Tid til populisme på venstrefløjen? Anmeldelse af Chantal Mouffe: For a Left Populism

For a Left Populism
Chantal Mouffe
Verso Books, 2018

 

 

 


Af Simon Nyborg

Populisme er et af tidens mest forkætrede udtryk. Alligevel er det netop nu, at diskursteoriens Grand Old Lady, Chantal Mouffe, smider de akademiske gevandter og kommer med en utvetydig opfordring til at etablere en venstrepopulistisk front. Hvad er det lige, der sker for venstrefløjen?

Populisme. Det er et ord, der plejede at lede mine tanker hen på småautoritære, storkorrupte og paradeglade sydamerikanske statsledere fra en svunden tid. Af den type, som står i uniform og med solbriller og vinker til folkemængden fra præsidentpaladsets balkon.

Men med Donald Trump i Det hvide hus, Storbritannien på vej ud af EU og politisk opbrud over hele Europa er populisme igen dukket op som en ting i politik. Ikke bare som et skældsord, de traditionelt regeringsbærende partier kan bruge mod opkomlinge på både højre og venstre side. Men også som en egentlig politisk strategi for partier som Podemos i Spanien og La France insoumise i Frankrig.

Netop populisme som strategi for venstrefløjen er emnet for den seneste bog af den belgiske politiske teoretiker, Chantal Mouffe. I det korte værk ’For a Left Populism’ opsummerer hun den analyse og de anbefalinger, som hun de seneste år har drøftet med folk som Podemos-strategen Íñigo Errejón og lederen af La France insoumise, Jean-Luc Mélenchon.

Mouffe slår da også helt fra begyndelsen fast, at der ikke er tale om forskning i populisme. Her er tale om et partsindlæg om en meget aktuel politisk problemstilling: Hvordan kan progressive kræfter få overtaget i den brydningstid, Vesteuropa er i?

Læren fra Thatcher

Hvad vil det sige at få overtaget? I stedet for at gå teoretisk til værks med det hegemoni-begreb, som hun har lånt fra den italienske politiske teoretiker, Antonio Gramsci (1891-1937), så udfolder hun i stedet et eksempel, som hun selv kender indgående. Nemlig den tidligere britiske premierminister, Margaret Thatcher (1925-2013), som fik held til at erstatte efterkrigstidens keynesianske kompromis mellem lønmodtagere og arbejdsgivere med den nyliberale økonomiske og politiske forståelse, som stadig er dominerende i dag både i Storbritannien og herhjemme.

Mouffe fortæller, at Margaret Thatcher mange år senere blev spurgt, hvad hendes største politiske succes var, hvortil hun svarede: ”Tony Blair og New Labour. Vi tvang vores modstandere til at ændre opfattelse.”Thatcher formåede i løbet af 1980’erne at få smadret ikke bare fagforeningerne og store dele af velfærdsstaten, men også de politiske og økonomiske antagelser, der var bredt accepteret som sund fornuft i efterkrigstiden, og som lå til grund for opbygningen af velfærdsstaten. Faktisk fik hun ikke bare smadret de gamle opfattelser, hun fik dem erstattet med sine egne. Og dét er at få overtaget.

Med Thatcher blev velfærd for den brede befolkning omskabt til en byrde for den hårdtarbejdende skatteyder. Velfærdsstatens frihedsløfte om, at sociale begivenheder ikke skal begrænse den enkeltes udfoldelsesmuligheder, blev erstattet af individuel frihed i betydningen mindre stat og mindre skat. Thatcher formåede endda at få grupper, der egentlig nød godt af velfærdsstaten, til at vende sig mod dens bureaukrati.

Thatcher er interessant i denne sammenhæng, fordi hun var populist med stort P. Det handlede ikke bare om at vinde regeringsmagten, det handlede om at ændre det politiske verdensbillede til at være en kamp mellem systemet – bureaukrater, fagforeninger og modtagere af overførsler – på den ene side og det hårdtarbejdende og skatteplagede folk på den anden side. Og det formåede Thatcher at gøre med sin nyliberalisme i en sådan grad, at da Labour endelig genvandt regeringsmagten i 1997, havde det overtaget hele den nyliberale pakke som fundamentet under formanden, Tony Blairs, ’tredje vej’.

