RussiaGate og den nye mccarthyisme

Af Alan MacLeod
Oversat af Benjamin Dalton

Hvor kommer ”fake news” fra? Hvorfor dyrker vi det? Og hvad bruges det til? Historiker og medieanalytiker Alan MacLoed argumenterer her for, at ”fake news” og anklager om russiske forbindelser benyttes til at styrke de etablerede magthaveres informationsherredømme. Som et våben mod systemkritikere og alternative informationskilder udgør ”fake news” en ganske belejlig trussel.

Til manges bestyrtelse vandt Donald Trump præsidentvalget i 2016 og blev USA’s femogfyrretyvende præsident. Dette var ikke mindst et chok for de store medievirksomheder og det politiske establishment; analyseorganet Princeton Election Consortium spåede selvsikkert Clinton sejren med over 99 procents sandsynlighed,1 mens Rachel Maddow (17.10.16) fra nyhedskanalen MSNBC mente, at det kunne blive et ”jordskredsvalg i stil med Goldwater”2.

Hillary Clinton og hendes stab prøvede da også aktivt at sikre Trump sejren ved primærvalget i forvisning om, at han ville være den nemmeste kandidat at slå.3 Podesta-e-mailene viser, at hendes stab allerede før primærvalgene vurderede, at de kunne sikre sig sejren ved at kæde Trump sammen med Vladimir Putin.4 Denne taktik benyttede de gennem hele 2016 og videre frem.

Med blandt andet Clintons påstand om, at ”Putin vil hellere have en marionet som præsident”,5 var Rusland klart det mest omdiskuterede emne i valgdebatterne, hvor det uden problemer overskyggede temaer som sundhedsvæsnet, terror, fattigdom og ulighed.6 Medierne kastede sig over temaet, og Paul Krugman kaldte Trump en ”sibirisk kandidat”7, mens tidligere CIA-direktør Michael Hayden mente, at Trump ville være Ruslands ”nyttige idiot”8.

Jonathan Allens bog Shattered beretter, hvordan Clintons stab dagen efter valget fastslog, at deres nederlag primært skyldtes udbredelsen af russiskstøttet ”fake news” på nettet. Få uger senere promoverede Washington Post websiden PropOrNot.com, som foregiver at hjælpe brugere med at skelne mellem falske og legitime informationskilder.9 Websiden fortæller helt nøgternt sine læsere, at når man ser nyhedskilder, der kritiserer ”mainstream-medierne”, EU, NATO, Obama, Clinton, Angela Merkel eller andre midtsøgende politikere, er det et afslørende tegn på russisk propaganda. Siden hævder også, at når kilder taler imod intervention og krig mod Rusland, så har man at gøre med falske nyheder skrevet i Kreml.

Angrebet på alternative medier

PropOrNot hævder at have udpeget flere end 200 populære websider, som ”regelmæssigt udbreder Russisk propaganda”. Listen omfatter WikiLeaks, Trump-venlige højrefløjssider som InfoWars og Drudge Report, libertære kilder som Ron Paul Institute og Antiwar.com samt prisvindende Trump- (men også Clinton-)kritiske venstreorienterede sider som TruthDig og Naked Capitalism. Det var således udelukkende kilder uden for den gyldne middelvej mellem Clinton-demokrater og moderate republikanere, der blev hængt ud som propagandistiske.

PropOrNot opfordrer til at iværksætte en FBI-undersøgelse af medierne på listen. Folkene bag siden er da også opmærksomme på dens lighedspunkter med mccarthyismen, som det fremgår af sektionen ”ofte stillede spørgsmål” på hjemmesiden.10 (Der er ikke tale om mccarthyisme, lyder svaret: ”Vi anklager ingen for at bryde loven, begå forræderi eller ’være medlem af kommunistpartiet’”). Denne nye mccarthyisme har imidlertid ikke som tidligere sine rødder i den konservative højrefløj, men derimod i den etablerede politiske midte.

Hverken listens indlysende mangler eller det, at dens ophavsfolk nægtede at afsløre deres identitet eller finansiering, hindrede spørgsmålet i at blive et af de mest omdiskuterede i etablerede kredse. Mediernes omtale af ”fake news” fik organisationer som Google, Facebook, Bing og YouTube til at ændre deres algoritmer, angiveligt for at bekæmpe fænomenet.

Disse ændringer betød, at progressive medier, der udfordrer status quo, blev slået stærkt tilbage. The Intercept kunne berette om 19 procents nedgang i deres søgetrafik på Google, Alternet 63 pct. og Democracy Now! 36 pct.11 Reddit og Twitter slettede tusindvis af kontoer, mens YouTube – i det, der blev kendt som ”the AdPocalypse” – begyndte at fjerne sponsoreringen af videoer fra uafhængige medier såsom Majority Report og The Jimmy Dore Show om kontroversielle politiske emner som miljødemonstrationer, krig og masseskyderier. Store nyhedskoncerner som CNN fik derimod ikke fjernet reklamefinansieringen af deres dækning af de samme emner. Journalister, der stillede spørgsmålstegn ved aspekter af den officielle fortælling om Rusland, som eksempelvis Glenn Greenwald og Aaron Maté, blev anklaget for at være agenter for Kreml.12

Alt dette har bevirket, at det finansielle grundlag er blevet trukket væk under alternative medier, der stiller spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem virksomheder og stat og ved kapitalismen som sådan, samt at de store virksomheders kontrol over kommunikationsmidlerne er blevet styrket. Det har også tilskyndet liberale journalister til at bruge en aggressiv, antirussisk retorik for således at bevise deres loyalitet og undgå at blive hængt ud som Kreml-agenter.

Da det i februar kom frem, at 13 russiske trolls var blevet sigtet af en amerikansk anklagemyndighed for at promovere memes på Facebook, der støttede Trump og angreb Clinton, vakte det udbredt forargelse. Mange højtstående politikere kaldte det en ”krigshandling”. Clinton selv beskrev den russiske indgriben som et ”cyber-9/11”,13 mens New York Times’ Thomas Friedman sagde, det var ”en hændelse i samme størrelsesorden som Pearl Harbor-angrebet”14. Morgan Freemans virale video, produceret af Rob Reiners Ruslands-undersøgelseskomité, opsummerede forargelsen. ”Vi er blevet angrebet”, proklamerede skuespilleren: ”Vi er i krig med Rusland”.15 Flere liberale pegede på Trumps utilstrækkeligt aggressive respons som yderligere bevis på, at han var Putins marionet.

Angrebet på politiske alternativer

Den mccarthyistiske bølge ramte også andre politikere, der udfordrede det liberale centrum. Det Grønne Partis præsidentkandidat, Jill Stein, nægtede at tilslutte sig diskursen om Rusland, hvilket fik etablerede meningsdannere som Rachel Maddow til at antyde, at Stein også var håndlanger for Kreml.16 Da det kom frem, at Steins eventuelle forbindelse til Rusland var genstand for en officiel undersøgelse, lød det fra Zac Petkanas, et af Clintons øverste stabsmedlemmer:

Jill Stein er Russisk agent.
Jill Stein er Russisk agent.
Jill Stein er Russisk agent.
Jill Stein er Russisk agent.
Jill Stein er Russisk agent.
Jill Stein er Russisk agent.
Jill Stein er Russisk agent.
Jill Stein er Russisk agent.17

En ”kommentar”, som meget rammende opsummerer det politiske klima.

Bernie Sanders, derimod, har konsekvent og udtrykkeligt tilsluttet sig “RussiaGate”-teorien med udsagn om, at det er “klart for enhver (bortset fra Donald Trump), at Rusland var dybt indblandet i valget i 2016 og har til hensigt at blande sig i 2018”18. Alligevel er Sanders også konstant blevet fremstillet som endnu en russisk agent. Washington Post spurgte således sine læsere: ”Når Rusland forsøger at påvirke valget til fordel for demokraternes kandidat Bernie Sanders, hvordan vil de liberale så forholde sig til det?”19. Beskeden er klar: Den progressive bølge, der skyller hen over USA, er og bliver en konsekvens af Ruslands ageren og ikke af systemets eller demokraternes mangler.

