Paludan, politik og reality-tv: En public service-satire

Rasmus Paludan er den hidtidige kulmination på en udvikling, der har været længe undervejs. Politik, populisme, marketing og medier kan ikke længere adskilles. Politik er blevet til reality-tv, og det er i dette prisme, at tidstypiske fænomener som Trump, fake news og en stadig mere yderligtgående udlændingepolitik må forstås.

 Af Kasper Heide

Byger af brosten, barrikader og baggårde i brand. Søndag d. 12. april 2019 badede kortager af pansrede hollændervogne byens gader i roterende blå blink, efter at det endelig lykkedes Ramus Paludan at fremtvinge en reaktion fra Københavns marginaliserede muslimer.

Ikke overraskende blev optøjerne genstand for mediemæssig mandsopdækning. Fra Breaking News og livedækning til debatprogrammer, der troskyldigt udlagde perspektiverne i strømmen af ekspertanalyser, avisledere og twitterkommentarer.

Paludans provokationer er en potentiel game-changer i dansk politik. Politisk kommentator Lars Trier Mogensen udtrykker det således: ”Hvis situationen udarter sig i mere vold og vandalisme, kan det sætte en helt ny og skarpere dagsorden og dermed give højrefløjen en ny trumf. Men regeringen er også nødt til at holde tungen lige i munden, for hvis optøjerne eskalerer yderligere, kan det hurtigt udvikle sig til en ny krise, hvor Danmark påkalder sig ubændig vrede fra den muslimske verden.”¹

 Selv har Rasmus Paludan proklameret, at han vil fortsætte sine demonstrationer, og hvis der er noget, som den garvede journalist, den professionelle meningsdanner og den forargede politiker i deres fælles afstandstagen må kunne enes om, er det, at det kræver et vist overblik ene mand at kunne kapre dagsordenen op til et kommende folketingsvalg.

”Du må forstå, at min bror er lynende intelligent,” som Martin Paludan påpegede over for en journalist i morgenradioen. ”Han tager de demokratiske grundprincipper, strækker dem som en elastik og venter på, at de springer.”²

Ved at spille den liberale stat ud mod dens liberale frihedsrettigheder, hypnotiserede Paludan medierne. Staten stod endnu engang ansigt til ansigt med borgerkrigen: sin ældste og mest frygtindgydende fjende.³

I henhold til de journalistiske nyhedskriterier kan man dårligt forestille sig en bedre nyhed!

***

Nogle ønsker at karakterisere optøjerne som en mediemæssig og politisk undtagelsestilstand.⁴ Selvom det ikke er forkert, er det værd at tilføje, at der i så fald er tale om en undtagelse, der for længst er blevet normaltilstand.

Selvom begivenhederne er sensationelle, bør udviklingen ikke overraske. Tim Knudsen, professor i offentlig forvaltning, forklarer: ”Mens den politiske kommunikation i perioden fra 1960 til 1988 var tilpasset et monopol-tv efter idealet om public-service, var perioden efter karakteriseret af en overflod og diversifikation af elektroniske medier.”⁵

I takt med at medierne blev presset på hastighed og pris, blev vilkårene for substantiel journalistik gradvist forringet.

”Stoffet skal visualiseres og personificeres. Konflikter skal kondenseres, tilspidses og sættes ind i kendte stereotyper som god og ond. Overdrivelsen fremmer forståelse og interesse,” som statsministeriets medieudvalg beskrev mediebilledet anno 1995.⁶

Kortere deadlines, øget konkurrence, flere medieformer og frasalg af aviser til udenlandske kapitalfonde med profitkrav: Medierne udviklede sig langsomt fra magtkritisk vagthund til sensationalistisk jagthund.⁷

***

Allerede i 1982 bemærkede Uffe Ellemann-Jensen (V): ”TV har været en uundgåelig drivkraft i en udvikling, hvor den enkelte vælger i stigende grad opfatter sig som ’publikum’.” I 1995 kunne Søren Espersen (DF) skråsikkert påstå: ”Politik er følelser og ikke en skid andet.” Lidt over to årtier efter, i 2018, kunne den historiekyndige Per Stig Møller – ikke uden en snert af fortrydelse – konkludere: ”En revolution i kommunikationsteknologien har altid medført ændringer i den politiske styreform.”⁸

Mens aviserne op gennem 90’erne og 00’erne i højere grad bragte infotainment, blev den politiske kommunikation professionaliseret. Politikerne forstod, at man kunne få indflydelse på vinklinger og timingen i nyhedsstrømmen, hvis stoffet blev serveret, så det passede til mediernes nyhedskriterier. Den succesfulde politiker var ham, der havde held til at erobre dagsordenen.⁹

Imens de store medier svarede igen med mere proces- og metajournalistik,¹⁰ udviklede partierne sig til topstyrede brands, der markedsførte sig med få temaer, der kunne gentages som reklameslogans. Valgkampen blev permanent og noget, man førte gennem medierne.

Valget i 2001 indvarslede en ny æra i dansk politik. Det lykkedes Venstres spindoktorer – der havde studeret Clintons og Blairs valgkampagner – at påvirke mediernes dagsorden, så den blev formuleret i forlængelse af Venstres kampagnestrategi. En kampagne, der siden 1998 var blevet testet på fokusgrupper bestående af svingvælgere.¹¹

Blot fire år senere blev den idealistiske tro på argumentets kraft endegyldigt fordrevet fra den politiske sfære, da Mogens Lykketoft¹² – en politiker af den gamle skole – måtte kapitulere efter en på forhånd tabt valgkamp. Nu var det også blevet tid til et genertionsskifte i det stolte arbejderparti, hvis yngre medlemmer for længst havde kigget mod syd og forstået betydningen af Gerhard Schröder lidt for ærlige diktum:  Zum Regieren brauche ich BILD, BamS und Glotze.¹³

…

I takt med at de sociale relationer i stadig stigende grad medieres gennem billeder, er det blevet umuligt at adskille politikken fra de skærme, der på en gang konstruerer og konstituerer virkeligheden.

I dag, hvor valgkampen for længst rykket ind på de sociale medier, kæmper den moderne politiker for at erobre en plads i mediebrugerens bevidsthed i skarp konkurrence med instagram-stjerner, kattevideoer og sportsbegivenheder. Politikken skal være underholdende – eller endda underholdning.

Udviklingen, der kan spores tilbage til midt 90’erne med indvælgelsen af løsgængeren Jacob Haugaard¹⁴, fik i 2007 yderligere konsolideret sin permanens med Ny Alliances opkomst: Et parti skabt af en akademiker med speciale i politisk kommunikation, der havde placeret sig selv i rollen som spindoktor for tre politikere, hvis politiske fællesskab grundede i, at de var fleksible nok til at kunne rykke omkring midten efter behov.¹⁵

Resultatet var forventeligt. De politiske visioner var kortsigtede, mens substansen var til at overse.¹⁶

På trods af at partiet igennem sin første levetid red på en bølge af succes, fik Ny Alliance ikke mandater nok til at kunne udøve indflydelse. Uheldige personfikserede mediesager forpurrede ironisk nok drømmen om at opløse blokpolitikken gennem en stadig manipulation af de institutionelle processers form.¹⁷

Naser Khader trak sig som formand, og i 2008 blev projektet rebrandet med en ny vækstelskende og frihedsfokuseret profil, da partiet, med en prestigehungrende Anders Samuelsen i spidsen, skiftede navn til Liberal Alliance.¹⁸

***

Politikken er reality-tv!

Empirisk kan gyldigheden af denne metafysiske hypotese efterprøves ved at tælle, hvor mange politiske topposter der besættes af forhenværende reality-stjerner.¹⁹

I 2016 blev Simon Emil Ammitzbøll økonomi- og indenrigsminister, og i 2018 fik Danmark endelig sin første rendyrkede reality-minister, da Tommy Ahlers blev gjort til øverste ansvarlig for samfundets uddannelsesinstitutioner, efter at han –  i et primetime reality-program på statsradiofoniens flagskib – på overbevisende vis havde spillet rollen som sympatisk og innovativ iværksætter med en kritisk distance til det tunge teknokratiske system.²⁰

Politik, medier, marketing og underholdning kan ikke længere adskilles, og hvis dette accepteres, kan det vendes til en strategisk fordel. Det er dette, som Paludan forstår: mediepersonernes magt vokser, i takt med at magten medieres gennem medierne.  

Hvis Jacob Haugaard – som en art avantgarde – var et forvarsel om den kommende politik, må Rasmus Paludan – som et politiserende YouTube-fænomen med egen catchphrase – betragtes som den foreløbig mest vidtgående radikalisering af reality-politikken i Danmark.

Selvom intet tyder på, at Paludan bliver Danmarks første reality-statsminister, er udviklingen ikke ulig den, som blev eksemplificeret på den anden side af Atlanten, da Donald Trump formåede at kapre dagsordenen i forbindelse med præsidentvalgkampen.²²

Trumps kampagne i 2015 fik mere sendetid end hele den demokratiske valgkampagne til sammen.²³ Trumps skandaløse udtalelser var billig underholdning, der tiltrak et stort publikum. Gradvis blev det imidlertid tydeligt, at den massive mediedækning havde skabt et politisk monster. En polaritetsmaskine uden skam, der konstant opfandt ting ud af den blå luft. Politisk kommentator Sean Illing formulerede det således: ”Medierne kan muligvis ikke lide det monster, de ser nu, men det er deres eget horrorshow, der har skabt ham.”²⁴

Selvom medierne lagde strategien om og tog utraditionelle metoder i brug,²⁵ var slaget tabt. Magtbalancen var allerede forskubbet, og USA’s femogfyrretyvende præsident kvitterede ved – på sølle 123 tegn – at erklære krig mod de traditionelle medier.²⁶

The FAKE NEWS media (failing @nytimes, @NBCNews, @ABC, @CBS, @CNN) is not my enemy, it is the enemy of the American People!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) February 17, 2017

Fake news betyder ikke bare misinformation, der kan afgrænses til russiske trolls og falske nyhedssites, som de etablerede medier ellers ynder at fastholde, mens de stædigt insisterer på deres egen rolle som ’neutral’ og ’objektiv’ formidler af information.²⁷

Professor David Budtz uddyber: ”Konsekvensen af falske nyheder er ikke, at den enkelte vælger er påvirket af misinformation på valgdagen, men at han eller hun generelt er ude af stand til at fastholde troen på sandfærdige nyheder og verificeret information.”²⁸

I en tid, hvor den klassiske journalistik har spillet fallit – og satiren efterspørges som alternativ til nyhedsformidlingen – er det, hvad der står tilbage²⁹: Fake news er ikke bare propaganda, der søger at påvirke vælgeren med falske påstande. Det forholder sig snarere omvendt. Fake news markerer et tillidstab til de autoriteter, der normalt garanterer pålideligheden af den viden, som florerer i det offentlige rum. Det er den tærskel, hvor det er umuligt for mediebrugeren at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

Hvis medierne havde vanskeligheder ved at forstå og håndtere Trump, var det, fordi de insisterede på at analysere ham som politiker, i en tid der tilhørte reality-stjernerne.³⁰ Derfor så de ikke, at den moderne Twitter-præsident, når han råbte fake news, blot diagnosticerede medie-virkeligheden. At ’politik er blevet et reality-show’, er ikke blot uskyldigt billedsprog. Heri ligger den forståelsesmæssige udfordring:

I verden hvor virkeligheden er blevet til fiktion, var Trumps tweet sandt, for så vidt at det beskrev den falske verden, som han selv eksemplificerede og inkarnerede.

***

Siden det primært er blandt højrefløjspartier, at medie-politikerne trives, er det værd at overveje, hvordan udviklingen spiller sammen med højrefløjens politiske tiltag.

Sjælsmark, Lindholm og koranafbrændinger ligger i naturlig forlængelse af den politik, der har været ført på udlændingeområdet siden 2001, da finansloven stod og faldt med Dansk Folkeparti, som tog sig betalt med Foghs støtte i signalpolitiske mærkesager, der genererede maksimal mediefokus.

Dansk Folkeparti indvarslede med sit gennembrud i 1995 et paradigmeskift i dansk politik³¹. Partiet inkarnerede det paradoks, at mens det politisk fremstod som den lille mands fortidsvendte talerør mod den moderne politik, så var dets form det bedste eksempel på ’et moderne markedsdemokrati’.³²

”Partiet var det første til at flytte vægten fra fordelingspolitik til værdipolitik med vægt på nationalt kulturforsvar. Det danske mod det fremmede, det kendte nære mod det nye og utrygge, den lille mand mod systemet. Partiformanden lader sig gerne interviewe i sin have (i Gentofte) for at appellere til ”kolonihave-segmentet”. Partiet vælgere har gennemsnitlig en lidt kortere uddannelse end befolkningsgennemsnittet.”³³

Dansk folkeparti var det første parti, som i en hierarkisk sammenkobling af politisk og kommunikativ ledelse mødte de moderne mediekrav ved at forenkle politik til simple dualiteter med klare helte- og skurkeroller, der appellerede til følelserne frem for logikken.

