Uheldets tragiske optimisme. Kritik af en klimaindstilling.

DR’s nye klimaprogram Den grønne optur vil give dig grunde til at være optimist i forhold til klimaet. Programmet røber mere end det. Selve behovet for at søge en sådan optimisme midt i en krise udtrykker, at vi er frataget handlemuligheder for at skabe reel forandring. Og hvad nu hvis handlingen kun findes på den anden side af desperationen?

Af Nikolaj Kornbech

Der mangler optimisme i klimadebatten, mener Danmarks Radio, der med aktualitetsprogrammet Den grønne optur er gået på jagt efter ’løsninger’ i bedste sendetid. TV-vært Joakim Ingversen og klimakorrespondent Thøger Kirk, er på ”klima-roadtrip” i elbil for at vise, ”at der rundt omkring i Danmark eksperimenteres på fuldt tryk for at afværge de katastrofescenarier, der lurer ude i fremtiden”.1

Der er altså lagt op til et hyggeligt familieprogram om klima, der skal give os alle det håb, som mangler i klimapolitikken. Umiddelbart ser det ellers ud til at flyde over med håb – Dan Jørgensen giver interviews til CNN om, hvor godt vi klarer det i Danmark, og Landbrug og Fødevarer, Dansk Industri, Danish Crown m.fl. er hele tiden ude at berolige os med, at de skam har ”klimakontrolleret gris” og alskens planer for at nedbringe deres udledninger.

Men det er da rigtigt, at klimaaktivister og andre kritiske stemmer til tider skaber sprækker i det glansbillede, og at klimaangst og -depression er et stigende problem særligt blandt unge. Så hermed har DR fundet en public service-mission: at berolige den almindelige dansker med et skud optimisme.

Det er ikke noget nyt. Særligt den norske stjernepsykolog Per Espen Stoknes har i mange år turneret alverdens medier med argumentet om, at for mange negative fremstillinger skaber handlingslammelse, og at medier derfor skal fokusere på at “inspirere borgerne”, når de dækker klimastoffet.2

Den grønne optur formår i løbet af dens tre afsnit at give en basal introduktion til forskellige teknologiske idéer og forskningsfelter, der kan være med til at afbøde nogle udledninger. Men disse teknologier sættes ikke i forbindelse med klimakrisen som et socialt, økonomisk eller politisk problem. I stedet er der f.eks. en implicit forventning om, at de præsenterede teknologier kan muliggøre fortsat økonomisk vækst, selvom dette efterhånden er et kontroversielt spørgsmål i den videnskabelige litteratur, og at vækstkritiske perspektiver får stigende opmærksomhed i disse år.3

Seeren bliver altså ikke særligt meget klogere på, om teknologiske løsninger er et tilstrækkeligt svar på de udfordringer, vi står med. I stedet er Den grønne optur en interessant fortælling om klimakrisen som et kulturelt fænomen i velfærdssamfundet Danmark – og om den særlige tragedie, vores klimapolitiske virkelighed er. For hvorfor har vi dette næsten patologiske behov for positive spin på klimakrisen, når mange magthavere først og fremmest mangler at forstå og reagere på alvoren? Og hvad fortæller det om vores politiske virkelighed, at et “bredt klimaprogram” først og fremmest afsøger teknologiske løsninger på et socialt, politisk og kulturelt problem, som om det var et neutralt samlingspunkt, der er hævet over politik?

Fremtidsskabere

Lad os starte med at tænke over, præcis hvad Kirk og Ingversen gør i de her programmer. Gang på gang udbryder de i mødet med en teknologisk idé, at de befinder sig i fremtiden. At sidde i en eldrevet Porsche eller lastbil er som “at køre i fremtiden”. Kaptajnen på el-færgen mellem Als og Ærø er en “fremtidsmand”.

