Kaoskvinden hersker – Jordan Petersons misogyne alarmisme (2/2)

Af Mikkel Thorup

KRITISK ESSAY. Den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson er blevet et internet-fænomen på den yderste højrefløj og har nu skrevet en bog. Det sidste har fået mange til at forveksle ham med en, der har noget klogt at sige. Men bogen er hverken klog eller vigtig. Den er på alle planer dybt problematisk. I denne anden del af essayet diskuteres den modernitetsfjendtlige ’civilisationens sammenbrud’-tænkning, der gennemsyrer Petersons bog.

To af de ord, der formodentlig (jeg har ikke talt efter) optræder flest gange i Jordan Petersons 12 rules for life: An antidote to chaos er skræk (terror) og rædsel (horror). De konkurrerer med ’lidelse’ og ’byrde’ om førstepladsen. Det fortæller os, at Peterson abonnerer på en forestilling om tilværelsen som kamp. Livet er hårdt, hvert øjeblik er en kamp om overlevelse. Verden og livet er en uendelig slagmark, hvor kun den hårdeste overlever. Det er mandens verden, for uden den stærke mand til at holde farerne borte ville der ikke være noget menneskeliv. Kvinden inviterer faren indenfor – husk på Eva, slangen og alt det der – mens mandens tunge, nødvendige, tragiske, men derfor også heroiske, lod i tilværelsen er at kæmpe og sejre. I dag hindres manden i at kæmpe og sejre, fordi kvindelist har barnliggjort manden og kvindeliggjort samfundet.

Den store opløsning

Med påberåbelsen af den farlige verden totaliserer Peterson én del af tilværelsen. Det er en instrumentalisering af angst og usikkerhed, der skal få os til at acceptere hans konklusion: behovet for hårdhed, fasthed og tyngde, for voldens, loyalitetens og Mandens nødvendighed. Overalt omkring os lurer farerne. Enhver fare er absolut og total, idet overskridelser er katastrofale og akkumulative. Enhver overskridelse, enhver sammenblanding af det, der skulle være adskilt, enhver kritik af det absolut sande, igangsætter en rasende degeneration med retning mod det totale kollaps. Der er en manisk angst for det ondes udbredelse hos Peterson: ”Overtrædelser, ikke stabilitet, spreder sig.” (s. 79) Kultur, herredømme, mening er i konstant fare og kan kun opretholdes af grænser, en(s)hed og lydighed: ”Ting falder fra hinanden: det er en af menneskehedens store opdagelser. Og vi accelererer den naturlige opløsning af store ting gennem blindhed, passivitet og bedrag. Uden opmærksomhed degenererer og dør kultur, mens ondskaben sejrer.” (s. 228)

Det er klassisk reaktionær logik. Verden er religiøs, og man kan enten besinde sig på det eller benægte det og så blive opslugt af det religiøse i perverteret form, hvor man gør sig selv til afgud.Denne generelle verdensforståelse anvendes så på nutiden, der befinder sig midt i Den Store Opløsning: Vi ”er ved at blive opsplittet og polariseret og driver mod kaos” (s. 361). ”Flodbølgen kommer. Flodbølgen er altid ved at komme. Apokalypsen er her […] Ting falder fra hinanden […] Midten kan ikke holde.” (s. 365-6) Der er bogen igennem en række samtidskritiske bemærkninger, der ganske entydigt placerer Peterson i en modernitetskritisk, for ikke at sige modoplysnings-position, der forstår det moderne som en accelererende opløsningsproces. ”I Vesten”, skriver han, ”har vi trukket os væk fra vores traditions-, religions- og endda nations-centriske kulturer, delvist for at mindske faren for gruppekonflikt. Men vi er i stigende grad blevet ofre for meningsløshedens desperation, og det er slet ingen forbedring” (s. xxxii). Det er sjældent klart, hvorfor en reduktion i tradition, religion og nation skulle medføre meningsløshed, endda af den desperate slags, men i det mindste ved vi så nu, at mening for Peterson kun kommer som hierarkisk stabilitet.

Det moderne menneske har ifølge Peterson en ”reduktionistisk, materialistisk bevidsthed” (s. 34-5, også s. 107), der gør, at vi har glemt de dybe sandheder (s. 38, 102, 194). Men frygt ikke, for verden er religiøs, selv for ateister: ”Der findes kun de mennesker, der ved, og de, som ikke ved, hvilken Gud de tjener.” (s. 225). Det er klassisk reaktionær logik. Verden er religiøs, og man kan enten besinde sig på det, troende eller ej, eller man kan benægte det og så blive opslugt af det religiøse i perverteret form, hvor man gør sig selv til afgud. Når mennesket forsøger at overtage Guds eller andre absolutte instansers plads (f.eks. biologiens eller ’tilværelsens konkrethed’) og gøre sig til sin egen skaber, da styrter det ned i sine mest degenererede former. Mennesket kan vælte retmæssigheden af tronen, men ikke retmæssigt selv sætte sig på den. Det moderne er en usurpation, en uretmæssig tilraning af magt, der ikke tilkommer mennesket; en arrogant opløftelse af mennesket til et niveau, det ikke kan håndtere; en frisættelse af et suverænt handlingsrum, som mennesket i sin faldne, syndige, instinktmæssige, svage natur vil forstå som en frisættelse til at gøre hvad som helst.

Frigørelse kan ikke føre til frihed

Idéen om, at det er samfundets skyld og ikke individets (hvem der så end tænker så monokausalt), er slem nok ifølge Peterson:

Endnu mere problematisk er den insisteren, der logisk stammer fra denne antagelse om social korruption, at alle individuelle problemer, uanset hvor sjældne, må løses af kulturel omstrukturering, uanset hvor radikal. Vores samfund er konfronteret af voksende krav om at dekonstruere dets stabiliserende traditioner for at inkludere mindre og mindre grupper af mennesker, der ikke kan eller ikke vil passe ind i de kategorier, som selv vores opfattelsesevne er baseret på. Det er ikke en god ting. Hver persons private problemer kan ikke løses af en social revolution, da revolutioner er destabiliserende og farlige. Vi har lært at leve sammen og organisere vores komplekse samfund langsomt og skridtvis, over lange tidsstræk, og vi forstår ikke med nødvendig præcision, hvorfor det, vi gør, virker. Uforsigtigt at ændre vores sociale eksistensbetingelser i et eller andet ideologisk slogans navn (jeg kommer til at tænke på diversitet) vil sandsynligvis producere flere problemer end goder, givet den lidelse, som selv en lille revolution som regel skaber. (s. 118-9)

Påstanden om, at vi har lært at leve sammen over lange tidsstræk, og at vi derfor ikke skal pille ved det, er så åbenlyst kun et argument for de allerede privilegerede.Lad os lige se lidt på et par af elementerne i citatet. Han starter med at konstruere en falsk forestilling, som han så kan afvise, nemlig at de, der ser samfund, strukturer, traditioner mm. som en del af det, der bestemmer og kan skævvride et individ, kun kan se dette ene forhold, og at de vil have alle forhold, selv de sjældne, løst med radikale tiltag. Det er ikke en seriøs fremstilling af dem, han er imod, og det er ideen om, at nogle ønsker at ’dekonstruere’ samfundets ”stabiliserede traditioner”, fordi de ikke kan eller vil passe ind i nogle faste eller evige kategorier, heller ikke. De er altså ude på intet mindre end samfundsopløsning, fordi de er forkælede eller utilpassede, hvorimod det samfund, Peterson ser, står uden for historien og derfor ikke er den reelle genstand forfor de ”mindre og mindre gruppers” krav om tilhørsforhold, accept og rettigheder. Der er næppe nogen person, død eller levende, der har ment, at alles private problemer skal løses af social revolution. Der er dog mange (faktisk alle, der har kæmpet for rettigheder af en eller anden art), der har påpeget, at grænsedragningen mellem det private og det politiske ikke er naturlig og evig, men derimod historisk, politisk og kulturelt bestemt. Påstanden om, at vi har lært at leve sammen over lange tidsstræk, og at vi derfor ikke skal pille ved det, er så åbenlyst kun et argument for de allerede privilegerede, at vi kan lade den ligge der og i stedet sige, at ja, revolutioner kan være omtumlede og voldelige, og ja, de kan ende galt, men historien fortæller os også, at de kan bringe afgørende forbedringer med sig, at de kan lære os nyt, at nye aktører kan få stemme og handlekraft, og at det, der nogle gange tabes ved en revolution, er ganske godt at komme af med.

At gøre de fleste forbedringsforsøg til revolutioner og så beskrive ”selv en lille revolution” som nødvendig budbringer af det værre er et dårligt skjult forsøg på at immunisere det eksisterende imod enhver kritik og forandring. Det står i komplet modsætning til den historiske erfaring og lyder betænkeligt som ekkoet fra enhver privilegeret, der bare gerne lige vil sige, at ’Det, der er, er nok det bedste for alle, det må I da kunne forstå. Desuden vil jeres revolution betyde mulig lidelse eller besvær for mig, og det er ikke rimeligt!’ Uden nogen begrebslige eller normative ressourcer til at skelne mellem legitime og illegitime krav, legitime eller illegitime hierarkier, gode eller dårlige forandringer, ender Peterson kun med kravet om ikke at gøre noget ved noget.

Hans konstante referencer til lidelse tjener basalt set to formål: for det første at insistere på tilværelsen som kamp og manden som den kamps ridder; for det andet at afvise mere konkrete lidelser som reelle.Den påstået falske frigørelse er en del af det bredere moderne projekt – og Peterson taler klart inden for en modoplysningstradition, der ser det moderne som faldent – men som enhver reaktionær lokaliserer Peterson et særligt brud, en dekadencens kvantitative ophobning i en kvalitativt ny katastrofe, og som alle de andre reaktionære har påpeget igennem de sidste 50 år, er det også hos Peterson 1960’erne, der årsagen til vort nutidige kollaps.1 ”Var det virkelig en god ting, for eksempel, så dramatisk at liberalisere skilsmisselovene i 1960’erne?” (s. 119) Meget sigende er det familielovgivning og især kvinders mulighed for at komme ud af undertrykkende relationer, der skal fremhæves som symptom på den ”hypotetiske frihed” (ibid.), som 1960’erne ifølge den reaktionære er, da frigørelse ikke kan føre til frihed, men kun til nihilisme og meningstab. Forældre, fortæller han os, lever ”ukomfortabelt og selvbevidst [selvbevidst betegnes ofte som en skidt ting af Peterson] i den alt-for-magtfulde skygge af den pubertære etos fra 1960’erne, et årti, hvis udskejelser førte til en generel nedrakning af voksenlivet, en tankeløs mistro til eksistensen af kompetent magt og en manglende evne til at skelne mellem umodenhedens kaos og ansvarlig frihed.” (ibid.) Den påståede opløsning af ”den traditionelle arbejdsdeling i husholdningen” (da folk stadig bliver gift, betyder det i klarsprog: manden ude, kvinden hjemme – så meget for at turde sige det tabuiserede højt og klart) ”i frigørelsens og frihedens navn” har ”ikke så meget skabt en herlig mangel på restriktioner som kaos, konflikt og ubestemmelighed. Flugten fra tyranni følges ofte, ikke af Paradis, men af et ophold i ørkenen, uden mål, forvirret og med afsavn” (s. 271). Man skulle ikke tro, at han havde mødt nogen i et ægteskab eller partnerskab i dag, ligesom det for ham er komplet uinteressant, hvordan kvinder (og mænd for den sags skyld) havde det i de såkaldt traditionelle ægteskaber.

Konkret, faktisk lidelse interesserer ham stort set ikke (medmindre de er unge mænd). Hans konstante referencer til lidelse tjener basalt set to formål: for det første at insistere på tilværelsen som kamp og manden som den kamps ridder; for det andet at afvise mere konkrete lidelser som reelle. Der er kun tilværelsens lidelsesfuldhed i hans univers: Den lidelse, vi alle deler som menneskehed, ikke den lidelse, der er systematisk ujævnt fordelt imellem faktiske mennesker.

Som med voldtægt er hans første strategi over for sociale forhold, der kunne beskrives som uretfærdige eller undertrykkende, at afvise eller betvivle dem. Kønsdiskrimination er f.eks. ikke reel (s. 300-1), og patriarkalske strukturer er enten en myte eller en gensidigt nyttig ordning indgået mellem mænd og kvinder.2 I afsnittet ’Patriarkatet: hjælp eller hindring?’ starter han med at afvise spørgsmålets gyldighed, idet han siger: ”Selvfølgelig, kultur er en undertrykkende struktur. Det har altid været sådan. Det er en fundamental, universelt eksistentiel realitet. Den tyranniske konge er en symbolsk sandhed; en arketypisk konstant.” (s. 302, hans kursivering) Det skal fedt hjælpe kvinder i Saudi-Arabien, der skal tvangsgiftes, underbetalte og overgramsede kvinder overalt eller gruppevoldtagne kvinder i Indien eller på Roskilde Festival, at den tyranniske konge er en symbolsk sandhed. Manden, der krænker dem lige nu og her, systemet, der muliggør den gentagne undertrykkelse, virker nok lidt mere reel og konkret end en arketypisk konstant. Han bliver ved med at tro, at fordi noget altid har været sådan – hvilket kun er rigtigt, hvis man ignorerer historien, f.eks. den nylige, hvor vold mod kvinder er blevet forbudt stadig flere steder – så er det bare sådan, det er og vil forblive, og det er der ikke noget at gøre ved eller sige til.

Forsvaret for mandens herredømme

Hvis Peterson var genuint bekymret for den systematiske reduktion af mænd til drenge, skulle han angribe patriarkatet med al sin arrighed, for det er et system, der siger til mænd, at de vil vinde, uanset om de anstrenger sig eller ej.Peterson har et par forfalskede trumfer i ærmet, som han bruger til at afvise idéen om patriarkatet som et historisk institueret undertrykkende forhold. For det første, at ”alle hierarkier skaber vindere og tabere” (s. 303, hans kursivering). Jo jo, men nu er idéen med køns-lighed ikke, at der ingen forskelle er – det er ikke total lighed som forskeløshed, som det urigtigt hævdes – men at der netop ikke skal diskrimineres på baggrund af køn, således at der på dét område ikke er hierarki, men lighed. For det andet er det et dårligt argument for patriarkatet, da det systematisk favoriserer mænd og ikke vindere. Det er ikke de mest kompetente, der vinder i et patriarkat, men mænd. Hvis Peterson var genuint bekymret for den systematiske reduktion af mænd til drenge, skulle han angribe patriarkatet med al sin arrighed, for det er et system, der siger til mænd, at de vil vinde, uanset om de anstrenger sig eller ej.

Næste forsøg på at retfærdiggøre og naturalisere mænds herredømme over kvinder er dette: ”Det er også perverst at forstå kultur som mænds skaberværk.” (ibid., hans kursivering) Hvorfor ”pervers” skal kursiveres, kan man kun gisne om. Måske hulheden i argumentet skal styrkes af hårde ord. Kultur, husker han lige at sige, ”er symbolsk, arketypisk, mytisk mandligt” (ibid.), men det er menneskehedens kreation. Hopsa, så er vi ovre ved ”europæisk kultur” (ibid.), der måske, måske ikke har været dominerende, men det er alt sammen lige meget, for det var kun i et par århundreder (så skidt med den faktiske lidelse og undertrykkelse, i et titusindårigt perspektiv døde der ikke så mange mennesker), og kulturel evolution har varet i årtusinder, så glem alt om imperialisme, vestlig dominans og alt det der overfladiske halløj, der knap er noget at snakke om. Kultur er skabt af os alle, og kvinder har både født børn og passet jorden – og måske også andre ting, men det siger han ikke noget om – så fordi andre end hvide mænd også har bidraget til udviklingen af kultur, så er det altså virkelig unfair at begynde at kalde den mands- eller vestligt domineret. Det er det altså virkelig.

Patriarkatet er netop et system, en struktur, ikke en individuel karakterbrist. Det er så simpelt at forstå, at man skal ville misforståelsen for at kunne lave den.”Her er en alternativ teori” (ibid.), nemlig om mænd og kvinder, der sammen har kæmpet for frihed imod nødvendighedens hårde krav, og fordi kvinder skulle føde børn, så er patriarkatet i virkeligheden ”et uperfekt, kollektivt forsøg fra mænd og kvinder, i årtusinder, på at befri hinanden fra mangel, sygdom samt slid og slæb.” (s. 304). Jeg kender ikke til nogen, der mener, at kultur er rent skabt af mænd, eller at historien kun handler om mænds undertrykkelse af kvinder. Den her teori er ret fantasifuld og forklarer på ingen måde, hvorfor denne angiveligt frivillige aftale ret systematisk har favoriseret mænd over kvinder. Hvis der var tale om en kollektiv overenskomst mellem mænd og kvinder, ville et mere oplagt resultat have været en kompensation fra mænd til kvinder for det kvindelige forhold at skulle føde børn eller en frivillig aftale om, at mænd tog en større del af ansvaret. Igen er det imidlertid ikke historisk nøjagtighed, der har Petersons interesse, men afledningen.

Det bringer os til det sidste trick: den søde mand. Peterson nævner fire mænd, der alle hjalp kvinder – hver gang i forbindelse med reproduktion. Han kunne f.eks. også have nævnt mænd, der støttede kvinders ret til at stemme, men det er kvinder som mødre, der har hans altoverskyggende interesse. Og så spørger han efter en lille sides oplistning af disse mænds velgerninger: ”På hvilken måde var disse praktiske, oplyste, vedholdende mænd del af et hæmmende patriarkat?” (s. 305). Jo, Jordan, nu skal du høre. Det var de, fordi de, gode gerninger eller ej, levede i et system, der favoriserede mænd, fordi de var mænd. Det er netop et system, en struktur, ikke en individuel karakterbrist, der udgør patriarkatet. Det er så simpelt at forstå, at man skal ville misforståelsen for at kunne lave den.

Ulighed som eksistensvilkår

En venstreorienteret vil ikke mene, at der er en ”tendens” til, at goder ”fordeler sig selv” ulige. Der er ingen naturlov på spil der. Der er kapitalisme, feudalisme, imperialisme, planøkonomi eller andre menneskeskabte systemer. Når han en sjælden gang føler sig nødtvunget til at registrere reelle uligheder og uretfærdigheder, så er hans strategi 1) uvægerligt at fremhæve, hvor svært, hvis ikke umuligt, det er at gøre noget ved det, og 2) angribe de, der arbejder for lighed. Lad os tage dem efter tur, som her hvor han ’tilstår’, hvad han beskriver som et par venstreorienterede holdninger, nemlig at ”tendensen for værdifulde goder til at fordele sig selv med udtalt ulighed udgør en altid forhåndenværende trussel imod samfundets stabilitet.” (s. 312). Lad os starte med at bemærke, at dette intet har med venstreorienterethed at gøre og i bedste fald afslører, at han ikke ved, hvad han snakker om, og i værste fald, at han manipulerer groft. En venstreorienteret vil ikke mene, at der er en ”tendens” til, at goder ”fordeler sig selv” ulige. Der er ingen naturlov på spil der. Der er kapitalisme, feudalisme, imperialisme, planøkonomi eller andre menneskeskabte systemer. Med ”tendens” henviser Peterson til en klassisk højreorienteret idé, nemlig at livet og alle dets elementer af sig selv fordeler sig ulige, men det er altså en højreorienteret og ikke, som han her hævder, en venstreorienteret idé. Det samme er bekymringen for, hvad ulighed gør ved samfundets stabilitet. Ikke fordi venstreorienterede er ligeglade med stabilitet og socialitet, men fordi de tænker, at samfundets stabilitet tit er det, der garanterer ulighedens fortsættelse, og fordi det er uretfærdighed og ulighedens menneskelige omkostninger og ikke samfundets stabilitet, der er den primære grund til, at venstreorienterede er imod ulighed.

Til trods for al sin selvstilisering som ’farlig sandhedssøger, der åbent bryder tabuer’, er han bemærkelsesværdigt i samklang med en benhård neoliberal individualisme, der hylder konkurrence og sejr over alt andet.Petersons påståede bekymring om ulighed har ikke fået ham til at forholde sig til de sociologiske, psykologiske og økonomiske traditioner fra Emile Durkheim til Thomas Piketty, der har studeret ulighed, dens former, årsager og effekter, og hvad man kan gøre for at mindske den. Han engagerer sig eller ikke i debatten om, at venstrefløjen skal prioritere økonomisk ulighed over andre uligheder, som han f.eks. kunne finde hos to meget forskellige tænkere, Richard Rorty og Mark Lilla. Han forholder sig heller ikke til de interessante og udfordrende tænkere, der skriver om køn, race og seksualitet såsom bell hooks, Sara Ahmed, Laurie Penny, Judith Butler, Chimamanda Ngozi Adichie, Ta-Nehisi Coates eller Cornel West, for bare at nævne nogle af de heldigvis mange, der i dag debatterer disse forhold. Han gør ingen af disse ting, fordi han forstår ulighed som et eksistensvilkår, ikke et socialt forhold. Derfor er der heller ingen reference til ’kapitalisme’, ’marked’, ’neoliberalisme’ eller lignende i bogens indeks eller diskussioner heraf i bogen eller noget som helst engagement med den tese, at den usikkerhed, som mange, særligt unge (mænd og kvinder), føler i dag, kunne have noget at gøre med kapitalismens konkurrenceliggørelse af stadig flere forhold snarere end med ondskabsfulde feministers undergravning af den traditionelle kernefamilie.

Peterson er totalt tavs omkring uligheder og undertrykkelse skabt af profitjagt, slaveri, folkemord eller imperialisme. Til trods for al sin selvstilisering som ’farlig sandhedssøger, der åbent bryder tabuer’, er han bemærkelsesværdigt i samklang med en benhård neoliberal individualisme, der hylder konkurrence og sejr over alt andet og som gør den til det almene forhold i menneskelige anliggender: ”Det er vinderen-tager-alt i hummer-verdenen, ligesom det er i menneskelige samfund.” (s. 8).3 Peterson kan eller vil ikke forstå systemiske forhold, men som Benjamin Doxtdator skriver: ”Jeff Bezos ophobede ikke sin formue i én-mod-én kampe i et hummer-lignende dominans-hierarki. Og hummere er ikke blevet rige af slavearbejde eller fra finansialisering af økonomien.”4 For Peterson eksisterer sådanne systemiske forhold ikke som andet end løgne om patriarkatet og hvide privilegier, der for ham blot er  bedrageriske våben i en eller anden forskruet dominanskamp, han tror sig midt i.

Angrebet på lighedstanken

Efter således at have vist, hvor (lidt) bekymret han er for ulighed, lidelse og uretfærdighed, kommer andet trin, hvor vi lærer, at der ikke rigtig er noget at gøre ved det alligevel. Verden er tragisk, lidelsen er konstant. Shit happens. Kom over det. Regel 6 i hans bog hedder ”Bring dit hus i perfekt orden, før du kritiserer verden”. Fin lille omskrivning af det med sten og glashus og sikkert en fin idé. Og så alligevel ikke. For Peterson opererer netop ikke med nogen mulighed for perfekt orden. Vi er svage, faldne væsner, der højst kan indse vores mangelfuldhed, men aldrig opnå perfektion. Så læren af regel 6 er: fokusér på dig selv, og glem de andre; ændr dig selv, og lad verden være. Vi finder en fin illustration af de politiske implikationer af dette lidt inde i kapitlet, hvor Peterson skriver: ”En religiøs mand kunne svinge knytnæven i desperation over Guds tilsyneladende uretfærdighed og blindhed. Selv Kristus følte sig forladt på korset, sådan går historien i hvert fald. Et mere agnostisk eller ateistisk individ kunne give skæbnen skylden eller tænke bittert på tilfældighedens brutalitet. En anden kunne flå sig selv fra hinanden i en søgen efter de karakterfejl, der har skabt hans lidelse og forfald. Disse er alle variationer over et tema. Navnet på temaet ændrer sig, men den underliggende psykologi forbliver konstant. Hvorfor? Hvorfor er der så megen lidelse og ondskab?” (s. 151) Tja, en grund kunne jo være de strukturer og institutioner, vi historisk har skabt og lever under, og en strategi kunne være at forsøge at ændre dem. Ikke at opdage eller nævne det er basalt set at placere sig uden for eller før det moderne, der har Immanuel Kants diktum fra 1784 om, at oplysning er ”menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”,5 som et af sine afgørende kendetegn. Dvs. menneskelivet er ikke skæbnebestemt eller ren tilfældighed, men i stort omfang muligt for mennesket at ændre på. Peterson vælger at ignorere den løsning i regel 6 og at angribe den senere.

I samme kapitel skriver han: ”En orkan er en handling fra Gud. Men ikke at forberede sig, når nødvendigheden af forberedelse er indlysende – det er synd.” (s. 157). Synd alligevel? Et spøjst sted at lokalisere de systemiske fejl, den racisme og korruption, der bidrog til, at den orkan, som ramte New Orleans i 2005, blev så katastrofal og ramte den afroamerikanske del af byens befolkning så uforholdsmæssigt hårdt. Ordet ’synd’ fjerner al systemisk skyld. ”Hvis du lider”, siger han videre, ”nuvel, det er normen. Folk er indskrænkede, og livet er tragisk. Hvis din lidelse er ubærlig, og du er ved at blive fordærvet af den, er her noget at tænke over: Overvej din situation. Start i det små.” (ibid.). Et andet råd kunne være: ’Overvej din situation, snak med andre om det. Opdag, at det ikke kun er dig, der lider, og at fejlen ikke (kun) er din, men tit også er strukturel. Gør noget ved det sammen med andre. Hvis du lider, da er det nogle gange et individuelt forhold og nogle gange et kollektivt. Lidelse er et vilkår, men dets former og omfang er ikke konstant, og du behøver ikke bare acceptere det eller stå alene med det. Livet er alt muligt, ikke kun tragisk, og du kan gøre en masse for at gøre det bedre for dig og alle andre.’

