Anmeldelse: Caspar Eric – Alt hvad du ejer

Caspar Erics nye digtsamling tager livtag med sorgen over ufrivillig abort, men lykkes ikke helt med at slå hul ind til det poetiske.

Af Morten Hviid Melsen
Illustration af Eva Kragh Petersen 

Hvordan sørger man over tabet af noget, som egentlig aldrig fandtes? Over tabet af en mulig fremtid. Sådan spørger Caspar Eric sig selv i sin fjerde udgivelse Alt hvad du ejer, der tager sit afsæt i den personlige fortælling om en ufrivillig abort og et efterfølgende brud. Alt hvad du ejer byder på en del af de samme greb som 7/11 (2014), Nike (2015) og Avatar (2017), der som en løst forbundet trilogi alle kredsede tematisk om hver sit aspekt af livet som ung mand i dag. Men der er også nyt under solen.

På tekstniveau er det mest påfaldende nye en rokade blandt de personlige pronominer. Caspar Erics tekster har hidtil haft et tydeligt “jeg” som udsigelsespunkt for de observationer og oplevelser, der gengives. I Alt hvad du ejer er teksterne henvendt til et “du”, som dog er digteren selv. Altså et digter-jeg, der maskerer sig som et du i en slags selv-apostrofering, hvor den fortællende vender sig væk fra sine læsere og henvender sig til sig selv. Mens vi altså læser med. Selvhenvendelsen giver på sin vis udslag i et mere intimt rum, hvor den fortællende taler til eller med sig selv og ikke – eller i hvert fald kun indirekte – til sin læser.

Teksterne i Alt hvad du ejer er heller ikke så præget af de abrupte linjebrud, der hakkede det fortællende drive i de foregående bøger op i et højt læsetempo. Som for at mime et mere eller mindre kontrolleret følelsesudbrud. I Alt hvad du ejer får linjerne oftest lov til at gøre sig færdige i god ro og orden, inden en ny linje påbegyndes. Det resulterer i et langsommere flow og en slags ro, der signalerer mere eftertænksomhed. Det kan lyde sådan her:

Efter at i var gået fra hinanden
tog du fri fra arbejde
og fik influenza med det samme

din chef ringede og sagde
at det var helt okay
hvis du havde brug for at blive hjemme lidt

men hvis du nu kom på arbejde
måtte du gerne gå lidt ud bagved
hvis du endte med at blive ked af det 

den bedste vej ud af sorgen sagde din chef
kan være at bruge sine hænder
og tænke på noget helt andet

at gøre sig selv til den robot
som både markedet og sproget kræver

Det er især sorgbearbejdningen undervejs og efter hændelserne og den nære familie og venners reaktioner, Alt hvad du ejer beskæftiger sig med. Teksten og dens selvhenvendelse virker som et sorgarbejde, hvor den sørgende forsøger at finde rede i en sorgproces, man aldrig har et apparat (eller et sprog) klar til at håndtere, men ganske enkelt må lade sig overmande af.

Sorgen over tabet og aflysningen af forælderfremtiden slår en slags sprække i firmamentet, hvorfra et opbud af andre sorgfulde hændelser og forhold siver frem og kræver tekstens opmærksomhed. Mens der berettes om disse indtager alt fra de mindste hverdagslige begivenheder til aktuelle politiske kriser deres plads. Som det også var tilfældet i Caspar Erics tidligere bøger er det en pointe at lade den private fortælling flette sammen med overvejelser over de politiske og sociale forestillingsverdener, vi er omgivet og gennemtrængt af. Og som hele tiden betinger vores fortolkninger af vores egne liv. At lade niveauerne findes side om side i den poetiske tekst kan være med til at vise deres forbundethed.

Som bogens rummelige titel antyder, vil Alt hvad du ejer gerne rumme meget. Fra fortællingen om aborten og bruddet løber et mangefold af tråde, der viser, at den slags hændelser aldrig finder sted i et vakuum, men i real time med ingen tid til forberedelse. Men måske bliver formen alligevel strukket for vidt i sit forsøg på at rumme og forbinde. Teksten forsøger at rette sit retrospektive blik mod hændelserne uden at give køb på det rod og den forvirring, der også prægede dem, som de udfoldede sig. Men det resulterer også lidt i en følelse af at læse flere hele eller halve digtsamlinger, der er foldet sammen til én.

Det er på en måde omsonst at klandre bogen for sin brug af såkaldt hverdagssprog. Som i alle Caspar Erics bøger (og i mange andre samtidiges) er det en pointe at trække en slags talesprog ind i digtformen. Men jeg får lyst til at spørge: Sker der noget med sproget i den manøvre? For mig er svaret umiddelbart nej. Teksterne i Alt hvad du ejer vil gerne fortælle, tænke og spidsformulere, men virker ikke så interesseret i at slå hul på det sprog, der fortælles, tænkes og spidsformuleres med. Det er nok en gammel tanke, at det er lyrikkens særlige mulighed at åbne døre ind i sproget og dermed ind i verden, man ikke vidste, var der. Men måske er det også derfor, at Alt hvad du ejer i sidste ende har svært ved helt at slå hul på sit emne.