Hvad var 1968? (Boguddrag)

Året 1968 er synonymt med de mange sociale og kulturelle omvæltninger, der fandt sted på foranledning af slut-50’ernes, 60’ernes og 70’ernes sociale bevægelser. På mange måder lever vi stadig i arven fra det såkaldt “lange 1968”, men skønt der er meget godt at sige om den civile aktivisme, der udsprang af perioden og prægede eftertiden, er det også en begivenhed, der deler vandene, misforstås og ofte karikeres. En ny bog har sat sig for at værne om denne æras vedvarende betydning ved at gå direkte til de tekster, bevægelserne selv producerede. 1968 hedder bogen, der samler og introducerer mere end 80 taler, manifester og øjenvidneberetninger m.m. fra 12 forskellige lande. Bogen giver indblik i, hvordan kvindefrigørelsesbevægelsen, Black Power, anti-imperialismen, væbnet kamp, oprindelige folks bevægelser, modkulturen, miljøbevægelsen, militante arbejdere, homoseksuelles kampe og meget andet blev en del af det politiske landskab. Eftertryk bringer her et let redigeret uddrag fra bogens introduktion. 

Af Bjarke Skærlund Risager, Salar Mohandesi og Laurence Cox

(…)

Bølgen af politisk uro, som rystede Det Globale Nord1 i de sene 1960’ere, virkede til at opstå ud af det blå. Ved første øjekast var 1960’erne et årti med en forholdsvis høj velstand, især sammenlignet med rædselsårtierne i 1930’erne og 1940’erne. I Nordamerika, Vesteuropa, Japan og selv i Central-, Øst- og Sydøsteuropa var levestandarderne højere end nogensinde før, regeringerne virkede stabile og en følelse af optimisme fyldte luften. Hvorfor valgte så mange mennesker så på samme tid at gå på gaden?

Den internationale kontekst er afgørende her. Den Kolde Krig, afkolonisering, opbygningen af nye nationalstater og ”varme” krige i Latinamerika, Afrika og Asien skabte en højspændt atmosfære. Den ubetinget mest afgørende internationale udvikling var bølgen af antikoloniale revolutioner, som brød ud i kølvandet på Anden Verdenskrig. Ved indgangen til 1950’erne havde det meste af Asien vundet uafhængighed. I 1955 mødtes de nyligt uafhængige lande i Bandung i Indonesien for at fremme økonomisk, kulturelt og socialt samarbejde. Kort derefter var der fremgang i de nationale befrielsesbevægelser i Afrika. I starten af 1960’erne var snesevis af lande over hele verden enten ved at påbegynde, midt i eller på vej ud af en eller anden form for revolution.

Men afkolonisering var ikke blot noget, der fandt sted langt væk, i Det Globale Syd. Afkoloniseringskampene bidrog til at forme den politiske horisont i Det Globale Nord – i visse tilfælde, såsom i Frankrig og senere i Portugal, bidrog de endda til at vælte regeringer. Kampene radikaliserede de unge i de imperialistiske lande og gav derved de fremtidige aktivister deres første erfaring med politik. Afkolonisering blev en stor kilde til ideer, og tekster af eksempelvis Frantz Fanon, Che Guevara eller Võ Nguyên Giáp cirkulerede rundt om kloden. Immigranter fra Det Globale Syd, især studerende, tilføjede en grad af radikalisme til bevægelserne hjemme i Norden. Det vigtigste var, at kampene i udlandet virkede som en utrolig stor inspirationskilde, og de var et bevis på, at revolution stadig var mulig, og at man stadig kunne ændre på verden.

1960’erne var især vidne til flere revolutioner, som inspirerede et håb om en mulig ny verden. Den Cubanske Revolution syntes at bære løftet om en ny vej til socialisme, som adskilte sig fra den sovjetiske model. Unge aktivister fra hele verden så Den Cubanske Revolution som et forbillede og mange rejste til øen for på egen hånd at opleve den. Den Algierske Revolution, som ledte til uafhængighed i 1962, talte også til folks fantasi, og Algeriet fremførte sig som et slags ”revolutionens mekka”. Endelig virkede ”Den Store Proletariske Kulturrevolution” til at fremvise en ny slags socialistisk revolution. Denne opfattelse var til dels forårsaget af, at det var et fåtal, der overhovedet havde noget dybtgående kendskab til begivenhederne i Kina, hvilket gjorde det muligt at projicere ens eget begær over på revolutionen. Men alligevel havde specifikke ideer, billeder og praksisser fra Kina en stor indflydelse i udlandet. Det var især maoismen, som blev et centralt referencepunkt for aktivister i talrige lande, fra De Sorte Panteres Parti i Oakland, Californien, som tog Mao Zedongs opråb om at ”tjene folket” til sig, til radikale studerende i Paris, Frankrig, hvoraf flere tog fabriksarbejde for at ”blive ét med folket”.