Det er ikke kun politikere, der er blevet hængt ud som aktive eller ufrivillige russiske agenter; stort set alle større progressive bevægelser, der har udfordret systemet, bliver i stigende grad affærdiget på samme måde. Adskillige nyhedsmedier, deriblandt CNN20, Slate21, Vox22 og New York Times23, har produceret artikler, der sammenkæder Black Lives Matter-bevægelsen med Kreml, idet det antydes, at den offentlige forargelse over racistisk politivold er endnu en psykologisk kampagne fra Ruslands side. Andre hævdede, at det var Rusland, der finansierede optøjerne i Ferguson, Missouri,24 samt at det var russiske trolls, der ansporede miljødemonstrationerne ved Standing Rock.25

På Twitter viderebragte den demokratiske rådgiver Neera Tanden samtidig en beskrivelse af Chelsea Manning som ”russisk håndlanger” og affærdigede hendes valgkampagne som ”Kreml, der manipulerer* den yderligtgående venstrefløj for at påvirke valget. Husk dét.”26 Således fremfører de dominerende medievirksomheder ideen om, at alt, hvad der udfordrer den etablerede politiske midte, sandsynligvis udgør et Kreml-finansieret forsøg på at forklæde propaganda som græsrodsfremstød.

Denne taktik har også bredt sig til Europa. Efter attentatforsøget mod den russiske dobbeltagent Sergei Skripal skød den britiske regering øjeblikkeligt skylden på Rusland og indførte sanktioner mod landet (uden offentligt at fremlægge beviser). Jeremy Corbyn, den pacifistiske, venstreorienterede formand for Labour-partiet, var usædvanligt hård i mælet. Han fastslog, at ”de russiske myndigheder skal stilles til ansvar på grundlag af bevismaterialet, og vi må handle både beslutsomt og proportionalt”27.

Efter lignende Ruslands-kritiske udtalelser i det britiske parlament udtrykte pressen dyb forargelse – over Corbyns mangel på nationalistisk harme. The Sun beskyldte ham på forsiden for at være ”Putins marionet”28, mens han i Daily Mails version blev til ”Kreml-håndlangeren Corbyn”29. Ligesom i Sanders’ tilfælde hjalp det ikke Corbyn, at han bakkede op om den officielle fortælling. Det viser, at tanken om en russisk sammensværgelse bag alting ikke har meget at gøre med evidensbaseret realisme, og at den i stigende grad udgør et redskab til at dæmonisere det politiske establishments fjender.

NATO-tænketanken The Atlantic Council offentliggjorde en rapport, hvori det hævdedes, at grobunden for de græske partier Syriza og Gyldent Daggry ikke var almen frustration og desillusionering, men at de derimod var ”Kremls trojanske heste”, der underminerede demokratiet i dets fødeegn.30 Med sparsom bevisførelse fortsatte rapporten med at tilskrive stort set ethvert større politisk parti, der udfordrede midten – det være sig fra højre eller venstre – en forbindelse til Putin. Fra Storbritanniens UKIP over Spaniens Podemos til Italiens Femstjernebevægelse – alle anklages de for at være styret af en og samme person. Da Mark Zuckerberg mødtes med repræsentanter fra nogle af de største mediekoncerner, heriblandt New York Times, CNN og News Corp, med henblik på at udvikle et kontrolsystem for det indhold, der vises på Facebook, bekendtgjorde han, at hans virksomhed ville indgå et partnerskab med netop The Atlantic Council for at fremme ”pålidelige” nyheder og frasortere ”upålidelige” kilder.31

Disciplineringen af den politiske midte

Nytteværdien af denne mistænksomhedsbølge indfanges af Freemans ovennævnte video. Efter at have hævdet, at ”i 241 har vores demokrati været et strålende eksempel for verden på, hvad vi alle kan stræbe mod” – en opgørelse, der tæller nær ved et århundrede med officiel slavehandel og dernæst endnu næsten 100 år med racebaseret udelukkelse fra valghandlinger – forklarer skuespilleren, at ”Putin bruger sociale medier til at udbrede propaganda, han påvirker folk i demokratiske samfund til at nære mistro til deres medier, deres politiske proces”.

