Anmeldelse: Identitetspolitikkens tveæggede sværd

Mistaken Identity
Asad Haider
Verso Books (2018)

 

 

Af Rune Møller Stahl
Illustration af Molly Christensen

Der foregår en intens debat om identitetspolitik på venstrefløjen i disse år. En debat med et ret uklart fokus og indhold. Selve mærkatet ’identitetspolitik’ bruges primært af dets kritikere, og det kan derfor være svært at få hold i, præcis hvad stridsspørgsmålet er.

Umiddelbart handler debatten om et gammelt dilemma for venstrefløjen: Hvordan skal man afveje hensynet til kampen for arbejderklassen og den økonomiske politik, i forhold til kampen for ligebehandling af etniske minoriteter, kvinder, homoseksuelle, handicappede og andre minoritetsgrupper, der oplever diskrimination og undertrykkelse. Dette dilemma har haft en central placering i venstrefløjens politiske debatter, lige siden det såkaldt ’nye venstre’ i 1960’erne bragte de nye spørgsmål ind på en venstrefløj, hvis fokus traditionelt havde været arbejderklassens økonomiske interesser på arbejdsmarkedet. Skematisk sat op er det majoritetspolitik over for minoritetspolitik.

Dette gamle dilemma bringer os imidlertid ikke meget tættere på en forståelse af den nye debat, der udspiller sig for øjeblikket. For den gamle debat er i vid udstrækning overstået. Den klassereduktionistiske marxisme, der betragter kvinde- eller racespørgsmålet som distraktioner fra den rene klassekamp, er i dag relegeret til små sekter, mens alle væsentlige venstrefløjspartier i Vesten bekender sig til feminisme, antiracisme og seksuel ligestilling.

Ærindet for Haider er at forstå, hvordan vi er endt i en situation, hvor krav om racemæssig ligeberettigelse – der netop har sit udspring på den radikale venstrefløj – kan blive anvendt som et våben rettet mod venstrefløjen selv.Den aktuelle identitetspolitiske debat er mere specifik og knytter sig i høj grad til en amerikansk kontekst. Debatten udspringer især af uenighed om karakteren af den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016. Centralt her står selvfølgelig Donald Trumps sejr, men for venstrefløjens vedkommende er den overraskende tætte primærvalgkamp mellem Bernie Sanders og Hillary Clinton i det Demokratiske Parti også af væsentlig betydning. Under valgkampen blev Sanders-tilhængerne anklaget af de midtsøgende Demokrater for at ignorere spørgsmål om race, køn og seksualitet, mens Clinton-kampagnen indoptog en række termer fra den identitetspolitiske venstrefløj som ’intersektionalitet’ og ’hvide privilegier’.

Det er denne debat, som Asad Haiders nye bog, Mistaken Identity: Race and Class in the Age of Trump, skal læses ind i. Bogen tager med sit korte format og sin personlige vinkel mere form af en engageret intervention i en verserende debat, end det er et forsøg på en neutral beskrivelse af den. Snarere end en generel beskrivelse af identitetspolitik fokuserer bogen på spørgsmålet om race. Ærindet for den erklærede socialistiske Haider er at forstå, hvordan vi er endt i en situation, hvor krav om racemæssig ligeberettigelse – der netop har sit udspring på den radikale venstrefløj – kan blive anvendt som et våben rettet mod venstrefløjen selv.

Grundlæggende er Haiders analyse her, at identitetspolitikken, som den praktiseres i dag, ikke kan betragtes som en videreudvikling af tidligere tiders modstandsbevægelser imod racemæssig undertrykkelse, men snarere at de er en neutralisering af disse bevægelsers emancipatoriske ambitioner. Dette skyldes, at spørgsmålet om identitet er blevet individualiseret, afkoblet fra materielle forhold, og reduceret til et spørgsmål om moral og civilitet.

Identitetspolitikkens rødder

Haider, der skriver ph.d. i historie og er redaktør på tidsskriftet Viewpoint Magazine, trækker i sin analyse på en række akademikere fra den marxistiske og postmarxistiske venstrefløj, som Stuart Hall og Wendy Brown, såvel som sorte radikale, som Huey Newton fra De Sorte Pantere. Samtidig spiller hans egen baggrund, som pakistansk-amerikaner, der er blevet politisk vakt i perioden efter 11. september og Irak-krigen, en bærende rolle i bogens fortælling. På den måde er bogen i høj grad også en fortælling om den amerikanske venstrefløj og den centrale rolle, bevægelsen for racemæssig ligestilling har spillet i denne.

Identitetspolitikkens postmaterielle karakter opstår i løbet af 80’erne og 90’erne, hvor kampe om jobs, fordeling og velfærd bliver afkoblet fra de racemæssige spørgsmål. Dermed bliver kravene om bedre boliger og fuld beskæftigelse skiftet ud med krav om anerkendelse og repræsentationSelve begrebet ’identitetspolitik’, forklarer Haider, kan spores tilbage til The Combahee River Collective – en politisk gruppering af sorte, lesbiske aktivister fra Boston, der i et manifest fra 1977 brugte begrebet som et slagord i et forsøg på at udvide opmærksomheden på venstrefløjen til de specifikke problemer, som bl.a. sorte lesbiske oplevede. Men centralt for Haider er det, at de med deres manifest tænkte sig som en del af en bredere revolutionær og socialistisk bevægelse, og at de aktivt deltog i lokale arbejderkampe.

Denne sammentænkning af race og klasse fører Haider tilbage til borgerrettighedsbevægelsen såvel som De Sorte Pantere, der begge så materielle, økonomiske krav som en nødvendig del af kampen for racemæssig ligeberettigelse.

Identitetspolitikkens postmaterielle karakter opstår, ifølge Haider, i løbet af 1980’erne og 90’erne, hvor kampe om jobs, fordeling og velfærd bliver afkoblet fra de racemæssige spørgsmål. Dermed bliver kravene om bedre boliger og fuld beskæftigelse skiftet ud med krav om anerkendelse og repræsentation i medier, politik og uddannelse, mens aktivismen i stigende grad blev reduceret til kritik af enkeltpersoners racistiske ytringer.

Dette knytter sig til opkomsten af en ny ”sort elite”, som i takt med borgerrettighedsbevægelsens succeser får adgang til den middel- og overklasse, der tidligere var forbeholdt hvide. I kraft af sin status opnår denne elite, der især var knyttet til valgte politikere og en dannet middelklasse, i løbet af perioden et monopol på at tale på vegne af sorte. Og det er netop i disse lag – som jo selv er undsluppet de negative materielle og økonomiske konsekvenser af race, som stadig plager langt hovedparten af USA’s sorte – at forestillingen om en afkoblet, individualiseret og sprogligt fokuseret identitetspolitik trives.

Hinsides race

Ideen om, at identitet skal gøres til baggrund for et politisk projekt, er for Haider også problematisk på et mere fundamentalt niveau. Han fremfører, inspireret af Judith Butler, at identiteter netop aldrig kan udgøre et stabilt grundlag, idet enhver identitet altid er i en fortsat proces af konstruktion og reproduktion. Intet menneske er identisk med sin identitet, hvad enten den er køns-, klasse- eller racemæssigt bestemt, og målet er derfor at bevæge sig hinsides identiteterne. Han citerer den engelske sociolog Roy Gilmore for, at ”politisk handling mod racemæssige hierarkier er markant mere effektive, når den i enhver henseende er blevet renset for ideen om, at ’race’ eksisterer”.

Målet er i stedet konstruktionen af et universalistisk politisk projekt. Men et sådant universalistisk framework kan ikke, sådan som mange liberale kritikere af identitetspolitikken vil mene, blot ignorere spørgsmålet om partikulære identiteters særlige problemer, som om man allerede havde nået en reelt eksisterende ligestilling. En sådan ’farveblindhed’ vil blot videreføre eksisterende uligheder. I stedet plæderer han for, at de ekskluderede grupper igennem politisk kamp kan konstruere en (endnu ikke eksisterende) universalitet. For at nå til denne situation, hvor race eller køn ikke betyder noget, er man kort sagt nødt til at tale om køn og race.

Løsningen for Haider er således ikke at finde den rette balance mellem ”den hellige treenighed af race, køn og klasse”. Det er snarere at indse, at disse altid er sammenfiltrede i konkrete historiske situationer, og at de til enhver tid må analyseres konkret.

En lignende indstilling kan man finde hos Alexandria Ocasio-Cortez, den erklærede socialist, der lige har slået en af de mest magtfulde amerikanske kongresmedlemmer, som kandidat til Repræsentanternes Hus i Bronx, New York. I et interview efter sejren udtalte hun: ”Jeg kan ikke komme på et eneste racerelateret spørgsmål, der ikke har økonomiske implikationer, ligesom der ikke findes nogen økonomiske spørgsmål, der ikke har racerelaterede implikationer. Ideen om, at man kan adskille dem og vælge den ene frem for den anden, er et rent svindelnummer”.

Alexandria Ocasio-Cortez er ung, kvinde og af puertoricansk afstamning, men har kørt en kampagne, der har fokuseret på brede klassemæssige spørgsmål, såsom gratis sundhed og billigere boliger.

Måske er der alligevel vej ud af den identitetspolitiske blindgyde, som Haider tegner for USA.

Rune Møller Stahl er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet