”Se bare hvordan det gik i Sovjetunionen!”

Næsten 30 år efter Murens fald er flere end 100 millioner mennesker i det tidligere Sovjet fattigere end i 1989, og flere millioner er døde som følge af det økonomiske kollaps i 90’erne. 30-året for Murens fald giver anledning til at se tilbage på en historie, der sjældent fortælles.

Af Nicholas Buhmann-Holmes

”Se bare hvordan det gik i Sovjetunionen!” De fleste har nok hørt en variant af dette udsagn, når nogen vil føre bevis for socialismens dårligdomme og kapitalismens fortræffeligheder. Og ganske rigtigt: Sovjetunionen var et despotisk regime med millioner af uskyldige menneskeliv på samvittigheden. Et regime, der kaldte sig selv for socialistisk, og som på få år kollapsede. Historiens lære er derfor, at en socialistisk økonomi vil føre til økonomisk kaos og forarmelse. Her i 30-året for Berlinmurens fald er det værd at tage et kig tilbage på, hvad de sidste 30 år efter den sovjetiske kommunisme har budt det, der engang var Sovjetunionen og satellitstaterne. Dette er et spørgsmål, der er meget lidt fokus på i historiefortællingen om de sidste 100 år, hvor interessen for Sovjet-staterne typisk stopper ved indgangen til 90’erne. Og det er en fejl, som 30-året for Murens Fald er en god lejlighed til at råde bod på.1 Hvis Sovjetunionen skal stå som skræmmeeksempel for statssocialisme, så må eftertiden stå som skræmmebillede på den liberalistiske markedsøkonomi.I realiteten var det næppe bare den notoriske planøkonomi, der førte til Sovjetunionens kollaps. Kollapset kom på bagkant af en økonomisk stagnation, som også Vesteuropa led under i 70’erne og 80’erne, en voksende demokratibevægelse i Østeuropa, krigen i Afghanistan, og en sovjetisk regering, der – uhørt for de fleste diktaturer, f.eks. Kina i 1989 – lod folk demonstrere, i hvert fald i vest.2 Men her er det eftertiden, der er det interessante. For ligesom socialismens kritikere må vi spørge: Hvordan gik det egentlig med staterne i det sovjetiske system? Altså, hvordan gik det efter Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud?

Til en start må vi konstatere, at overgangen til markedsøkonomi ikke har betydet mere velstand i Sovjet-staterne efter 1989, men i stedet økonomisk tilbagegang for flere end 100 millioner mennesker og en humanitær katastrofe for flere millioner. Ved at se nærmere på begivenhederne i og omkring det tidligere Sovjetunionen efter 1989, bliver det også tydeligt, at den historiefortælling, som bl.a. CEPOS har fremført på baggrund af Sovjetunionens kollaps, er fejlagtig. For hvis Sovjetunionen skal stå som skræmmeeksempel for statssocialisme, så må eftertiden stå som skræmmebillede på den liberalistiske markedsøkonomi.

Fra markedets frihed til økonomisk kollaps

For de fleste danskere står Sovjetunionen som et billede på socialismens dårligdomme og kapitalismens overlegenhed. Opfattelsen støttes af nogle af frimarkedskapitalismens koryfæer: Milton Friedman og CEPOS. Her er først CEPOS’ Henrik Gade i 2012:

“Adam Smith beskrev mennesket som nærsynet. Vi er ikke i stand til at vurdere, hvad der er godt for mange mennesker på længere sigt, og derfor opnår man størst frihed og vækst med individuel frihed. Planøkonomien, som vi har set den i eksempelvis det tidligere Sovjetunionen, er beviset på det modsatte. Her forsøgte systemet med femårsplaner at skabe et bedre samfund for alle, men konsekvensen blev stilstand og fattigdom.”3

Ikke overraskende sagde Milton Friedman noget lignende i 1990. De socialistiske stater var ”startet ud med de bedste intentioner”, men endte med at “gøre folk fattige, ulykkelige og til slaver”.4 Og Martin Ågerup fra CEPOS istemmer: “Men i sidste ende viste kapitalismen sig at være langt bedre til at skabe vækst, hvilket bidrog til det sovjetiske imperiums sammenbrud.”5

Men hvis menneskets nærsynede natur og planøkonomien var grunden til det sovjetiske kollaps, og kapitalismen viste sig langt bedre til at skabe vækst, så må de efterfølgende årtier med en kapitalistisk markedsøkonomi have været fantastiske for det tidligere Sovjetunionen. Lad os se nærmere på udviklingen i BNP pr. indbygger, målt imod Vesteuropa.

