En livsform hinsides de planetære grænser
Morten O.A. Sommer
Er mit liv bæredygtigt? Sådan påvirker dine handlinger miljøet
Strandberg Publishing
2024
Af Esben Bøgh Sørensen
ANMELDELSE: Den gennemsnitlige danskers levevis overskrider markant en lang række af de planetære grænser. Den måde, vi transporterer os på, vores boligformer, madvaner og forbrug påvirker klimaforandringer, biodiversitet, ressourceforbrug, næringsstofkredsløb samt det areal, vi optager for at dække vores behov – langt ud over, hvad der er bæredygtigt.
I bogen Er mit liv bæredygtigt? viser Morten Sommer, professor ved DTU, på en overskuelig og letforståelig måde, hvordan helt almindelige valg i hverdagen påvirker kloden. Bogen er tænkt som et redskab til den enkelte og skal gøre det lettere at træffe bæredygtige valg i hverdagen.
Udgangspunktet er, at det sikre råderum for vores påvirkning af kloden kan nedskaleres til individuelt niveau, sådan at hvert menneske på Jorden får tildelt en lige andel af det samlede budget. Hvert valg, vi træffer, påvirker i forskellig grad kloden og bruger således en vis andel af budgettet inden for seks parametre: biodiversitet, klimaforandringer, eutrofiering af vandmiljøer, arealanvendelse, ressourceforbrug og vandforbrug.
Bogen er bygget op omkring en række eksempler inden for transport, bolig, forbrug og mad. I hvert eksempel opstilles et scenarie, hvor den enkelte skal vælge mellem forskellige muligheder. F.eks. hvordan man transporterer sig på en weekendtur med to timers rejse: elcykel, tog, benzinbil eller fly. Hvert valg påvirker i varierende grad de seks nævnte parametre.
Flere af eksemplerne vil nok komme som en overraskelse for mange. Hvis benzinbiler blot erstattes med elbiler, vil ressourceforbruget stadig overskride råderummet med knap 400%. Klimaaftrykket for en stor elbil er heller ikke meget mindre end for en lille benzinbil og udgør henholdsvis ca. 75% og 80 % af det sikre råderum for klimaforandringer.
Et andet eksempel er den gennemsnitlige danskers kost. En almindelig altædende kost overskrider både grænserne for biodiversitet, klimaforandringer og arealanvendelse og er langt fra bæredygtig på andre parametre. En vegetarisk kost (inkl. mejeriprodukter og æg) er bedre, men heller ikke helt bæredygtig. Eksempelvis overskrider en vegetarisk kost det sikre råderum for biodiversitet med 200% og bruger 60% af arealgrænsen. Kun en ren vegansk kost holder sig inden for alle de planetære grænser.
Diskussion af beregningsprincipperne og de politiske konsekvenser
En række af bogens antagelser kan dog diskuteres. Den tager udgangspunkt i et lige fordelingsprincip, hvor det globale råderum fordeles ligeligt mellem alle mennesker på kloden. Det står i kontrast til grandfathering-princippet (fordeling ud fra nuværende forbrug), men også til princippet om historisk ansvar og det argument, at befolkninger i velstående lande har større omstillingsevne.
Den gennemsnitlige danskers livsform må ændres radikalt på alle fronter for at være bæredygtig.Bogen definerer desuden det sikre råderum for drivhusgasudledninger ud fra målet om at holde den globale temperaturstigning under 2 °C. Men er det virkelig et ”sikkert” råderum? Det valg har stor betydning for, hvor hurtigt vi bør omstille os. Klima- og Omstillingsrådet peger f.eks. i en nyere rapport på, at hvis man tager udgangspunkt i princippet om historisk ansvar, er Danmarks budget for udledninger allerede overskredet – både ved 1,5 og 2 °C. Selv ud fra et lige-per-indbygger-princip er 1,5 °C-budgettet overskredet, hvis vi ønsker 66 % sandsynlighed for at nå målet.1
På trods af disse præmisser – som måske nedtoner omstillingens hastværk – viser bogen klart behovet for grundlæggende forandringer i vores levevis. Det står hurtigt klart, at der ikke skal meget til at overskride en eller flere planetære grænser. Man kan eksempelvis vælge bæredygtigt i forhold til transport og bolig, men stadig overskride råderummet kraftigt, hvis man spiser kød og mejeriprodukter og tager lange varme bade. Den gennemsnitlige danskers livsform må ændres radikalt på alle fronter for at være bæredygtig.