Mouffe fortæller, at Margaret Thatcher mange år senere blev spurgt, hvad hendes største politiske succes var, hvortil hun svarede: ”Tony Blair og New Labour. Vi tvang vores modstandere til at ændre opfattelse.”

Et populistisk øjeblik

Mouffe oplever det som et kæmpe svigt, at Labour ikke forsøgte at udfordre Thatchers hegemoni, dengang det havde muligheden. Dvs. inden det nyliberale hegemoni blev etableret, og da velfærdsstaten stadig havde nogle bastioner at bygge videre på, som i dag er tabt. Men Labour i 1980’erne var fanget af en idé om, at så snart arbejderklassen oplevede, hvor dårlig økonomien blev for den, ville den automatisk fravælge nyliberalismen og vende tilbage. Sådan gik det som bekendt ikke.

Med den tredje vej overtog Labour og resten af Europas socialdemokratier de nyliberale dogmer og blev til rendyrkede socialliberale partier. Det efterlod Vesteuropa i en post-politisk situation, hvor man kun kunne vælge mellem centrum-venstre eller centrum-højre, der begge førte nødvendighedens politik. Og i en post-demokratisk situation, hvor den nyliberale globalisering havde tømt demokratiet for beslutningskraft, idet den økonomiske politik i store træk lå fast, og de store selskaber havde fået den afgørende indflydelse.

Med finanskrisen i 2008 kom hele det system dog i krise, og det er derfor, vi nu ser politiske opbrud i hele den vestlige verden. Mouffes analyse er, at vi, ligesom da Thatcher kom til magten sidst i 1970’erne, igen står i et ’populistisk øjeblik’, hvor et nyt hegemoni skal etableres, og hvor det ikke er givet, hvordan det kommer til at ende. Det kan blive reaktionært, autoritært og udgrænse forskellige grupper fra folket. Eller det kan blive progressivt, udvide demokratiet og inkludere flere grupper i folket.

Det er denne mulighed, dette populistiske øjeblik, som Chantal Mouffe nu arbejder for, at den europæiske venstrefløj skal gribe.

Elementer i en venstrepopulistisk strategi

Mouffe understreger i flere omgange, at den præcise udformning af den venstrepopulistiske front må afhænge af de specifikke nationale forhold og den politiske situation. Alligevel er det muligt at uddrage en række strategiske valg og elementer i en fortælling, som skal til ifølge Mouffe:

