At erstatte kapitalismen med et samfund af myndige borgere

5. marts 2025

Birger Steen Nielsen
Vækstparadigmet ved vejs ende – klimakrisen, kapitalisme og den store omstilling
Frydenlund 2024

Af Hans Erik Avlund Frandsen
Illustrationer af Jannik Friberg

Klimakrisen viser, at det ikke kan blive ved, som det er nu. Kapitalismen og den økonomiske vækst, der er en uadskillelig del af den, truer nu livsgrundlaget for kommende generationer. Men krisen stikker dybere. Vi står ikke kun i en omfattende energikrise, som i princippet kan løses, men i en krise, der fungerer som en fremkaldervæske, der afdækker fundamentale beskadigelser af vores forhold til os selv, til naturen og samfundsordenen.

Bogens ambitiøse projekt er at påvise og analysere disse beskadigelser og – først og fremmest – at vise, hvor man finder ressourcerne til dén ”store omstilling”, krisen nødvendiggør.

Teoretisk ligger bogen på et sjældent højt niveau med en præcis og udogmatisk brug af både marxistiske og psykoanalytiske indsigter. Men analysen er også præget af erfaringerne fra et langt livs praktiske eksperimenter med fremtidsværksteder på forskellige institutioner og arbejdspladser.

Måske er det netop denne omfattende viden og erfaring, der ligger til grund for bogens nuancerede og prøvende tilgang. De vigtigste temaer dukker op flere gange i nye uddybende variationer. Ind imellem bogens kapitler har forfatteren placeret en række såkaldte ”mellemspil”, der kan læses som små selvstændige artikler. Der er bl.a. fremragende afsnit om det antropocæne og om neoliberalismen. Finder man bogen vel lang, kan man læse den udførlige indføring i starten og herefter vælge de afsnit, man synes er de vigtigste. Jeg gætter på, at det vil være en inspiration til at læse og tænke videre.

Kapitalismens destruktive kraft

Det fremgår klart, at de forskellige kriser har deres rod i et økonomisk system, der står og falder med en kontinuerlig vækst. Kapitalismen kan som sådan godt overleve en periode, hvor den samlede vækst er negativ. Men de samfundsmæssige og sociale omkostningerne er så voldsomme, at der både i det politiske system og blandt økonomerne opstår nervøse rystelser, hvis væksten ikke holder sig på 2-3 procent hvert år. Det har historisk set ikke kunnet lade sig gøre.

En fortsat eksponentiel vækst på 2-3 procent om året vil indebære, at BNP og forbruget i år 2200 vil være 240 gange så stort som nu.Kapitalismen er et krisebefængt system, men i perioden efter 2. verdenskrig og frem til 1970’erne lykkedes det med en keynesiansk økonomisk politik som støttepædagog at holde den kørende og skabe et overskud, der var stort nok til, at der også var råd til, at mange mennesker fik en tryggere materiel tilværelse. I Danmark i form af velfærdsstaten.

Siden har udviklingen været langt mere ustabil, og i de senere år viser omkostningerne sig med brutal tydelighed. Vi står derfor ved ”en skillevej” (21): Vores epoke nærmer sig sin afslutning, ”men ingen kan sige, hvor dette opbrud vil føre os hen (…), en mere omfattende disintegration og kaotiske forhold er også en mulighed, hvis ikke nybruddet styrker de bæredygtigt orienterede, livsbevarende kræfter” (121).

Det er de sidste, Birger Steen Olsen fokuserer på, mere end på de ”mægtige magt- og kapitalinteresser” (15), der aktivt modarbejder de indtil nu meget begrænsede indgreb mod den fossile industri. Og det er vigtigt at gå på to ben her: der kan og skal allerede nu gøres langt mere, end der bliver gjort, men på lidt længere sigt er krisernes overvindelse ikke mulig ”uden mere gennemgribende ændringer af den nuværende økonomiske u-orden” (445).

Det kan man illustrere med Kate Raworth’ beregning: en fortsat eksponentiel vækst på 2-3 procent om året vil indebære, at BNP og forbruget i år 2200 vil være 240 gange så stort som nu.¹ Og det vel at mærke på en klode, hvor naturressourcerne i sagens natur er begrænsede, og hvor produktionens omfang allerede nu har fatale konsekvenser for miljøet.

Destruktionens agenter

Dramatikeren Bertolt Brecht sagde engang, at kapitalen har navn og adresse. Birger Steen Nielsen fremhæver, at kapitalen som sådan ikke er et faktisk handlende subjekt, men en ”realabstraktion”: Konkurrencen mellem privatejede virksomheder betyder, at de alle er underlagt en akkumulationstvang. Det ’ser ud’, som om markedet er frit, men kapitalejerne klarer sig kun, hvis de bestandigt søger maksimal profit. Og lønarbejderne, der gennem deres arbejde skaber denne merværdi, er tvunget til ’frivilligt’ at lade sig udbytte – hvis de da ellers ønsker at overleve. Disse systemiske lovmæssigheder ændrer imidlertid ikke på, at det hele står og falder med menneskelige beslutninger og handlinger.

