Vi er glade for, at Anders Puck Nielsen har forholdt sig til vores undersøgelse, og har følgende kommentarer.

Nogle metodiske bemærkninger

• 2 af de 24 analyserede tekster er kortere Deadline-teasere. Resten er nyhedsartikler. Nyhedsnotitser indgår ikke i materialet.
• Vi er enige med Anders Puck Nielsen i, at det ville være interessant at undersøge længere formater også.
• Undersøgelsen er interesseret i, hvilke billeder af krigen den almindelige mediebruger får. Her finder vi dr.dk-dækningen anvendelig. At artiklerne er lettilgængelige og letfordøjelige, er kun en styrke.
• Ressourcebegrænsninger spiller en rolle for enhver undersøgelse. Vi er enige i, at det ville have været godt at inddrage f.eks. Krigens døgn også. Det ville også have været godt at analysere eksperters rolle i mediedækningen generelt frem for kun en enkelt ekspert.
• Undersøgelsen belyser DR’s brug af en enkelt ekspert og ikke en enkelt eksperts samlede virke. Ekspertperspektiver er yderst relevante for undersøgelsen, da disse skaber eller understøtter DR’s vinkling. I dette tilfælde fremkommer tendensen i høj grad via APN’s bidrag.
• Indskrænkningen til dr.dk’s nyhedsartikler betyder selvsagt, at vi ikke får fat på nuancer og perspektiver i den øvrige mediedækning. Vi mener samtidig, at det er rimelig formodning, at de generelle tendenser, som påvises i dr.dk-artiklernes fremstilling, også præger den øvrige nyhedsstrøm.
• Hermed tænker vi på de aspekter, undersøgelsen afdækker. Dybde i fremstillingen undersøges ikke i vores artikel. Manglende dybde er ikke et kritikpunkt.
• APN bemærker, at dr.dk’s artikler er “blandt de mest overfladiske i mediebilledet”. Det burde i givet fald ikke mindske DR’s interesse i at sikre, at dækningen er balanceret og retvisende på de store linjer. Særligt kunne man forvente, at mediet ville være påholdende med at bringe vidtgående spekulationer, når der nu ikke er plads til mellemregninger og mulige forbehold.

Nogle mere substantielle bemærkninger

• Vores undersøgelse antager eller hævder ikke, at ”taktisk fremgang” for russerne i visse områder betyder, at russernes ”langsigtede perspektiver” er gode. Ligeledes er analysens påstande om, at det ser rigtig skidt ud for Ukraine, ikke baseret på, at Rusland har ”taktisk fremgang”. I det omfang undersøgelsen tillægger territorielle erobringer betydning, er det som udslag af mere fundamentale forhold, der vedrører styrkeforholdet.
• Vi ved ikke, hvad APN’s udsagn om, at undersøgelsen lider under ”misforståelser” mht. tidsperspektivet og ”sammenblandinger” af de militære niveauer, ellers er møntet på, og kan derfor ikke forholde os til dem.
• Undersøgelsen hævder ikke, at Ruslands invasion ikke kan karakteriseres som en ”fiasko”. En sådan vurdering afhænger rigtignok af perspektiv og parametre.
• En russisk fiasko – f.eks. målt på ressourceforbrug og tab holdt op imod landvindinger eller realiserede ambitioner – er ikke nødvendigvis en antitese til artiklens påstand om Ukraines katastrofale forfatning og fortsatte nedgang. De to ting kan godt eksistere samtidigt. Faktisk kan den ene ting betinge den anden. Hvis ”fiaskoer” tvinger Rusland til at øge indsatsen for at nå sine mål, og landet har viljen og midlerne til at skrue op, kan omkostningerne for ikke bare Rusland, men også Ukraine vise sig langt større, end hvis den russiske krigsførelse var gået mere glat. Rusland har som bekendt ikke blot øget indsatsen, men også målsætningerne i krigens løb, bl.a. som en reaktion på tilbageslag på slagmarken og den øgede indsats fra NATO-landenes side.
• Undersøgelsen bemærker, at DR-artiklerne alene giver militære svar på Ukraines problemer. Ideen om, at militære tiltag må gå hånd i hånd med ”politiske og diplomatiske midler” e.l., sådan som Anders Puck Nielsen indikerer i sit svar, optræder ikke i materialet. Undersøgelsen bemærker på den baggrund, at fremstillingen i artiklerne er ensporet.
• I teorien er der rigtignok ingen “modsætning mellem at støtte Ukraine med militære midler og at søge en politisk løsning”. I praksis har der efter vores vurdering været det. For nærmere begrundelse må vi henvise til vores artikler om de vestlige interesser og krigsambitioner.
• APN nævner til sidst, at der ikke er noget realistisk alternativ til den vestlige linje; at ”intet tyder på, at Putin ønsker at afslutte krigen”; og at ”kun Ukraines militære styrke kan overbevise [Putin] om at søge et diplomatisk spor”. Således lyder den gældende politiske konsensus i EU også. Vi mener imidlertid, at billedet er mere kompliceret, og at der i høj grad er noget at diskutere her. Og vi finder det på den baggrund ensidigt, når medier og eksperter i deres løbende omtale af krigen ikke orienterer offentligheden om de relevante fakta og sammenhænge, der hører til en sådan diskussion. Hvis det er hævet over enhver rimelig tvivl, at der ikke er nogen seriøse alternative perspektiver, er det selvfølgelig rimeligt nok, at vi kun får én fortælling. Sådan ser statsintelligentsiaen i Rusland sikkert også på det. Men hvis der findes viden, der strider mod den herskende konsensus, burde uafhængige medier og intellektuelle i det mindste forholde sig til den.
• APN’s forestilling om, at kun Ukraines ”militære styrke” kan bane vejen for en løsning, rummer et muligt politisk motiv for de positive vurderinger af krigssituationen og de opløftende fremtidsbilleder. Vores artikel efterspurgte en saglig begrundelse for optimismen.