Et autonomt folk? Fra Pariserkommunen til radikalt demokrati

2021 markerer 150-året for Pariserkommunen. Selvom de parisiske kommunarder kun havde magten i to måneder, hvorefter de blodigt blev nedkæmpet af det franske militær, og op imod 30.000 mennesker mistede livet, påvirkede Kommunens kampformer, politiske idéer og institutionelle eksperimenter den europæiske venstrefløj for bestandigt. I dette essays konkretiserer Benjamin Ask Popp-Madsen, dels hvorledes denne arv fra Pariserkommunen øvede særlig indflydelse på de europæiske arbejderrådsbevægelser, og dels hvad arven fra Pariserkommunen kan lære os om demokratiforståelser i vores samtid.

Af Benjamin Ask Popp-Madsen

I kølvandet på udgivelsen af Søren Maus bog Stum Tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt diskuteres den fornyede interesse for Karl Marx og marxisme i den brede offentlighed. Borgerlige debattører og lederskribenter har hurtigt fejet den nyfundne interesse for Marx af bordet. Som eksempelvis cheføkonom i tænketanken Cepos Mads Lundby Hansen skriver i Berlingske: ”Marxismen er ubrugelig – det ene eksperiment efter det andet har medført folkemord, undertrykkelse og hungersnød.” På twitter uddyber Lundby Hansen yderligere, at hver gang Marx’ tanker er forsøgt gennemført politisk og institutionelt, så er det endt som i ”Maos Kina, Sovjet eller DDR”. Kritikken er en åbenlys borgerlig automatreaktion, der hverken forsøger at undersøge disse forskellige udviklingshistorier, endsige forsøger at godtgøre, hvorledes én specifik tænker kan få så direkte indflydelse på realpolitik i så forskellige samfund, både kulturelt, geografisk og tidligt som Maos Kina, Sovjetunionen eller DDR. Hvad værre er: Den borgerlige kritik synes ikke at interessere sig det mindste for det politiske ideal eller de historiske politiske institutioner, som socialister bredt forstået har deltaget i, arbejdet for og har ønsket at etablere inden for de sidste 150 år. Gjorde man det, ville man selvfølgelig se, at totalitære regimer som Sovjetunionen og det kommunistiske Kina har været under konstant kritik fra socialister, libertære anarkister, syndikalister og andre venstreorienterede. I denne artikel skal der ikke skyggebokses yderligere med en intellektuel slap kritik af Marx og socialismen. Derimod skal det undersøges, hvilke historiske, politiske og økonomiske institutioner socialister igennem de sidste 150 år har kæmpet for. Altså kampe for et i liv i frihed i et reelt folkeligt funderet demokrati. Helt centralt i den socialistiske forestillingsverden står Pariserkommunen i 1871 og de europæiske arbejderråd, der primært opstod i perioden fra 1917-1921. Og som vi skal se: en forestilling og arv, der i vores samtid optræder som ’radikalt demokrati’ – en demokrati-model, der fungerer som et alternativ til det liberale demokrati, og som et svar på, hvordan man skaber et autonomt, selvbestemmende folk.

Pariserkommunen har altid været en vital inspirationskilde for venstrefløjen og er analyseret og fortolket bredt af nutidige kritiske teoretikere, politiske tænkere og intellektuelle historikere.1 Historisk set har Pariserkommunen været et næsten uundgåeligt referencepunkt for socialistiske tænkere og kommunistiske aktivister, og den har tjent som et idealbillede på en politisk styreform baseret på arbejderklassen modsat det repræsentative demokratis distinkt borgerlige oprindelse og virkemåde. Pariserkommunens uomgængelighed som et sådant idealbillede understreges eksempelvis af historien om, at den bolsjevikiske ledelse skulle have fejret 50-årsdagen for Pariserkommunen d. 18. marts 1921 – hvilket var dagen efter Vladimir Lenin og Leon Trotskij havde beordret den røde hær til brutalt at knuse Kronstadt-opstanden og de revolutionære Kronstadt-sømænds forsøg på at reorganisere sovjetterne, altså de russiske arbejder-, soldater- og sømandsråd. Organiseringen skete i overensstemmelse med de politiske principper, der oprindeligt karakteriserede arbejderrådene ved deres opståen i 1917. Altså principper, der på mange måder mindede om de principper, Pariskommunen selv var funderet på. Ud over dette paradoksale forhold mellem bolsjevikkerne og arven fra Pariserkommunen er Kommunens mest åbenlyst politiske indflydelse utvivlsomt den, som den øvede på de europæiske arbejderrådsbevægelser i det 20. århundredes første årtier. Men også de efterfølgende tilhængere af rådskommunisme og rådsdemokrati. Helt centralt i Pariserkommunens intellektuelle virkningshistorie står dog Karl Marx’ tidlige analyse af Kommunens historie og politiske virkemåde.

