Ned med Rusland #1: Afghanistan-modellen for Ukraine

Som Hillary Clinton m.fl. har peget på, findes der en model for det, vi foretager os i Ukraine: Afghanistan-modellen. Den refererer til USA’s ”hemmelige krig” mod Sovjetunionen under den sovjetiske besættelse af den centralasiatiske ørkenstat i 1980’erne. Inden vi følger opskriften til ende i Ukraine, er det en god ide at blive bekendt med, hvad den går ud på.

Af Uffe Kaels Auring

Hele Ukraine-affæren handler kun marginalt om Ukraine, så lad os opgive prætentionerne og gå lige til sagen, som den fremstår i et stormagtsperspektiv. For et par år siden bemærkede den amerikanske tænketank Rand Corporation om konflikten i Østukraine:

En udvidelse af USA’s bistand til Ukraine, herunder dødbringende bistand, ville sandsynligvis øge omkostningerne for Rusland, både i blod og i penge […] en yderligere tilstedeværelse af russiske tropper ville være påkrævet, hvilket ville føre til større udgifter, tab af materiel og russiske døde. Sidstnævnte kunne blive ret kontroversielt på hjemmefronten, ligesom det blev, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan.¹

Blod. Døde. Udgifter. Tab af materiel. Kontroversielt i Rusland. Lutter gode ting, så hvorfor disse hypotetiske vendinger … Det er vel bare om at komme i gang?

Man var allerede godt i gang med den dødbringende bistand, da Rand Corporation udgav sit inspirationskatalog over Ruslands-skadelige tiltag i 2019, og kort efter den russiske invasion kunne Hillary Clinton mfl. åbent foreslå en Afghanistan-model (1979-1989) for Ukraine.² Den er værd at kigge nærmere på. Modellen rummer en fortælling, der formede den offentlige opfattelse, og en realpolitik, der formede begivenhedernes gang. Fortællingen gik ud på, at USA’s militære modtryk skulle tvinge den sovjetiske invasionsmagt i knæ og ud af Afghanistan. Da Sovjetunionen endelig hev tropperne hjem i 1989, blev fortællingen afrundet med den lykkelige slutning, at det netop var, hvad der skete. Vi kan derfor takke USA, Pakistan, diverse Golf-stater og jihadistiske frihedskæmpere for at forvise de russiske styrker og genoprette afghansk suverænitet. Det er, hvad Clinton og co. har i tankerne, når de drager ”historiske” lektier fra Sovjetunionens nederlag i Afghanistan.

Lige bortset fra missionens islamistiske besætning. Den pinagtighed går man let hen over.³

Men selektiv forglemmelse er det mindste af det hele. Som det ofte gælder i krigsanliggender, understøttede fortællingen den reelle politik ved at forfalske den fra ende til anden. Hovedlinjen i den amerikanske politik bestod i at obstruere diplomatiske tiltag, sætte fredssøgende kræfter ud af spillet, forhærde krigsviljen og uforsonligheden hos vores krigspartnere, fastholde alle aktører på krigssporet og – med tilsætning af massiv våbenbistand, træning af titusindvis af kombattanter⁴ og et storstilet program for indførsel af fremmedkrigere – således trække Sovjetunionen dybere ned i krigens sump. Kort sagt skabe et diplomatisk tomrum for eskalation og forlængelse af krigen. For det var jo russernes krig.⁵ Washington påtog sig opgaven at gøre den maksimalt blodig og udsigtsløs.

Det vil sige hindre russisk tilbagetrækning. Når Afghanistan-modellens fortalere minder os om, at Kreml endte med at trække stikket, har de selvfølgelig ret. Men det skete på trods af og ikke på grund af USA’s militære optrapning og diplomatiske obstruktionisme.

Parallellerne til den nuværende situation er slående. Som det vil fremgå af min næste artikel, peger den tilgængelige viden på, at Vesten og Rusland er i gang med at føre Ukraine igennem Afghanistan-modellen. Men der er også nogle forskelle, som vi kan tage ved lære af, og det er især dem, vi skal se nærmere på her.

1

Under Sovjetunionens besættelse af Afghanistan var den sikkerhedspolitiske elite i USA opdelt i ”dealers”, der advokerede for en diplomatisk løsning på konflikten samt opblødning af forholdet til Sovjetunionen, og ”bleeders”, der arbejdede for at forlænge krigen og klemme så meget russisk blod ud af den som muligt. Førstnævnte hold ville anvende begrænsede militære pressionsmidler til støtte for den diplomatiske proces. Sidstnævnte ville bruge antidiplomatiske midler til at eskalere den militære konflikt. Bleederne, anført af den nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzeziński og CIA-chef William Casey, vandt hurtigt debatten og satte sig tungt på USA’s Afghanistan-politik indtil krigens sidste år. Men dealerne, viste det sig, var ikke ubetydelige, skønt bleederne primært tolererede deres aktiviteter, fordi de troede, at de var det.

I dag ser vi ikke tegn på den slags splittelse i de herskende vestlige beslutningsorganer eller i den bredere kultur i øvrigt. Vi er alle bleeders – de intellektuelle med militant opbakning til den bleeder-politik, vi fører; resten af os med Ukraine-flag, gode hensigter eller bøjet nakke og tavst samtykke. Indtil videre kan vi godt glemme eksistensen af interne opponenter mod den militaristiske fællesvestlige front; der er ikke meget at se bort fra. Det kan være, det ændrer sig, og at Europa vågner op til vinter. Det kan blive en rigtig kold vinter.

2

Den vigtigste forskel på den nuværende situation og den historiske Afghanistan-model findes i det diplomatiske domæne. Under Sovjetunionens besættelse lod USA sig efterhånden involvere i den FN-proces – ”Geneve-processen” – som blev skudt i gang i 1981 på trods af amerikansk modstand. Det skete ganske vist forbeholdent, så lad os få forbeholdene på plads.

Til en start afviste USA at involvere sig ”endda bare overfladisk” i FN-forhandlingerne. Supermagten nøjedes med at udtrykke nominel støtte til processen, men kun fordi man troede, den ikke ville føre nogen vegne.⁶

Af samme grund gav Washington det pakistanske styre relativt frie hænder til at forhandle med FN’s chefforhandler, efter at Pakistans fredssøgende udenrigsminister Agha Shahi med amerikansk hjælp først var blevet presset ud i kulden og endelig helt ud af kabinettet i februar 1982. Fra da af var Washington ifølge ledende direktør i Det Nationale Sikkerhedsråds division for Nærøst- og Sydasiatiske Anliggender, Geoffrey Kemp, ”ikke særlig bekymret […] over de afghanske forhandlinger”, dvs. bange for, at de ville føre til noget: ”Den generelle stemning var, at den afghanske politik virkede. Så længe russerne blødte og havde ondt, havde vi det godt.”

Kemps pendant i CIA, Charles Cogan, følte sig tilsvarende tryg ved, at Pakistan ”aldrig nogensinde” ville skrive under på en FN-aftale. Den pakistanske præsident, forsikrede Cogan, ”ved, hvordan vi har det med det. Han erkender, at det bliver en lang, lang krig [og] accepterer fuldt ud vores synspunkt om, at Pakistans sikkerhed bedst sikres ved at holde russerne bundet dernede.”⁷ Denne lidt afslappede holdning til de pakistanske partnere gjorde det muligt for Islamabad at engagere sig i en proces, der faktisk, om end adskillige blodige år senere, endte med en løsning.

Hermed ikke sagt, at USA helt slap grebet og lod det pakistanske styre gøre, hvad det ville. Nu og da gav Washington diskrete vink om, at en eventuel pakistansk indvilgelse i en løsning på krigen “ville betyde, at Pakistan ville rykke tilbage i køen for amerikansk militærbistand og økonomisk bistand”.⁸ USA var ikke en modstander af diplomatiet som sådan; diplomatiske aktiviteter kunne tolereres, så længe de var udsigtsløse.