Det er imponerende, hvordan neoliberalisterne kan fortrænge den tvang, der er indbygget i kapitalismenHvem og hvad er det så mere præcist, der forårsager ødelæggelserne og står i vejen for omstillingen? Her benytter forfatteren ikke en klassisk klasseteori, men peger på ”samfundets midte” (337), der er et begreb for den del af befolkningen, som administrerer og forsvarer den nuværende samfundsorden. Det er det sted, hvor ”de ledende og toneangivende (…) magtfulde interesser og privilegier” er repræsenteret (26), et ”kulturelt kraftcentrum” domineret af tænkemåder, der uden videre forholder sig affirmativt til ”den dominerende samfundsmæssige og økonomiske realitet” (27) uden sans for mulige alternativer og uden vilje til ”at stoppe op og overveje, om man er på rette vej – ja hvor man egentlig er på vej hen” (93).

Her betragter man den kapitalistiske økonomi ”som naturlig, det er sådan en moderne effektiv økonomi ser ud” (97). Og der er ”ingen tiltro til borgernes – almindelige menneskers – evner til at tage ansvar for de fælles anliggender” (414).

Det vigtigste politiske og ideologiske udtryk for denne midte er i vores tid neoliberalismen, hvis bestræbelse er at befri ’markedet’ fra de bånd og reguleringer, som staterne i forskelligt omfang har indført. Statens magt skal minimeres eller omdefineres, så den tjener og styres efter samme logik som den, der gælder i markedet, dvs. at velfærdsstaten skal erstattes af konkurrencestaten. Læs: statens opgave er alene at servicere kapitalen.

At det projekt sælges som et forsøg på at redde velfærdsstaten, ændrer ikke ved realiteterne: Neoliberalismens idealmenneske er ikke den myndige borger, men den selvcentrerede forbruger. Demokratiet er underordnet markedet.

Projektet markedsføres med ’frihed’ som det overordnede ideal. Det er imponerende, hvordan neoliberalisterne kan fortrænge den tvang, der er indbygget i kapitalismen,² og netop her viser den socialdemokratiske afmagt sig: De socialdemokratiske partiers klassesamarbejde i efterkrigstiden var baseret på, at en fortsat økonomisk vækst ville muliggøre højere lønninger og også give økonomisk råderum til opbygningen af en velfærdsstat. Da kapitalismen begynder at vise krisetegn i 70’erne, står socialdemokraterne rådvilde tilbage og ender med at overtage store dele af den neoliberale tankegang og politik.

Som det fremhæves i bogen, er det måske ”neoliberalismens største triumf”, at den socialdemokratiske bevægelse ”gennemførte det, man med et psykoanalytisk begreb kan kalde identifikation med angriberen”. Det er ”en historisk tragedie, fordi det på afgørende vis har svækket modstanden mod den neoliberale offensiv og mulighederne for at omstille samfundet i retning af bæredygtighed” (271).

Det viser sig ikke mindst i klimapolitikken, der snævert er fokuseret på en omlægning til grøn energi (som er nødvendig), og hvor præmissen er, at det skal gennemføres ”uden væsentlige ændringer af vores produktions- og livsmåde” (98). Dvs. en konsolidering af den samme produktionsform, som er grundlaget for krisen.

Den destabiliserede relation mellem natur og økonomi

Det giver ikke mening at forstå natur ”uafhængigt af samfundsmæssig praksis” (19), skriver Birger Steen Nielsen. Mennesket og naturen har en fælles historie, som ganske vist er blevet negligeret eller tolket som menneskets overherredømme. Naturen er blevet behandlet ”som en ressource, der kan optimeres nærmest uendeligt” (96). Nu viser omkostningerne sig.

Problemet er, at der ikke findes en position, hvor man kan vælge ikke at bruge naturenDe åbenlyse naturødelæggelser har fremkaldt en modtænkning, der ser naturen som værdifuld i sig selv og metaforisk taler om ”moder jord” og om, at naturen også har ’rettigheder’. Det er ikke Birger Steen Nielsens position. Han anerkender, at denne naturfilosofi rummer en værdifuld agtelse for vores omgivende natur, men den overser, at vi kun har adgang til naturen ”i en menneskelig relation” (393). ”Hvis andre levevæseners rettigheder skal fastlægges, fortolkes og respekteres, er det kun mennesker, der kan gøre det” (362). Vi kan ikke blive ét med ’naturen’.

