Om uligheden i Danmark

Af Klaus Kondrup

Min partner og jeg har 3 børn at tage os af og ikke så mange penge at gøre godt med, men da hun i sidste uge havde fødselsdag, slog jeg til med et par madbilletter og en tur i biografen. Før filmen blev vi konfronteret med reklamefilmen ”Og det er Daaanmark” fra fagforbundet 3F. Reklamen spiller på følelsen af den store opbakning til det danske fodboldlandshold i 80’erne, da danskerne under genopretningspolitikken havde brug for et stærkt symbol for at holde sammen efter krisen i 70’erne. Gennem en reference til fortiden skaber reklamen et modbillede til nutiden og påstår implicit, at uligheden er steget siden da. Voiceoveren leveres af skuespilleren Jesper Christensen, som bringer mindelser om alkoholikeren fra filmen Bænken af Per Fly. Han er godt castet til rollen. Når man hører hans røst, glider budskabet let og velsmurt ned med en afsmag af sentimentalitet og skam. Budskabet: uligheden i Danmark er blevet uanstændig, og som borger skal man føle sig indigneret.

Da jeg efterfølgende vendte oplevelsen med mine omgivelser, fandt jeg ud af, at folk rent faktisk tror, at uligheden i Danmark er stigende, og at de synes, at det er godt, at et fagforbund tager ansvar og oplyser folket. Troen på, at ”uligheden stiger, sådan er det bare”, er i stigende grad blevet hellig for folk, der ofte bliver stærkt indignerede og aggressive, hvis der stilles spørgsmålstegn ved denne ’sandhed’. At befolkningen forledes, synes hverken at genere de smarte reklamefolk eller dem, som fører denne type valgkamp. Men en sådan misinformation er skadelig. Den underminerer vores evne til at løse de reelle sociale problemer, samtidig med at den underminerer sammenhængskraften i samfundet ved at udpege nogle som usolidariske. For sandheden er, at Danmark er et af verdens mest lige og veldrevne lande. Faktisk er vi så lige, at det er meget vanskeligt at begribe, hvordan man skulle kunne blive mere lige, uden at vi bliver markant fattigere. I det følgende vil jeg komme med et konkret forslag til, hvordan dette alligevel kan lade sig gøre, men først vil jeg gennemgå proportionerne i diskussionen.

Proportionerne

Mange ønsker mindre økonomisk ulighed. Desværre bliver de få, som reelt vil diskutere økonomisk ulighed uden at forfalde til lette løsninger, hurtigt beskyldt for, at de ønsker mindre lighed. Resultatet bliver, at der opstår polarisering og mudderkastningNår man påstår, at uligheden er steget i Danmark, må man medregne, at mennesker i Danmark, som er født i 1930’erne, 40’erne og 50’erne, har oplevet en stor velstandsstigning og en enorm udligning, der betyder, at de i dag oplever en lighed, som er ekstremt høj, i forhold til da de blev født. Hvis man ikke har råd til at komme på plejehjem, betaler staten differencen.1 Der er tale om et markant løft af en stor gruppe, som sikres socialt og økonomisk.2 Dette betyder ikke, at der ikke er udsatte borgere i Danmark, men det betyder, at udsagnet: ’den økonomiske ulighed i Danmark er stigende’, ikke ukritisk kan tages for pålydende. At der findes uretfærdighed i verden, er uden tvivl rigtigt, men det er vigtigt at huske proportionerne: Hvis 5,6 millioner mennesker er blevet løftet gennem den sociale sikring, mens 20.000 falder igennem, så er det for simpelt at sige, at uligheden i samfundet er stigende. Faktisk er det direkte misvisende, for den økonomiske lighed er dermed kraftigt øget, så det skal stå meget skidt til i andre lighedskategorier, hvis udsagnet skal have gyldighed.

Mange ønsker mindre økonomisk ulighed. Desværre bliver de få, som reelt vil diskutere økonomisk ulighed uden at forfalde til lette løsninger, hurtigt beskyldt for, at de ønsker mindre lighed. Resultatet bliver, at der opstår polarisering og mudderkastning, før man kommer frem til nogle konkrete forslag.3 I stedet nøjes man med, som i 3F’s reklame, at udpege en gruppe, som skal have en større andel efter omfordelingen af samfundets ressourcer. For 3F er det deres medlemmer, som fortjener bedre pensionsordninger, mens det for nogle politiske partier er kontanthjælpsmodtagere eller de lavtlønnede. Det er ikke altid lige let at få hold på uligheden i et land, hvor omfordelingen er mere omfattende end noget andet sted. Proportionerne i det hele forsvinder let, hvis man ser på indførelse af kontanthjælpsloftet, der nok rammer nogle borgere mærkbart, men ikke betyder, at de lighedsskabende omfordelinger, der findes i resten af samfundet, er uden effekt. Lad os dykke dybere ned i emnet.

Fire former for ulighed

Danmark er et af verdens mest politisk stabile lande, og selv de superrige nordmænd må se sig slået af Danmark, når det kommer til samfundsmæssig lighed. Det interessante i denne sammenhæng er netop, hvorfor der er en så høj grad af lighed i Danmark.