Vendepunktet for USA’s kolde afvisningskurs kom tilsyneladende i december 1985, da Washington annoncerede, at man – på linje med Sovjetunionen – ville stå som garant for en mulig FN-løsning. Meldingen implicerede en amerikansk forpligtelse til at stoppe bistanden til de afghanske oprørere til gengæld for sovjetisk tilbagetrækning. Bleederne tålte kun denne indrømmelse, da de anså ideen om tilbagetrækning som urealistisk (med god ret, da de selv modarbejdede den) og tværtimod så muligheder for at bruge USA’s diplomatiske åbning som en ”psykologisk krigsførelsesgambit mod Moskva”.⁹ Hvordan hænger det så sammen, vil yngre læsere måske spørge. Jo, det var en mærkelig tid, hvor man kunne score point på den verdenspolitiske scene ved at overgå modparten i fredssignaler og forhandlingsvilje.

Sådan nogle tabere.

Da Reagan-regeringen efter 1985 begyndte at vise større interesse for Geneve-forhandlingerne, skete det ligeledes ”af kosmetiske og taktiske grunde”.¹⁰ Tanken var bl.a. at skade Sovjetunionens omdømme, idet Washingtons fremstrakte hånd ville udstille Moskvas ondsindede modvilje. På bleeder-fløjen var der betænkeligheder ved signalændringen, da bordet nu og da fanger; men bleederne traf ”en taktisk bureaukratisk beslutning om ikke gøre et slagsmål” ud af spørgsmålet om amerikansk opbakning til forhandlingerne:

Vi tog det bare ikke alvorligt. I vores hoveder kom det hele an på eskalering og især af at få Stingers. Vi lavede ikke så meget ballade, som vi kunne have gjort, fordi vi havde større fisk at stege.”¹¹

Hvis snakkehovederne bildte sig ind, at FN-bavl og drømme på papir kunne redde russerne fra at blive ristet i den afghanske ørken, så dem om det. Eskalationsfolket ville i mellemtiden afklare spørgsmålet med virkelige resultater.

Da aftalepapirerne ikke desto mindre lå klar til underskrivelse i begyndelsen af 1988, foretog Reagan i 11. time en kovending med meldingen om, at USA alligevel ikke ville gengælde Mikhail Gorbatjovs planlagte tilbagetrækning med et stop for militærbistanden til oprørerne. Denne kæp i hjulet på den diplomatiske proces betød yderligere forlængelse af den sovjetiske tilstedeværelse. Stridspunktet blev først løst med ideen om ”positiv symmetri”: De to supermagter tillod hinanden at støtte deres respektive afghanske klienter militært efter tilbagetrækningen af Den Røde Hær. For så vidt holdt USA og dets allierede til det sidste fast i bleeder-opskriften – nu bare uden russisk blod. Afghanerne blødte videre i de næste mange år.

I sidste ende accepterede USA kun en løsning, fordi man ikke anså den for levedygtig. Washington regnede med, at Afghanistans kommunistiske styre efter en fredsslutning hurtigt ville falde og eventuelt blive erstattet af et styre bestående af USA’s og Pakistans internt stridende oprørsvenner. Da denne umulige drøm ikke gik i opfyldelse, skruede Washington og Islamabad op for støtten til de islamistiske grupper. Samtidig glemte vi i Vesten hurtigt afghanerne, sådan som vi i reglen gør, når vi er færdige med at mishandle dem.

Vi fik senere en påmindelse om, at nogle af vores tidligere venner ikke var helt færdige med os.¹²

3

Når det er vigtigt at tage alle disse forbehold med, er det for at forstå, at den historiske Afghanistan-model rigtignok er domineret af bleeder-politikken, men ikke identisk med den. Dykker vi lidt ned i sagen, ser vi et sammenrod af divergerende interesser, uprøvede muligheder og skiftende taktikker. Foruden blodbadet rummer modellen et delvist indfriet fredsløfte og et endnu større uforløst fredspotentiale. I det fulde billede kan vi skimte, hvad man også kunne have gjort.