Men er det så ikke nok et eksempel på, at naturen reduceres til noget, mennesker kan skalte og valte med efter forgodtbefindende? På en vis måde jo. Problemet er, at der ikke findes en position, hvor man kan vælge ikke at bruge naturen. Vi kan vælge at afstå fra den dyremishandling, der finder sted i de danske svinestalde. Vi kan vælge kun at spise kød fra dyr, der har haft et godt dyreliv, eller at vi ikke vil dræbe dyr for at spise dem. Men vi kan ikke vælge, at vi så heller ikke vil dyrke planter, dvs. fjerne ’ukrudtet’ og dermed ødelægge livsgrundlaget for en række andre planter. Og selv en nok så skånsom bekæmpelse af ’skadedyr’ er en destruktiv handling over for dem, det går ud over.

Eksemplerne viser, at der en væsentlig forskel i de forskellige tilgange, og min påstand her er, at det, vi normalt forbinder med en ’ødelæggelse af naturen’, også er destruktivt for os selv. Vi ødelægger vores moralske kapacitet og vores indlevelsesevne, hvis vi mishandler dyr. Og vi lever ikke bare af det, vi spiser, men også af naturens sublime skønhed, af luften, vi indånder, blæsten, vandet, alle de sanseindtryk, naturen giver os som en gratis gave. Jo mere indlevelse i den natur, vi lever i, jo rigere liv får vi, og jo mere vil vi tilegne os en nænsom adfærd.

Derfor skal det samfundsmæssige naturforhold sættes i centrum for økonomi og politik, og det er Birger Steen Nielsens fortjeneste at pege på det. Præmissen kan ikke være, at der skal tjenes penge på en grøn omstilling. Det centrale spørgsmål er: ”Hvad er en rigdom, der ikke ødelægger naturgrundlaget, men som indebærer et forsonet forhold mellem mennesker og natur?” (209).

Kapitalismen og den civile samfundsorden

Ethvert samfund har en særlig ’orden’, en sammenhæng og en række mere eller mindre stabile normer, institutioner og omgivelser, der danner rammen om individernes liv. Denne orden kan være tvangsmæssigt dikteret, eller den kan være mere frit organiseret, men under alle omstændigheder er en vis orden en forudsætning for et tåleligt eller godt liv.

Kapitalismen er kendetegnet ved, at økonomien (vareproduktion, marked, penge) løsriver sig fra menneskers livssammenhæng. Denne produktionsform er nu næsten totalt dominerende. Resultatet er, at ”de samfundsmæssigt regenerative, vedligeholdende og nyskabende kræfter”, der kerer sig om det fælles og det individuelt meningsfulde, henvises til ”en særlig underordnet (og altså andenrangs) samfundsmæssig sfære ” (138). Under disse svære vilkår bliver ”forsøget på alligevel at skabe og fastholde en form for samfundsorden en permanent opgave for mennesker i det kapitalistiske samfund. De må nødvendigvis beskytte sig mod markedets asocialitet.” (193).

Overordnet drejer det sig om at genvinde et begreb om det almene som noget forpligtende og ”derfor også som et fælles anliggende”Lidt groft skåret kunne man sige, at den kapitalistiske samfundsstruktur modarbejder og fragmenterer den sociale ’orden’. Tendentielt underlægges alt kravet om økonomisk effektivitet, dvs. akkumulation af kapital. Det viser sig fx i, at koblingen mellem fortid, nutid og fremtid skæres over. Erfaring er ikke længere et plusord, men noget, der står i vejen for den altid nødvendige omstillingsparathed. De neoliberale strategier ”undergraver menneskers subjektivitet og skaber en fundamental eksistentiel usikkerhed”: Vi skal hele tiden omstille os, ikke se tilbage, men se fremad, komme videre. Det er ”et angreb ikke blot på menneskers erfaringer, men også på selve vores erindrings- og erfaringsevne”. Det, vi er og har med os, har ingen værdi i sig selv (134).

Problematiske beslutninger, der ligger bare få år tilbage (fx Danmarks deltagelse i Irakkrigen), kan affejes med, at nu gælder det om at ”se fremad, lægge det gamle bag os og se at komme videre”. Fortiden er ”forældet” eller gammeldags. Men denne ødelæggelse af erindringsevnen ”er en katastrofe for enhver emancipationsbevægelse” (134).