Overordnet kan man skelne mellem fire ulighedskategorier: Politisk, kulturel, social og økonomisk. Den første form for ulighed er politisk. Der findes nogle, som mangler muligheder, fordi de ikke har rettigheder, eller fordi de på anden måde afholdes fra at deltage i det politiske fællesskab. I Danmark handler politisk lighed om lighed for loven. Selvom det er vanskeligt indrette et politisk system, hvor der er fuldkommen lighed for loven, er der ingen tegn på, at den politiske lighed skulle være ringere i dagens Danmark end tidligere. Tværtimod er der sket en del forbedringer de seneste år. Politisk lighed handler i Danmark først og fremmest om adgangen til at få sin sag prøvet ved domstolene under rimelige omstændigheder, og adgangen til retshjælp er bredere sikret end nogensinde.4 Derudover er stemmeretten i Danmark universel, og vi har frie valg samt et relativt lavt korruptionsniveau i embedsværket.

En anden form for ulighed er kulturel ulighed. Her er adgangen til uddannelse, dannelse og en funktionel opdragelse det centrale, da det er disse faktorer, som betyder noget for, om man har lige muligheder for at klare sig i samfundet. Er man ikke parat til at starte i skolen, når man begynder, så vil man få problemer med at tillære sig de kompetencer, der skal til for at komme ind på arbejdsmarkedet. Her kommer der et skel mellem dem, som formår at gøre deres børn skoleparate, og dem, som ikke magter det.5 I Danmark er der ekstremt lige adgang til uddannelse, og vi har et godt bundniveau i folkeskolen, der ligesom SU-systemet demokratiserer adgangen til et rimeligt uddannelsesniveau. I modsætning hertil kan Sverige betragtes som det store skræmmeeksempel. Her flygter folkeskolelærerne fra folkeskolen, og svenskerne flytter deres børn i private skoler, hvis de har mulighed for det. I Danmark har vi for nylig kigget friskolerne efter i sømmene og under mange sværdslag forbedret rammerne for folkeskolen uden at opleve det sammenbrud, man for tiden ser i Sverige. Bibliotekerne er gratis og har en høj udbredelse i Danmark, og for langt de fleste mennesker er det muligt at deltage i kulturlivet, hvad enten man er til fodboldkampe eller balletforestillinger. Hvis man vil være en del af det danske fællesskab, er der god mulighed for det.

Kan man ikke dansk, og kender man ikke de danske værdier, er man selvsagt dårligt stillet, hvilket kan føre til social ulighed. Den sociokulturelle integration administreres i Danmark i høj grad af kommunerne, og det er op til de enkelte institutioner at tolke de overordnede rammer for, hvordan man skal forvalte de modsætninger, der bunder i kulturelle forskelle. I Danmark er vi dog relativt langt fremme ift. at tage debatten og iværksætte tiltag, der udligninger mulighederne for deltagelse i den danske kultur, for eksempel anvender størstedelen af andengenerationsindvandrere de danske daginstitutioner.6 Vi er rimelig enige om, at vi ønsker at udjævne forskelle for hver borger, sådan at alle har lige muligheder for at udfolde deres talent på en måde, så ”få har for meget og færre for lidt”. Dette er selve samfundskontrakten i Danmark; den socialliberale aftale.Dernæst er der den sociale lighed: Den handler om adgangen til at deltage i det sociale liv i samfundet, sundhedsforsikring og mulighed for at få hjælp gennem det sociale system. Her er der i Danmark lige adgang til det meget veludviklede og vidt forgrenede foreningsliv. Sundhedsvæsenet og socialvæsenet er gratis, selvom serviceniveauet varierer fra kommune til kommune. Det nævnes i reklamefilmen, at de nedslidte ikke kan få lov til at gå på pension, men i Danmark har vi i mange år haft nogle omfattende ordninger, som skal sikre, at dem, der ikke kan arbejde, har mulighed for at gå på førtidspension.7 Selvom der er plads til forbedringer, er sikringen af uarbejdsdygtige i Danmark tæt på niveau med Norge, som med sine mange oliemilliarder har meget generøse ordninger for invalide og handicappede generelt. Selvom der er store forskelle i samfundet, forbedres udligningen konstant. Det kan altså ikke være det, der menes, når det påstås, at uligheden er stigende.

Endelig er der den økonomiske lighed. Det er ofte den, som fremhæves, når der tales om ulighed.

