hendes bog antyder, at kapitalismen begrænser vores evne til at betragte den ikke-menneskelige verden som andet end en gave – med andre ord, en gratis omgang (free gift). Den grundlæggende præmis er her, at vi under kapitalismen betragter og behandler naturen som ”gratis arbejdskraft”, på samme måde som feminist Emma Holten, eksempelvis, vil sige, at omsorgsarbejde er fundamentalt for kapitalismens funktion, selvom det ofte er usynligt, u- eller underbetalt⁴. Den primære grund til, at processer som fotosyntese, bestøvning og næringsstofkredsløb ikke værdisættes som arbejde eller omkostninger i kapitalismen, er, at vi tager naturen – ligesom det ulønnede omsorgsarbejde – for givet. De er uundværlige, men usynlige forudsætninger for kapitalismens måde at fungere på

Naturen er gaven, der bliver ved med at give

Det kan virke selvfølgeligt: naturen giver, og vi tager. Naturen rummer overflod, som vi høster, og dens rigdomme kaster vi os grådigt over. For Battistoni danner denne forestilling basis for to måder at karakterisere kapitalismens forhold til naturen på. Den første fokuserer på naturen som en gave: kapitalismen har etableret et billede af naturen som et uudtømmeligt lager af ressourcer til menneskelig nytte; en kulturel og diskursiv repræsentation, der legitimerer og muliggør dens udnyttelse. Den anden lægger vægt på, at kapitalismen har tilegnet sig naturens gaver med magt. Ifølge denne opfattelse har kapitalismen med vold beslaglagt det, der tidligere tilhørte alle, og ubønhørligt udvundet naturens elementer og dermed sønderrevet vores forhold til naturen. Ingen af tilgangene er som sådan forkerte ifølge Battistoni. De indfanger bare ikke helt præcist, hvordan forestillingen om naturen som gave udspringer af kapitalismens grundlæggende sociale relationer.

I de to perspektiver forklares vores forhold til naturen som ”ekstraøkonomiske” processer – kulturelle og ideologiske repræsentationer på den ene side (naturen er en ressource, et slags biologisk varelager) og vold og magt på den anden (naturen er ejet af alle og dermed ingen, men koloniseret af kapitalismen) – i en vedvarende vekselvirkning. Men i stedet for at fokusere på de to narrativer bør vi hellere beskæftige os med de former for værdisætning, ideologi og brutalitet, der allerede er indgår i de processer, vi typisk omtaler som ”økonomiske” i sig selv.

Her genkalder Battistoni det, marxist Søren Mau med Karl Marx kalder ”stum tvang” – en anonym og upersonlig form for magt, der sammen med kapitalismens overlagte magtformer i vekselvirkningen mellem vold og ideologi gennemtvinges indirekte. Ikke gennem fysisk vold eller ideologisk afpresning, men fordi, tvangen allerede er indbygget i kapitalismens grundform⁵. Som Battistoni skriver, at det ”at se naturens gratis gave som en social form er derimod at anlægge en immanent tilgang, der placerer kapitalismens behandling af naturen ikke i oprindelige eller særlige voldsmomenter eller i ideologisk mystifikation af de ’ægte’ sociale relationer, men netop i disse sociale relationer, som udfolder sig i løbet af dens ’almindelige’ processer. […] Volden lurer ikke blot under overfladen af frivillig udveksling; den er indlejret i disse tilsyneladende blodløse relationer.”⁶

Naturen, som gaven, der bliver ved med at give, er kapitalismens stumme tvang.

Battistonis argument er, at vi betragter og behandler naturen som en gratis gave, ikke fordi vi er blevet narret til at tro, at naturen er værdiløs. Vi behandler derimod naturen som en gratis gave, mener Battistoni, på grund af den måde, vi omgås andre mennesker på gennem løn og udveksling – relationer som styrer vores grundlæggende handlinger, og som naturen helt grundlæggende bortabstraheres fra, når den indordnes den kapitalistiske logik⁷. Med andre ord tæller “arbejde” i kapitalismen kun som det, der udveksles for penge. Og naturen kan som bekendt ikke reelt deltage i denne udveksling – den kan i simpel forstand ikke forhandle, få løn eller nægte at arbejde.

