En populistisk salve mod politisk kynisme

Af Johan Wizan

Natten til den sidste tirsdag i juni led en af New Yorks mest magtfulde politiske familier, Cuomo-familien, et forsmædeligt nederlag. Cuomoerne har gennem flere år sat deres aftryk på staten, både gennem faren, den tidligere guvernør Mario Cuomo, og hans søn, den skandaleramte Andrew Cuomo. Men ved Demokraternes interne primærvalg, hvor partiets borgmesterkandidat udvælges, blev dynastiet overraskende nok slået af den unge socialist Zohran Mamdani.

Andrew Cuomo, tynget af både sit familienavn og sin egne personlige skandaler, stod denne aften tilbage som den politiske magtelites sidste vogter – alene. Men trods nederlaget ser det ud til, at han vil stille op som uafhængig kandidat ved borgmestervalget i november.

Mamdani, der ligesom den kendte kongreskvinde Alexandria Ocasio-Cortez har sine politiske rødder i bydelen Queens, formåede at samle støtte fra vælgere på tværs af hele byen. Hvor Ocasio-Cortez i 2018 chokerede det politiske system med sin triumf over partiapparatet, er den omkalfatrende betydning af Mamdanis sejr endnu større, da han vandt opbakning på tværs af New Yorks mange distrikter, de såkaldte boroughs.

Med en folkelig og jordnær kampagne overvandt Mamdani de mange personlige angreb, han blev mødt med undervejs. Spørgsmålet er nu, hvordan magtstrukturerne i New York – og i USA som helhed – vil reagere på hans overraskende sejr.

Skulle man tro mediernes dækning, var det dominerende narrativ omkring Zohran Mamdanis kampagne i dagene op til primærvalget en historie om frygt og bæven: Billedet vat af en truende muslim-socialist, der angiveligt ville åbne døren for antisemitisme og kriminalitet i New Yorks gader og køre byens økonomi i sænk med høje skatter.

Men der var også en helt anden fortælling fra selve valgkampen. Her trådte Mamdani frem som en folkelig politiker. Blot tre dage før valget, midt i en hedebølge og på trods af hundredvis af dødstrusler, gik han til fods hele vejen ned gennem Manhattan. Han mødte vælgerne med smil og åbne arme, ofte mødt af slogans kendt fra sociale medier som “gratis busser!” og “stop for huslejestigninger!”. Selv hvis folk ikke kendte hans navn, kunne de genkende det store smil.

Det har hele vejen igennem været kendetegnende for Mamdani-kampagnen: Han har været fysisk til stede ude blandt vælgerne og har talt direkte til newyorkernes bekymringer og indignation, ofte med sjove optrin som blev lagt ud på sociale medier, en integreret del af kampagnestrategien. Eksempelvis kunne man se ham i interviews med madvognsejere, de såkaldte ”Halal Carts”, der slog sig over, hvorfor en omgang “chicken over rice” nu kostede mere end ti dollars, eller høre stemningsrapporter fra byens metro. Alt sammen med et tilbagevendende fokus på almindelige folks hverdag: husleje, dagligvarepriser, transport og prisen på “chicken over rice, my guy”.

Efter Donald Trumps valgsejr sidste år havde Mamdanis kampagne opsøgt vælgere i de dele af byen, hvor støtten til matadormilliardæren fra Queens – nu USA’s præsident – havde været størst. Det gennemgående svar fra folk på gaden var, at de oplevede, at pengene rakte længere, mens Trump sad i Det Hvide Hus.

Med tirsdagens valgsejr viste det sig, at Mamdanis vedholdende budskab om “affordability” havde båret frugt. Han formåede at overvinde de koordinerede angreb fra modstandere, som forsøgte at fremstille ham som en trussel mod byens orden og økonomi.

Forskellen blev tydelig, både i det endelige valgresultat og i den måde, kandidaterne havde ført valgkamp på. På den ene side stod Mamdani og hans støtter, der langsomt og metodisk opbyggede tillid blandt vælgerne gennem åben kommunikation på gadeniveau i omgangshøjde med almindelige borgere. På den anden side stod en bred alliance af interesser, som i stedet dyrkede hysteriske personangreb og frygtens retorik – understøttet af dyre mediekampagner finansieret af stærke lobbyinteresser.

Modstanden mod Zohran Mamdani kom især fra tre grupper: det notorisk korrupte og indspiste Demokratiske partiapparat i New York, byens magtfulde finanselite – New York er trods alt en af verdens vigtigste finansbyer – samt de mere konservative enklaver rundt om i byen. Disse grupper måtte dog nøjes med den måske svagest mulige frontfigur for deres interesser: den tidligere guvernør Andrew Cuomo.