Det hævdes fra tid til anden, blandt andre af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der er flere og flere fattige i Danmark.8 Fattigdom og ulighed bliver ofte blandet sammen, hvilket skaber uklarhed om, hvad som måles, og hvad der egentlig menes. Som finansministeren forklarede i Orientering på P1: ”Når nu vi alle sammen bliver rigere, så bliver de, som er relativt fattige, relativt mindre rige end dem, som i forvejen er rigere.9 Dette kaldes så relativ fattigdom, og selvom det kan beklages, at nogle er fattigere end andre, er det klart, at det ikke betyder, at de, som er blevet rigere, er blevet fattigere, blot fordi de er blevet rigere i mindre grad end andre.10 Problemet er, at når det i en årrække bliver gentaget, at uligheden stiger i Danmark, så vil P1’s lyttere til sidst forsvare det som en sandhed, selvom det er groft misvisende. I det næste afsnit skal vi dykke dybere ned i økonomisk ulighed for at undersøge, om man med nogen rimelighed kan hævde, at den økonomiske ulighed er stigende, selvom vi alle har bedre levevilkår en for 10, 20, 30 år siden.11 Gini-koefficienten er under 0,3 i Danmark, hvilket indikerer en relativ lille forskel i indkomstfordelingen mellem de, som tjener meget, og de, som tjener lidt.12 Den er steget på det sidste, men man skal huske, at Gini-koefficienten er temmelig misvisende at bruge som mål for at forstå uligheden i et land som Danmark, da man her skal medregne den mængde af udligningsordninger, vi har i Danmark, og som er den største post på det offentlige budget.13 Det er disse monumentale udgifter til udligningsordninger af alle slags, som gør os så lige, fordi de løfter bunden af samfundet økonomisk.

Økonomisk lighed i Danmark

At der er forskel på rige og fattige, kan man begræde, men hvis vi vil have større lighed, må vi starte med at tale om det på en rimelig måde, så vi ikke smider barnet ud med badevandet. Lad os i denne forbindelse fokusere på den økonomiske ulighed. For Danmark er det interessante, hvordan vi skal indrette vort samfund i henhold til vore fælles værdier. Vi er rimelig enige om, at vi ønsker at udjævne forskelle for hver borger, sådan at alle har lige muligheder for at udfolde deres talent på en måde, så ”få har for meget og færre for lidt”. Dette er selve samfundskontrakten i Danmark; den socialliberale aftale. Det er dette kompromis, de store sociale tiltag som for eksempel Kanslergadeforliget er rundet af, og som gennemsyrer den omfattende velfærdsstat, som vi efterhånden har fået sikret eksistensen af.14 En vigtig pointe er, at det siden da er gået så godt, at de fleste nu har i overflod. Vores forbrug i Danmark er enormt.

Vi har en universalistisk velfærdsstat i Danmark.15 Selvom den er dyr i sin nuværende form, skaber forslag til at slanke den ofte ramaskrig. Et ofte hørt argument er, at man skal beskatte kapital og høje indkomster og bruge pengene på offentligt forbrug. En sådan Robin Hood-økonomi er imidlertid dyr. Forbrug skaber ikke blivende værdier, sådan som foretagsomhed gør det, og når kassen er tom, er der ikke mere at dele ud af. Øget beskatning af de høje indkomster medfører, at man tiltrækker færre mennesker, som er højt specialiserede, til landet, og det er dem, der skal sikre fremtidige arbejdspladser. Mange dygtige danskere kan potentielt forsvinde fra Danmark, fordi de vurderer, at de ”får for lidt” ud af at betale de relativt høje skatter. Der lever således mindst 50.000 danskere i London.16

Den danske model kommer tæt på den optimale omfordeling, i forhold til hvad der kan lade sig gøre. Det er efterhånden lykkedes at få de offentlige udgifter under kontrol, selvom det ikke har været populært at skulle skære i budgetterne og straffe kommunerne, hvis de ikke opfører sig økonomisk ansvarligt. Yderligere har vi fået sikret os rigtig godt mod de demografiske udfordringer, som kommer, når vi bliver ældre og ældre. Sammenlignet med andre lande kan vi være glade for, at der er blevet udøvet rettidig omhu. Vi har orden i økonomien, og vi kan opretholde de lighedsskabende foranstaltninger, hvis vi fortsat udvikler vort samfund i retning af bedre udnyttelse af vore ressourcer.

En stabil samfundsøkonomi tenderer mod at skabe store forskelle i økonomisk kapital, samtidig med at alle stilles bedre. Man ser ofte, at de, som har meget, hurtigt får mere end dem, som har lidt. Denne tendens skaber ofte utilfredshed, specielt når de nederste 25 pct. oplever forarmelseDet, som skaber stabilitet og tiltrækker udenlandske investeringer, er vor evne til at skabe lighed på en måde, så langt de fleste gerne vil bidrage konstruktivt til samfundet med det, de kan. Den økonomisk lighed er imidlertid på vej mod en afmatning. Dette skyldes strukturelle forhold: Dels er det vanskeligere og vanskeligere at udligne yderligere i en ekstremt lighedsskabende model, dels er der tale om en generel udfordring i forhold til produktivitetens specialisering, som gør, at den ulige fordeling af generelle evner gør, at en stor gruppe ikke udvikler de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at kigge på konsekvenserne af de lighedsskabende tiltag i forhold til social lighed.