Karl Marx’ Borgerkrigen i Frankrig (1871)

Marx var vidne til de parisiske kommunarders banebrydende eksperimenter og deres fatale nederlag i real time og erkendte øjeblikkeligt – i den nu indflydelsesrige fortolkning af Kommunen i den korte tekst med titlen Borgerkrigen i Frankrig, der blev offentliggjort kun to uger efter dens fald i maj 1871 – at Kommunen fra start ville være underlagt en ”mangfoldighed af fortolkninger” og ”mangfoldighed af interesser”2. Marx forkastede nemlig analyser af Kommunen som en slags efterligning af de middelalderlige lav eller en gentagelse af den gamle kamp imod kongelig centralisering af magten. I stedet forstod han Kommunen som en proletarisk, demokratisk form; en folkelig styreform, der muliggjorde massiv folkelig deltagelse i det offentlige liv. Allerede i Marx’ analyse af Pariserkommunen ser vi kimen til den senere forståelse af socialisme som radikalt demokrati, idet Kommunens særlige kendetegn var dens demokratisering af samfundet som helhed. Denne demokratiseringsproces blev ifølge Marx muliggjort af en specifik konstellation af politiske institutioner, som var væsensforskellig fra den moderne stat og den repræsentative demokrati-model. For Marx bekræftede begivenhederne i Paris, at ”arbejderklassen simpelt hen ikke kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål”3, som han berømt formulerede det i Borgerkrigen i Frankrig. Hele Kommunens virkemåde var ifølge Marx fokuseret på at etablere en distinkt politisk styreform, opsummeret i det, han kaldte Kommunalforfatning. Denne styreform var væsentligt kendetegnet ved dens status som arbejderklassestyre. Mens historikere har betvivlet, hvorvidt de parisiske håndværkere, arbejdere og småkøbmænd kan forstås som et moderne proletariat4, var Marx overbevist om Kommunens arbejderklassestatus. Han hævdede således:

Dens sande hemmelighed var følgende: Den var væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå.5

Marx’ analyse af Pariserkommunen involverer to hovedkomponenter, som næsten blev obligatoriske for fremtidige fortolkningerne af arbejderrådssystemet (sovjetterne) i bl.a. Rusland, Tyskland, Italien og Ungarn fra 1917-192. Disse hovedkomponenter er ligeledes kernen i den socialistiske forståelse af demokratiet, og kan, som vi senere skal se, genfindes i idéen om radikalt demokrati, om end i en lidt anderledes udgave. Den første komponent er Kommunens antistatslige karakter, da næsten alle efterfølgende analyser af arbejderrådene fremhæver, hvorledes sovjetterne fungerer som kimen til en ny, alternativ politisk orden. For socialister er staten altså ikke en neutral samling af institutioner: Staten besidder en status quo bevarende funktion, hvorfor den må erstattes med en ny type politisk orden. Den anden vigtige komponent, som fremtidige rådsdemokrater og socialister skulle lade sig inspirere af, er idéen om, at Kommunen repræsenterer en reel, folkelig, selvbestemmende styreform, som er langt mere demokratisk end det repræsentative og i praksis parlamentariske demokrati. Proletariatets revolution er derfor ikke kun den bestemte negation af de eksisterende kapitalistiske herredømmestrukturer, men også den proces, hvorigennem der indstiftes nye, genuint demokratiske strukturer. Selvom denne proces virker lovende i arbejdet med at gentænke demokratiet, er det omdiskuteret, hvad denne proces så nærmere skal indeholde, og hvem der er dens hovedaktører. Og et eksempel på sådan en diskussion er, hvad vi skal se nærmere på i det følgende.

