Min far blev diskrimineret for sin hudfarve – ikke fordi han er jøde

Hvorfor insisterer vi på at adskille antisemitisme fra anden racisme? Sarah Arnd Linder fortæller med udgangspunkt i sin fars oplevelser i Danmark, hvordan hudfarve, accent og navn ofte har udløst diskrimination, ikke hans jødiske baggrund. Artiklen er et opråb mod særbehandling og for en samlet kamp mod al form for had og fremmedgørelse.

Af Sarah Arnd Linder

I de seneste uger har jeg studset en del over handleplanerne mod racisme og antisemitisme, og de debatter, de har affødt. Jeg har svært ved at forstå det retfærdige eller logiske i at behandle antisemitisme særskilt, når det jo i bund og grund er en form for racisme, ligesom islamofobi.

Det har naget mig, for min undren kommer et dybere sted fra, indeni mig selv. Først for et par dage siden begyndte jeg at forstå, hvor den følelse kom fra. Det vil jeg fortælle om her.

Ikke ”hvid nok” her i Danmark

Jeg er selv hvid af udseende. Lys hud – den type hud, der nemt og hurtigt kan blive lyserød, hvis jeg ikke smører mig ind i solcreme – blå øjne, og kommunefarvet hår.

Jeg har derfor ikke selv oplevet racisme. Men det har min far.

Min far er ashkenazi jøde – jøde, med rødder i Østeuropa – og fra Israel, hvor han er født og opvokset. Han er jo derfor, hvad mange her i Danmark, ville betragte som en europæisk jøde, men han er ikke hvid. Eller, han har i hvert fald ikke været ”hvid nok” her i Danmark.

Jeg har kun boet i Danmark i ni år sammenlagt som barn. Det skyldtes min mors arbejde i Udenrigsministeriet, som betød, at vi flyttede meget frem og tilbage mellem Danmark og Genève, Paris og Bruxelles. Efter år med studier og undervisning i New York flyttede jeg til Israel, lidt ved et tilfælde, selvom jeg havde besøgt landet mange gange for at besøge min fars familie. Der blev jeg boende, mod enhver forventning, i hele 17 år. I dag bor jeg i Danmark med min familie.

Som barn og som ung kvinde, var jeg ikke særligt glad for Danmark. Jantelovskulturen, snæversyn og racisme, som jeg bemærkede, ramte min far hårdere her, end når vi boede uden for Danmark. Det er først som voksen og især inden for det sidste årti, at jeg er blevet glad for Danmark, og har villet bo her igen.

Min far har korte hvide krøller i dag, men de var engang sorte. Mørkebrune øjne med grønt skær, store ører, som vi sommetider gjorde kærlig grin med i hjemmet, og så et hebræisk navn, som meget få etniske danskere har kunnet udtale. Med tiden har min far fundet sig i at blive kaldt forvanskede versioner af hans rigtige navn.

Min far har været dansk statsborger i omtrent 40 år. Han taler dansk og føler sig ret hjemme i sproget, men han har også en stærk accent. For et par år siden, fortalte min mor mig, hvordan nogle havde rettet på hans sprog – direkte, nærmest uforskammet – til et arrangement i den by, de bor i.

Men det er langt fra første gang, at nogen lige skulle minde ham om, at han var anderledes. Engang sagde en ret enfoldig nabo til ham, at han skulle ”kravle tilbage op i træet, han kom fra”. Som en abe gør. Hele to gange, mens mine forældre boede i et pænt hus i et velhavende kvarter, blev min far fra stien tæt ved haven spurgt, hvad han egentlig foretog sig der – i sin egen have. En mand med mellemøstligt udseende passede ikke ind her.

En sætning, jeg aldrig glemmer, var, da en af mine danske veninder fortalte mig, at hendes far stemte på Dansk Folkeparti: ”han ikke kan lide indvandrere, men bare rolig, han har ikke noget imod din far.”

Min far er et meget resolut menneske. Han er trods alt fra Mellemøsten, som han engang sagde til den nabo, som havde sammenlignet ham med en abe. For at ”sætte ham på plads.”

Men når det handler om den racisme og diskrimination, han har været udsat for, holder min far hovedet lavt, og er vel nok også lidt flov over disse oplevelser. Jeg tror heller ikke, at han er så glad for den her artikel, for den eksponerer ham. Han fortalte mig selv, da jeg spurgte, om jeg måtte bruge billeder af ham, at ”der er mange skøre mennesker derude”. Det er hans måde at sige, at han er bange for, at det kan få konsekvenser at stå frem.

Ikke alle jøder er hvide

Antisemitisme findes og den er farlig, ligesom alle andre former for racisme er farlige, når de får lov at vokse. Det jødiske folk har været udsat for mange forskellige former for forfølgelse op gennem historien. I Europa står Holocaust som det mest brutale eksempel. Men jøder blev også forfulgt og forskelsbehandlet i f.eks. Mellemøsten.

Problemet er ikke kun antisemitisme. Problemet er også den racisme og diskrimination, der rammer alle, der ikke ser “danske” ud.Størstedelen af jøderne i Israel er fra Mellemøsten og Nordafrika, et mindretal fra Etiopien. Min egen mands familie er fra Baghdad, Irak. Grunden til, at min mands familie er i Israel i dag, var ’Farhud’, en voldelig pogrom mod jøder, der begyndte i 1941.

