De nye materialismers respekt for naturen dækker over rå nyliberalisme

Nymaterialismen har mange steder vundet genklang blandt kunstnere, intellektuelle og andre, der er kritiske over for et natursyn, der har placeret mennesket i en ophøjet position over den øvrige natur. Ifølge Benjamin Boysen tilslører det nymaterialistiske korrektiv de konkrete samfundsmæssige modsætninger og fungerer reelt som et ideologisk alibi for nyliberalismens og kapitalismens destruktive indvirkning på mennesker og natur. En mere omfattende analyse og argumentation finder man i Benjamin Boysen: The Embarrassment of Being Human − A Critical Essay on the New Materialisms and Modernity in an Age of Crisis (Routledge, 2024).

Af Benjamin Boysen
Illustrationer af Jannik Friberg

De sidste årtier har været domineret af voldsomme globale kriser med ekstrem økonomisk og social ulighed, demokratisk opløsning, global opvarmning og klimakatastrofer, som alle til stadighed bare uddybes og forværres.

Det er i denne epoke, at de såkaldt nye materialismer (som fx spekulativ realisme, nymaterialisme, objekt-orienteret ontologi, mørk økologi, agential realism og actor-network theory) er trådt frem som de nok mest toneangivende bevægelser indenfor socialvidenskaberne, kunstverdenen og humaniora.

Den teoretiske tese er radikal: “Følelse, begær og oplevelse er ikke unikke egenskaber ved eller evner for den menneskelig bevidsthed. Materien føler, samtaler, lider, begærer, længes og husker”.¹ Med afsæt i dette udgangspunkt kalder de nye materialismer på en radikal forskydning væk fra en misforstået menneskecentreret (antropocentrisk) humanisme til et udvidet etisk og politisk fællesskab med ikke bare andre livsformer, men sågar også ting, objekter og materien selv.

Et tingenes parlament, som det fx hedder hos Bruno Latour.

På trods af indbyrdes forskelle er de fælles om at relativere den menneskelige subjektivitet og særegenhed og projicere den ud i ikke bare andre livsformer end den menneskelige, men også ud i den fysiske, ikke-levende natur, der påvirker livet for organismerne.

Vi ville derfor handle med mere omhu og omsorg, lyder det, hvis vi forstod, at vi bør opjustere ting og objekter som værende mere menneskelige, end vi normalt går og trorPosthumanismen og den nye materialisme er blevet ombejlede og fremhævet for deres kritik af moderniteten og humanismen, som de mener har udstyret os med en skæbnesvanger misforståelse af menneskelig særegenhed. Der er denne fejlagtige opfattelse, som ifølge nymaterialisterne er kilden til vores nuværende problemer (først og fremmest klimakrisen). Moderne “fantasier om det menneskeligt unikke” samt den humanistiske opfattelse af mennesket “som synonymt med (selv-)bevidsthed, kognition eller rationalitet” har gjort mennesker hovmodige og alt for selvfokuserede. Og endnu værre: Mennesker er blevet blinde for, at de faktisk ikke i det væsentligste adskiller sig afgørende fra den materielle virkelighed, eftersom “alt i en vis forstand er levende”, som en af de mest centrale stemmer (Jane Bennett) udtrykker det.4 Alt og alle er animeret af en levende og vibrerende materialitet, der lader humanismens og modernitetens tidligere skel og grænsedragninger forsvinde som dug for solen.

Påstanden er, at den moderne sekularisme og vestlige rationalitet har gjort moderne mennesker blinde for den posthumane kendsgerning, at universet er et fortryllet, sammenfiltret net, som er besjælet og begunstiget med egenskaber, som vi ellers normalt forbeholder homo sapiens. Vi ville derfor handle med mere omhu og omsorg, lyder det, hvis vi forstod, at vi bør opjustere ting og objekter som værende mere menneskelige, end vi normalt går og tror, og modsat nedjusterer menneskets status som mindre menneskelig og mere tingsligt sammenfiltret med den ikke-menneskelige natur. For posthumanisterne bliver det fx uholdbart og uansvarligt at opretholde det refleksive menneskelige selv som den primære kilde til etisk og politisk handling. Ting handler også og udøver en moralsk og politisk indflydelse. Derfor er det uholdbart at udelukke ting og objekter fra vores politiske institutioner: Demokratiet bør også inkludere ting og objekters stemmer.