På den måde leverer bogen data, der kan understøtte vigtige politiske krav. Men når der kommer til netop politiske løsninger, har bogen desværre en række svagheder. Bogens rationale er, at hvis individet blot har nok information, vil man være i stand til at træffe de rigtige bæredygtige valg. Et centralt udsagn lyder:
“Vi kan i princippet individuelt vælge en bæredygtig livsstil. Det principielle i muligheden stammer kun fra begrænsningerne i vores viden om, hvordan vores adfærd påvirker planeten.”
Der ligger med andre ord en stærk tro på, at flere ”objektive data” vil føre til forandring. Men er det ikke en tro, som vi efter årtier med global opvarmning og naturødelæggelse på trods af gentagne opråb fra videnskaben endeligt må lægge på hylden?
De store fossilselskaber kommer ikke til at stoppe med at opvarme planeten ved at blive præsenteret for flere objektive dataTroen på videnskabelige datas selvstændige forandringsevne hænger også sammen med bogens påstand om, at det den kalder ”bæredygtighedsdebatten” er for følelsesladet og politiseret. Bogen opfordrer således til at afpolitisere bæredygtighedsdebatten og gøre den mindre følelsesladet og moraliserende. Den politiserende og moraliserende debat fremmedgør ifølge bogen mange, og derfor opfordres der til en ”fornuftsbaseret” og ”datadrevet” tilgang, så vi hver især bedre kan tage stilling til, hvordan vi vil leve.
Der er flere problemer i den afpolitiserende tilgang, men grundlæggende bliver vi nødt til at fastholde, at spørgsmålet om vores livsform og klodens fremtid selvfølgelig må være politisk. Samfundet er ikke en stor dialogkaffeklub, men præget af modsatrettede interesser og konflikter. Det er dét, politik er, og konflikter om, hvordan vi skal leve vores liv, er selvfølgelig dybt politiske. De store fossilselskaber og industrilandbruget kommer ikke til at stoppe med at opvarme planeten og underminere økosystemer ved at blive præsenteret for flere objektive data og gennem en mindre polariseret debat.
Tværtimod. Der skal voldsomme ændringer til i vores levevis og samfund for ikke at nedbryde Jordens livsunderstøttende systemer. Men nogle aktører og interesser kæmper hårdnakket imod de nødvendige forandringer. Det er helt umuligt at se, hvordan disse forandringer skal gennemføres uden konflikt. Samtidig findes der befolkningsgrupper, der bevidst og på trods af årtiers ”objektive data” forsvarer en livsform, der ødelægger planeten. MAGA-bevægelsen kommer ikke til at opgive forsvaret af en destruktiv livsform af endnu flere objektive data.
Fokuseringen på individet
En anden væsentlig svaghed ved bogen er dens snævre fokus på individet. Det skyldes, at bogen gerne vil give nogle redskaber og viden til folk, så de kan træffe valg i hverdagen. Det er for så vidt fint, men langt fra tilstrækkeligt. Det er nemlig umuligt at forestille sig, at de ændringer, der er nødvendige i den gennemsnitlige danskers levevis, kan lade sig gøre, blot ved at folk vælger lidt anderledes i hverdagen. Mange problemstillinger bliver nemlig først synlige og meningsfulde, når de ses i en samfundsmæssig helhed.