Fordeling og lighed

Vilfredo Pareto (1848-1923) formulerede et mål for optimalitet, som er interessant i forhold til den aktuelle ulighedsdiskussion: En fordeling er optimal, når ingen kan stilles bedre, uden at nogle samtidigt stilles ringere.17 Hvis man pludselig beskatter de rige og bruger pengene på at forhøje overførselsindkomsterne, så stiller man dem, som i forvejen arbejder for en løn, der er lavere end disse overførselsindkomster, ringere. Derudover stilles også fællesskabet dårligere, da skattegrundlaget det følgende år vil blive mindre grundet kapitalflugt og brain drain. Pointen er, at det kan være vanskeligt at udligne, uden at nogen stilles ringere, og når vi er tæt på den pareto-optimale fordeling, som vi er i Danmark, er det vigtigt at være på vagt over for hovsa-løsninger, der potentielt kunne øge uligheden og mindske velfærdsniveauet.

En stabil samfundsøkonomi tenderer mod at skabe store forskelle i økonomisk kapital, samtidig med at alle stilles bedre. Man ser ofte, at de, som har meget, hurtigt får mere end dem, som har lidt. Denne tendens skaber ofte utilfredshed, specielt når de nederste 25 pct. oplever forarmelse. I et sådant samfund er politiet og militæret på overarbejde. Generelt kan det siges, at når de, som har lidt, begynder at have markant mindre, bliver systemet ustabilt, fordi utilfredsheden stiger, samtidig med at folk mangler muligheder og derfor ikke føler, at de har noget at miste.18 Hvis man samtidig knægter deres politiske rettigheder, kan det gå rigtig galt, og det skader økonomien på lang sigt, så alle får mindre. Politisk stabilitet og en økonomi i balance er essentielle betingelser for en ønskværdig samfundsudvikling. Siden 70’ernes turbulens har Danmark skabt en stabil økonomi, hvor incitamentet til at strejke nærmest ikke eksisterer. Voldelige protester ser man efterhånden kun fra det bedre borgerskabs børn, men siden 80’erne er også dette fænomen efterhånden gået i sig selv. Med implementeringen af bistandsloven i 1976 blev den danske økonomi tvunget i knæ, men samtidig var dette en ventil, så der ikke opstod fattigdom, hvilket vi i dag skal være glade for, selvom det har kostet os en del at få økonomien tilbage i balance.

Socialt udsatte

I efterkrigstidens Danmark har der været store forbedringer på det sociale område i hvert årti. Der findes dog stadig nogle udfordringer, som vi kan gøre noget ved, hvis vi vil. Her taler vi om det, som kaldes for social udsathed. Hvilken udligningsordning det er efterstræbelsesværdigt at implementere, afhænger dog i høj grad af, hvordan man definerer gruppen af socialt udsatte.19

Der synes i ulighedsdebatten at være konsensus om, at man skal være opmærksom på udsatte børns sociale liv. Børn kan ikke selv tillægges ansvaret for deres opdragelse. Når folk er voksne, er det lettere at bede dem om selv at tage ansvar, men voksne er jo som bekendt børn, som er blevet ældre, og det er ikke sikkert, at de har lært at tage ansvar. Det resulterer i en ulighed mellem dem, som kan, og dem, som ikke kan. Med børnehaverne og skolerne har vi institutioner, som vil kunne bidrage til en funktionel opdragelse, men det er vanskeligt at erstatte forældrene.20

Sociale udfordringer gør, at man kan føle sig begrænset i sine handlemuligheder. Hvis psyken er gået i baglås, hjælper lige muligheder eller økonomiske tilskud ikke nødvendigvis ret meget på ens problemer. I Danmark er der ret til gratis hjælp, og i stor udstrækning får de trængende også behandling. Der er ikke fuldkommen lige adgang til behandling i Danmark, for der er forskel på, hvor i landet, man befinder sig. Men der findes ikke noget sted i verden, hvor fordelingen af behandlingstilbud er bedre, hvilket selvsagt ikke betyder, at man skal undlade at prøve at gøre det bedre.

Ensomhed og manglende sociale kompetencer er et udbredt problem, men det er vigtig at forstå, at det er meget vanskeligt for staten at gøre noget ved denne type fænomener, som handler om sociokulturelle forskelle, der kan spores tilbage til den individuelle psyke og de påvirkninger, som har dannet den. Det kan være, at man er udfordret af Aspergers syndrom, eller at man ikke er opdraget til at vedligeholde og skabe kontakter. Med de såkaldte millennials har vi set en stigning i antallet af mennesker, som klager over psykisk sårbarhed. Vi har udfordringer i Danmark. For så vidt at vi mener, at mere lighed er løsningen, må vi se på, hvad vi kan gøre.

Mere lighed

Hvad kan staten gøre for at løse de udfordringer, vi står over for? Kan man skabe mere lighed og udligne de sociale skel ved at manipulere indkomstfordelingen yderligere?