Peterson snyder og bedrager, idet han antyder, at de, som arbejder for større lighed, er et halvt skridt fra at trække os alle ind i det totalitære mørke.I sin diskussion af ulighed og dens uheldige konsekvenser for samfundets stabilitet siger Peterson (for at undgå, at nogen skulle få den skøre idé at gøre noget ved det): ”Vi ved ikke, hvordan man omfordeler velstand uden at skabe en mængde nye problemer.” (s. 312) Rigtigheden af det forudsætter kun én ting: at man totalt ignorerer de sidste 100 års socialpolitiske eksperimenter, eller at man iscenesætter Skandinavien, der indtil for nylig havde reduceret såvel ulighed som dens skævvridende effekter ganske betydeligt, til et slags helvede placeret på linje med Pol Pots Cambodia (hvilket han så gør s. 298, 312, 317, 324). Svenskerne har f.eks. ”skubbet lighed til dens grænse” (s. 312), hvad det så end betyder, men lad os bare tage det som en afvisning af velfærdsstaten (som han slet ikke forholder sig til). Han går, ikke overraskende, slet ikke ind i nogen egentlig diskussion af de mange måder, man faktisk har mindsket indkomst- og andre uligheder på, giver ikke nogen anvisninger på, hvordan han tænker, at vi skal afbalancere forskellige hensyn, herunder lighed, ejendomsret, frihed, retfærdighed, men ender sin lille ”venstreorienterede” digression med: ”Det er dog ganske sikkert, at tvungen omfordeling, i den utopiske ligheds navn, er en kur, der er værre end sygdommen.” (ibid.) En venlig sjæl ville sige, at Peterson ikke har opdaget, at den Kolde Krig er ovre, og at planøkonomi ikke er et særlig relevant nutidstema. Andre vil med god ret sige, at Peterson snyder og bedrager, fordi han her som mange andre steder antyder, at de, som arbejder for større lighed på en række områder, er et halvt skridt fra at trække os alle ind i det totalitære mørke.

Hvilket er præcis, hvad han flere steder (f.eks. s. 221 og 317) siger om dem, han mener, hindrer unge i at skateboarde vildt (!), hvori han ser ”en lumsk og dybt anti-human forestilling” (s. 290).6 En, han har set give en forelæsning om miljøtruslen, er ”anti-human helt ind til benet” (s. 294-5), og han sammenlignes endda med skoleskyderne, idet begge parter ”har udnævnt sig selv til dommere over den menneskelige race” (s. 296). Eller hvad med tv-værten David Attenborough eller Rom-klubben, der tidligt adresserede miljøproblemerne: ”Jeg kan ikke andet end se et skeletagtigt, grinende ansigt glæde sig ved udsigten til apokalypsen.” (s. 297) Hvis det er, hvad man ser hos folk, der er bekymret for miljø- og klimaforandringer, så er det som minimum et åbent spørgsmål, hvem det er, der er blevet lidt tosset, dem eller Peterson. Hans trick er at dikotomisere vores valg til ét af to: gøre intet og besinde os på tilværelsens lidelsesfuldhed eller tænde for gasovnene igen. Kun i den teoretiske abstraktions eller den ideologiske forvirrings verden er det vores to muligheder, men det hjælper ham til at afvise forhold og fakta i verden uden at skulle forholde sig til deres kompleksitet, og til at afvise alle dem, der søger at adressere reelle problemer.

Love imod diskrimination handler ikke om at benægte menneskers forskellighed, men om at sikre lige vilkår, ligesom love om positiv særbehandling eller kvoter handler om at adressere arven fra fortidens diskrimination.Han påstår, at de, der arbejder for social retfærdighed, har ”absolut lighed” (s. 303) som mål, og mener, at ”alle indkomstuligheder skal fjernes” (s. 314). Peterson giver ingen eksempler eller beviser for, at noget så tosset skulle være det ultimative mål for dem, der kæmper for social retfærdighed. Selv han burde have kunnet komme på et bedre angreb. Det er at være for generøs imod Peterson at sige, at han kæmper mod sin egen fantasis stråmænd (eller stråkvinder er det vel), for han forsøger ikke engang at opstille noget konkret fjendebillede eller melde ud, hvem han mener. Han er fanget helt i sin egen fantasiverden. I den virkelige verden kæmper de, der arbejder for lige løn for lige arbejde, ikke for, at alle til alle tider skal have den samme løn, skomageren og professoren, skorstensfejeren og sportsstjernen. De, der arbejder for en mere ligelig repræsentation af kvinder og minoriteter i parlamenter, bestyrelseslokaler, universiteter og alle mulige andre steder, kæmper ikke i virkeligheden for, at der skal være streng numerisk nøjagtig repræsentation i alle livets anliggender. Love imod diskrimination handler ikke om at benægte menneskers forskellighed, men om at sikre lige vilkår, ligesom love om positiv særbehandling eller kvoter handler om at adressere arven fra fortidens diskrimination (om det så er en god måde at gøre det på, kan vi diskutere). Og når folk kæmper videre, også efter at love om lige behandling er blevet vedtaget, så er det ikke, fordi de først er tilfredse, når alle har lige lidt og er lige ulykkelige, men fordi love ikke implementerer sig selv. En lov om lighed skal føres ud i livet, og det i en situation med ulighed, for ellers ville loven ikke være nødvendig. Det er virkelig ikke så svært at forstå, og slet ikke så farligt, hvis man tænker sig en lillebitte smule om.

Det er, som om Peterson slet ikke har opdaget, at der var andet end teologi og mytologi før 1960; at der før da også var folk, der kæmpede for lige ret, ofte dybt religiøst motiveret i en praktisering af deres tro, og som forandrede samfundet, uden at det faldt sammen. Hvis transkønnedes rettigheder kan få den vestlige civilisation til at kollapse, hvad fanden gjorde så stemmeret til arbejdere eller kvinder? Kunne forfaldstænkere ikke bare engang imellem tænke lidt over, hvordan deres forfaldskammerater igen og igen ikke fik ret i, at netop denne uhyrlighed, præcis dette sociale fremskridt, er enden på det hele? Eller over, at deres argumenter i dag er strukturelt fuldstændig lig dem, deres forfaldskammerater brugte til at afvise, at slaver skulle være frie, at arbejdere skulle have rettigheder, at kvinder skulle have stemmeret, at homoseksualitet skulle være lovligt etc.?

Idet Peterson har afvist, at feminister og andre, der kæmper for social retfærdighed, har nogen egentlig sag, og efter at have konstrueret et univers, hvor lidelse og uretfærdighed er kulturen selv i abstrakt, evig forstand, har han ingen teori, der kan forklare den historiske forandring, der har fundet sted, og derfor ingen redskaber til at forstå dem, der kæmper for en sådan. Han ender derfor, logisk nok inden for hans egen måde at tænke på, med at sygeliggøre dem. I sin fejllæsning af Orwell skriver han, hvordan et mærkeligt monster kaldt en ”social retfærdighed-udskrivende venstreorienteret front” [social justice-dispensing leftist front] ”skjuler deres ressentiment og jalousi med dyd, skinhellighed og selvretfærdighed” (s. 289). Uden at fortælle, hvem han præcis mener, så får han mytologiseret en fjendefortælling frem, der er lige dele fri fantasi og fejlfortolkning. Fjenden hedder postmodernisme, og her ser vi hans ideologiske manøvrer i fuldt ornat.

Det postmodernistiske spøgelse

Peterson forholder sig ikke en eneste gang til noget værk af en erklæret postmodernist.7 Den eneste kilde til hans udlægning af postmodernismen og dens skadelige vej gennem verden er Stephen Hicks’ Explaining Postmodernism fra 2011, som jeg må tilstå ikke at have læst, og som alt tyder på heller ikke er besværet værd. Hicks abonnerer på ”Objektivismen”, Ayn Rands hjemmebryggede, radikalkapitalistiske tænkning, der kun tilkendes filosofisk værdi af sekten selv (den har dog haft stor betydning for det amerikanske højre).8 Bogens argument er ifølge Wikipedia, at postmodernisme er en retorisk strategi anvendt af det yderste venstre efter kommunismens fallit. Og det er også meget præcist Petersons argument.

