Fængselsstrejke og krise

Af Alejo Stark
Oversat af Benjamin Marco Dalton

Nu hvor regningen for det forvoksede amerikanske fængselssystem skal betales, håndterer delstaterne deres udgifter ved at gøre forholdene endnu mere uudholdelige. Som svar har indsatte over hele USA organiseret to omfattende fængselsstrejker.

Den 21. august 2018 gik indsatte over hele USA i strejke. I skrivende stund (oktober 2018, red.) forlyder det indefra, at 16 delstater har tilsluttet sig strejkebølgen, som ikke kun omfatter arbejdsnedlægning, men også sultestrejker, boykotter og besættelser. Mange af disse indsatte står nu over for hårde repressalier, fordi de har modsat sig de forhold, de sidder fængslet under.

Strejken i 2018 indgår i en serie af koordinerede aktioner. For kun to år siden, den 9. september 2016, gav en række indsatte sig i kast med den største og mest udbredte fængselsstrejke i USA’s historie. Datoen havde man valgt for at markere 45-årsjubilæet for oprøret i Attica-fængslet i New York. Selv om det lykkedes de indsatte i Attica-fængslet at holde institutionen besat i flere dage, blev oprøret slået ned af staten den 13. september 1971. 29 indsatte blev dræbt. Oprøret fandt sted midt i en række voldelige undertrykkelseshandlinger, som fortsætter den dag i dag. Motivationen kom således delvis fra mordet på den fængslede Black Panthers-intellektuelle George Jackson i det californiske San Quentin-fængsel nogle uger tidligere. Den dag i dag hjemsøges fængselsstaten fortsat af ånden fra Attica og George Jacksons spøgelse, som samtidig inspirerer militante på begge sider af fængselsmurene.

Det er vigtigt at bemærke, at de fleste indsatte ikke arbejder, og at fængselsslaveri ikke kan reduceres til en bestemt slags udbytning af arbejde – det handler også om racemæssig kontrol og samfundsmæssig død. Fængsler er ikke arbejdslejre.USA holder på nuværende tidspunkt 2,3 millioner mennesker opmagasineret i forbunds-, delstats- og distriktsfængsler, korrektionsanstalter for unge og interneringscentre for indvandrere. Men fængselsstatens apparat rammer ikke alle på samme måde. Geografen Ruth Wilson, som arbejder for fængslernes afskaffelse, formulerer det således i sin bog Golden Gulag: ”racisme vil nærmere bestemt sige en  statssanktioneret eller ekstra-legal produktion og udnyttelse af gruppedifferentieret sårbarhed over for for tidlig død”. Disse depoter for samfundsmæssig død, som vi kalder fængsler, er et klart udtryk for en sådan racisme. Selv om sorte mennesker kun udgør 13 procent af den samlede befolkning uden for fængselsmurene, tegner de sig for 40 procent af den fængslede befolkning.

Fængsler drevet af fængslede

Indkaldelsen til fængselsstrejken i 2016 kom fra Free Alabama-bevægelsen, der ledes af indsatte, og den blev støttet af mange organisationer udefra, blandt andre Incarcerated Workers Organizing Committee, som hører under fagforeningen Industrial Workers of the World. Under strejken i 2016 fokuserede de indsatte på at gøre modstand mod fængselsslaveri ved at nægte at udføre arbejde. Det er vigtigt at bemærke, at de fleste indsatte ikke arbejder, og at fængselsslaveri ikke kan reduceres til en bestemt slags udbytning af arbejde – det handler også om racemæssig kontrol og samfundsmæssig død. Fængsler er ikke arbejdslejre. For størstedelen er de snarere lagerbygninger, hvor man forsøger at inddæmme den krise, der kendetegner en racegjort overskudsbefolkning. Men de indsatte, der faktisk arbejder (med eller uden løn), varetager opgaver, der ofte er afgørende for fængslernes opretholdelse: vask, rengøring og, måske allervigtigst, madlavning. Når fængslede arbejdere ikke møder på jobbet, afbryder de derfor selve fængselsapparatets funktionsmåde. Dette betyder, at staten bliver nødt til at træde til og sikre, at disse funktioner alligevel varetages, enten af andre indsatte eller af fængslernes ansatte. Det forlyder indefra, at man under strejken i 2016 så Kinross-fængslets inspektør i Michigan smøre sandwicher sammen sine ansatte. Hovedpointen er, at staten i en sådan situation er nødt til at betale mere i løn og bruge betragtelige ressourcer på at holde fængslerne i drift. I dét perspektiv var fængselsstrejken i 2016 højst vellykket, idet den reducerede statens kapacitet til at holde indsatte i fangenskab.

Fængselsstrejken i 2018 udvikler denne ordensforstyrrende strategi yderligere. Endnu en gang var det en organisation under ledelse af indsatte, der kaldte til strejke, nemlig Jailhouse Lawyers Speak (JLS). Det skete i kølvandet på den blodige massakre ved Lee Correctional Institution i South Carolina. I et interview med Shadowproof opfordrede JLS-organisatorerne alle indsatte til at stå sammen efter Lee-massakren: ”Hey, jeg går ind for ordensforstyrrelse! Det var, hvad kammerat George Jackson sagde, ’Jeg går ind for ordensforstyrrelse,’ så længe det er systemet, vi angriber, og ikke hinanden.”

JLS udsendte en liste med 10 omfattende forbedringskrav til forholdene inden for murene. Fængselsoprørerne har udvidet deres strategi sammenlignet med 2016. Fængselsstrejken i 2018 lagde ikke kun vægt på arbejdsnedlægning; den omfattede også besættelser, boykotter (af forsyningsenheder eller andre tjenester) og sultestrejker. På denne måde fik de indsatte, der ikke arbejder, også mulighed for at deltage. Eksempelvis gik en gruppe tilbageholdte indvandrere ved Northwest Detention Center i Washington i sultestrejke, og JLS har bekendtgjort deres støtte til ”Afskaf ICE”-besættelserne, hvilket viser bredden af modstand mod fængselsstaten. Desuden indkaldte fængselsoprørerne denne gang til to en halv uges organiseret aktivitet snarere end bare en enkelt dag som i 2016. Fængselsstrejken i 2018 blev programsat til at starte under Black August-mindehøjtiden – nærmere betegnet den 21. august – og fortsætte indtil den 9. september. Når de ordensforstyrrende aktiviteter således forlænges i tid, øger det ikke bare omkostningerne for staten; det undergraver også potentielt dens legitimitet i endnu større grad.

Modstand og gengældelse

Hvis kammerater uden for murene påstår eller godtager, at der ”slet ikke sker noget” inden for murene, bekræfter vi således ikke blot den evindelige politifortælling – ”passér gaden, der er intet at se” – vi fornægter også de hverdagslige modstandsformer, som kammerater inden for murene altid er engageret i.Indtil videre er det vanskeligt at opgøre den fulde virkning, fængselsoprørernes aktiviteter har haft på staten. Hvad vi ved, er, at gengældelsen i form af repressalier er faldet prompte. Rapporter fra tolv forskellige delstater viser, at adskillige fængsler præventivt gav alle indsatte udgangsforbud fra deres celler. Organisatorerne bag strejken (eller i hvert fald dem, staten har kategoriseret som sådanne) fik deres ejendele ødelagt og blev isoleret fra resten af de indsatte. Eksempelvis blev den revolutionære skribent og organisator Siddique Abdullah Hasan (som blev dødsdømt af staten Ohio for sin angivelige rolle i Lucasville-opstanden i 1993) afskåret fra al kommunikation. Som hans støtter har påpeget, er dette sket specifikt som følge af fængselsstrejken. Til trods for disse gengældelseshandlinger har flere embedsmænd ved fængslerne benægtet, at der overhovedet er sket noget. Som de gode politifolk, de er, forsikrer de alle om, at alt er i sin bedste orden. Hvis kammerater uden for murene påstår eller godtager, at der ”slet ikke sker noget” inden for murene, bekræfter vi således ikke blot den evindelige politifortælling – ”passér gaden, der er intet at se” – vi fornægter også de hverdagslige modstandsformer, som kammerater inden for murene altid er engageret i. Nyheder om strejken når ud af fængslerne gennem hviskende samtaler i besøgstiden, snedigt udtænkte annoncer i aviser eller nyhedsbreve, kryptiske beskeder i breve eller statsovervågede telefonsamtaler og til tider endda via indsmuglede mobiltelefoner. Murene er mere porøse, end man ofte vil have os til at tro, og enhver, der ønsker fængselsstatens afskaffelse, har til opgave at svække de inddæmmende mure yderligere.

JLS har bedt deres støtter uden for murene om at kæmpe for deres 10 krav, som blandt andet går på omgående forbedring af forholdene i fængslerne samt afskaffelse af fængselsslaveri og livstidsdomme uden prøveløsladelse. De beder også alle ikke-fængslede om fortsat at støtte de fængselsoprørere, der netop nu rammes af gengældelseshandlinger. Under fængselsstrejken i 2018 blev der ydet støtte i form af organiseret direkte aktion ved fængsler og interneringscentre, mestendels støjbaserede demonstrationer (en enkelt med fyrværkeri) og endda en besættelse uden for et fængsel i Florida. Gennem omfattende koordinerede opkaldskampagner – ”phone zaps” – hvor man konstant spurgte til fængselsoprørere, der var mål for gengældelseshandlinger, er det lykkedes at presse myndighederne til at løslade folk fra isolationsfængsling. Breve med støtte og opbakning er også ekstremt vigtige for fængslede oprørere, som sandsynligvis kommer til at tilbringe de kommende måneder eller år af deres liv i en isolationscelle på 3 x 2 meter, 22 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Som kammeraterne fra kollektivet The Fire Inside minder os om, har det en gensidigt forstærkende virkning, når fængselsoprørere skrider til handling inden for murene, og folk udenfor støtter deres modige handlinger. Det er vores opgave at holde gang i denne gensidige forstærkning ved at støtte de indsattes arbejde. Gennem sådanne forbindelser kan vi måske i fællesskab afmontere fængselsstaten, hvis mure ikke kun holder millioner i fangenskab, men også isolerer de af os, der står udenfor, fra en tiltagende krise.

***

Alejo Stark er en af organisatorerne i Michigan Abolition and Prisoner Solidarity og medproducent på Rustbelt Abolition Radio (du kan lytte til deres interview med Joshua Clover, forfatteren til Riot – Strike – Riot her). I perioden 2008-2013 kæmpede han som udokumenteret studenterorganisator imod udvisninger i South Florida og Rhode Island. Hvis du vil støtte fængselsoprørere, se www.prisonstrike.com.

Teksten blev oprindeligt udgivet i Commune Mag, som er et nyt amerikansk magasin ”for en ny revolutionsæra”, der ”ved, hvad så mange allerede intuitivt har indset: at kapitalismen ikke kan gøres mere tålelig, ikke kan reddes, selv hvis vi ønskede det, og ikke kan stemmes væk.” Commune Mag er redigeret af bl.a. Shyam P. Khanna, Chloe Watlington (Teen Vogue) og Jasper Bernes (bl.a. en del af Endnotes) og deklarerer at ville ”lade sig inspirere af vor tids bevægelser og udgive tekster, der reflekterer og belyser den kreative intelligens, der driver dem fremad”.

Benjamin Marco Dalton er fast tilknyttet oversætter på Eftertryk Magasin.