BNP pr. indbygger, målt i US$, justeret for inflation ved 2011-priser. Kilde: Maddison Project Database (2018) via ourworldindata.org.

BNP-tallet pr. indbygger var simpelthen lavere i 2016 for det tidligere Sovjetunionen end i året for Murens fald. Det ser unægtelig ikke for godt ud for den historie, vi har skullet lære om, at planøkonomien dræbte den sovjetiske økonomi, mens kapitalismen er det store vækstlokomotiv.6

En mulig, og ganske rigtig, anke kunne være, at en større andel af det sovjetiske BNP gik til militæret end i Vesteuropa, og at tallene dermed giver et misvisende billede af den reelle velstand hos borgerne.7 Til gengæld var uligheden højere i Vesteuropa end i Sovjetunionen, hvilket trækker i den modsatte retning. Og uligheden er endda steget så meget i Rusland, at selvom man i dag har et lavere militærbudget, hvilket burde betyde, at almindelige russere i dag får en større andel af BNP, så bliver udviklingen nærmest udlignet af, at en meget større del af indkomsten nu i stedet tilfalder de rigeste.8 Den gennemsnitlige indbygger i det tidligere Sovjetunionen er altså ikke rigere i dag end for 30 år siden, et historisk særsyn målt på de 50 år op til Sovjetunionens fald, der var kendetegnet ved markant, uafbrudt økonomisk vækst. Hvis markedsøkonomiens mål var at give større velstand, må den siges at have fejlet på sine egne præmisser.

Den største af sovjetrepublikkerne, Rusland, er dog målt på BNP pr. indbygger rent faktisk rigere i dag end for 30 år siden. Men halvdelen af den russiske befolkning har ikke fået del i denne velstandsstigning. Et studie af bl.a. Thomas Piketty og Gabriel Zucman viser, at den fattigste halvdel af russerne i 2016 var 20 pct. fattigere end i 1989!9 For Tadsjikistan, Kirgisistan, Ukraine og Georgien har udviklingen været endnu værre, og staterne har stadig ikke nået det velstandsniveau pr. indbygger, de havde ved Murens fald.10 Tager vi udgangspunkt i befolkningstallene for 1989, er velstandsniveauet altså faldet for omtrent 130-140 millioner mennesker.11 Samlet set har Sovjetunionens fald dermed betydet økonomisk tilbagegang for flere end 100 millioner mennesker.

Bedre er det gået Sovjetunionens satellitstater, som har haft fordelen af at ligge tættere på Vesteuropa og EU. Men selv her har udviklingen langtfra været prangende, selvom de er rigere end i 1989. Ingen af satellitstaterne tættest på Vesteuropa – Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn eller Slovenien – er kommet tæt på det gennemsnitlige velstandsniveau for OECD-landene. For Ungarn, Tjekkiet og Slovenien har det seneste årti kun budt på stagnation eller tilbagegang ift. resten af OECD.12