Hvis bavianer ikke er på markedet skal det være fordi, de ikke findes

De fleste af os arbejder ikke for at producere noget bestemt, men for at tjene penge til at købe fornødenheder, som andre har lavet. Det er den grundlæggende kapitalistiske relation, som naturen og andre levende væsner er udelukket fra med mindelser til joken om bavianer, der ikke ville tale, fordi den i så fald ville blive tvunget til at arbejde⁸. Battistoni placerer ikke bare de gældende ejendomsforhold, men også lønnen, og penge generelt, som forankringer for den eksklusive måde, mennesker relaterer sig til hinanden på: arbejdskraft købes og sælges som en vare, betales, ikke i form af varer, men i valuta, hvor arbejdet måles ikke i indsats eller effekt, men i tid. Battistoni kalder det, ”lønarbejdets antropocentrisme”⁹. Problemet er ikke kun, at vi har svært ved at repræsentere naturen, og arternes interesser og behov, men at kapitalismens grundform i sig selv er ude af stand til at inkludere og tage hensyn til ikkemenneskelige væsner, vi på mange måder er afhængige af, fordi de ikke kan indgå i dens logik.

Og selvom computere og robotter i vores AI-fanatiske tid allerede på egen hånd handler med vores fremtid på kredit i finansinstitutionerne, og flytter store summer penge på tværs af landegrænser og ind i hemmelige konti og skattely på tropiske øer, er vi mennesker trods alt stadig de eneste levende væsner, der er i stand til at indgå i disse specifikke former for symbolsk værdiopbygning- og fortolkning. Et system, der er organiseret omkring vareudveksling, medieret af pengenes abstraktion.

Pointen er, at selvom løn, ejendom og klimakreditter er menneskeskabte systemer, som på et strukturelt niveau udelukker naturen, så bliver naturen alligevel organiseret i forhold til disse systemer. På samme måde som arbejdsløse stadig defineres i forhold til arbejdsmarkedet, selvom de står udenfor.¹⁰ Eller, som feminist Silvia Federici har bemærket, skaber lønforholdet et bestemt hierarki: der er dem, der for deres udbytning modtager løn, og dermed gives adgang til samfundets goder, og dem, der ikke gør, og dermed udelukkes, selvom de eksempelvis i et hushold, eller i omsorgs- eller praksisfællesskaber, bidrager nyttigt til samfundet uden om lønrelationen.

En lignende proces sker, hævder Battistoni, i de måder naturen – solen, regnen, jorden – bidrager til produktionen. Men fordi andre levende organismer, regnorme, salamandere, bavianer og hvad har vi, ikke kan modtage løn, eller indgå i de samme symbolske operationer, konkluderer Battistoni, kan de dermed heller ikke indgå i de former for interaktioner, der organiserer det sociale liv under kapitalismen.

Bavianer kan for eksempel ikke overbyde en kapitalfond, der har til hensigt at rydde området omkring Aberdare-bjergene i Kenya for at dyrke kaffe. Men bavianer, og andre arter i området, kan repræsenteres af mennesker, og er afhængige – ofte indirekte – af organisationer eller myndigheder, der er villige til at betale for at bevare dem og deres miljø. Imidlertid kan bavianer af de ovenstående grunde ikke inkluderes i det kapitalistiske stofskifte på andre måder, fordi de, og andre levende organismer, ifølge den kapitalistiske logik lever en slags ”ikke-økonomisk” eksistens. Hvis bavianer ikke er på markedet, skal det være fordi, de ikke findes.¹¹

Kapitalismen devaluerer således ikke naturen aktivt som sådan; naturens manglende værdi er derimod, skriver Battistoni, ”skyggen af værdi-relationen, der forbinder menneskelige arbejdere; skyggen af relationer mellem mennesker, som i sig selv udfolder sig uden for vores kontrol.”¹²

Hvad koster Roskildefjord?