Amerikansk imperialisme var også en afgørende faktor i radikaliseringen af folk på tværs af Det Globale Nord. Efter Anden Verdenskrig var USA verdens mest magtfulde land og påtog sig at være kapitalismens vogter på et globalt plan – for enhver pris. Dette betød en række snigmord, statskup og militær indtrængen. Den vigtigste af disse var Vietnamkrigen. Over hele verden var der folk, der fordømte den amerikanske aggression. Tilmed dannede antikrigsaktivister samarbejde på tværs af grænser og skabte derved en ny følelse af internationalisme. For de fleste, især de, som levede i kapitalistiske lande, der formelt set var allierede med USA, var Vietnamkrigen et centralt emne i 1960’erne. Selv i ”Østlandene” hjalp statssanktionerede antikrigsdemonstrationer med til at radikalisere unge, som efterfølgende brugte denne åbning til at udfordre deres egne regeringer for ikke at leve op til deres egne emancipatoriske visioner.

Solidaritet med vietnameserne, og ”Den Tredje Verden” mere generelt, var især vigtigt for etniske minoriteter i Det Globale Nord. I Canada var radikale fra provinsen Québéc inspireret af anti-imperialistiske bevægelser i udlandet. I USA argumenterede radikale sorte for at afrikansk-amerikanerne udgjorde en ”indre koloni”, og at deres nationale frigørelseskamp var en integreret del af de antikoloniale revolutioner. De sortes kamp inspirerede endvidere aktivister i Nordirland, som stod over for lignende former for etnisk diskrimination og statsvold i deres hjemland. På tværs af territorier kendt som Canada og Grønland dannede de oprindelige befolkninger transnational solidaritet i ”Den Fjerde Verden”.

I disse år stod både ”Vesten” og ”Østen” over for lignende alvorlige indenlandske kriser. Det enestående økonomiske opsving, som fandt sted i efterkrigstiden, hvilede på konkurrerende varianter af ”organiseret modernitet”, hvor den – oftest nationale – stat påtog sig den centrale økonomiske rolle, som involverede mere eller mindre formelle arrangementer med hierarkisk organiserede interessegrupper, typisk arbejdsgiverforeninger og fagforeninger. Udfaldet af dette, sammen med et økonomisk opsving, der var uden fortilfælde, var en i store træk teknokratisk fordelingspolitik, hvor både direkte finansielle gevinster og velfærd – inden for uddannelse, sundhed, bolig, socialpolitik og bredere økonomiske udvikling – blev gjort tilgængeligt, særligt til stærke interessegrupper.

Trods denne store økonomiske vækst nåede velstanden ikke de grupper, hvis interesser ikke nød stærk repræsentation. I USA blev afrikansk-amerikanere behandlet som andenrangsborgere og var ofte de sidste til at blive ansat og de første til at blive fyret. Trods de stærke velfærdsstater på tværs af Det Globale Nord og deres ophøjede retorik om fremgang, så fortsatte fattigdommen. Dette ledte flere til at genoverveje velfærdsstatens status som det fortrukne middel til frigørelse.

Selv de personer, som nød frugterne af de velhavende samfund, følte ofte, at de stod tilbage med en dårlig smag i munden. Selvom der var flere varer på hylderne, for dem som havde råd til dem, så førte det økonomiske opsving ikke til personlig frigørelse: Dets udbytte var begrænset til omfordeling – det gav fysisk og økonomisk sikkerhed efter Depressionen og Anden Verdenskrig – men udelukkede samtidigt muligheden for at sætte spørgsmålstegn ved magten og kulturen. Således husker mange af de, der levede i 1960’erne i disse lande hverdagslivet som værende kvælende, præget af gentagelse og konformt. Kvinder måtte ikke gå med jeans, mænd skulle holde deres hår kort, sex før ægteskabet var tabu, studerende skulle klæde sig formelt, og strikse standarder forudbestemte mellemmenneskelige relationer. Mange manglede et sprog til at forklare, hvorfor de havde det så dårligt midt i al den velstand. Men andre diagnosticerede deres samfund som værende kedeligt, ufrit, frarøvet al eventyrlighed og dannede i stedet oprørske modkulturer i de sene 1950’ere og de tidlige 1960’ere: britiske mods og rockere, beatgenerationen, provoer, situationisterne og så videre.

Den hurtigt voksende forbrugerkultur spillede ofte en tvetydig rolle i den forbindelse. På den ene side gav den dem, som var utilfredse med mainstreamkulturen, en måde at udtrykke deres individualitet på. På den anden side efterlod den mange andre med en følelse af tomhed. I stigende grad følte flere og flere, især de unge, at den nye forbrugerkultur faktisk var med til at forstærke hverdagslivets konformitet. Plaget af eksistentiel angst søgte de i stedet mening, opdagelse, selvrealisering eller en form for retning i livet. Denne følelse var mest udbredt i de rigere kapitalistiske lande, men ængsteligheden over forbrugerismen kunne selv mærkes i lande som Den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien.

(…)

Mange ledere af 1960’ernes bevægelser kom ganske vist fra den organiserede venstrefløj. Nogle havde familier, som havde kæmpet i tidligere bevægelser, såsom de sociale bevægelser i 1930’erne eller de antifascistiske modstandsbevægelser under og før Anden Verdenskrig, og videregav disse radikale oplevelser til nye generationer. Andre tilhørte fagforeningsfamilier, hvor aktivisme og solidaritet var en del af hverdagen. Stadigt andre havde meldt sig ind i kommunistiske ungdomsforeninger, hvor de lærte afgørende færdigheder. Men det mådehold, den begrænsning og endda fastlåshed, som fandtes i det, der snart ville blive kaldt ”det gamle venstre”, gjorde, at mange af disse ”red diaper babies” tog det, de havde lært, med sig ud for at søge nye alternativer.

(…)

Bevægelserne i 1960’erne og 1970’erne

Bevægelserne i 1960’erne og 1970’erne var så mangeartede, at de unddrager sig enhver form for simpel kategorisering. Trods mange paralleller kunne forskellen mellem de nationale kontekster være meget markant. For blot at tage et enkelt eksempel: Mens radikale studerende i Tjekkoslovakiet kæmpede for flere borgerrettigheder, såsom pressefrihed, så anklagede japanske radikale disse rettigheder for at være falske og tomme.

Men selv inden for det samme land var der dybe forskelle: mellem dem, som insisterede på ikke-vold, og dem, som var fortalere for guerillakrig; mellem dem, som var modkulturelle, og dem, som var hårdnakket engagerede i politik; mellem anarkister og marxistisk-leninister. Selv tilhængere af de samme overordnede traditioner kæmpede inderligt mod hinanden, som de utallige sekteriske konflikter blandt maoister og trotskister bevidner. Af denne grund er 1960’erne og 1970’erne ofte blevet husket på vidt forskellige måder. Afhængig af hvem man spørger, så var det en tid med hippier eller maoister, studerende eller arbejdere, ikke-vold eller væbnet kamp, anti-imperialisme eller indenrigspolitisk reform, stalinisme eller nye sociale bevægelser, eller også var det en kombination af de ovenstående. Der er med andre ord mindst lige så mange versioner af ”1968”, som der var bevægelser – og lige så mange politiske projekter, som henviser til ”1968” i dag.

Ikke desto mindre var der visse centrale lighedstræk mellem bevægelserne, og nogle af disse lighedstræk var helt nye. For det første synliggjorde kampene i 1960’erne og 1970’erne, i en langt mere udbredt grad end i tidligere modstandsbølger, former for undertrykkelse, som ofte var blevet ignoreret af den organiserede venstrefløj i mange lande: Udover udbytning på arbejdet, så pegede aktivister i denne periode eksempelvis også på racisme, sexisme, homofobi eller forurening. De pegede på andre aspekter af undertrykkelse, ikke kun retslige, men også det psykologiske. Og aktivister, særligt dem i kvindernes og de homoseksuelles frigørelsesbevægelser, viste, at undertrykkelse kunne eksistere et væld af oversete steder, såsom køkkenet, soveværelset eller hos lægen – ja, også inden for politiske organisationer.

Den første store demonstration for homoseksuelle i Storbritannien, arrangeret af Gay Liberation Front. London, august 1971. Tak til Peter Tatchell.