I stedet for en egentlig diskussion af postmodernismens indhold får vi en dårligt kamufleret konspirationsteori om en uhellig alliance mellem marxismen og postmodernismen, hvor hentydninger og opfundne forbindelser erstatter indholdskritik.Hans kritik af postmodernismen er, at den har skabt en kultur, hvor individets subjektive oplevelse er vigtigere end dette individs tilhørsforhold til en objektiv realitet (realitet her defineret af Peterson som nation, køn, biologi etc.). Det er en kritik, man hører fra mange kanter i dag, ofte under overskriften ’post-truth’, hvilket dog bestemt ikke gør anklagen sand. Der er en voldsom overvurdering af postmodernismens kulturelle gennemslagskraft og en betydelig misforståelse af, hvad postmodernisme er, men i et vist omfang er det dog en interessant diskussion. Imidlertid er det ikke denne halvt interessante diskussion, Peterson tager, for han har reelt ingen forståelse af det emne, han angriber, eller nogen forklaringsmodel for, hvordan en universitær teori om meningsdannelse skulle have erobret og ændret verden, som vi troede, at vi kendte den. I stedet for en egentlig diskussion af postmodernismens indhold og konsekvenser får vi en dårligt kamufleret konspirationsteori om en uhellig alliance mellem marxismen og postmodernismen, hvor hentydninger og opfundne forbindelser skal tjene som erstatning for indholdskritik og kausalanalyser.9

Hans påstand er i al enkelthed den, at det efter udgivelsen af Alexandr Solzhenitsyns Gulag Øhavet i Vesten i 1970’erne ikke længere var muligt legitimt at være marxist i det åbne, hvorfor marxister udskiftede penge med magt som deres totalteori og maskerede sig som postmodernister for med det navn at fortsætte deres undergravning af den vestlige civilisation; et angreb, der er nær lykkedes. Lad mig ødelægge spændingen og afsløre, at ingen af delene vil vise sig rigtige ved bare et overfladisk blik på den såkaldte postmodernisme.

Det er faktisk utrolig let at være både for socialisme/kommunisme/marxisme og imod totalitarisme. Man skal bare være i opposition til diktatur.Lad os starte med Petersons begyndelse, den vestlige publicering af Solzhenitsyn, der ”totalt og endeligt knuste kommunismens intellektuelle troværdighed, som ideologi eller samfund” (s. 155, også s. 215, 309-10). Bogen er rystende læsning og afgørende for at forstå det 20. århundredes politiske idéhistorie. Men Petersons påstand er den, at man ikke åbent eller legitimt kunne være kommunist efter Gulag Øhavet, hvilket er ganske let at modbevise. Man kan f.eks. se på stemmetal for kommunistiske partier i Vesteuropa eller på kendte kommunister, marxister og socialister i alle mulige afskygninger (ikke nødvendigvis det samme, men lad os lade den ligge i denne omgang). På godt og ondt kunne man sagtens fortsætte med at være venstreorienteret. Det er faktisk, i modsætning til hvad Peterson tror, utrolig let at være både for socialisme/kommunisme/marxisme og imod totalitarisme. Man skal bare, sådan som enormt mange venstreorienterede (men selvklart ikke alle) har været og er det, være i opposition til diktatur. Igen kræver det en ideologisk forsnævrethed af dimensioner ikke at se det, ikke at have mødt sådan nogle på sin vej i livet, og ikke mindst at fremstille alle dem, der arbejder for lighed og frihed som lejrvagter i forklædning. Dertil kommer, at hans fjendebillede nr. 1, den franske dekonstruktivist og filosof Jacques Derrida, havde udgivet en række vigtige værker inden den franske udgivelse af Gulag Øhavet i 1974 (ligesom Michel Foucault, der havde forladt marxismen i løbet af 1960’erne).10 Så det første led i hans postmoderne undergravningsfortælling – ”Ingen kunne tale for kommunismen efter Gulag Øhavet – ikke engang kommunisterne selv.” (s. 310) – er ganske enkelt ikke rigtig.

Næste led er forestillingen om, at dette, må man forstå, monumentale nederlag, ”ikke betød, at den fascinationskraft, som de marxistiske idéer udøvede på intellektuelle – særligt franske intellektuelle – forsvandt. Den ændrede sig bare.” (s. 310) Særligt én skurk fremhæves, nej faktisk er der kun én skurk, der bliver nævnt, og det er Derrida. Han var snu og ”udskiftede idéen om penge med idéen om magt og fortsatte glad af sted” (ibid.) på sin marxistiske destruktionsvej. Det er en virkelig ringe, for ikke at sige komplet forkert forståelse af Derrida.”Dette sproglige kneb gav alle de knapt angrende marxister, der stadig beboede Vestens intellektuelle bjergtoppe, midlerne til at beholde deres verdensbillede. Samfundet var ikke længere de riges undertrykkelse af de fattige. Det var undertrykkelse af alle andre end de magtfulde.” (ibid.) Marxismen har aldrig været så dumt entydig, som Peterson tror, ligesom der har været mange, f.eks. kvinder, sorte, befrielseskæmpere fra den tredje verden, der længe har undersøgt og kritiseret en flerhed af undertrykkelsesformer. Ingen af dem havde brug for Derrida – eller fantasien om Derrida – til at fortælle dem, at de ikke kun var undertrykte, fordi de var fattige, men også fordi de var kvinder, sorte, homoseksuelle, koloniserede etc. Den venstreorienterede teorihistorie følger ikke Petersons lille skema om først penge, så magt.

Den store konspiration

Peterson hævder, at disse mange fjender alle har den idé, at alt er magt. ”Hvorfor”, spørger han, ”tro sådan noget? Hvorfor insistere på det?” (s. 314). Ja, det er et godt spørgsmål. Der er dog ingen grund til at stille det til dem, han på under 15 linjer får kaldt dekonstruktivister, postmodernister og socialkonstruktivister. Det mener de nemlig slet ikke. Og det er hinsides uredeligt, at Peterson svarer på sit eget ubegavede spørgsmål med dette svar: ”Måske det er af denne grund: hvis kun magt eksisterer, da bliver brugen af magt fuldt retfærdiggjort. Der er ingen begrænsning af dens brug ved beviser, metode, logik eller endda behovet for sammenhæng. Der er ingen begrænsning af noget ’udenfor teksten’. Det efterlader kun mening – og magt – og brugen af magt er alt for attraktiv under sådanne omstændigheder, ligesom dens brug i denne menings tjeneste er helt sikker.” (s. 314, hans kursivering). Intet, der har noget med postmodernisme at gøre, påstår, at alt er magt, ligesom dens tilhængere ikke advokerer for, men tværtom ofte kritiserer brugen af vold og magt i idéers tjeneste. Det fortsætter: ”Den vanvittige og uforståelige postmoderne insisteren på, at alle kønsforskelle er socialt konstruerede, bliver for eksempel kun alt for forståelig, når dets moralske imperativ forstås – når dets retfærdiggørelse af magtanvendelse en gang for alle er forstået: samfundet skal ændres, eller bias fjernes, indtil alle resultater er lige.” (ibid., hans kursivering)

Man må forestille sig feminister, transkønnede og queer-teoretikere hærge rundt i indre by på udkig efter mænd at kastrere. Har du heller ikke mødt dem? Så er det nok, fordi det er ren fantasi fra Petersons side; en misforståelse af, hvad lighedsforkæmpere arbejder for; og en sammenblanding af postmodernisme med lighedsforkæmpernes mange forskellige positioner og en ubegribelig misforståelse af, at de skulle være imod alle kønsforskelle.

