28A-protesterne i Colombia: En reaktion på fattigdomsskabende reformer og politivold

Reportage: Landsomspændende protester mod fattigdom og socialt skæve reformer er blevet mødt med myndighedernes brutale vold. Det er ikke første gang, og intet tyder på, at det bliver den sidste. Sofie Sommer Lang rapporterer fra Colombia.  

Af Sofie Sommer Lang

Gaderne i det sydamerikanske land Colombia brænder. I landets hovedstad Bogotá lyder regnsæsonens tordenbrag side om side med bragene fra tåregaskanoner og gummikugler. Ifølge den uafhængige ngo Temblores (“Jordskælv”) er der rapporteret 1.956 sager om overgreb begået af politiet efter seks dages protester fra den 28. april til den 10. maj i hele landet.

De landsomspændende protester startede under hashtagget #28A netop den 28. april som svar på den colombianske regerings kontroversielle skattereform, “Lov om bæredygtig solidaritet,” der var skatteministeriets og regeringen ledet af præsident Iván Duques redningsvest for Colombias økonomiske havsnød. Fattigdomsniveauet i den omkring 50 mio. store befolkning er stigende efter et år med coronavirus, en karantæne, der varede fra marts til september 2020 og strenge coronarestriktioner såsom udgangsforbud og smittebølgetilpassede nedlukninger. Iflg. Jairo Núñez, forsker ved den uafhængige tænke-tank Fedesarrollo, kan niveauet nå op mellem 47 og 49 pct. af colombianerne. Det vil sige 10 mio. flere end de allerede 17 mio. fattige, der fandtes før pandemien. Núñez’ tal er en smule højere end de 42,5 pct., som det nationale statistikbureau DANE angiver for 2021, men konklusionen er den samme: Mange millioner af colombianere lever i monetær fattigdom.

En colombiansk cocktail

Nu skal det være nok med fattigdom og social uretfærdighed, mener mange colombianere,7 som vurderer deres eget land for meget korrupt. Ud af en liste på 180 lande, placerer Colombia sig på nr. 92 i Transparency Internationals korruptionsindeks. Ifølge OECD var folketilliden til den colombianske regering i 2020 relativt lav – lige under 37,4 pct.

7. april, midt i den colombianske cocktail af corona, social frustration og årtiers vold og korruption, gav den daværende colombianske finansminister Alberto Carrasquilla besked om, at statskassen ville løbe tør inden for seks til otte uger. Staten har brug for 20 mia. colombianske pesos (ca. 32 mio. kroner) om måneden for at løbe rundt, og der var i starten af april 30 mia. colombianske pesos (ca. 48 mio. kroner) tilbage at rutte med. Derefter må Colombia aktivt ud ‘og finde penge på de finansielle markeder,’ udtalte han under en præsentation på et seminar i den velsmurte økonomiske tænketank Asociación Nacional de Instituciones Financieras. Hullet i statskassen skulle blandt andet dækkes af en ny, og ifølge skatteministeren længe ventet, skattereform.

Regeringen og ministeren mødte massiv kritik i offentligheden for deres første udkast af reformen, der blev anklaget for at være lige netop det modsatte af en ‘lov om bæredygtig solidaritet’: Den ville ramme socialt skævt. Den inkluderede en stigning i momsen på produkter, der er at finde i en i forvejen presset colombiansk families indkøbskurv, og som bliver produceret af et i forvejen presset colombiansk landbrug; varer som kakao, sukker, salt og æg ville pludselig blive omfattet af en moms på 19 pct. Ligeledes ville middelklassen blive omfattet af en moms på 19 pct. på alle offentlige udgifter som vand, gas og el, alle køretøjer ville blive omfattet af en klimaafgift, og der ville blive indført bomafgifter inden for alle større byers bygrænser.