Kampene i 1960’erne og 1970’erne er også unikke, fordi så mange forskelligartede aktører deltog. Alle bølger og alle revolutioner har brug for at samle forskellige sociale kræfter, men tidligere havde de generelt set privilegeret visse slags personer og ekskluderet andre. Dette gjaldt også bevægelserne i 1960erne, særligt i de tidlige år, men alligevel blev bevægelserne åbnet op i en unik grad af nye stemmer, som krævede at blive hørt. Selvfølge var der også en betydelig variation fra land til land med hensyn til hvilke sociale kræfter, der deltog i bevægelserne – i visse tilfælde kom eksempelvis kvindefrigørelsen meget senere end andre steder. Men fortætningen af mange forskellige kræfter var generelt set et alment træk ved disse bevægelser.

Bevægelserne i 1960’erne og 1970’erne eksperimenterede også med nye organisatoriske former. Selvom alle landene til at starte med oplevede den samme model – strikse medlemskabskriterier, hierarkiske organisationer, berømte ledere og så videre – begyndte aktivister tidligt at skabe mere inklusive, fleksible og dynamiske grupper. For mange kvinder i kvindefrigørelsesbevægelsen betød det at være politisk aktiv ikke blot at gå til møder, men at være en del af et fællesskab, og feministiske organisationer prøvede at skabe en ny feministisk samværsform. De danske Rødstrømper dannede for eksempel ”basisgrupper”, der var trygge rum, hvor kvinder kunne organisere sig, men også skabe ”søstersolidaritet”.

Ligeledes tog frigørelsesgrupper for homoseksuelle, såsom Homoseksuel Front for Revolutionær Handling (FHAR) i Frankrig, afstand fra formalisme, som havde kendetegnet tidligere bevægelser, og valgte i stedet en slags anarkistisk inklusionsprincip. Som en FHAR-tekst forklarede: ”FHAR tilhører ikke nogen, og den er ikke nogens. Den er kun homoseksualitet i bevægelse. Alle politisk bevidste homoseksuelle udgør FHAR: Enhver diskussion selv mellem blot to eller tre personer er FHAR. […] Ja, vi er en sværm af følelser og handlinger.” 2 I Japan anså antikrigsinitiativet Beheiren ikke sig selv for at være en formel gruppe, men en løs borgerbevægelse, hvor alle de, som fulgte bevægelsens tre slogans, kunne tage dens navn til sig.

Men organisatoriske eksperimenter var ikke kun begrænset til de mere libertære eller modkulturelle grupper. Selv nogle marxistisk-leninistiske eller maoistiske organisationer begyndte at ændre deres måde at operere på og forsøgte at koble leninistiske modeller med ånden fra de nye sociale bevægelser. Tag for eksempel måden, hvorpå De Sorte Panteres begreb om ”overlevelse indtil revolutionen” kombinerede en centralt organiseret struktur med en bred vifte af decentraliserede fællesskabsinitiativer, såsom Programmet for Gratis Morgenmad til Skolebørn.

Organisatoriske eksperimenter gik hånd i hånd med en kalejdoskopisk mangfoldighed af taktikker. Aktivisterne i det lange 1968 kombinerede gamle taktikker, såsom demonstrationer, sit-ins, besættelser, sabotage og strejker, med nye former, såsom teach-ins, bevidstgørelse, zapping eller eksperimenter med nye måder at leve på i fællesskab. Af særlig interesse var fokusset på det, der sidenhen er blevet kaldt ”præfigurativ politik”, nemlig et forsøg på at bygge en ny verden i den gamle verdens skal.

Black Power-march i Vestlondon. 1970. Tak til National Archives UK.

Et andet fællestræk var forandringen af bevægelserne. I mange lande erstattede det selvbevidste nye venstre i 1960’erne det stalinistiske og socialdemokratiske gamle venstre. Bevægelserne fra det nye venstre blev radikaliseret i årene op til 1968, og umiddelbart i kølvandet på deres nederlag i de sene 1960’ere blev mange af disse formationer, såsom SDS i USA, ikke blot radikaliseret, men opsplittet og førte til et virvar af partidannelser på den yderste venstrefløj i de sene 1960’ere og tidlige 1970’ere, der på nogle måder skabte nye former for ortodoksi. Da disse udbrydergrupper på den yderste venstrefløj begyndte deres nedgang, så opstod der en række nye sociale bevægelser, der var mindre radikale og hierarkiske og mere fokuserede på umiddelbare behov eller marginaliserede grupper. Dette betyder dog ikke, at de samme mennesker gennemgik alle disse faser, eller at hvert moment fulgte det andet i en lineær form – snarere sameksisterede de ofte. Aktivismen havde i det hele taget skiftende tyngdepunkter og forskellige tidslinjer i forskellige lande og regioner. Denne komplekse situation var både det uundgåelige resultat af, at 1968 mobiliserede så mange mennesker, som nødvendigvis befandt sig i forskellige situationer, og af, at processen, hvorved folk lærte at udtrykke tidligere fortiede behov igennem kamp, nogle gange var langsommere end andre gange.