Sidan da har de borgerlige partier haft held med at sætte dagsordenen, og i 2018 er Dansk Folkepartis engang yderligtgående position for længst blevet den nye normal. Mens en overskridelse af menneskerettighederne efterhånden er blevet et politisk adelsmærke, gøres indvandrerne – godt bakket op af datamateriale fra Danmarks Statistik³⁴ – til teknokratiets retfærdige syndebukke. I dag presses Dansk Folkeparti fra venstre af de socialdemokratiske velfærdstatsideologer og fra højre af Nye Borgerlige og Stram Kurs, der begge kombinerer islamkritikkens størknede dikotomier med abstrakte appeller til liberalismens negative frihedsrettigheder.

På modsatte fløj arrangerer Radikale Venstre symbolske happenings i protest mod symbolpolitikken. Morten Østergaard varmer op i en tætsiddende neoprendragt³⁵, imens Henrik Marstal kritiserer italesættelsen af en vegetarpanini i Politiken.³⁶ Hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt få den mistanke, at det ikke kun er højrefløjspartierne, der har ofret deres indhold i forsøget på at overleve som form.

Frem for, som Rune Lykkeberg, at fortolke reality-politikken som en åbning af det politiske mulighedsrum,³⁷ ville det være gavnligt at overveje, hvorfor Danmarks første brandingparti i over 20 år oplevede fremgang ved at appellere til dem, der kunne have en grund til at frygte globaliseringen,³⁸ samt hvorfor det lige netop er ’de fremmede’, der udgør modpolen til en ’symbolpolitik’ med lidt for reelle konsekvenser.³⁹

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man få den mistanke, at de politiske partier – for så vidt at de er form uden indhold – efterhånden kun kan eksistere ved at definere sig negativt ift. til et ydre fjendebillede, som befolkningen i en ophidset reaktion projicerer en udefinerbar følelse af fremmedhed over på.

For virker det usandsynligt, at den ydre trussel mod danskheden – som enhver ikke-behandlet fortrængning – vil vokse sig større, imens man, med stadig mere vidtgående midler inden for det gældende juridiske lovkompleks, søger at rense den politiske krop gennem formålsrationalitet i kancellianske klæder?⁴⁰

Kasper Heide og socialpolitisk redaktør på Eftertryk

Fotografiet øverst er taget af Nils Vest. Det er fra d. 9. maj, hvor op mod 100 politibetjente passede på Rasmus Paludan, da denne besøgte Christiania.