Peterson kunne have haft nytte (indsigtsmæssigt, ikke politisk-strategisk) af at prøve at forstå, at dekonstruktivisme ikke er lig marxisme, men at marxisme blot var én af de traditioner, der var forudsætning for muligheden af det dekonstruktivistiske projekt.Næste led i konspirationskæden, hvor marxisme og postmodernisme skal vises at være et og det samme, finder vi i afsnittet ”Postmodernisme og Marx’ lange arm”, der er interessant som eksempel på, hvor svært Peterson har det med at fortælle sin historie om postmodernismens forfærdeligheder. Afsnittet starter med at hævde, at der findes alskens forfærdelige universitetsstudier, der ”aktivt behandler mænd som undertrykkere og mænds aktivitet som iboende skadelig” (s. 305, du ved, al den der hemmelige undervisning, vi har, hvor ingen mænd er på pensum, og hvor vi kun snakker om, hvordan kvinder er engle, og mænd er djævle). Disse studier er alle ”stærkt influeret af marxistiske humanister” (s. 306). Så nævner han Max Horkheimer, der var mange ting, men ikke en kvindesagsforkæmper, mandehader eller civilisationsknuser. Marxist, jo vel, men af den meget rolige slags, der ikke – som Peterson (uden kilder) påstår – var forbistret opsat på en ”altomfattende kritik og transformation af vestlig civilisation” (ibid.).11 Han kunne, når nu Frankfurter-skolen af uvisse grunde skal nævnes, have fremhævet Herbert Marcuse (der kombinerede Marx med Petersons to husguder, Heidegger og Freud, så det går ikke) eller Jürgen Habermas (der stadig er i live og aktiv, men han undsagde postmodernisterne tilbage i 1980’erne og radikale marxister i 1970’erne, så den går heller ikke). Peterson kunne også have beskæftiget sig en lille smule med sit emne og ikke have sammenblandet alt, han tror, han ikke kan lide, til det sorte hul, han kalder ”de postmoderne/marxistiske tænkere” (s. 316). I så fald ville han have opdaget, at mange af dem, der kaldes eller kalder sig postmodernister, var ganske skeptiske, hvis ikke ligefrem afvisende over for marxismen, som de så som endnu en af de store, totaliserende fortællinger, der nu var døde, eller at mange selverklærede marxister, som f.eks. Fredric Jameson, Terry Eagleton og Alex Callinicos eller anarkister som Noam Chomsky har været ganske skeptiske, hvis ikke direkte afvisende over for postmodernismen (og det med betydeligt bedre argumenter end Petersons). Eller hvad med marxister, som f.eks. Slavoj Žižek, der er imod såvel postmodernisme som identitetspolitik? Peterson er ikke nysgerrig og er ikke vidende om det, han fælder dom over. Nuvel, første skridt i afsnittet er marxisme = Frankfurter skole = ødelæggelse af vestlig civilisation.

Uden bare et forsøg på at forbinde dem hopper han så til Derrida, ”lederen af postmodernisterne” (det ville overraske dem grumme, at de var en gruppe, og at de havde en leder, og ingen ville afsværge sig lederskabet hurtigere end Derrida selv). Derrida, siger Peterson, ”beskrev sine egne idéer som en radikaliseret form for marxisme” (s. 306). Igen, en overraskelse for alle, ikke mindst Derrida, der i starten af den bog, Spectres de Marx fra 1993, som Peterson måske har set et sted, skriver, at han i årtier ikke havde læst Det kommunistiske manifest, ”og at det må fortælle en noget”,12 f.eks. at han ikke var marxist under den Kolde Krig eller i nogen traditionel forstand efter. Peterson har nok set, at Derrida blandt de virkelig mange bøger, han udgav om alle mulige emner og alle mulige filosoffer (herunder Heidegger og Nietzsche, som Peterson ellers ynder), har skrevet en bog om Marx, eller rettere om Marx’ spøgelser, dvs. en kritik af den liberale jubel efter Murens fald om historiens afslutning som kapitalisme og en revurdering af det brugbare i Marx’ arv. Hvad det ikke er, er dogmatisk eller traditionel marxisme. Peterson har formodentlig læst et løsrevet citat fra s. 92 i Derridas Marx-bog, hvori han anerkender en indflydelse fra Marx på dekonstruktivismen, ganske som han andre steder lokaliserer den i relation til andre af de store filosofiske og kulturelle traditioner. Peterson kunne have haft nytte (indsigtsmæssigt, ikke politisk-strategisk) af at læse videre fra det løsrevne citat og prøve at forstå, at dekonstruktivisme ikke er lig marxisme, men at marxisme var én af de traditioner, der var forudsætning for muligheden af det dekonstruktivistiske projekt, et projekt, der for Derrida i altovervejende grad var analytisk frem for politisk, hvilket han i årtier blev kritiseret for af marxister, og som han i denne sene bog prøver at svare på. Typisk for Derrida anerkender han en arv fra Marx på et tidspunkt, hvor Marx er erklæret død, og Derrida derfor frygter en banalisering af tænkningen og ja, af politikken. Derfor skal spøgelserne nu vækkes til live igen.

At han ikke kan eller nok snarere ikke vil kende forskel på de, der kæmpede for at fratage folk deres rettigheder og liv, og de, der arbejder for at udvide rettigheder og beskytte liv, er en form for moralsk svigt.Dernæst hoppes direkte til Sovjet, Kina, Vietnam, Cambodia og Nordkorea, der angiveligt var marxisme ”gjort til praksis” (s. 306), hvorfor vi må forstå, at Marx og derfor Derrida og derfor Horkheimer og derfor alle marxister og derfor alle, der har fundet inspiration hos Marx eller en marxist, er medskyldige i eller søger at gentage det 20. århundredes totalitære forfærdeligheder. I en særligt dum vittighed beskriver han s. 308 stalinistiske rædsler med: ”Det var tid til noget lighed”, dvs. det er, hvad der sker, når de der skøre lighedsforkæmpere kommer i gang. At han ikke kan eller nok snarere ikke vil kende forskel på de, der kæmpede for at fratage folk deres rettigheder og liv, og de, der arbejder for at udvide rettigheder og beskytte liv, om han så er uenig med dem eller ej, er en form for moralsk svigt.

Efter oplistningen af de statskommunistiske diktaturers uhyrligheder nævner han Khieu Samphan, en af lederne bag det cambodianske folkemord, der havde studeret i Paris i 1970’erne, og hvis forskning der ”blev set velvilligt på af de franske intellektuelle” (s. 307). Det har ikke meget med postmodernisme at gøre. Samphan skrev inden for verdenssystemteori, og vi får ikke at vide, hvem disse franske intellektuelle er, der i 1959, da Derrida ikke engang var ansat på Sorbonne-universitetet endnu, gav Samphan sin ph.d.-grad. Det er et eksempel på virkelig dårligt udført guilt by association, men lad os lige prøve en lidt mere oplagt af slagsen: ’Heidegger var tysk filosof. Han gik ind i nazistpartiet og var antisemit. Nazismen dræbte millioner af mennesker. Peterson er inspireret af Heidegger. Peterson er …’ Nej vel? Hvad så med denne her: ’Nietzsche var en tysk filosof. Nazisterne tog en bunke idéer fra ham og brugte dem til at retfærdiggøre mord på millioner. Peterson er meget glad for Nietzsche, så han er også …’ Hmm o.k., nej. Men så denne her da: ’Biblen er en bog fyldt med retfærdiggørelser af mord og slaveri. Den kristne kirke gjorde Biblen til praksis og medvirkede til religionskrige, tortur, henrettelser, inkvisition, undertrykkelse. Petersons bog er fyldt med bibel-referencer, så han må være tilhænger af …’ Nej, det går ikke at argumentere sådan. Så måske man bare skulle lade være, glashuse og alt det der taget i betragtning, og så i stedet forholde sig til, hvad de, man kritiserer, rent faktisk skriver og gør.

En fantastisk ringe Derrida-karikatur

Lad os derfor vende tilbage til temaet om marxisme og postmodernisme og dermed til Derrida. Det er nemlig, hvis vi skal tro Peterson, ”næsten umuligt at overvurdere hans filosofis nihilistiske og destruktive natur” (s. 311). Jeg er personligt ingen fan af Derrida og irriteres over hans evne til at skrive svært og dunkelt, men er dog aldrig blevet forledt til at tro, at min private erkendelses grænse er identisk med al erkendelses grænse, hvilket synes at være Petersons forestilling. Modsat Peterson havde Derrida et intimt mellemværende med afgørende dele af den vestlige civilisations traditioner, nemlig filosofien såvel som den kristne og jødiske religiøse tænkning. Han var derfor, hvis man nu skal opstille det som en dominans-konkurrence, klart Peterson overlegen i sin omgang med og sin forståelse af de kulturtraditioner, som vi er rundet af, og som han ikke – igen modsat Petersons vrøvlerier – ønskede at afmontere. Dekonstruktion er ikke ’knus alt bestående’ (det er meget mere Petersons helt, Nietzsche).13 Man kan med en vis ret betegne Derrida og Foucault – som Peterson andre steder også voldsomt angriber – som poststrukturalister, for nu at placere dem idéhistorisk, i en respons til den franske strukturalisme, altså som en betegnelse for deres position i et kompliceret intellektuelt miljø, uden dermed at reducere deres mange forskelligheder og åbne uenigheder. Men mig bekendt har ingen af dem nogensinde betegnet sig selv som postmodernister. Peterson kunne have inddraget faktiske postmodernister såsom Jean-Francois Lyotard (fransk intellektuel uha uha),14 men da de jo alle bare er ens og vil det samme destruktive projekt, har Peterson nok ikke fundet det nødvendigt at undersøge sine egne påstande bare en smule. Det kan forklare den ret pinlige beskrivelse af Derridas projekt, hvis idé skulle være, at ”hierarkiske strukturer kun opstod for at inkludere (dem, der havde gavn af den struktur) og for at ekskludere (alle andre, der derfor var undertrykte)”, og at ”splittelse og undertrykkelse er bygget direkte ind i sproget”, hvorfor verden er binært opdelt, og alt er fortolkning baseret på magt, således at ”videnskab kun gavner videnskabsfolk. Politik gavner kun politikerne” (s. 310). Denne monstrøsitet af en fortolkning overgås dernæst af fejlopfattelsen – som det retfærdigvis må siges, at andre end Peterson også laver – af, at for Derrida og postmodernismen er alt fortolkning. ”Det stiller”, siger han i den belærende tone, som kun uvidenhed tillader, ”selve kategoriseringshandlingen i tvivl. Det modsiger idéen om, at der kan drages distinktioner på baggrund af andet end rå magt. […] Der er ingen fakta. Hierarkisk position og omdømme som et resultat af evner og kompetence? Alle definitioner af evner og kompetence er bare opfundet af dem, der tjener på dem for at ekskludere andre og for at gavne dem selv personligt og selvisk.” (s. 311) Selv hvis jeg prøvede, kunne jeg ikke lave så ringe en karikatur af Derrida, dekonstruktivismen, postmodernismen, poststrukturalismen, eller hvilke vindmøller, det nu er, Peterson tror, at han kæmper bravt imod.