Her underforstås det selvfølgelig, at man bør stole på den politiske proces og medierne, og at man ville gøre det, hvis ikke det var for Putins propaganda. Det er ikke kapitalismens brister og den dybe ulighed, den har skabt, der har ført til udbredt folkelig modvilje og såvel højre- som venstreorienterede bevægelser, der stræber efter radikale forandringer på tværs af Europa og USA; det er derimod Vladimir Putin selv, der står bag. Med andre ord, ”USA er allerede ’great’”.

Hvad angår Demokraterne, så fritager RussiaGate partiet fra at forholde sig til krav om forandring og til spørgsmålet om, hvordan de kunne tabe til den mest upopulære præsidentkandidat i landets historie. Eftersom det var Rusland, der hackede valget, er der ingen grund til selvransagelse og da slet ikke til at skabe rum for Sanders-fløjen eller at forholde sig til progressive udfordringer fra venstrefløjens aktivister, som for øvrigt også er Putins marionetdukker. Partiet kan fortsætte ad samme kurs, idet det ignorerer den dybe splittelse i samfundet. Det samme gælder midterpartierne i Europa, som trues fra både højre og venstre: De kan bruge RussiaGate-fortællingen til at så mistillid hos befolkningen over for enhver bevægelse, der udfordrer den bestående orden.

RussiaGate har tilskyndet mange liberale til at blæse på fornuften og antage en statsforgudende, konspirationsteoretisk tankegang, idet man står over for en fælles, fabrikeret fjende. Liberales tillid til institutioner som FBI er steget markant siden 2016,32 samtidig med at mange liberale nu støtter landets enorme udvidelser af forsvarsbudgettet og går ind for en neokonservativ politik i Syrien, Ukraine og andre regioner. På disse kanter angribes Trump i stigende grad fra højre.

Også for de store mediekoncerner har Ruslands-fortællingen en højst nyttig disciplinerende effekt, idet de har kunnet genvinde kontrollen med kommunikationsmidlerne under påskud af at ville hindre russisk “fake news”-infiltration. Nyhedskilder, der udfordrer den etablerede diskurs, bliver censureret, frataget støtte eller nedrangeret i søgealgoritmerne, efterhånden som mediekoncernerne puster til mistilliden. I mellemtiden kan de etablerede medier fremstille sig selv som sandhedsdommere. Denne taktik har nydt en del succes, idet Demokraternes tillid til medierne er steget siden valget.33

Intet af dette er skrevet for at benægte, at Rusland søger at påvirke valghandlinger i andre lande – en taktik, som USA langt oftere har benyttet sig af.34 Men det omfang, hvori historien har domineret amerikanske medier på bekostning af andre sager, er et slående vidnesbyrd om dens nytteværdi for magthaverne.

Alan MacLeod er medlem af Glasgow University Media Group. Hans seneste bog, Bad News From Venezuela: 20 Years of Fake News and Misreporting, blev udgivet af Routledge i april. Nærværende artikel blev oprindeligt bragt d. 27. juli 2018 på den amerikanske medievagthund FAIR’s hjemmeside. Originalversionen findes her: The Utility of the RussiaGate Conspiracy.

Læs Alan MacLeods opfølgende artikel om “fake news”-baserede angreb på venstreorienterede medier her: That Facebook Will Turn to Censoring the Left Isn’t a Worry—It’s a Reality.

*ordet “manipulerer” erstatter fejloversættelsen “betaler“, som en kritiker på Twitter påpegede over for os.