Med løftet om at genvinde den umiddelbare virkelighed samt lære os kosmisk ydmyghed, udtrykker de nye materialismer således et quasi-utopisk løfte om at revolutionere vores forståelse af universet og vores plads i det. Posthumanismen pålægger os den revolutionerende opgave at samarbejde med nye politisk-etiske fællesskaber, der strækker sig over både menneskelige og ikke-menneskelige fænomener.

Som sådan abonnerer de nye materialismer på en række kerneelementer i modoplysningens principper. Det vil sige politiske principper, der hævder, at mennesker simpelthen ikke kan handle eller gøre godt på egen hånd og derfor må forlade sig på større kræfter udenfor dem selv. Mennesket kan ikke bare tage tilværelsen i egne hænder, men må opgive den arrogante, humanistiske idé om at forme historien på egen hånd. Således er det almindelig god fornuft hos de nye materialismer, at “mennesker og deres kulturer bedst forstås ikke som skaberne af deres skæbne og miljø, men som produkter af en materiel verden, der konstant skaber og genskaber dem”.²

Alt i alt konfronterer de nye materialismer os med mindst fem skarpt forstemmende paradokser:

Første paradoks

Opløsningen af menneskelig handlekraft og subjektivitet i en tid påvirket af mennesker på en planetarisk skala.

I den nuværende epoke er menneskets indvirkning på jorden i sandhed skræmmende. Som David Archer anfører i The Long Thaw: How Humans Are Changing the Next 100.000 Years of Earth’s Climate: “Menneskeheden er ved at blive til en kraft i klimaet, der kan sammenlignes med de orbitale variationer, der driver de glaciale cykler.”³ Den biologiske og klimatiske tilstand på jorden bestemmes og formes dramatisk og afgørende af menneskelig aktivitet, hvilket giver anledning til klimaforandringer og opvarmning, udtømning af ressourcer, ødelæggende og farlig forurening, skovrydning, fald i biodiversitet osv.

Menneskehedens tekniske frihed og kunnen er nu så stor, at vores evne til bevidst eller ubevidst at manipulere med liv og død samt klimaet på jorden og biosystemet indebærer et hidtil uset behov for øget moralsk ansvarlighed og fornuftsbesindelse. Vores videnskabelige og tekniske kunnen er så enormt enorm, at vi må besinde os på at være ekstremt bevidste om konsekvenserne af vores handlinger. Alligevel afviser posthumanisterne og de nye materialister, at mennesket skulle have en unik særstatus ift. sin handlingskraft. I stedet hævder de, at mennesker ikke er placeret “i det ontologiske centrum for virkeligheden.”⁴

De nye materialister søger at ophæve “dualismerne mellem objekt-subjekt, iagttager og iagttagede, natur-kultur”⁵ ved at definere materien som tilfældige sammensætninger af såkaldt “handlende” materie og mennesker. Men hermed gør de det samtidig meget svært for ikke at sige umuligt at tale meningsfuldt om, hvorledes menneskelig praksis transformerer den materielle virkelighed. For mennesket selv skal nu forstås som “en legemliggjort menneskehed, der er indsvøbt i naturen, snarere end som ekstern til det inaktive stof, den dominerer”.⁶

Idet Bruno Latour ikke vil høre tale om specifikke karaktertræk for mennesker og ikke-mennesker, insisterer han på, at det er tid til at tage afsked med idéen om “en altfavnende menneskelig agent, der påtvinger formålsløs materie sin vilje”. I stedet, fortsætter han, bør vi omfavne overbevisningen om, at “ikke-mennesker også handler, omrokerer mål og bidrager til deres omdefinering”.⁷ Fra dette hybride perspektiv vil det give meget sparsom mening at rette fokus mod specifikt menneskelige faktorer som fx kapitalistiske og erhvervsmæssige særinteresser, når man søger at identificere de grundlæggende dynamikker bag klimaændringerne.

I stedet for at tale for menneskets fælles og delte ansvar med ikke-menneskelig materie, er det helt afgørende at placere mennesker i centrum for diskussionen. For de nødvendige ændringer kan åbenlyst ikke iværksættes af ting eller objekter, kun af mennesker. Klimakatastrofen er suverænt og udelukkende menneskeskabt. Ja, i den skarpest mulige kontrast til, hvad vi får at vide af de nye materialister, så har mennesker faktisk et helt unikt ansvar, men også en hel unik evne til at rette op på det naturlige miljø, de deler med andre livsformer.

Andet paradoks

Ophævelsen af naturens uafhængighed og objektivitet i en tid, der står over for det værste på grund af en afvisning af at tage bestik af naturens lovmæssigheder.