  • Det politiske subjekt er ’folket’ og ikke f.eks. ’arbejderklassen’. Konfliktaksen er ikke højre-venstre, men op-ned, dvs. folket mod eliten. Politisk identitet følger ikke direkte af ens position i samfundsordenen. For få opfatter sig selv som tilhørende arbejderklassen, og mange problemstillinger som f.eks. klima er ikke klassebaserede. Hvilke grupper der er omfattet af ’folket’, er ikke givet, men afhænger af, hvad man rent faktisk siger, dvs. hvem man nævner, når man taler om folket. Mouffe lægger op til en inkluderende folkelighed, der omfatter alle mulige undertrykte grupper, mens højrefløjen laver en ekskluderende folkelighed (tænk: Tag tørklædet af, og meld dig ind i Danmark).
  • Der er behov for en klart defineret modstander. Der er ikke noget ’os’ uden et ’dem’. Mouffe er tilhænger af den opfattelse, at det ikke er nok med en positiv selvforståelse. Der er også brug for en negativ selvidentifikation for at skabe en stærk politisk identitet – og det er den stærkeste identitet, som vinder kampen om at blive hegemonisk. Den helt store svaghed for socialdemokratierne af i dag er, at de ikke har en klart defineret modstander, men derimod har overtaget den liberale forståelse af politik som et opgør mellem forskellige politiske eliter i en neutral arena. Labour under Jeremy Corbyn er undtagelsen, for her har man netop formået at tage et gammelt slogan fra Tony Blair – ”For the many, not the few” – og gøre det til en ’os’ og ’dem’-parole i bedste venstrepopulistiske stil.
  • Målet er ikke at nedbryde det repræsentative demokrati og dets institutioner, men at overtage dem og udvide og radikalisere demokratiet. Mouffe placerer sig her imellem en revolutionær position (vi skal skabe noget helt nyt fra grunden) og en reformistisk (vi skal bare selv overtage magten). Denne mellemposition kalder hun ”radikal reformisme” i betydningen at overtage systemet for at forandre det.
  • Hovedkravet er at udvikle og radikalisere demokratiet. Vi står i et ’populistisk øjeblik’, fordi nyliberalismen og dens individuelle frihed er kommet på kant med demokratiet og dets grundliggende lighedsideal. Demokratiet er i Mouffes optik et tomt begreb, som alle er enige om at støtte op om, men som der kan fyldes mange forskellige ting ind i. Der er stor forskel på at tale om demokrati med vægt på lige rettigheder, socialisering af produktionsmidlerne og folkets selvbestemmelsesret og at tale om demokrati med fokus på et frit marked, privat ejendomsret og uhæmmet individualisme. Mouffe foreslår at skabe et inkluderende demokrati baseret på lighed og på at sammenkæde de mange forskellige kampe mod undertrykkelse, der foregår.
  • Der er behov for karismatisk lederskab. Dette er et kontroversielt punkt, fordi populisme bredt forbindes med karismatiske, men også autoritære ledere – de der uniformerede typer på balkonen, der hyldes af folkemasserne. Men for Mouffe er lederskab ikke nødvendigvis autoritært, hvis man i stedet for højrefløjens top-down-førerskikkelser har en leder, der er ’først blandt ligemænd’. Lederskab er vigtigt, dels fordi der ikke i historien har været nogen succesfuld bevægelse uden karismatiske ledere, men også fordi en fælles folkets vilje ikke kan skabes uden nogle fælles følelser, og relationen til lederskikkelser kan være et vigtigt krystalliseringspunkt for disse følelser. Kunstnere og kulturpersonligheder, der på forskellig vis støtter op, kan også spille en rolle for at styrke den følelsesmæssige side af en politisk identitet.
  • Udgangspunktet for skabelsen af den politiske identitet er nationalt. Svarene på nyliberalistisk globalisering kan i sagens natur ikke kun være nationale, men for at bevægelsen meningsfuldt kan begynde at samarbejde med ligesindede i andre lande, skal der først etableres en stærk, nationalt funderet bevægelse, for det er stadig den vigtigste ramme for skabelsen af politisk identitet. Den bane kan ikke overlades til højrefløjens populisme.

Ovenstående er hverken en hel eller halv opskrift på, hvordan man i praksis vinder hegemoni med en venstrepopulistisk front. Men det er måske også lidt meget at forvente af en enkelt bog, der diskuterer strategi for venstrefløjen i hele Vesteuropa.

Hvad kan man bruge det til?

Som en, der har læst på RUC i 00’erne og mere end én gang har bandet over ’flydende betegnere’ og ’nodalpunkter’ i forbindelse med et eller andet gruppearbejde, forekommer det vigtigt at sige, at man godt kan læse og få et udbytte af bogen uden at være velbevandret i diskursteori og videnskabsteorien bag.

Mouffe trækker naturligvis på sit omfangsrige bagkatalog, og derfor kommer man heller ikke udenom, at der igennem bogen løbende er udfald mod beton-marxister og andre doktrinære typer. Når alt kommer til alt, så har opgør med essentialisme været hovedtemaet gennem hele Mouffes akademiske karriere. Men man kan fint hente god strategisk inspiration uden at købe hele diskursteoriens post-marxistiske pakke, og de fleste må medgive, at der er hold i en del af kritikpunkterne af den traditionelle venstrefløj – selv hvis de har et marxistisk udgangspunkt.