  1. Rachael Revesz: “Survey finds Hillary Clinton has ‘more than 99% chance’ of winning election over Donald Trump”, The Independent, 5. november 2016. www: https://www.independent.co.uk/news/world/americas/sam-wang-princeton-election-consortium-poll-hillary-clinton-donald-trump-victory-a7399671.html
  2. “The Rachel Maddow Show”, MSNBC, 17. oktober 2016. www: https://archive.org/details/MSNBCW_20161018_040000_The_Rachel_Maddow_Show
  3. Gabriel Debenedetti: “They Always Wanted Trump”, Politico Magazine, 7. november 2016. www: https://www.politico.com/magazine/story/2016/11/hillary-clinton-2016-donald-trump-214428
  4. John Podesta: “Re: HRC, Obama and ISIS”, 21. december 2015, WikiLeaks. www: https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/25651
  5. “Hillary Clinton: Putin Would ‘Rather Have a Puppet as President’ | NBC News”, YouTube, 19. oktober 2016. www: https://www.youtube.com/watch?v=Cq8f8oU9wYs
  6. Adam Johnson: “Russia, Terror and Taxes Dominate Debates; Climate, Poverty, Abortion Barely Mentioned”, FAIR, 13. oktober 2016. www: https://fair.org/home/russia-terror-and-taxes-dominate-debates-climate-poverty-abortion-barely-mentioned/
  7. Paul Krugman: “Donald Trump, the Siberian Candidate”, The New York Times, 22. juli 2016. www: https://fair.org/home/russia-terror-and-taxes-dominate-debates-climate-poverty-abortion-barely-mentioned/
  8. Michael Hayden: “Former CIA director: Trump proves he’s Russia’s ‘useful fool’”, The Washington Post, 16. maj 2016. www: https://www.washingtonpost.com/opinions/trump-proves-hes-russias-useful-fool/2017/05/16/e1c6b6cc-3a7e-11e7-a058-ddbb23c75d82_story.html?utm_term=.569740cbd025
  9. Se Adam Johnson: ”Why Are Media Outlets Still Citing Discredited ‘Fake News’ Blacklist?”, FAIR, 1. december 2016. www: https://fair.org/home/why-are-media-outlets-still-citing-discredited-fake-news-blacklist/

    Dave Lindorff: “Rather Than Exposing Propaganda, WaPo Shows How It’s Done”, FAIR, 8. december 2016. www: https://fair.org/home/rather-than-exposing-propaganda-wapo-shows-how-its-done/