Den globale opvarmning er resultatet af bio- og geologiske, kemiske og fysiske love, der er uafhængige og upåvirkelige af mennesker. Materien adlyder grundlæggende naturens love. Det globale videnskabelige samfund bag UNFCCCs (United Nations Framework Convention on Climate Change) rapporter bestemmer den globale opvarmning som den naturlige og årsagsmæssige følge af den menneskeligt skabte stigning i kuldioxidudledninger.

Men Latour og hans posthumanistiske kolleger er uenige. For klimaforandringernes tidsalder viser os tydeligt, at “der ikke er et eneste tilfælde, hvor det er nyttigt at skelne mellem, hvad der er ‘naturligt’, og hvad der ‘ikke er naturligt’”⁸ Når vores klima opvarmes, opfatter Latour det ikke som et resultat af objektive naturlove, der definerer grænserne for menneskelig spontanitet eller subjektivitet. Tværtimod hjælper klimakrisen os, ifølge Latour, med at forstå, at “mennesker ikke længere er underlagt den objektive naturs diktater, da det, der kommer til dem, også er en intenst subjektiv form for handling”. ⁹ Da alting på en måde handler – eftersom der ikke er nogen kvalitativ forskel mellem den handlekraft, der udøves af ting eller mennesker – giver det ingen mening at forstå klimaforandringerne som noget, vi mennesker (alene) er ansvarlige for.

Hvis ikke det er muligt at forstå naturen i egen ret ud fra egne naturlove og nødvendigheder, så giver det ikke længere mening at forstå klimaforandringer som konsekvensen af ​​fysisk nødvendighed. Men snarere psykologisk som naturens “hævn” eller som naturen, der “svarer igen” – hvilket jo faktisk er det antropomorfiserende sprog, som nye materialister som Latour og Timothy Morton anvender i stedet.

I en situation, hvor vi står over for ubøjelige fysiske love og en natur, hvis lovmæssigheder fremhæver vores endelighed og mangel på suverænitet over den, er det foruroligende at bevidne det tilsyneladende behov for at forvandle et ulige og asymmetrisk forhold til et konvergensforhold via menneskeliggørelsen af den objektive og naturlige verden.

Tredje paradoks

Diskrediteringen af ​​sekulær rationalitet i en tid, hvor global videnskab forkastes eller ignoreres, og hvor sekularismen er i defensiven, mens etniske og autoritære antimoderne fortællinger sætter dagsordenen.

Den moderne optagethed af videnskab og fornuft som midler til at befri og skabe frihed for mennesker er blevet lidenskabeligt kritiseret i postmoderne teori for at være konservativ og undertrykkende. Den postmoderne stempling af den universelle fornuft som “det metanarrative legitimeringssystem”¹⁰ fortsætter i de nye materialisters fælles “overbevisning om, at oplysningstidens natursyn er uløseligt forbundet med koloniale europæiske ambitioner om at dominere verden”.¹¹

De nye materialismer træder hermed dristigt ind i rækken af ​​skikkelser som Donald Trump og deres univers af alternative facts.De nye materialister har en tendens til at betragte moderne begreber om frihed, sekularisme, universalisme og fornuft som illusoriske, undertrykkende, arrogante og antropocentriske. Modernitetens erklærede ambition om at kombinere frigørelse og frihed fra tyranni med magt over naturen ved hjælp af kritik, videnskab og teknologi betragtes som både illusorisk og skadelig. Humanistiske principper om lighed, menneskelig værdighed og retfærdighed forstås som mistænkelige vestlige retfærdiggørelser af dominans, forskelsbehandling og undertrykkelse. Ideerne om videnskab som et system af principper, hvormed man kan forsøge at fastslå fakta, betragtes ofte med mistænksomhed som en kilde til undertrykkelse af forskelligheder og konformitetspres. Den feministiske posthumanist og antropolog Anna Tsing forklarer således, at “det er videnskaben – vi stoler ikke på den, vi kan ikke lide den, og vi ønsker ikke at slutte os til den […]. Videnskab, tror vi, er en version af Mennesket som Manden (a form of Man), og vi forestiller os, at hvis vi vender den ryggen, træder vi ind i en ny verden uden Hans indblanding.”¹²

Fiktive og materielle enheder kan ikke længere skelnes fra hinanden, og der gives ingen forpligtende standard eller målestok for sandhed eller virkelighed. Således når vi fx i tilfældet med den tidlige Bruno Latour frem til en flad “demokratisering” af viden, dvs. en epistemologisk relativisme eller endda nihilisme, hvor kvalitative forskelle mellem grader af viden ikke kan opretholdes: “Der findes ikke sådan noget som overlegen og underlegen viden”.¹³ Latour opfordrer os ufortrødent til at opgive de subtile sondringer, begreber og kategorier, der ellers er nødvendige for videnskab og filosofi: “Vi er nødt til at opgive troen […] på logikkens eksistens, på fornuftens kraft, endda på selve troen og dens forskel fra viden”.¹⁴ Ingen har mere objektivt ret end andre, og med de flade ontologier er intet mere virkeligt end noget andet.

De nye materialismer træder hermed dristigt ind i rækken af ​​skikkelser som Donald Trump og deres univers af alternative facts.

Fjerde paradoks

Afvisningen af ​​kritik og oppositionel tænkning i en epoke præget af dybe modsætninger og ufornuft.

I takt med at modsætningerne i vores tid skærpes og antager groteske proportioner, insisterer posthumanister og nye materialister på, at vi må afstå fra en modsætningsskabende politisk tale eller analyse. I stedet sætter de nye materialister de såkaldte “flade ontologier”, hvor alting sidestilles i deres umiddelbare og udifferentierede natur. Dette ses fx tydeligt i posthumanisten Karen Barads idé om “en primær ontologisk enhed”, som afviser binære værdier og modsætninger som resultatet af misforståede og vildledte “oplysningsværdier”.¹⁵ Værdier, der bør tilsidesættes, da de opstiller sondringer og forskelle, der er uforenelige med den kendsgerning, at alting i kosmos befinder sig i en dyb, oprindelige enhed.

Ingen distinkt natur, kultur, eller uretfærdige sociale eller økonomiske modsætninger – blot forskelsløs oprindelse. Idet modsætninger og modsatrettede interesser erklæres for ikkeeksisterende og begrebsligt forældede, bør vi derfor forfølge en fortolkende holdning præget af tillid snarere end af skepsis, hvilket betyder, at “vores primære holdning til institutioner bør være at opbygge og udvide dem snarere end at kritisere eller ødelægge dem”.¹⁶

Erklæringen er vitterligt bemærkelsesværdig, hvis vi overvejer, hvordan vores nuværende institutioner har medført en accelereret ødelæggelse af biosfæren, en udbredt ulighed med hundredvis af millioner af mennesker, der sulter, alt imens private virksomheder skaber profitter, der kan sammenlignes med mindre landes BNP – hvilket jo har resulteret i en omfattende opløsning af demokratiet overalt. Det er forvirrende at se, at der fremføres argumenter for at bevare nuværende institutioner, der tydeligvis ikke er i stand til eller er uvillige til at tjene som instrumenter for folkets vilje. Institutioner, der er ansvarlige for at intensivere den udbredte overvågning af befolkningen, hvis liv er gennemsigtigt tilgængeligt for forskellige halv-autonome efterretningstjenester og statsmagter, mens de samme institutioner fx nægter at afvikle den uigennemtrængelige økonomiske mørklægning, som kapitalistklassen nyder godt af i forskellige skattely verden over.

Ifølge de nye materialister har de nuværende dilemmaer mindre at gøre med de antagonistiske materielle forhold eller strukturer, som mennesker har opbygget i menneskets historie, men derimod alt at gøre med begrebslige praksisser, der på et fejlagtigt grundlag differentierer og opstiller ubegrundede modsætninger.

Man kan undre sig over, om den ligestillende appel fra disse “flade ontologier”, der opfatter vores nuværende problemer som resultatet af en ubegrundet begrebslig differentiering, som således sætter falske kvalitative skel mellem forskellige fænomener, virkelig vil opløse reelle politiske og økonomiske modsætningsforhold og uretfærdigheder. Eller om de nye materialisters appel om at “forfægte en monologisk beretning”¹⁷ ikke vil være mere tilbøjeligt til at bringe forskellige undertrykte stemmer til tavshed og tilsløre deres eksistens.

Ved at fremme en antidialektisk monologisk beretning, der fremhæver den positive ligestilling af alting, er de nye materialismer således i fin overensstemmelse med det nyliberalistiske postulat om trickle-down–economics og dets budskab om, at vores interesser ikke er modstridende, da det stigende tidevand jo som bekendt løfter alle både.

Nok rummer de nye materialisters postkritik progressive slagord, men den understøtter i praksis en naturalisering af nyliberalismens positive afvisning af modsætningsforhold. Ved at opfordre os til at sætte et glad smil på læben og modstå at tale om modsætninger og negativitet, indebærer de nye materialismer en alvorlig fare for, at der ikke tages bestik af den reelle umenneskelighed ved den nutidige kapitalistiske dominans.