Derrida søgte at vise, hvorledes vi kommer til at naturalisere, vores begreber og værdier, ikke som del af et rå og kalkulerende magtspil, men fordi forholdet mellem mening og sprog er ustabilt.Der er ganske enkelt uredeligt at opsummere Derridas mangfoldige og komplicerede værk til sådanne latterligheder. Som Shuja Haider skriver i en fin kritik af Petersons postmodernisme-fantasier, så ”demonstrerer idéen om, at Derrida er en magtteoretiker, der modificerer marxismen ved at anvende en binaritet af undertrykker-undertrykket på alle former for socialt liv, ikke bare uvidenhed om hans værk. Den tillægger ham også alle de fejl, som hans værk var beregnet på at kritisere: binære oppositioner og totaliseringen af forskellige fænomener ifølge en enkelt, oprindelig essens.”15 Derridas værk er en afvisning, ikke en promovering af totaliserende tankesystemer. Men som Petersons kollega på Toronto-universitetet, professor i engelsk litteratur Ira Wells, skriver, så er det ikke sådan, ”at fortolkning er potentielt uendelig og derfor meningsløs. Det er sådan, at fortolkning må være socialt og historisk kontekstualiseret for at blive meningsfuld.” Pointen er, at det, vi anser for meningsfuldt, ikke bare er det i sig selv for altid, men er ”produceret af historisk situerede fællesskaber af mennesker”.16 Derrida søgte at vise, hvorledes vi igen og igen kommer til at naturalisere, selvfølgeliggøre, vores begreber og værdier, ikke som del af et rå og kalkulerende magtspil, men fordi forholdet mellem mening og sprog er ustabilt og kontingent snarere end funderet i en ren objektiv realitet. Dekonstruktivismen afdækker dikotomiseringer, idet de er del af den måde, vi søger at skabe orden i verden, og de har sociale, politiske og andre konsekvenser, særligt når de forstenes til institutioner og værdier, og af den grund kan man måske godt se, at Peterson kunne finde Derrida skræmmende, selv om han ikke har forstået ham.

Det sidste led i konspirationsteorien er idéen om, at marxismen/postmodernismen har haft en dominerende indflydelse på de vestlige samfunds politik og kultur siden 1970’erne. Det er en tvivlsom påstand, for at sige det mildt. Peterson tager fejl i sit angreb på de humanistiske fag, der er hans primære angrebsmål. Man må undre sig over, at han har haft sin gang på et universitet, for han formår helt at forveksle en mangfoldig række af fag og tilgange med en fantasi om en monolitisk ’postmoderne marxisme’, der ikke bare behersker universiteterne, men også den offentlige mening og de politiske beslutningsprocesser. Går man på første semester på humaniora, vil man hurtigt opdage, at ens undervisere ikke er enige, at de opfordrer til kritisk tænkning, at der læses en række forskellige tænkere på tværs af tid og sted (og stadig rigtig mange døde, hvide mænd, uanset hvad Peterson ellers tror), og at hvad der sker på de humanistiske fag om dagen, ikke på magisk siver ud i resten af verden om natten og æder folks hjerter og hjerner.

Hvis nogen i det halvskjulte forsøger at fortsætte politik med andre midler, at erstatte fokus på penge med fokus på magt, så er det Peterson og hans fæller på højrefløjen, der peger på humanister og siger: ’Der går den sande fjende. Hende professoren derovre. Ham med bogen. De der i radioen og på universiteterne. De undertrykker jer. Ikke økonomi, ikke arbejdsløshed og forringede arbejdsvilkår, ikke gældsætning og de riges skattely. Nej, det er kultureliten. De holder alle jer retmæssige vindere tilbage.’

***

Bundniveauet for poppsykologiske selvhjælps-bøger (for slet ikke at nævne ’Vesten går under’-bøger) er utroligt lavt. Så i en tidsalder fyldt med den slags litteratur er det måske ikke underligt, at nogen kan have troet, at Peterson havde et eller andet tilnærmelsesvist interessant at sige. Men det har med stor sandsynlighed ikke været indholdet af bogen, men derimod den internetbårne interesse for manden, der har fået et dansk forlag til at udgive bogen. På den måde passer den fint ind i samme endeløse udgivelser af intetsigende litteratur, der har fået nogen til at udgive Dan Brown. Når et dansk forlag ikke kan modstå den monetære fristelse til at oversætte bogen, ved alle vi andre, hvem man ikke skal forvente sig kvalitet af i fremtiden. Det vil sige, hvem der ikke er i bog- men i underholdningsbranchen, hvem der ikke betragter bogen som indbundet, værdifuld viden, men derimod som et lidt træls og i sig selv ubetydeligt formidlingsled mellem dem selv og profit.

Der er opstået et helt særligt niche-marked for højreorienterede kontroversialister, hvis selvstiliserede positionering som nogle, der taler bjerget imod, immuniserer dem mod enhver faktuel gendrivelse. Petersons hastige vej fra ukendt forsker til berømthed illustrerer ikke kun internet-alderens flygtighed og mediemarkedets valg af ’kontrovers’ over indhold, men også hvorledes man dygtigt kan veksle akademisk kapital til kulturel, sådan som celebrity-historikeren Niall Ferguson f.eks. også har gjort det. Med en påstand om, at ens skriverier har grund i ens status som forsker, kan man forlade den akademiske sfære, angribe den ’indefra’ og få sin applaus i den offentlige sfære (angreb fra akademia for at snyde på vægten bliver bare ekstra guld til ens offentlige status).17 Peterson, som Ferguson, er eksempel på det, vi kunne kalde den ’anti-intellektuelle intellektuelle’, dvs. en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. Peterson får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor, og det bruger han til at fortælle folk, at der ikke er nogen grund til at lytte til intellektuelle og akademikere. Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse, der skjuler deres bedrag og angreb bag komplicerede gloser. Han giver anti-intellektualismen intellektuel rygdækning.

Der er opstået et helt særligt (og meget velfinansieret) niche-marked for højreorienterede kontroversialister, hvis selvstiliserede positionering som nogle, der taler bjerget imod, immuniserer dem mod enhver faktuel gendrivelse. Det eneste, gendrivelserne synes at gøre (og her inkluderer jeg gerne denne tekst), er at cementere deres status som kontroversielle, der for journalister er en umulig fristelse ikke at eksponere grotesk ude af proportion med idéernes og personens tyngde eller vigtighed.

