Hvorfor er Gaza på randen af kollaps?

Af Uffe Kaels Auring

Den humanitære krise i Gaza fremstilles oftest som en følgeskadevirkning af et konfliktfyldt forhold mellem israelere og palæstinensere eller som resultatet af militære handlinger udført af Israel for at varetage sikkerhedshensyn.

WikiLeaks-dokumenter bragt af det norske dagblad Aftenposten bekræfter imidlertid, at det er en bevidst politik fra Israels side at holde Gazas økonomi på randen af sammenbrud.

I en lækket indberetning fra den amerikanske ambassade i Tel Aviv fra 2008 forlyder det:

”Israelske embedsmænd har ved flere lejligheder bekræftet over for ambassaden, at de har til hensigt at fastholde Gazas økonomi på det lavest mulige niveau, som kan opnås, uden at man udløser en humanitær krise […] de har til hensigt at fastholde Gazas økonomi på randen af kollaps uden at skubbe den ud over kanten.”

Den israelske intention er således at forarme Gazas befolkning så meget som muligt uden dog at kvæle den helt. Formålet med ikke at skubbe Gaza helt ud over kanten kunne være, at Israel gerne vil undgå en situation, der er så katastrofal, at omverdenen ikke vil kunne forholde sig passiv.

På den ene side må politikken siges at være lykkedes.

Først og fremmest fordi den palæstinensiske befolkning i Gaza faktisk lever på randen af sammenbrud. Af en rapport udarbejdet af Crisis Action – en sammenslutning af 21 humanitære organisationer – fra december 2010 fremgår det, at 39 pct. af befolkningen er arbejdsløse, 61 pct. lider under fødevareusikkerhed, og 80 pct. er afhængige af international bistand. Israel har realiseret denne målsætning bl.a. gennem omfattende ødelæggelser af infrastrukturen i området og gennem en blokade, der begrænser importen af basale fornødenheder til de ca. 1,5 millioner palæstinensere i Gaza. Og derudover er forarmelsen altså bl.a. blevet finjusteret med pengepolitiske instrumenter, sådan som WikiLeaks-dokumenterne viser.

Et andet tegn på, at Israel kan siges at have realiseret sin målsætning, kommer til udtryk ved den reaktion, som WikiLeaks’ afsløring har fremkaldt. I det store hele er afsløringen gået ubemærket hen.

På den anden side kan politikken siges at have slået fejl for israelerne, i og med at det ikke er lykkedes dem at undgå en humanitær krise. Ifølge FN’s organisation for palæstinaflygtninge (UNRWA) er betegnelsen ”humanitær krise” netop det, der kendetegner situationen i Gaza. Israel opererer øjensynligt med en anden standard for, hvornår mennesker, der lever under israelsk besættelse, lider nød.

Bortset fra en kort artikel i Politiken har mainstreammedierne, og beslutningstagerne, ikke reageret på WikiLeaks’ afsløring. At afsløringen af Israels egentlige intentioner ikke har fremkaldt stærke reaktioner i f.eks. EU-landenes regeringer, kan undre. For det første, fordi politikken er en del af den kollektive afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning, hvilket er ulovligt i henhold til international lov. Dette konstaterer Amnesty International i deres årsrapport fra 2010. For det andet, fordi Israel dermed modarbejder EU’s erklærede intention om at skabe økonomisk udvikling i de palæstinensiske områder, hvilket der årligt investeres mange millioner euro i.

Hvis den danske befolkning var bedre informeret om den israelske politiks reelle karakter, måtte man forvente et stærkere folkeligt pres for at få beslutningstagerne til at afkræve Israel at handle i overensstemmelse med international lov. Dette ville være et vigtigt skridt i retningen af en løsning på den årelange konflikt. Derfor er det beklageligt at se, at afsløringen ikke får mere opmærksomhed.

LÆS OGSÅ VORES INDLÆG OM POLITIKENS ARTIKEL

Print Friendly, PDF & Email