Femte paradoks

Lidenskabeligt at appellere for frigørelse og demokrati i tingenes og genstandenes verden, mens man konsekvent ignorerer den menneskelige verdens ufrihed og mangel på demokrati.

Nye materialister og posthumanister som Latour har brugt en stor mængde kritisk energi på at argumentere for et “objektorienteret demokrati”,¹⁸ hvilket betyder “et demokrati, der også udstrækkes til tingene.”¹⁹ Dette fokus kan virke besynderligt og har da fx også fået tingsteoretikeren Bill Brown til at undre sig: “Disse påstande [om at udvide demokratiet til ting og objekter] kan ikke undgå at blive hjemsøgt af det faktum, at vi endnu ikke nyder godt af demokrati blandt mennesker”.²⁰

De nye materialismer tilbyder meget lidt, om noget, til at reducere lidelse eller øge friheden i den menneskelige verdenFor mennesker, der er berøvet demokratisk indflydelse på deres egne liv – som finder sig selv underlagt materielle forhold med stærk dehumanisering forårsaget af kapitalistisk, industriel og militær mekanisering og maskineri – må de velstillede akademikeres lidenskabelige krav om at udvide og anvende demokrati og frihed på ting og objekter ikke kun virke tosset, men også dybt moralsk krænkende og stødende.

I en tid hvor demokrati, selvbestemmelse og indflydelse er pivskævt fordelt til fordel for et indskrænket mindretal af mennesker (den berømte 1 %), gengiver de nye materialister bemærkelsesværdigt præcist Marx’ beskrivelse af det kapitalistiske samfunds dynamik som en ​​“personificering af tingen og tingsliggørelse af personen”.²¹ Ja, hvad der hos Marx er en beskrivelse af det kapitalistiske samfunds fordrejning (Verkehrung) af de sociale og materielle forhold, bliver hos de nye materialister et moralsk påbud og et normativt program. Således argumenterer Jane Bennett for, at nymaterialismen ift. mennesker bør “fremme sunde og understøttende instrumentaliseringer i stedet for at behandle folk som mål i sig selv”.²² Modsat ift. vores forhold til tingene: “Vi er nødt til at dyrke lidt antropomorfisme – ideen om, at menneskelig handlekraft har nogle ekkoer i den ikke-menneskelige natur”.²³ De nye materialister gør vitterligt en dyd ud af kapitalistisk nødvendighed.

De nye materialismer tilbyder meget lidt, om noget, til at reducere lidelse eller øge friheden i den menneskelige verden, men har i deres bestræbelser på at opløse ideen om et frit menneskeligt selv i selve de materielle processer omvendt givet et utopisk løfte om en omfattende frigørelse i den ikke-menneskelige, objektive verden. På denne måde indebærer de nye materialisters løfte om at skabe “en frigørende antihumanisme”²⁴ en forskydning af kampen for frigørelse væk fra den menneskelige verden til den ikkemenneskelige verden, hvor den på beroligende vis vil holde kapitalistiske interesser eller strukturer udenfor fare.

De nye materialisters åndelige enhed med deres tids materielle magt

Andrew Cole, der er en af de skrappeste kritikere af posthumanismen, bestemmer træffende de nye materialismer som “kapitalismens metafysik”.²⁵  For de nye materialister synes at bekræfte menneskets reelle historiske magtesløshed og tilbyder i stedet en positiv, men passiv konformisme, der (som den ekstreme højrefløj) afstår fra at udfordre forskellige former for samfundsmæssig og økonomisk tvang og udbytning. Jane Bennett har således fat i den lange ende, når hun ærligt bemærker: “En sådan nyopdaget opmærksomhed over for materien og dens magt løser ikke problemet med menneskelig udbytning eller undertrykkelse”.²⁶ Derudover afviser de nye materialismer sekularisme og sekulær fornuft i et bagudskuende sværmeri for præmoderne, spiritualistiske sanse- og tænkemåder. Herved forstærker og uddyber de følgelig den selvmodsigende og irrationelle drift i det nuværende politiske klima, der må forstås som en bredt voksende modoplysning. Derfor er de nye materialismer alt i alt ekstraordinært dårligt rustet til at bidrage til en frigørende eller bare en smule mere fornuftig udvikling af verden. De har ikke greb om deres tid, som de ikke formår at hævde sig over for kritisk og teoretisk. Derved udgør de et skoleeksempel på Marx’ og Engels materialistiske tese om, at “de herskende tanker er intet andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle forhold”.²⁷

Nok giver de nye materialister stemme til den frygt, uro og utilfredshed, som de nutidige kriser giver anledning til. Men de viger tilbage for at træde ind i (klasse)kampen. De synes at mangle det politiske mod og den teoretiske bevidsthed til at udfordre den stiltiende nyliberalistiske konsensus, hvis præmisser de ærbødigt lader forblive uimodsagt.

