Autenticitet på nye flasker: Hele Danmarks Ghita-gate

Af Kasper Heide

Siden Radio 24/7 bragte “Hele Danmarks Ghita”, har det ikke skortet på analyser af, hvad der egentlig skete, da det folkekære nationalikon overfusede den unge, smukke journalist. Politikens Henrik Palle foreslog, at tiraden sandsynligvis skyldtes misundelse1, mens Zetlands Lea Korsgaard påpegede, at Ghita Nørby kommer fra en kompromisløs teaterkultur, der ikke ligger under for tidens krav om hensynstagen2. Mindre lødige udlægninger fremhævede alt fra divanykker til en endnu ikke opdaget demens som mulige forklaringer.

Hverken anklageskrifterne eller forsvarstalerne formåede dog at forholde sig til substansen i det, der rent faktisk blev sagt. Havde de gjort det, ville de vide, at kritikken ikke blot skulle tages personligt. Som Ghita Nørby selv gør opmærksom på, kender de to hovedpersoner jo slet ikke hinanden. Det, hun kritiserede, var derimod strukturelt. Kritikken gik på en særlig figur, som den unge journalist inkarnerede: mediemennesket.

***

Enhver konkurrencedygtig medieproduktion hviler på en uudtalt præmis. Der gives en gensidig fordel, så længe begge parter ‘spiller skuespil’ og ignorerer situationens unaturlighed. Journalisten leverer et produkt mod en lønydelse, mens interviewpersonen kompenseres gennem en mængde kulturel kapital, der over tid kan veksles til en økonomisk kapital. Forbrugerne betaler prisen. Denne arbejdsdeling er årsagen til, at nyhedsformidlingen – fra det perspektiverende DR2 til det aktualitetsdrevne TV2 News – kan køre rundt, uden at de inviterede eksperter – dvs. dem, som reelt leverer indholdet – bliver betalt.

I reportagen eskalerer situationen, i det øjeblik Ghita Nørby nægter at acceptere disse spilleregler. Hun er 84 år og verdenskendt i Danmark. Hun føler ikke, at hun skal sælge noget. Måske er det naivt, men hun finder det absurd, at den unge journalist ­– på trods af den empatiske og sentimentale spørgeteknik – ikke kan foregive en oprigtig interesse, imens hendes eget liv gøres til et underholdningsprodukt for øjnene af hende.

***

At dette aspekt ikke er blevet tematiseret af journalisterne, skyldes formentlig et blindt punkt snarere end ond tro. Således krævede det en kulturkritiker – mediedarlingen Svend Brinkmann – før selve ubehaget ved situationens manglende autenticitet kunne italesættes. I en apologi for den flytningstruede kanal argumenterer Brinkmann – skarpt bevæbnet med Žižek-citater – for, at Radio 24/7 er et vedkommende symptom på ”en postmoderne kultur, der leger med ironi og autenticitet”.3 Interviewet viser ifølge Brinkmann, hvor konstrueret vores forståelse af autenticitet er. Løsningen opsummeres i mantraet ”Ned med autenticiteten – ind med værdigheden”.4

Hvis man ser bort fra ironien i, at Brinkmann gennem denne falske modstilling forudsætter den ’postmoderne’ logik, som han ”ikke vil fælde dom over”, så kan det påpeges, at hans analyse også er forkert. Det er ærgerligt, for Ghita Nørby-interviewet afslører en interessant logik fuld af metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker.

Interviewet giver ikke, som Brinkmann argumenterer for, et ”ufiltreret” indblik i det autentiske, der ”dekonstruerer hele autenticitetsidealet […] hvor vi partout skal ’bag facaden’”. Det forholder sig lige omvendt. Det ømme punkt, Ghita Nørby sætter fingeren på, forvandles til en styrke, idet mediet – ved selv at bringe og formidle en hidtil uhørt selvkritik – netop betinger forbindelsen til den sfære af autenticitet, som kritikken henter sin vitalitet og autoritet fra. Selvkritikken gør mediet til formidleren af autenticiteten, og det sælger!

Det er således hverken uvigtigt eller tilfældigt, når Mads Brügger, chef for Radio 24/7, bemærker, at ”det er vildt og forfriskende at høre, at hun sætter hælen ned, tager masken af og (…) gør oprør mod selve det at blive interviewet”, for derefter at konstatere, ”at på lidt over et døgn er denne dokumentar blevet downloadet over 100.000 gange. Jeg tror, det her bliver en moderne klassiker, der vil blive diskuteret og endevendt, og som man vil brydes om i lang tid fremover”5.

Fra sit postmoderne elfenbenstårn glemmer Svend Brinkmann at forholde sig til underholdningsindustriens forretningsmodel: Indsæt forbrugerne i en beskuende passivitet, så de kan sælges den autentiske handling. Interviewet er ikke en dekonstruktion, men en radikalisering af mediernes udbytning af det autentiske.

Kasper Heide er socialpolitisk redaktør på Eftertryk

Print Friendly, PDF & Email
  1. Henrik Palle: ”»Du er ingenting. Du er ikke«: Divaen Ghita Nørby opførte sig absurd og pinligt for åben mikrofon”, Politiken, 13. marts 2019. www: https://politiken.dk/kultur/art7083858/Divaen-Ghita-N%C3%B8rby-opf%C3%B8rte-sig-absurd-og-pinligt-for-%C3%A5ben-mikrofon
  2. Lea Korsgaard: ”Ghita Nørby var også eddikeond, da jeg skrev hendes biografi. Her er mit forsvar for hende.”, Zetland, 15. marts 2019. www: https://www.zetland.dk/historie/s8DP4qVw-a8DEYXaM-292f2
  3. Svend Brinkmann: ”Ghita Nørby-programmet er et rigtigt Radio 24syv-øjeblik, som andre kanaler sikkert ikke ville have sendt”, Politiken, 25. marts 2019. www: https://politiken.dk/kultur/art7095133/Ghita-N%C3%B8rby-programmet-er-et-rigtigt-Radio-24syv-%C3%B8jeblik-som-andre-kanaler-sikkert-ikke-ville-have-sendt
  4. Debatindlægget er (meget passende) en uddybning af et facebookopslag. https://www.facebook.com/svendbrinkmann
  5. Emil Valdimarsson: ”Tre reaktioner: »Kulturjournalister har i årtier vidst, at man kan slå sig meget voldsomt på Ghita Nørby, men ingen har dokumenteret det«”, Politiken, 14. marts 2019. www: https://politiken.dk/kultur/art7085502/%C2%BBKulturjournalister-har-i-%C3%A5rtier-vidst-at-man-kan-sl%C3%A5-sig-meget-voldsomt-p%C3%A5-Ghita-N%C3%B8rby-men-ingen-har-dokumenteret-det%C2%AB