Kemiindustriens fremtid er afgørende for klimakrisen

Den 25. november begynder femte og foreløbigt sidste runde af FN-forhandlingerne om en global aftale om plastikforurening. Der er god grund til at følge med i udfaldet, for aftalens implikationer rækker langt ud over plastikforurening og ind i kernen af klimakrisen. Det gør de, fordi plastik og de kemikalier, de er lavet af, er lavet af fossile brændsler, og fordi den fossile kemisektor blokerer for en grøn retfærdig fremtid.

Af Joachim Peter Tilsted

Drivkraften bag vækst i olieefterspørgsel

Hvis du fik spørgsmålet om, hvad der lige nu er den største årsag til vækst i olieefterspørgslen, hvad ville du så gætte på? Øget flytrafik måske, som efter COVID-19 er tilbage med forøget styrke – eller hvad med eksplosionen i SUV’er, de store biler, som sluger langt mere brændstof end mindre biler? Begge dele er gode, relevante bud, men de er ikke rigtige.

Den største drivkraft i den fossile økonomi lige nu er kemikalier og syntetiske materialer. Og lige nu er der lagt op til, at det også bliver tilfældet fremadrettet. Også selv hvis vi på mirakuløs vis har nuludledning på globalt plan om godt to årtier. For at forstå mulighederne for en udfasning af fossile brændsler og dermed klimakrisens skæbne, skal vi derfor forstå de dynamikker, som omgærder grøn omstilling i kemiindustrien.

Produktionen og dens konsekvenser

Lad os starte med at få udgangspunktet på det rene. Kemiproduktionen er i dag fuldstændig afhængig af fossile kulbrinter, olie, gas og kul. Derfor bliver den også kaldt for petrokemiindustrien (’petro’ som i petroleum), og mange af de største kemiproducenter er olie- og gasselskaber.

Kemiproduktionen er afhængig af fossile brændsler på to måder. Den ene er som et energiinput til produktionsprocesserne, der kører under meget høj varme. Man bruger fossile brændsler til at varme det hele op, og typisk også til at lave den strøm, man bruger i procesessen. Lidt som man kender det fra brændstof til bilen. Den anden afhængighed handler om man bruger fossile brændsler som råmateriale – som selve det input, man forarbejder. Ligesom et bord af træ er bygget af tømmer, så er kemikalier bygget af fossile brændsler.

Små 60 procent af petrokemiindustriens forbrug af fossile brændsler bliver ikke futtet af, men udgør det materiale, man fremstiller kemikalier af. Når man raffinerer olie, fremstiller man nemlig ikke kun benzin og diesel, man fremstiller også råmaterialet til kemikalier. Samlet bruger kemisektoren omkring 16 procent af verdens olieproduktion og omkring 8 procent af den totale mængde af fossil gas, vi henter fra undergrunden.

Kemiproduktion er et kæmpestort foretagende – og det mener jeg rent bogstaveligt. I Europa, som ikke engang huser de største anlæg, fylder medianudgaven af den enhed, som er knudepunktet i processen, omkring 13 fodboldbaner. Mange af de enorme anlæg er en del af større komplekser, der raffinerer olie, samtidig med at de producerer kemikalier eller på anden vis er fysisk integreret i fossile brændslers produktionsnetværk.

Olie-, gas-, og kemikalieselskaber producerer i kæmpe skala, fordi vi anvender kemikalier til et væld af ting. Stort set alle syntetiske materialer, uanset om det er plastik, tekstiler, gummi, maling eller medicin, indeholder petrokemikalier. Og plastik kommer i et utal af former. Det er ikke bare sugerør og plastikposer; det er infrastruktur, bildele, tekstiler og forbrugsvarer. Forskere fra Cambridge estimerede for nylig, at sugerør, plastikbestik og plastikposer kun udgør 0,04 procent af det samlede plastikforbrug i Storbrittanien, og den samlede mængde plastik i verden overstiger den samlede vægt af alle dyr og mennesker.

Produktionen af alle disse kemikalier har store konsekvenser for mennesker, dyr og økosystemer. Det handler både om de sundhedsskadelige og toksiske udledninger fra produktionen, om drivhusgasudledningerne på tværs af værdikæden, om tusindvis af ukendte kemikalier i plastik og enorm plastikforurening i forskellig form (inklusive som mikro- og nanofragmenter, som forskere finder overalt i verden). Faktisk betegner økotoksikologer petrokemikalier som en planetær helbredstrussel.

De syntetiske materialer får da også i politisk sammenhæng større opmærksomhed end nogensinde før. I FN-regi forhandler verdens lande lige nu om en global og juridisk bindende aftale på plastikområdet – en aftale, som bliver kaldt den største og vigtigste siden Parisaftalen. Og i EU-sammenhæng er plastik genstand for politiske tiltag og intens lobbyisme.

Set i lyset af kemiproduktionens konsekvenser ligner ekspansion umiddelbart en dårlig investering. Hvem vil investere i en industri, som er en helbredstrussel på planetært niveau? Der er regulatoriske, politiske og folkelige pres med sigte på at mindske plastikforureningen og opfylde Parisaftalen. Og der er økonomiske pres i form af global overkapacitet, konkurrence og såkaldt sekulær stagnation, som begrænser profitabiliteten i en industri, hvor skala er afgørende, fordi overskuddet (eller dækningsbidraget) per ton er relativt lav.

Rekordernes årti

Alligevel er udbygningen af kemiproduktionen på globalt plan historisk høj. Hvis man følger med i annonceringen af nye petrokemiske anlæg, bliver man hurtigt forpustet. Gang på gang bliver der sat rekorder. Nye anlæg i Kina, USA, Saudi-Arabien og et væld af andre steder – inklusive i Europa – skyder op år efter år for at producere petrokemikalier på en skala målt i millioner af tons.

Hver region har sine grunde til at udbygge produktionen. I USA har hydraulisk frakturering (såkaldt fracking) skabt en kæmpe overflod af fossil gas, som egner sig til råmateriale til plastik, hvilket både har gjort øget olie- og gasudvinding profitabelt og sænket omkostningerne for kemikalieproduktionen. I Kina bruger man enorme mængder kemikalier til at understøtte landets produktion og vækst, som i samspil med geopolitiske overvejelser og ønsket om at være selvforsynende driver en fuldstændig uhørt forøgelse i produktionskapacitet. Og i Saudi-Arabien ønsker man at øge andelen af olie, som går til kemikalieproduktion, for at imødegå nedgangen i efterspørgslen på brændstof til transport, som følger med elektrificering.

Efterspørgslen på petrokemikalier og syntetiske materialer relaterer til de mange forskellige slags plastikanvendelse. Og hvis verdens gennemsnitlige plastikforbrug kommer til bare at minde om det europæiske eller amerikanske niveau, giver udbygningen snævert set økonomiske mening. Der er nemlig kæmpe forskel. Mens forbruget af plastik i EU i gennemsnit er cirka 150 kilo per indbygger om året, bruger gennemsnitspersonen syd for Sahara kun 16 kilo per år. På den baggrund skønner OECD, at plastikforbruget i et scenarie med uændret politik har potentiale til næsten at blive tredoblet (!) i 2060 sammenlignet med i dag. Fordi elektrificeringen af eksempelvis transportsektoren nedbringer forbruget af fossile brændsler, forventer både det internationale energiagentur og oliegiganten BP, at petrokemikaliernes betydningen for olie- og gassektoren kun bliver vigtigere i fremtiden. Hvis udbygningen af vedvarende energi  betyder, at brugen af olie, gas og kul til at lave elektricitet falder, så er kemisektoren dén afgørende vækstmotor.

Med alt det på plads tårner spørgsmålene sig op: Hvad bestemmer fremtiden for industrien? Hvordan ser en retfærdig grøn fremtid for petrokemikalieindustrien ud, og hvilke konflikter og trade-offs kendetegner kampen om en sådan omstilling?

Kemi og energi

For at forstå kemiindustriens fremtid må man se på dens fortid. Der er nemlig et helt centralt forhold, som definerer sektorens udvikling: forholdet mellem kemikalie- og energiproduktion.

Siden den moderne kemiindustris fremkomst i det 19. århundrede, som blev kickstartet ved en tilfældige opdagelse af et syntetisk farvestof, har kemi og energi fulgtes ad. Farvestoffet, som er et kemikalie, blev lavet af et biprodukt fra den primære lyskilde kulgas, ikke ulig hvordan man i dag bruger olie og gas som råmateriale. Efterfølgende brugte man biomasse, sidenhen blev kul udgangspunktet, og fra midten af det 20. århundrede kom olie til at spille en langt større rolle. Mange af de største kemiproducenter i dag er også de største olieudvindere (virksomheder som Shell, ExxonMobil og Chevron, eksempelvis). Senere og i takt med stigende udvinding af fossil gas kom også denne form for sort energi til at spille en større rolle som råmateriale (tænk bare på fracking-eksemplet ovenfor). Kemiindustriens historie er på mange måder både spektakulær og skræmmende. Den er tæt forbundet med krig, USA’s fremkomst som verdens stormagt og selve muliggørelsen af masseproduktion og forbrug.

Nu er spørgsmålet, om kemiindustrien følger med i en global omstilling til vedvarende energi, eller om den forbliver fossil-baseret. På grund af kemisektorens betydning for energisystemet udgør en fossil-baseret kemisektor nemlig en kæmpe stopklods for grøn omstilling bredt set.

Fremtiden for petrokemi

Der findes heldigvis en del muligheder for at omlægge produktionen baseret på vedvarende energi. Det handler om begge funktioner, som de fossile kulbrinter spiller, altså energikilde og råstof, men i mange sammenhænge medfører det også ekstra omkostninger, og der hvor det ikke gør, batter det ikke altid så meget. Når vi ser på de initiativer, som virksomhederne har sat i søen, er de da på mange måder også ganske utilstrækkelige, fordi de primært handler om effektivitetsforbedringer og ikke er rettet mod et fundamentalt skifte til vedvarende energi. Det handler i stedet om at optimere produktionen, så man producerer eksempelvis mere plastik med den samme mængde fossile brændsler og på den måde forbedrer profitmulighederne.

Det er ikke så overraskende, fordi mange af de teknologier, som industrien peger på, er både umodne, kræver enorme investeringer og medfører ekstra omkostninger. Derfor siger flere, at kemiindustrien generelt er svær at omstille. Men omvendt er det også en industri, hvor vi måske relativt nemt kan mindske vores afhængighed af produkterne. En af de førende eksperter inden for grøn omstilling af tung industri, Rebecca Dell, peger på, at kemiindustrien i højere grad end eksempelvis stål og cement kræver, at vi bruger mindre af deres produkter, netop fordi dét er den effektive klimaløsning.

Alligevel er industriaktørerne ikke bange for at komme med bud på teknologioptimistiske løsninger. I fremtidsvisionen blandt sektorens dominerende aktører fylder ideer om fangst af CO₂ som byggeklods til ny plastik, mens virksomheder ikke levner meget plads til mindre usikre strategier såsom mindsket forbrug, fordi de ikke involverer nye akkumulationsmuligheder. Dette, selv om forskning påviser, at teknologioptimisme kommer med store ricisi, fordi vi står med håret i postkassen, når det, vi har tænkt på papiret, fejler i praksis.

Generelt er den retorik, som centrale aktører, beslutningstagere og producenter benytter sig af, fyldt med problematiske antagelser. I en artikel affødt af min ph.d.-afhandling gennemgår jeg, hvordan og hvorfor der er tale om forhaling. Det handler blandt andet om teknologioptimisme, men det handler også om såkaldt ’whataboutism’ og skåltaler uden handling til at bakke det op. Et af de helt store talepunkter er, at petrokemikalier forbedrer effektiviteten og dermed nedbringer udledninger hos producenternes kunder. For eksempel forklarer amerikanske Linde, at deres produkter gør jetmotorer mere effektive, så de bruger mindre brændstof per fløjet kilometer. Det gør de helt uden blik for, at det gør flytrafik billigere og dermed øger den, og at luftfart er ekstremt klimaskadeligt upåagtet en marginalt forbedret brændstofseffektivitet.

En række strukturer, der gør forsat fossil-baseret produktion attraktivt, forklarer, hvorfor forskellige aktører gør, som de gør. I klimasammenhæng taler man om kilder til ’carbon lock-in’, hvilket inkluderer både infrastruktur, normer og sociale forbindelser. I kemiindustrien er det eksempelvis sådan, at alle verdens største producenter er forbundet gennem juridiske og finansielle forbindelser i form af samejerskab i alt fra fossil infrastruktur til lobbyorganisationer, tænketanke og sågar fodboldklubber.