Når jøder i Danmark – eller andre steder – taler om antisemitisme, og om frygten for at blive ramt af den, bør vi lytte. Den frygt er ikke paranoia. Når jøder siger, at de føler sig nødt til at lægge skjul på deres identitet, er det et advarselstegn. Jeg har selv prøvet det et par gange.

Alligevel er det min oplevelse – og min families oplevelse – at min far har været udsat for langt mere racisme på grund af sit udseende, end for antisemitisme på grund af sin religion. Det er den samme diskrimination, som mange andre minoriteter oplever her i landet.

Problemet er ikke kun antisemitisme. Problemet er også den racisme og diskrimination, der rammer alle, der ikke ser “danske” ud.

Der findes ingen ”ny antisemisisme”

For cirka et år siden vedtog Folketinget en handleplan mod antisemitisme, der lænede sig kraftigt op ad ”den nye antisemitisme,” som mere eller mindre definerer kritik af Israel og ”Israels eksistensberettigelse” som antisemitisme.

Det er for mig en kompliceret sag. Det er naturligvis forståeligt, at mange jøder – både i og uden for Israel – føler en dyb tilknytning til staten, ikke mindst på grund af dens rolle som tilflugtssted efter århundreders forfølgelse og Holocaust. Staten Israel har derfor både en religiøs, kulturel og eksistentiel betydning for mange. Jeg føler selv en sådan tilknytning, og mener derfor heller ikke, at man kan lave en nydelig inddeling mellem stat og befolkning. Men det betyder ikke, at staten skal være hævet over kritik, hverken moralsk, politisk eller folkeretligt.

Hvis vi accepterer princippet om, at man ikke må kritisere en stat, fordi den er nært forbundet med en befolkningsgruppe, har vi i praksis gjort demokratisk kritik betinget af følelser og historiske traumer snarere end rationel vurdering. Vi anerkender heller ikke i noget andet tilfælde, at kritik af eksempelvis Saudi-Arabien automatisk er udtryk for islamofobi, eller at kritik af Armenien – et tilflugtssted for armenere – nødvendigvis må læses som anti-armensk. Hvorfor skulle netop Israel være en undtagelse?

Det er netop denne undtagelse, som begrebet “den nye antisemitisme” forsøger at etablere: forestillingen om, at harsk kritik af staten Israel er en form for antisemisme. Men en sådan kobling kan og bør kun drages, hvis der faktisk er belæg for det. Hvis f.eks. kritikken tydeligt rummer fordomme mod jøder som gruppe eller bygger på en dehumanisering af jøder, fordi de er jøder. At staten Israel, ligesom mange andre stater, begår overgreb, fører besættelsespolitik og muligvis i øjeblikket begår forbrydelser mod menneskeheden, er ikke en holdning, der i sig selv rummer had. Det er en vurdering, man må have lov at fremsætte uden at blive sat i bås som racist eller antisemit.

Når staten Israel i dag nyder stærk opbakning fra Vesten og samtidig fører en besættelses- og belejringspolitik, som bl.a. FN har betegnet som mulig apartheid og folkeretsbrud, må den kunne mødes med samme kritiske blik som enhver anden stat. Det er ikke antisemitisk. Det er konsekvent.

Der findes ikke nogen ”ny antisemitisme.” Antisemitisme er grundlæggende set stadig det samme fænomen som før. Det er racisme og diskrimination vendt mod jøder, fordi de er jøder. At der findes nogen, som bruger kritik af staten Israel som dække for had mod jøder, kan nok ikke helt undgås, men det gør det bare endnu vigtigere at skelne mellem kritik af staten Israel og dens handlinger, og antisemitisme. Hvis vi ikke gør det, bekræfter vi antisemitter i, at staten Israel og det jødiske folk i verden er ét og samme objekt.

’Egypteren’

I flere år blev min far kaldt ”egypteren” af en nabo, der ikke kunne kende forskel på Mellemøstens folkeslag. Naboen var sød nok og han gjorde ikke min far noget. Han var også ret gammel. Det er bare et tilbagevendende ”fænomen,” jeg har oplevet i mit forhold til Danmark. Sådan er det bare.

Tilstanden er tilstrækkelig grund til, at alle former for racisme og xenofobi i Danmark bekæmpes med samme alvor og tyngde. Dette er jo ikke ensbetydende med, at antisemitisme skal tages mindre alvorligt. Vi gør imidlertid ret i at være varsomme over for politiske tiltag, der spiller minoriteter ud mod hinanden.

Mine ord her får nok ikke de danske politikere til at rykke sig så meget. Men jeg mener, at særbehandlingen, når det kommer til spørgsmålet om had og diskrimination i samfundet, er en bjørnetjeneste for jøder i Danmark. Vi har brug for solidaritet, hvis vi vil sameksistere, ikke særregler, hvis vi for alvor vil bekæmpe racisme.

Sarah Arnd Linder (f. 1986) er foredragsforholder og fredsforkæmper, der har boet i Israel i 17 år, hvorfra hun har taget det meste af sin uddannelse. BA i Conflict Resolution and International Affairs fra Interdisciplinary Center Herzliya og en MA i mellemøsthistorie ved Tel Aviv Universitet.