Den dysfunktionelle sociale orden ligger til grund for de mange socialpsykologiske eksempler på en udbredt afmagt overfor og indimellem en næsten patologisk tilgang til virkelighedens udfordringer. Det viser sig på flere niveauer:

De unge mistrives, og der er mange signaler, der tyder på, at den kollektive bevidsthed er præget af en dump følelse af, ”at vores kultur og samfundsform lever på lånt tid ” (84).
Medierne puster til ven-fjende-konfrontationer, og tonen på de sociale medier er aggressiv. Vreden slår ud i trafikken, i chikaner og trusler mod politikere, offentligt ansatte og butikspersonale.
De færreste fornægter i dag, at klimakrisen er akut, men ”både i forhold til, hvad der kan opnås enighed om, og i forhold til de initiativer, der faktisk tages, (…) fortsætter det hele stort set, som om benægtelsen fortsat stod ved magt” (72).
En særlig ”uvirkelighedsdimension” har inficeret ’samfundets midte’ (47). Besværgelserne står i kø (”vi er dog på rette vej”) og går hånd i hånd med ”fritvoksende almagtsforestillinger” fx i postulaterne om uendelige teknologiske fix, der skal trumfe advarslerne om, at vores livsform ikke er bæredygtig, og om truende tipping points (267).

Som enhver psykoanalytiker ved, har en sådan fornægtelse en pris. Den ”forhekser den politiske kultur og baner vejen for autoritære tendenser, hvor menneskers voksende afmagt vendes til vrede mod klimabevægelsen, som var det den, der truer ens eksistens” (330). ”Autoritære orienteringer opstår og breder sig som samfundsmæssigt fænomen altid på en grobund af eksistensangst og orienteringsusikkerhed. Det er blokerede livsmuligheder (…), der danner grundlag for angst, resignation og forurettelse (ressentiment), som er det råstof, autoritære orienteringer og bevægelser er gjort af” (337).

Modsvaret: en dannelses- og læreproces med den myndige borger og et udvidet demokrati som mål

Den neoliberale stat tjener først og fremmest kapitalen, men det bør ikke få os til at overse, at der er et frihedspotentiale i de forskellige borgerlige samfundsinstitutioner som fx retssystemet. Det er der også i det institutionaliserede klassesamarbejde og i alle velfærdssamfundets institutioner.

Det moderne klasseherredømme ”formidles” gennem disse institutioner, og det gør den moderne stat til en kampplads, hvor ”almindelige menneskers interesser” står over for dem, der ønsker at bevare og udvide det kapitalistiske vækstsamfund (28).

Dvs. at der er ”et spillerum for kræfter, der repræsenterer et alment interesseperspektiv, der konsekvent forfulgt vil være uforeneligt med et kapitalperspektiv” (262). Velfærdsstaten har bidraget til at konkretisere ”en ny universel forventningshorisont”, der modsvarer klimabevægelens parole om, ”at ingen skal behøve at frygte fremtiden” (236).

Når bogens titel fokuserer på vækstparadigmet, peges der netop på dobbeltheden: dette paradigme er styrende for politikken og for den økonomiske tænkning, og det er også en væsentlig faktor i de fleste menneskers forestilling om, hvad der er en ’naturlig’ samfundsudvikling.

Men mens kapitalismen som økonomisk system ikke kan fungere uden vækst, så er det ikke en naturlov, at dette paradigme skal dominere i vores hoveder. Tværtimod er det en forudsætning for en vej ud af kriserne, at vi er i stand til at udvikle nye forestillinger, normer og praksisser.

Overordnet drejer det sig om at genvinde et begreb om det almene som noget forpligtende og ”derfor også som et fælles anliggende”. Birger Steen Nielsen peger på et bredt overset erfaringsrum: Vores ”hverdagsliv”, hvor vi erfarer, at ”små, men centrale forskydninger, fornyelser, omlægninger kan føre til, at retningen ændres” (331). Det hverdagsliv, som ganske vist mere og mere inficeres af kapitalistiske udbytningsforsøg, men som alligevel er det sted, hvor vi prøver at forfølge vores forestillinger om et godt liv.

Med henvisning til den tyske sociolog Regina Becker-Schmidts analyser af det ”sammenhængsskabende arbejde”, som kvinder udfører i familierne, fremhæver forfatteren, at uden det ”ville den moderne kapitalisme næppe have fået karakter af en vis form for orden” (142).

Dette ’gratis’ arbejde har imidlertid i stigende grad medført en følelse af utilstrækkelighed og frustration. I dag arbejder kvinder næsten altid både ude og hjemme og oplever derfor i praksis, hvordan arbejdslivets krav om maksimal effektivitet kommer i modstrid med de omsorgserfaringer, de bringer med hjemmefra.

De sociale behov er kun relevante, hvis et hensyn til dem kan fremme det økonomiske overskud. Samtidig er effektivitetspresset så udmattende, at kvinderne hjemme i familien er nødt til at gå på kompromis med deres erfaringsbaserede forestillinger om, hvad der skaber et godt liv for børn og familien i det hele taget.

