Scene 5 (Uforglemmelige kys)

Morti Vizkis radiospil Uforglemmelige kys fra 2002 foregår i et Danmark et stykke ude i fremtiden. Digteren Rufus er hovedrollen. Rundt om Rufus står seks kvinder, der alle enten vil have noget af Rufus, eller som virker truende på ham. Men den virkelige og allermest alvorlige trussel for Rufus udgøres af Det Hermeneutiske Lyskorps – partiet der har fået magten, og som ikke kan lide uforståelige digtere. Rufus gør ingen modstand, da han anklages for højforrædderi og dømmes til døden. Den medmenneskelighed og fællesskabsfølelse, som samfundet har mistet med Det Hermeneutiske Lyskorps, finder Rufus hos Fuglefolket, der forstår hans digte. Eftertryk bringer denne scene i forbindelse med udgivelsen af en ny samling Dit hjerte – Samlet dramatik 1985-2004 af Morti Vizki, udgivet af forlaget Arena. Du kan læse efterordet til samlingen her.

Af Morti Vizki
Illustration af Ferdinand Ahm Krag

I scene 5 er Rufus sammen med sin ven Bertram, der også er digter og som endnu ikke har forrådt ham.

Hjemme hos RUFUS. Det ringer på døren. RUFUS åbner. Det er BERTRAM.

RUFUS                                                    Hej, Bertram.

BERTRAM                   Hej, Rufus.

RUFUS                                                    Har du også været henne og stemme?

BERTRAM                   Ja.

RUFUS                                                    Jeg stemte på Socialisterne.

BERTRAM                   Nå.

RUFUS                                                    Hvad stemte du da på?

BERTRAM                   Det Hermeneutiske Lyskorps.

RUFUS                                                    Øh … Forresten, mit nye skab er kommet. Tak fordi du vil hjælpe mig med at samle det.

BERTRAM                   (spændt) Er det kommet? Hvor er det?

RUFUS                                                    Lige dér. De to kasser dér.

BERTRAM                   Aaah … Og brugsanvisningen.

BERTRAM folder brugsanvisningen ud og studerer den. I det  følgende høres pap, der rives op, og brædder plus laminat og skruer, gevind og beslag, der pakkes ud.

RUFUS                                                    Jeg kan jo ikke finde ud af at samle selv det mindste lille møbel.

BERTRAM                   Har du: En stjerneskruetrækker, en skruetrækker med almindelig kærv, en hammer, en svensknøgle og en papegøjetang?

RUFUS                                                    Alt sammen i denne lille værktøjskasse.

Værktøjskasse åbnes. De sætter sig på knæ på gulvet.

BERTRAM                   Var det forkert af mig at flå dig ud af kløerne på Victoria i går?

RUFUS                                                    Nej, det skal du tværtimod have tak for.

BERTRAM                   Det her må være den ene side, den venstre, af selve skabet. Så hold lige den, så skruer vi bunden fast. Nej, jeg syntes også i øvrigt, det var synd hun skulle sidde der og torturere sig selv.

RUFUS                                                    (overrasket) Var det det, hun gjorde?

BERTRAM                   Ja, ku du ik’ se det? Med hvad din nye kæreste hed og alt det der. Med hvad Cecil hedder, Victoria torturerede sig selv med det. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg tror, jeg kan forestille mig, hvad det er, pigerne forelsker sig i hos dig. Det der med dine brede kæber og at du intet baghoved har. Og det man forelsker sig i, er som nattens afsindige drikke også det, man senere skælder ud på. Rækker du mig lige stjerneskruetrækkeren i stedet for?

RUFUS                                                    Det er altså godt, du siger alt det der.

BERTRAM                   Det rager mig en bajer, men enhver kan jo se, hvordan sådan en so sidder der og torturerer sig selv. Og så papegøjetangen.

RUFUS                                                    Min kærlighed til dem alle sammen, også til Cecil, er for længe, længe siden støbt ned i en cementklods.

BERTRAM                   Du kan altid komme til mig. Når jeg ikke siger så meget, skal du bare vide, det er for ikke at sige noget forkert. Men jeg vil altid lytte, jeg er jo ikke psykolog, men jeg er dog din ven, og det kan godt være godt at have en til at lytte. Også selvom han ikke straks fremkommer med tusind visdomsord og bon mot’er.

