Fort Europa – fair eller dybt forargende?

En tidlig forårsaften på Frederiksbergs Bibliotek blev forskellige forestillinger om det såkaldte Fort Europa endevendt, og debatten rejste mange spørgsmål om, hvad Europa er, kan og skal være. Her følger en efterbehandling af et af Eftersyns debatarrangementer om Europas fremtid.

Af Kathrine Richter
Forsidebillede: Elisabeth Colding

I debatten mellem Ahlam Chemlani, Mozhdeh Ghasemiyani, Peter Viggo Jakobsen og Uffe Østergaard om Fort Europa var de røde tråde solidaritet og ansvarlighed. For hvori ligger vores solidaritet, hvordan udviser vi ansvarlighed og hvordan stiller vi os i Europa samlet overfor en forandrende verden, hvor de simple løsninger ikke længere er muligt?

Fort Europa består ikke af sten og mørtel. Det er en bureaukratisk mur bygget af mennesker og politik, og derfor kræver det både menneskelige samtaler og samfundsmæssige ambitioner at gøre Europa til en progressiv aktør i forholdet med vores naboregioner.

Jeg mener, at vi har brug for et aktivistisk europæisk lederskab, der leverer langsigtede perspektiver på globale udfordringer. Samtidig har Europas markedsandel og velfærdssamfund fejlet, hvis de agerer banemand for samfundsudviklingen hos vores naboer.

”Under den åbne overflade banker et dansk hjerte af sten.” Efter en kort introduktion af Netavisen Pios redaktør Niels Jespersen sendte disse ord fra Uffe Østergaard et sug gennem salen Men konstateringen burde ikke overraske. Alle, der har beskæftiget sig med det internationale miljø i Danmark, som jeg selv har, genkender spørgsmålet fra udlændinge om, hvorfor danskere er så svære at komme ind på livet af. Hvis denne tankegang havde været overvejende blandt de øvrige deltagere, havde debatten hurtigt drejet sig over mod en Fort Danmark-diskussion.

Men aftenens tema var mere omfattende. For hvad er Fort Europa? Spørgsmålet kalder på en indledningsvis diskussion af begrebet samt over for hvem Europa bygger dette Fort.

Jeg er selv historiker, og mener ikke, at det er uden betydning at vide, hvorfor man i fortiden byggede beskyttende strukturer omkring nationer, og hvilken effekt de havde. Uffe Østergaard fremhævede murerne i Romerriget og Kina som strukturer, der forhalede, men ikke forhindrede rigernes kollaps. Ahlam Chemlani fra DIIS stillede sig tvivlende over for effekten af mure med henvisning til Trumps mur mod Mexico, og Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet mindede os om, at Europa slet ikke behøvede en mur, fordi Europas mur er Middelhavet.

Ikke desto mindre har betegnelsen Fort Europa historiske referencer. Under Anden Verdenskrig var det betegnelsen for det kontinentale, Nazityskland-dominerede Europa, og det er måske derfor, betegnelsen efterlader en negativ følelse af noget, man burde fjerne.

Hvad vi skal forstå, er, at Fort Europa ikke er en mur, et hegn, en forhindring. Fort Europa er ikke pigtrådshegn og blåklædte Frontex-medarbejdere – det er først og fremmest bureaukrati.

 Hvor finder vi Fort Europa?

Ahlam Chemlani bemærker, at man allerede møder Europas grænser i Nordafrika, og at mange, der muligvis slet ikke havde Europa i tankerne, pludselig bliver konfronteret med menneskesmuglere, der kan fragte én til Europa. Man kunne derfor spørge: Har udviklingen af europæiske grænseforposter en uønsket virkning?

I Danmark taler vi om regeringens forsøg på at udlicitere asylsagsbehandling til Rwanda, men Europas har selv tradition for at udlicitere netop asylbehandling. Dublin-forordningen dikterer, at asylansøgere skal registreres i det første EU-land, de ankommer til. De lande, der ikke modtager særlig mange asylansøgere ved grænsen – nordvesteuropæiske lande som Irland, Danmark, Holland og så videre – leverer finansiel støtte til de – hovedsagelig sydeuropæiske – lande, der modtager mange.

Dublin-forordningen har af mange årsager været kritiseret længe. For det første, fordi den finansielle kompensation for at registrere flygtninge og asylansøgere ikke er ledsaget af en fair fordelingsnøgle af de registrerede flygtninge. Danmark har som bekendt nægtet at tage imod kvoteflygtninge, under henvisning til at Danmark ikke kunne integrere flere. Sandt er det imidlertid også, at når man fjerner ilten i et system, så dør det ud. Ved at nægte at tage imod kvoteflygtninge så fjernede man ilttilførslen til Danmarks støttesystem, der ellers over tid havde opbygget både kapacitet og erfaring til at tage imod og integrere flygtninge.