Et sidste mere eller mindre fælles træk ved kampene i Det Globale Nord på denne tid var en nytænkning af forholdet til magt, både inden for staten og inden for bevægelserne og organisationerne. Mange lande havde på dette tidspunkt allerede oplevet en række revolutioner: nationale, liberale, demokratiske, antifascistiske, socialistiske – eller optaget elementer fra disse dagsordner. Hvor man engang havde forestillet sig at ”tage magten”, hvorefter ”alt ville blive anderledes”, var dette i 1968 ikke længere en hypotetisk fremtid, men en kendt fortid eller en velkendt erfaring fra et andet land. Dertil kom den mørke side af socialdemokratisk imperialisme, sovjetiske tanks, liberalt hykleri vedrørende racisme og fattigdom, det parlamentariske demokratis mislykkede folkestyre og de patriarkalske, heteronormative, etnocentriske og kulturelt konservative karaktertræk, som alle de ”virkeligt eksisterende” post-revolutionære stater delte.

Mens nogle aktivister stadig havde visioner om at ”storme Vinterpaladset”, så var det mest karakteristiske ved perioden, at så mange bevægelser udforskede alternativer til det stærkt centraliserede fokus på formel magt inden for nationalstaten som målet for radikal politik. Mange aktivister prøvede i stedet at teoretisere nye måder at opbygge magt, at bedrive politik på afstand af staten og at forene kampe inden for og uden for staten. Som sociologen George Katsiaficas har bemærket, så gjorde det lange 1968 også, at ”betydningen af revolution blev udvidet til at inkludere spørgsmål om magt i hverdagslivet og også spørgsmål om den magt, som blev vundet af tidligere revolutioner”.3

Hvis vi bevæger os ud over aktørernes ideologiske intentioner, så er det bemærkelsesværdigt, at ingen af aktørerne fra Det Globale Nord, som ønskede at erstatte det gamle venstre med et nyt ”statscentreret” venstre, havde nogen succes med dette, hverken i forhold til det blotte antal tilhængere eller på det organisatoriske plan. Med kun en håndfuld undtagelser, så blev sådanne partier i løbet af 1970’erne forvandlet til mindre og mindre sekter, mens de fleste militære strategier, hvor Nordirland dog bød på en vigtig undtagelse, blev mere og mere isoleret, ikke mindst i sammenligning med de modstandsbevægelser, som havde fundet sted kun et kvart århundrede tidligere.

Det var i lige så høj grad vigtigt at udfordre den autoritære magt internt, inden for ens egen bevægelse. Denne grundindstilling havde til at begynde med fokus på radikaldemokrati, der blandede elementer fra den engelsktalende verdens nye venstre og den kontinentale modstand mod fascismen, men viste sig sidenhen at være utrolig alsidig: Den kunne bruges imod den institutionaliserede professor-magt på universitetet, men også mod den mandlige dominans inden for venstrefløjsorganisationerne; mod værkførerens og arbejdslederens tyranni på fabrikken, men også mod hvide eller aktivister, der ikke var immigranter, inden for bevægelsen; mod teknokratisk magt inden for sundheds-, velfærds- og boligsektoren, men også mod de intellektuelles magt og apparatjikkerne i organisationerne.

På grund af den udprægede tilbagegang for masseorganisationerne i denne periode, så blev denne udfordring af den etablerede magt i lige så høj grad udtrykt i splittelserne eller de nye bevægelser, som den blev af radikale modeller for internt demokrati og diversitet. Men begge var lige vigtige. Det var i mange lande slut med, at et enkelt parti dominerede feltet for radikale bevægelser; i mindre og mindre grad havde enkelte organisationer kapaciteten til at dominere en bevægelse. Dette betød ikke, at oligarkiske tendenser forsvandt – tværtimod. Men intet enkelt oligarki var hegemonisk på tværs af bevægelser, og både konteksten og den organisatoriske logik ændrede sig kraftigt i sammenligning med tidligere generationers bevægelser.