Men netop denne frustration og disse erfaringer kan ”danne grundlag for et moderne begreb om frigørelse eller emancipation” (142). Det kan de, fordi der er tale om modsigelsesfulde erfaringer, der både rummer elementer af omsorgens glæde og livsopfyldelse, oplevelsen af ikke af slå til og en mere eller mindre klar viden om, at det er effektivitetsjaget på arbejdspladsen, der årsag til frustrationen.³

En væsentlig aktør er også klimabevægelsen, ”der forsøger at åbne den almene bevidsthed for så meget af virkeligheden som muligt”, og som repræsenterer ”den universelle opstand mod det ubærlige” (51).

Det starter altid med et nej: ”Det er det her, vi vil væk fra”. Men selve det at bevæge sig væk fra noget kalder både på en dybere forståelse af de samfundsmæssige sammenhænge, der skaber problemet, og på en præcisering af, hvad det er, man vil frem til. Skal det føre til noget, må det foregå gennem en udvidelse af det politiske og af demokratiet, der i dets nuværende form viser sig ikke at kunne løse klimakrisen – som angår alle.

Demokrati må forstås som ”en livsform, der eksistentielt er afhængig af en udviklet dømmekraft” (35), og dømmekraft udvikler man ved at bruge den, træne den, dvs. når man reelt har (med)ansvar for de almene anliggender. ”Ansvaret for helheden, (må) forskubbes nedad til menneskers livssammenhæng”, så man får ”et nyt samspil mellem praktisk borgerfællesskaber og forskellige valgte beslutningsinstanser”.

Hvad der skal komme ud af det, er ikke noget, man kan ”sidde og udtænke på forhånd, det må udvikles i praksis” (368). Perspektivet i denne omstillingsproces er ikke kun at finde løsninger på klimakrisen, men at foretage et opgør med herredømmeforhold, magt og privilegier. Derfor er det også problematisk bare at advokere for nulvækst eller modvækst, fordi disse begreber ikke klart forholder sig til den omfattende og socialt destabiliserende ulighed, der er en realitet både internt i de forskellige lande og i relationen mellem nord og syd.

Er der erfaringer, der gør det sandsynligt, at chancen for et rigt og meningsfuldt liv er størst, hvis bestemte menneskelige træk får gode vækstbetingelser?Et oprør mod undertrykkelsen i alle dens former forudsætter en forestilling om ’et andet liv’, men definitionen af det må være åben og søgende, fremhæver Birger Steen Nielsen. Alle har erfaringer, der siger noget om, hvad et godt eller et mislykket liv er, og det er dem, vi kan udveksle med hinanden og ideelt set gennembearbejde, så blokerende modstand og fastlåste måder at omgås sig selv og virkeligheden på langsomt opløses, ”og åbninger mod nybegyndelser begynder at tage form” (428f).

Psykologisk set er håbet en vigtig kategori. Fordi vi står over for noget, der endnu ikke er, men hvis kimform vi dog kender fra vores hverdagserfaringer. Men også fordi en opgivelse af håbet om, at et alternativ er muligt, låser os fast i resignation over for den økonomiske struktur og de enorme magtinteresser, der truer med at gøre fremtiden til et mareridt for milliarder af mennesker.

Det handler også om at finde mod til at arbejde tålmodigt og være villig til at lære. ”Blot små forskydninger kan føre til nye konstellationer og gøre verden ny for os” (28), og ”ved at begynde at eksperimentere med andre måder at ’være samfund på’ begynder man at se virkeligheden på nye måder” (88).

Vi skal til at stille ”et spørgsmål, vi ellers har glemt at stille, nemlig dette: Hvordan skal vi leve?” (399). Det kan der gives mange svar på. Man må prøve sig frem, men ud fra en fælles ”bevidsthed om, at vi alle tilhører denne verden” (398). Der er tale om en læreproces, der er demokratisk og dialogisk, og som kan trække på erfaringer fra arbejderbevægelsen, folkeoplysningen, andelsbevægelsen og kvindebevægelsen og diverse forsøg med fremtidsværksteder.

Sådanne skridt er mulige her og nu, og hvis det lykkes at skabe en fælles bevidsthed om, at de forskellige eksperimenter kan ses som eksempler på det, der skal gennemføres i en større målestok, så kunne vejen være banet for radikale reformistiske løsninger på det politiske plan med lovgivning, regulering mv.

Menneskets natur

Mange er tvivlende overfor, om en så radikal forandring overhovedet er mulig. Står menneskets selviske ’natur’ ikke i vejen? Spørgsmålet er forkert stillet. Der er en uendelig mængde af historisk materiale, der viser, at mennesker kan udvikle sig uhyre forskelligt, og at vi er formbare væsener, der kan skubbes i bestemte retninger af opdragelse, ydre pres, tvang osv.

Det relevante spørgsmål er derfor: Er der erfaringer, der gør det sandsynligt, at chancen for et rigt og meningsfuldt liv er størst, hvis bestemte menneskelige træk får gode vækstbetingelser? Eller sagt på en anden måde: Er der en kerne eller en essens, der nødvendigvis må plejes, for at man kan få et meningsfuldt liv?