Et nyt studie viser eksempelvis, at nybyggeri skal reduceres med mindst 80% for at holde sig inden for de planetære grænser – selv hvis halvdelen bygges i træ og biobaserede materialer.2 Her nytter det ikke meget, at folk individuelt vælger at bo mindre (hvilket også er nødvendigt), eller at der bliver lagt lidt afgift på nybyggeri. Med så drastiske reduktioner følger nødvendigvis også en diskussion af, hvad vi i det hele taget vil prioritere at bygge i samfundet. Er det hospitaler og skoler – eller nye villaer? Det er en problemstilling, der først bliver synlig fra et samfundsmæssigt helhedsperspektiv. Og det er umuligt at overlade til den enkeltes individuelle valg. Det kræver samfundsplanlægning og politisk styring.
Menneskets stofskifte med kloden har nået et punkt, hvor en langt højere grad af planlægning er nødvendigBogen fremstiller den afpolitiserende tilgang som mindre ”moraliserende”, men i virkeligheden sammenblandes moral og politik her. Politik handler om interessekampe- og konflikter, om hvordan vi som samfund vil prioritere at leve vores liv. Det er snarere bogens egen ”objektive”, datadrevne og individfokuserede tilgang, der bliver moraliserende, fordi ansvaret reelt placeres hos den enkelte. Den fortæller folk, at de, efter at have læst bogen, burde vide bedre.
Til bogens forsvar nævnes dog i et mindre afsnit, at mange valg er betinget af strukturer og rammer uden for individets kontrol. Det handler især om at skabe miljøer, der fremmer bæredygtige valg – fx elnet baseret på vedvarende energi, eller byer med gode cykelstier.
Men selv her er hovedpointen, at markedskræfterne skal aktiveres til fordel for bæredygtige løsninger. Det skal ske gennem bedre prissætning af negative eksternaliteter og afskaffelse af subsidier til fossilindustrien. Ideen er, at hvis forurening afspejles i produktpriserne, vil de bæredygtige valg automatisk blive mere attraktive for den enkelte på markedet.
Der er dog to problemer ved den tankegang. For det første flugter den dårligt med bogens grundlæggende tro på en rent objektiv og afpolitiseret tilgang til omstillingen til en livsform inden for de planetære grænser. En reel fjernelse af støtten til fossilindustrien og en effektiv prissætning af miljøskadelige eksternaliteter møder allerede nu massiv modstand – både fra industrien, visse befolkningsgrupper og politiske aktører. At nå dertil vil kræve mere, ikke mindre, politisk konflikt og polarisering.
For det andet er det fortsat en individfokuseret tilgang. Det handler stadig om at gøre nogle produkter mere attraktive for den enkelte forbruger end andre. Men vi befinder os i en situation, hvor vi er nødt til at arbejde med kollektive råderum og økologiske budgetter for menneskelig aktivitet på planeten. Menneskets stofskifte med kloden har nået et punkt, hvor en langt højere grad af planlægning er nødvendig, hvis vi skal undgå at overskride flere af Jordens livsopretholdende grænser.
I den sammenhæng er det helt utilstrækkeligt at overlade forvaltningen af naturressourcer til individers isolerede handlinger som forbrugere på et marked. Som eksemplet med byggeriet viser, er kollektiv handling ikke kun nødvendig for at skabe rammer, der muliggør bæredygtige valg for den enkelte – men i stigende grad også for at kunne træffe kollektive beslutninger og prioriteringer ud fra et samfundsmæssigt helhedsperspektiv.
Hvis vi skal opnå en bæredygtig levevis inden for planetens grænser, kræver det mere end blot at enkeltpersoner vælger anderledes som forbrugere – får en elbil, vild have og flere grøntsagsdeller. Det kræver en grundlæggende gentænkning af, hvordan vi har indrettet vores samfund på, og hvordan vi styrer økonomien. En sådan omstilling er umulig uden tiltagende politisk konflikt og et fundamentalt opgør med livsformen i de kapitalistiske masseforbrugssamfund. Men det er i modsætning til påstanden i bogen en tilgang, der i virkeligheden er langt mindre moraliserende end en tilgang, der lægger ansvaret over på individet.