1. Lars Trier Mortensen og Henrik Qvortrup: ”Står Danmark over for en ny Muhammed-krise?”, Borgen Late night, 13. april 2019. www: https://www.facebook.com/BorgenLateNight/videos/471839506688782/
2. Radio 24syv: “24syv Morgen: Paludans bror: Rasmus har altid været drevet af konflikt.”, 18. april 2019. www: https://www.24syv.dk/programmer/24syv-morgen/50499542/krigen-i-afghanistan-har-snart?start=3315
3. Den moderne stat er både teoretisk og praktisk skabt for at gøre ende på borgerkrigen. Teoretisk formuleres dette med Hobbes Leviathan fra 1691, hvor staten gør ende på alles kamp mod alle. I praksis gjorde den moderne stat ende på religionskrigene. At det er dette, der er på spil, viser mediernes diskussion af begivenhedernes perspektiver.  Således diskuteres det, om der skal sættes grænser for ytringsfriheden, og hvordan statens utilitaristiske hensyn skal prioriteres ift. borgerens frihedsrettigheder.
4. Udover den snævre juridiske definition (Se Jesper Juel Mikkelsen: ”Rasmus Paludan, statsmagten og alle os andre”, Socialistisk arbejderavis, 21. april 2019. www: http://socialister.dk/rasmus-paludan-statsmagten-og-alle-os-andre/) underforstås der her en bredere definition af undtagelsesstiland som dels mediemæssig dels politisk undtagelsestilstand. Som Henrik Qvortrup udtrykker det: ”Dansk politik har fået tilført endnu en dramatisk kaos-faktor.” Se: Lars Trier Mortensen og Henrik Qvortrup: ”Vælgererklæringer vælter ind – Paludan snart på stemmesedlen”, Borgen Late Night, 27. april 2019. www: https://www.facebook.com/BorgenLateNight/videos/345899896047089/
5. Tiden fra 1988 er præget af en overflod og diversifikation af de elektroniske medier. Samtidig steg medieforbruget. I 1970 var der 1.962 udsendelsestimer på DR. Godt 30 år senere sendte DR og TV 2 sammenlagt otte gange flere timer. I 2003 forsvandt det landsdækkende radiomonopol, og siden 2001 blev den skrevne presse tillige udsat for gratisavisernes konkurrence på pris. Efter 2000 var der kun 30 aviser tilbage. I 2004 læste 56 pct. aviser dagligt til forskel fra 92 pct. i 1964. Mange pressede unge familier holdt sig opdaterede gennem tv og de vilkår, dette satte for nyhedsformidlingen. Knudsen, Tim ’Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973’ (2008). s.73
6. Stig Hjarvard: Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati: rapport udarbejdet for Statsministeriets Medieudvalg, 1995.
7. Efter årtusindskiftet blev Berlingske Koncern afhændet til først en norsk kapital og fra 2006 til en britisk mediemogul. De udenlandske ejere lagde ikke skjul på, at de forventede, at bladdriften gav overskud. Knudsen, Tim: Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973 (2008) s. 73
8. DR2: ”Vi ses hos Clement: Per Stig Møller i en diskussion om mediernes rolle i samfundet”, 23. september 2018. www: https://www.dr.dk/tv/se/vi-ses-hos-clement/vi-ses-hos-clement-tv/vi-ses-hos-clement-2018-09-23#!/33:41
9. Som Knudsen forklarer, kan et eksempel på dette være, at en strategi lægges af en spin-doktor, mens partiets presseafdeling laver researchen, som journalisten ikke har tid til. Herefter plantes historien i et medie, der fremhæver politikeren som betingelse for, at mediet får eneret til historien. Den professionaliserede kommunikation har fem funktioner: overvågning af mediestrømmen, analyser af vælgerholdninger, medierådgivning af toppolitikere, socialisering af medlemmer med en løbende information, målrettede medie- og kampagnestrategier. Knudsen, Tim: Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973 (2008), s. 85
10. Metajournalistikken består af refleksioner over samspillet mellem politiske aktører og den uafhængige politiske journalistik. Metajournalistikken findes i to versioner. I den ene version bliver pressens egen rolle behandlet (eksempelvis ”Presselogen” på TV2 News). Den anden version er en videreudvikling af procesjournalistikken, hvor der fokuseres på politikernes spin. Det kunne eksempelvis være Jersild minus spin. Knudsen, Tim: Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973 2008. s. 88.
11. Pressesekretær Henrik Qvortrup, partisekretær Claus Hjort Frederiksen og mediekonsulent Hans Morten Rubin havde i 1998 fået frihed til at tilrettelægge strategien. Strategien blev tilrettelagt efter en række fokusgruppeinterviews. Testen på fokusgrupperne – og ikke på partiet kompetente organer – skulle sikre, at Venstre stjal stemmer fra Socialdemokratiet, uden at det førte til frafald blandt deres egne medlemmer. Resultaterne blev årsagen til, at udlændinge, sundhed, ældre, retspolitik og skattepolitik blev centrale for Venstres kampagne. Partiets politiske kurs blev herefter ændret mod midten. Fogh havde lært af Blair, at det drejede sig om at erobre midten samt at svække intern opposition i partiet. Samtidig påvirkede spindoktorerne og toppolitikerne medierne for disse engle temaer gennem stadige gentagelser. Inspirationen kom far London. Anders Fogh havde læst bogen The Unfinished revolution, som var skrevet af Tony Blairs medierådgiver Philip Gould. Gould var inspireret af Clintons valgsejr i 1994. Man skulle ikke tage udgangspunkt i en ideologi, men udvælge nogle få letforståelige emner, som vedrører befolkningens hverdagsproblemer. Se: Knudsen, Tim Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973 (2008) s. 82-83.
12. Valgkampen er behandlet i Christoffer Guldbrandsen dokumentar ’Lykketoft finale’ (2005). Filmen fremstiller Lykketoft som en politiker, der stadig tror på argumentets kraft og det politiske indhold. Folket har dog på forhånd dømt ham som taberen af valget. Fagbevægelsen forblev tavs, Auken udtalte sig kritisk om strategien, og Nyrup ville end ikke mødes med Lykketoft. Mogens Lykketoft blev således fanget mellem sin idealistiske selvopfattelse og pressens fremstilling af ham som et elitært magtmenneske. Lykketoft forstod ikke, at formen og præsentationen var blevet altafgørende, og at den politiske konsensus skabes ud fra evnen til at tale i overskrifter foran kameraet.
13. Bild er en formiddagsavis. BamS er en søndagsavis. Glotze er TV. Gerhard Schroeder udtalte det under sin valgkamp i 1998, hvilket skabte en del furore i den tyske offentlighed.
14. Hverken vælgerne eller Jacob Haugaard vidste, hvem han ville pege på, før han blev valgt ind. Han havde følgende kommentar til det overraskende valgresultat: ”Jeg kan forestille mig, at der er enormt meget gang i den derinde for at finde ud af, hvor søren man placerer det her fænomen henne.” (TV-Avisen, 22. september 1994). Et år efter at Haugaards tid som folketingsmedlem var ovre, svarede han til spørgsmålet, om han savnede den politiske dagligdag: ”Jeg savner at være med i det, som man ser i fjernsynet hver aften” (God Aften Danmark, 1998).
15. Ligesom Haugaard er Ny Alliance form uden indhold. Forskellen er, at mens Haugaard var løsgænger, inkarnerede Ny Alliance denne udvikling i en partimæssig struktur. Form uden indhold er lig underholdning, i den forstand at det politiske indhold og visioner ikke længere er en nødvendig betingelse for at være politiker eller føre politik.
16. Ny Alliances partiprogrammet blev først præsenteret for offentligheden efter 3 måneder, og indtil få dage før valget var det endnu uvist, hvilken statsminister de overhovedet ville pege på. Undervejs i processen fyrede Naser Khader spindoktoren Rasmus Jønsson efter en uheldig medieoptræden. Rasmus Jønsson blev erstattet af den erfarne og pragmatiske Ulla Østergård, der tidligere havde været spindoktor for Lars Løkke Rasmussen. Ulla Østergaard er i dag chefredaktør på TV2 News.
17. Naser Khader blev fanget i en mediestorm, da han kaldte Henrik Qvortrup, der på daværende tidspunkt var chefredaktør på et sladderblad, for et svin, efter at Qvortrup havde skrevet, at Naser Khader fik lavet sort arbejde.
18. I Lars Trier Mogensen og Henrik Qvortrups bog For enhver pris beskrives Anders Samuelsen – eller Audi-Anders – konsekvent som en politiker, der er villig til at sælge sine liberale værdier for prestige og ministerbiler.
19. Med reality-personer menes personer, der var kendt i offentligheden, før de gik ind i politik, såsom økonomi- og beskæftigelsesminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), der var kendt fra FC Zulu, og arbejdsmarkedsordfører og erhvervsordfører Joachim B. Olsen, der var kendt som OL-vindende kuglestøder (LA). Derudover er en del journalister kendt fra offentligheden også gået ind i politik. Bl.a. transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), men også Paula Larrain (K), Morten Løkkegård (V), David Trads (S) og Anna Libak (V). Det skal bemærkes, at logikken også går den modsatte vej, hvorfor man også ser politikere, der optræder i underholdningsprogrammer. Kim Christiansen (DF) har eksempelvis deltaget i ”X-factor” og Kristian Jensen (V) i ”Vild med dans”.