Fremtiden er altså et evigt omdrejningspunkt, omtalt i bestemt ental, som den almindeligvis bliver. En underlig vane, når man tænker over det, for fremtid er netop forskellig fra nutid ved endnu ikke at være realiseret, og er derfor bedre forstået som forestillinger om forandringer, og hvordan de realiseres. Fremtider er derfor nødvendigvis, i hvert fald inden for den menneskelige erkendelsesramme, åbne – åbne for, at det uforudsete sker, og åbne for intentionel forandring.

I den forstand er Thøger Kirk og Joakim Ingversen fremtidsskabere; de samler brudstykker af forskning, iværksætteridéer, politiske visioner og menneskelige normer i en samlet fortælling om én fremtid ud af en potentielt uendelig mængde af fremtider. Hvis jeg havde skrevet på engelsk, ville jeg med inspiration fra andre tænkere sige, at Kirk og Ingversen “make futures present” – og altså spillet på dobbeltbetydningen i “present”: for at fremtider kan være til stede skal de føres ind i nutiden.4

Den grønne optur er på denne måde en form for science fiction, endda i en meget klassisk form, som konstant spiller med futuristisk æstetik for at imponere seeren. Det virkeligt interessante for genren er jo, som science fiction-forfatteren Ursula Le Guin minder os om, at den altid fortæller en historie om nutiden.5

Hvad indeholder denne fremtid så, denne “opturs”-fremtid, som værterne bruger tre gange 30 minutter på at udlægge for os? Hvilken historie om nutiden fortæller den os? Det ville være åbenlyst at sige, at den indeholder en masse hightech, eller ’løsninger’, som Thøger Kirk kalder det, for det er det, programmet er struktureret omkring: vertikalt landbrug, nyt kvægfoder, elbiler, ’grønne brændstoffer’ m.m.

Men deres fremtid indeholder meget mere – blandt andet en masse mænd. Begge værter er mænd, og det samme er de fleste af deres kilder: blandt 11 interviewpersoner finder vi 4 kvinder: en kvindelig professor fra Institut for Husdyrvidenskab, en tangfarmer (som selvfølgelig instruer dem i madlavning), formanden (sic) for Karise Permatopia, og en kvinde i samme økosamfund, der udelukkende udtaler sig i rollen som den omsorgsfulde mor. Ingversen og Kirks fremtid er altså en maskulin fremtid, til tider til det tåkrummende karikerede: de spiser helst ikke grøntsager, kører ræs i store lastbiller på Sjællandsringen, og savler i fællesskab over en elektrisk Porsche, der i sidste afsnit erstatter deres mere beskedne Kia.

Det er også en maskulin fremtid på et mere grundlæggende plan. En fremtidsfortælling, hvor produktion og ikke reproduktion er i centrum,6 hvor ’løsninger’ på klimakrisen ikke handler om at erkende og indrette sig efter en gensidighed med naturen, men at dominere og transcendere den.7 Landbrug skal foregå i fabrikshaller med LED-lys, vi skal have større vindmøller, og vi skal manipulere med kvægenes fordøjelse, så de udleder mindre metan. En forsøgs-ko har endda fået indopereret en skakt i siden af vommen, så man kan stikke hånden ind og se hvordan fordøjelsen går.

Det er et eksempel på det, Ursula Le Guin har kaldt en yang-utopi – altså baseret på det maskuline princip i yin-yang dualismen. Le Guins diagnose af de vestlige samfunds utopiske tænkning resonerer med den yang-energi, vi finder i Den grønne optur:

“Utopia har været yang. På den ene eller anden måde, siden Platon, har Utopia været den store yang-motorcykelrejse. Lys, tør, klar, stræk, vedholdende, aktiv, aggressiv, lineær, progressiv, kreativ, ekspanderende, avancerende, og varm. Vores civilisation er nu så intenst yang, at enhver forestilling om at udbedre dens uretfærdigheder eller undslippe dens selvdestruktion må involvere en omvending”.8

Hvis der er optimisme i programmet – og det vender jeg tilbage til – er det en yang-optimisme, en optimisme om, at alt kan blive som før, fordi modernitetens motor løser sine egne problemer. I Den grønne optur får vi en tur, som ikke kun peger op, men i særdeleshed frem. Frem mod det evige fremskridt, som er fyldt med endnu flere forbrugsgoder, endnu mere naturbeherskelse, og først og fremmest en virkelighed, som er større og hurtigere, og mere. Vi behøver ikke spørge, hvad der skal være mere af, for det er selvfølgelig mere af det samme, hvad skulle det ellers være, mere innovation, mere eksportøkonomi (det er danske løsninger, og det er godt, forstår man) og mere privatforbrug.