Man kan selvfølgelig ikke være en ren spejderdreng, hvis man vil vinde magten, men der bliver nødt til at være en sammenhæng mellem de midler, man bruger, og det samfund, man ønsker at skabe.Her er det på sin plads at indskyde, at hvor Chantal Mouffe sammen med sin partner, Ernesto Laclau (1935-2014), i 1980’erne lagde ud med at være efter den traditionelle venstrefløj for ikke at inddrage de nye sociale bevægelser som f.eks. kvindebevægelsen, miljøbevægelsen og antiracistiske bevægelser, fordi venstrefløjen gav økonomiske spørgsmål forrang og kun havde blik for arbejderklassen, ja, så medgiver hun i dag, at pendulet er svinget så langt den anden vej på venstrefløjen, at der kan være behov for i højere grad at tale om økonomiske problemer og om arbejderklassens traditionelle udfordringer.

Der er dog nogle faldgruber, man skal passe på, hvis man vil forsøge at bruge den skitserede strategi i praksis. For mig at se er det f.eks. selvmodsigende, at Mouffe insisterer på at kalde strategien for populisme, samtidig med at hun argumenterer for, at et udvidet demokrati skal være selve omdrejningspunktet i etableringen af den venstrepopulistiske front. Hvorfor vælge et ord, som hun selv medgiver har en autoritær klang i manges ører, hvis hovedbudskabet er udvidelse af demokratiet?

Egentlig er jeg med hende ret langt hen ad vejen omkring de enkelte elementer, og jeg synes, hun kommer med mange vigtige nuanceringer og forbehold i løbet af bogen. Men stillet op i punktform er det svært at se bort fra, at det lyder lidt som at vælge ’the dark side’ i Star Wars – behovet for et fjendebillede, for en stærk leder og for en simpel modstilling mellem det gode folk og den onde elite. Man kan selvfølgelig ikke være en ren spejderdreng, hvis man vil vinde magten, men der bliver nødt til at være en sammenhæng mellem de midler, man bruger, og det samfund, man ønsker at skabe.

I en situation, hvor venstrefløjen stadig i et eller andet omfang har en flanke hængende i den kommunistiske fortid, og hvor flere (ikke mindst ledende folk fra Podemos) har været tæt på Venezuela og den tidligere præsident Hugo Chavez, så virker det også uklogt, hvis ens strategi på nogen måde kan give den opfattelse, at man ikke er ultrademokratisk, 100 pct. ukorrupt og fuldstændig distanceret fra den virkeliggjorte populismes hel- og halvautoritære regimer.

Jeg er heller ikke helt overbevist om, at venstrefløjen har lige så gode forudsætninger for at opbygge en populistisk front, som højrefløjen har det. Hvis vi nu tager historien om Thatcher, så var mediemogulen Rupert Murdochs aviser i høj grad med til at skabe thatcherismens hegemoniske position gennem en endeløs strøm af historier om statsligt bureaukrati, onde fagforeninger og snyltende modtagere af offentlig understøttelse. Hvilken presse kan venstrefløjen forvente at få den slags medløb fra? Jeremy Corbyns problemer med pressen er et aktuelt eksempel på udfordringen. Men måske det kan lade sig gøre alligevel? Corbyn lykkedes jo trods alt med at få 40 pct. af stemmerne mod alle odds ved seneste valg i England og har skabt en bevægelse med mange unge mennesker og er nu formand for Europas største politiske parti med 600.000 medlemmer. Næste valg for Corbyn bliver virkelig en lakmusprøve for strategien.

Samlet set er bogen anbefalelsesværdig, og noget af det bedste er, at den diskuterer en magtstrategi, som er et alternativ til både den aktuelle socialdemokratisme og til forbenet revolutionsromantik – og gør det med aktuelle eksempler. Det er svært ikke at få en følelse af, at vi står i et specielt og meget afgørende sted i historien, når man læser bogen, og det er værd at diskutere alle bud på, hvordan vi kan undgå, at det næste hegemoni bliver højrepopulistisk.

Simon Nyborg (f. 1979) er journalist, tidligere ansat ved Berlingske og i dag politisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe.