Ameridansk populisme

Inger Støjberg og Danmarksdemokraternes popularitet understreger, at amerikansk højrefløjsretorik giver genklang i en dansk kontekst som aldrig før. Støjbergs paradoksale balancegang mellem traditionalisme og libertarianisme afslører en tom borgerlighed, som kun Reagan kunne inkarnere lige så sublimt. Dette spændingsforhold kan vi se inkarneret i Støjbergs forhold til ingen ringere end Sussi og Leo.

Af Frederik Appel Olsen
Illustration af Julie Kordovsky

Mange sender mig et vantro blik, når jeg fortæller dem, at en af de få ting, Inger Støjberg har lavet i sin karriere, inden hun blev levebrødspolitiker (senest i det nystartede og endnu stort set politik-løse parti Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg), er bogen Toner i livet, en 93-siders biografi fra 2004 om den folkekære kultduo Sussi og Leo. Men den er god nok. Faktisk skrev Støjberg et opdateret forord til bogen så sent som i 2016 – dvs. mens hun sad som minister, og samme år som hun gav den ulovlige instruks om adskillelse af asylpar, der endte med at få hende dømt i rigsretten.

Toner i livet er fascinerende læsning. Bogen er en noget rodet, ikke umiddelbart kronologisk fremstilling af Sussi og Leos liv og karriere. Vi lærer eksempelvis, at musikerparret mødte hinanden på Saltum skole (eftersom eleverne fra Ingstrup skole, hvor Leo hidtil havde gået, blev flyttet over til Saltum skole på overbygningen), at Sussi og Leo er meget punktlige mennesker, der altid kører hjemmefra i god tid, og at Leo længe nærerede en stor forkærlighed for flødekartofler (som dog endte med at blive ødelagt, fordi han fik det alle vegne, de skulle spille). Men ved at nærlæse teksten lærer vi også noget om Støjberg.

Tag for eksempel denne åbningspassage fra 2016-forordet:

Et fænomen. Sådan kan man absolut kortest karakterisere Sussi og Leo. Så har man ikke sagt for meget. Men i hvert fald har man sagt for lidt. Sussi og Leo er elskede – og forkætrede. De er dansk folkesjæl, ligeså danske som Skamlingsbanken. De er alt andet end finkultur. De har den direkte stiklinie til det danske folk, akkurat som øl, ”sejle-op-ad-åen” og klaphatte har det.1

Vi får ydermere at vide, at Sussi og Leos ”gøre-glad musik” er ”et resultat af hårdt arbejde”, og at de samtidig bliver ”opfattet som konger af den dårlige smag. I hvert fald af alle de fine, der oftest kun har et skævt grin til overs for det, som Sussi og Leo kan”.2 Men det er den folkelige duo, der trækker det sidste stik i denne eliten-mod-folket-fortælling, og det gør de på ganske kontant facon: ”De har haft deres kriser. De bryder sig dybest set ikke om dansktopmusik. De er en nordjysk udgave af den amerikanske drøm. De bliver leet af, men kan selv le hele vejen hen til banken.”3

Hvordan skal vi forstå Støjbergs sammenkædning af dansk folkesjæl på den ene side og de kommercielle ambitioner komplet afkoblet fra det musikalske projekt på den anden? Hvorfor nødvendigheden af at blande myten om den amerikanske drøm ind i fortællingen om de danske folkehelte?

I dette essay argumenterer jeg for, at det netop er en særligt amerikansk form for populisme, der gennemstrømmer Støjbergs politiske projekt, og som måske træder mere tydeligt frem i Toner i livet end noget andet sted hos Støjberg. Hun skal således ikke ses som konservativ, eller nationalkonservativ, sådan som vi normalt tænker på det i en dansk politisk kontekst, men som conservative, udøvende en særligt amerikaniseret retorisk performance af reaktionær ideologi.

Jeg, folket

En af nyere tids bedste og mest grundige udlægninger af amerikansk conservatism4 findes i den retoriske kritiker Paul Elliott Johnsons I the People: The Rhetoric of Conservative Populism in the United States fra tidligere i år.5 Her gennemgår Johnson moderne conservatism, som den har udfoldet og udviklet sig fra Ronald Reagans indtog i politik i 1960’erne samt hans præsidentperioder i 1980’erne, gennem 90’ernes Newt Gingrich-æra, 00’ernes og 10’ernes Tea Party-bevægelse i kølvandet på finanskrisen og helt op til nutidens radikale Trumpisme.

En central tese hos Johnson er, at et fænomen som Trump, eller for den sags skyld den såkaldte alt-Right-bevægelse, ikke er trusler mod den hidtidige conservatism, men en intensiveret udløber af den. Det, der gør moderne amerikansk conservatism populistisk, er ideen om, at ”en alliance af minoriteter, arrogante bureaukrater, og elitepolitikere arbejder sammen for at sparke ’folket’ ud af det politiske centrum”.6 Ironien her består selvfølgelig i, at det netop har været deres idé om folket, der har været den dominerende i USA siden efterkrigstiden. Conservatism arbejder hele tiden gennem denne kontradiktoriske vekslen mellem at føle sig udeladt og tilsidesat (en grundlæggende offergørelse), samtidig med at man tager sin plads som den retmæssige leder af nationen for givet (en grundlæggende berettigelse til at være en stærk, homogen orden). Conservatism bliver på den måde en politisk logik, som centreres omkring mangel, og en ontologisk tomhed, som den ikke vil eller kan vedkende sig.

Et helt afgørende træk ved conservative populisme er, at folkets frihed og markedets frihed forstås som ét og det samme. Dette er et negativt begreb om den form for individ, der kan konstituere dette folk, jf. mangel-komplekset. Johnson ser dette som en yderste logisk konsekvens af liberal politisk teori, hvor selvet på en eller anden måde opstår og findes før det sociale, og dermed også før det politiske. På den måde er det også neoliberalismen, der kan understøtte, eller måske nærmere sætte ild under, neokonservatismen, hvis politik i sidste ende ikke handler om at forandre for at bevare, men tager et grundlæggende nihilistisk udgangspunkt i det negativt definerede (men paradoksalt nok samtidigt hvide og maskuline) individ. Dette forklarer den intense identitetspolitiske slagside, som den amerikanske højrefløj har, som samtidig påstår, at den bekæmper ”anti-demokratisk” identitetspolitik fra andre grupper. Igen er dette en intensivering af liberale logikker: ”Liberale politiske samfund er konstitueret omkring idéen om, at kvinder, minoriteter, queers og andre, som falder uden for den hvide og maskuline norm, påkræves at ofre sig, mens hvide mænd nyder godt af det overskud, som skabes af både at tilhøre og kontrollere offentligheden.”7 Omvendt, hvis andre forsøger at påpege det forhold, at der føres politik ud fra en hvid, maskulin norm, bliver disse beskyldt for at kategorisere og splitte. Den allerede eksisterende opsplitning, som denne norm understøtter i første omgang, usynliggøres og ses som en naturlig, ikke-politisk orden.

Tag for eksempel Ronald Reagans tv-reklamer i sin 1984-valgkampagne. Det berømte ”It’s Morning In America Again”-spot består af en speaker, der oplæser forskellige statistikker over økonomiske forhold, der påstås forbedret for alle, hen over billederne af hovedsageligt hvide amerikanere, der går på arbejde, bliver gift, hejser flaget, etc.8 Johnson læser tv-kampagnen som en cementering af sammensmeltningen af folk og markedsøkonomi, repræsentativ for den sammenblanding af modsatrettede kræfter på den amerikanske højrefløj (for eksempel den fundamentalistiske evangelisme vs. den libertarianske forbrugsfetichisme), som især Reaganismen muliggjorde. Det er denne sammenblanding, som samtidig – på grund at sin negative definition af den politisk legitime personlige identitet – kun kan fungere sat over for andre grupper, som angiveligt udgrænser ”folket”, skubber dette hårdtarbejdende økonomiske fremdriftsindivid væk fra dets retmæssige magtdomæne.