Denne generelle tendens var naturligvis ikke universel: Nordirlands forskellige republikanismer fulgte for eksempel en langt mere centraliserende logik, hvilket var forbundet med krigens centrale status. Mindre usædvanligt var det, at mange af de, som var radikale i 1968, skulle påbegynde det, som den tyske studenterleder Rudi Dutschke kaldte en ”lang march gennem institutionerne” inden for socialdemokratismen, i fagforeningerne eller på universiteterne, i sundhedsinstitutionerne eller de juridiske professioner – en march, hvor de radikale i lige så høj grad som institutionerne blev omformet. Tidslinjerne og måderne, hvorpå det skete, var meget forskellige, ikke blot på tværs af lande, men også mellem forskellige bevægelser og sociale grupper. Selve bevægelsen bort fra det altoverskyggende fokus på at tage den nationale statsmagt inden for den organiserede kapitalisme muliggjorde en meget større diversitet af veje og resultater.

Arven

I bogen Anti-Systemic Movements skriver verdenssystemteoretikerne Giovanni Arrighi, Terence K. Hopkins og Immanuel Wallerstein følgende: ”Der har kun været to verdensrevolutioner. Den ene fandt sted i 1848. Den anden fandt sted i 1968. Begge var historiske fiaskoer. Begge ændrede verden.”4

Revolutionerne, som fejede gennem europæiske byer i 1848, var stormfulde og entusiastiske begivenheder, der var drevet af liberale og parlamentariske krav, nogle gange af demokratiske og nationalistiske krav og en gang imellem af arbejderklassens og socialistiske krav – og de blev alle hurtigt nedkæmpet af bajonetter ført af gamle imperier, der var fulde af længsel efter l’ancien régime. Ikke desto mindre var disse udbrud et bevis på uholdbarheden af de ældre magtformer og inden for et par årtier følte næste alle europæiske stater sig presset til at vedtage reformer, omkonfigurere statsmagten og omstrukturere selve samfundet.

På samme måde endte kampene i 1960’erne og 1970’erne også i nederlag. Selvfølgelig varierer grundene til dette fra sag til sag, men visse grunde var fælles for alle bevægelserne. Først kan man pege på bevægelsernes egne indre grænser. Aktivisterne mislykkedes i alle landene i sidste ende med at nå målet om at bringe en diversitet af stemmer sammen i en inklusiv enhed. I mange tilfælde skete der i stedet det modsatte: En intens frustration over den udbredte undertrykkelse inden for bevægelserne, sammen med en kamplysten retorik, ideologisk rigiditet og moralisme ledte til fraktionsdannelser.

Bevægelserne blev i stigende grad splittet i løbet af 1970’erne. I frustration begyndte nogle at tage en essentialistisk identitetsopfattelse til sig; andre forhærdedes til dogmatiske sekter, som erklærede urokkelig troskab til en eller anden autoritær nationalstat; mens andre igen vendte sig mod væbnet kamp, hvilket i næsten ethvert tilfælde førte til, at radikale blev mere isoleret, mistede legitimitet og i sidste ende blev endnu mere svækket.

Endvidere blev bevægelserne også nødt til at kæmpe med den store udfordring, der lå i at opretholde momentum over tid, især konfronteret med splittelse, nederlag og undertrykkelse. Grundlæggerne blev ældre, lederne brændte ud, og mange aktivister ville simpelthen bare gerne videre med deres liv. Selvom nogle få af især bevægelsens berømtheder (ikke tilfældigt) skiftede side, så bibeholdte flertallet deres politiske overbevisning, men vendte sig bort fra aktivismens vilde dage.

Den internationale situation bidrog også til nedgangen. Ligesom kampene i Det Globale Syd inspirerede aktivister i Det Globale Nord, så gav nederlagene i udlandet også genlyd på hjemmefronten. Selvom kampene i Den Tredje Verden fortsatte dybt ind i 1970’erne, så begyndte de gamle idealer om anti-imperialistisk enhed at bryde sammen. Bevægelser blev besejret, nyligt frigjorte stater faldt tilbage i økonomisk afhængighed, og visse stater, som tidligere blev anset for at være ledestjerner for den internationalistiske bevægelse, såsom Folkerepublikken Kina, forrådte det revolutionære projekt, og tilpassede sig USA med hensyn til kampene i Chile, Angola eller Vietnam.

Men allermest afgørende var det, at de fleste af disse bevægelser blev mødt af en voldsom statsundertrykkelse. Staterne benyttede den sædvanlige politivold, nogle gange forstærket med kemiske våben, skydevåben, pansrede køretøjer og helikoptere. Nogle anvendte en række mere skjulte taktikker til at neutralisere bevægelserne og gjorde brug af overvågning, forfalskede breve, udbredte falsk information, stormede kontorer, ødelagde ejendom, organiserede moddemonstrationer, samarbejdede med højrefløjsgrupper, infiltrerede organisationer eller anholdte aktivister på opdigtede anklager.

