Anmeldelse: Da kvinder tog magten

Da kvinder tog magten
Søs Marie Serup
Gads Forlag, 2018

Af Peter Heyn Nielsen

Politik er på mange måder en mesterlære. Man kan ikke læse til politiker på universitetet eller andre steder, det er en metier, der skal oplæres gennem praktisk erfaring. Man kan sagtens have forskellige personlige og faglige forudsætninger for at opnå succes og resultater i politik, men de er svære at omsætte til noget uden erfaring med det politiske håndværk. Så hvis man vil blive klogere på, hvordan politik fungerer, er det oplagt at lytte til dem, der har allermest erfaring med dette håndværk.

Derfor kan man også blive meget klogere på dansk politik og nyere dansk politisk historie, hvis man læser, Da kvinder tog magten af politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, Søs Marie Serup. Her deler otte kvinder ud af deres omfattende erfaringer fra dansk politik, krydret med forfatterens viden om samme.Når Helle Thorning-Schmidt i dag krampagtigt forsøger at forsvare sit tvivlsomme statsministereftermæle, sker det med henvisning til, at der blev stillet helt andre krav til hende som kvinde, end der ville blive til mænd i tilsvarende magtfulde politiske embeder.

Titlen kan opfattes triumferende. Som sejrherrer (m/k), der skriver historien. Det mandlige køn har efter årtusinders magtfuldkommenhed måttet kapitulere og overlade samfundets ledende poster til det nu forhenværende svage køn. Kvinderne har magten. Bogens indhold kan ses gennem dette prisme. Hvis man opfatter magt som et nulsumsspil, så er der også et element af sandhed i den pointe. I tiden før kvinderne i bogen gjorde deres entré i dansk politik, havde kvinder kun meget begrænset indflydelse på parlamentarisk politik i Danmark. De mange markante aftryk, som kvinderne i denne bog har sat på dansk politik, ville være sat af mænd eller helt udeblevet, hvis ikke det havde for dem. På den måde er det fair at sige, at selvom kvinder nok ikke har taget al magten, så har disse kvinder i hvert fald taget afgørende del i magten.

I en tid med Metoo og alt, hvad deraf følger, kan bogen være et relevant indspark i en aktuel kønspolitisk debat. Og når Helle Thorning-Schmidt i dag krampagtigt forsøger at forsvare sit tvivlsomme statsministereftermæle, sker det med henvisning til, at der blev stillet helt andre krav til hende som kvinde, end der ville blive til mænd i tilsvarende magtfulde politiske embeder. Denne debat tages også op i bogen.

Omvendt kan bogen også siges at være gammeldags, da dens perspektiv tager udgangspunkt i en binær og strengt biologisk definition af køn. Der er mænd og der kvinder. I bogen skildres sidstnævntes erobring af det danske politiske landskab uden skelen til kønsneutrale pronominer.

Kønsperspektivet kan være et relevant og interessant prisme at se bogen gennem. Så får man del i erfarede oplevelser af, hvordan det har været at være kvinde i dansk politik, og ikke mindst, hvordan det var at tilhøre den første egentlige generation af kvinder i dansk politik. Men man undervurderer bogens indhold, hvis man udelukkende spejder efter pointer, der berører kønsperspektivet af insiderberetningerne fra dansk politik.

Den første generation af kvinder i dansk politik

Bogen er en art samtalebog med otte kvinder, der har det til fælles, at de er født i 1940’erne og sidenhen opnåede stor succes i dansk politik, selvom dansk politik dengang i så udpræget grad var en mandeverden. Derudover har kvinderne få ting til fælles. Gennem lange fortællinger deler disse kvinder deres store erfaringer i og med dansk politik. De samtaler sjældent internt. Snarere leverer de monologer til forfatteren, der kontekstualiserer fortællingerne og ydmygt bidrager med politisk analyse og egne erfaringer fra dansk toppolitik. Det fungerer formidlingsmæssigt meget udmærket, og tilsammen former det bogen til en hybrid mellem otte politiske erindringsbøger, politisk analyse og politisk historieskrivning. At forfatteren selv gennem mange år var ansat i partiet Venstre på Christiansborg og i Finansministeriet og Statsministeriet gør hende særdeles velegnet til at skrive netop denne bog, uanset at hun er en generation yngre end de kvinder, hun interviewer. Hun har selv i sine stillinger været mere magtfuld end mange (mandlige) menige medlemmer af Folketinget for samme parti.