Mange mennesker parkeres i dag på en overførselsindkomst, og barriererne for at komme ind på arbejdsmarkedet gør, at de risikerer aldrig at få udviklet de efterspurgte kompetencer og derfor kommer længere og længere væk fra at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Her er vi nede i substansen, når man taler ulighed. ’Vi skal ikke have mennesker parkeret på overførselsindkomster,’ siger man igen og igen. Men faktum er, at der er en stor gruppe, som ikke rykker sig i forhold til arbejdsmarkedet. Skal denne tendens bekæmpes, er det vigtigt at ændre på to parametre. Dels skal barrieren for at deltage aktivt i økonomien væk, dels skal skellet mellem inde og ude forstås på en anden måde, så manglende deltagelse på arbejdsmarkedet ikke er ensbetydende med manglende anerkendelse som borger. Disse to aspekter påvirker hinanden. Udfordringen er at skabe en god dynamik. Et forslag kunne være at gentænke skattesystemet:

Der beskattes af indkomsten (x). Indkomsten efter skat udregnes som x – F(x) – G(x) + H(x)

  • F(X) = x (x / (70000 + x)) kr.; for x i intervallet [0 – 100-000]
  • G(x) = 0.59x; for x i intervallet ]100.000 – ∞[
  • H (x) = (20.000 – x) / 2 kr.; for x i intervallet [0 – 20.000]

Der er her tale om en skitse til et skattesystem, der resulterer i en høj grad af lighed, men stort set stadig giver det samme udbytte som det nuværende system.21 Systemet bygger på princippet om en negativ indkomstskat og er en model for at afhjælpe flere af de udfordringer med ulighed, som vi er stødt på i gennemgangen ovenfor. Dette system sikrer, at man med en indkomst på 0 kr. får 10.000 kr. udbetalt. Man får gradvist mere i indkomst, alt efter hvor meget man tjener22, hvilket afhjælper de problemer, som man i det nuværende system kan iagttage mellem de, som arbejder for en lav løn, og mennesker på mellemstore overførselsindkomster.

Indfasning af systemet kan tænkes at ske over en 30-årig periode ved at bringe flere og flere grupper med på ordningen, samtidig med at man afvikler den omfattende administration, der for tiden er af borgerens relation til arbejdsmarkedet. Frem mod 2050 vil 10.000 kroner om måneden skabe incitamenter for de fleste til at tjene så meget som muligt ud over denne ydelse, specielt hvis man vil opretholde livet i en større by, hvor huslejen ligger mellem 2.000 og 8.000 kr. for en lille lejlighed. Med stabil inflation er 10.000 kroner et rimeligt beløb at stræbe efter som mindstebeløb i Danmark, men hvad satserne i systemet præcist kommer til at ligge på, må vente til en samlet vurdering af effekterne mellem incitamenter og priser. En indfasning over 30 år vil være passende for at få transformeret det nuværende system og sikre, at alle får et lille løft under indfasningen.

Meget af den selvskadende adfærd, man ser hos marginaliserede grupper, er det muligt at komme til livs, hvis deres manglende arbejdsmarkedsidentitet ikke længere er lig med stigmatisering.Efter indfasningen er gennemført, og systemet til sidst også omhandler SU-modtagere og børn, er det muligt at forestille sig, at også skattevæsenet reduceres til en computer omgivet af nogle få ansatte.23 En pointe er, at denne model ligner det system, vi allerede har. Det, som er anderledes ved et system med negativ indkomstskat, er, at man vil kunne øge den sociale lighed kraftigt ved at ændre arbejdsmarkedsidentitetens valorisering, og samtidig styrke incitamentet til at tilbyde sig på arbejdsmarkedet. Dette i modsætning til i dag, hvor man mister kontanthjælpen, hvis man tager arbejde. Er man i gang med at etablere en selvstændig virksomhed, eller ønsker man efter- og videreuddannelse, er man sikret et relativt substantielt grundbeløb i en periode.

Det er ikke sikkert, at bidraget fra negativ indkomstskat kan dække ens forbrug, men der er intet til hinder for, at man tegner yderligere forsikringer, opretter private arbejdsløshedskasser, osv. Fagforeningerne vil skulle finde en ny rolle, fordi de med et sådant system vil have sejret sig ihjel. Vigtigst er, at man som borger i et sådant system ikke vil blive udsat for marginalisering, hvis man er på kontanthjælp, sådan som det i høj grad er tilfældet i dag, fordi at det med negativ indkomstskat bliver klart, at der er tale om en ret og ikke en almisse.24

En central pointe er således, at den sociale status i endnu højere grad bliver et spørgsmål om de valg, man tager, og hvad man bruger sin tid på, mens det i mindre grad vil blive et spørgsmål om ens position på arbejdsmarkedet. Identitetsspørgsmålet er for de marginaliserede grupper af stor betydning, og meget af den selvskadende adfærd, man ser hos denne gruppe, er det muligt at komme til livs, hvis deres manglende arbejdsmarkedsidentitet ikke længere er lig med stigmatisering. Samtidig vil der være markante fordele ved at tjene meget. Ophævelsen af vores samfunds tydeligste sociale skel vil på den måde give mere lighed og samtidig styrke incitamentet til at bidrage til den fælles kasse for alle. Det vil ikke mindst komme dem til gavn, som for tiden rammes hårdest af det nuværende økonomiske system, nemlig dem, som arbejder fuld tid, men får mindre udbetalt end mange af dem, som er på overførselsindkomst.