Nogle få stater gik endnu længere og censurerede radikale publikationer, forbød demonstrationer, ulovliggjorde visse grupper eller udvidede hastigt politiets magt. I Frankrig indstiftede Anti-Casseurs-loven for eksempel ideen om kollektivt ansvar: Enhver, som kunne forbindes til en aktion, hvor ejendom var blevet beskadiget, eller en statsrepræsentant var blevet skadet, kunne blive anholdt for handlingen. I USA iværksatte Nixon-regeringen Krigen mod Narko, hvilket i høj grad var et dække til at ødelægge de studerendes, antikrigsforkæmpernes og især de sortes politiskes bevægelser. Som John Ehrlichman, Richard Nixons rådgiver, senere forklarede: ”Vi vidste, at vi ikke kunne gøre det ulovligt at være imod krigen eller at være sort, men ved at få befolkningen til at associere hippierne med marihuana og sorte med heroin, og så kriminalisere begge kraftigt, så kunne vi sprænge disse grupper. Vi kunne anholde deres ledere, foretage razziaer i deres hjem, lukke ned for deres møder og bagvaske dem hver aften i nyhederne.”5

Når den var værst kunne statsundertrykkelsen lede til snigmord, direkte mord eller massehenrettelse – mordet på den sorte panter Fred Hampton i USA, den tiltagende vold i Italien, som sidenhen blev kendt som ”Blyårene”, den forsætlige massakre på demonstranter i Mexico, Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet eller den intensiverende vold, der blev begået af loyalister, politiet og det britiske militær i Nordirland. Selvom det er sandt, at de fleste af disse bevægelser aldrig kom tæt på at udvikle sig til revolutioner, så er det værd at huske på, at ordensmagten i den periode i mange lande frygtede det værste – og handlede derefter.

Disse grunde og mange flere betød, at den internationale modstandsbølge, som havde taget form i 1960erne, i midten af 1970’erne var kommet i krise i de fleste lande. I slut-1970’erne og de tidlige 1980’ere var det forbi næsten overalt. I de lande, som er med i denne bog, blev de mest vidtløftige målsætninger for næsten alle bevægelsernes vedkomne aldrig virkeliggjort, ikke en eneste regering blev væltet, og den gamle orden vandt hurtigt fodfæste igen.

Ikke desto mindre fremtvang bevægelserne fra det lange 1968, ligesom revolutionerne i 1848, betragtelige forandringer. Mange af samfundene blev mere åbne i takt med, at folk vandt friheden til at klæde sig, som de havde lyst, ytre sig, som de selv ønskede, eller leve uden for et tidligt indgået heteroseksuelt ægteskab. Børn opnåede en hele ny grad af selvstændighed. En demokratisk luft blæste igennem tidligere lukkede institutioner, ikke mindst på uddannelsesområdet. En væsentlig del af landene oplevede en række lovgivningsmæssige forandringer, såsom uddannelsesreformer; lavere stemmeretsalder; ophævelser af diskriminerende love; større ret til prævention, skilsmisse eller abort; eller omfattende arbejdsrettigheder og sociale rettigheder. De, som havde været systematisk ekskluderet fra politik, arbejdsmarkedet eller universitetet fik nye muligheder for inklusion. Det er især vigtigt at huske på, at meget af det, vi nu tager for givet, virkede uopnåeligt på den tid.

Desuden udvidede disse bevægelser feltet for, hvad der er muligt. De viste, at et bredt engagement kunne vinde konkrete friheder. De viste, at det var muligt at kæmpe for radikal forandring, selvom historien virkede fastfrossen. På samme tid udvidede de også vores grundlæggende definition af, hvad politik kan være. De identificerede nye sager, introducerede nye måder at tænke forholdet mellem forskellige slags undertrykkelser på og dannede nye former for aktivisme. Venstrefløjspolitik, og faktisk også højrefløjspolitik, ville aldrig blive det samme igen.

Som med revolutionerne i 1848 så var det opgør, disse bevægelser satte i værk, så alvorligt, at det tvang den herskende orden til at genopfinde sig selv. Resultatet er det, vi i dag kalder neoliberalisme, hvis adelsmærke ikke blot har været den totale ødelæggelse af mulighedsbetingelserne for 1960’ernes og 1970’ernes bevægelser, men også den aktive indoptagelse af mange af deres elementer i en ny herskende orden. På samme måde som staterne i 1880’erne ikke var nogle demokratiske paradiser, så var den ”progressive neoliberalisme”, som selektivt integrerede de håndterbare elementer fra 1968, ikke noget hippiekollektiv.