Netop Cuomos rolle gav det interne oprør i partiet en sjælden mulighed for succes. Det er næsten umuligt at overdrive, hvor ydmygende dette nederlag er for ham. Cuomos største og måske eneste reelle styrke var det berømte familienavn, båret af hans far. Derudover nød han godt af massive økonomiske donationer fra støtter med interesser i status quo.

I denne valgkamp virkede Andrew Cuomo nærmest fraværende. Han lod familienavnet tale for sig selv, undgik i vid udstrækning offentligheden og undlod endda at oplyse pressen om sit kampagnespor, angiveligt af frygt for kritiske spørgsmål.

At Andrew Cuomo frygter offentlighedens kritiske lys på hans person og politiske karriere er næppe overraskende. Hans tid som guvernør i New York var præget af både hård linje og talrige korruptionsskandaler, og kulminerede med hans tvungne afgang efter en bølge af anklager om seksuel chikane af kvindelige medarbejdere. At Cuomo nu, trods disse belastende sager og i kølvandet på #MeToo-bevægelsen, alligevel kunne samles op som frontfigur for partiets magtelite, siger en del om, hvor papirtyndt og kynisk mange politikeres forhold til opgør med seksuel chikane i virkeligheden er – både i USA og internationalt.

Alene disse forhold ville for mange danskere være nok til at diskvalificere en politiker fra at vende tilbage til magten. Men listen over Cuomos kontroverser er længere. Blandt andet valgte han under coronapandemiens værste periode at placere smittede borgere på plejehjem, hvilket ifølge flere kilder førte til tusindvis af unødvendige dødsfald. En række privatejede plejehjem var blandt Cuomos største økonomiske støtter, og efterfølgende beskyttede han dem mod retlig efterforskning af forløbet.

Selvom Andrew Cuomo i sin retorik har forsøgt at distancere sig fra Donald Trump og fremstille sig selv som en slags “anti-Trump”, tilhører han i realiteten samme generation af politikere med rødder i New Yorks gamle, brutale magtspil, præget af beskidte kneb og gedulgte alliancer.

Zohran Mamdani voksede op på det mondæne Upper West Side på Manhattan. Hans far er en internationalt anerkendt postkolonial teoretiker ved Columbia University, mens hans mor blandt andet har instrueret den prisbelønnede 90’er-indiefilm Mississippi Masala med Denzel Washington i hovedrollen. På mange måder er Mamdanis baggrund nærmest en parodi på højrefløjens karikatur af den amerikanske venstrefløj: Hvor Barack Obama ofte blev beskyldt for at være “hemmelig muslim” eller “socialist”, er Zohran Mamdani faktisk begge dele – og dertil født i Uganda.

Mamdani har i mange år været engageret i aktivisme og græsrodsarbejde i New York. Han blev en del af et miljø af unge politiske talenter, der voksede frem i kølvandet på Trumps første valgsejr i 2016, ikke mindst omkring den venstreorienterede organisation Democratic Socialists of America (DSA). Blandt de andre profiler fra DSA-miljøet er blandt andet Alexandria Ocasio-Cortez, som i 2018 overraskede hele det politiske establishment med sin valgsejr.

Man skal faktisk tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede for at finde socialistiske kandidater med tilsvarende gennemslagskraft i New York – såsom kongresmedlem Meyer London og borgmesterkandidat Morris Hillquit. Til sammenligning støttede det nuværende demokratiske kongresmedlem Jerry Nadler, der tidligere har været tilknyttet DSA, dog først Mamdani, efter at valgresultatet lå klart tirsdag aften.

David Backer, professor ved Seton Hall University, peger på, at venstrefløjens organisering i New York har udviklet sig markant gennem det seneste årti, og at netop dette var med til at sikre Zohran Mamdani sejren. Han siger:

“Zohran skilte sig straks ud fra feltet, da han valgte åbent at støtte sig til DSA – Democratic Socialists of America. Det betød, at organisationen tidligt mobiliserede alle sine kræfter til fordel for ham. Det er også et udtryk for, at DSA gennem de seneste ti år har opbygget langt større erfaring med politisk organisering. Siden Bernie Sanders’ første præsidentkampagne har amerikanske socialister arbejdet hårdt på at lære det politiske spil indefra. Nu ser vi resultaterne af den opsamlede erfaring, både med nederlag og sejre. Jeg tror også, at erfaringerne fra sidste borgmestervalg har gjort et stort indtryk på venstrefløjen. Dengang samlede de ikke kræfterne om én kandidat, og feltet endte som ét stort rod. Denne gang besluttede den brede venstrefløj, især partiet Working Families Party, at samle støtten om én kandidat.”

Som en lille anekdote kan jeg fortælle, at en ven engang advarede Zohran Mamdani mod for store politiske ambitioner, da et uheldssvangert tarotkort dukkede op under en politisk indsamling og grillfest i Prospect Park, en af Brooklyns store parker.

Stemningen var dog alt andet end dystert, da valgsejren skulle fejres. Til valgaftens fest, der hurtigt udviklede sig til en larmende og opløftet fejring, jublede New Yorks venstrefløj over at have overvundet de mere konservative kræfter inden for deres eget parti. Blandt deltagerne var blandt andre Jamaal Bowman, det markante kongresmedlem fra bydelen Bronx, der ikke lagde skjul på sin begejstring og sine stærke følelser over Mamdanis sejr.

Geeta Minocha, direktør for Public Banking Institute og til stede under grillfesten, peger på, at Mamdanis kampagne skilte sig ud med sin særlige evne til at engagere vælgerne:

“Jeg synes, Zohran førte en kampagne, der var usædvanligt engageret. Mange havde forventet, at han ville klare sig dårligt blandt byens mindretal – men det viste sig at være helt forkert. Han klarede sig faktisk bedre end ventet i stort set alle bydele. Selv på Staten Island, som ellers er kendt for at støtte mere konservative og republikanske kandidater, fik Cuomo færre stemmer end forventet. For mig var det afgørende øjeblik, da Zohran valgte at gå hele Manhattan igennem, fra den ene ende til den anden, og tale med vælgerne undervejs. Det er en helt særlig ’New York’-gestus, som virkelig bragte ham tæt på folk og gjorde ham nærværende i valgkampen.”

Det virkelig bemærkelsesværdige ved Zohran Mamdanis borgmesterkampagne i år er, at han formåede at overvinde alle de etiketter, som normalt ville gøre en kandidat umulig at vælge i amerikansk storpolitik, som “socialist” og “muslim”. Han gjorde det ovenikøbet med en tilgang, der i praksis mindede mere om klassisk socialdemokrati eller den amerikanske New Deal-liberalisme end om radikal venstrefløj, og altid med en jordnær, pragmatisk populisme som grundtone.

En ledende medarbejder (chief of staff) for en lokal demokratisk politiker i Brooklyn sagde til mig, at netop kampagnens evne til fysisk at opsøge vælgerne var nøglen til at bryde igennem modstandens forsøg på at stemple Mamdani. Kampagneteamet var til stede i lokale foreninger, i bestyrelser, i moskéer og synagoger, overalt hvor borgerne i bydelene faktisk færdes.

Meget af Zohran Mamdanis strategi har taget udgangspunkt i Bernie Sanders’ periode som borgmester i Burlington, Vermont, fra 1981 til 1989, hvor Sanders blev kendt for sin nære kontakt til almindelige borgere og en “man-on-the-street”-tilgang til politik. Mamdani har med andre ord hentet inspiration fra en amerikansk tradition, hvor politikeren er fysisk til stede blandt vælgerne – ikke kun i medierne.

Ironisk nok minder Mamdani på mange måder mere om Mario Cuomo, den tidligere guvernør i New York, end om Mario Cuomos egen søn, Andrew Cuomo. Mange husker Mario Cuomo som en af de sidste markante Demokrater, der repræsenterede en arbejderklasse- og fagforeningsvenlig linje i partiet. En retning, der forsvandt fra det nationale partiprogram i løbet af 1980’erne og 90’erne. Mario Cuomo blev i sin tid kaldt “Hamlet ved Hudson-floden”, fordi han i årevis tøvede med at stille op til præsidentposten og dermed kom til at symbolisere en svunden æra i amerikansk politik.

King Fish-over-rice i Hudson Floden

Zohran Mamdani formåede at udvide sin vælgerkoalition langt ud over de traditionelle kernevælgere fra Democratic Socialists of America, som især findes blandt unge, veluddannede beboere i de gentrificerede bydele i New York. Hans venlige og pragmatiske populisme med fokus på helt konkrete økonomiske spørgsmål, en såkaldt “pengepungsdagsorden”, gjorde det muligt at tiltrække bredere vælgergrupper.