Øget lighed kræver saglige diskussioner frem for amerikaniserede kampagner, mudrede budskaber og misinformation.Flere steder i vores nuværende udligningssystem er der incitamentsstrukturer, der gør, at det ikke kan betale sig for lavtlønnede at arbejde i 37 timer om ugen.25 Denne problematiske skævhed i den danske model har været italesat længe, uden at vi har fundet en løsning. Skiftende regeringer har sænket nogle ydelser i bunden, men grænsen er ved at være nået, ift. hvilke ønskede effekter der kan skabes ad den vej. Der skal en ny type løsninger til, hvis ligheden skal være større. Modellen med negativ indkomstskat giver mere lighed, mere fleksibilitet og flere muligheder, samtidig med at de mest markante sociale skel udjævnes.

Ulighed i Danmark?

Den økonomiske ulighed i Danmark stiger ikke. Man bruger ofte gini-koefficienten til at måle ulighed, men det giver ikke mening i et land, hvor omfordelingen er så enorm – hverken mht. den økonomiske, sociale, kulturelle eller politiske lighed. Her giver indkomstforskelle et misvisende billede af uligheden og de problemer, den medfører. Udsagnet ’Uligheden i Danmark stiger’, som man de sidste par år har hørt dagligt i medierne, er derfor stærkt misvisende.

Selvom Danmark er verdens mest lige land, kan det være hensigtsmæssigt for os at søge at øge ligheden, selvom det er vanskeligt, men vi skal behandle spørgsmålet om lighed som et mangefacetteret spørgsmål. Her er det afgørende, at man undgår polarisering og dennes negative effekter. Det skal vi gøre med saglige diskussioner frem for amerikaniserede kampagner, mudrede budskaber og misinformation. Et godt sted at starte ville være at komme med saglige reformforslag, der kan mindske de sociale skel ved at forbedre vilkårene for de socialt udsatte i Danmark.

Hvis mantraet fra amerikaniserede kampagner gentages igen og igen, skabes der et ekkokammer, hvor en illusion opretholdes om, at venstrefløjen i Danmark er de svages store beskyttere. Hvis disse partier – når de kommer til magten – ikke formår at indfri deres løfter, så har det den effekt, at befolkningen bliver fremmedgjorte fra det politiske system, og det er skidt for os alle sammen – ikke mindst for de socialt udsatte.

Alle problemer går ikke væk, fordi vi arbejder 12 minutter mere, som mantraet lød i den forrige valgkamp. Der skal reelle politiske forslag til. Var det ikke på tide, at man i stedet for smarte reklamevalgkampagner begyndte at formulere noget politik, som kan lade sig gøre, og som kan bidrage med løsninger på de udfordringer, vi har. En skitse kunne være den model for negativ indkomstskat, som jeg har foreslået her. Andre bidrag er mere end velkomne, men lad os blive fri for floskerne og den tomme snak, misundelsen og krævementaliteten. Om ikke andet så for de socialt udsattes skyld.

Klaus Kondrup er Cand. Mag. Scient. Pol. Ph.d. og arbejder med at skabe en operationalisérbar generel samfundsteori.