20. Tommy Ahlers adskiller sig fra Joachim B. Olsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille i den forstand, at han end ikke var medlem af Venstre, før han blev udnævnt som uddannelsesminister. Til gengæld passede hans image til Venstres kommunikationsstrategiske målsætninger. Tommy Ahlers havde ingen politiske erfaring, hvorfor han var et frisk pust for parti, der længe havde oplevet nedgang. Det skal dog nævnes, at Tommy Ahlers ikke var helt politisk uerfaren. I marts 1998 var Tommy Ahlers således opstillet til Folketinget for Det Konservative Folkeparti i Sønderjylland, og i sine unge dage var han medlem af Konservativ Ungdom.
21. Terje Vigan Anderson Hansen, Henrik Jessen: ”Reality”, Ind i dansk, udateret. www: https://indidansk.dk/reality-genretraek
22. Udviklingen kan ikke begrænses til USA, men må forstås som et globalt fænomen, der kan være mere eller mindre udtalt. I USA, hvor medierne er privatejet, er Trump valgt som præsident. Ukraine har netop valgt en komiker som præsident, som ikke har anden erfaring, end at han har spillet præsident på tv. På samme måde er femstjernebevægelsen i Italien – hvor Berlusconi i mange år monopol på både medierne såvel som den politiske magt – anført af en komiker.
23. Som dokumenteret af The Tyndall Report ifølge CNN Money. Brian Stelter & Ken Olshansky: “How much does Donald Trump dominate TV news coverage? This much”, CNN Money, 6. december 2015. www: https://money.cnn.com/2015/12/06/media/donald-trump-nightly-news-coverage/ 
24. Sean Illig: “They made this monster: Conservative media and the creation of the political horror show that is Donald Trump”, Salon, 1. august 2016. www: http://www.salon.com/2016/01/08/they_built_him_conservative_media_and_the_creation_of_the_political_monstrosity_that_is_donald_trump/
25. CNN live-faktatjekkede Trumps udtalelser. Da Trump ved et vælgermøde i Florida udtalte, at præsident Obama havde grundlagt terrororganisationen ISIS, så skrev CNN i bunden af skærmen: ”Trump kalder Obama for grundlægger af ISIS (Det er han ikke)”. New York Times gik så langt som at kalde ham en løgner.
26. Emil Ingvorsen: ”Korrespondent: Trump har erklæret krig mod medierne”, dr.dk, 25. januar 2017. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/korrespondent-trump-har-erklaeret-krig-mod-medierne
27. En sådan position har Politikens chefredaktør, Christen Jensen, gjort sig til talsmand for i forlængelse af Paludan-sagen. Christian Jensen ”Syg netkultur skabte Paludan, nu må de voksne tage ansvar”, Politiken, 28. april 2019. www: https://politiken.dk/debat/art7160410/Syg-netkultur-skabte-Paludan-%E2%80%93-nu-m%C3%A5-de-voksne-tage-ansvarhttps://politiken.dk/debat/art7160410/Syg-netkultur-skabte-Paludan-%E2%80%93-nu-m%C3%A5-de-voksne-tage-ansvar
28. Rolf Hvidtfeldt og David Budtz Pedersen: ”Fake News får bogeren til at miste troen på sandheden, Information” 20. januar 2018. www: https://www.information.dk/debat/2018/01/fake-news-faar-borgeren-miste-troen-paa-sandheden
29. I dag bliver satiren i stadig højere grad betragtet som en troværdig kilde til nyheder. Man søger mao. mod satiren for at få den ægte vare. Dette ses ved, at programmer som The Daily show, Last Week Tonight og i Danmark’Den Korte Radioavis’ på radio 24/7 i stigende grad efterspørges. Satiren virker tillokkende, fordi det er en appel til at bruge den kritiske sans, der ikke er underlagt mediernes ’objektivitetskriterier. Når Den Korte Radioavis sætter mediedagsordenen, er det ikke til at vide om, hvad der bliver sagt, er sandt, eller om det er improviseret skuespil. Denne fælde har de traditionelle medier hoppet i, når de har viderebragt satiriske indslag som sande nyheder. Eksempelvis nyheden om at den Korte Weekendavis flyttede kanal, hvilket Politiken ukritisk viderebragte: Simon Roliggaard: ”Den korte radioavis stopper på Radio24/7”, Politiken, 10. september 2018. www: https://politiken.dk/kultur/medier/art6694940/Den-korte-radioavis-stopper-p%C3%A5-Radio24syv