Vi er alle forbrugere

Den førnævnte fornemmelse af karitatur vender tilbage, når det kommer til den rolle, Joakim Ingversen udfylder. Muligvis foranlediget af sit image som vært i underholdningsprogrammer synes Ingversen designet til at repræsentere det brede Danmark. Ingversen siger selv i begyndelsen af første afsnit, at han er en “gennemsnitsdansker når det kommer til klima”. Her hentyder han til sin viden om emnet, men det bliver hurtigt klart, at Ingversen i en bredere forstand fungerer som en stand-in for den kulturelle forståelse af den almindelige dansker – personen, som bor i parcelhus, foretrækker pizza eller burger, har to små søde børn, og køber romkugler hos bageren. Og det er denne person, Joakim-som-almindelig-dansker, der gang på gang bliver spurgt, hvor meget ekstra han vil betale for et klimavenligt hus, om han kunne overveje at købe en elbil, og om han godt kan lide det tang, der bliver serveret.

Den “opturs”-fremtid vi får præsenteret, tildeler altså en central rolle til middelklassens forbrugersubjekt – ikke mindst som bestemmende agent for samfundsudviklingen. For når vi en sjælden gang bliver præsenteret for det, som man inden for aktivist- og NGO-verdenen ville kalde en forandringsteori, hedder den, at det skal være attraktivt for den rigeste og mest selviske forbruger at vælge det mere ’klimavenlige’ produkt.

At serien på denne måde fremstiller mennesket som først og fremmest en forbruger, harmonerer godt med det, sociologen og filosoffen Christopher Groves har kaldt “administrative imaginaries”, en særligt administrativ og bureaukratisk forestillingsevne omkring fremtiden, hvor politiske retfærdighedsspørgsmål er reduceret til tekniske anliggender. Underlagt denne fattige forestillingsevne er “fremtiden forstået som åben for manipulation og ’videnskabelig’ management, og som fanget i et net af matematiserede former for tænkning”.9 Det opnås ifølge Groves ved essentielt at udviske det politiske subjekt – den deltagende samfundsborger – og erstatte det med et forbrugersubjekt, således at en alvidende bureaukrat ideelt set ville kun udregne ’rationelle’ planer for fremtiden, der sikrer den ønskede produktion og fordeling af goder.

En sådan tilgang til fremtiden udvisker essensen i det politiske. Politik er i sidste ende baseret på iboende modsætninger mellem forskellige interesser, samfundsgrupper og deres (fremtids)visioner, som ikke kan udbedres igennem tekniske udregninger eller rationel planlægning.10

Denne administrative forestillingsevne er desværre allestedsnærværende i klimapolitik, eller i hvert fald i den teknisk-økonomiske klimapolitik, som har indflydelse på magtens centrum. FNs klimapanels omstillingsscenarier er udregnet efter et princip om at maksimere økonomisk vækst, Klimarådet rådgiver som hovedregel om de mest “omkostningseffektive” løsninger, og mest synligt er der dette konstante fokus på teknologierne, altså underforstået: teknologier som passer til kapitalen, til natursynet, og til det umyndiggjorte forbrugersubjekt.

Og jeg kan ikke tale for alle, men hvis der er noget, som tager håbet fra mig, er det netop at blive reduceret til en jævn forbruger, der ikke kan forestille sig andre leveveje eller alternativer til materielle statusdistinktioner.