  1. Det kan være vanskeligt at danne sig et overblik over de mange udligningsordninger, vi har i Danmark, men denne er temmelig vægtig i statistikken for de her nævnte, men ofte glemte kohorter. Den del af budgettet, som vi kalder social beskyttelse, er i Danmark 44 pct. af det samlede budget, altså cirka 0.44 x 1.100 milliarder kroner = 484 milliarder kroner.
  2. Antallet af borgere i Danmark over 65 år er cirka 20% og overstiger altså 1.000.000 mennesker. For dem er ligheden i samfundet i dag enorm, i forhold til hvad den var, da de blev født. Det skyldes velfærdsstatens indførelse, som har gjort, at bunden i samfundet har fået et enormt løft i rettigheder, kulturelle og sociale muligheder samt økonomisk udligning. For os, som er født i 50’erne, 60’erne og 70’erne har stigningen i lighed ikke været nær så høj, men for eksempel Bistandsloven af 1976 betød en enorm udligning mellem disse grupper.
  3. I forbindelse med kampagnen slog 3F til lyd for, at de nedslidte skulle have bedre muligheder for at komme på førtidspension. I sidste ende var dette forslag kun møntet på deres egne medlemmer, som var synligt nedslidte, synes 3F at mene, mens andre faggrupper ikke oplevede nedslidning. S og DF stod i kø for at støtte op, men noget lovforslag eller blot en skitse til, hvordan man ønskede sig en ordning, endsige hvordan en sådan skulle udmøntes, så vi aldrig. Nu ser vi så Socialdemokratiets valgkamp begynde at rulle ud med fokus på den personlige historie, hvor det er uretfærdigt for nogle grupper med uligheden som bagtæppe.
  4. I de seneste år er retshjælpen blevet suppleret med en række civilsamfundslige tiltag, som gør, at alle har mulighed for at få rådgivning, og der gives fri proces for mennesker med lave indkomster. Om adgangen er helt lige, kan altid diskuteres, men om den kan gøres mere lige, er noget andet, se for eksempel tænketanken Justitias rapport : Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justitia, 12/7 – 2017 http://justitia-int.org/wp-content/uploads/2017/07/Analyse_Den-danske-retshj%C3%A6lpsmodel_Er-der-lige-adgang-til-hj%C3%A6lp.pdf, Bemærk, at de specielt er oplysningen til borgerne om reglerne, der er problemet.
  5. Nina Ausum Agergaard, journalist, videnskab-dk, 31/8 – 2018 https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvem-skal-opdrage-boern-til-skolen-foraeldre-eller-skolen-selv
  6. Udlændigne og Integrationsministeriet, integration i tal, 3/9 – 2016 http://uim.dk/nyheder/integration-i-tal/integration-i-tal-nr-3-september-2016/efterkommere-i-dagtilbud. I de fleste lande er den kulturelle integration udfordret, fordi man mangler den institutionelle infrastruktur. Her giver udbredelsen af dagtilbud for børn en helt afgørende fordel for at få integrationen til at lykkes i Danmark, da børnene møder den danske kultur tidligt.
  7. Invalideforsikringsloven af 1921 er udbygget og blev under Kanslergadeforliget til et universelt velfærdstilbud. Den er blevet forbedret løbende, senest i 2003, hvor der var fokus på at ændre adgangen til førtidspension, sådan at ordningen i højere grad kom til at gælde for dem, som ikke kunne deltage på arbejdsmarkedet, end for dem, som af den ene eller anden grund ikke ville deltage. I min optik er dette lighedsskabende for dem, som ikke gider at arbejde, men alligevel gør det, selvom det måske var mere lukrativt at være på offentlig forsørgelse. Markant færre tildeles i dag førtidspension, og specielt seniorførtidspensionsordningen er der god adgang til, skønt der er relativt få ansøgere. En af årsagerne er nok, at førtidspensionen har fået et dårligt ry og på mange arbejdspladser opfattes som pjæk. Oplysningen til borgerne er også her mangelfuld.
  8. Se for eksempel: arbejdernes erhvervsråds hjemmeside om emnet fattigdom og fattige: https://www.ae.dk/emne/fattigdom-og-fattige
  9. https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-02-19#!00:37:18
  10. I udsendelsen indrømmer DR’s journalister, at de ikke forstod, hvordan man med rimelighed kan betragte gestandsfeltet. I denne artikel forsøger jeg at skille ulighed, fattigdom, velstand og velfærd ad, sådan at vi i hvert fald kan tale om ulighed i Danmark på et mere oplyst grundlag. At tale om fattigdom i Danmark kræver en manglende historiebevidsthed, som nok er lidt meget at forlange af DR journalister, med mindre man med historiebevidsthed mener evnen til at vinkle noget ud af proportioner.
  11. Danmarks Statistik har en opgørelse over danskernes levevilkår. Her fremgår det, at de nederste 40 pct. på indkomstskalaen har forbedret deres levevilkår. Danmark Statistik, 18/11 – 2018: https://www.dst.dk/da/Statistik/Sdg/10-mindre-ulighed/delmaal-01/indikator-1. Dette har ret meget med velstand at gøre, men bemærk hvordan gruppen samlet set løftes og hvor få der falder udenfor dette løft. Generelt skal man passe på at hævde at fordi vi alle bliver rigere, bliver uligheden større i samfundet, selvom altså nogen bliver relativt fattigere i forhold til dem, som bliver endnu rigere, jf. note 9 og 10.
  12. GINI-koefficienten angiver relative indkomstforskelle i et samfund. Indkomstforskellene i Danmark ændrer sig over tid, men forbliver forbavsende lave trods vor højt specialiserede økonomi og det generelle velstandsløft, se Baggrundspapir fra Disruptionsrådets sekrateriat, Januar 2018 https://bm.dk/media/6184/baggrundspapir-udviklingen-i-indkomstforskelle.pdf
  13. Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 211, Juni 2018: https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=25286
  14. Der er tale om en lang kamp fra forfatningskampen til parlamentarismen, til Stauning og Schlüter til i dag.