På denne måde spejler de nye materialister (fra den progressive side af arenaen) højrepopulismen eller -ekstremismen, der tilsvarende er hårde kulturelle kritikere af moderniteten, men som ligeledes afstår for at levere en materialistisk kritik af samfundet. I sin stræben efter at omgøre eller alvorligt svække modernitetens liberale og universelle rettigheder og principper (dvs. ytringsfrihed, religiøs, politisk og seksuel tolerance osv.) er den dominerende tendens på den politiske scene i dag at håndhæve mere religiøst forankrede ideologier, der er skeptiske over for moderne principper om autonomi og sekularisme. Eftersom det dominerende politiske billede i dag består i en lidenskabelig længsel efter at genindføre tidligere religiøse, etniske og mere stammemæssige politiske fortællinger, så slår de nye materialismer på sin vis åbne døre ind. For modernitetens begreber om autonomi, humanisme og sekularisme, som de nye materialismer identificerer som roden til vores nutidige kriser, er allerede i bad standing i store dele af verden. Stik modsat af, hvad de nye materialismer hævder, er vor tid ikke domineret af humanisme, sekularisme, universalisme og autonomi.

Faktisk synes sekularisme, autonomi og liberale politiske rettigheder at være blevet rullet mere og mere tilbage, efterhånden som fortællinger om genfortryllelse eller genmytologisering i stigende grad sætter dagsordenen for flere og flere folk verden over. Det er åbenlyst den dominerende globale politiske tendens i dag. Fra Vladimir Putins autoritære ortodokse kristne Rusland til Narendra Modis hindunationalisme, til Donald Trumps stærke evangeliske base i USA, til tidligere præsident Jair Bolsonaros brasilianske ditto, til Benjamin Netanyahus folkemorderiske “apartheid-regime”, der ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem er funderet på “jødisk overherredømme”,²⁸ til Recep Erdogans islamisering af den kemalistiske republik Tyrkiet, for ikke at nævne Viktor Orbáns illiberale Ungarn og til  PiS i Polen – tæt fulgt af højreekstremismen overalt i Europa, hvis fremmedfjendske og kristne samt etniske nationalisme mange socialdemokratier knuselskende har taget til sig.

Stærkmandsledere som dem nævnt ovenfor er eksempler på denne tendens, idet de tilbyder politikker som skattelettelser for milliardærer, modarbejdelse af foranstaltninger til at håndtere klimakrisen eller racisme, fremmedhad og sexisme. Faktisk er den politik, der håndhæves af de fleste af disse lande, nyliberalistisk med deregulering, privatisering, salg af statsejendom og afvikling af social sikkerhed og tryghed.

Ligesom den modernitetsskeptiske højrepopulisme afstår fra at sætte de økonomiske og materialistiske forhold på dagsordenen for i stedet at analysere de aktuelle kriser som resultatet af moralske, ideologiske og kulturelle faktorer, sætter de nye materialister tilsvarende mere abstrakte moralske, ideologiske og kulturelle begreber som sekularismen, universalisme, autonomi samt menneskelig fornuft og frihed på anklagebænken frem for de mere konkrete materielle og økonomiske forhold og institutioner. For de nye materialismer rammer beskrivelsen af ​​vores tidsalder som antropocæn således virkelig hovedet på sømmet. Det er nemlig primært humanismen og forestillingen om menneskehedens særstatus som sådan, der er skyld i de nuværende akutte problemer med klimakrisen.

Øko-marxister som Andreas Malm og hans antropologiske kollega Alf Hornborg er imidlertid gået hårdt i rette med begrebet om det antropocæne, som de mener er ideologisk og slører og hindrer identifikationen af ​​de konkrete socioøkonomiske interesser og dominanser, der dikterer den globale scene nu. Ifølge Malm lever vi ikke i det antropocæne, men snarere i det kapitolocæne.²⁹