Tilsammen trækker de interviewede kvinder på en enorm erfaring fra det danske folkestyre. Det gør dem værd at lytte til. At vi har at gøre med foregangskvinder, understreges af, at de alle sammen var ”første kvindelige” et eller andet i dansk politik. Vi har Ritt Bjerregaard, der har prøvet snart sagt alt i dansk politik. Hun blev i 1973 den kun tiende kvindelige minister i Danmark og beklædte efterfølgende forskellige ministerposter. Hun havde i en årrække en udpræget magtfuld position i Socialdemokratiet og blev sidenhen Danmarks første kvindelige EU-kommissær og første kvindelige overborgmester i landets hovedstad. Vi har Marianne Jelved, leder af de Radikale Venstre gennem hele 17 år, der som den første kvindelige økonomiminister i Danmark var 1990’ernes måske mest magtfulde politiker sammen med Mogens Lykketoft (S). Vi har Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der stiftede sit eget politiske parti, som hun suverænt ledte gennem 17 år, hvor hun meget af tiden rangerede som en af landets mest magtfulde politikere. Sidenhen blev hun i 2015 den første kvindelige formand for Folketinget (hvilket mange danske feminister pudsigt nok ikke har travlt med at fejre).

Vi har Danmarks første kvindelige partileder, Mimi Jakobsen, der i sin tid i CD nåede flere ministerposter, herunder at være landets første kvindelige erhvervsminister (uanset at hun kalder sidstnævnte post for rædselsfuld). Vi har den første danske kvindelige forskningsminister, Jytte Hilden (S) og første kvindelige konservative minister, Grethe Fenger Møller, der i 1982 også blev den første danske kvindelige arbejdsminister. Vi har landets første kvindelige indenrigsminister Britta Schall Holberg (V), der i 1986 også blev den første kvindelige landbrugsminister herhjemme (uanset at ministeriet havde eksisteret siden 1896, og hendes landbrugsvenlige parti havde haft ministerposter siden 1901). Endelig har vi Lone Dybkjær, der var landets førstedame gennem flere end otte år. Selvom hun kommer fra et parti – Radikale Venstre – der havde ministerposter første gang i 1909 og mange gange siden, så blev hun i 1988 partiets første kvindelige minister og landets første kvindelige miljøminister.

De syv har altså været ministre, mens den ottende, Pia Kjærsgaard (DF), i årene fra 2001 og til i hvert fald 2007 var en mindst lige så magtfuld parlamentariker. Tre af dem har været ministre under forskellige statsministre og besidder dermed en meget unik indsigt i dansk regeringsførelse. Tre af kvinderne har været partiledere i tilsammen et halvt århundrede – og det endda for partier så forskellige som Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og CD.

Insiderberetninger fra dansk politiks maskinrum

Vi kommer vidt omkring i det politiske liv i kraft af de alsidige karrierer, de interviewede kvinder har haft. I modsætning til at læse en bog om en politiker – fx dennes erindringer – så er det alsidigt, at denne bog indeholder otte så forskellige politikeres historier.

De af kvinderne, der har været ministre, skriver på forskellig vis meget oplysende om overgangen til og livet som minister. Det er en tematik, som er central for forståelsen af, hvordan dansk politik fungerer, men som af mange uden for kredsen af stærkt politisk engagerede mennesker ikke er opmærksomme på. ”Som minister har man magt. I Folketinget, der har du indflydelse”, som Ritt Bjerregaard præcist formulerer det.

Mimi Jakobsen og Marianne Jelved fortæller malerisk om, hvordan de internt kunne rotte sig sammen over for finansminister Mogens Lykketoft, da de tre ledte regeringens økonomiske politik i trepartiregeringen fra 1994-1996. Fra en mere perifer ministerpost i samme regering kan Jytte Hilden beskrive, hvordan hun håndterede, at hendes mand var finansminister i den regering, hvor hun var kulturminister. Det satte det danske politiske system på prøve og den demokratisk betænkelige løsning blev, at ægteparrets respektive departementschefer måtte forhandle på deres vegne i forbindelse med arbejdet i regeringens maskinrum, Økonomiudvalget. Der bliver i bogen også berettet om private sammenkomster for ministrene i Schlüters statsministertid initieret af Lisbeth Schlüter. Det kan måske forekomme ligegyldigt, men man skal ikke undervurdere, hvordan det var afgørende for at binde regeringen sammen som en enhed – og at en del af æren kan tilskrives sidstnævnte, som en af de vigtigste førstedamer, Danmark har haft.

Mere personligt bliver det, når Britta Schall Holberg beskriver, hvordan hun kom til at savne sine embedsmænd både personligt og professionelt, da hun måtte stoppe som minister. Det vil mange også være tilbøjelige til at overse, når de følger dansk politik på afstand. Mere kuriøst – men stadig interessant – er det, at statsminister Poul Schlüter belærte Grethe Fenger Møller om, hvordan en arbejdsminister ikke skulle se for pæn ud – uanset at han i mange henseender ikke blandede sig i sine ministres gøren og laden.

En anden tematik, hvor bogen viser sin styrke, er, når politikerne fortæller om, hvordan personlige relationer kan være afgørende i dansk politik. Eksempelvis Marianne Jelveds forhold til Henning Dyremose som konservativ finansminister 1989-1993: ”Hans måde at være politiker og måske endda menneske på kunne jeg bare ikke leve med”. Det er et vigtigt element i forståelsen af, hvordan dansk politik udviklede sig i overgangen fra Poul Schlüters til Poul Nyrup Rasmussens statsministertid. Pia Kjærsgaard fortæller omvendt om sit gode forhold til Venstres finansminister fra 2001-2007, Thor Pedersen, og hvor vigtigt det var for VKO-aksen i disse år.