I 1980’erne spurgte marxisten André Gorz ironisk: “Kære neoliberale økonomer, hvor meget er en solstråle værd? Eller frisk luft uden bly og svovldampe?” Han mente, at vi ikke bør forsøge at sætte pris på naturens etiske eller æstetiske værdi i penge. I stedet skal vi lære at værdsætte naturen på måder, som ikke kan gøres op i økonomiske termer. Det moralske synspunkt er, at naturen er uvurderlig og ikke kan reduceres til en vare eller en markedspris. I modsætning til forestillingen om naturen som en gave, der kan tages for givet, er naturen her noget, der eksisterer uden for markedet og uden mulighed for at kræve betaling eller ejerskab.

Den velkendte historie om kapitalismens oprindelige akkumulation – indhegning af skovene, ødemarkerne, prærierne og vandløbene, og endda genetiske sekvenser, i et privat ejendomsregime – overlejrer sig på naturen som et forsøg på at annektere den. Det er her den klassiske kapitalisme begynder, hvis man spørger marxisterne. Men ifølge Battistoni er det overraskende, at mange af naturens gaver fortsat er gratis, fordi kapitalismen alligevel har vanskeligheder ved at inkorporere naturen i sit kredsløb fuldt ud. Ikke alle skabninger er omdannet til ejendom, og ikke alle økosystemer er en vare. Dette skyldes ikke kapitalens mangel på forsøg. Tværtimod ser vi i dag, at virksomheder, myndigheder og organisationer taler om “naturkapital”, “økosystemtjenester” og “natural capital accounting”, hvor naturen fremstilles som en kilde til uudnyttet værdi.

Når økologer eksempelvis opregner nogle af naturens fordele, fokuserer de typisk på dets brugsværdi beskrevet i den variation af måder, hvorpå et økosystem eksempelvis bidrager til vores liv, sundhed, trivsel og lykke. For eksempel, hvis Roskildefjord betragtes som en ”økosystemtjeneste” opstår problemet for lokalpolitikere og forsyningsselskaber i at omsætte de biofysiske kvaliteter – for eksempel hvor meget vandfiltrering jorden bidrager med eller hvor meget CO₂ alegræsgangene optager – til økonomiske termer. Selv hvis værdien af en funktion – for eksempel vandrensning gennem ålegræs – kan estimeres nogenlunde, er det fortsat vanskeligt at vurdere værdien af hele økosystemet, fordi tabet af en funktion påvirker alt andet, fugleliv, fiskebestand eller rekreative muligheder (som f.eks. badevandskvaliteten).

Det er endnu sværere at sætte tal på subjektive og ofte umålelige værdier som oplevelsen af den rene fjord, fjordens kulturelle betydning for lokalbefolkningen eller vores etiske ansvar for at beskytte den. Hvad er det egentlig værd at bevare Roskildefjord, og hvad koster det at lade være? I de senere år er der kommet et væld af metoder til at beregne, vurdere og sætte pris på naturen, for eksempel betalingsordninger for økosystemtjenester (PES)¹³. Disse bruges nu bredt af myndigheder og organisationer til at indregne naturens værdi i politiske beslutninger og regneark. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke nødvendigvis betyder, at naturen bliver en vare – men derimod snarere at naturen gøres synlig for markedet, med risikoen for, at dens kompleksitet og mangfoldighed reduceres til kapitalismens forsimplede og voldsomme logik.

For Battistoni er der en vigtig forskel mellem at beregne naturen og at kommercialisere den. At gøre naturen til naturkapital eller økosystemtjenester er ikke det samme som at gøre den til en vare eller sætte en konkret pris på den. Alle de nye “løsninger” – fra nye ejendomsrettigheder og markeder til teknologier og måder at omsætte naturen til kreditter og aktiver – ændrer ikke ved, at naturen stadig underlægges kapitalismens dominerende logik. Battistonis alternativ er en form for planetarisk omsorg: en idé om at socialisere naturen og tænke den som en fælles infrastruktur.¹⁴

Planetarisk Omsorg

Battistonis begreb om planetarisk omsorg (planetmaking) er bogens svageste punkt. Selvom det indeholder en skarp kritik af forholdet mellem kapitalisme og natur, fremstår det også som en noget flad, akademisk og måske naiv afslutning på et ellers stærkt værk. Alligevel er det forfriskende at læse en bog, der tager et opgør med de populære “nymaterialismer”, som ofte blot viderefører kapitalismens tankesæt i ny indpakning.¹⁵ Battistonis planetariske omsorg indeholder både en forfriskende marxistisk-feministisk analyse af vores forhold til vores omgivelser, som den ”metaboliske kløft”, og nye argumenter til kritikken af kapitalismens destruktive dynamik.

At socialisere naturen, ifølge Battistoni, betyder at udvide den politiske kampzone. Med andre ord, at udvide det politiske rum og rækkevidde til at inkludere naturen og dets ”verdensskabende” og ”livsopretholdende” kræfter. Således må vi gentænke naturen som en slags biologisk infrastruktur, vi automatisk er en del af, og inkludere gaven ved at anerkende, som Battistoni skriver, ”at vi er ansvarlige for planetens form fremadrettet […]” og, ”de relationer til naturen, som kapitalismen har skabt, for at kunne konfrontere drivkræfterne bag miljøødelæggelse direkte”¹⁶. Dette projekt handler blandt andet om at afvise fantasien om en ”autentisk” natur, og om at erkende, at vi uundgåeligt må træffe valg om, hvordan vi bruger – eller undlader at bruge – naturen. I sin essens, at vi gør os vores ansvar bevidst.

Med lidt hjælp fra filosoffen Simone de Beauvoir, opfordrer Battistoni os til at ”komme ned på jorden”, og acceptere forurening, fiasko og rædsel. For os selv at indrømme, at det er umuligt at redde alt. Og at det, der er gået tabt, er tabt for altid. Men i stedet for passivitet, kynisme og fatalisme bør vi benytte fiaskoen som grundlag for handling overfor de mange forestående farer, fiaskoer og jordiske fortabelser, vi står overfor. At vi ikke på forhånd opgiver aspirationen om frihed. Vi må, afslutter Battistoni, reagere ved at forestille os andre verdener, hvor vi spørger os selv: ”Hvilke økosystemer – og hvis – vil vi reparere og genoprette? Hvilke – og hvis – trivsel vil vi muliggøre? Hvilken planet skaber vi, og for hvem?”¹⁷

Sammenfattende peger Battistonis bog på det fundamentale problem, at kapitalismens sociale og økonomiske grundform gør det umuligt at forholde sig til naturen som andet end en uudtømmelig ressource. Gennem sin analyse af naturen som ”gratis gave” viser Battistoni, hvordan vores banale samfundsmæssige relationer udelukker naturen som helhed, men hvis livsoprettende kræfter er afgørende for os som livsform. Hendes bud på ”planetarisk omsorg” åbner under alle omstændigheder for tanken om, at vi må udvide vores politiske og etiske fællesskab til at omfatte hele den levende verden, og ikke kun os selv.

Bogen er dermed et kærkomment indspark til den nødvendige samtale om, hvordan vi forestiller os fremtidens samfund – og hvilket ansvar vi vil tage for den planet, vi alle deler. Men når det er sagt, så fremgår det imidlertid uklart hvem ”vi” er? I særdeleshed tænker jeg her på, hvem ”vi” er i en tid præget af det, som forsker og journalist Astra Taylor og Naomi Klein kalder ”dommedagsfascismen” (end times fascism). Vi ser en stigende global tendens til såkaldte spirende fascistiske bevægelser – fra Brasilien og Chile til Italien og Ungarn – der bygger på idéen om ”bunkernationen”: forestillingen om et isoleret, etnonationalt samfund, som forsvarer sig mod ydre trusler ved at sikre sine ressourcer med stadig mere aggressive midler, fra Grønland til Ukraine.¹⁸

Hvem er ”vi” i en socialt opløst virkelighed, hvor en stagnerende verdensøkonomi siden århundredeskiftet i stigende grad er blevet erstattet af en global gladiatorkamp til døden om de resterende profitmuligheder og økonomisk vækst? Den generelle geopolitiske aktivitet i Arktis og Amerikas interesser i at udvinde og omforme Grønlands undergrund, råstofferne gallium og antimon, til projektiler, infrarøde sensorer og andet militært grej¹⁹ taler for sig selv.