Begrebet om det anthropocene naturliggør og naturaliserer således kapitalismen som et udtryk for den menneskelige natur som sådan, hvilket tilslører det faktum, at det utvivlsomt alene er i den kapitalistiske elites økonomiske interesse at bevare deres investeringer i det nuværende fossile system og at sabotere overgangen til en økonomi, der er baseret på andre energikilder, dvs. bæredygtig energi. Hvilket finder sted på bekostning af og i skarp modsætning til flertallets interesser. Fra dette øko-marxistiske synspunkt er klimakampen nødvendigvis en politisk, økonomisk og social klassekamp.³⁰ Ved at forplumre, hvordan mennesker og samfundet er formet af historiske, sociale og institutionelle materielle kræfter, er begrebet om det antropocæne særdeles gavnlig for den nuværende kapitalistklasse.³¹

Ifølge Marx er efterspørgslen efter illusioner og ​​eskapistiske kimærer og mystik udtryk for underliggende irrationelle socioøkonomiske strukturer. Han forklarer således: “Den religiøse refleks af den virkelige verden kan overhovedet først forsvinde, når forholdene i det praktiske hverdagsliv dag ud og dag ind giver sig udtryk i gennemsigtige og fornuftige relationer mellem menneskene indbyrdes og mellem menneskene og naturen”.³² I dag er vi tydeligvis langt fra at have gennemsigtige og fornuftige relationer mellem menneskene indbyrdes og mellem menneskene og naturen. Så længe dette fortsætter med at være tilfældet, bør vi ikke blive alt for overraskede over at se, at en Donald Trump igen kan blive valgt som præsident for USA, eller at teorier som de nye materialismer kan nyde en så stor popularitet.

Konklusion

Der er ingen grund til at være flov over at være menneske. Modsat er der al mulig grund til at være flov over at tolerere det nuværende kapitalistiske system. I stedet for at lægge moderniteten til side og fantasere om at være posthumane, bør vi stræbe efter at tilegne os vores menneskelighed og skabe samfund og fællesskaber, der spejler og kultiverer vores menneskelige potentiale for selvbestemmelse og selvmyndighed, der er informeret og ledet af en selvkritisk udøvelse af vores fornuftskapacitet. Det involverer i sagens natur også en nedbrydelse af de hindringer, der forhindrer os i at være os frie mennesker og i at danne frie, demokratiske og fornuftsbetonede fællesskaber, der ikke (som det nuværende) er baseret på og avler irrationelle selvmodsigelser, ufornuft og selvdestruktion.

Den nuværende nyliberalistiske epoke, der er hjemsøgt af galoperende ulighed samt dybe klima- og demokratikriser, kræver en civilisationstransformation, som fordrer intet mindre end “en genopbygning og genopfindelser af selve forestillingen om det kollektive, det kommunale, fællederne, civilsamfundet og borgerpligten”, som Naomi Klein formulerer det.³³

Det er en skræmmende opgave, som i sin hidtil usete globale og vidtrækkende skala er gigantisk, da den kræver menneskets fulde dedikation til at tilegne sig det fulde ansvar og myndighed over dets egen historie og samtid. At tage ansvar for en frygtindgydende fremtid med mange kriser og en uhyggeligt overvældende modstand fra en altdominerende kapitalistklasse virker som halsløs gerning fyldt med sorg, usikkerheder og skuffelser. Men i stedet for at søge dækning i en barnlig, illusorisk fortid i ly for nutidens og fremtidens intimiderende opgaver og ansvar, bør vi tage imod instrukser fra Alf Hornborg, når han bemærker: “At forestille sig en afslutning på kapitalismen er uden tvivl at foretrække frem for at forestille sig verdens undergang, selvom det er vanskeligere.”³⁴

Benjamin Boysen er ph.d. og dr.phil., foredragsholder og forfatter til en række bøger om filosofi og litteratur.

 