Hver gang modstanderne forsøgte at mistænkeliggøre Mamdani med påstande om, at han ville hæve skatterne, fremme kriminalitet, indføre kommunisme eller sharia, eller at han ikke tog afstand fra Israels politik, vendte både han og kampagnen altid tilbage til de centrale løfter: gratis busser, fastfrysning af husleje og offentligt støttede grønthandlere. Hvor andre kandidater fokuserede på at puste frygt for kriminalitet op, på trods af at kriminalitetsstatistikken har været stabil, valgte Mamdani i stedet at tage fat på de økonomiske udfordringer, især den stigende inflation, som har presset almindelige newyorkere. Det var netop denne forståelse for folks hverdag, der adskilte ham fra resten af feltet.

Resultatet var markant. På valgaftenen vandt Zohran Mamdani tre ud af New Yorks fem store boroughs: Queens, Brooklyn og, ganske bemærkelsesværdigt, også Manhattan. Han tog endda sejren i både det finansielle centrum omkring Wall Street og i det hippe Astoria, mens Queens alene leverede flere stemmer til ham end hele det velhavende Upper East Side.

Selv i det ellers stærkt Zohran-venlige vestlige Queens var der ét bemærkelsesværdigt område, der valgte at støtte Cuomo: nemlig Queensbridge Houses, som er USA’s største almene boligkompleks. Cuomos gamle netværk og politiske kapital i det demokratiske partiapparat betyder stadig, at mange arbejderklassevælgere, både sorte og hvide, vælger den etablerede kandidat, enten af pragmatiske grunde eller fordi de ønsker at undgå problemer ved at støtte en oprører mod det bestående. Det samme gør sig gældende for flere af de store fagforbund, som ofte frygter repressalier, hvis de åbent støtter et opgør med partiets magtstruktur. Til gengæld har Mamdani stærk opbakning blandt mange menige medlemmer, selv om ledelsen ikke altid officielt bakker op.

En central opgave for Mamdani bliver nu at udvide sin koalition til også at inkludere disse grupper. Han står allerede stærkt blandt unge venstreorienterede vælgere, og han har massiv støtte i de etnisk mangfoldige nabolag i Queens, Brooklyn og Harlem. Mange her husker blandt andet hans ni dage lange sultestrejke til fordel for byens hårdt trængte taxachauffører, der har lidt økonomisk under konkurrence fra platforme som Uber og Lyft.

Zohran Mamdani står nu som den klare favorit til borgmesterposten i New York – eller, som man uformelt kalder embedet, “Hizzonah” – ved valget i november. Alligevel er der stadig stor uro blandt byens magtelite, og især blandt de store pengedonorer, som gør alt for at forhindre, at en socialist ender i spidsen for verdens vigtigste finanscentrum.

En af de mest højrøstede modstandere er milliardæren Bill Ackman, der især er kendt for sin aggressive optræden på sociale medier. Ackman har de seneste år markeret sig ved at kritisere og dæmonisere studenterprotester på eliteuniversiteter som Harvard og Columbia, og han har nu bebudet, at han vil investere massivt i at frembringe en “redningskandidat”. Planen er at forsøge at mobilisere vælgere gennem indskrevne brevstemmer, altså stemmer på kandidater, der ikke officielt står på stemmesedlen, for at stoppe Zohran i november. Det vil dog være en vanskelig og usikker manøvre.

Andrew Cuomo, som allerede har lidt et ydmygende nederlag, lader til at fortsætte sit usandsynlige kandidatur som uafhængig. Men hans gamle netværk i partiapparatet og støtte fra store pengeinteresser har forladt ham, nu hvor nederlaget klæber til ham.

Den nuværende borgmester, Eric Adams, der selv har været ramt af korruptionsanklager, har tidligere vist, at han kan tiltrække republikanske vælgere og vinde på tværs af partiskel. Det er derfor muligt, at den politiske elite vil satse på ham som et mere spiseligt alternativ. Den charmerende “slyngeltype” har ofte klaret sig godt i amerikanske valg.

Normalt var der ingen, der forventede, at en republikansk kandidat ville få nogen reel betydning i dette borgmestervalg. Ikke desto mindre har partiet nomineret Curtis Sliwa. En excentrisk figur, som blev kendt i 1980’erne for at grundlægge Guardian Angels, en slags borgerpatrulje, der forsøgte at gøre New Yorks gader tryggere. I dag bor Sliwa i en lille lejlighed sammen med sin kone og en hel flok adopterede gadekatte, hvilket blot har gjort hans image endnu mere kulørt. Der går sågar rygter om, at Det Hvide Hus kunne finde på at tilbyde ham en stilling, blot for at demokraterne kan få mulighed for at opstille en stærkere kandidat til valget i november.