For og imod Kommunen: Lenins to teorier om sovjetterne

Enhver rekonstruktion af socialismens historisk foretrukne politiske institutioner må nødvendigvis også berøre Vladimir Lenins forståelse af Pariserkommunen, sovjetterne, og disses forhold til det bolsjevistiske parti. Dette er nødvendigt, da vejen omkring Lenin giver indsigt i den fundamentale forskel mellem socialisternes demokratiforståelse og den ’faktisk eksisterende kommunisme’ i Sovjetunionen – og hermed er med til at afmontere den borgerlige automatreaktion, der sætter lighedstegn mellem socialisme og Sovjetunionen.

Vladimir Lenins forhold til Pariskommunen og russiske sovjetter var, som elimineringen af ​​Kronstadt-opstanden illustrerer, grundlæggende strategisk. Før den Russiske Revolution i 1917 viede Lenin ikke arbejderrådene, Marx’ forståelse af Pariserkommunen eller de embryoniske russiske sovjetter, der opstod i den fejlslagne revolution i 1905, mange tanker. Og efter 1917-1918, da bolsjevikkerne havde taget magten, understregede Lenin gentagne gange bolsjevikkerne og partiets dominans over arbejderrådene. Men i 1917, mens revolutionen i Rusland bølgede frem og tilbage, analyserede Lenin sovjetter i overensstemmelse med Marx’ pariserkommune-analyse og fremhævede den intime forbindelse mellem 1905-sovjetterne, 1917-sovjetterne og Pariserkommunen:

Arbejderne … har med rette taget den vej, der er angivet af erfaringerne fra ​​vores egen revolution i 1905 og Pariserkommunen, idet de har oprettet sovjetter bestående af arbejderrepræsentanter.6

Begivenhederne i 1917 bekræfter dermed for Lenin ”den indlysende sandhed, at for så vidt disse sovjetter eksisterer, for så vidt de er en magt, så eksisterer der i Rusland en stat af Pariserkommunens type.7 I Lenins vigtigste teoretiske arbejde, Staten og Revolutionen fra 1917, fremstilles det også således, at de russiske arbejderråd fortsætter og opdaterer den kommunale tradition; sovjetterne afslutter så at sige det arbejde, som de parisiske kommunarder påbegyndte, idet ”de russiske revolutioner i 1905 og 1917 i en anden situation, under andre omstændigheder fortsætter Kommunens værk og bekræfter Marx’ geniale historiske analyse”.8

Hvis dette var Lenins sidste ord om sovjetterne, ville hans forståelse ikke afvige meget fra Marx’ analyse af Pariserkommunen. Men Lenin havde også en anden forståelse af sovjetterne, som han gav udtryk for både før og efter 1917, og som helt og holdent afveg fra Marx. For Marx var kernen i Pariserkommunen, at den var en model for et fremtidigt, frit samfund, idet Kommunen ifølge Marx bedst kunne forstås som en konstitutionel form, der igennem institutionelle strukturer og folkelige deltagelse sikrede demokratisk selvstyre på permanent vis. I en pamflet fra 1905, hvor Lenin diskuterede Skt. Petersborg-sovjetten, der opstod i den fejlslagne 1905-revolution, argumenterede han imod at se på sovjetterne som permanente organer for proletarisk selvstyre: ”Sovjetterne er ikke et arbejderparlament og ikke et organ for proletariatets selvstyre eller overhovedet et organ for selvstyre, men en kamporganisation for opnåelse af bestemte mål.”9 Denne forståelse af sovjetterne er milevidt fra Lenins Marx-inspirerede fortolkning i 1917. Fra februar til oktober 1917, da bolsjevikkerne endnu ikke havde overtaget magten i Rusland og ikke havde flertallet i sovjetterne, argumenterede Lenin utrætteligt for at overdrage den politiske magt fra staten til sovjetterne, helt i tråd med Marx’ forståelse af Kommunen som en antistatslig politisk form. Men efter Oktoberrevolutionen ændrede Lenin mening om sovjetterne og vendte herved tilbage til sin opfattelse fra 1905, idet han nu argumenterede for, at ”for os har sovjetterne ingen betydning som politisk form; hvad vi bekymrer os om, er, hvilke klasser sovjetterne repræsenterer”.10 For Marx lå Pariskommunens enestående betydning netop i dens politiske styreform. Det afgørende for Marx var, at Kommunen var en formalisering af demokratisk magt, udtrykt gennem principperne om selvstyre, folkelig deltagelse, imperative mandater og tilbagekaldelige delegerede. Da først bolsjevikkerne overtog magten, interesserede Lenin sig ikke længere for sovjetterne som styreform, men kun for, hvorvidt de i tilstrækkelig grad tjente bolsjevikkernes formål. Herved distancerede han sig fra Kommunens politiske arv. Sovjetterne måtte ifølge Lenin i stedet underordnes kommunistpartiet, da kun partiet kunne repræsentere arbejderklassens sande interesser.