I en dansk forbindelse lyder hverken klimaafgifter eller en 20 procent moms ekstremt, men i den colombianske økonomi, hvor bruttonationalindkomsten pr. indbygger lå på 6.500 USD i 2019 – i skærende kontrast til Danmarks næsten ti gange højere indkomst på 64.000 dollars samme år – har en stigning i skatter og afgifter store konsekvenser for den almindelige borger. Den månedlige mindsteløn ligger på 908.526 colombianske pesos (omkring 1.468 kr.), og blev i december 2020 udbetalt ca. 64 pct. af befolkningen. Hvis tolv billige æg før skattereformen kostede omkring 7.000 pesos (11,5 kr.), ville de med de nye 19 pct. moms stige til 8.400 pesos eller 13,5 kroner. En stigning, der ikke er ubetydelig i en colombiansk husholdning på 1.468 kroner  om måneden, der skal dække alle udgifter fra husleje til el, vand, varme og æg på bordet.

Til gengæld foreslog skattereformen, at de, der tjener ti gange mindstelønnen, dvs. over 10 millioner pesos om måneden, skulle betale en solidarisk skat på 10 pct. Desuden skulle fattigdomsydelserne fremover overføres til 4,7 mio. borgere i stedet for den ene million nuværende modtagere, mens ydelserne hæves fra 37.500 pesos (61 kr.) til 50.000 pesos (81 kr.) om måneden. En indkomst, der, hvis vi skal følge DANE’s tal, med den nye skattereform kun ville komme til at dække lidt over en tiendedel af Colombias fattige, og tillade dem at købe lige under seks dusin af de momsbelagte æg om måneden. Et æg om dagen, hvis de altså ville vælge at bruge hele deres indkomst på æg.

Hvor er æggene?

Netop æggene blev anledning til en fredelig start på de protester, der i dette øjeblik bølger gennem de colombianske storbygader, ligesom de — blandt andet — førte til den tilbagetrækning af skattereformen, som regeringen annoncerede den 3. maj sammen med dens ophavsmands, tidligere skatteminister Carrasquilla, tilbagetrædelse.

I et morgeninterview om skatteministerens personlige indkøbsvaner med den regeringsvenlige journalist Vicky Dávila i midten af april udtalte Carrasquilla, at et dusin colombianske æg koster 1.800 pesos (3 kr.). Udtalelsen blev mødt med indignation på de sociale medier illustreret af memes, der viste colombianere, der skuer ud over millionbyen Bogotá i jagten på æggene til 1.800 pesos. En supermarkedskæde annoncerede i et mediestunt, at de havde nedsat prisen på et begrænset antal æggebakker til 1.800 pesos til et begrænset antal kunder i en bestemt region.

Men ægge-memes og reklamekampagner blev erstattet med frustration, da regeringen viste sig uvillig til at forholde sig til kritikken af skattereformens egentlige indhold . Fagforeninger erklærede national strejke fra den 28. april, indtil regeringen viste tegn på en vilje til samarbejde. Men de mange demonstrationer fra den 28. april og frem blev mødt med en advarsel om, at de ville blive set som en “trussel mod livet,” i og med Colombia befinder sig midt i corona-pandemiens tredje bølge.

21N, 28A

På trods af pandemien og den betænkelige advarsel gik unge og gamle colombianere på gaden i hele landet den 28. april for at markere deres utilfredshed med skattereformen og udøve deres ret til fredelig protest og ytringsfrihed. Demonstrationerne #28A blev mødt med hårde reaktioner og decideret brutalitet fra politiets side. Resultatet er, at demonstrationerne fortsætter, og volden er eskaleret. Selvom regeringen har trukket skattereformen tilbage og fyret Carrasquilla, bliver demonstranterne ved med at gå på gaden, nu for social retfærdighed og i protest over det, de mener er et stille diktatur. Når de udtaler sig regeringskritisk, bliver de slået ned, oplever demonstranterne. På de sociale medier cirkulerer videoer af unge, der bliver banket, og videofilmende tilskuere, der bliver forfulgt af politiet, får frataget deres telefon og derefter angiveligt banket.