Er det den samme kvælningsøvelse, man har forsøgt sig med ved at fjerne muligheden for at søge visa på Europas ambassader? Nu skal man søge visum centralt, og standarden er fælles for alle – men er det fair?1

Hvordan udvikler vi så et Fair Fort Europa?

Den røde tråd i debatten var spørgsmålet om solidaritet og ansvarlighed, og det blev tydeligt, at de værdier blev forstået vidt forskelligt af paneldeltagerne.

”Danmarks velfærdsstat er skrøbeligere, end vi regnede med,” postulerer Østergaard fra sin siddende plads på podiet. Derfor er det, ifølge ham, intet mindre end assimilering af indvandrere der er påkrævet for at sikre Danmarks sammenhængskraft og velfærdsstatens overlevelse.

Om det er med henvisning til solidaritet med det danske folk og ansvarlighed over for den danske velfærdsstat, afslører han ikke. Men hvis det eneste fællesskab, man kan forestille sig, er et assimileret ét, er det så ikke tilsvarende vanskeligt at forestille sig et reelt migrationssamfund?

Og hvor efterlader det så det europæiske fællesskab, hvis ene grundsøjle er den frie bevægelighed? Kan man forestille sig en assimileret italiener i Danmark? Ville man ønske sig det, eller glæder vi os egentlig ikke over, at vi møder forskellige mennesker i vores hverdag?

Så mens det europæiske bureaukrati sikrer diversitet i Danmark via den frie bevægelighed, hvordan står det så til med at sikre den lovmæssige bevægelighed igennem Fort Europas mure? Hvis vores bureaukratiske døre er gemt bag digitale mure i det europæiske system, og vi i stedet møder visumsøgere og migranter med Frontex og pigtråd, så får vi de resultater, som metoden udvikler.

Peter Viggo Jakobsen ser dog en helt anden bureaukratisk udfordring med Fort Europa. Han er ikke bekymret for den nationale samfundssammensætning. Han er bekymret for, hvordan vi kan skabe nok job på det afrikanske kontinent, således at velstanden øges, og ønsket om at finde lykken i Europa reduceres.

”Vi skulle have ladet Afrika sælge deres varer til EU – men det, synes de franske bønder, var en dårlig ide,” brokker Peter Viggo Jakobsen sig, mens han står med armene over kors i en orange sweater.

Fort Europa formes altså også af handelsbarriererne, der gør det vanskeligt, hvis ikke umuligt, for afrikanske producenter at afsætte deres varer på EU’s markeder – undtagen mineraler, naturligvis.2 Her bidrager internationale skatteregler til uligheden, ikke alene EU’s handelsbarrierer.

Er det dermed ikke fair at konkludere, at Fort Europa i høj grad er en bureaukratisk mur, der er sat i verden for at beskytte Europas livsstil? Men hvilken livsstil? Europas kontinent består af 500 mio. indbyggere, der er fordelt på flere hundrede forskellige etniciteter, der taler tusindvis af dialekter. Tilsammen udgør Europa det største marked i verden med handelsaftaler med næsten alle kontinenter. Det er med andre ord et regelbaseret samfund, der understøtter de socioøkonomiske goder, som vi i dag associerer med et rigt velfærdssamfund.

Men hvis argumentet for et Fort Europa er bekymringen for sammenhængskraften i samfundet, hvordan arbejder vi så hen imod en verden med færre, ikke flere, flygtninge?

”Ikke som vi gør nu,” konkluderer Peter Viggo Jakobsen. Vi har, påpeger han, forsøgt at eksportere vores statsadministrative apparater til Afrika, ”og det er vi ikke særlig gode til!” Vi har for længst givet op, og ”nu slår vi bare græsset”. Det er disse ustabile lande, der skaber flygtningene – og som for at slå en ubehagelig pointe fast med syvtommer søm: ”Vi skal støtte de diktatorer, der virker,” siger Jakobsen til et overrasket publikum. Hans synspunkt om, at hverken Saddam Hussein, Muammar Gaddafi eller Taliban skulle være væltet, vækker lidt røre i salen. ”Det har skabt flygtninge,” påpeger Jakobsen.

På midten af podiet står Ahlam Chemlani, ph.d. på DIIS, og Mozhdeh Ghasemiyani, traumepsykolog med flygtningebaggrund. Chemlani minder om, at det Fort Europa, som flygtninge møder, allerede findes i Nordafrika, og der er ikke noget fair Fort Europa i de processer, der driver flygtninge i armene på menneskesmuglere. De kvinder, som Ghasemiyani har mødt i sit virke, har også en hel anden målsætning:

”Folk flygter, fordi de ingen fremtid har,” forklarer hun – sådan følelse af håbløshed er noget nær umulig at sætte sig ind i for en almindelig velfærdsdansker.