Hvorfor, spørger forfatter og kritiker Houman Barekat, skal vi overhovedet beskæftige os med denne seneste charlatan? Fordi, svarer han, at ”mandlig selvmedlidenhed er en dræber. Der er en fortaler for hvidt overherredømme i det Hvide hus, og højreekstrem vold – både islamistisk og angelsaksisk – er en klar og tydelig trussel.” Disse voldelige udbrud er ”en patologi, men det er også en ideologi, et tankesystem i dets egen ret, med dets egne intellektuelle og proselytter. I det aktuelle klima er det vigtigt at være særligt opmærksom på den snigende normalisering af reaktionær chauvinisme”.18 Det er ikke, fordi Peterson er årsag til eller fortaler for højreekstrem vold, men hans skrift og tale mimer de højreekstremes verdensbillede og bekræfter deres forestilling om, at Vesten er i krig med sig selv, og at kun den, der slår igen, er en rigtig mand.19 Petersons verden er fyldt med farer. Man kan ikke stole på nogen, det er vind eller forsvind. Han synes at længes efter tider, hvor en mand med vold og magt kunne sætte sin vilje igennem.Banaliteten i at spørge en pige, om hun vil danse og få et nej; ubetydeligheden for dig, men fremskridtet for andre i at tiltale folk, som de gerne vil tiltales; begrænsningen i de forkrøblende sociale effekter af ulighed og dominans; det bliver alt sammen iscenesat af Peterson som et mytologisk, urgammelt drama mellem heroiske riddere og kaotiske hekse.20 Hans verden er fyldt med farer, man kan ikke stole på nogen, det er vind eller forsvind. Peterson synes at længes efter tider, hvor en mand med vold og magt kunne sætte sin vilje igennem. Og da det lykkeligvis på grund af utallige sociale kampe i stigende grad ikke længere er sådan i den virkelige verden, så forsøger han at genopføre den i den teoretiske fantasis verden befolket af imaginære trolde og hekse.21 Den canadiske forfatter Margaret Atwood skrev engang, at mænd frygter, at kvinder vil latterliggøre dem, hvorimod kvinder frygter, at mænd vil myrde dem. Peterson koncentrerer al sin energi og sympati i en kamp for de mænd, der frygter latterliggørelse, mens han anstrenger sig for at afvise og betvivle kvinders frygt for at blive myrdet af mænd. Det siger vist det meste, man har brug for at vide om ham.

Snarere end at lære sine tilhørere, hvordan de skal justere deres adfærd og tænkning til en virkelighed, hvor mænd og kvinder, rige og fattige, vesterlændinge og ikke-vesterlændinge er nominelt lige, og hvor seksuelle minoriteter kæmper for deres lige ret, har han valgt at bekræfte dem i, at deres fødselsret som overlegne bliver taget fra dem, og at kampen for deres plads på toppen lige er begyndt. Hvis Peterson i sandhed havde været en modig mand, der sagde tingene lige ud, så ville han åbent have kaldt sin bog 12 livsregler. En modgift imod den frie kvinde, men det ville have været for ærligt, selv for en rigtig mand.

Mikkel Thorup er forfatter, idehistoriker og Professor MSO på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

  1. Mikkel Thorup, Statens idéhistorie, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2015, kap. 16.
  2. Dette flugter elendigt med hans kønsbiologiske teori om mandens iboende dominerende tendenser.
  3. Jade Saab, ” The Sophism of Jordan Peterson and Popular Political Discourse Part 3: Existentialism meets Alienation”, Medium, 20. april 2018, https://jadesaab.com/the-sophism-of-jordan-peterson-and-popular-political-discourse-bb8fc889f3e7.
  4. Benjamin Doxtdator, “Why does Jordan Peterson resonate with white supremacists?”, Long View on Education, 14. april 2018, https://www.longviewoneducation.org/why-does-jordan-peterson-resonate-with-white-supremacists/.
  5. Immanuel Kant, ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”, i Morten Haugaard Jeppesen (red.), Kant, Oplysning, historie, fremskridt, Aarhus: Slagmark 1993 [1784], s. 71.
  6. Han mener reelt kvinder (og kvindagtige mænd), der vil hindre drenge i at være drenge, for skateboarderne han snakker om er ”næsten altid drenge.” (s. 285).
  7. Ret skal være ret: Han nævner to steder primærkilder for sin påstand om radikalfeminismens angreb på alt godt i denne verden. Han påstår nemlig: ”Det er blevet en trossætning hos en særlig form for socialkonstruktivistisk teori, at verden ville blive forbedret meget, hvis drenge blev socialiseret ligesom piger.” (s. 317) Det empiriske bevis for denne påstand om en generel forestilling blandt en større gruppe af mennesker er én 8-siders artikel fra 1980. Men han fejler i bare at prøve at påvise, at denne artikel eller dette synspunkt skulle være særligt udbredt. For den bange er alt farligt. Det samme gør sig gældende for idéen om et fortidigt matriarkat, som han mener, blev ”referencepunktet for teologien i kvindebevægelse og de matriarkalske studier i 1970’ernes feminisme” (s. 322), hvor han dog refererer både et par primærkilder og en kritik, mens han derefter uden omtanke flytter perspektivet over i sin egen jungianske verden, hvor det i modsætning til hos de andre åbenbart giver god mening for ham.
  8. Jennifer Burns, Goddess of the market. Ayn Rand and the American right, Oxford: Oxford University Press 2009.
  9. Andre steder er han begyndt at kalde denne forbindelse for ’kulturel marxisme’ (Noah Berlatsky, ”How Anti-Leftism Has Made Jordan Peterson a Mark for Fascist Propaganda”, Pacific Standard, 2. marts 2018, https://psmag.com/books-and-culture/jordan-peterson-sliding-toward-fascism) og det er ikke en uskyldig betegnelse, men derimod del af en ganske veletableret højreradikal konspirationsteori, som f.eks. var  kernen i Anders Behring Breiviks morderiske fantasier (Jérôme Jamin, ”Cultural Marxism and the Radical Right”, kap. 4 i Paul Jackson & Anton Shekhovtsov (red.), The Post-War Anglo-American Far Right: A Special Relationship of Hate, Houndmills: Palgrave Macmillan 2014.).
  10. Përke Ndencën, Jordan Peterson: The Distortions of an Ideologue. Understanding Jordan Peterson’s Postmodernism”, Medium, 29. maj 2018, https://medium.com/@PerkeNdencen/the-distortions-of-an-ideologue-dbfddc184d75. Om Foucault, Sovjet og Solzhenitsyn se Jan Plamper, ”Foucault’s Gulag”, Kritika, vol. 3, nr. 2, 2002, s. 255-280 & Sergei Prozorov, ”Foucault and Soviet biopolitics”, History of Human Sciences, vol. 27, nr. 5, 2014, s. 6-25.
  11. Se Stuart Jeffries, Grand Hotel Abyss. The Lives of the Frankfurt School, New York & London: Verso 2016.
  12. Jacques Derrida, Specters of Marx, New York & London: Routledge 1994 [1993], s. 4.
  13. Det kunne her være udsøgt sjovt, hvis han en dag faldt over Nietzsches lille tekst fra 1873 med titlen ”Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning”, der, hvis man skulle have brug for et postmodernistisk grundlæggelsesdokument, ikke kunne findes bedre (Friedrich Nietzsche, ”Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning”, i Den unge Nietzsches lidelser, Aarhus: Hovedland 1995 [1873].).
  14. Hvis postmodernisme ifølge Perry Anderson oven i købet var anti-marxistisk motiveret, Perry Anderson, The Origins of Postmodernity, New York & London: Verso 1998.
  15. Shuja Haider, ” Postmodernism Did Not Take Place: On Jordan Peterson’s 12 Rules for Life”, Viewpoint Magazine, 23. januar 2018, https://www.viewpointmag.com/2018/01/23/postmodernism-not-take-place-jordan-petersons-12-rules-life/.
  16. Ira Wells, ”Professor of Piffle”, The Walrus, 27. november 2017, https://thewalrus.ca/the-professor-of-piffle/.
  17. Bernard Schiff, “I was Jordan Peterson’s strongest supporter. Now I think he’s dangerous”, The Star, 25. maj 2018, https://www.thestar.com/opinion/2018/05/25/i-was-jordan-petersons-strongest-supporter-now-i-think-hes-dangerous.html.
  18. Houman Barekat, “A Messiah-cum-Surrogate-Dad for Gormless Dimwits: On Jordan B. Peterson’s “12 Rules for Life”, Los Angeles Review of Books, 8. marts 2018, https://lareviewofbooks.org/article/a-messiah-cum-surrogate-dad-for-gormless-dimwits-on-jordan-b-petersons-12-rules-for-life/. Også: Zack Beauchamp, “Jordan Peterson, the obscure Canadian psychologist turned right-wing celebrity, explained”, Vox, 21. maj 2018, https://www.vox.com/world/2018/3/26/17144166/jordan-peterson-12-rules-for-life.
  19. I al fairness så skriver han ét sted op imod populisme og højreekstremisme (s. 330), men kun for at advare imod det som den naturlige reaktion på en feminisering af samfundet.
  20. John Ganz & Steven Klein, ”A Serious Man. On Jordan Peterson”, The Baffler, 7. februar 2018, https://thebaffler.com/latest/peterson-ganz-klein.
  21. Mikkel Thorup, ”Når mænd frygter kvinder – Houllebecq, Trump og andre frygtsomme mænd”, Kulturo, nr. 43, 2017, s. 96-105; Ian Buruma, ”Hypermaskulinitetens genkomst er et højreprojekt”, Information, 17. april 2018.