En humanitær katastrofe

Sammenlagt førte Sovjetunionens kollaps og de følgende reformer dermed til økonomisk tilbagegang for flere end 100 millioner mennesker og til flere end 3 millioner menneskers død.Sovjetunionens sammenbrud var ikke kun en økonomisk katastrofe. For bag de hårde tal om den store nedgang i BNP i 90’erne gemmer sig nemlig en humanitær katastrofe. I Rusland faldt den forventede levetid fra 69 år i 1989 til 64,5 år i 1994.13 På få år steg antallet af ekstremt fattige, og antallet af russere, der havde en indkomst under subsistensniveauet, var mod slutningen af 90’erne mindst 35 pct.14 Men det bliver endnu værre. For ud fra stigningen i dødsraten for de to folkerigeste Sovjet-republikker, Rusland og Ukraine, døde gennemsnitligt 750.000 flere mennesker hvert år fra 1993 til 1996, end der gjorde i 1989.15 Her taler vi altså hvert år i snit 750.000 ekstra døde – dødsfald, der går ud over, hvad man ville regne med ud fra dødsraten i 1989. Det er flere millioner dødsfald, der udspringer på baggrund af Sovjetunionens kollaps, deriblandt de markedsøkonomiske reformer, som man i Ruslands tilfælde indførte i starten af 90’erne.

Lad os sætte dette i perspektiv: Det er anslået, at mellem 1,5 og 1,7 millioner mennesker døde i Gulag-lejrene.16 Og historikeren Timothy Snyder sætter antallet af dødsfald for 1930’ernes Holodomor (den ukrainske hungersnød foranstaltet af bl.a. Stalin), til ca. 3 millioner, mens historikeren Stephen G. Wheatcroft sætter tallet til mellem 2,8 og 4,8 millioner.17 Til sammenligning døde der i Rusland og Ukraine fra 1993 til 1996 over 3 millioner pga. de forværrede forhold i landene. Dette var ganske vist inden for en større befolkning og flere år end hungersnøden i 30’ernes Ukraine. Men for Rusland og Ukraine snakker vi altså i årene 1993 til 1996 om en politisk skabt humanitær katastrofe, der ikke er langt fra at kunne måle sig med en af Stalins største forbrydelser og endda overgår Gulag-lejrene i antal døde.

Sammenlagt førte Sovjetunionens kollaps og de følgende reformer dermed til økonomisk tilbagegang for flere end 100 millioner mennesker og til flere end 3 millioner menneskers død. Og dette er kun den nedre grænse. De reelle tal vil ligge et godt stykke højere.

En kapitalistisk krise

Krisen i Rusland var en kapitalistisk og markedsøkonomisk krise. Sådan beskrev den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz den i 2003.18 Det er paradoksalt for historieskrivningen, at staterne i østblokken få år efter transitionen fra planøkonomi skulle få sig en markedsøkonomisk krise, der i antal døde kunne matche nogle af de værste katastrofer fra Sovjet-tiden.

Reformerne i Rusland var i vidt omfang drevet af den daværende internationale konsensus for udviklingspolitik, anført af russiske og amerikanske økonomer og under pres fra G7-landene, IMF og Verdensbanken.19 Denne konsensus lagde i praksis vægt på markedsliberalisering og privatisering af statsejede firmaer og ressourcer.

CEPOS vil måske svare, at det var implementeringen af reformerne i Rusland, og ikke ideerne bag, der var problemet. Men så må vi sige det samme om Sovjetunionen: Det var ikke ideerne, men realiseringen, der var problemet.Rusland gik således igennem et omfattende privatiseringsprogram. Andelene i de privatiserede selskaber endte dog kun hos nogle få, og meget af den privatiserede kapital blev hurtigt flyttet til udlandet.20 Ifølge økonomerne Thomas Piketty og Gabriel Zucman er der siden da forsvundet, hvad der svarer til mellem 200 pct. og 300 pct. af Ruslands nationalindkomst.21 Helt slemt gik det med rettighederne til de russiske naturressourcer som olie og gas: De tilfaldt nogle få personer, der selv havde stået for udbuddet.22 Få personer blev styrtende rige, og uligheden eksploderede i disse år.23 En anden del af privatiseringsprogrammet gik ud på at uddele kuponer til befolkningen, som de kunne bytte til andele i de tidligere statsvirksomheder. Men de fleste af disse andele blev ikke overraskende opkøbt af lederne af firmaerne eller andre med større viden om fordelene ved at eje disse firmaer (herunder angiveligt Roman Abramovich24). Der var dermed ikke meget tilbage til de russere, der rent faktisk brugte kupon-programmet efter hensigten. Forklaringen synes åbenlys: Privatiseringsprogrammet var svært at have tillid til efter årtier med et lille kendskab til en privat sektor. Samtidig befandt man sig i en økonomisk krise, og afkastet fra firmaerne var derfor usikkert. Ikke overraskende solgte mange i stedet deres kuponer for penge.25 Resultatet var en ekstremt privatiseret økonomi, der nu var i hænderne på ganske få.