Rådskommunisme og kommunalformens ’formløshed’

Lenins teoretiske forståelse af Kommunen, og politisk undertrykkelse af sovjetterne til fordel for partiet, gav anledning til, at en broget skare af marxistiske tænkere og socialistiske aktivisters udviklede visioner om rådskommunisme, der stod i modsætning til den bolsjevistiske partikommunisme. Dette skyldtes især to forhold: Efterhånden gik det mere og mere op for mange på venstrefløjen, hvad det bolsjevistiske lederskabs sande karakter bestod i. Ligeledes havde forskellige eksperimenter med arbejderråd, fabriksdemokrati og kommune-organisering under den Tyske Revolution i 1918-1919 og de italienske bienno rosso i 1919-1920 givet disse versioner et empirisk belæg for deres faktiske realisering. Eksempler på dette kan ses hos tyske og hollandske aktivister og intellektuelle som Anton Pannekoek, Herman Gorter, Otto Rühle, Karl Korsch og Rosa Luxemburg, men også Antonio Gramsci i Italien. De forsøgte alle at adskille idéen om kommune-baseret græsrodsorganisering og rådsdemokrati fra sovjetternes tragiske skæbne i Rusland i årene efter revolutionen. Lenin kritiserede åbent rådskommunisternes ’venstre-kommunisme’ og diagnosticerede deres engagement i den Tyske Revolutions rådsbevægelse som en ’infantil lidelse’. Mange rådskommunister reagerede ved at forkaste Lenin og bolsjevikkernes idé om partiet som revolutionens fortrop og begyndte modsat Lenin at forbinde arbejderrådene med arven fra Kommunen. Men hvordan re-aktualiseres denne arv, der ellers syntes at være stedt til hvile i historiens udvikling?

Et godt eksempel på genoplivningen af Kommunens arv er essayet Revolutionær kommune fra 1929 af rådskommunisten Karl Korsch. Korsch havde taget del i etableringen af arbejderrådene under den Tyske Revolution og blev efter dens kuldsejling valgt ind i Weimarrepublikkens rigsdag for det tyske kommunistparti. I værket genbesøger Korsch Marx’ analyse af Pariskommunen ved at fokusere på grundspørgsmålet om kommunen som en specifikt arbejderklassebaseret politisk styreform, altså på det, Marx kaldte ”den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå”.11 Korsch hævdede – på trods af Marx’ redegørelse for specificiteten af den kommunale styreform – at der stadig er

en uafklaret modsætning mellem på den ene side Marx’ karakterisering af Pariserkommunen som den endelig opdagede ’politiske form’ for at opnå arbejderklassens økonomiske og sociale selv-emancipation, og på den anden side hans samtidige fokus på, at Kommunens egnethed til netop dette formål hovedsagelig hviler på dens formløshed; det vil sige på dens ubestemmelighed og åbenhed over for flere fortolkninger.12