Spol så frem til finans-reporter Rick Santellis berømte rant på CNBC ved finanskrisens udbrud i 2008.9 Finanskrisen flyttede ifølge Johnson den hvide hegemoniske orden ud i det åbne: Hvor hvide mænd i toppen af det økonomiske og politiske system tidligere kunne usynliggøre sig selv og flytte de politiske problemer over til andre grupper, var det med finanskrisen tydeligt, at den finansielle elite og det finansøkonomiske system generelt viste sig sårbart, uholdbart og skadeligt for størstedelen af befolkningen. Man skulle dog tro, at dette ville skabe et større problem for en hvid magtelite, der lever af at se sig selv som marginaliseret og offergjort af minoritetsgruppers urimelige særkrav om repræsentation. Men conservative populisme viste sig at have opbygget en vis modstandsdygtighed, glimrende illustreret ved Santelli-tv-indslaget (som i øvrigt var en del af en kampagne betalt af tænketanksmilliardærbrødrene Charles og David Koch).

Santelli er i programmet Squawk Box igennem på en forbindelse direkte fra børsen i Chicago, omgivet af day traders. Ved at påkalde sig at være ”folket”, der er blevet snydt af andres grådighed og dårlige økonomiske beslutninger, harcelerer Santelli, med opbakning fra tilhørerne, som han gestikulerer mod, over uretfærdigheden. ”De her fyre er rimeligt ligetil, og jeg vil gætte på, at det er en statistisk repræsentativt udsnit af amerikanerne: den tavse majoritet!”10 siger Santelli – umiddelbart en syret virkelighedsopfattelse, al den stund disse personer deler de samme (minoritets)demografiske karakteristika: hvide mænd, der handler aktier i storbyen Chicago. Men på grund af conservative populismes mangeårige strategiske arbejde med netop at sammenkoble vage idéer om ”folket” og ”frihed” med denne opfattelse af ”den almindelige amerikaner”, lykkedes det højrefløjen at holde de systemforandringer, som finanskrisen kaldte på, for døren. Hvis økonomien er sammenfaldende med dette ”folk”, og økonomien er blevet gjort ondt, så må det være disse forurettede hvide mænd i finanskapitalismens centrum, der er blevet gjort ondt. Santelli betragtes af mange i dag som grundlæggeren af trinnet før Donald Trump og alt-Right-bevægelsen på den amerikanske højrefløj: Tea Party-bevægelsen.

Dette er alt sammen grundlæggende inkonsistent: Den hvide conservative amerikaner er både selve ”folket”, men er samtidig marginaliseret; han sidder i magtens centrum, men forstår sig selv som konstant forflyttet fra det; han hylder individuel frihed for enhver pris, samtidig med at han målrettet indskrænker frihederne hos store grupper af befolkningen; han påkalder sig demokratiet, men afskyr også den implikation om, at verden kunne være anderledes, end den er, som demokratiet uundgåeligt indeholder. Netop derfor betegner Johnson ikke conservative populisme som en politisk filosofi, men som en retorisk performance. ”Folket” og det ”ægte America” er ikke egentlige demografiske entiteter: Det er i stedet det centrale led i en argumentativ strategi til at opretholde en bestemt social orden. Det er denne retoriske dynamik, der gør, at Trump med selvsikkerhed igen og igen kan slippe af sted med at påstå at repræsentere den almene amerikaner på trods af sit voldsomt meget lavere antal af de afgivne stemmer i både 2015 og 2021. Folket er inkarneret i det ”frie” individ. Dette individ er uadskilleligt fra Trump, men har samtidig ingen positiv kerne, og er derfor eksistentielt afhængig af andre gruppers lidelse og ydmygelse.

Udlændingevoldtægter og deplorables

I the People er en kompleks og til tider utrolig vanskelig bog, selv med et godt kendskab til amerikansk politik og kultur (og det er i øvrigt absolut ikke en ”gøre-glad-bog”). Men dens force og genialitet er, at den berører de helt centrale logikker i amerikansk conservative populisme og ikke bare forstår denne populisme som en slags diskursiv stil eller et umiddelbart gennemskueligt politisk projekt. Det er vigtigt for at forstå disse logikker, for den amerikanske højrefløjs retoriske praksis sniger sig i tiltagende grad ind i dansk politik. Inger Støjberg er, som vi skal se, den figur, der er bedst til dette, men hun er ikke den eneste, der forsøger.