Spørgsmålet er derfor også, hvordan planetarisk omsorg er mulig i et mainstreampolitisk terræn, der forskyder en sammenbrudt økonomisk virkelighed udgjort af den usalige treenighed af faldende arbejdsproduktivitet, politisk handlingslammelse og social opløsning i polariserende salonfascisme?²⁰

Battistoni runder af med filosoffer Donna Haraway og Olúfémi Táíwò og konkluderer, at den nødvendige regenerering af Jorden ikke kan være en form for “genfødsel” til en idealiseret fortid. Det må derimod være en genopbygning til noget nyt med mulighed for det monstrøse og det fælles²¹. Problemet er bare, at det ”fælles” i dagens politiske klima betyder et nationalistisk fælles samlet under bunkerens tag. En anden monstrøsitet, end den, Battistoni ser for sig, hvor orkestrerede populistiske kampagner er designet til at få os til at misforstå de reelle kilder til elendigheden. Når det er Kina, som ødelægger amerikansk industri med umoralske handelspraksisser, eller når det er migranter, som tager dét, der retmæssigt er dit. Absurditeten af kapitalismens objektive vold skriger til himlen. Men selvom vejen frem er uklar, afslører Battistoni under alle omstændigheder, hvorfor det er så vanskeligt for os at forholde os til naturen på andre måder end en gratis omgang.

 

1. Intergovernmental Panel on Climate Change. “Summary for Policymakers”. Climate Change 2023: Synthesis Report, Contribution of Working Groups I, II and III to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Ed. Hoesung Lee and José Romero. IPCC. 2023.
2. Ron Milo, Yinon M. Bar-On, Rob Phillips. The Biomass Distribution on Earth. Proceedings of the National Academy of Sciences of the USA 115, no.25. 2018.
3. Daggett, Cara New. The Birth of Energy: Fossil Fuels, Thermodynamics and the Politics of Work. Duke University Press. 2019; Pierre Charbonnier. Affluence and Freedom: An Environmental History of Political Ideas. Polity. 2021.

4. Holten, Emma. Underskud – Om Værdien af Omsorg. Politikens Forlag. 2023; Gotby, Anna. They Call it Love: The Politics of Emotional Life. Verso Books. 2023.
5. Søren Mau. Stum Tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt. Forlaget Klim, 2021.

6. Alyssa Battistoni. Free Gifts: Capitalism and the Politics of Nature. Princeton University Press. 2025. (Battistoni 2025:25)
7. Battistoni bruger det engelske ord ”constitutively” om måden naturen er udelukket fra de forhold. Naturen er allerede eksluderet fra begyndelsen, fordi den aldrig rigtigt har været en del af strukturen eller haft en plads i den kapitalistiske tænkning. Det er altså en udelukkelse på et mere grundlæggende plan, end blot et skævt perspektiv, kultur eller verdenssyn, men derimod en integreret del af kapitalismen som social form (Battistoni 2025:25)
8. Immanuel Kant. Natural Science. Cambridge University Press. 2012. (Kant 2012:593).
9. (Battistoni 2025:46)
10. Eskil Halberg. Roden til Alt Ondt. Tumulti. 2017.
11. Her er jeg inspireret af digteren Jonas Gren, der i sit værk Overalt skal jeg være i centrum henviser til den logik med reference til mennesker, ”når mennesker ikke er på markedet skal det være fordi de ikke findes”. Jonas Gren. Overalt skal jeg være i centrum. Antipyrine, 2019.

12. (Battistoni 2025:46-47)
13. Payment for Ecosystem Services: en form for miljø- og naturforvaltningspraksis, hvor man eksempelvis betaler lodsejere eller landbrugere for at forvalte deres jord og natur på måder, der gavner økosystemet og samfundet som helhed.
14. (Battistoni 2025:183).
15. Andrew Cole. ”Those Obscure Objects of Desire”. Artforum (summer, 323). 2015.
16. (Battistoni 2025:205)
17. (Battistoni 2025:205)
18. https://www.theguardian.com/us-news/ng-interactive/2025/apr/13/end-times-fascism-far-right-trump-musk
19. https://www.dr.dk/nyheder/udland/trump-vil-have-fingrene-i-groenlands-mineraler-det-har-andre-foer-ham-forsoegt-og
20. https://www.eftertrykket.dk/2025/03/02/salonfascismen/
21. (Battistoni 2025:205).