Hvad Korsch nærmere bestemt argumenterer for, var, at Marx måske ikke udelukkende mente, at den kommunale styreform kun kunne frigøre arbejderklassen på grund af selve styreformens specificiteter (imperative mandater, øjeblikkelig tilbagekaldelse, føderalisme og lokal selvforvaltning). Men også på grund af ’dens formløshed’ – kort sagt, dens evne til selvtransformation. Marx selv karakteriserede da også Kommunen som ”en helt igennem udviklingsdygtig politisk form, mens alle tidligere regeringsformer væsentligt havde været undertrykkende”.13 Hvad Korsch finder i Marx’ idé om ​Kommunens ’udviklingsdygtige’ politiske form, altså hvad der i ovenstående citat kaldes ’formløshed’, består mere konkret i, at Kommunen bevarer elementer af konstituerende, revolutionær magt i institutionel form, mens andre styreformer derimod udtømmer deres revolutionære oprindelse i bureaukratiske institutioner, parlamenter og partistrukturer. Herved ses det også, at det repræsentative demokrati også har et revolutionært ophav, men – nok så vigtigt i denne kontekst – har undertrykt dette ophav i dets kategoriske skel mellem politiske repræsentanter og passive repræsenterede, politiske rettigheder og kapitalistisk produktionsmåde. Og som vi senere skal se, en pointe, der stadig går igen i forståelsen af måder at forstå ’radikalt demokrati’ i vores samtid. Som Korsch videre nævner i Revolutionær kommune:

[H]ver historisk styreform skifter på et bestemt tidspunkt i dens udvikling fra at være en udviklende form for de revolutionære produktionskræfter, for revolutionær handling og for udviklingen af bevidsthed til denne forms lænker.14

Som sådan vil politiske styreformer og institutioner, også selvom de oprindelig var anlagt på idéer om progressiv udvikling, blive en forhindring for en sådan udvikling over tid, hvis ikke de kontinuerligt ændres. Med andre ord eskaleres fremmedgørelsesprocessen i sådanne stivnede politiske styreformer og institutioner. Og ifølge Korsch vil denne fremmedgørelsesproces fra det revolutionære ophav også finde sted i kommune-formen og i arbejderrådene, hvis de ikke bliver gennemsyret af en dosis ’formløshed’: af konstant revolutionær energi så at sige. Og dette, fordi det endelige mål ”ikke er nogen stat, hvor ’demokratisk’, ’kommunal’ eller endda ’råds-baseret’ den end er”, men i stedet at etablere politiske institutioner, der er ”relativt åbne og ubestemte15 og derfor åbne for selvtransformation og gen-konstituering. En formløshed, der spillede en afgørende rolle for nyere demokratitænkere, men som fik et forskelligt udtryk gennem det 20. århundredes erfaring med en anden styreform: totalitarisme.

Pariserkommunen efter totalitarismen: Socialisme som radikalt demokrati

Efterhånden som totalitarismen opstod i 1930’ernes Europa, og de praktiske erfaringer med kommune-demokrati og arbejderråd falmede i manges hukommelse, begyndte teoretiske diskussioner om rådsdemokrati og Pariserkommunen at blive mere marginale emner på den europæiske venstrefløj. Efter 2. verdenskrig var mange politiske tænkere i stedet optaget af at analysere totalitarismen som ny politisk styreform. Videre udvistes generelt få ambitioner om at finde alternativer i en vestlig politik-tradition, hvis rationalisme, bureaukratisme og nationalisme af mange blev anset for at være størrelser, der havde gødet jorden for totalitære ideologier. Denne dystre evaluering af den europæiske samfundsform og idétradition begyndte at ændre sig med den Ungarske Revolution i 1956, hvor den ungarske arbejderrådsbevægelse igangsatte det første store østeuropæiske oprør mod den russiske undertrykkelse. Begivenhederne i Ungarn skabte en fornyet teoretisk interesse for rådssystemet og genoplivede på mange måder arven fra Pariserkommunen. To af de tænkere, der begyndte deres teoretiske arbejde som fortolkere af totalitarismen, men som blev helt afgørende for genoplivningen af arven fra Kommunen og rådssystemet efter totalitarismen, var den græsk-franske socialist Cornelius Castoriadis og den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt.