Amerikansk politik dækkes efterhånden næsten lige så intensivt som dansk, i hvert fald omkring præsidentvalgene – med valgaftener, livesendinger af præsidentkandidatdebatter og -taler, etc. I de senere år har vi set tendenser til, at politikere har forsøgt at udnytte den fascinerende og forstyrrende gennemslagskraft, som særligt Donald Trumps retorik har haft. Resultaterne har ofte været mindre vellykkede. Da Klaus Riskær udbrød ”du skal ikke kalde mig en deplorable!” til en partilederrunde ved folketingsvalget i 2019 var det en underligt forceret brug af den trumpistiske offermentalitet (Clinton kaldte dele af Trump-vælgerne en ”basket of deplorables” i den amerikanske 2015-valgkamp) – ikke mindst fordi ingen havde kaldt ham det. Og hverken Cheanne Nielsens parti (DF)eller personlige karriere har været på noget, der ligner en sejrskurs, efter hun i en tale i 2016 efterlignede Trumps indledende valgkampagne-tale fra året før: Nielsen konstaterede, at udlændinge ”sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber”.11 Begge disse eksempler er tilfælde, hvor kopieringen af Trump var for åbenlys og overfladisk til for alvor at udnytte det populistiske potentiale i conservatism i et tiltagende amerikaniseret samfund som det danske. Ikke desto mindre er de udtryk for inspirationen fra de mest rådne sider af amerikansk højrefløjspolitik, side om side med anti-Mette Frederiksen-demonstranter, der vifter med skilte med påskriften ”LOCK HER UP!”.

Støjberg griber inspirationen anderledes an: fra bunden. Dermed ikke sagt, at hun foretager et bevidst strategisk valg, selvom det ofte ligner. Efter Støjberg eksempelvis til en minkavler-demonstration konstaterede, at vi skal have ”drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance”, så har hun og hendes daværende partifæller ret i, at den slet skjulte ”drain the swamp”-reference ikke nødvendigvis stammer fra Trump, men blev brugt langt tidligere af Ronald Reagan.12 Men dette understreger imidlertid netop Johnsons pointe om, at Reagans og Trumps conservatism er et spørgsmål om grader, ikke væsensforskellighed. (”Make America Great Again” er i øvrigt også genbrug af et Reagan-slogan.) Både Reaganismen og Trumpismen opererer med en forståelse af ”folket”, som er grundlagt i en fantasi om et hvidt, maskulint, universelt og fuldendt selv, som er defineret negativt ift. sorthed, der associeres med lidelse og afsky. Og mere afgørende for dette essay, kollapser den amerikanske conservative populisme som sagt skellet mellem befolkning og kapital/marked i dens idé om ”folket”.

Og dermed er vi tilbage ved Toner i livet og Sussi og Leo som ”en nordjysk udgave af den amerikanske drøm”.

Toner i livet som politisk-populistisk (selv)biografi

For Johnson er Trumps tilsyneladende rablende og kontradiktoriske populisme et ”konsistent udtryk for conservatism snarere end en perversion af denne. Trumps kandidatur eksemplificerede den effektive usammenhæng i veletablerede argumentationsmønstre inden for amerikansk conservatism.”13 Ifølge Trump skal det amerikanske ”folk” skal bekæmpe ”eliten”, skønt Trump selv er en del af den; Trump udlægger af sig selv som ”the least racist person”, som en mand, der ”respects women more than anyone”, osv., og excellerer samtidig i racistisk og misogyn retorik dagligt.

Der findes mange eksempler på glimrende læsninger af conservative hovedfigurers selvbiografier, som forsøger at spore et bagvedliggende politisk projekt gennem disse menneskers selvfremstilling. Filosoffen Brian Massumi læser i sin Parables of the Virtual: Movement, Affect, Sensation fra 2004 Reagans Where’s the Rest of Me? (selvbiografien fra 1965, der beskriver den middelmådige skuespilkarriere, som på forunderlig vis blev afsæt for en politisk kometkarriere) som en rammende beskrivelse af oplevelsen af ”kroppen uden billede”. Reagan spillede i filmen King’s Row en mand, der vågner og opdager, at hans ben er blevet amputeret. Reagan beskriver, hvordan den opvågningsscene er den bedste skuespilpræstation (måske den eneste gode), han har begået, netop fordi han i et affektivt intenst øjeblik, inden og kort efter der blev råbt ”Action!”, mærkede sammensmeltningen af andres blikke og sit eget og nærmest troede, at han havde mistet sine ben (scenen var et one-take). Jagten på at genskabe dette øjeblik, jagten på sin krop uden billede, kickstartede ifølge Massumi Reagans politiske løbebane, hvor konservativ politik var midlet til at ”blive hel”.

En anden tekst i samme boldgade er kritiker og forfatter Eliot Weinbergers anmeldelse af George W. Bushs selvbiografi Decision Points fra 2010.14 Weinberger argumenterer for, at Bush var en ”postmoderne præsident”. Med reference til Michel Foucaults refleksioner over opløsningen af forfatteren som en identificerbar entitet med et gennemsigtigt forhold til sin tekst, ser Weinberger den ghostwritede Bush-bog som et udtryk for adskillelsen mellem betegneren og det betegnede i Bushs præsidentskab. Bush var på mange måder en ”nobody”, uden personlighed, uden visioner, som blev placeret i det højeste embede. Decision Points siger noget om, hvordan den amerikanske politiske offentlighed er villig til at konsumere over 500 siders løgnagtige ligegyldigheder for at føle, at der er styr på tingene, med en stor ”decider” som tomt centrum.

Toner i livet er ikke Støjbergs selvbiografi, men en biografi om Sussi og Leo. Derudover behandler den ikke eksplicit politik som emne. Dette er dog ikke det samme som, at bogen ikke har politiske dimensioner. Jeg mener, at Toner i livet netop kan læses som en grundtekst i projektet Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg. De allerede citerede passager i starten af dette essay belyser Støjbergs politiske ambitioner. Sussi og Leo kan kun være en direkte linje til ”folket”, som ikke indbefatter den fine kulturelite, samtidig med at de er kyniske forretningsfolk, hvis den ”amerikanske drøm”, som Støjberg hylder, ses som den sammensmeltning af ”folk” og kapital, som ligger i hjertet af conservative populisme.

Særlig interessant her er kapitlet ”Sussi og Leo som forretning”, der indledes med følgende manchet:

Sussi og Leo bryder sig ikke om dansktop-musik og begyndte udelukkende at spille det af kommercielle årsager. De indså, at hvis de nogensinde skulle slå igennem, så skulle det ske ved at spille den lette musik. Men hjertet brændte – og brænder for punk og rock.15

Sussi og Leos musikalske udvikling – som ender med at gøre dem ”folkelige”, lige så danske som den næppe tilfældigt udvalgte jyske randmoræne Skamlingsbanken – er altså dikteret ikke af det brændende hjerte, men af markedet. I mange passager tydeliggøres markedsperspektivet, som her, hvor Støjberg beskriver en tv-reklamekampagne for Håndværksbagerne, som duoen deltog i:

Kampagnen løb over lang tid og blev en meget stor succes, og aviserne bugnede med artikler om kampagnen, om Sussi og Leo og gav analyser af, hvorfor humor i reklamer sælger godt, hvilket det stadig gør. I dag bruges humoren således i en lang række reklamer som Toyota-, Sonofon- og Tuborgreklamerne.16

Den umiddelbart malplacerede uddybning om humor i reklamer og eksemplerne med konkrete firmaer, der pludselig giver teksten et opslagsværksagtigt skær, er kun malplaceret, hvis vi ikke forstår Støjbergs idé om Sussi og Leo som en slags tomt subjekt, der svæver rundt i det kommercielle liv. Dette liv er i sidste ende det, der på bedste conservative paradoksale vis, udgør ”den virkelige verden”. Sussi og Leos shows er en vare, de sælger effektivt, og bliver derigennem, igen paradoksalt, autentiske. En længere passage er endda afsat til en taltung udredning af deres store indtjening for deres liveshows, der i en periode overgik Kim Larsen og Thomas Helmigs, hvilket førte til, at ”parret i 2001 valgte at oprette en række anpartsselskaber samt et holdingselskab”.17 Disse dybt kommercielle shows beskrives senere som ”Et frirum, hvor problemerne er glemt i en rus af lige dele humor og alkohol. Et frikvarter fra livet.”18 Til Sussi og Leos koncerter på Skansen i Skagen (hvor de spillede så mange koncerter, at de søgte om at blive optaget i Guinness’ rekordbog, men fik afslag) lever vi ikke livet – vi fjernes fra det. Det er det negative subjekts rus.