Søndag den 2. maj gik en ung mand på gaden og filmede, mens hans sang demonstranternes slagsang “man må studere, man må studere, og de eneste, der ikke studerer, er det nationale politi”. Jeg overværede de kampklare specialstyrker ESMAD sparke ud efter ham, indtil han blev grebet af to civilbetjente. Den ene betjent tog hans telefon, mens den anden visiterede ham og smadrede hans briller. Civilbetjenten, som var i besiddelse af telefonen, truede derefter os, de forbipasserende, med afhøringer på stationen, hvis vi havde lyst til at indgive en klage over deres opførsel. Det havde vi ikke. En afhøring på stationen endte september sidste år med at koste den 41-årige advokat Javier Ordóñez livet, efter at han var blevet banket af to betjente. Episoden med den syngende unge mand må i den henseende siges at være en af de mildere.

Det er ikke første gang i nyere tid, at demonstrationer i Colombia bliver mødt med vold. Den 21. november 2019 gik colombianerne på gaden under hashtagget #21N også dengang i protest mod asociale reformer. Demonstranterne fik hurtigt det glatte lag at føle. Flere døde, blandt andet den 19-årige studerende Dilan, der siden er blevet et folkeligt symbol på myndighedernes og politiets overgreb på dem, der vover at demonstrere deres utilfredshed. Igen i januar 2020 protesterede colombianerne, og igen i september 2020 i kølvandet på mordet på den nævnte Ordóñez. Hver gang er demonstrationerne blevet mødt med politiets brutalitet og er endt med kampe i gaderne.

Fortiet vold

Protesterne vidner om den årelange fortiede vold, der hjemsøger det colombianske samfund.  Siden 1950’erne har Colombia været præget af politisk undertrykkelse, diktaturmagt, væbnede oprørsgrupper, narkokrige og millioner af internt fordrevne, forsvundne og myrdede civile. Den længeventede og fredspris-udløsende fredsaftale mellem daværende præsident Manuel Santos og den venstreorienterede guerillabevægelse FARC-EP skulle markere afslutningen på konflikten mellem skiftende regeringer, FARC og regeringsstøttede paramilitser. Det efterfølgende fredstribunal skulle gøre ende på uvisheden for millioner af familier, der stadig savner deres forsvundne eller myrdede familiemedlemmer.

Om aftenen i Bogotá lyder disse dage lyden af metalskeer mod kasseroller i protest mod politivold og mange års armod. Om dagen lyder ekkoer af regnsæsonens tordenbrag i millionbyen midt i Andes-bjergene; tordenbrag, der efterfølges af brag fra tåregaskanoner.Men freden har vist sig at være en skuffelse både for den colombianske højre- og venstrefløj, og den almindelige colombianer tror ikke på, at freden ‘vil lykkes.’ Oven i den udeblevne forløsning kan lægges årtier med ekstrem social ulighed, økonomisk ustabilitet og korruption samt det seneste års håndtering af coronapandemien, der hverken har forbedret landets økonomiske eller sociale situation.

Om aftenen i Bogotá lyder disse dage lyden af metalskeer mod kasseroller i protest mod politivold og mange års armod. Om dagen lyder ekkoer af regnsæsonens tordenbrag i millionbyen midt i Andes-bjergene; tordenbrag, der efterfølges af brag fra tåregaskanoner. På de sociale medier cirkulerer opslag med tilbud om hjælp til sårede demonstranter sammen med videoer af kampklare tanks, der er linet op på gaden uden for militæruniversitetet i den nordlige ende af byen.

I Colombia er hashtagget #28A (for den 28. april) sammen med hashtagget #soscolombia blevet et råb om international solidaritet. Hvor lang tid protesterne kan fortsætte som protester, og regeringen som regering er uvist. Men vist er det, at den latente vold er brudt ud og nået helt ind i storbyernes gader.

Sofie Sommer Lang (f. 1994) er kandidatstuderende i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men er ved at færdiggøre et coronapræget semester i Bogotá, Colombia. Hun har gennem tidligere ophold i Latinamerika udviklet en særlig interesse for og viden om kultur, politik og sociale forhold i regionen.

 

Print Friendly, PDF & Email