Ikke-handling

Den grønne optur er på den måde – paradoksalt, men måske ikke overraskende – med til at optegne en underliggende tragedie. For mens klimakrisen faktisk har været med til at skabe en egentlig politisk vækkelse i Danmark, hvor flere og flere forstår behovet for at udfordre eksisterende institutioner og kulturelle normer, er vores politiske institutioner nok mere end nogensinde fanget i et administrativt, rationalistisk jernbur. Og dermed har det politiske i den politiske vækkelse svært ved at komme til syne: det tolkes (og udtrykkes ofte) som et abstrakt krav til handling, som så bliver oversat til cost-benefit-vurderinger med udgangspunkt i forbrugersubjektet, som så bliver til ’behovet’ for opfindelser og teknologiske løsninger.

I sidste ende er det ’teknologien’, der fremstilles som den handlende aktør i dette narrativ. Denne feticherede, upersonlige ting, som ikke er et moralsk subjekt, ikke kan stilles til ansvar, ikke har noget ansigt, men alligevel opleves som en kraft-i-sig-selv,Handling, som de fleste forstår det, står jo netop i diametral modsætning til den form for klimaets nødvendighedens politik, som Den grønne optur præsenterer. For det som karakteriserer politisk forandring er, at man udfordrer og ændrer de givne sandheder i et samfund – som at kræve stemmeret til kvinder, eller ved at kræve uafhængighed fra en kolonimagt. Den nyligt afdøde anarkistiske antropolog David Graeber tillægger denne form for handling en eksistentiel dimension oven på den politiske. I sin geniale bog om Bullshit Jobs beskriver han tragedien i, at så mange af os i dag udfører totalt meningsløst arbejde, som at være frarøvet ”glæden ved at være en årsag”. Graeber låner dette udtryk fra psykologen Karl Groos, som opdagede en overvældende glæde hos spædbørn, når de fandt ud af, at de kan forårsage virkninger i verdenen omkring dem; at deres armbevægelser eksempelvis kan bruges til flytte legetøj rundt. Børn opbygger ifølge denne teori deres selv – individueringen af selvet fra omverdenen – igennem disse erkendelser af at kunne skabe forandringer i det umiddelbare rum omkring dem. At blive frarøvet denne glæde – også som voksen – kan derfor lede til eksistentielle kriser. 11

Jeg kan ikke slippe tanken, at narrativet om teknologiske løsninger – i Den grønne optur og i mainstream klimapolitik generelt – er i gang med netop at rarøve os denne glæde ved at være en årsag. Der er en scene i programmet, som skal forklare om fordelene ved tang i kvægkost (illusteret i en animeret grafisk stil, som minder foruroligende meget om en Burger King reklame om samme emne),12 hvor de metan-producerende mikroorganismer i kvægets vom er tegnet som tegneserie-skurke. Den eneste ’aktør’, som bliver tillagt ondartede intentioner i hele programserien, er altså ikke et menneske eller menneskeskabte institutioner og instanser, men mikroorganismer, hvis evne til at have menneskeligt begribelige intentioner må siges at være tvivlsom. Fossilindustrien er borthvisket, den agrokemiske industri og den allestedsværende lobbyisme mod klimapolitiske tiltag udebliver.

Og jo, der er nogle mennesker, som bliver tildelt en form for helterolle i fortællingen – ’gør det dig stolt?’ er et ledende spørgsmål, som bliver gentaget igen og igen – men det er mennesker, som arbejder i feltet med kommercielle og kapitalvenlige løsninger, ikke mennesker med en social vision for bæredygtige samfund. Undtagelsen, som bekræfter reglen, er portrættet af Karise Permatopia i andet afsnit. En nybygget økolandsby syd for Køge, hvor flere af beboerne giver udtryk for deres praksis som en social vision, og som understreger behovet for at forandre systemer. Men programmet virker samtidigt opsat på at holde en armslængde til det – det bliver beundret, men bliver også kaldt ”klimaekstremt” og som ”at gå hele vejen”. Og konceptet efterlades derefter til fordel for igen at fokusere på kommerciel teknologi.

I sidste ende er det ’teknologien’, der fremstilles som den handlende aktør i dette narrativ. Denne feticherede, upersonlige ting, som ikke er et moralsk subjekt, ikke kan stilles til ansvar, ikke har noget ansigt, men alligevel opleves som en kraft-i-sig-selv, man må sætte sin lid til.13 På denne måde bliver handling på tragisk og paradoksal vis til ikke-handling: Vi er frarøvet glæden ved at være en årsag, og overladt til at håbe på, at teknologien klarer det for os.

I seriens slutscene på en europalle i Søby Havn, opstår en række små sprækker i det håbefulde narrativ. “Kommer vi nogensinde i mål?”, spørger Joakim Ingversen retorisk. Det bliver dog ikke fulgt op. Og bagefter forkynder Thøger Kirk, at ”man ikke bare kan vente på, at nogen kommer og løser det for os, og så ellers bare leve videre som vi plejer”, altså gøre brug af handlemuligheder, som står hen i det uvisse, fordi serien har brugt 90 minutter på at konstruere ikke-handling som det eneste – eller i hvert fald mest gangbare – alternativ. Ingversen svarer, at han “skal ud og kigge efter en elbil”, og Kirk foreslår, at vi skal købe plantebøffer, men hans stilhed giver mig alligevel en fornemmelse af, han godt ved, at han formidler et usikkert og muligvis utilstrækkeligt handlingsperspektiv. Thøger Kirk præsenterer ikke – modsat programmets titel – en ren teknoutopisk jubeloptimisme. Han udtrykker bekymring og skepsis, og bliver dermed repræsentant for en resigneret, passiv håbefuldhed: det her er det bedste håb, vi har, forstår man, så vi må bare håbe, at den teknologiske udvikling lykkes, og at det går hurtigt nok. Derfor virker slutscenens henkastede og abstrakte call-to-action også så afvæbnende, og ja, deprimerende. I den sidste scene føles det faktisk som om, at programmet underminerer sin erklærede optimistisme. Det føles hult.

Thøger Kirk har forklaret i et radiointerview, at programpitchet faktisk startede med navnet “Thøger og Klimadepressionen”. Men DR’s redaktører pressede på for at ændre konceptet, fordi de fandt det for negativt, og foretrak at fortælle positive historier om klimaet.14 Det er jo faktisk beskæmmende, at offentlighedens gatekeepere de facto nægter os at behandle de negative følelser, vi nærer under klimakrisen. At der presses imod, at vi kollektivt og politisk erkender, at situationen kort og godt er noget rigtig lort for nu at være helt bramfri. Vi fortsætter med foden på speederen mod klimakatastrofen. På trods af alt, hvad vi ved om konsekvenserne, dyrker vi kvæg med soja fra nedfældet regnskov, vi udvider lufthavne, gasrørledninger og motorvej i ufortrødent tempo. Verdensledere deklarerer ved enhver given lejlighed situationens alvor, men sætter abstrakte mål om en omstilling, der først indtræder langt ud i fremtiden, derude hvor den ikke koster noget endnu. Alt imens vi andre – og særligt de dårligst stillede i de fattigste lande – fortsat kører rundt i lortets trædemølle.

Erkendelse er som bekendt det første skridt til at gøre noget ved et problem. Men som dette program eksemplificerer, bliver vi som politisk offentlighed igen og igen frataget denne erkendelse, fordi paternalistiske psykologer, mediefolk og dem, der sidder på den politiske og økonomiske magt igen og igen fortæller os, at alt den ”negativitet” er noget skidt, fordi det fører til desperation og handlingslammelse. Derfor skal vi være positive og håbefulde, også selvom den håbefuldhed indebærer at fejre ikke-handling som handling.

Men hvad hvis handlingen kun findes på den anden side af desperationen? Hvad hvis negativiteten – som jo ikke kun indbefatter en handlingslammet håbløshed, men også vrede, harme og indignation – kan hjælpe os med at pege på dem og det, som har ansvar, altså på fossilgiganterne, agroindustrien, på selvtjenende politiske ledere, på et olieafhængigt militærkompleks, og på en finansiel sektor, som søger at bevare værdien af dens investeringer og presse hver en citron for evig vækst?