Mod Afghanistan-metodens nuværende fortalere er det værd at bemærke, at modellen faktisk tillader anvendelsen af diplomatiske midler til at løse blodige konflikter. Rigtignok kun på en måde, hvor prisen bliver rigtig høj. Hvilket så også er hele pointen, hvis man er en bleeder. Det kalder på en anden pointe. Hvis man anerkender bleedernes bidrag til blodpølen, må man også erkende, at disse lidelser var unødvendige og tilvalgte. De kan altså vælges fra. Den diplomatiske indsats kunne have været konstruktiv i stedet for gennemgående obstruktiv. Man skal have en meget mørk fantasi for at forestille sig, at resultatet ville have været mere uværdigt, end hvad den praktiserede Afghanistan-model fik bragt til verden.

Udkommet var ikke blot en lang, stadig uafsluttet række af ulykker, men også opdyrkningen af en voldsglorificerende fortælling, vi stadig bærer med os. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev den virkelige historie om krigen makuleret i Vestens sejrseufori. Som erstatning har vi succeshistorien om bleeder-linjen og dermed en drejebog for lignende blodsudgydelsesøvelser i fremtiden. Hovedbudskabet er velkendt fra mange andre konflikter, vi finder lærerige: ”Vi sejrede, fordi vi brugte vold; de tabte, fordi de er onde; alt er godt; gentag.”

Den militaristiske fortælling bytter imidlertid om på tingene, når den lærer, at USA’s militære pres gennemtvang en opblødning i det sovjetiske system, der i sidste ende førte til tilbagetrækningen fra Afghanistan. I realiteten overvandt Gorbatjovs store program for åbenhed og forsonlighed, perestrojka – samt diplomatiske anstrengelser fra FN-missionen og flere af konfliktens nøglefigurer – bleedernes bestræbelser på at fastlåse Sovjetunionen i en endeløs konflikt. De krigsfikserede kræfter i Washington, Islamabad, Kabul og Moskva fik længe deres vilje om en ”lang krig”. Lad os blot anerkende denne bedrift. Men i sidste ende tabte de.

Endda til ryggesløse appeasers.

Siden vi alle alligevel er glade for tilbagetrækningsløsningen, og ingen af os offentligt begræder, at vi dermed forspildte chancen for at tappe mere russisk blod, bør vi komme overens med, hvad succesen bestod i: en sejr for diplomatiet over den militaristiske blodtørst. Det var som nævnt en betinget succes, eftersom slutkompromisset blev et håndslag på fortsat stedfortræderkrig, nu blot uden direkte sovjetisk deltagelse. Men det var ikke desto mindre kronen på værket i den ”Afghanistan-model”, vor tids militarister finder så inspirerende. Forløbet indikerer, at succesen kunne have været opnået tidligere, og at man i stedet for en overenskomst om gensidig uforsonlighed kunne have opnået en kompromisløst forsonlig løsning. Prisen ville have været mindre blod under og efter konflikten. Det er i sidste ende et spørgsmål om smag og prioriteter, om man ville kunne leve med det. Flere mennesker ville utvivlsomt have levet.

4

En sidste ting, vi skal bemærke, er, at det elendige resultat, Afghanistan-modellen leverede, tog form under væsentligt bedre forudsætninger end dem, der eksisterer for håndteringen af Ukraine-krisen.