I takt med at Zohran Mamdani steg i meningsmålingerne, forsøgte hans modstandere at sværte ham til som New Yorks potentielt første muslimske borgmester. Han blev angrebet for påstået antisemitisme og blev igen og igen bedt om at tage stilling til, om han anerkender Israels ret til at eksistere som en udelukkende jødisk stat. Disse angreb kulminerede under en absurd tv-debat mellem kandidaterne, hvor samtlige kandidater, pånær Zohran, lovede, at deres første officielle udenlandsrejse som borgmester skulle gå til Israel. Man må næsten tro, at mange newyorkere foretrækker, at deres borgmester bliver i byen og koncentrerer sig om byens egne udfordringer.

Tirsdagens valgresultat tyder da også på, at denne slags angreb har mistet deres kraft. Eller i det mindste at en kampagne, der bygger på konkrete, pragmatiske løsninger og en imødekommende retorik, kan overvinde forsøg på karaktermord. En væsentlig støtte for Mamdani har været byens finans- og budgetombudsmand, Brad Lander, der er en respekteret og folkekær administrator, som nyder stor tillid i flere jødiske miljøer. Efterhånden som offentligheden lærer Zohran bedre at kende, bliver det svært at fastholde et billede af ham som “ondsindet antisemit”. Hans imødekommenhed og karisma står i skarp kontrast til det portræt, modstanderne forsøger at tegne.

Måske ser vi her et vendepunkt: Der breder sig en træthed over de stadige beskyldninger, der især de seneste to år har fyldt meget i den amerikanske debat. De betydelige summer, som forskellige politiske donor-PACs har brugt på at gøre borgmestervalget til et spørgsmål om Mellemøsten, kom til kort denne gang. For vælgerne i New York var busserne i Queens langt vigtigere end busserne i Tel Aviv. Byen afviste at blive reduceret til symbol i større udenrigspolitiske kampe, og valgte i stedet at fokusere på helt nære, dagligdagsproblemer.

Et andet forhold, der ikke kan overses frem mod valget i november, er spørgsmålet om, hvordan New Yorks politistyrke, NYPD, vil forholde sig. Byens skiftende borgmestre har i årtier måttet kæmpe med et meget selvstændigt og magtfuldt politi, hvis årlige budget overgår militærudgifterne i de fleste NATO-lande – og tilmed er større end Nordkoreas militærbudget. NYPD har historisk ikke været bange for at gå op imod borgmesteren: Under Bill de Blasio blev hans familie truet af betjente, og i 1992 var politiets voldsomme protester med til at presse daværende borgmester David Dinkins til at træde tilbage, efter han forsøgte at indføre et civilt tilsynsorgan, der skulle skabe mere gennemsigtighed i politiets arbejde.

Zohran Mamdani har åbent talt for politireformer, og det kan derfor ikke udelukkes, at der kan opstå konflikt mellem bystyret og politiet, hvis han bliver borgmester.

Derudover er der det centrale spørgsmål om delstatsstyret. Selvom New York City har sin egen borgmester og byråd, skal alle større budgetudvidelser godkendes af guvernøren og delstatsregeringen i Albany. Indtil videre har de demokratiske ledere – guvernør Kathy Hochul og senator Chuck Schumer – reageret ret køligt og tilbageholdende på Mamdanis valgsejr. Det ser ud til, at partiets ledelse i første omgang accepterer ham som kandidat, men ikke med nogen større begejstring.

Donald Trump har allerede gjort Zohran Mamdani til mål for sine angreb, så hvis Mamdani rent faktisk vinder borgmesterposten i november, kan New York se frem til at blive centrum for endnu større spændinger mellem lokal og national politik. Der er grund til at frygte, at byen kan opleve politiske optrin og konfrontationer, som dem man har set i Los Angeles de seneste uger.

Angrebene på Mamdani, både politiske og personlige, vil sandsynligvis kun tage til, jo tættere vi kommer på valgdagen. Men hans overraskende og opsigtsvækkende sejr har allerede sat gang i en bølge af optimisme og spekulationer om et muligt “vibeshift” i amerikansk politik. Mange sammenligner ham nu med New Deal-tidens populære politikere som Fiorello LaGuardia, den legendariske borgmester i New York i 1930’erne, og Huey “The King Fish” Long fra Louisiana, begge kendt for deres folkelighed, direkte stil og evne til at engagere brede befolkningslag.

For nu står Mamdanis sejr som en opløftende vitaminindsprøjtning til det amerikanske demokrati. Han har givet New York ny energi, og været anledning til heftig debat i en sommer, hvor selv ikke byens baskethelte, The Knicks, kunne skaffe mesterskabet hjem.

Johan Wizan har over en årrække dækket amerikanske forhold, optræder som historisk kilde på danske radioprogrammer og skriver på bloggen Eksil Posten via mediet substack.com