Sat på prøve: 22. juni 1941

Af Dennis Kristensen

“Nej, vi skønnede det ikke muligt.” 

Det umulige var at forhandle en reduktion af antallet af kommunister, som den tyske besættelsesmagt krævede frihedsberøvet efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941. SS-brigadefürer Paul Ernst Kannstein, der stod i spidsen for den civile administration under den tyske besættelse af Danmark, havde tidligt om morgenen denne dag overfor departementschef Ejvind Larsen og direktør Niels Svenningsen præsenteret en stribe krav til den danske regering, herunder om arrestation af kommunister. Tyskerne var selv i besiddelse af et arkiv med 71 navne afskrevet fra det danske politis mangeårige registrering af blandt andre kommunister.

Spørgsmålet, der udløste det benægtende svar, blev stillet i de danske kommissionsundersøgelser efter besættelsen af juristen Robert Mikkelsen, som selv blev interneret i Horserødlejren sammen med de øvrige arresterede. Robert Mikkelsen henviste til, at Ejvind Larsen og Niels Svenningsen i 1940 havde fået forhandlet et tysk krav om at internere 263 englændere og franskmænd ned til 62 personer. Da kommunisterne året efter blev krævet arresteret med udgangspunkt i listen med 71 navne, anholdt det danske politi i første omgang i stedet omkring 300. Robert Mikkelsen ville have svar på, om de to topembedsmænd slet ikke havde forsøgt – som med kravet om arrestation af englændere og franskmænd – at forhandle det krævede antal kommunister ned.

Og det besynderlige svar om, at det ikke blev skønnet muligt, blev givet af Niels Svenningsen på hans og Ejvind Larsens vegne.

Denne sammenligning af den direkte indrømmelse fra topembedsmænd af total passivitet overfor besættelsesmagtens krav om arrestation af kommunister, herunder DKP’s tre rigsdagsmedlemmer, med de samme embedsmænds aktivitet, da det gjaldt englændere og franskmænd, var ny for mig. Eller også er oplysningen forsvundet fra min erindring, siden min Carl Madsen-læsning for halvtreds år siden.

Tilsvarende kom sammentællingen af internerede i kortere eller længere tid af ikke færre end 1.058 mennesker mistænkt for kommunistiske holdninger eller virksomhed frem til 29. august 1943, hvoraf 246 stadig befandt sig i Horserødlejren, da samarbejdspolitikken brød sammen med efterfølgende overførsel af de internerede til koncentrationslejren Stutthof, bag på mig.

Begge oplysninger er hentet fra Albert Scherfigs nye bog “Kommunistforfølgelsen 1941”.

Albert Scherfig har valgt en interessant fremgangsmåde til at efterprøve, det han betegner som grundfortællingerne om interneringen.

Det indebærer både en grundig fakta-spækket efterprøvning af de første værker om besættelsen med afhøringerne i de forskellige kommissionsundersøgelser i årene efter besættelsens ophør og sammenligning med senere forskning.

Det, der er blevet til en slags standardværker om besættelsen blandt de første udgivelser, er fra hver deres politiske ståsted tydeligt præget af et behov for at nedtone det officielle Danmarks hensigter med samarbejdspolitikken og underspille bekæmpelsen af modstandsbevægelsen frem til mindst 29. august 1943.

Albert Scherfig graver sig gennem både standardværker, kommissionsrapporter og nyere forskning for at røntgenfotografere nogle helt centrale spørgsmål og fortællinger om kommunisternes vej fra lovligt parti til først eftersøgt og frihedsberøvet og derefter ulovliggjort parti med tilbagevirkende kraft.

Det er ikke så meget arrestationer og ulovliggørelse i forhold til den daværende Grundlov, Albert Scherfig kaster sig over. Den diskussion føres stadig blandt jurister.