• Vi har endnu ikke noget FN-spor for løsning af Ukraine-konflikten, og det er ikke sikkert, at vores ”regelbaserede internationale orden” overhovedet kan rumme den slags antikverede processer.
• Vores regeringer har ikke nogen ”kosmetiske og taktiske grunde” til at involvere sig i diplomatiske processer, for vi har ikke nogen vestlig opinion, der vil belønne det.
• Det er nærved utænkeligt, at vi, endda blot proforma, ville acceptere diplomatiske indrømmelser såsom at afbryde militærbistanden til Ukraine til gengæld for russisk tilbagetrækning; det er bestemt ikke dette afgørende element i Afghanistan-modellen, der varmer hjerterne hos modellens tilhængere. Det er endnu mere utænkeligt, at vi ville overveje neutralitet for ”frontlinjestater” i den vestlige magtblok.¹³
• Med delvist afsæt i den falske Afghanistan-fortælling opfører vi os som triumfatorer. Vi er efter alt at dømme uvillige til at tilbyde vores modparter noget, de sætter pris på, for vi har ikke nogen respekt for dem; og selvom vi foretrækker de civiliserede interaktionsformer, vi holder os til i egne rækker, er vi nødt til at tale til de vrangvillige i ’magtens sprog’, for de er primitive og forstår ikke andet. Vores ligemænd findes ikke. Hvad vi ikke vil erkende, må Ukraine i stedet føle: Rusland er en regional overmagt, der kræver respekt på den hårde måde, når det ikke får den på mindelig vis.
• Ukraine er et eksistentielt spørgsmål for Rusland, mens Afghanistan var et mere lokalt strategisk anliggende for Sovjetunionen. Desuden kan Rusland vinde krigen i Ukraine. Faktisk peger alt på, at Rusland er ved at vinde. Vi kan ikke forvente større indrømmelser fra russisk side. Tiden for de gode og oplagte løsninger ligger bag os. Politisk vilje til at redde stumperne er i bedste fald et håb for fremtiden.
• Tilsvarende har Vesten på alle planer investeret meget mere i Ukraine, end USA investerede i 1980’ernes ”hemmelige krig” i Afghanistan. Det betyder ikke, at vi står stærkt. Vi er på én gang langt mere uforsonlige og langt svagere, end vi var i Afghanistan. Hvis der er et succeskriterium nu, synes det at være en ”lang krig”. Hvis dealere overhovedet findes, må de være drevet under jorden.¹⁴

Måske ændrer konfliktbilledet sig, når europæerne for alvor bliver ramt af den krise, vores Ukraine-politik har sat i gang. Men indtil det måtte ske, vil vi med al sandsynlighed følge USA ad ”Afghanistan-modellens” hårdkogte bleeder-spor.

5

Lad os afslutningsvis stille spørgsmålet, hvad modellen betyder for stormagtkonflikternes randeksistenser, såsom nu Ukraine. Bemærk, at spørgsmålet ikke har nogen relevans inden for modellens egne rammer: Hverken dealere eller bleedere indregnede konsekvenserne for Afghanistan og afghanerne – eller for den sags skyld vores islamistiske fodsoldater – i deres cost-benefit-kalkuler. Modsat det eftertragtede russiske blod var afghanernes blod ligegyldigt. Vores venner var blotte midler i den antisovjetiske sags tjeneste. De havde kun værdi som blodsudgydende slagstyrke, der holdt fjenden ”bundet dernede”, eller som lidende ofre i PR-øjemed.

Så vidt de involverede beslutningstagere. Det slutter dog ikke der. Via magthavernes PR-virksomhed inddrages medier og borgere i affæren, og i denne kontekst opdager vi, at magtpolitik ikke behøver være en kold og følelsestom ting. Den populariserede udgave er faktisk rørende.

Til forskel fra vores egen Afghanistan-krig havde vi nemlig ondt af afghanerne dengang. Forklaringen er simpel. Den type ofre, der stiller fjendens ondskab til skue, har altid haft en særlig plads i vores hjerter. Vi bærer på deres lidelser, så længe fjendebilledet lever. Derudover tilfører de dræbte og lemlæstede blod til den hjertefunktion, der kræver død over fjenden – og dermed bringer mere død over de mennesker, der er genstand for vores medfølelse. Eller rettere: ofre for vores medfølelse. Dette emotionelle kredsløb af blod, der besvares med vold, der udgyder blod etc., var også etableret dengang i 1980’erne, da verden forfærdedes over Det Onde Imperiums brutale krigsførelse i Afghanistan og i sin harme støttede en politik, der forlængede krigen og udvidede blodbadet.

I den heroiske version, som dominerer den aktuelle Ukraine-forestilling, slår vores helte løs på fjenden og skal derfor bakkes op. Magthaverne siger, deres voldsprojekt går godt, og vi siger, at så skal der mere vold til, hvilket magthaverne så leverer.¹⁵ Således formulerer beslutningsorganerne de krav, den oplyste offentlighed retter mod dem. Funktionelt er det samme feedbackmekanisme som i offerudgaven. Der trækkes bare på andre nogle andre følelser. Optimisterne har skræmmende nok gode tider.