30. Før Trump blev politiker, var han en reality-stjerne med sin egen catchphrase såvel som actionfigurer. Der er blevet spekuleret i, blandt andet i Michael Moores ”Fahrenheit 11/9”, om Trump overhovedet ønskede at blive valgt som politiker, eller om hans kandidatur bare var et mediestunt, der skulle styrke hans brand.
31. Fordi DF først blev stiftet i 1995, var det frigjort fra de organisatoriske traditioner, som havde været en ulempe i det internt stridende Fremskridtparti. Dermed kunne det etablere sig som et moderne markedsparti. Knudsen, Tim: Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973 (2008). s. 132.
32. Dansk Folkeparti fremtræder som den lille mands talerør mod den moderne politik. Ikke desto mindre er partiets organisation det bedste eksempel på et moderne markedsparti. De mest centrale træk ved partiet er: en stærk topstyret partistruktur, betydelige sanktioner for brud på interne regler, hvilket inkarneres af den mangeårige pressesekretær/politiker Søren Espersen. DF bruger mange af sine resurser på en strategisk kommunikation, der opfylder de moderne mediekrav ved at forenkle politik til simple dualiteter f.eks. ”dem” og ”os”, en opdeling i helte og skurke, følelser fremfor logik, samt en enslydende topstyret kommunikation. Knudsen, Tim: Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973 (2008). s.132.
33. Bemærk, at da politikken og medierne ikke kan adskilles, så indebærer det, at dansk folkepartis politik kan læses som mediebilledets nødvendige politiske korrelat. Ovenstående citat kan således læses parrallet med statsministeriets medieudvalg beskrivelse af mediebillede anno 1995: ”Stoffet skal visualiseres og personificeres. Konflikter skal kondenseres, tilspidses og sættes ind i kendte stereotyper som god og ond. Overdrivelsen fremmer forståelse og interesse.”
34. Se f.eks. Danmarks Statistik: ”Indvandrere i Danmark 2018”. www: https://dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=29445&sid=indv2018
35. Morten Østergaard: ”Kom med til protestaktion mod Lindholm”, kampagnevideo på Facebook, 3. marts 2019. www: https://www.facebook.com/oestergaard/videos/266767650872280/?v=266767650872280
36. https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7139327/Hvordan-kan-det-v%C3%A6re-at-universitetsstuderende-med-godt-oml%C3%B8b-i-hovedet-indtager-k%C3%B8d-til-deres-frokost Henrik Marstal ”Henrik Marstal efter forstemmende kantinebesøg: Hvordan kan det være, at universitetsstuderende med godt omløb i hovedet indtager kød til deres frokost, Politiken, 19. april 2019
37. Rune Lykkeberg: ”Vi opfattede valget af Trump som en katastrofe. I dag ser jeg det som en kæmpe åbning af det politiske mulighedsrum.” Information, 23. marts 2019. www: https://www.information.dk/moti/2019/03/rune-lykkeberg-opfattede-valget-trump-katastrofe-dag-ser-kaempe-aabning-politiske-mulighedsrum?fbclid=IwAR2i-fnQj-X_CjXHGmmp0-AYmUij9yiN0LVX4_CBHMrHK72mehuhU8q0KM8
38. Knudsen, Tim: Fra folkestyre til markedsdemokrati – Dansk demokratihistorie efter 1973 (2008). s.137.
39. Center for Vild Analyse: ”Regeringens øde ø bekræfter dens desperate afhængighed af flygtninge”, Information, 8. december 2018. www: https://www.information.dk/moti/2018/12/regeringens-oede-oe-bekraefter-dens-desperate-afhaengighed-flygtninge. CVA beskriver er de politiske partier i dag så tømt for indhold, at de ikke kan eksistere uden et fjendebillede, der legitimerer deres eksistens. Det eneste, politikerne kan enes om, er m.a.o., at det er de andres identitet, der er problemet. Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale fra 2018 eksemplificerer denne logik. Han brugte således 10 og sine 15 minutter lange tale til nationen på at problematisere parallelsamfund og kriminelle bander. Dermed definerede han sin identitet og den nationale identitet negativt ift. et ikke-dansk fjendebillede.
40. Center for Vild Analyse: ”Center for Vild Analyse: Med Rasmus Paludan i valgkampen kan vi være sikre på, at alt forbliver ved det gamle”, Information, 4. maj 2019. www: https://www.information.dk/moti/2019/05/center-vild-analyse-rasmus-paludan-valgkampen-kan-vaere-sikre-paa-forbliver-ved-gamle. Se bl.a. CVA’s analyse af Dansk Folkeparti og Rasmus Paludan som et psykoanalytisk symptom, der som kompromisformation dækker over ”noget, der er temmelig ubehageligt for subjektet, men det er samtidig noget, som subjektet ikke kan undvære, fordi det dækker over noget, som er langt mere ubehageligt.”