  10. Is It Propaganda Or Not?: “Frequently Asked Questions”, 26. november 2016. www: http://www.propornot.com/p/frequently-asked-questions.html
  11. Andre Damon & David North: “Google’s new search protocol is restricting access to 13 leading socialist, progressive and anti-war web sites”, World Socialist Web Site, 2. august 2017. www: https://www.wsws.org/en/articles/2017/08/02/pers-a02.html
  12. Kevin Gosztola: “MSNBC Guests Attacking Glenn Greenwald As ‘Kremlin Agent’ Prove His Argument About MSNBC”, Shadowproof, 9. juli 2018. www: https://shadowproof.com/2018/07/09/msnbc-guests-attacking-glenn-greenwald-as-kremlin-spy-prove-his-argument/
  13. Rebecca Savransky: “Clinton refers to Russian election interference as ‘cyber 9/11’”, The Hill, 16. oktober 2017. www: http://thehill.com/policy/cybersecurity/355601-clinton-refers-to-russian-election-interference-as-cyber-9-11
  14. Ian Schwartz: “Friedman: Flynn Resignation Shows Russia Hacking Was On Scale With 9/11, Pearl Harbor”, RealClear Politics, 14. februar 2017. www: https://www.realclearpolitics.com/video/2017/02/14/friedman_flynn_resignation_shows_russia_hacking_was_on_scale_with_911_pearl_harbor.html
  15. BBC: “Actor Morgan Freeman says the US is ‘at war’ with Russia”, 21. september 2017. www: https://www.bbc.co.uk/news/av/world-europe-41345249/actor-morgan-freeman-says-the-us-is-at-war-with-russia
  16. Travis Gettys: “Rachel Maddow: Why hasn’t Jill Stein said anything about the Trump-Russia scandal?”, Rawstory, 22. februar 2017. www: https://www.rawstory.com/2017/02/rachel-maddow-why-hasnt-jill-stein-said-anything-about-the-trump-russia-scandal/
  17. Zac Petkanas: Twitter-besked, 18. december 2017. www:  https://twitter.com/Zac_Petkanas/status/942880616357486592
  18. Bernie Sanders: Twitter-besked, 6. februar 2018. www: https://twitter.com/berniesanders/status/964596068435595264?lang=en
  19. https://www.washingtonpost.com/news/democracy-post/wp/2017/11/12/how-will-democrats-cope-when-putin-starts-playing-dirty-tricks-for-bernie-sanders/?utm_term=.d379d70458a9
  20. Donie O’Sullivan: “Her son was killed — then came the Russian trolls”, CNN, 29. juni 2018. www: https://edition.cnn.com/2018/06/26/us/russian-trolls-exploit-philando-castiles-death/index.html
  21. April Glaser: “Russian Trolls Were Obsessed With Black Lives Matter”, Slate, 11. maj 2018. www: https://slate.com/technology/2018/05/russian-trolls-are-obsessed-with-black-lives-matter.html
  22. P.R. Lockhart: “The largest Black Lives Matter page on Facebook was a scam”, Vox, 11. april 2018. www: https://www.vox.com/identities/2018/4/10/17219676/facebook-black-lives-matter-page-fake
  23. Alicia Parlapiano & Jasmine C. Lee: “The Propaganda Tools Used by Russians to Influence the 2016 Election”, The New York Times, 16. februar 2018. www: https://www.nytimes.com/interactive/2018/02/16/us/politics/russia-propaganda-election-2016.html
  24. Louise Mensch: Twitter-besked, 9. april 2017. www: https://twitter.com/LouiseMensch/status/851044052044845056?ref_src=twsrc%5Etfw&ref_url=https%3A%2F%2Fwww.snopes.com%2Ffact-check%2Fblm-ferguson-russia%2F
  25. https://www.washingtonpost.com/gdpr-consent/?destination=%2fnews%2fthe-switch%2fwp%2f2018%2f03%2f01%2fcongress-russians-trolls%3f&utm_term=.f6b5df3ac92e
  26. Glenn Greenwald: Twitter-besked, 15. januar 2018. www: https://twitter.com/ggreenwald/status/952875283341889537
  27. Jeremy Corbyn: Twitter-besked, 14. marts 2018. www: https://twitter.com/jeremycorbyn/status/973971196889980929
  28. Tim Fenton: “Sun Corbyn Putin Smear BUSTED”, Zelo Street, 15. marts 2018. www: http://zelo-street.blogspot.com/2018/03/sun-corbyn-putin-smear-busted.html
  29. Jason Groves, Larisa Brown & John Stevens “Corbyn, the Kremlin stooge: Mutinous Labour MPs accuse him of appeasement for not condemning Putin over the Salisbury attack”, The Daily Mail, 15. marts 2018. www: http://www.dailymail.co.uk/news/article-5502887/Corbyn-Kremlin-stooge-faces-Labour-mutiny.html
  30. The Atlantic Council: “The Kremlin’s Trojan Horses”, november 2017. www: www.atlanticcouncil.org/images/The_Kremlins_Trojan_Horses_2_web_1115.pdf?ref=drnweb.repubblica.scroll-1
  31. Adam Johnson: ”Media Ignore Government Influence on Facebook’s Plan to Fight Government Influence”, FAIR, 21. maj 2018. www: https://fair.org/home/media-ignore-government-influence-on-facebooks-plan-to-fight-government-influence/
  32. Kevin Drum: “A Majority of Republicans Think They Can’t Trust the FBI”, Mother Jones, 21. maj 2018. www: https://www.motherjones.com/kevin-drum/2018/05/a-majority-of-republicans-think-they-cant-trust-the-fbi/
  33. Nancy Watzman: “Media trust: the gap widens”, Medium, 13. december 2017. www: https://medium.com/trust-media-and-democracy/media-trust-gap-widens-conservatives-believe-media-biased-tweet-the-one-youre-with-d0a6115efbc
  34. NPR: “Database Tracks History Of U.S. Meddling In Foreign Elections”, 22. december 2016. www: https://www.npr.org/2016/12/22/506625913/database-tracks-history-of-u-s-meddling-in-foreign-elections?t=1535492958148