For det går ikke godt. Blodet flyder, jo tak, men hovedsageligt fra ukrainerne. Krigen er tabt, og når optimisterne rammes af denne skuffelse, vil de sikkert bebrejde magthaverne deres tamme voldsvilje.

Tilbage til spørgsmålet. Bleederne var altovervejende geostrategisk indstillede, men ikke komplet følelseskolde. Faktisk var flere af dem plaget af gammelt nag over det amerikanske nederlag i Vietnam-krigen. Nu gjaldt det om at give Sovjet-kommunisterne ”deres Vietnam”.¹⁶

Russerne fik ganske vist ”deres Vietnam” i Afghanistan i 1980’erne og kan nu på efterbevilling få ”deres Afghanistan” i Ukraine. Hvad fik vietnameserne, da de fik ”deres Vietnam”? Hvad får ukrainerne med ”deres Afghanistan”? Skal et andet land en dag udsættes for ”Ukraine-modellen”, eller kan vi finde på noget bedre?

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin. Artikelseriens næste del kan læses her.

1. James Dobbins et al.: Extending Russia: Competing from Advantageous Ground. Rand Corporation, 2019, s. 99. www: https://www.rand.org/pubs/research_reports/RR3063.html.
2. Hillary Clinton-interview på MSNBC’s Rachel Maddow show 28. februar 2022. Www: https://www.youtube.com/watch?v=Y2MQEG6J2rU. 14:13.

   David Sanger, Julian Barnes, Helene Cooper, Mark Mazzetti: “For the U.S., a Tenuous Balance in Confronting Russia”, New York Times, 19. Marts 2022. www: https://www.nytimes.com/2022/03/19/us/politics/us-ukraine-russia-escalation.html?smid=tw-share

3. ”Unintended consequences” kalder Clinton de videre følger.
4. Ca. samme antal oprørere blev trænet i Pakistan under Afghanistan-krigen, som Vesten har trænet i Ukraine op til Ruslands invasion: 70.-80.000.
5. At det jo også var Afghanistans krig, og at den især blev blodig for afghanerne, fortjener i et geopolitisk perspektiv højst en note.
6. Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 6.
7. Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 104.
8. Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 106.
9. Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 10.
10. Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 191.
11. Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 194.
12. Se min artikel ”Osamas sandhed om krigen i Afghanistan”, Eftertryk, 8. november 2021. www: https://www.eftertrykket.dk/2021/11/08/osamas-sandhed-om-krigen-i-afghanistan/

    Det er i øvrigt ikke helt rigtigt, at vi var – eller er – færdige med at mishandle dem. Forskellen ligger i, hvor mange ressourcer vi bruger på det, og derudover den offentlige interesse.

13. I Afghanistan-krigens begyndelse foreslog USA’s daværende udenrigsminister Cyrus Vance at tilbyde neutralitet for Iran og Pakistan til gengæld for russisk tilbagetrækning, hvilket bleederen Brzeziński dog fik fejet af bordet. Pakistan påtog sig stolt rollen som “frontlinjestat” mod det kommunistiske Sovjetunionen under Afghanistan-krigen. Se: Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 13-52.
14. Et mainstream-eksempel på en moderat position, der er fuldstændig marginaliseret i dag, findes her: Stephen M. Walt: ”A Manifesto For Restrainers”, Responsible Statecraft, 4. december 2019. www: https://responsiblestatecraft.org/2019/12/04/a-manifesto-for-restrainers/
15. I den udstrækning det er risikofrit for os, vel at mærke. Der er heldigvis ikke tegn på, at de vestlige ledere vil give efter for kravene om at kaste NATO direkte ind i krigen.
16. Vincent Jauvert: ”Brzezinski: Oui, la CIA est entrée en Afghanistan avant les Russes”, Le Nouvel Observateur, 15. januar 1998. www: https://www.voltairenet.org/IMG/jpg/ob_387f07_brzezinski-obs-1998.jpg.

    Se desuden udtalelserne fra diverse bleeders i:  Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995.