Det er med andre ord i de fysiske møder, at vi oplever et porøst Fort Europa, hvor solidaritet og ansvarlighed er mere til stede, end hvad det bureaukratiske Fort Europa opererer med.

I Danmark ser vi det samme i kontrasten mellem Inger Støjbergs kager og den borgerdrevne aktivisme blandt Venligboerne. Så hvis Fort Europa er bureaukratisk stærkt og menneskeligt porøst, hvordan får vi så ændret systemet, så vi styrker det menneskelige, reducerer mængden af flygtninge OG bliver bedre til at integrere dem, vi tager imod og har i forvejen?

Ifølge Peter Viggo Jakobsen skal der intet mindre end et eksternt chok til og en udvikling af en overhængende eksistentiel trussel, før Europa træder i karakter. ”Men det må ikke koste arbejdspladser.” Og i den sætning mener jeg, at vi ser den største grund til, at vi har brug for et mere solidarisk Europa og en reform af vores flygtninge- og handelspolitik.

Der mangler langsigtede perspektiver

Debatten om flygtninge, om Fort Europa og om Europas handelspolitik er kompliceret, fordi den kræver et langsigtet perspektiv. Det er svært, når beslutningerne træffes af politikere med kortsigtede dagsordener. Tyrkiets Erdogan har 20-års planer, Kina har 100-års planer, Rusland har måske ikke 5-års planer, men Putins visioner for sit styre blev formet for mange år siden.
Europas mest demokratiske regeringer overlever i gennemsnit 2-3 år, mens de mere despotiske holder fast i magten og retten.

Aftenens debat afslørede i høj grad en dikotomi imellem det menneskelige instinkt og den politiske diskurs, der dominerer den offentlige samtale. Det menneskelige instinkt i at udvise solidaritet og få forløsning på det menneskelige plan ved at give håb og en fremtid til et andet menneske. Den solidaritet, som mennesker kan vise over for hinanden, er utrolig tiltalende – og står i direkte kontrast til den polariserende politiske diskurs, som har fyldt medierne og det politiske fokus siden 2001: Dem og Os, en fortælling om et velfærdssystem under pres og et samfund, der kan kollapse under vægten af ikkeintegrerede indvandrere.

Da debatten blev taget ned i salen, var det de samme kontraster, der dukkede frem. Ønsker om at dæmme op for uligheden blev imødegået af bekymringer om, at internettet havde afsløret verdens ulighed, og at denne viden kunne føre til vrede og oprør i dele af verden.

Med andre ord står vi over for behovet for langsigtede løsninger i en hverdag, hvor ingen i den offentlige samtale taler om visioner for et Europa i samarbejde med sine naboer. Om visioner for et Europa, hvis bureaukrati understøtter det produktive civilsamfund i stedet for korrupte regeringer. Eller for et Europa, der anvender sin betydelige markedsandel til at løfte afrikanske nationers produktionskapacitet og netop anvender sin bureaukratiske styrke til at levere fleksible løsninger på handelsbarrierer og visumprocesser.

Svært, men ikke umuligt

Løsningen, som alle i panelet i virkeligheden eftersøger, er et Europa, der kender sig selv og sine værdier og dermed kan skabe de rette forventninger. Et Europa, der handler i fællesskab, fordi man har visioner om et Europa, der tager ansvar og som handler i overensstemmelse med EU’s grundlæggende værdier. Et Europa, der kan takle de udfordringer, som systemisk ulighed bringer med sig. Det er svært, men ikke umuligt, for det eksterne chok, som Peter Viggo Jakobsen efterspørger, er allerede tydeligt at se inden for Europas egne grænser:

Despotisme i Ungarn og religiøs fanatisme i Polen. Gryende nazisme i Tyskland og stigende ulighed og højreekstremisme i Frankrig og Spanien.

Europa er selv under pres, og det er ud fra den erkendelse, at vi skal finde motivationen til at finde løsningen. For som Mozhdeh Ghasemiyani mindede panelet og lytterne om: ”Vi er en del af verden”, og det er dén erkendelse, som er nødt til at lede vores perspektiv, når vi adresserer de globale udfordringer, som banker på vores grænser. Ikke et porøst og i sidste ende forestillet Fort Europa.

Print Friendly, PDF & Email
  1. https://www.dw.com/en/why-few-visas-are-issued-for-africans-wanting-to-come-to-germany/a-44097212
  2. https://www.imf.org/-/media/Files/Publications/DP/2021/English/TASSAMSEA.ashx