  15. Se Gøsta Esping-Andersen: Three worlds of welfare capitalism, Princeton University Press, 1990. Den universalistiske model er direkte rettighedsbaseret og bygger kun for ganske få ordningers vedkommende på arbejdsmarkedsanciennitet. Dette betyder, at den dækker utroligt bredt, og at man kan undgå såkaldte working poors, som man har det i Tyskland og Frankrig og i særdeleshed i Det forenede Kongerige (UK).
  16. Lars Erik Skovgaard, Cand Polit., England.dk, 6/5 – 2008: https://england.dk/alle-regioner/job/london-magnet-danskere-udflytning-pulserende-enestaaende-muligheder/
  17. Pareto-optimalitet er defineret som en egenskab ved en samfundstilstand (afgrænset gruppe af mennesker): Pareto-optimal er en samfundstilstand, som er karakteriseret ved, at der ikke eksisterer en anden tilstand, som ikke er dårligere for nogen, men bedre for mindst én i samfundet. Man kan vurdere, om noget er Pareto-optimalt, ved at undersøge, om nogle kan stilles bedre, uden at nogle andre stilles ringere. De fleste tilstande er Pareto-sub-optimale, men man kan stræbe efter Pareto-optimalitet ved at udligne maksimalt, sådan at alle får mest muligt, hvilket i min optik vil betyde den mest lige samfundstilstand, som er mulig – den tilstand, vi synes at stræbe efter i Danmark. Global hungersnød er pareto-optimal, så det er ikke alle pareto-optimale tilstande, som er ønskelige. Pointen er her, at nogle måske vil kunne stilles bedre, men at vi skal have stillet skarpt på, hvem det er, og sikre os ikke at komme til at stille nogle andre ringere, når vi søger at forbedre det for dem.
  18. Den såkaldte Huntingtons ligning: Når den økonomiske udvikling går i stå, og den sociale mobilisering er høj, bliver der politisk ustabilitet. I Danmark så vi dette fænomen tydeligt i 30’erne og 70’erne. Se Samuel P. Huntington: Political Order in Changing Societies, Yale, 1968, p.56ff om økonomisk udvikling og ulighed.
  19. Den gruppe, som ikke kan klare sig selv og ikke får hjælp, hvad enten de vil have det eller ej, inkluderer som oftest psykisk syge, hjemløse og misbrugere. Disse mennesker er ofte fuldkommen marginaliserede i samfundet. Det er vanskeligt at give dem nye handlemuligheder, men det er reelt det, potentielle indsatser vil skulle dreje sig om. Emnet socialt udsatte drejer sig dog ikke kun om de socialt marginaliserede. Lad os brede vort fokus lidt ud uden at tabe denne gruppe af syne.
  20. Jf. note 5. Man husker måske præsident Barack Obamas historie. Hans mor var eneforsørger, men fik ham op i skole hver dag uden mange økonomiske midler eller socialhjælp. Lille Barack voksede op og klarede sig godt. Trods et problematisk udgangspunkt fik han en god og tilstrækkelig opdragelse. Denne historie kan inspirere, men den bør ikke bruges til at slå nogen i hovedet med. Man skal huske, at selvom man har et relativt godt økonomisk grundlag, som de fleste socialt udsatte i Danmark har, er der stadig andre faktorer, der spiller ind, når vi vurderer social ulighed.
  21. De enkelte satser er i dette eksempel sat for klarhedens skyld, men med Danmark in mente. Den nuværende skatteligning i Danmark er meget lang, så i dette system er det en del lettere at finde ud af, hvad man skal betale i skat, sammenlignet med det nuværende system. Altså stilles borgerne mere lige i forhold til indsigt i, hvad man kan forvente at betale i skat af en given indkomst. Bemærk dog, at vores skattesystem efter digitaliseringen allerede er blevet en del mere gennemsigtigt, i hvert fald hvad angår indkomstskatten. I dette eksempel er alt forsøgt gjort let overskueligt.
  22. Lars Erik Skovgaard, Cand Polit., Berlingske, 29/3 2019, https://www.berlingske.dk/politik/saa-stor-er-forskellen-paa-arbejde-og-kontanthjaelp
  23. Tænker vi alle andre skatter væk og beskatter ved salg af ejendomme, får vi et meget overskueligt system, hvor den generelle indkomststigning i samfundet beskattes. I et så radikalt system må man i hvert fald under indfasningen påtænke en substantiel kapitalbeskatning frem mod at stille danske virksomheder lige med udenlandske i Danmark med 0 procent i virksomhedsskat. Om EU går med til det er en anden historie og ændringer i skattesystemet har det med at være få og ad hoc, hvilket får ligningen til at blive mere og mere kompleks. Men vi er på vej ud af industrisamfundet og skal til at indrette os på et andet arbejdsmarked. At skattesystemet i den forbindelse bør forenkles, er det sådan set let nok at få lydhør for i dagens Danmark, men selvom det danske skattesystem er det mest effektive i verden, synes størstedelen af befolkningen at have vanskeligheder med at forstå, hvordan skat fungerer, og hvorfor det er så vanskeligt, for eksempel at inddrive skattegæld. Forventningerne til, hvad staten skal kunne, er enorme for det moderne menneske, og jo bedre staten bliver, jo højere krav stiller man til den. Staten skal i manges optik kunne løse alle problemer – lige fra, om bussen kommer, til opdragelsen af deres børn. Måske man skulle arbejde med forventningsafstemningen mellem individ og samfund samt undervise i eksistensfag i skolerne, så folk bedre kunne lære at tage vare på sig selv? Nå, men det er en anden historie.
  24. Se for eksempel forskellen mellem, at en travl børnefamilie kan have overboen til at hente og passe deres børn et par timer om eftermiddagen, nogle gange om ugen for 800 kroner eller sådan. I dag er der skel, som vanskeliggør en sådan ordning, dels reglerne for at modtage overførselsindkomst, dels fordomme om dem, som ’står uden for arbejdsmarkedet’, som det hedder.
  25. Jf. note 22