1. Karen Barad, “Interview with Karen Barad,” i New Materialism: Interviews and Cartographies, red. Rick Dolphijn og Iris van der Tuin (Ann Arbor, MI: Open Humanities Press, 2012), 48-70, (59).
2. Timothy James LeCain, “Against the Anthropocene: A Neo-Materialist Perspective”, International Journal for History, Culture and Modernity 3, no. 1 (2015): 1-28, (23).
3. David Archer, The Long Thaw: How Humans Are Changing the Next 100.000 Years of Earth’s Climate (Princeton, NJ: Princeton University Press, 2009), 6.
4. Graham Harman, Bruno Latour: Reassembling the Political (London: Pluto Press, 2014), 146.
5. Karen Barad, Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning (Durham, NC: Duke University Press, 2007), 147.
6. Diana Coole, “The Inertia of Matter and the Generativity of Flesh,” i New Materialisms: Ontology, Agency, and Politics, 92-115 (Durham, NC: Duke University Press, 2010), 113.
7. Bruno Latour, “On Technical Mediation,” Common Knowledge 3, no. 2 (1994): 29-64, (38).
8. Bruno Latour, “Fifty Shades of Green,” Environmental Humanities 7, no. 1 (2015): 219-225, (211).
9. Bruno Latour, “Agency at the Time of the Anthropocene,” New Literary History 45, no. 1 (2014): 1-18, (5).
10. Jean-François Lyotard, Viden og det postmoderne samfund, overs. Finn Frandsen (Aarhus: Slagsmarks Skyttegravsserie 1996), 8.
11. Alf Hornborg, “Artifacts Have Consequences, Not Agency: Toward a Critical Theory of Global Environmental History,” European Journal of Social Theory 20, no. 1 (2017): 95-110, (96).
12. Anna Tsing, “A Feminist Approach to the Anthropocene: Earth Stalked by Man,” YouTube, uploadet af Barnard Center for Research on Women, 19. december 2015, https://www.youtube.com/watch?v=ps8J6a7g_BA, 00:44:36 – 00:44:53.
13. Bruno Latour, The Pasteurization of France, overs. Catherine Porter (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1988), 232.
14. Latour, The Pasteurization of France, 150.
15. Barad, Meeting the Universe Halfway, 139 og 171.
16. Harman, Bruno Latour, 31.
17. Diana Coole og Samantha Frost, “Introducing the New Materialisms,” i New Materialisms: Ontology, Agency, and Politics, red. Diana Coole og Samantha Frost, 1-43 (Durham, NC: Duke University Press, 2010), 8.
18. Bruno Latour, “From Realpolitik to Dingpolitik or How to Make Things Public in Making Things Public,” i Making Things Public: Atmospheres of Democracy, red. Bruno Latour og Peter Weibel, 14-41 (Karlsruhe: ZKM Center for Art and Media, 2005), 14
19. Bruno Latour, Vi har aldrig været moderne: Et essay om symmetrisk antropologi, overs. Carsten Sestoft (København: Hans Reitzels forlag, 2006), 191.
20. Bill Brown, Other Things (Chicago, IL: Chicago University Press, 2015), 168.
21. Karl Marx, Teorier om merværdien, 1. bog, 2. del, overs. Henriette Møller (København: Rhodos, 1979), 470.
22. Bennett, Levende materialitet, overs. Ole Lindegård Henriksen (København: Forlaget Minspace, 2021), 51. Min kursivering. Oversættelse modificeret.
23. Bennett, Levende materialitet, 22. Min kursivering. Oversættelse modificeret.
24. Claire Colebrook, “On Not Becoming Man: The Materialist Politics of Unactualized Potential,” i Material Feminisms, red. Stacy Alaimo og Susan Hekman, 52-84 (Bloomington, IN: Indiana University Press, 2008), 74.
25. Andrew Cole, “Those Obscure Objects of Desire,” Artforum summer (2015): 317-23, (323).
26. Bennett, Levende materialitet, 52.
27. Karl Marx og Friedrich Engels, Die deutsche Ideologie, i Werke von Karl Marx und Friedrich Engels 3 (Berlin: Dietz-Verlag, 1958), 31.
28. Jf. “A regime of Jewish supremacy from the Jordan River to the Mediterranean Sea: This is apartheid,” B’Tselem, tilgængelig på https://www.btselem.org/publications/fulltext/202101_this_is_apartheid. Tilgået 21. Juni 2025.
29. Se Andreas Malm, “The Anthropocene Myth,” Jacobin (30.3.2015).
30. Se Andreas Malm, The Progress of this Storm: Nature and Society in a Warming World (London: Verso, 2018).
31. For denne kritik af de nye materialismer, se tillige Andrew Cole, “Those Obscure Objects of Desire”, 323, Sara Ahmed, “Imaginary Prohibitions: Some Preliminary Remarks on the Founding Gestures of the ‘New Materialism’,” European Journal of Women’s Studies 15, no. 1 (2008): 23–39 (35) og Paul Rekret, “A Critique of New Materialism: Ethics and Ontology,” Subjectivity 9, no. 3 (2016): 225–45 (240).
32. Karl Marx, Kapitalen: Kritik af den politiske økonomi, 1. bog, 1. del, overs. Gelius Lund (København: Rhodos, 1970), 180.
33. Naomi Klein, Intet bliver som før: Kapitalisme vs. klima, overs. Steen Fiil (Aarhus: Forlaget Klim, 2014), 460.
34. Alf Hornborg, Nature, Society, and Justice in the Anthropocene: Unraveling the Money-Energy-Technology Complex (London: Cambridge University Press, 2019), 140n5.