Blandt ændringerne i Rusland var også ophævelsen af priskontroller, hvilket førte til hyperinflation.26 Hvad folk end måtte have sparet op, forsvandt dermed i starten af 90’erne.27 Hyperinflation er ellers noget, som bruges til at bevise socialismens dårligdomme i Venezuela.28 Men i dette tilfælde var det ophævelse af priskontroller, der var medvirkende til inflation.

Disse reformer var entydigt prokapitalistiske. Formålet var at udbrede markedsøkonomien og svække statens kontrol over økonomien. Det virker derfor en smule uærligt, når CEPOS – som i citaterne i starten af denne artikel – bruger Sovjetunionens fald til at pege på kapitalismens lyksaligheder og ikke forholder sig til tiden efter. Det ville være forkert at sige, at reformerne i Rusland 1:1 kan sammenlignes med CEPOS’ nuværende politikker. Men f.eks. har CEPOS selv talt varmt for privatiseringer af vigtig infrastruktur, bl.a. af SAS29, den kollektive trafik30, postomdelingen31 og i stigende grad af forsyningssektoren32. Og ifølge CEPOS’ analysechef havde man hellere set, ”at DONG var blevet helt privatiseret”.33

CEPOS vil måske svare – som flere allerede er gjort34 ­– at det var implementeringen af reformerne i Rusland, og ikke ideerne bag, der var problemet. Men den principielle følge af dette svar må være, at vi skal sige det samme om Sovjetunionen: Det var heller ikke ideerne bag Sovjetunionen, men realiseringen, der var problemet. Alternativt kunne vi, mere rigtigt, vælge at afvise begge: Økonomien skal hverken styres af nogle få i toppen af staten, som i Sovjetunionen, eller nogle få i toppen af både staten og den private sektor, som i Rusland efterfølgende. Økonomien bør, ligesom de andre vigtigste dele af samfundet, være styret demokratisk.

I dag er de tidligere Sovjet-stater fuldbyrdede medlemmer af den globale kapitalistiske markedsøkonomi. Det offentliges andel af økonomien er i dagens Rusland på linje med eller mindre end det meste af EU’s.35 Handel udgør i de fleste af Sovjet-republikkerne omtrent lige så stor en del af økonomien som lande i Vesteuropa af samme størrelse. Og handel udgør en større del af Ruslands økonomi end USA, Kina, Japan og det meste af Latinamerika.36 Uligheden er steget kraftigt,37 og skatteniveauet er relativt lavt i nutidens Rusland.38 Der er altså ikke meget tilbage af den gamle økonomiske opbygning fra Sovjet-tiden.

Men nok så interessant er det, at flere af de stater i Sovjet-systemet, der har klaret sig bedst efter 1989, også er dem med lavest ulighed. Her finder vi lande som Tjekkiet, Slovenien, Ungarn og Polen. Det er endda lande, der omfordeler ca. lige så meget som de nordiske lande.39 Og nok så interessant har den tidligere cheføkonom for Verdensbanken Branko Milanovic peget på, at det netop var manglen på privatiseringer i disse lande, der var med til at gøre dem mere succesfulde end andre stater i Sovjet-systemet.40

Et nyt narrativ

“Siden kommunismens forlis og murens fald i 1989 er markedsmekanismen ikke længere ideologisk udfordret. Der er i dag enighed om, at vejen til vækst og velstand sker gennem markedet, både nationalt og internationalt. Det viser historien.”41

