De brune kroppe og den hvide magt – Sara Ahmeds radikale didaktik

Et ulydigt arkiv
Udvalgte tekster af Sara Ahmed
Forlaget Nemo, 2020. 206 sider.
Fint redigeret og oversat af: Daniel Nikolaj Madsen, Eva Obelitz Rode, Lea Hee Ja Kramhøft, Mette A. E. Kim-Larsen og Nina Cramer
Forord af Sara Ahmed
Klar og nænsom introduktion til Sara Ahmed af Mons Bissenbakker og Michael Nebeling

 

Af Elisabeth Friis
Fotografi af Elisabeth Colding

Endelig er et udvalg af den britisk-australske queer- og racialiseringsteoretiker Sara Ahmed kommet i dansk oversættelse. Det har jeg længtes efter, lige siden jeg for 10 år siden for første gang læste hendes skelsættende analyse af hvidhedens fænomenologi (som er med i nærværende udvalg). Med udgangspunkt i Edmund Husserl og Frantz Fanon beskriver hun her, med uimodsigelig pædagogisk klarhed, hvordan det erfares at være en ikke-hvid krop i et overvejende hvidt rum. Ahmeds analyse forandrede for altid min tilgang til racegørelsesmekanismer. Jeg lærte, at min egen krops udgangspunkt ikke er et universalisérbart udgangspunkt, hvilket jeg for så vidt allerede burde have vidst fra min læsning af feministisk teori. Jeg havde bare ikke tænkt over eksklusions- og usynliggørelsesmekanismerne som funderet i en fænomenologi, hvor spørgsmålet om synlighed er afgørende – altså den forkerte synlighed. Den synlighed, hvor man er et markeret subjekt, fordi man har en anden farve eller en anden kønnethed end majoriteten.

Min feminisme havde altid været baseret på synliggørelsesstrategier: Det er vigtigt med repræsentation, rollemodeller, at bringe de problemer til torvs, som negligeres af kønsårsager. Den slags. Som bestemt også er vigtigt. Men Ahmeds analyse klargjorde simpelthen, at racialiseret synlighed er en uendeligt udsat og sårbar position at blive placeret i. Black lives matter. Hvortil kommer, at man er placeret dér, uden mulighed for at komme væk, fordi markeringen er uløseligt forbundet med den krop, man bebor. Ahmeds grundlæggende pointe er, at hvide kroppe er bekvemme at være i, eftersom de befinder sig i rum, der forlænger deres egen form. I vores del af verden er den hvide krop normen. Det er ikke påfaldende at have en hvid krop. Ingen tænker over, at den er hvid. Den hvide krop falder så at sige i med tapetet og er for så vidt usynlig. Det er en bekvem position – så bekvem og selvfølgelig, at man ikke skænker den en tanke. Anderledes er det at have eksempelvis en brun krop. Den brune krop er over-synlig, den er en krop, der ikke falder i med tapetet. Tag den amerikanske digter Claudia Rankine, hvis bog Citizen er fuld af billeder. Et af dem er Glenn Ligons maleri “Untitled (I Feel Most Colored When I Am Thrown Against a Sharp White Background)”, hvor der med sort skrift på et todelt hvidt lærred på den ene side er malet: “I do not always feel colored” og på den anden side: “I feel most colored when I am thrown against a sharp white background”. Og det rummer Ahmeds analyse i koncentreret form. Den ikke-hvide krop bliver farvet, når den befinder sig i et overvejende hvidt rum. Forelæsningssalen, venteværelset, værtshuset … you name it. Og at blive farvet er at blive markeret, udhævet som en ”afvigende” krop, hvilket ofte er forbundet med social såvel som fysisk udgrænsning.

Dengang jeg læste Ahmed, var vi i Danmark gang med noget, der blev kaldt hvidhedsdebatten. Det var en frygtelig debat, hvor hvide kulturmænd aggressivt argumenterede for deres ret til at definere, hvem der måtte skrive om hvilke erfaringer. Deres synspunkt var bl.a., at de selv kunne skrive om hvad som helst, fordi enhver kan indtage enhver position. Fordi enhver kan leve sig ind i enhver anden position. At skrive fra et køn, man ikke deler. Intet problem. At skrive fra en racegjorts perspektiv. Intet problem. Som om den skrivendes krop var en tom plads. Som om den skrivendes krop og erfaringer ikke sætter aftryk i den tekst som skrives.1 Jeg håber, at der sidenhen er blevet ommøbleret lidt i visse af de daværende debatdeltageres hoveder, men kan bare huske, at jeg ved flere lejligheder fortvivlet tryglede folk om dog at læse Ahmeds analyse. Det nytter (stadig) ikke, at vi tager udgangspunkt i en ikke-eksisterende universalistisk position, når vi foretager vores politiske analyser: Hvem er hævet over sine omstændigheder? Gud? Selvfølgelig findes der alment undertrykkende strukturer, men før vi forstår, at de af mange grunde ikke virker ens på alle, bevæger vi os ikke i retning af den lighed, som vi længes efter. Det er ikke et spørgsmål om ”særidentiteter”, hvilket i en dansk kontekst er et propagandistisk begreb, ligesom ”identitetspolitik” i en dansk sammenhæng er kommet til at betyde ”politisk korrekthed” og ”knægtelse af ytringsfriheden”. Det er et spørgsmål om at anerkende og forstå, at forskelle findes – både de indre og de ydre. Uden anerkendelsen af forskellene bliver vores lighedsbegreb til en prokrustesseng, hvor vi forveksler virkelighed og idealer. Her mangler såkaldt venstreorienterede politikere som f.eks. Mattias Tesfaye stadig at få læst på lektien og tænkt sig bedre om.

Den feministiske lyseslukker

Ahmeds teorier er egentlig altid fænomenologisk funderede og affektundersøgende. Hvordan og af hvad formes vores forestillinger om hinanden, de sociale økonomier? Hvordan produceres stereotyper om det gode og rigtige liv, hvordan produceres fjendebilleder? Hendes måske mest berømte begreb er The Feminist Killjoy, hvilket er en kategori, man hurtigt havner i, hvis man tillader sig at påpege diskrimination eller sexisme i en social sammenhæng, hvor en anden konsensus er fremherskende. En glædesdræber eller lyseslukker. Hvem har lyst til at dræbe andres glæde? Man er vel hellere fri. Og det er præcis dér, hvor Ahmeds politisk-radikale didaktik bliver stærk. Hun tager fat i det ubehag og den smerte, der altid ledsager den, som højt og tydeligt siger nej til repressionen, og hun giver den position et navn, som man kan tage med sig som en styrke: Den feministiske glædesdræber stikker ikke op for bollemælk.

Jeg kommer til at tænke på myten om Pariserkommunens petroleuser – kvinder, der angiveligt i hysteri skulle have anstiftet en lang række brande. Dette var ikke tilfældet, men en misogyn projektion. Alligevel er ”petroleusen”, ligesom Ahmeds feministiske lyseslukker, blevet et af de stærkeste symboler for kvinders politiske kamp. Og selvom vi ikke har brug for symbolpolitik, har vi brug for at tænke vores politiske agens ind i en udsigelsesposition, som vi kan dele med andre.

Det danske tekstudvalg, som er udstyret med et nyskrevet forord af Ahmed selv, plukker fra hele Ahmeds produktion. Der er tekster fra tiden omkring hovedværkerne The Cultural Politics of Emotion (2004) og The Promise of Happiness (2010) og altså klassikeren ”The Phenomenology of Whiteness” (2007). Det er et fint og gennemtænkt udvalg, som kommer godt omkring i Ahmeds produktion. Ahmed var indtil 2016 Professor of Race and Cultural Studies på Goldsmiths, University of London, men opsagde sin stilling i protest mod universitetets manglende vilje til at tage hånd om interne sager om sexistisk chikane, hvilket er ret interessant i forhold til hendes nuværende forskning, som for ”gamle” Ahmed-læsere også er det friskeste indslag i denne bog. Ahmed har længe været i gang med at undersøge fænomenet ”klagen/klagesager”. Dét, at den, som klager, altid bliver anset som den, der har et problem. Hun skriver i teksten ”Klagen som feministisk metode” (2017), at ”årsagerne til, at det er svært at indsende en klage, er de samme som årsagerne til, at det er nødvendigt at klage” (51). Og det er desværre sandt. Som en person, der i snart mange år har opholdt mig i universiteternes hellige haller, kan jeg kun bekræfte, at klager er noget, der enten bliver arkiveret lodret eller er til stor skade for den klagende, der i det hele taget betragtes som en besværlig, uønsket og/eller blot latterlig person. Det er værd at dvæle ved. Den klagende rubriceres som ”hysterisk”. Alene det, at man ”klager”, er simpelthen nok til, at man ekskluderes og stemples som usamarbejdsvillig og latterlig. Måske endda som ”destruktiv”. Og jeg tænker, det i høj grad er værd at tage med sig i en tid, hvor mange har travlt med at latterliggøre mennesker, der bryder tavsheden og kritiserer undervisningen, pensum, sexismen, racemæssige bias og ”selvfølgelige” kolonialistiske symboler (bustesagen, ja), eller hvad det nu måtte være. Her kommer Ahmed os nok en gang til hjælp ved sin påpegning af, hvilke følelser og affekter indtagelsen af ”den klagendes” kritiske position åbenbart udløser i folk. En for Ahmed typisk radikal didaktik, som vi har brug for i et land, hvor det snarere er højre- end venstrefløjen, der har forstået, hvad det betyder at skabe affekt.

Tak til Forlaget Nemo og redaktions- og oversætterkollektivet for på udmærket vis at bringe den – og alle de andre analyser – ind i en dansksproget kontekst. Det er tekster, som bør læses af alle.

Elisabeth Friis er ph.d. og docent i Litteraturvidenskab ved Lunds Universitet.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Hvidhedsdebatten er en lang historie, men begyndte egentlig med, at Jes Stein Petersen i forbindelse med den svenske udgivelse af YAHYA HASSAN fik kastet sig ud i en debat om ”svensk politisk korrekthed”. Herefter koblede bl.a. Lars Bukdahl og Niels Lyngsø sig på herreholdet og modtog bl.a. svar på tiltale fra Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad. Og så rullede det.

    Se bl.a: Lars Bukdahls udtalelser i artiklen ”Skulle Hassan have censureret sig selv” Information d. 29/1 2014.9), Lars Bukdahl http://bukdahl.blogspot.dk/2015/06/identitetskarnevalismens-overraskende.html10)

    Langvad & Glaffey: ”Kære Lars Bukdahl, du taler fra en privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en del af din hverdag”, Information d. 21/2 2014, http://www.information.dk/488769.

    For en uddybning af mit eget synspunkt se f.eks. min korrespondance med Niels Lyngsø: ”Kampen om værdierne. Litteratur og identitet” i Information: https://www.information.dk/debat/2016/05/kampen-vaerdierne-identitet-litteratur eller dette svar til bl.a. Mette Høegh: https://www.information.dk/kultur/2015/05/mette-hoeeg-hvid-mand.