Det er derimod, hvilke fortællinger om de helt centrale punkter bag internering, som Albert Scherfig har sat sig for at undersøge til bunds: Hvem havde det reelle ansvar for beslutningen om at beordre det danske politi til at foretage politisk begrundede masseanholdelser? Hvem definerede omfanget af anholdelserne? Og truede besættelsesmagten med selv at foretage anholdelserne?

Albert Scherfig påviser, at ansvarsplaceringen for beslutningen om at imødekomme det tyske krav om arrestationer udviklede sig til et abespil i kommisionsafhøringerne efter besættelsen af de helt centrale aktører i de berørte ministerier – politikere og topembedsmænd – som sendte aben på omgang mellem hinanden – når det gjaldt arrestationen af kommunistiske rigsdagsmedlemmer – inklusiv den på det tidspunkt afdøde statsminister Thorvald Stauning.

Og på helt klassisk vis blev aben for at have defineret hvem og hvor mange, der skulle anholdes, sendt ned og ned i hierarkiet for til sidst at lande på skulderen af overbetjent Christian Madsen, som sammen med overbetjent Verner Dinesen i længere tid havde sorteret og systematiseret et særligt specialkartotek over kommunister ud fra ikke færre end 50.000 registreringer i politiets hemmelige Afdeling D. Kommissionen valgte ikke at tro på overbetjentens forklaring om, at opgaven skulle gøre politiet klar, når der skulle ske noget med kommunisterne.

For min egen regning tæller besættelsesmagtens initiativ til ret hurtigt at få løsladt Martin Andersen Nexø, som blev indsat i Frederikssunds arrest af et par danske betjente, med til at understrege den forbløffende danske velvilje til ikke blot at følge det tyske krav om internering, men til ligefrem at overopfylde kravet.

Besættelsesmagten ville formentlig sikre sig, at den aldrende verdenskendte forfatter og medlem af DKP’s centralkomité med det skrantende helbred ikke døde under den af dem krævede internering af ledende kommunister.

Albert Scherfigs afdækning af, hvorvidt tyskerne truede med selv at foretage politiske arrestationer er mindst lige så interessant. Om ikke endnu mere.

Albert Scherfig kalder det fortællingen om den tvungne hånd.

Den tyske trussel om allerede i 1941 at smide fløjlshandskerne og bruge jernnæven er en myte skabt for at legitimere en svært forklarlig dansk vilje til at masseanholde til højre og venstre – eller rettere kun til venstre.Den fortælling om, at tyskerne var parat til at gøre arbejdet selv, hvis det danske politi ikke blev sat til at arrestere ledende og kendte kommunister, og at dansk internering var langt sikrere for de internerede end tysk internering, er siden blevet en mere eller mindre fast del af beskrivelsen af besættelsen i de efterfølgende årtier og indgår i dag fortsat som et tilsyneladende uangribeligt faktum i nye beskrivelser.

Albert Scherfig har været gennem alle redegørelser og afhøringer i kommissionsundersøgelserne efter besættelsen, og konstaterer, “at fortællingen om den tvungne hånd kun optræder få gange i redegørelser og aldrig under forhør”. Det må vist være det tætteste man kan komme en konstatering af, at den tyske trussel om allerede i 1941 at smide fløjlshandskerne og bruge jernnæven er en myte skabt for at legitimere en svært forklarlig dansk vilje til at masseanholde til højre og venstre – eller rettere kun til venstre.

Og så har Albert Scherfig fundet nyt materiale fra det danske politi, som måske kan antyde, at det krav om anholdelse af danske kommunister, som angiveligt chokerede statens repræsentanter og slog politikere og topembedsmænd ud af kurs en tidlig morgenstund på Dagmarhus 22. juli 1941, måske alligevel ikke kom så meget bag på det officielle Danmark, som eftertiden har fået indtryk af.

Der er bøger, som jeg har oplevet som spændende. Der er bøger, jeg har nydt at læse, bøger jeg blev klogere af, og bøger jeg ikke ville have undværet.

Alberts Scherfigs bog rammer på alle fire typer læseoplevelser indenfor min målskive.

Albert Scherfigs bog kan købes direkte fra forlaget.