Så vidt Martin Ågerup om historien efter 1989. Men begivenhederne bare få år efter i Rusland burde have sat spørgsmålstegn ved denne historieskrivning. Sovjetunionens kollaps betød en økonomisk og humanitær krise af et omfang, som området ikke havde oplevet siden Anden Verdenskrig. Det var en kapitalistisk krise, skabt bl.a. af de reformer, der skulle fremme markedsøkonomien. Og det var en krise, der senere skulle lægge grundlaget for Vladimir Putins dominans, da hans første periode ved magten netop kom samtidig med olieprisernes himmelflugt og Ruslands følgende økonomiske redning.42

Næste gang socialisme afvises, og kapitalisme forsvares med et “Hvordan var det nu lige det gik i Sovjetunionen?”, så kan svaret være efter samme princip, som der bliver spurgt: Hvis socialisme delegitimeres af Sovjetunionen, så må kapitalisme delegetimeres af udviklingen i de gamle Sovjet-stater efter 1989. Det mere nuancerede svar er selvfølgelig, at Sovjetunionen ikke havde meget med socialisme at gøre, og at også der findes andre varianter af kapitalisme end den, der fulgte efter 1989. Lad os derfor i stedet sige, at hvis den sovjetiske variant af ”socialisme” delegitimeres af Sovjetunionen, så må kapitalismen med privatiseringer af vigtige sektorer og store dereguleringer delegitimeres af, hvordan det gik staterne i Sovjet-systemet efter 1989.

  1. Artiklen her skylder en del inspiration til denne: Branko Milanovic, ”For Whom the Wall Fell? A balance-sheet of transition to capitalism,” 2014, http://glineq.blogspot.com/2014/11/for-whom-wall-fell-balance-sheet-of.html. Derudover skal Uffe Kaels Auring have stor tak for gode rettelser og forslag.
  2. Sovjet-styret var anderledes voldsomme mod demonstranter i f.eks. Georgien.
  3. Morten Rasmussen, ”Verden er til salg,” Kristeligt Dagblad, 8. marts 2012,.
  4. Milton Friedman, ” Milton Friedman: Free To Choose – The Failure Of Socialism With Ronald Reagan (Full)”, The Daily Hatch: https://thedailyhatch.org/2012/12/07/friedman-friday-episode-the-failure-of-socialism-of-free-to-choose-in-1990-by-milton-friedman-part-1/
  5. Martin Ågerup, ”Kronik: Der er intet i vejen med at være glad for sin nye iPad,” Information, 7. september 2011 
  6. Tallene her kommer fra Maddison-projektet, et bredt anerkendt mål for historiske BNP-tal, brugt af blandt andre Paul Krugman: Paul Krugman, ”Debt and growth data,” The New York Times, 26. april 2013: https://krugman.blogs.nytimes.com/2013/04/26/debt-and-growth-data/
  7. En samling af forskellig data om sovjetisk militærbudget kan findes her: ”The Soviet Union: Military Spending,” nintil.com, 31. maj 2016: https://nintil.com/2016/05/31/the-soviet-union-military-spending/
  8. Ulighed i Vesteuropa kan findes her: https://wid.world/; For ulighed i Rusland før og efter Sovjetunionen, se f.eks. figur 2.8.5: Filip Novokmet, Thomas Piketty, Gabriel Zucman,” 2.8 INCOME INEQUALITY IN RUSSIA,” wid.world, 2017: https://wir2018.wid.world/part-2.html
  9. Filip Novokmet, Thomas Piketty, Gabriel Zucman, ”2.8 INCOME INEQUALITY IN RUSSIA,” wid.world, 2017, tabel 2.8.2: https://wir2018.wid.world/part-2.html
  10. Maddison Project Database, “GDP per capita 2016,” ourworldindata.org, 2018: https://ourworldindata.org/grapher/maddison-data-gdp-per-capita-in-2011us
  11. “Population, total,” worldbank.org: https://data.worldbank.org/indicator/SP.POP.TOTL?locations=RU-KG-GE-UA-TJ
  12. OECD, “OECD Economic Surveys: Poland March 2018 Overview,” oecd.org, s. 10: http://www.oecd.org/eco/surveys/poland-2018-OECD-economic-survey-overview.pdf
  13. “Life expectancy at birth, total (years),” worldbank.org: https://data.worldbank.org/indicator/SP.DYN.LE00.IN?locations=RU
  14. Independent Institute for Social Policy, ”Inequality and Poverty in Russia in Transition,” 2002, tabel 5, s. 18: http://www.socpol.ru/eng/research_projects/pdf/proj10a.pdf
  15. Dødsraten er valgt for perioden 1993-1996, hvor stigningen var størst, og da disse år giver en periode, der er sammenligelig med andre katastrofer, og som følger lige efter Jeltsins reformer i Rusland. Men perioden kunne være udvidet, da dødsraten også var høj i årene lige efter 1989 og i årene efter 1996. Se: ”Death rate, crude (per 1,000 people),” worldbank.org: https://data.worldbank.org/indicator/SP.DYN.CDRT.IN?locations=RU-UA
  16. Dan Healey, “GOLFO ALEXOPOULOS. Illness and Inhumanity in Stalin’s Gulag,” The American Historical Review 123 (3), 2018: https://www.deepdyve.com/lp/ou_press/golfo-alexopoulos-illness-and-inhumanity-in-stalin-s-gulag-i363rKPYOp
  17. Timothy Snyder, ”Holocaust: The ignored reality,” eurozone.com, 25. juni 2009: https://www.eurozine.com/holocaust-the-ignored-reality/; S.G.Wheatcroft, ”Current knowledge of the level and nature of mortality in the Ukrainian famine of 1931-3,” melgrosh.unimelb.edu.au, 2001: http://www.melgrosh.unimelb.edu.au/documents/SGW-UkranianFamine_mortality.pdf; Debatten er dog ret stor om dette tal, så for en god ordens skyld kan man selv læse Wikipedia-siden om dødstallet: https://en.wikipedia.org/wiki/Holodomor
  18. Joseph Stiglitz, “The ruin of Russia,” theguardian.com, 9. april 2003: https://www.theguardian.com/world/2003/apr/09/russia.artsandhumanities
  19. Se f.eks. Naomi Klein, The Shock Doctrine, Metropolitan Books, 2007, kap. 11, s. 219-223
  20. Filip Novokmet, Thomas Piketty, Gabriel Zucman, ”2.8 INCOME INEQUALITY IN RUSSIA,” wid.world, 2017: https://wir2018.wid.world/part-2.html
  21. Filip Novokmet, Thomas Piketty, Gabriel Zucman, “From Soviets to Oligarchs: Inequality and Property in Russia 1905-2016,” wid.world, 2017 http://piketty.pse.ens.fr/files/NPZ2017WIDworld.pdf s 20
  22. Adrian Levy & Cathy Scott-Clark, “’He won, Russia lost’,” theguardian.com, 8. maj 2004: https://www.theguardian.com/world/2004/may/08/russia.football
  23. Filip Novokmet, Thomas Piketty, Gabriel Zucman, ”2.8 INCOME INEQUALITY IN RUSSIA,” wid.world, 2017: https://wir2018.wid.world/part-2.html
  24. Adrian Levy & Cathy Scott-Clark, “’He won, Russia lost’,” theguardian.com, 8. maj 2004: https://www.theguardian.com/world/2004/may/08/russia.football
  25. Marshall I. Goldman, “The Piratization of Russia: Russian Reform Goes Awry,” Routledge, 2003, s. 82-83: https://books.google.dk/books?id=zP9-AgAAQBAJ&pg=PA83&lpg=PA83&dq=vouchers+shares+russia&source=bl&ots=4ZPlvRB-t_&sig=ACfU3U3rP1Lytfp-jMIGtBYfk9TMMU9JKg&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwjFssrRw6rgAhUREVAKHVcsB4M4ChDoATAIegQIAhAB#v=onepage&q=vouchers%20shares%20russia&f=false
  26. Naomi Klein, The Shock Doctrine, Metropolitan Books, 2007, kap. 11, s. 223; Adrian Levy & Cathy Scott-Clark, “’He won, Russia lost’,” theguardian.com, 8. maj 2004: https://www.theguardian.com/world/2004/may/08/russia.football; For russisk inflationsdata, se “Russia Inflation Rate,” tradingeconomics.com: https://tradingeconomics.com/russia/inflation-cpi
  27. Adrian Levy & Cathy Scott-Clark, “’He won, Russia lost’,” theguardian.com, 8. maj 2004: https://www.theguardian.com/world/2004/may/08/russia.football
  28. Megan McArdle, “Venezuela’s inflation will hit 1 million percent. Thanks, socialism,” thewashingtonpost.com, 27. juli 2018: https://www.washingtonpost.com/opinions/venezuelas-inflation-will-hit-1-million-percent-thanks-socialism/2018/07/27/44b5ac16-91e0-11e8-b769-e3fff17f0689_story.html?utm_term=.9f35eef96aa7
  29. CEPOS, “SAS BØR PRIVATISERES,” cepos.dk, 2. marts 2017: https://www.cepos.dk/om-cepos/i-medierne/sas-boer-privatiseres
  30. CEPOS, “FORBRUGERE KAN SPARE OP IMOD 40 PCT. VED FJERNELSE AF OFFENTLIGT MONOPOL PÅ KOLLEKTIV TRAFIK,” cepos.dk, 6. marts 2018: https://www.cepos.dk/artikler/forbrugere-kan-spare-op-imod-40-pct-ved-fjernelse-af-offentligt-monopol-paa-kollektiv
  31. https://www.cepos.dk/om-cepos/i-medierne/tid-til-en-exitstrategi-fra-det-skrantende-postnord
  32. CEPOS, ”TID TIL EN EXITSTRATEGI FRA DET SKRANTENDE POSTNORD,” cepos.dk 26. oktober 2017: https://www.cepos.dk/om-cepos/i-medierne/manglende-konkurrence-i-forsyningssektoren-er-et-fortidslevn
  33. CEPOS, “OTTO-BRØNS PETERSEN: EN FULD PRIVATISERING AF DONG HAVDE VÆRET BEDRE,” cepos.dk 30. maj 2016: https://www.cepos.dk/om-cepos/i-medierne/otto-broens-petersen-en-fuld-privatisering-af-dong-havde-vaeret-bedre
  34. Se f.eks. Naomi Klein, The Shock Doctrine, Metropolitan Books, 2007, kap. 11, s. 240
  35. Se afsnittene “Government spending (% GDP), 2011” og “Central government expenditure as share of GDP, 2016,”: Esteban Ortiz-Ospina and Max Roser, “Government Spending,” ourworldindata.org: https://ourworldindata.org/government-spending
  36. “Trade (exports plus imports) as share of GDP, 2016,” ourworldindata.org: https://ourworldindata.org/grapher/trade-as-share-of-gdp
  37. Filip Novokmet, Thomas Piketty, Gabriel Zucman, ”2.8 INCOME INEQUALITY IN RUSSIA,” wid.world, 2017: https://wir2018.wid.world/part-2.html
  38. “Total tax revenues (% GDP), 2013,” ourworldindata.org: https://ourworldindata.org/grapher/total-tax-revenues-gdp?tab=map; “Taxes on income vs. taxes on goods and services, 2015,” ourworldindata.org: https://ourworldindata.org/grapher/taxes-on-income-vs-taxes-on-goods-and-services?country=RUS
  39. Max Roser og Esteban Ortiz-Ospina, ”Income Inequality,” ourworldindata.org, afsnit II.3: https://ourworldindata.org/income-inequality#redistribution-through-tax-and-transfer-policies
  40. Milanovic nævner ikke specifikt Rusland, men der er næppe tvivl om, hvem der bliver hentydet til: Branko Milanovic, twitter.com, 26. oktober 2018: https://twitter.com/BrankoMilan/status/1055861767631462402
  41. Martin Ågerup, ”Derfor frimarkedstænkning,” Berlingske Tidende 10. november 2005
  42. Tony Wood, “The Crisis That Created Putin,” jacobinmag.com, 30. august 2018: https://www.jacobinmag.com/2018/08/rouble-crash-yeltsin-putin-free-market