I et mere langsigtet historisk perspektiv så har indoptagelsen måske været det mest åbenlyse træk ved den neoliberale orden, som konsoliderede sig selv i 1990’erne og 2000’erne. For blot at tage nogle få eksempler: De homoseksuelles frigørelsesbevægelses stærke seksualitetskritik blev forvandlet til en fornyet understregning af ægteskabet som den eneste form for acceptabelt kærlighedsforhold; den lange folkelige kamp for sundhed og uddannelse, og omkring handicap og psykisk helbred, blev afløst af en retorik om ”konsultation” og ”deltagelse”; etniske minoriteters antiracistiske kampe medførte en anelse mere diversitet iblandt de ledende og herskende klasser; søgen efter selvledelse førte til en verden, hvor prisen for ”fleksibilitet”, ”autonomi” og ”selvopdagelse” var manglende sociale ydelser, jobsikkerhed eller retten til kollektiv forhandling; kritikken af kapitalismen førte til skabelsen af miljørigtige, udviklingsorienterede og socialt bevidste startups med et endnu fastere greb om menneskets sociale liv end nogensinde før; og ønsket om at leve et meningsfyldt liv, at ”gøre hvad man har lyst til”, blev forvandlet til en ny form for iværksætterånd.

Det, som til dels muliggjorde denne indoptagelse, var den manglende evne hos størstedelen af det gamle venstre til at nyorientere sig i 1968 og tiden efter, samt den strukturelle svækkelse af den organiserede arbejderklasse i Det Globale Nord. Arbejderklassens krav, om de var rettet mod omfordeling eller magten på arbejdspladsen, begyndte gradvist at forsvinde i de fleste kontekster fra omkring 1980’erne, mens det nye venstres forsøg på at bygge magten op ved at forene bevægelsernes kampe uden en enkelt, centraliseret og autoritær organisation oplevede en vis succes i de efterfølgende årtier, men forliste, i og med at nogle bevægelser blev indoptaget i den neoliberale orden, og andre blev marginaliseret. På den måde, er det formentlig fair at sige, at det spørgsmål, som lå bevægelserne under det lange 1968 på sinde – hvordan man bringer en mangfoldighed af stemmer, krav og målsætninger sammen, og hvordan man demokratiserer inden for ens egen bevægelse i en kontekst, hvor det gamle venstres strukturelle basis ikke længere er gyldig – stadig er et presserende spørgsmål, som savner et overbevisende svar.

Ovenstående tekst er et let redigeret uddrag af indledningen til bogen 1968, der netop er udkommet i Forlaget Slagmarks Revolutionsserie. Bogen er redigeret af Bjarke Skærlund Risager, Salar Mohandesi og Laurence Cox. Teksten er oversat af Søren Rosendal. Bogen kan købes her og dens indholdsfortegnelse kan læses her. Eftertryk takker Forlaget Slagmark og forfatter Bjarke Skærlund Risager for at give os lov til at bringe uddraget.

 

  1. I vores bog, der, så vidt vi ved, er den første af sin slags, giver vi en oversigt over 12 lande og dækker ni forskellige sprog. Dette har været en stor opgave for vores internationale redaktionshold bestående af tre flersprogede redaktører med forskellige faglige baggrunde, og vi har i den forbindelse uden tvivl også nogle blinde pletter. Men at sprede sig ud til for eksempel 24 lande, for ikke at sige hele verden, ville have krævet en fordobling i antallet af redaktører, sider, omkostninger og produktionstid. Af denne grund har vi valgt at indskærpe vores fokus til det område, som nogle gange går under betegnelsen ”Det Globale Nord”. Dette er naturligvis ikke uden problemer.
  2. Citeret i Michael Sibalis, ”Gay Liberation Comes to France: The Front Homosexuel d’Action Révolutionnaire (FHAR)”, French History and Civilization 1 (2005): 274.
  3. George Katsiaficas, The Imagination of the New Left: A Global Analysis of 1968 (Cambridge, MA: South End Press, 1987), 4–5.
  4. Giovanni Arrighi, Terence K. Hopkins og Immanuel Wallerstein, Antisystemic Movements (London: Verso Books, 1989), 97.
  5. Citeret i Dan Baum, ”Legalize It All: How to Win the War on Drugs”, Harper’s Magazine, april 2016, 22.