Samtidig er der fortsat massiv politisk støtte og store subsidier til udvinding af olie, gas og kul, ligesom plastikforbruget nu er vævet ind i vores dagligdag og vores liv på en måde, som er svær at tilbagerulle. Tilføj dertil, at kemiproduktionen er utroligt specialiseret, at der er en lang tilbagebetalingshorisont på investeringerne, og at produktionsprocesserne alle er gensidigt afhængige (et restprodukt et sted bliver til andre kemikalier et andet sted).

Når man forsøger at holde alt det i hovedet på én gang, er det måske svært at se, hvordan man ændrer på prognosen om, at kemiproduktion er fremtidens motor for olie- og gasindustrien. Lad mig derfor i det afsluttende afsnit fokusere på det mulighedsrum, der eksisterer, og potentialet for forandring.

Mulighedsrummet og dets begrænsninger

FN-forhandlingerne om en global aftale på plastikområdet er i sin afsluttende fase. Hidtil har adskillige olieproducenter – både virksomheder og stater – modsat sig en ambitiøs aftale og nægtet at forholde sig til produktionen af petrokemikalier. Men efter vedvarende og massivt pres fra sociale bevægelser, forskere og mere progressive lande har USA ændret position og åbnet for muligheden for at regulere produktionen. Om det lykkes – særligt efter Trumps valgsejr – er yderst tvivlsomt, men det har skabt fornyet tro på, at man kan få en brugbar aftale i stand.

Samtidig er mange af de sociale bevægelser, som er forankret i de områder, der lever med de sundhedsskadelige konsekvenser, nu forbundet i internationale netværk. Fordi producenter kan imødegå lokal modstand ved at bygge ny produktion i et andet sårbart lokalsamfund, står bevægelsen stærkere ved også at gøre kampen mod ny fossilbaseret produktionen og for retfærdighed global.

Andre kilder til forandring finder vi i den nuværende verdensorden, hvor industripolitik drevet af geopolitiske hensyn sætter skub på grøn omstilling, fordi klimapolitik er energipolitik. Tænk bare på den politiske retorik om, hvordan det er et problem, at Kina dominerer markeder for elbiler. Her bliver national sikkerhed en drivkraft for regional produktion af klimateknologi i en neksus mellem sikkerhed og bæredygtighed. Men den sammenhæng er ganske vist både skrøbelig og intensiverer dramatiske uligheder.

Det er derfor fuldstændigt afgørende, at dette skub sker på en måde, som faktisk sikrer substantielle forandringer. Der er en risiko for, at grøn industripolitik resulterer i klimahandling som er for sen, for lille, og til gavn for de mest velhavende. Hvis subsidier eksempelvis sikrer investorer et fornuftigt afkast, samtidig med at de kanaliserer massive ressourcer i at producere såkaldt bæredygtigt flybrændstof med begrænset klimaeffekt uden at reducere flytrafikken, så er det ikke bare uretfærdigt – det resulterer heller ikke i reel nuludledning.

Det er også afgørende, at grøn omstilling i kemiindustrien sker i samspil med en udfasning af udvindingen af fossile brændsler. Hvis det ikke bliver tilfældet, tilskynder kemiproduktionen fortsat udvinding og forarbejdning af fossile brændsler, hvilket underminerer omstillingen til vedvarende energi. Uden en globalt forankret indsats er fortsat skalering af petrokemikaler en mulighed for de stater og virksomheder, som budgetterer med, at udvindingen af fossile brændsler fortsætter alt for mange år endnu.

Uden elementer som disse bliver kemiindustrien en hæmsko for en retfærdig grøn omstilling. For at sætte ind, kræver det, vi forstår, hvordan petrokemikalier former den globale energiorden. Et godt sted at starte er med at skrive det ind i en global aftale for reguleringen af plastik og plastikkemikalier.

Joachim Peter Tilsted har netop færdiggjort sin ph.d. fra Lunds Universitet i miljø- og energisystemstudier. Artiklen her bygger på hans afhandling, Transforming a Synthetic World – the Political Economy of Petrochemical Transitions. Han er nu ansat som post.doc. på Københavns Universitet.

Illustrationer efter værker af Palle Nielsen: Vejen til byen II, 1956 [SMK] og JMW Turner: Seascape with Distant Coast, c.1840 [Tate]