RUFUS                                                    Du siger til, hvis jeg skal holde?

BERTRAM                   Foreløbig kører det helt fint. Hvornår flytter du? Skal jeg hjælpe dig med at male?

RUFUS                                                    Jeg skal hen og se på lejligheden i morgen.

BERTRAM                   Det er sådan en mandeting, det med at male, det er sådan noget vi har sammen, også selv om vi er digtere, er vi jo også mænd, og har noget sammen, nemlig at male. Og den slags, af samme skuffe. Istandsættelsen, det er mændenes domæne. Er det ikke ligesom noget, vi har sammen?

RUFUS                                                    Helt bestemt. Jo tak.

BERTRAM                   Nå, så du er Socialist. Socialist og digter og enlig far. Du er ikke bange af dig.

BERTRAM griber RUFUS i skridtet.

RUFUS                                                    Hov! Lad vær’ med det.

BERTRAM                   Med hvad?

RUFUS                                                    Lad dog vær’ med at rage mig i skridtet. Bare saml skabet. Jeg gider ikke alt det der igen, jeg har jo sagt dig, at det er umuligt.

BERTRAM                   Arj, undskyld. Det var jo bare venskabeligt ment.

RUFUS                                                    Du bliver nødt til at gå, Bertram.

BERTRAM                   Jamen, skulle jeg ikke samle dit skab for dig?

RUFUS                                                    Jeg er ikke sur eller noget, jeg bliver bare nødt til at være alene. Nu.

BERTRAM                   Jamen, Rufus.

RUFUS                                                    Nu.

BERTRAM                   Nå …

RUFUS                                                    Nu.

BERTRAM                   Man har vel lov til at tage hinanden lidt i skrevet.

RUFUS                                                    Jeg vil gerne være lidt alene med mit skab … og med Fuglefolket. Som jeg kalder dem …

BERTRAM                   Hvem er de … ?

RUFUS                                                    Jeg ringer til dig, Bertram. Gå nu. Jeg vil gerne være lidt alene med Fuglefolket.

BERTRAM                   Mænd kan vel godt have deres eget. Sammen.

RUFUS                                                    Gå hjem og skriv et digt, Bertram.

BERTRAM                   Det kan du selv.

RUFUS                                                    Nu.

BERTRAM                   Nå, så du er Socialist.

RUFUS                                                    Jeg skal nok ringe til dig, lige nu vil jeg gerne være lidt alene. Med Fuglefolket.

BERTRAM                   Sådan en socialistrøv. Med røv på.

Bertram forlader scenen

RUFUS                                                   Fugle! Kom til Rufus!
Flyv ned til mig!
Fugle!
Nå … nu varer det nok lidt, inden Fuglefolket vil komme ned til mig.
Jeg ville ellers gerne læse lidt højt for fuglene af mine digte.
Fuglene synes ikke, jeg er svær at forstå.
Over for Fuglefolkets små sjæle behøver jeg ikke at være politisk i mine digte, nej, de små fugle er glade, bare jeg er en levende på jorden, for det er dét, det drejer sig om.
Den sympati, som strømmer fra fuglene, kan aldrig, aldrig bedrage.
Og en ganske bestemt fugl, Isfuglen Fønix, som jeg kan kende blandt millioner, synes ovenikøbet jeg er god til at lege med ordene.
At jeg er en sprogmand.
Her bliver det farligt, for jeg tror i virkeligheden kun, at den nye regering kan lide digte, der fejrer og hylder livet under deres magt.
Men fuglene ved, at jeg skriver om de ensomme børn og de udsatte voksne. De ved, at jeg er en levende på jorden, der bare ønsker glæde og fred, magi og alvor. Og jeg håber, at der stadig findes sprog tilbage for den slags.
Hvis ord som ̔sympati’ og ̔bevægelse’ og ̔indlevelse’ skulle gå i glemmebogen, så er jeg bange for, at ikke kun vi digtere, men også selve det, der gør os til mennesker, går tabt.
Fugle!
Kom til Rufus!
Ordene er sjælens fugle, og når nu kun én procent af befolkningen kan huske disse fugle, så svæver de i den yderste livsfare.
Dét er politik.

*