Castoriadis var i 1960’erne og ’70’erne optaget af en historisk rekonstruktion af, hvad han kaldte en autonom politisk tradition. En tradition, han opfattede som et alternativ til bureaukratiets overherredømme og dets opdeling af samfundet i repræsentanter og repræsenterede. En opdeling, der ifølge Castoriadis karakteriserede både de vestlige repræsentative demokratier og de østlige kommunistiske diktaturer. En sådan autonom politisk tradition beroede ifølge Castoriadis på erkendelsen af alle politiske institutioners ’selv-konstituerede’ natur, dvs., at der i politik ikke findes nogen naturgivne, gudsgivne eller fornuftsgivne institutioner og hierarkier. Alle politiske institutioner er konstitueret af mennesker og kan derfor også transformeres af mennesker – ingen politiske institutioner er mejslet i sten, alt beror på valg, kamp og konflikt. Ifølge Castoriadis påbegyndtes en sådan autonom politisk tradition med de gamle atheneres opfindelse af filosofi og demokrati, der begge – via tankens og organiseringens magt – forsøgte at stille spørgsmål til alle etablerede sandheder om mennesket og dets samfundsmæssige organisering. Relativt begrænsede manifestationer af autonom politik fandt sted op igennem verdenshistorien, men Pariserkommunen og arbejderrådene var ifølge Castoriadis autonomiens primære manifestationer i moderniteten. I et sprog, der minder om Korschs fortolkning af Kommunen – som befindende sig mellem politisk form og formløshed – hævder Castoriadis, at

Kommunen i 1871, sovjetterne i 1905 og 1917, fabrikskomiteerne i Rusland i 1917-1918, fabriksrådene i Tyskland i 1919-20 og arbejderrådene i Ungarn i 1956 var organisationer etableret for at bekæmpe den herskende klasse og dens borgerlige stat, og var samtidig nye former for samfundsmæssig organisering baseret på principper, der er radikalt i modsætning til det borgerlige samfunds principper.16

Pariserkommunen og arbejderrådene, fastslår Castoriadis, er begge revolutionære organer (i lighed med Korsch’ fokus på revolutionær formløshed) og samtidig permanente politiske former (i lighed med Marx idé om ’Kommunalforfatning’). De er med andre ord de embryoniske organisationer for et fremtidigt socialistisk demokrati. Denne kombination af politisk form og revolutionær transformationskraft har ifølge Castoriadis altid været en central del af Pariserkommunens arv, for så vidt som ”de russiske fabriksudvalg i 1917, de tyske arbejderråd i 1919 og de ungarske råd i 1956 alle forsøgte at udtrykke (uanset deres navn) den samme originale, organiske og karakteristiske måde, hvorpå arbejderklassen organiserer sig selv”.17 Pariserkommunen og arbejderrådene er for Castoriadis således konkrete eksempler og institutionelle udgaver af autonom politik – den folkelige kontrol med samfundets selv-konstituerende kræfter. Vi kunne måske sige, at den autonome politik, som Castoriadis finder i Pariserkommunen og arbejderrådene, simpelt kan sammenfattes i styreformen demokrati. Demokrati for Castoriadis består blot og bart i, at folket – ikke eliten, guderne eller traditionen – konstituerer samfundets institutioner og har mulighed for at gen-konstituere dem, når de begynder at blive dominerende og fremmedgørende. Pariserkommunen og arbejderrådene er for Castoriadis institutionaliseringen af denne konstituerende magt.

En anden udgave finder vi hos en anden vigtig fortolker af Kommunens arv og arbejderrådene, nemlig den tyske tænker Hannah Arendt. Det kan umiddelbart virke overraskende, at Arendt står som en central fortolker af socialismens demokratiske institutionsformer, alt den stund hendes teoretiske hovedværk, Menneskets Vilkår (1958), er én lang kritik af marxismen, og særligt af arbejdets centrale placering i denne teoritradition. Modsat Castoriadis (og Marx) går den kommunale tradition ifølge Arendt da også længere tilbage end Pariserkommunen, nærmere bestemt til den Franske Revolution. Siden da er grundelementerne til en ny politisk styreform ifølge Arendt kontinuerligt dukket op i mange af de moderne revolutioner. En sådan ny politisk styreform så nemlig allerede dagens lys i de 48 sektioner, som var en del af den første Pariserkommune under den Franske Revolution, der netop etablerede sig selv som lokale, selvstyrende organer i en revolutionær kommune. I stedet for at forblive som valgdistrikter, som den nationale konstituerende forsamling havde besluttet, forvandlede de parisiske sektioner sig til nye organer for folkeligt selvstyre. Midt under den Franske Revolution igangsætter disse radikaliserede sektioner ifølge Arendt således en politisk tradition for kommune-demokrati, der modsætter sig både den moderne stat, parlamentarismen og partisystemet. I Arendts vurdering foregreb ”de franske sociétes révolutionnaires med en yderst uhyggelig præcision de råd, sovjetter og Räte, der dukkede op i hver eneste egentlig revolution gennem det 19. og 20. århundrede”. Og ligeledes er ”de vigtigste årstal, hvor disse nye kamporganer og spirer til en ny stat opstår”18 ifølge Arendt følgende: Pariserkommunen i 1871, de russiske sovjetter i 1905 og 1917, de tyske arbejder- og soldaterråd fra 1918-1919, den kortvarige rådsrepublik i München i 1919 og arbejderrådene under den Ungarske Revolution i 1956. Fælles for disse kommune- og rådsstrukturer er deres realisering af politisk frihed:

”Rådene var åbenlyst rum for frihed. Som sådan vægrede de sig uvægerligt mod at blive betragtet som revolutionens midlertidige kamporganer, idet de tværtimod af alle kræfter forsøgte at etablere sig selv som blivende statsorganer … Her var ikke tale om et paradis på jord, om et klasseløst samfund, en drøm om et socialistisk eller kommunistisk broderskab, men om oprettelsen af ’den sande republik’”19.

Men hvad er så først og fremmest den vigtige lære af Castoriadis’ og Arendts nyfortolkninger af Pariserkommunens arv i sammenhæng med europæiske arbejderrådsbevægelser? Det er, at de flytter Pariserkommunen fra en overvejende marxistisk diskussion over til et nyt radikaldemokratisk terræn. Denne nyfortolkning holder den politiske arv fra Kommunen levende i dag, og vi kan stadig lære meget af den i dag – især hvis vi ønsker os andre forståelser af frihed, demokrati og folkelig autonomi end dem, vi finder i det liberale demokrati. Castoriadis og Arendt opfatter primært Pariserkommunen og rådssystemet som politiske organisationsformer, der kan give svar på overordnede spørgsmål om politik, samfundets selv-konstituering, folkelig autonomi, frihed og demokrati. Disse spørgsmål er naturligvis ikke fremmede for marxismen, men med Castoriadis’ og Arendts analyser af den kommunale arv og rådstraditionen sker der en vigtig ændring i disse institutionelle formers betydning og formåen. ”Deres forbilledlige karakter”, skriver Castoriadis for eksempel,

stammer ikke fra at være arbejderråd, den er ikke knyttet til deres ’proletariske sammensætning’, til rådenes udspring fra den ’produktive sfære’ … Arbejderrådenes afgørende vigtighed ligger i deres etablering af direkte demokrati – med andre ord, i etableringen af ægte politisk lighed (lighed i udøvelsen af magt).20

Der er andre elementer værd at hæfte sig ved i Castoriadis’ og Arendts post-totalitære fortolkninger af Pariserkommunen og arbejderrådene, som det er værd at hæfte sig ved. Med Castoriadis og Arendt får vi mulighed for at forstå Kommunens arv og nutidige potentiale som ikke udelukkende bundet til den økonomiske sfære, men derimod til det folkelige kollektiv som en revolutionær, transformerende aktør. Det er ikke selve kommuneformen, der giver den dens eksemplariske status og betydning, men organisationsformens kontinuerlige evne til selv-transformation og folkelig mobilisering. Da offentlige pladser – som led i Occupy Wall Street og Indignados-bevægelserne – blev besat i Europa og USA i 2011-2012, så vi således genkomsten af den kommunale arv. Ikke fordi der blev etableret eksakte udgaver af Pariserkommunen eller arbejderrådene, men fordi der blev etableret nye institutionelle former baseret på direkte demokrati og folkelig organisering. Som sådan er arven fra Pariserkommunen radikalt demokratisk. Betydningen af ​​Pariskommunen for forestillingen om et specifikt socialistisk demokrati, når først Kommunen er forbundet til idéen autonomi og politisk frihed, er således et politisk projekt med det overordnede formål at politisere samfundets hierarkier og samle ’herskere’ og ’regerede’ i en samlet aktør: det autonome, selvbestemmende folk.