Måske er problemet, at vores håb for fremtiden alt for ofte forveksles med deres håb for fremtiden – altså dem som er ansvarlige for klimakrisen, den “ene procent”, som har masser af muligheder for at beskytte sig mod klimaforandringernes konsekvenser, så længe de kan holde fast på deres økonomiske magt?

Hvad hvis problemet ikke er, at vi mangler håb, men at håbet er ulige fordelt?

Nikolaj Kornbech er forskningsassistent og kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han beskæftiger sig med sammenspillet mellem international klimapolitik og teknologiske idéer. Nikolaj er tidligere medarrangør af Folkets Klimamarch, og har arbejdet frivilligt med politik og kampagne for miljøbevægelsen NOAH og solidaritetsbevægelsen Global Aktion.

Print Friendly, PDF & Email
  1. ’Med Joakim og Thøger på klima-roadtrip’, Danmarks Radio, 28. september 2021. www:  https://www.dr.dk/presse/med-joakim-og-thoeger-paa-klima-roadtrip
  2. ’Klimapsykolog: Journalister bør engagere borgerne med håb frem for frygt, når de skriver om klimaet’, Morten Madsen, Information, 23. oktober 2018. Www: https://www.information.dk/kultur/2018/10/klimapsykolog-journalister-boer-engagere-borgerne-haab-frem-frygt-naar-skriver-klimaet
  3. Se særligt Kallis, G. (2018), Degrowth. Agenda Publishing. Ludvig Goldschimdt Pedersen har også anmeldt Jason Hickels ”Less is More” på disse spalter: https://www.eftertrykket.dk/2021/05/26/kurs-mod-afgrunden/
  4. Se f.eks. Anderson, B. (2010) “Preemption, precaution, preparedness: Anticipatory action and future geographies”, Progress in Human Geography, 34(6), s. 777–798. doi: 10.1177/0309132510362600.
  5. Ursula K. Le Guin, Introduktionen til “The Left Hand of Darkness” (1969). Www: https://www.penguin.com/ajax/books/excerpt/9780441007318
  6. Om reproduktionens skjulte betydning for kapitalismens udvikling se særligt Silivia Federici (2004) The Caliban and the Witch. Autonomedia.
  7. Se f.eks. introduktionen til Carolyn Merchant (1980), The Death of Nature: Women, Ecology and the Scientific Revolution. Harper and Row.
  8. Ursula K. Le Guin, ”A Non-Euclidian View of California as a Cold Place to Be”, https://cpb-us-e1.wpmucdn.com/sites.ucsc.edu/dist/9/20/files/2019/07/1989a_Le-Guin_non-Euclidean-view-California.pdf. Oversat – som alle øvrige citater fra engelske tekster – af undertegnede.
  9. Christopher Groves (2014) Care, Uncertainty, and Intergenerational Ethics. Palgrave Macmillan, s. 88.
  10. Se f.eks. Mouffe, C. (2002) “Which Public Sphere for a Democratic Society?”, Theoria: A Journal of Social and Political Theory, (99), s. 55–65.
  11. David Graeber (2018) Bullshit Jobs: A Theory. Allen Lane, s. 83.
  12. https://www.youtube.com/watch?v=SC5fqPdV-eE
  13. Alf Hornborg peger på denne “maskine-fetichisme”, som en hovedårsag til både vores klima- og biodiversitetskrise og den globale kapitalistiske udbytning. Se f.eks. Hornborg, A. (2014) “Technology as Fetish: Marx, Latour, and the Cultural Foundations of Capitalism”, Theory, Culture & Society, 31(4), s. 119–140. doi: 10.1177/0263276413488960. (Artiklen er bag paywall, men der findes en kort videointroduktion her: https://www.theoryculturesociety.org/blog/video-alf-hornborg-technology-as-fetish)
  14. God Morgen P3 torsdag d. 30 september, https://www.dr.dk/lyd/p3/gomorgenp3/go-morgen-p3-2021-09-30