Man kan ikke i hele sit arbejdsliv forholde sig ’professionelt’ og instrumentelt til andre mennesker, uden at det sætter sine sporDer er mange vildveje. Det er ikke svært at finde eksempler på en aggressiv, voldelig eller ondskabsfuld adfærd. Begæret efter magt og rigdom synes at være en konstant op gennem historien. Men spørger man folk på deres dødsleje, hvad de fortryder, er svaret tilsyneladende ikke, at de ville ønske, at de havde øvet mere fysisk eller psykisk vold mod andre eller raget flere penge og forbrugsgoder til sig.

Enhver kan prøve at stille det samme spørgsmål til venner, familie, arbejdskammerater, de unge, man kender. Mon ikke langt de fleste vil få samme slags svar: Det, der for alvor betyder noget, er at være i kærligheds- eller venskabsforhold, at være accepteret og at have et arbejde, hvor man kan udfolde sine evner meningsfuldt og til gavn for andre. At leve i et trygt, solidarisk og velfungerende samfund, hvor der er plads til alle.

Det næste vigtige spørgsmål er derfor: Hvad er det for forhold, der trækker os i en mere asocial og destruktiv retning? Birger Steen Nielsen peger fx på det aktuelle fokus på oprustning og militær, der understøtter en hældning mod ”snævre interessevaretagelser, uforsonlighed, fremmedfjendtlighed og misogyni, (…) og hvor selvhævdelse forveksles med frihed” (347).

Vigtigere er imidlertid, at kapitalismen – specielt i den neoliberalistiske udgave – ’opdrager’ os til ikke at være sociale: Friedrich Hayek, vel nok neoliberalismens vigtigste teoretiker, siger det direkte: I et moderne samfund er det umoralsk, hvis man i en virksomhed tager andre hensyn end dem, der gavner den økonomiske bundlinje. Al snak om social retfærdighed er pjat og udenomssnak. Maksimal profit er målestokken, og påstanden er, at en sådan ’professionel’ tilgang vil skabe et langt bedre samfund, end hvis man forplumrer produktionen og markedet med alle mulige ’menneskelige’ hensyn.⁴

Marx taler om den ’karaktermaske’, kapitalisten er nødt til at bære, nemlig den maske, der skal dække over det, han måske spontant kunne have lyst til: at være social, tage hensyn til de ansatte, til samfundet og til naturen. Men netop fordi vi er formbare væsener, bærer man ikke sådan en maske ustraffet. Man kan ikke i hele sit arbejdsliv forholde sig ’professionelt’ og instrumentelt til andre mennesker, uden at det sætter sine spor. Mennesket har netop ikke en kerne, der er så fast, at den er upåvirkelig af det, vi i praksis gør over for andre.

Og ligesom det at torturere eller dræbe mennesker fører til forråelse, kan vi ikke ødelægge natur og mishandle dyr uden at beskadige vores potentiale for indlevelse og agtsomhed.

Det afgørende er, hvordan vi forklarer de handlemønstre, der er ødelæggende for os selv og for andre, for det er her, afsættet til en ny dannelsesproces begynder.

Det handler ikke om at påstå, at et absolut godt menneske er en realistisk mulighed, men om at udstikke en retning: kan vi blive bedre mennesker, mere myndige, mere ansvarlige – over for os selv, vores medmennesker, den øvrige natur? Hvilke samfundsmæssige strukturer og institutioner fremmer det bedste i os i stedet for som kapitalismen at kalde på det mest asociale?

At være social opfattes ofte som noget med at være et særlig godt menneske. Den side er også vigtig, men for Birger Steen Nielsen er det sociale i første omgang et definerende træk ved mennesket. Vi er altid afhængige af andre, dvs. at man er nødt til at rette ind efter hinanden. Og intet familieliv eller venskabsforhold kan fungere uden en spontan hensyntagen, der undertiden må parres med en mere pligtmæssig tagen sig sammen. Herfra kan læreprocessen i forhold til det store samfund tage sin begyndelse.

Hvor vi skal hen, må hele tiden være til diskussion. Bogens tilgang er ’dialogisk’: ingen besidder en sandhed, der kan trækkes ned over hovedet på folk, men dialogen åbner op for, at vi kan møde hinandens sandheder på en rimelig måde. Og den forudsætter en tillid til den anden og en tiltro til, at vi kan finde ud af det sammen.

Den monologiske og diktatoriske tilgang har ikke denne tiltro og må da også ty til rå magt, når de andre ikke vil adlyde. Dialogen derimod forudsætter en tro på et demokratisk potentiale i os alle. Den er afsøgende og diskuterende, og svarene er altid ”foreløbige, aldrig udtømmende, indimellem også upræcise, ja, fejlagtige” (106).