Bogen kommer også omkring de personlige ofre, som et liv i toppolitik kan kræve. Det er meget indlevende at læse om Pia Kjærsgaards oplevelse med at have personlige PET-vagter. Og måske endnu stærkere er det med Grethe Fenger Møller, der var udsat for meget voldsomme angreb fra blandt andet fagbevægelsen i sin tid som arbejdsminister. Det er tankevækkende, hvor isoleret hun blev personligt, og hvordan hun skulle tackle alt fra mordtrusler til demonstrationer foran hendes private bolig. I lille fredelige Danmark!

Ovennævnte er blot et lille udpluk at temaer, som bogen kommer omkring, der giver indblik i livet i dansk toppolitik.

Det uafklarede spørgsmål om kvinders vilkår i dansk politik

Ligesom de interviewede kvinder er fra forskellige politiske partier, har haft meget forskellige politiske poster og i øvrigt er meget forskellige personligheder, så har de også divergerende syn på de kønspolitiske spørgsmål, som bogen rejser. Det er illustrativt for debatten om emnerne, og det er ofte meget underholdende læsning.“Lad nu mændene om at være mænd! Det er de sgu bedst til. De har øvet sig i mange år”

Nogle feminister vil nok blive provokerede, når Mimi Jakobsen siger, at kønsbevidsthed ”går lidt henover hovedet” på hende: ”Jeg blev ikke fanget af kvindebevægelsen. Jeg syntes, at de var skingre i forhold til mænd. Herregud. Lad nu mændene om at være mænd! Det er de sgu bedst til. De har øvet sig i mange år”. Eller når Britta Schall Holberg beskriver, at hun ikke anede, der havde været et kvindeoprør – det nåede aldrig til Tuse, som hun siger. Og at der dengang som nu er langt vigtigere problemstillinger i Danmark og verden.

Yderst på den modsatte fløj står Jytte Hilden, der i den grad går op i ”søstersolidaritet”. Ritt Bjerregaard mener også, at ”der er overhovedet ingen tvivl om, at kvinder bliver bedømt hårdere” i politik. På samme linje er Grethe Fenger Møller. Marianne Jelved supplerer, at medierne er hurtigere til at være efter kvinder, hvis de begår fejl.

Alle kvinderne kan til gengæld også komme i tanker om fordele, de har haft, som mænd ikke har. ”Jeg tror i virkeligheden, at jeg mest har oplevet fordele”, siger Lone Dybkjær, der har svært ved komme på negative oplevelser med at være kvinde i politik. Pia Kjærsgaard nævner som et eksempel, hvordan hun har udnyttet den komparative fordel, det er, at man som kvinde kan komme i alle damebladende. Her har Kjærsgaard en pointe. Alle politikere – eller i hvert fald deres presserådgivere – ville give deres højre arm for interview i denne ”bløde” genre. Pia Kjærsgaard mener også, at hun havde lettere ved at få en opstillingskreds og i afgørende tilfælde lettere adgang til tv i kraft af sit køn.

Ritt Bjerregaard anerkender, at det var lettere for hende at få medieopmærksom, når hun var ude til møder, hvor der primært var mænd. Fotograferne var mere interesserede i hende end alle de mænd, der omgav hende. Hun tilføjer også, at mænd især ud på de små timer synes, at kvinderne – herunder hende selv – blev interessante, hvilket i hendes erindring dog aldrig var ubehageligt.

Ritt Bjerregaard fastholder til gengæld, at #MeToo er en ny skanse, der er faldet, hvorfor hun har støttet helhjertet op om kampagnen. De øvrige kvinder går væsentligt mindre helhjertet ind i den diskussion. De har kun haft gode oplevelser med mænd i deres politiske virke og har her aldrig været presset til at gøre ting, de ikke ville. De nåede som bekendt langt alligevel. Mindst af alt engagerer Mimi Jakobsen sig i kampagnen: ”Jeg kan sgu ikke huske, hvem der tog mig låret for 40 år siden. Jeg er også ligeglad.”

For de fleste af de interviewede kvinders vedkommende er deres politiske karriere stoppet. På den måde er bogen særligt interessant, hvis man vil have et historisk indblik i dansk politik. Men af de historiske anekdoter kan der i de fleste tilfælde udledes generelle pointer om dansk politik. Derfor er bogen aktuel og alt i alt meget lærerig for folk, der gerne vil have insiderperspektiver på dansk politik. Dertil kommer en række erfaringer om liv og kvindeliv, der kan være et interessant supplement hertil.

Peter Heyn Nielsen er Cand.Scient.Pol. og Ph.D.-stipendiat ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.