Benjamin Ask Popp-Madsen er Ph.d. i statskundskab, postdoc ved Copenhagen Business School, og forfatter til bogen: Visions of Council Democracy: Castoriadis, Lefort, Arendt, Edinburgh University Press, https://bit.ly/2Z4R5Cy, fra 2021, hvor man kan læse hele historien om arbejderrådene og det radikalt demokratis rolle i gentænkningen af demokratiet i en nutidig kontekst.

  1. Se for eksempel Kirstin Ross (2015), Communal Luxury: The Political Imaginary of the Paris Commune. London: Verso Books; Donny Gluckstein (2006): The Paris Commune: A Revolution in Democracy; ROAR Magazine (2016), issue #1: Revive la Commune! https://roarmag.org/issues/revive-la-commune/
  2. Karl Marx, Borgerkrigen i Frankrig (1871). http://www.marxister.dk/vis.php?id=140&forf=1
  3. Karl Marx, Borgerkrigen i Frankrig (1871). http://www.marxister.dk/vis.php?id=140&forf=1
  4. Se for eksempel Martin P. Johnson (1996): The Paradise of Association: Political Culture and Popular Organizations in the Paris Commune of 1871. Ann Arbor: University of Michigan Press.
  5. Karl Marx, Borgerkrigen i Frankrig (1871). http://www.marxister.dk/vis.php?id=140&forf=1
  6. Egen oversættelse, Vladimir Lenin (1917), Letters from Afar. Third Letter: Concerning a Proletartian Militia. https://www.marxists.org/archive/lenin/works/1917/lfafar/third.htm#v23pp64h-320
  7. Vladimir Lenin (1917): Om dobbeltmagten. Original kursivering. https://www.marxists.org/dansk/lenin/1704-dob.htm
  8. Vladimir Lenin (1917): Staten og revolutionen. http://www.marxisme.dk/arkiv/lenin/1917/stat-rev/sr-03.htm
  9. Egen oversættelse, Vladimir Lenin (1905): Socialism and Anarchism. https://www.marxists.org/archive/lenin/works/1905/nov/24.htm
  10. Egen oversættelse, Lenin citeret i Oskar Anweiler (1974), The Soviets: The Russian Workers, Peasants and Soldiers Councils, 1905-1921, s 165.
  11. Karl Marx, Borgerkrigen i Frankrig (1871). Min kursivering. http://www.marxister.dk/vis.php?id=140&forf=1.
  12. Egen oversættelse, Karl Korsch (1929), Revolutionary Commune. Original Kursivering. https://www.marxists.org/archive/korsch/1929/commune.htm
  13. Karl Marx, Borgerkrigen i Frankrig (1871). http://www.marxister.dk/vis.php?id=140&forf=1
  14. Egen oversættelse, Karl Korsch (1929), Revolutionary Commune. Original Kursivering. https://www.marxists.org/archive/korsch/1929/commune.htm
  15. Egen oversættelse, Karl Korsch (1929), Revolutionary Commune. Original Kursivering. https://www.marxists.org/archive/korsch/1929/commune.htm
  16. Egen oversættelse, Cornelius Castoriadis (1988), ’Proletariat and Organization, I’, i Cornelius Castoriadis (1988): Political and Social Writings, vol. II. Minneapolis: University of Minnesota Press, side 198. Original kursivering.
  17. Egen oversættelse, Cornelius Castoriadis (1988), ’On the Content of Socialism, II’, i Cornelius Castoriadis (1988): Political and Social Writings, vol. II. Minneapolis: University of Minnesota Press, side 95.
  18. Hannah Arendt (2012): Om Revolution. Aarhus: Forlaget Klim, side 246, 258.
  19. Hannah Arendt (2012): Om Revolution. Aarhus: Forlaget Klim, side 260.
  20. Egen oversættelse, Cornelius Castoriadis (1993), ’The Hungarian Source’, i Cornelius Castoriadis (1993): Political and Social Writings, vol. III. Minneapolis: University of Minnesota Press, side 260. Original kursivering.