Dialogen forudsætter en tillid til, at de andre vil høre efter, og at de er villige til at tage ansvar for det, man bliver enige om. Det kan man ikke bare tage for givet, men min påstand er, at både tillid og ansvar er menneskelige grundfænomener. K.E. Løgstrup har overbevisende påvist, at tillid er en ”suveræn livsytring”. Vi kan simpelthen ikke være til uden at forudsætte tilliden. Mistillid er en afledt reaktion, der følger af for mange oplevelser af, at den grundlæggende tillid er blevet skuffet. Enhver samtale forudsætter en tillid til, at den anden vil lytte og svare.⁵

Ansvar er noget lige så fundamentalt. Et af Birger Steen Nielsens argumenter for, at mennesker ikke bare kan blive ét med ’naturen’, er netop, at mennesket skiller sig ud ved, at vi ”kan danne os en bevidsthed om vores i verden, og derfor – principielt – også træde et skridt tilbage fra vores egen praksis og afveje vores handlinger og hele livsførelse. Og drage konsekvenser af denne afvejning. Derfor har mennesker også et ansvar, som ingen andre levevæsener har” (360).

Ansvar er et menneskeligt fænomen, noget, der hører vores livsverden til, noget, vi kan tage på os, svigte, fornægte, prøve at leve op til eller lade os martre af i den dårlige samvittighedDet hænger sammen med et elementært træk ved mennesket: Vi kan skelne mellem ’godt’ og ’ondt’. Det kan være i den mest primitive form, hvor det handler om forskellen mellem at føle smerte og velvære. I den lidt mere sofistikerede udgave udspringer det af vores bevidsthedsstruktur: mennesket er et væsen, der lever i ’tid’, vi kan huske (noget af), hvad der er sket tidligere, og vi kan ’forestille’ os, hvad der kunne komme til at ske i fremtiden, der stiller sig for os som ikke bare én, men flere muligheder. Jeg kan gå på arbejde, eller jeg kan pjække, jeg kan sige ja eller nej til en invitation osv. Pointen er, at der altid er et valg, og at det er mig, der træffer det.

Der er altid en række omstændigheder, der skubber i en bestemt retning: Jeg er opdraget på den bestemt måde, normerne i mit miljø trækker hårdt i mig, der er behagelige og ubehagelige konsekvenser af mine handlinger. Det er ikke tilfældigt, at sproget lægger vægt på noget andet end min ’frie’ vilje, når det fx hedder, at noget er til-trækkende eller fra-stødende. Det ændrer blot ikke på, at det er mig, der foretager den handling, der kommer ud af det. Og det ændrer ikke på, at vi ikke kan leve sammen med andre − og for så vidt heller ikke med os selv – ud fra en overbevisning om, at alt, hvad vi foretager os, er 100 procent styret af kræfter, vi ikke selv har nogen som helst indflydelse på.

Man kan prøve at fortrænge det, og man kan som regel finde på mange undskyldninger, men man kan ikke slippe uden om, at alt, hvad man gør, uundgåeligt klæber til en som noget, der definerer ens person, og dermed er afgørende for, hvordan andre reagerer på en.

Ligesom man ikke kan forklare sig ud det fænomen, K.E. Løgstrup var optaget af: At man altid holder noget af andre menneskers liv i sine hænder. Det betyder noget, hvad man gør. Med andre ord: Ansvar er et menneskeligt fænomen, noget, der hører vores livsverden til, noget, vi kan tage på os, svigte, fornægte, prøve at leve op til eller lade os martre af i den dårlige samvittighed.

Fremtiden truer, og nutiden er uoverskuelig. Det svært at se, hvilke handlemuligheder man reelt har, og derfor lever vi alle til daglig med en form for praktisk virkelighedsfornægtelseNetop fordi ansvarsfænomenet er noget fundamentalt menneskeligt, er det fatalt, at kapitalismens dynamik eroderer ansvaret for de fælles anliggender. Det var mindre entydigt i de gamle familieejede virksomheder, hvor eksempelvis hensyn til lokalsamfundet og de ansatte kunne spille med ind (det samme gør sig sikkert stadig gældende i mange mindre, lokalt forankrede foretagender). Men de moderne selskabsformer har udelukkende profit til investorerne som drivkraft.

Denne mangel på ansvarlighed viser sig også i de mange former for skattetænkning, hvor virksomhedens ejere og alle dens dyrt betalte advokater arbejder målrettet på at slippe for at bidrage til de fælles samfundsopgaver.