Støjbergs beskrivelser af Sussi og Leos hjem er også højst interessante (og måske de mest velskrevne passager i bogen): ”De fleste blomster er eksempelvis af plastic”, beretter Støjberg, ”en del af parrets merchandise er udstillet i en glasvitrine, og der er mange telefoner i hjemmet”.19 Vi indvies yderligere i hjemmets indretning: ”de blomstrede dækkeservietter af voksdug ligger altid parat på det store fyrretræs langbord [sic], hvor mange kopper kaffe bliver indtaget”.20 Hjemmet har en mikserpult og en elkedel og instantkaffe. Og hvad der nok er mest bemærkelsesværdigt: ”Sussi og Leos fascination af ufoer er så stor, at Sussi sammen med niecerne Bente og Berit har udsmykket et helt rum i deres hus i Pandrup med flyvende tallerkener.”21

Kunstige blomster og ufoer. Sussi og Leo er af denne verden, men samtidig uden for den. Vi lærer nærmest intet om selve parret af at læse Toner i livet. I stedet lærer vi, hvordan de for Støjberg repræsenterer en folkelighed i form af deres negative subjektivitet, som flyder ganske logisk gennem markederne som en slags folkelig kapital. Støjberg excellerer i selvmodsigelser bogen igennem ved at fremstille Sussi og Leo som på én og samme tid kæmpende imod alle odds og intuitivt elsket af alle. Det er Sussi og Leo mod resten af verden (Danmark) – og hele folket (Danmark) elsker Sussi og Leo!

Sussi og Leo mener, at ”ægteskabelige problemer skal løses inden for hjemmets fire vægge og ikke kommer andre ved”22 – læseren har ellers netop fået at vide, at de er ”kendt for at have et stærkt og godt ægteskab – og de fortæller gerne om det.”23 Toner i livet er fyldt med disse selvmodsigelser. Det er Støjbergs politiske liv også. Det er ikke et problem for hende, men snarere hendes drivkraft og appel.

Vejen ud af den borgerlige ideologikrise?

Diskursen omkring blå blok i den politiske presse forud for det folketingsvalg, der kommer på et eller andet tidspunkt i år, er centreret omkring særligt to ting: En ideologisk-politisk krise hos de borgerlige, og så Inger Støjbergs nye parti.

Internt i det borgerlige hus kan der høres fortvivlede suk over bygningens tilstand. Historiker og redaktør på det konservative Årsskriftet Critique Christian Egander Skov begræder, at blå bloks politiske projekt er rent negativt og kun baseret på magtkritik af Mette Frederiksen samt et komplet utydeligt begreb om frihed.24 Ifølge Skov beror meget af Frederiksens succes på en vision om at gøre ”politik politisk” igen og ikke bare overlade beslutningerne til teknokrater. De borgerlige mangler et sådant grundlag for at føre politik.

Det er helt korrekt, at eksempelvis Jakob Elleman-Jensens frihedsbegreb er hult, men operationaliseret korrekt kan hulheden blive en styrke. At magten er taget fra ”folket”, der skal have lov at være ”frie”, er langt hen ad vejen kernen i det moderne liberale projekt. Igen påkalder jeg mig Johnson: ”[At føle sig] ekskluderet, men vide, at du fortjener magt, er hvidhedens udlægning af subjektivitet: en stille majoritet, radikalt gennemsnitlig, men overalt ignoreret.”25 Dette er som sagt ikke kun hvidhedens subjektposition, som den udfolder sig i USA: Det er til syvende og sidst den logiske konsekvens af politisk liberalismes før-sociale fantasi om subjektet som sådan.

Set på den måde kan det sagtens være, at Skovs bekymringer over et negativt borgerligt projekt ser tingene fra den forkerte vinkel. Succesen for den amerikanske conservatism fra Reagan til Trump har netop været, at den udnytter dette negative frihedsprojekt til at sidestille folk og markeder i en racemæssig ramme. Således har forhenværende politisk konsulent for Nye Borgerlige Rasmus Ulstrup Larsen ret i, ”at det er en fejl at tro, at det skulle være et populistisk partis rolle at stå for netop policy-udvikling. Populistisk politik handler først og fremmest om anerkendelse, ikke løsninger.”26 Forhenværende DF-pressechef Søren Søndergaard stemmer i og forudser, at folketingsvalget kan komme til at minde om jordskredsvalget i 1973.27 Disse debattører har med deres udgangspunkt på højrefløjen ingen interesse i at undersøge den modsætningsfyldte og dybest set umulige udgave af ”folket”, som de helt korrekt ser, at Støjberg gør brug af i sin retorik. Søndergaard sætter nærmest selv fingeren på det, dog uden at forstå implikationerne i sin udlægning af 1973-valget: ”Det var måske ikke folket, der som én samlet fællesmængde reagerede på én måde, men det var folket i bredeste forstand, der satte hælene i og i den grad smed grus i maskineriet.” Det er ikke folket, som en demografisk helhed, eller endog blot som en numerisk majoritet, der stemmer på de populistiske partier – men alligevel er det, på en eller anden måde, folket ”i bredeste forstand”, der gør det. Den jyske, ægte dansker, der lever i ”den virkelige verden” og er et certificeret medlem af ”folk, som de er flest”, er således en performativ gestus, hvis formål er at fastholde og intensivere et bestemt reaktionært politisk system. Dét er Støjbergs amerikanske drøm.

Dette kompliceres dog af, at projektet Støjberg ikke alene er negativt, men dobbeltnegativt. Projektet hviler på en populisme, som har et negativt, hvidt ”frit” subjekt som sin forståelse af et dansk folk, men denne forståelse er i sig selv ikke dansk, men netop amerikansk. I den forstand er fadet med flødekartofler ikke bare tomt; det har aldrig været stillet frem. Hvorvidt denne dobbelte negativitet kan ryste det politiske landskab så grundigt, som der i disse dage spekuleres i, vil tiden vise. Ydermere kommer størrelsen af Støjbergs politiske succes fremover an på, i hvor høj grad de racialiseringslogikker, der fungerer i det amerikanske samfund, kan oversættes eller genanvendes i en dansk kontekst, hvor vi trods alt har en anden historisk relation til den sorte Anden. Men man kan ikke være i tvivl om, at ”udlændingen”, asylansøgeren, muslimen, indvandreren er en central figur at definere sig op imod for Støjberg. Der er tale om en politisk virkelighed, hvor stramninger er gode, alene fordi de er stramme og gør ondt på disse figurer. Det kan som bekendt fejres med et smil og en kage, og Støjbergs støtter kan svælge i denne midlertidige tilfredsstillelse, indtil der igen ringes ind fra frikvarteret.

De ær dær ing pæng i

Støjberg og hendes nye parti inkarnerer altså mange af de samme modsigelser som amerikansk conservative populisme: Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg er partiet for ”folk, som de er flest”, men har naturligvis kun opbakning af et fåtal af danske borgere (på trods af flotte meningsmålinger); københavnerne på de ”fine saloner” lever ikke i ”den virkelige verden”, som jyderne åbenbart gør; Støjberg bryder loven, men er en lov og orden-politiker; hun er ”anti-elite”, men har ikke selv lavet meget andet end at arbejde i magtelites borgerlige maskinrum. Disse modsætninger giver kun mening i lyset af den udgave af folkelighed som marked, som mere end noget sted er tydeligt i Toner i livet. Støjbergs foragt for indvandrerfiguren – om de så sidder i biografen, på asylcentrene, eller bare står på gaden og passer sig selv28 – spiller direkte ind i denne tomme, hvide borgerlighed.

Støjberg ville kun have foragt til overs for et essay som dette, fra en ”fin” forsker – en københavner endda! – og ikke nok med det, udgivet i et frivilligt-drevet medie uden kommerciel slagside; ikke et gøre-glad-essay, ingen klaphattes klapsalver. Og den aversion imod en tekst som denne inkarnerer hele pointen med Støjbergs politiske projekt, ligesom at hun heller ikke ønsker at tale med det ”fine” Politiken og foretrækker sine egne kanaler på for eksempel Facebook (igen efter amerikansk forbillede, hvor conservative medier etablerede deres egen offentlighed). Jeg kan se og høre Inger for mit indre øje og øre: ”Hold din kæft, og bestil noget nyttigt!”

Igen: I et land, der i høj grad importerer sit kulturelle og politiske liv fra USA, kan dette være en vinderstrategi. Derfor har Støjbergs Danmarksdemokraterne så stor tiltrækningskraft for så mange, og vil buldre ind i Folketinget til valget senere i år. Inger Støjberg er på den måde ikke en politiker, som vi er vant til dem i Danmark (endnu), men et amerikansk-inspireret politisk-populistisk fænomen. Så har man ikke sagt for meget. Men i hvert fald har man sagt for lidt.

At jeg intet nyttigt bestiller, i og med jeg bruger min tid på dette essay, som jeg intet tjener på, og som falder temmelig groft uden for den kommercielle folkeligheds grænser, må jeg erklære mig skyldig i. Som forsvar vil jeg citere Sussi og Leo fra dialektbaskeren ’De Ær Dær Ing Pæng I’ fra deres postmodernistisk navngivne 2014-album Vi Har Alle Masker På:

De ær dær ing pæng i, de we jæ godt dæ si’r
Men det’ fandengalme wa dæ sker

Print Friendly, PDF & Email
  1. Inger Støjberg. Toner i livet. Forlaget Nordpress, 2004, s. 7.
  2. Ibid.
  3. Ibid.
  4. Jeg vælger at skrive det engelske conservatism i stedet for det danske konservatisme gennem dette essay for at markere forskellen på konservatisme som politisk filosofi og conservatism som den særligt amerikanske variant af politisk populisme, som dette essay omhandler.
  5. Paul Elliot Johnson. I the People: The Rhetoric of Conservative Populism in the United States. University of Alabama Press, 2022.
  6. Johnson, s. 8, min oversættelse
  7. Johnson, 141, min oversættelse
  8. “Ronald Reagan TV Ad: “Its morning in america again””, YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=EU-IBF8nwSY
  9. ”CNBC’s Rick Santelli’s Chicago Tea Party”, YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=zp-Jw-5Kx8k
  10. Min oversættelse
  11. Mads Brandsen. ”DF’er fra talerstolen: Udlændinge sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber”, nyheder.tv2.dk, 17. sep. 2016: https://nyheder.tv2.dk/politik/2016-09-17-dfer-fra-talerstolen-udlaendinge-sviner-svindler-stjaeler-voldtager-og-draeber
  12. Oliver Batchelor. ”Dræn sumpen? Professor i retorik kalder Støjbergs tale for rendyrket populisme”, dr.dk, 22. nov. 2020: https://www.dr.dk/nyheder/politik/draen-sumpen-professor-i-retorik-kalder-stoejbergs-tale-rendyrket-populisme
  13. Johnson, s. 30, min oversættelse
  14. Eliot Weinberger. ” ‘Damn right,’ I said”, London Review of Books, Vol. 33 No. 1, 6. jan. 2011: https://www.lrb.co.uk/the-paper/v33/n01/eliot-weinberger/damn-right-i-said. Teksten er også blevet publiceret med titlen ”Bush the Postmodernist” i essaysamlingen The Ghosts of Birds, New Directions Books, 2016, s. 108-118.   
  15. Støjberg, s. 15, kursivering i originalen
  16. Støjberg, s. 16
  17. Ibid.
  18. Støjberg, s. 49
  19. Støjberg, s. 77
  20. Ibid.
  21. Støjberg, s. 80
  22. Støjberg, s. 10
  23. Støjberg, s. 9
  24. Christian Egander Skov. “Christian Egander forudser valgets hovedtemaer: De borgerlige satser stort på mink og magtkritik”, Altinget, 19. juli 2022: https://www.altinget.dk/artikel/kan-der-foeres-politik-paa-borgerlig-magtkritik
  25. Johnson, s. 182, min oversættelse.
  26. Rasmus Ulstrup Larsen. ”Danmarksdemokraterne giver folket, hvad det hungrer allermest efter”, Altinget, 23. juli 2022: https://www.altinget.dk/artikel/danmarksdemokraterne-giver-folket-hvad-de-hungre-allermest-efter
  27. Søren Søndergaard. ”Søren Søndergaard: Støjbergs parti kan blive kimen til et nyt jordskredsvalg”, Altinget, 24. juli 2022: https://www.altinget.dk/artikel/soeren-soendergaard-stoejbergs-parti-kan-blive-kimen-til-et-nyt-jordskredsvalg
  28. Thomas Søgaard Rhode. “Det skete der, da Inger Støjberg mødte to unge mænd på Nørrebro”, BT, 19. maj 2016: https://www.bt.dk/danmark/det-skete-der-da-inger-stoejberg-moedte-to-unge-maend-paa-noerrebro