Det er imidlertid sigende, at man helst holder disse transaktioner skjult, eller forsøger at legitimere dem moralsk. Den almindeligste (sø)forklaring er, at der i virkeligheden er tale om et samfundshensyn: Hvis virksomhederne pålægges ekstra omkostninger, går det ud over konkurrenceevnen, og det vil koste arbejdspladser til skade for hele samfundet.

Og desuden: Hvad er det, kritikerne vil have? En virksomhed er jo ikke et socialkontor, og hvis man ikke skærer alle omkostninger så langt ned som muligt, går man fallit.

Netop – sådan er kapitalismen. Og resultatet er, at alle de eksterne ødelæggelsers konsekvenser skubbes over på ’samfundet’. Kapitalen har med andre ord ikke noget ansvar.

Det er her, Birger Steen Nielsen vil insistere på, at ’kapitalen’ er en realabstraktion, der dækker over bestemte virksomheder, producenter, aktieejere osv. og altså også alle kapitalens forvaltere eller funktionærer, der jo bare optræder ’professionelt’. Alle disse mennesker vælger at tjene kapitalen. Dermed har de et ansvar for de ødelæggelser, der allerede nu har fjernet livsgrundlaget for millioner af mennesker og truer med at gøre det for de kommende generationer også i de lande, der endnu ikke er ramt særlig hårdt.

Det er imidlertid en afgørende pointe i bogen, at vi alle sammen har en andel i og dermed et ansvar for det, der er sket og sker. Alle er på en eller anden måde med til at opretholde systemet, i den forstand at vi jo varetager forskellige af de funktioner, der er nødvendige for, at det hele løber rundt.

Men her må vi skelne: Som Piketty har påvist, tjener formueejerne exorbitante beløb på afkast og investeringer. Uligheden er enorm, og tallene viser tydeligt, at i hvert fald den rigeste ene procent ikke har nogen moralske kvababbelser. Nogle – og der er nok ofte et sammenfald − arbejder systematisk og bevidst på at holde fast i kapitalismen og den fossile industri (jf. Shells og Exxons misinformationskampagner og de enorme beløb, der bruges på lobbyarbejde). Andre tjener bare kassen på at betjene investorerne og de kapitalistiske virksomheder (direktører, advokater, finansrådgivere etc.).

Der er dem, der ser problemet, men insisterer på en grøn kapitalisme. Andre tjener systemet som mere almindelige lønmodtagere eller som modtagere af ydelser fra det velfærdssystem, der er afhængigt af de overskud, de kapitalistiske virksomheder kan frembringe.

Hvad skal man stille op med det? Fremtiden truer, og nutiden er uoverskuelig. Det svært at se, hvilke handlemuligheder man reelt har, og derfor lever vi alle ”til daglig med en form for praktisk virkelighedsfornægtelse. Vi er alle nødt til at opretholde denne dagligdags fornægtelse, men hos langt de fleste mennesker (…) eksisterer der samtidig en dump anelse om at det står skidt til”, og det skaber angst (386).

Og angst er, som Kierkegaard har lært os, et fortvivlet udtryk for den menneskelige frihed. Det etiske svar hos Kierkegaard er: ”vælg dig selv”, dvs. accepter, at du er den, du er, et produkt af de og de omstændigheder, men det, du er blevet (formet) til, er nu engang det, der er dig, og det er dit ansvar at leve med det og vælge dine fremtidige handlinger ud fra det.

Hvordan man gør det, har Hannah Arendt et meget enkelt bud på. Spørg dig selv: Kan du stå inde for det, du gør?

Men hvis det spørgsmål skal føre til andet end ny fortvivlelse, er det vigtigt at finde sammen med andre og begynde i praksis gennem (lokal)politik, oplysningsarbejde, demonstrationer, eksperimenter med nye livs- og produktionsformer − hvad som helst man finder meningsfuldt, og som man har kræfter og ressourcer til. Det er sådan, man træner sig selv og hinanden til at blive dé myndige borgere, der er nødvendige, hvis den store omstilling skal lykkes.

Birger Steen Nielsens bog er et vigtigt bidrag til den omtanke, som en frigørende praksis ikke kan være foruden.

Kate Raworth: Doughnutøkonomi, s. 322. Informations Forlag 2018
Se også Søren Mau: Stum tvang. Klim 2021. Anmeldt her: https://www.eftertrykket.dk/2021/11/13/soeren-maus-uomgaengelige-kapitalismekritik/
Se nærmere i Susanne Possing, Altings målestok. Anmeldelse af Emma Holtens bog Underskud: https://solidaritet.dk/altings-maalestok/
Fr. Hayek om ’social retfærdighed’ i Mogens Blegvad (red.): Samfundstænkning i 100 år – temaer og skikkelser. DR 1984.
De suveræne livsytringer omtales mange steder i forfatterskabet. En kort introduktion til problemstillingen findes i K.E. Løgstrup: Etiske begreber og problemer. Gyldendal 1996.